Det vidste jeg, at Teatret, hvor jeg aldrig havde været, det var det Sted, hvor Moder[I] og Fader[II] morede sig bedst. Derom taltes der ofte, og mest fornøjede var de, naar Skuespillerne havde »spillet godt«, en Ting, hvorom jeg ikke kunde gøre mig noget Begreb.
Dengang var det endnu ikke Smaabørn forbudt at komme i det kongelige Teater, og jeg havde intet hedere Ønske end at naa indenfor. Jeg var da ogsaa meget lille endnu, da jeg engang blev taget med i Vognen, som kørte Fader[III] og Moder[IV] og Moster[V] til Teatret. Jeg fik Plads med de Andre i andet Parket, og sad maalløs af Forundring, da Tæppet gik op. Endnu en ny Verden aabenbarede sig her. Stykket, de spillede, hed Eventyr paa Fodrejsen[0001]. Men jeg kunde Ingenting forstaa deraf. Mænd kom ind paa Skuepladsen, talte sammen. En krøb frem under en Busk og sang. Jeg begreb det ikke, og spurgte jeg, tyssedes der bare paa mig. Men min Sindsbevægelse var saa stærk, at jeg fik ondt og maatte bæres ud. Ude paa Torvet kastede jeg op og bragtes hjem. Det var, desværre for mig, nøjagtigt hvad der skete ogsaa anden Gang, da Forsøget efter mit Overhæng blev fornyet. Spændingen, Henrykkelsen, Overvældelsen, Agtpaagivenheden paa det Uforstaaelige var for stærk; jeg var en Afmagt nær, og maatte efter første Akts Slutning forlade Teatret. Nu varede det derfor længe, før jeg blev betragtet som stor nok til at kunne bære Sindsbevægelsen.
|24| En enkelt Gang fik jeg dog Lov til at komme paa Komedie. Det var da Hr. Voltelen[VI] forærede mig Billet til en Studenterforestilling paa Hofteatret, hvor han selv skulde optræde. Stykket hed En Ødeland[0002], og jeg saa det uden at tage Men. – Der var en ung letsindig Mand deri, som kastede Gulddalere ud af Vinduet, og der var en gammel, grim Kælling, og desuden en ung, køn Pige. Jeg sad og passede paa som en Smed, naar min Lærer[VII] skulde komme; men det blev til Skuffelse; der var aldeles ingen Hr. Voltelen[VIII] at se.
Næste Dag, da jeg takkede for Morskaben, tilføjede jeg: Men De havde narret mig, De var jo slet ikke deri. – Hvorledes? Jeg var der ikke? Saa du ikke den gamle Kælling? Det var mig. Saa du ikke den unge Pige? Det var ogsaa mig. – Ufatteligt var det, at Nogen kunde forstille sig saaledes. Hr. Voltelen[IX] havde uden Tvivl »spillet godt«. – Men endnu mange Aar derefter begreb jeg ikke, hvorpaa dette kendtes. Da Stykkerne virkede paa mig ganske som Virkelighed, var jeg naturligvis ude af Stand til at udsondre Skuespillernes Del.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
