Et Stadbarn var jeg vel, men ikke derfor uden Glæde ved Livet i fri Luft, med Planter og Dyr. Landet var ikke dengang saa langt borte fra Byen som nu. Min Farfar[I] havde lejet et Landsted et Stykke Vej udenfor Nørreport, hvor der var smukke Træer og Frugthave; det ejedes af en gammel Mand, som gik med høje Kanonstøvler og havde en hel Samling af Æbler og Pærer af Voks, saa mærkværdigt eftergjorte, at man, første Gang man saa dem, ikke kunde lade være at bide i dem. Naar man om Sommeren kørte ud til Landstedet, saa rumlede og gungrede det, saasnart man kørte gennem Nørreport, og skulde man hjem, saa maatte der passes paa, at man kom igennem, før Porten blev lukket.
Vi laa desuden selv paa Landet ude ad Vesterbro ved Sorte Hest (som sidenhen i Kolerasommeren) eller paa Gamle Kongevej, hvor der var dejlige store Haver. I en saadan mægtig Have stod jeg en Sommer ved Siden af min Moder[II] foran et stort aflangt Bed med mange Slags Blomster. Det Bed skal være dit, sagde Moder[III], og glad blev jeg. Jeg selv skulde rive Gangene om det, passe og vande Planterne deri. Og det blev en Genstand for min store Opmærksomhed og Interesse, hvorledes der for hver Aarstid kom et nyt Sæt Blomster. – Naar Asterserne og Georginerne sprang ud, saa var Sommeren forbi.
Haven var dog ikke det rigtige Land. Det rigtige Land var hos Inger[IV], min gode Amme. Hun kaldtes min Amme, |10| fordi hun havde plejet mig, da jeg var lille. Men hun havde ikke givet mig sin Mælk; det havde Moder[V].
Inger[VI] boede i et Hus med Marker omkring ved Høje Taastrup. Der var endnu ingen Jernbane dertil; man kørte derud med to Heste for Vognen. Først senere blev den mærkværdige Jernbane lagt helt ud til Roskilde. Da blev det en Begivenhed uden Mage for Børnene, at skulle køre med Jernbane til Valby og tilbage. Deres Fader tog dem med. Mange mente, det var for farligt. Men Børnene brød sig ikke om Faren. Det gik da ogsaa godt, og de kom levende tilbage.
Inger[VII] havde en Mand, der hed Peer. Han var rar, men sagde ikke meget. Inger talte meget mere og sørgede for Alt. De havde en ganske lille Dreng, som hed Niels; men han laa i Vugge og kom ikke i Betragtning. Hos Inger og Peer var Alt anderledes end i Byen. Der lugtede helt sært i hendes Stuer med Dragkisten og Bænkene, ikke just ilde, men uforglemmeligt. De havde anderledes store Fade med Mælk og med Grød end man kendte i Kjøbenhavn. De brugte ikke at lægge Grøden eller Tykmælken af paa Tallerkener. Inger og Peer og den fremmede Dreng sad om Mælkefadet eller Grødfadet og stak til det med Skeen. Men Gæsten fik sin egen Ske. De drak ikke hver af sit Glas; men han fik sit eget Glas.
Der var morsomt paa Landet. En Ko og Grise, som man tumlede med, og varm Mælk fra Koens Yver. Inger[VIII] kærnede, og man kunde drikke Kærnemælken. Det var en herlig Spas for en lille Dreng fra Kjøbenhavn at boltre sig i Høstakke og ligge paa Hølæssene, naar de kørtes ind. Og hver Gang, naar jeg efter et Ophold derude kom hjem, lo Moder[IX] af mig, saasnart jeg aabnede min Mund, for, uden at vide deraf, talte jeg nu ganske som de andre paa Landet, hvad de i Kjøbenhavn kaldte bondsk.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
