Verden var i det Hele venligtsindet. Det gjaldt jo mest om man var artig eller ikke. I modsat Fald klagede især Karoline[I] over En, og Fader[II] og Moder[III] forvandledes til vrede Magter. Fader var naturligvis en langt alvorligere Magt end Moder, en fjernere og mere haardhændet Magt. Ingen af dem indjog dog til daglig nogen Skræk. De var væsenlig beskyttende Magter.
Den skræmmende Magt var paa dette allerførste Stadium Bussemanden. Han foer pludselig frem af en Krog med et Tørklæde for Ansigtet og udstødte Lyden Bøh!, saa man |15| foer sammen. Blev Tørklædet taget bort, kom dog snart et leende Ansigt til Syne bag det. Det gjorde straks Bussemanden mindre frygtelig. Og deri laa det vel, at Marens Trusel: »Hvis du nu ikke er artig, saa kommer Bussemanden og tager dig«, temmelig hurtigt tabte sin Virkekraft. Og dog var det denne saa koldblodigt afrystede Bussemand, af hvem paa et senere Stadium en Personlighed udviklede sig, der ikke var at spøge med og som ikke saadan lod sig afvise, en Personlighed, for hvem man følte baade Angst og Bæven, Djævelen selv.
Men han viste sig først senere indenfor min Synskres. Det var ikke ham, der afløste Bussemanden. Det var – Politiet. Politiet var den fremmede, forfærdelige Magt, hvorimod der ingen Tilflugt gaves for en lille Dreng. Politiet kom og slæbte af med ham bort fra hans Forældre, bort fra Barneværelset og Dagligstuen og satte ham i Fængsel.
Paa Gaden gik Politiet med en blaa Frakke paa og en stor Spanskrørstok i Haanden. Ve den, der gjorde Bekendtskab med den Stok!
Min Morfar[IV] lod sit Pakhus gøre nyt i Stand, et Pakhus, der var stort og højt med tre Etager. Fra den øverste Luge i Midten under Gavlen udgik der en Kran og ned fra den gik et umaadelig tykt Tov, i hvis Ende der sad en stærk Jernhage. Ved Hjælp af den kunde de store Tønder med himmelblaa Indigo, som bragtes paa Vogne, hejses i Vejret. Inde i Pakhuset gik Tovene gennem Huller i Gulvene ned gennem alle Etager. Trak man derinde i det ene eller det andet Tov, hissedes Tovet med Jernkrogen udenfor op eller ned.
I Pakhuset opholdt Jens[V] sig, som var stor, stærk, ordknap, majestætisk, med rød Næse og en lille Pibe i Munden, altid blaa om Fingrene af Indigo. Havde man sikret sig Jenses Gunst, kunde man tumle sig i Pakhuset Timer ad |16| Gangen, rulle de tomme Tønder, og hvad Hovedsagen var, trække i Tovene. Dette sidste var en Nydelse, som satte alle Evner i Spænding. Det Vidunderlige var, at man stod inde i selve Huset og trak, og samtidigt gennem de aabne Luger kunde iagttage, hvorledes Tovet udenfor hævede sig eller sank. Hvorledes det gik til, var en Gaade. Men man havde den vederkvægende Følelse af, at man udrettede Noget, for sine Øjne saa Resultaterne af sin Virken.
Man modstod da heller ikke Fristelsen til at trække i Tovene, naar Jens var borte og Pakhuset tomt. Den lille Broder[VI] havde Kighoste, saa man kunde dog ikke bo hjemme, men maatte være hos Morfar[VII]. En Dag kom saa Jens over En, og det kunde nok være, at han var vred: Jo, du er en net Fyr. Naar du saadan trækker i Tovet i Utide, saa filer du det kostbare Tov midt over, og det har kostet 90 Rigsdaler. Hvad tror du, Bedstefar saa vil sige!
Det var naturligvis en afskrækkende Tanke at komme til at ødelægge en saa umaadelig Værdi. Ikke at jeg havde nogen bestemtere Forestilling om Penge og Tal. Jeg havde vel Færdighed i Multiplikationstabellen og tumlede stadigt med de største Tal; men de svarede for mig ikke til Virkelighed. Naar jeg havde udregnet, hvad et flercifret Tal, mangfoldiggjort med et andet, omtrent lige saa højt, kom til at udgøre, vidste jeg ingenlunde, om Far[VIII] eller Bedstefar havde saa mange Daler eller færre eller fler. Der var kun en af Onklerne, som morede sig over min Multiplikationsbegavelse, det var den tykke, rige Onkel med den skæve Mund[IX], om hvem de sagde, at han ejede en Million, og som altid tænkte paa Tal. Neppe stod han i Døren til Moders[X] Dagligstue, saa raabte han: Er du en rask Dreng og kan du sige mig hvad er 27,374 Gange 580,208, saa skal du faa fire Skilling, og hurtigt kom Tavlen og Griffelen frem, og |17| Regnestykket var færdigt paa et Øjeblik, og Firskillingen indkasseret.
I Tallenes Verden var jeg da husvant, men ikke i Værdiernes. Det vilde alligevel være skrækkeligt at tilintetgøre saa stor en Værdi, som 90 Rigsdaler syntes at være. Men var det mon ikke noget, som Jens[XI] bare sagde? Han kunde vist ikke se paa Tovet, om der var trukket deri.
Saa gjorde jeg det da igen, og da Jens[XII] en Dag med Strenghed spurgte mig ud, kunde jeg ikke fragaa min Brøde. Jeg har set det, sagde Jens[XIII], Tovet er næsten helt revet over, og nu kan du ha’ det saa godt, nu kommer Politiet og henter dig.
Jeg havde fra da af Uger igennem ingen rolig Time. Hvor jeg gik og stod, forfulgte Angsten mig for Politiet. Jeg turde ikke tale til Nogen om hvad jeg havde gjort og hvad der ventede mig. Jeg skammede mig for meget; jeg mærkede jo ogsaa, at Forældrene[XIV] ikke vidste Noget. Men naar en Dør pludselig gik op, saa jeg spændt paa den Indtrædende. Gik jeg med Barnepigen[XV] og den lille Broder[XVI], saa jeg mig om til alle Sider, og kiggede jævnlig tilbage, om Politiet ikke var efter mig. Endog naar jeg laa i min Seng, værnet af Sprinkelværket paa alle fire Sider, var Angsten for Politiet over mig.
Der var jo kun En, jeg turde tale med derom; det var Jens[XVII]. Da nogle Uger var hengaaede, forsøgte jeg da ogsaa at faa Svar af ham. Da viste det sig, at Jens[XVIII] end ikke vidste, hvorom jeg talte. Jens[XIX] havde øjensynligt glemt det Hele. Jens[XX] havde holdt mig for Nar. Var Lettelsen umaadelig, saa var dog Harmen ikke ringe. Saa mange Kvaler for Ingenting!
De Ældre som havde mærket, hvilket Indbegreb af alt Frygteligt Politiet var for mig, benyttede sig undertiden deraf |18| til Forklaring af Ting, som formentes at ligge over min Fatteevne.
Da jeg var seks Aar gammel, hørte jeg første Gang det Ord Krig. Jeg vidste ikke, hvad det var, og spurgte. Det vil sige, svarte en af mine Fastre, at Tyskerne har stillet Politi op nede i Slesvig og forbyder de Danske at gaa dèr, og vil slaa dem, ifald de bliver. – Jeg forstod nok det; men derefter hørte jeg Tale om Soldater. Er der ogsaa Soldater? spurgte jeg. Politi og Soldater, lød Svaret. Men dette forvirrede mig ganske; thi de to Ting hørte i min Bevidsthed til i to ganske forskellige Rubriker. Soldater var smukke, brogede, med Chacoter, holdt Vagt, marcherede i Takt med Trommer og Piber og Musik, saa man bare vilde følge med. Soldater blev derfor afbildede i Tin, og man fik dem til sin Fødselsdag i Æsker. Politibetjente derimod gik enkeltvis uden Musik, uden smukke Kulører paa Uniformen, strenge og truende med en Stok i Haanden. Ikke et Menneske faldt paa at afbilde dem i Tin. Ikke ringe var min Ærgrelse, da jeg snart begreb, at man havde vildledt mig ved sin Forklaring, og at der her kun var Tale om Soldater.
Der var ikke gaaet en Maaned, før jeg fulgte skarpt med, naar efter Bordet de Voksne læste højt† af Skillingsbladene om Slagene ved Bov, Nybbøl osv. Altid vandt de Danske. I Grunden var da Krigen en glædelig Ting.
Men saa skete der en Dag noget Uventet, Overvældende. Moder[XXI] sad paa Forhøjningen i Dagligstuen med sit Haandarbejde ved Sybordet med de mange smaa Gemmer, hvori der under de løse Mahognylaag laa skjult saa mange smukke og mærkelige Ting, Fingerringe og dejlige Ørenringe med Perler – da Døren gik op til Køkkenet og Pigen traadte ind: Har Madamen hørt det? Christian den Ottende er sprunget i Luften ved Eckernførde og Gefion er taget. – |19| Er det muligt? sagde Moder[XXII]. – Og i det Samme bøjede hun sig over Sybordet og brast i Graad, hulkede formelig. Det gjorde et Indtryk paa mig som intet Tidligere. Aldrig før havde jeg set Moder græde. De Voksne græd jo overhovedet ikke. Jeg vidste ikke engang at de kunde. Og nu græd Moder[XXIII] med strømmende Taarer. Jeg vidste hverken hvad Christian den Ottende eller Gefion var; først nu forklarede Pigen mig, at det var Skibe. Men jeg begreb, at en stor Ulykke var hændt, og snart ogsaa, hvorledes Mennesker ved Krudt var sprængt op i Luften, og hvor godt det var, at en af vore Bekendte, en rask ung Mand, der var vel lidt af Alle og altid kom godt fra det, var sluppet ganske helskindet derfra og var ankommen til Kjøbenhavn i civil Forklædning.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
