Der var dog ogsaa andre fjendtlige Magter end Politiet og Fjenden, uhyggeligere, mindre haandgribelige. Naar jeg gik og dryssede efter Barnepigen[I], der holdt den yngre Broder[II] i Haanden, hørte jeg undertiden bag mig et Raab, og vendte jeg mig, saa jeg en grinende Dreng med vrængende Mund og truende Hænder. Længe havde jeg ikke agtet videre derpaa, men efterhaanden hørtes Raabet oftere, og jeg spurgte Pigen, hvad det vilde sige. Hun svarte: Aa, Ingenting. Paa mine gentagne Spørgsmaal, sagde hun blot: Det er et stygt Ord.
Men en Dag, da jeg paany havde hørt Raabet, vilde jeg vide Besked, og da jeg kom hjem, spurgte jeg Moder[III]: Hvad betyder det? – Jøde! sagde Moder. Jøder, det er nogle Mennesker. – Stygge Mennesker? – Ja, svarte Moder[IV] smilende, undertiden ret grimme Mennesker, dog ikke altid. – Kan jeg faa en Jøde at se? – Det kan du godt, sagde Moder[V], og løftede mig rask op foran det store ovale Spejl, der hang over Sofaen.
Jeg udstødte et Skrig, saa Moder hurtigt satte mig ned paa Gulvet, og jeg viste mig saa forfærdet, at Moder[VI] fortrød, hun ikke havde forberedt mig. Senere talte hun undertiden derom.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
