For mig som for alle andre Børn var det store Problem opstaaet om Tilblivelsens Hemmelighed. Jeg nøjedes ikke længer med det Svar, at Børnene bragtes af Storken, eller med det næste, der fremsattes med større Alvor, at de kom drivende i Kasser, som droges op af Peblingesøen. Jeg pinte som lille min Moder[I] med Spørgsmaal om, hvorledes det kunde ses, til hvem hver enkelt Kasse var bestemt. At Kasserne var numererede, gav ikke megen Klarhed. At de var forsynede med Adresser, lød besynderligt. Hvem havde skrevet de Adresser? Jeg maatte da nøjes med den Forsikring, at dette var Noget, jeg endnu var for lille til at forstaa; det skulde jeg faa forklaret, naar jeg blev større.
Mine Tanker var ikke rettede paa det andet Køn. Smaapiger omgikkes jeg ikke som Kammerater og jeg kendte faa, da jeg ingen Søster havde. Vel da jeg var otte-ni Aar gammel, begyndte en enkelt raa og ret fordærvet Skolekammerats Tale at krydse om Kønsspørgsmaalet i stygge Udtryk og styggere Aand. Jeg blev haanet, fordi jeg ikke vidste, hvorledes Dyrene forplantede sig, og at Mennesker forplantede sig som Dyr.
Jeg svarte: Mine Forældre[II] har i hvert Fald ikke baaret sig saaledes ad.
|50| Saa skred Kammeraterne med Barndommens Ublufærdighed til de mest skamløse Meddelelser, uigengivelige, ikke blot om et sygeligt udviklet Driftsliv, men om formelige Forbrydelser mod Naturen og mod Samfundets elementære Love. Der gaves mig med andre Ord den modbydeligste, mest oprørende Forestilling om Alt, hvad der angik Kønsforhold og Forplantning.
Rimeligvis besudles for de fleste Drengebørn i en større Skole det store Naturmysterium allerede i den spæde Alder af Raahed og Last. Medens i den græske Oldtid Mysteriet var helligt og Mennesket med fromt Sind dyrkede Naturmagten uden overdreven Blu og uden Skamløshed, er dette Forhold umuliggjort i et Samfund, hvor gennem tusind Aar selve Naturen er bleven nedværdiget af Religionen, sat i Forbindelse med Synd og Djævel, stemplet som uomtalelig og helst fornegtet, hvor Raaheden derfor tager en saa meget frygteligere Oprejsning og Hævn. Da der aldrig af de Voksne taltes om Naturmagten paa en ren og simpel Maade, var den for Børnene bleven det Fordulgte. Til enkelte Børn, hos hvem Driften tidligt havde indfundet sig, var Kundskab om dens Væsen kommet fra brutale Mennesker, og af dem var denne Kundskab bleven opfattet med barnlig Frækhed. Disse Børn fyldte nu deres Kammeraters Øren med Uhumskheder.
Paa mig prellede Uhumskhederne af. Kun smittedes jeg forsaavidt af de andre Disciples Tone, som jeg af dem lærte, det var rask at sige visse grimme Ord. Tolv Aar gammel overraskedes jeg en Dag af min Moder[III], som jeg stod alene paa en Trappe og raabte disse Ord ud for mig. Jeg blev sat i Rette derfor og gjorde det ikke mere.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
