|21| 12.

Der var endnu flere fjendtlige Magter i Verden, som efterhaanden dukkede op. Naar man var blevet lagt tidligt i Seng, hændte det ofte, at Pigerne satte sig ved Bordet i Barnestuen og samtalede halvhøjt til langt ud paa Aftenen. Og saa fortalte de Ting, der kunde faa Haarene til at rejse sig paa Ens Hoved. Om Spøgelser, der gik hvidklædte, lydløse eller ogsaa med raslende Lænker gennem Husenes Værelser, viste sig for de Sengeliggende, forskrækkede de Skyldige. Om malte Skikkelser, der traadte ud af Rammerne og bevægede sig over Gulvet. Om Rædselen ved at tilbringe Natten i Mørke i en Kirke. Det turde Ingen. Om de Skrækkens Steder, Kirkegaardene var, hvor de Døde i lange Linklæder stod op af deres Grave om Natten og skræmmede Livet af Folk, mens Djævlen selv løb over Kirkegaarden i Skikkelse af en sort Kat. Aldrig kunde man overhovedet, naar man saa en sort Kat ved Aftenstid, være sikker paa, at Djævelen ikke var i den. Og Djævelen kunde som Ingenting forvandle sig til et Menneske og komme bag paa dem, han vilde til Livs.

Rædselsfuldt spændende var det at ligge vaagen og høre paa alt dette. Og der var ikke Tvivl. Baade Maren og Karoline^[I] Karoline (ukendt fødsels- og dødsår): barnepige. havde selv oplevet saadan noget og kunde anføre Vidner i Hobetal. Det frembragte en Omvæltning i min Bevidsthed. Jeg lærte Mørkets Rige og Mørkets Fyrste at kende. En Tid lang turde jeg neppe gaa igennem et mørkt Værelse. Jeg vovede ikke at sidde ved min Bog med en aaben Dør bag mig. Hvem kunde ikke lydløst være traadt ind! Og havde jeg et Spejl for mig paa Væggen, skælvede jeg for dèr at komme til at se Djævlen staaende med luende Øjne bag min Stol. –

Da langt om længe Indtrykket af alle hine Spøgelse-|22| og Djævlehistorier tabte sig, bevarede jeg i mit Sind en kraftig Uvilje mod Mørkerædslen og mod alle dem, der spekulerer i de Uvidendes forsvarsløse Frygt for Mørkets Magter.