Paa den Tid gik det nogenlunde op for mig, hvad Fødsel og Død var. Fødsel var noget, der kom ganske uventet, og saa var der et Barn mere i Huset. En Dag, da jeg sad midt i Sofaen mellem Bedstefar[I] og Bedstemor[II] ved deres Spisebord i Klareboderne og spiste i temmelig stort Selskab, gik Døren i Stuens Baggrund lige for mig op, Far[III] stod i Døren og sagde uden Goddag disse Ord: Du har faaet en lille Bror[IV] – og virkelig laa der en lille En i en Vugge, da jeg kom hjem.
Døden havde jeg hidtil mest kendt fra et stort smukt Maleri paa Bedstefaders[V] Væg; thi Kongens[VI] Død havde ikke rørt mig. Maleriet forestillede en Have, hvor paa en hvidmalet Bænk Tante Rosette[VII] sad og foran hende stod Onkel Edvard[VIII] med lokket Haar og i Bluse og rakte hende en Blomst. Men Onkel Edvard[IX] var død, død som lille Dreng, og da han havde været saadan en udmærket Dreng, var |20| Alle meget bedrøvede over, at de ikke skulde se ham mere. – Men nu var der daglig Tale om Døden. Saa og saa mange Døde, saa og saa mange Saarede! I al den Ulykke var Fjenden Skyld.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
