13.

Verden udvidede sig. Den var ikke blot Hjemmet og Huset og de to Par Bedsteforældres Hjem og Onklernes, Tanternes og Fætrenes Clan; den blev større.

Det føltes ved Troppernes Hjemkomst. To Gange kom de hjem. Den første Gang var Indtrykket vel stærkt, men gik ikke dybt. Det var rent udvortes og utydeligt sammensmeltet: Guirlander paa Husene og over Gaden, den store Folkestimmel, de blomstersmykkede Soldater, der gik frem i Takt under stadig Blomsterregn fra alle Vinduer og smilende saa i Vejret. Den anden Gang længe efter fik jeg i mit Indtryk anderledes Enkelthederne med. De Saarede, der gik forrest og hyldedes med en vis Ømhed. Officererne tilhest, der hilsede med Kaarderne, om hvilke der laa Krans over Krans. De skæggede Soldater med Smaakranse om Bajonetterne, mens store Drenge bar Geværerne for dem. Og Den tapre Landsoldat^[0001] svirrende ustandseligt gennem Luften, naar den da ikke afløstes af Danmark dejligst^[0002] eller Vift stolt!^[0003]

Men anden Gang var jeg ikke helt optaget af Skuet; for jeg pintes af Anger. Min Faster^[I] havde Dagen forud foræret mig tre ganske smaa Kranse at kaste til Soldaterne; den ene skulde jeg selv beholde; af de andre skulde jeg give en til hver af mine smaa Brødre^[II]edvard-brandes;ernst-brandes; jeg havde lovet det bestemt. Og nu havde jeg beholdt dem alle tre for mig selv og havde til Hensigt selv at kaste dem alle. Jeg vidste det var Uret og Bedrag; jeg led derunder; men Lykken ved |23| ene at kaste alle Kransene var for stor. Jeg slyngede dem ud. En Soldat greb den ene paa sin Bajonet; de andre faldt til Jorden. Jeg skammede mig dygtigt og glemte ikke siden min Skam.