Paa Brændeloftet, et lille Rum, der med Tremmer er skilt fra det store Loftsrum, hvor der skraanende opefter ligger en Mængde kløvet Ved og finere hugget Pindebrænde, som lugter friskt og tørt, udstaar allerede paa tredie Time en lille Purk med sluttet Mund og trodsig Mine sin Straf, at være indelukket der.
Flere Gange allerede har hans bekymrede Moder[I] sendt Stuepigen op at spørge, om han nu vil bede om Forladelse. Han har blot rystet paa Hovedet. Han er sulten; thi han blev ført derop straks efter Skolen; men han vil ikke give tabt, for han er i sin Ret. Det er ikke hans Skyld, at de Store ikke kan forstaa ham. De véd ikke, at det, han lider nu, er Ingenting i Sammenligning med, hvad han har maattet lide. Det er sandt, at han ikke har villet gaa med Barnepigen[II] og sin lille Bror[III] i Kongens Have. Men hvad véd Far[IV] og Mor[V] om den Vanære, det er, Dagen igennem at maatte høre af Kammeraterne: Naa, saa du blir hentet af Amme! eller: Nu kommer din Amme og henter dig. Skamfølelse overvælder ham ved Tanken om de andre Drenges Haan. Det er slet ikke hans Barnepige[VI], men hans Brors[VII]. Magelig kunde han finde hjem alene; men kan han forklare Drengene, at Forældrene[VIII] endnu ikke betror ham at gaa med den lille og sender Bud efter dem begge paa en Gang! Nu skal det være forbi; han vil ikke mere i Kongens Have med Barnepigen[IX].
Der er Stuepigen for paany at spørge, om han saa vil bede om Forladelse. Forgæves. Alt er forsøgt med ham, Skænd, endog en Lussing; men han har ikke ladet sig knække. Nu staar han her; han giver sig ikke.
Hans gode Moder[X] har dog denne Gang ikke ladet Pigen komme tomhændet. Han faar sin Mad ind i Aflukket |12| og spiser. Saa er det imidlertid saa meget des lettere at holde ud. Og nogle Timer senere bliver han hentet ned og lagt i sin Seng uden at have gjort Afbigt.
Før jeg saa smerteligt erfor, hvor vanærende det var at gaa med Pigen i Kongens Have, havde Stedet været mig saare kært. Hvilken Plads til Tagfat, til Saltebrød og Kispus! Hvilke herlige Alleer til Paradisspil med Himmerig og Helvede! Ikke at tale om, hvorledes man dèr kunde lege Kusk og Heste! Et langt Stykke Bændel blev lagt over Skuldrene og trukket under Armene paa to Kammerater; saa kørte man dem i stramme Tøjler med Pisk i Haanden. Og var det allerede morsomt i gamle Dage, da jeg kun havde Bændler til Tømmer, saa var det morsommere nu, da jeg af min Fader[XI] havde faaet prægtige brede Tømmer af stribet Uld, forsynede med Bjælder, saa man langt borte fra kunde høre, naar Tospandet kom i flyvende Fart ned ad de brede Alleer.
Jeg holdt af Haven, der var stor, dengang langt større end nu, og af Træerne, der var mange, dengang langt flere end nu. Og hver Del af Haven havde sit. Herkulespavillonen var hemmelighedsfuld; Herkules med Løven lærerig og mægtig. Skade, det var blevet saa beskæmmende at gaa dèr!
Før havde jeg ikke vidst af det. For ikke lang Tid siden havde jeg en Dag følt mig meget lykkelig dèr. Jeg havde længe kunnet læse rent i mine Læsestykker og skrive paa Tavle. Men en Dag havde Hr. Voltelen[XII] sagt til mig: Du maa ogsaa lære at læse Skrift. Og fra det Øjeblik af blev det et Ærgerrighedsmaal for mig at kunne læse Skrift, et Begreb, der hidtil havde været mig fremmed. Først da min Lærer viste mig Skrift, var det for mig hvad for voksne Lægfolk Kileskrift og Hieroglyfer; men efterhaanden lykkedes det mig at genkende de vante Bogstavtegn i denne |13| friere, letsindigere Forklædning, hvor de flød over i hinanden og hvor deres Regelrethed var opløst. I den første Hovedallé i Kongens Have gik jeg da op og ned med det tynde, i Midten ombrækkede Hefte i min Haand, det første Hefte Skrift, jeg nogensinde havde set, og jeg havde allerede stavet mig til Overskriften: Den lille Rødhætte[0001]. Historien var jo sikkert ikke meget lang; men den fyldte flere af de smalle Sider, og det var spændende at stave sig til dens Indhold; thi den var mig ny. I den triumferende Følelse af at have overvundet nogle Vanskeligheder og staa i Begreb med at overvinde flere, stansede jeg af og til foran en fremmed Barnepige, viste hende Heftet og spurgte: Kan du læse Skrift?
Tre og tyve Aar derefter gik jeg som ung Mand op og ned ad den samme Allé, atter med et Hefte i Haanden, hvori jeg læste. Jeg indprentede mig min første Forelæsning og hørte mig i den til jeg kunde den omtrent udenad, for nogle Øjeblikke efter med Uro at opdage, jeg havde glemt det Hele, og det var galt nok, for hvad jeg i den Forelæsning vilde sige, det var Ting, der laa mig paa Hjerte.
Kongens Have blev ved at indtage en Plads i mit Liv. Senere, i saa mangt et Aar, naar Foraar og Sommer gik hen og jeg var bundet til Byen og længtes bort efter Træer og Blomsterduft, gik jeg ind i Haven og skraaede op igennem den til Bedene i Nærheden af de smukke Blodbøge nær Indgangen fra Voldsiden, hvor der altid fandtes velplejede og sødt duftende Blomster. Dem kærtegnede jeg med Øjet, deres Duft indsugede jeg bøjet frem over Rækværket.
Men nu lod jeg mig hellere indespærre paa Brændeloftet, end jeg vilde hentes af Barnepigen fra Skolen til Haven. Skrækkeligt var det ogsaa at skulle gaa saa langsomt med Pigen, om jeg end nu ikke længer skulde holde |14| hende i Skørtet. Hvor misundte jeg de Drenge, der med Foragt kaldtes Gadedrenge! De løb ind i Gaarden og ud af den, skreg op og gjorde Larm, saa meget de vilde, holdt Styr og sloges ude paa Gaden, bevægede sig frit. Jeg kendte jo dog Gader nok. Man kunde sende mig et Ærinde i Byen; jeg skulde sagtens finde Vej.
Og endelig opnaaede jeg Tilladelsen. Lykkelige, lykkelige Dag! Jeg fløj afsted som en Pil; det var mig umuligt at gaa. Og jeg løb atter hjem i strakt Karrière. Fra den Dag af løb jeg altid, naar jeg skulde gaa ud alene. Ja, jeg begreb ikke, at de Store og de andre Drenge kunde gaa. Jeg forsøgte derpaa nogle Skridt; men Utaalmodigheden greb mig og jeg pilede afsted. Det var en Nydelse at løbe saadan, at man formelig følte sin Hast for hvert Skridt ved at give sig et lille Smæk bagpaa med Hælen.
Min Fader[XIII] kunde dog løbe meget hurtigere endnu. Det var umuligt at løbe omkaps med ham om en Græsplæne. Men forunderligt var det, hvor de Gamle var langsomme. Der var dem iblandt dem, som ikke kunde løbe op ad en Bakke og som kaldte det besværligt at stige op ad Trapper.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
