Jeg var altfor spinkel til, at man turde sende mig i Skole ved Femaarsalderen som andre Drenge. Onkel Doktor[I] sagde, at det kunde der ikke være Tale om. Men da jeg dog ikke kunde vokse op i den rene Uvidenhed, blev det besluttet, at jeg skulde faa en Lærer for mig selv.
Og der blev antaget en Lærer[II], som hurtigt vandt min hele Hengivenhed og over hvem jeg var glad. Læreren kom hver Morgen og lærte mig Alt hvad jeg skulde vide. Det var en Lærer, man kunde spørge om hvadsomhelst, han vidste Besked. Først var det ABC’en. Den var lært i faa Timer. Jeg kunde læse før jeg rigtigt kunde stave. Saa var det Skrivning og Regning og endnu mer. Snart var jeg saa vidt, at Læreren[III] kunde læse højt af Frithiofs Saga[0001] paa Svensk og blive nogenlunde forstaaet, ja, han kunde tage et tysk Læsestykke frem og forklare at det hed ich og ikke isch, som det dog faldt saa naturligt at sige.
Hr. Voltelen[IV] var en fattig Student, og af de Voksnes Samtale havde jeg godt forstaaet, hvad Glæde og Gavn Hr. Voltelen[V] havde af hver Dag at faa en Kop Kaffe ekstra og dertil fint Hvedebrød med frisk Smør. Paa Slaget halvelleve bragte Pigen det ind paa en Bakke. Undervisningen afbrødes, og Læreren[VI] spiste og drak med et Behag, hvormed jeg endnu aldrig havde set Nogen spise og drikke. Blot |7| Maaden, hvorpaa han tog Sukkeret – mere Sukker end Mor[VII] og Far[VIII] tog – og lod det opløses i Kaffen, før han kom Fløde i, viste, hvad Nydelse den Kop Kaffe gav ham.
Hr. Voltelen[IX] havde et svagt Bryst, og undertiden sagde de Voksne, at man var bange for, han ikke kunde leve. Det hed sig, at en rig Velgører, ved Navn Nobel[X], havde tilbudt ham en Rejse til Italien for at han kunde komme sig i Varmen dernede. Det var smukt af Hr. Nobel[XI], og Hr. Voltelen[XII] tænkte paa at rejse.
Men nu fik han en anden Sygdom. Han havde et smukt, brunt, lokket Haar. En Dag udeblev han; hans Hoved var blevet daarligt, han havde faaet Haarpest af en uren Kam paa en Badeanstalt. Og da han endelig kom op igen, var han neppe til at genkende. Han bar en lille mørk Paryk. Hvert Haar var gaaet af hans Hoved; selv hans Øjenbryn var gaaede af. Hans Ansigt havde en kalkagtig Bleghed. Og nu hostede han tilmed stærkt.
At Gud dog ikke havde beskyttet ham mod Brystsygen! Og at Gud kunde nænne at give ham Haarpest, naar han i Forvejen var saa syg! Gud var forunderlig. Han var almægtig, men brugte ikke sin Almagt til at beskytte Hr. Voltelen[XIII], der var saa god og saa klog, desuden saa fattig, at han mer end nogen anden trængte til Støtte. Hr. Nobel[XIV] var bedre mod Hr. Voltelen[XV] end Gud. Gud var ogsaa ellers forunderlig; han var allestedsnærværende, og saa blev Moder[XVI] dog vred og gnaven, naar man spurgte, om Gud ogsaa var i den nye Moderatørlampe, der brændte langt klarere i Dagligstuen end tidligere de to Stearinlys. Gud var alvidende, hvad der var uhyggeligt nok, for man kunde da ikke skjule det Ringeste for ham. Underligst var det dog at tænke paa, at dersom man vidste, hvad Gud troede, man nu vilde sige, saa kunde man sige noget andet, og hans Al|8|videnhed kom tilkort. Men naturligvis, man vidste jo ikke, hvad han troede, der nu kom. – Værst var det dog, at han saaledes lod Hr. Voltelen[XVII] i Stikken.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
