Nogle Glimt af jordisk Højhed og Pragt strejfede min beskedne Eksistens. Næst efter Gud kom Kongen[I].
En Dag, da jeg gik med Fader[II] paa Gaden, udbrød denne: Der kører Kongen[III]! Jeg saa ind i den aabne Vogn, men fandt intet Mærkeligt der, og fæstede min Opmærksomhed paa den røde Kusk og Jægerens Fjærhat: Kongen[IV] var der jo ikke! – Vist saa, han sad i Vognen. – Var det Kongen[V]? han saa jo ud af Ingenting, havde ingen Krone paa. – Kongen[VI] er en smuk Mand, sagde Fader[VII]. Men i sin Stads er han kun, naar han kører til Højesteret.
Vi gik da ud en Dag for at se Kongen[VIII] køre til Højesteret. Der stod en Mængde Mennesker og ventede henne ved Holmens Kirke. Saa kom Toget. Hvilken Pragt! Der var Løbere foran Hestene med hvide Silkestrømper og formelige Urtepotter paa Hovedet; aldrig havde jeg set noget lignende, og paa Hestene for Vognen red Jockeyer. Jeg glemte rent at se ind i Vognen; fik knap et Glimt af Kongen[IX] at se. Og det gjorde intet Indtryk. – At Kongen[X] hed Christian den Ottende[XI] vidste jeg ikke; han var kun Kongen[XII].
Men saa en Dag hed det, at Kongen[XIII] var død og at han skulde udstilles to Gange. Det kaldtes med unaturlige Ord: Lit de Parade og Castrum doloris; jeg hørte dem saa tidt, at jeg kunde sige dem og ikke glemte dem. Paa Lit de parade saa man Kongen[XIV] selv ligge udstrakt som Lig; det var for sørgeligt for en lille Dreng. Men Castrum doloris var blot Fornøjelse, og virkelig var det herligt. Man trippede først længe gennem smalle Gange; saa aabenbarede sig højt |9| i Luften i den sortbetrukne Hal Ligkisten dækket af sort Fløjl helt besat med skinnende, blinkende Stjerner. Og en Masse Lys rundt omkring. Det var den største Pragt, jeg endnu havde set.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
