Netop paa dette Tidspunkt, da jeg i Indbildningen var saa stor en Krigsmand, havde jeg i det virkelige Liv havt god Brug for flere Kræfter, nu, da jeg ikke mere fulgtes til Skole af Barnepigen[I], men selv skulde være Beskytter for min to Aar yngre Broder[II]. Opbruddet fra Hjemmet var behageligt nok. Madkasserne af Tin med Velbekomme i Guldskrift udenpaa stod aabne paa Bordet. Moder[III], der stod for Bordenden, smurte til hvert af Børnene seks Stykker Brød, der sammenlagdes to og to, Franskbrød paa Rugbrød, en Blanding, der frembød en overordenlig Velsmag. Saa mange Stykker kunde Kassen nøjagtigt rumme. Den blev saa lagt til Bøgerne i Tornistret. Og med det paa Ryggen begav man sig i Skole altid ad samme Vej. Men dette var Tider, da Vandringen besværliggjordes. Hvert Øjeblik mødte man |28| Drenge, som udskældte En og slog til den Lille[IV], saa man maatte slaas paa hvert Gadehjørne, ad hvilket man skulde dreje. Og dette var Tider i Skolen selv, hvor trods Datidens ikke senere naaede Humanitet Skældsord og Puf og udsøgte Forhaanelser var det daglige Brød, og jeg ser mig endnu som jeg en Dag i Slagsmaal med en meget større Dreng sprang op paa denne og bed mig fast i hans Nakke, saa en Lærer maatte vriste mig løs, og den anden faa sin Nakke badet under Posten.
Jeg beundrede hos Andre den Styrke, der fattedes mig selv. Der var i Klassen en Dreng, svær, firskaaren, usigeligt godmodig, med hvem Ingen kunde tage det op i Slagsmaal. Han var fra Lolland og hed Ludvig, var ikke meget kløgtig, men kærnesund og kæmpestærk. Saa kom der en Dag ind i Skolen en Vestindier ved Navn Muddie, mørk af Lød med krøllet Haar, stærk og slank som en Vild, uimodstaaelig ved alle de Fif og Finter, han kunde saavel naar der skulde tages Tag som i Nævekamp. Han overvandt alle Skolens stærkeste Drenge. Kun Ludvig havde han aldrig udæsket, saa lidt som denne ham. Men der var stor Nysgerrighed mellem Drengene efter at erfare, hvem af de to, der var stærkest, og i et Frikvarter blev en Brydekamp arrangeret. Det var for Drengene, der alle var Kendere, et af de smukkeste Syn at se to saa udmærkede Kæmpere brydes, især da Lolliken kastede sig ned over den anden og Vestindieren med formelige Slangevridninger forgæves søgte at vride sig ud af hans Tag.
En Dag kom der to nye Drenge ind i Skolen, to Brødre; den ældre, Adam, var lille og gusten, underligt vissen, saa ud som en Vanfør uden dog at være det; den lidt yngre, Sofus, var smukt bygget og forbavsede straks i den første Time, i hvilken de nytilkomne deltog – en Gymnastiktime – ved sin sjældne Dygtighed i at klatre og gaa i Skraa|29|stang. Han syntes lige stærk og behændig, og hos en lille Dreng, der saa op til de Stærke, maatte han vække formelig Begejstring. Den steg endda den følgende Dag, da en stor ondskabsfuld Dreng, der havde haanet Adam som Skrælling, i et Nu blev saaledes gennembanket af Sofus, at han tabte baade Vejret og Modet.
Jeg, som kun fra Gyngehesten havde udført Slagsmaals-Bedrifter, og den nysankomne Sofus blev fra nu af nogen Tid uadskillelige Venner. Det var et af de sædvanlige Venskabsforhold mellem Smaadrenge, hvor den ene beundrer og den anden lader sig dyrke. Den Beundrende her kunde kun give sine Følelser Næring ved at skænke den anden det Dyrebareste, han besad. Dette Dyrebareste var Billeder af udhugget Guldpapir fra Frankrig, som forestillede alle mulige Genstande og Personligheder, fra Skibe med Master og Sejl til Riddere og Damer. Jeg havde i lang Tid samlet paa dem og opbevaret dem Stykke for Stykke ved at indklæbe dem i en Bog, der var min Stolthed. Den Bog gav jeg uden ringeste Betænkning bort til Sofus, der tog imod den uden at bryde sig en Smule om den.
Og nu begyndte Sofus, der hidtil havde været saa ligefrem, at blive lunefuld paa Grund af den urimelige Beundring, for hvilken han var Genstand. Det var en fast Regel, at han og jeg skulde følges ad fra Skolen. Men en Dag var der med Et Vanskelighed; Sofus havde lovet Valdemar, en afskyelig Dreng, der snød i Timerne, at gaa hjem med ham. Og næste Dag var han ogsaa forhindret. Men da jeg, som nu paa én Gang lærte alle Tilsidesættelsens og den forsmaaede Hengivenheds Kvaler at kende, den tredje Dag, efter at have ventet forgæves, mødte ham skraaende over Frueplads med Valdemar, tog jeg i min Vrede min fordums Ven haardt i Armen, udbrød med fortrukket Ansigt: Du er en Skurk! og skyndte mig bort for aldrig at |30| tiltale ham mere. – Det var højst uklogt gjort; rent ud sagt det dummeste, jeg kunde gøre. Men jeg var altfor lidenskabelig til at bære mig fornuftigt ad. Valdemar udbredte min Færd i hele Klassen, og i Frikvarteret lød det mig næste Dag allevegne imøde fra leende Munde: Du er en Skurk! Du er en Skurk!
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
