|51| 13.

Smaapiger traf jeg næsten kun paa Børnebal, og ingen havde i hine tidlige Barneaar sysselsat mig. Men tolv Aar gammel fornam jeg det første, stærke Glimt af en Tilværelsens Grundmagt, til hvis Dyrker jeg for Livstid var viet, Skønheden nemlig.

Den aabenbarede sig første Gang for mig i Skikkelse af en lille slank, letfodet Pige, hvis Navn og Person i al Stilhed spøgte i min Hjerne gennem flere følgende Aar.

En af mine Morbrødre boede den Sommer paa Amerikavej, hvor der dengang var ganske landligt, og hvorfra man havde en smuk Spaseretur over Marken til et Sted, der hed Signalet, hvor Toget kom forbi fra Kjøbenhavns ældste Jernbanestation, som ikke laa paa den Side af Vesterbro, hvor de nuværende Stationer ligger. Her boede i Nærheden en Familie, hvis yngste Datter næsten daglig kom løbende over til min Onkels Landsted for at lege med Husets Børn.

Hun var ti Aar gammel, brun som en Zigøjnerske, hurtig som en Raa, og fra hendes Barneansigt, fra alt dette Brune, Øjne, Haar og Hud, fra hendes Smil og hendes Tale straalede, klang og slog dette Overvældende, hidtil Ukendte, Skønheden mig i Møde. Jeg var tolv Aar gammel, hun var ti. Vort Forhold bestod i at lege Tagfat, ikke engang alene, men sammen med andre Børn; jeg ser hende endnu fare afsted i Løb foran mig, medens de lange Fletninger slaar mod hendes Midje. Men skønt dette var Alt, hvad der foregik mellem os, havde vi begge en Følelse af et hemmeligt Baand os imellem. Dejligt var det at ses. Hun skænkede mig en Neglike. Hun klippede en Hjerterdame ud af et Kortblad og gav mig den; jeg opbevarede den de næste fem Aar som en Helligdom.

|52| Deri bestod vort hele Forhold, og mer kom der aldrig til, end ikke da hun tolv Aar gammel en Dag paa Børnebal tilstod mig fjortenaarige, at hun havde gemt Alt, hvad hun havde faaet af mig – Gaver af lignende Rang som hendes. Men Skønhedsindtrykket fyldte mig.

En havde foræret mig nogle udstoppede Kolibrier, der sad paa lakerede Grene under en Glasklokke. Jeg betragtede dem altid, naar jeg sad i Barnestuen og læste; de stod paa det Bogskab, der var mit. Disse Fugle med deres dejlige, lysende, brogede Fjer gav mig det første Indtryk af udenlandsk eller tropisk Farveglans. Alt, hvad jeg skulde elske, maatte i lang Tid helst have noget deraf, noget Fremmed og Fjernt.

Pigebarnet var vel dansk af Sprog, men iøvrigt hverken paa fædrene eller mødrene Side ret dansk; ogsaa hendes Navn var udansk. Hun talte Engelsk hjemme og kaldtes hos min Onkel Mary, skønt hun af sine Forældre blev kaldt ved et andet Fornavn. Alt dette gav hende blot mere Særpræg.

En Gang om Aaret traf jeg hende paa Børnebal; hun havde da en hvid Kjole paa og var for mig væsensforskellig fra alle andre Smaapiger. En Formiddag efter et saadant Bal følte jeg mig, fjorten Aar gammel, helt besynderligt tilmode, og med Undren og Andagt overfor hvad jeg foretog mig, betragtende mig som betaget af en højere, uforklarlig Magt, nedskrev jeg de første Vers, jeg nogensinde har formet. De lød:

Der var endnu en Del Strofer af denne himmelske Poesi.

Netop fordi jeg saa sjældent traf hende, var det et let |53| Jordskælv i mit Liv, naar det skete. Jeg havde vænnet mig til en saadan Dyrkelse af hendes Navn, at hun for mig næsten ikke tilhørte Virkeligheden.

Men da jeg seksten Aar gammel traf hende paany paa et Bal af Halvvoksne, var Fortryllelsen pludseligt veget. Hun havde skiftet Udseende, svarede ikke mere til mit Drømmebilled. Naar vi mødtes i Dansen, pressede hun min Haand, og dette oprørte mig som noget Ublufærdigt. Hun var ikke længer en Alf. Hun havde fyldige Skuldre, en spirende Barm, varme Hænder, et ungdommeligt Koketteri, noget der for mig tog sig ud som erotisk Erfaring. Snart tabte jeg hende helt af Syne. Men jeg bevarede en Taknemmelighed imod hende for det Indtryk, jeg skyldte hendes ti Aar, dette naturligt Overnaturlige, den tidligste Skønhedsaabenbaring.