Blandt de Forfattere, som i Datiden stode i første Række, er neppe nogen bleven skudt til Side som Ludwig Börne[I]. De Stoffer, han behandlede, er forældede, og kun den, som interesserer sig for Skribentens Personlighed, læser hans korte i Avisartikel- eller Brevform holdte Prosastykker af Hensyn til Fremstillingsmaaden eller for den Aands Skyld, i hvilken Æmnet er behandlet. Det var først i sine senere Leveaar, at Börne[II] slog ret igjennem, nemlig i »Brevene fra Paris[0001]«, men for det abstrakte Fyrstehad og den republikanske Tro, der komme til Orde her, er der i den unge Kejserstat ingen Brug. Ingen Personlighed passer mindre end hans ind i de nye Forhold, thi hvor Statsideen lidt efter lidt er ved at blive almægtig, hvor den fra oven, despotisk socialistisk, søger at indskrænke det private Initiativ, forvandler saa mange Borgere som muligt til lønnede Embedsmænd, civile eller militære, og giver den lønnede Embedsmand Forret for den uansatte Borger, og hvor den fra neden, revolutionært socialistisk, efter Evne stræber at indskrænke den individuelle Skalten og Valten, dèr forsvinder med Nødvendighed de udpræget selvstændige Karakterer, og den kantede, uafhængige Individualitet synes noget Lovstridigt, som Ingen kan benytte til Dannelsesmønster eller Forbillede. |54| Men Börne[III] var netop en saadan skarpt kantet Individualitet og en ubetinget selvstændig Karakter.
Ny synes i Tysklands Borgerstand i Reglen den eneste, en Mand værdige Opgave den at bygge op, virke positivt, befæste eller omforme det Indvundne. Allerede det Murbrækkeragtige i Börnes[IV] Aandsretning afskrækker. Hans Ildhu, der varmede Samtiden, tager sig ud som en Don Quichotes[v], der med sin Landse løber Storm mod Fæstnings- og Slotsmure. Men endog til den nye nationale Jernalder i Tyskland med dens Jernarkitektur har han bidraget Sit. Hans Ild har bragt det Malm i flydende Tilstand, af hvilket de nye Samfundspiller ere blevne støbte.
Intet har maaske i den nulevende Slægts Omdømme skadet Börne[VI] mere end hans hidsige Fordømmelsesdomme over Goethe[VII]. Goethe[VIII] er som frembringende og forstaaende Aand saa stor, tillige som Naturel og Personlighed i sin Styrke og sin Svaghed saa ejendommelig, at Enhver i den nyere Tid giver et væsentligt Bidrag til sin egen Karakteristik ved den Dom, han fælder over ham. Skjønt der i Datiden var adskillige Skribenter ikke blot af Præstepartiet, men af Oppositionen, som afskyede Goethe[IX], betegnes unægteligt Börnes[X] Begrænsning skarpt ved Maaden, hvorpaa han udtalte sig om Oldingen i Weimar[a], det vil sige ved Arten og Beskaffenheden af de Indsigelser, han |55| nedlagde mod Troen paa hans Menneske- og Digterværd.
Men for at forstaa, hvorledes det gik til og hvad det betød at en agitatorisk Moralist paa det politiske Omraade som Börne[XI] nærede et formeligt Had og en stadigt levende Harme overfor den Skikkelse, der staar som den allerstørste i Tysklands skjønne Litteratur, er det nødvendigt at se det Modsætningsforhold, hvori Börnes[XII] Skjæbne strax fra hans Fødsel af stillede ham til den store Poet, paa hvem han blev drevet til at anlægge en fremmed og derfor falsk Maalestok.
Goethe[XIII] og Börne[XIV] vare Byesbørn. De fødes med 37 Aars Mellemrum i Frankfurt am Main[b]. Frankfurt[c] var en gammel Rigsstad, en Fæstning, i hvilken Porte og Taarne antydede Stadens Grænser i ældre Dage, og som uden om disse paany havde Porte, Taarne, Mure, Broer, Volde og Grave, der omringede den nye By; det var en Fæstning, som indeholdt Smaafæstninger: Klosterbygninger og borgagtige Gaarde, der lignede befæstede Pladser. Staden syntes uantastelig, omgiven med et Skær af ældgammel, ærværdig Selvstændighed. Det var en Patricierrepublik, hvor den Fremmede var at betragte som retløs. Ve den, der for en Frankfurterdomstol havde en Strid med en Frankfurterborger, selv om han paa sin Side havde den soleklare Ret! De herskende Familier holdt sammen, viste hverandre Højagtelse |56| under alle mulige gammeldags Former. At røre ved nogen af Stadens gamle politiske eller sociale Indretninger stod som utænkeligt. Øvrigheden var uden Foretagelseslyst, Indbyggerne uden den Følelse, at noget som helst her kunde forandres. Ingen Tanke om politisk Samhørighed med det øvrige Tyskland. I Datidens Tyskland var hver By og i Byen hvert Kvarter en lille Verden for sig.
Goethe[XV] var et Patricierbarn i Staden. Hans Fader var kejserlig Raad. Da Ynglingen havde lært sin Fødeby grundigt at kjende, maatte det se ud for ham, som kunde Skjæbnen umuligt have andet i Vente for ham end borgerlig Lykke i Frankfurt[d]. Thi Staden fangede: Familierne bemægtigede sig den skjønne og højtbegavede unge Mand, Kvinderne hægede om ham, Traditionerne bandt ham; der var Intet, som kunde drage ham til de større Byer, Wien[e] eller Berlin[f]; de laa Frankfurt[g] saa fjærnt som i vore Dage Rom[h] og Petersburg[i]. Den Skjæbne syntes ham beskikket efterhaanden at blive Retslærd, Ægtemand, Embedsmand, Husejer og litterær Notabilitet i sin Fødeby. (Hermann Grimm[XVI]: Goethe[0002].)
Naar Goethe[XVII] i Virkeligheden undslap denne Skjæbne, saa beroer det som bekjendt nærmest paa den Omstændighed, som Börne[XVIII] har taget ham saa ilde op, den, at han blev en Fyrstetjener, at Her|57|tugen af Weimar[j] gav ham en høj Stilling ved sit lille Hof.
Ogsaa Börne[XIX] fødtes i Frankfurt am Main[k]; men i Jødekvarteret. Paa hans Tid var det en Ulykke at fødes som Jøde i Tyskland; thi Jøderne havde der som andensteds ingen borgerlige Rettigheder. Men det var en særlig Ulykke at fødes som Jøde i Frankfurt am Main[l]. Thi i de øvrige store Byer havde paa dette Tidspunkt de selskabelige Forhold til en vis Grad raadet Bod paa den politiske Udelukkelse. De israelitiske Huse vare saa vel i Wien[m] som i Berlin[n] stærkt søgte som Midtpunkter for fordomsfri Dannelse og aandfuldt Vid. Geniale Jødinder som Rahel[XX], dejlige Jødinder som Henriette Herz[XXI], som Baronesse Grotthuis[XXII], som Baronesse Arnstein[XXIII], som Fyrsten af Reuss’s[XXIV] Gemalinde og mange andre skulde snart blive toneangivende i Preussens[o] og Østerrigs Hovedstæder. Men i Frankfurt[p] var Skranken mellem Konfessionerne draget gjennem det hele Livsomraade.
Alle Jøder vare tvungne til at bo i den snevre, usle, overbefolkede Jødegade, der fra 1462 af fulde 334 Aar igjennem forblev deres eneste Opholdssted. Den fra Romaner kjendte Modsætning mellem ydre Uanselighed og indre Herlighed i Ghettoerne fandtes ikke her; Husenes Indre svarede til deres Ydre; i de smaa, mørke Værelser kunde der ikke være Tale om at lægge Pragt eller Smag for Dagen. Ingensinde har man |58| bedre kunnet danne sig en Mening om det Liv, her førtes, end i de sidste Aar, da den ene Side af hin Gade er bleven jævnet med Jorden og en eneste afstumpet Række af vanskabte, pukkelryggede, sammengnidrede, lyssky Huse, i hvilke Nedbrydningsøxen allerede har slaaet dybe Huller, ere blevne stillede blot for Dagens fulde Lys, for hvilket deres smaa Glughuller, ligesom glippende med Øjet, synes at lukke sig.
Ved Mørkets Frembrud bleve alle Ghettoets Beboere indelukte her. Spadserede de om Dagen paa Gaderne eller omkring Voldene, turde de aldrig betræde Fortov eller Gangsti, kun Kjørevejen. For enhver forbigaaende, der tilraabte dem sit: »Mach mores, Jud’!« maatte de tage Hatten dybt af. Det var, for at forhindre dem i at formere sig altfor stærkt, i alt kun tilladt fjorten Par om Aaret at indgaa Ægteskab. Skjønt Jøderne i Frankfurt[q] allerede den Gang i Reglen vare velhavende og havde Rothschild[XXV] i deres Spidse, var da ogsaa i Selskabslivet Skillelinjen mellem Troessamfundene draget strængt, og selv Frimurerlogerne, der dog vare helligede »Broderkjærligheden« og Dyrkelsen af »det højeste Væsen«, udelukkede hinanden og murede hver efter sin Konfession.
Det er klart, at disse Forhold maatte udøve deres Indflydelse paa et modtageligt Barnesind.
I Huset Nr. 118 i den nu forsvundne Jøde|59|gade fødtes 6 Maj 1786 som tredje Søn af »Handelsjøden Jakob Baruch[XXVI]« den Mand, der senere (1818) kort før sin Daab byttede sig Navnet Ludwig Börne[XXVII] til for det efter Fødselen modtagne Navn Juda Löw Baruch[XXVIII]. Familien var usædvanligt anset. Börnes[XXIX] Bedstefader var en meget rig og yderst velgjørende Mand, han byggede og skjænkede Menigheden en fuldt udstyret Synagoge. Han var den tyske Ordens Forretningsagent i Neckarsulm[r], blev paa Grund af sin Dygtighed og Ærlighed kaldet til Mergentheim[s], den tyske Ordens Regjeringssæde, hvor han bosatte sig, og havde, da den kurfyrstelige Trone blev ledig, gjort Huset Habsburg saadanne Tjenester ved Valget, at Maria Theresia[XXX] af Taknemmelighed i et egenhændigt undertegnet Dokument lovede ham og hans Efterkommere enhver Art Begunstigelse for det Tilfælde, at de skulde ville tage Ophold i Østerrig.
Dennes Søn Jakob Baruch[XXXI] havde, synes det, arvet Faderens Forretningsdygtighed og Klogskab uden hans orthodoxe Religiøsitet. Han var en smidig Forretningsmand med diplomatisk Begavelse, højt skattet ved Hoffer og af høje Embedsmænd for sin Menneskekundskab, sin Klarhed og sin »Phlegma«. Han var en kold, klog Mand, der af Verdens Gang tilfulde havde lært, at hvad det for Mænd i hans Stilling gjaldt om var at leve stilfærdigt for ikke at udæske Hadet; han var en i religiøs Henseende oplyst Mand, der følte sig per|60|sonligt trykket af det besværlige jødiske Ceremoniel, han ikke mindst for sin Faders Skyld var nødt til med hele sit Hus at iagttage, men han forsøgte først sent at frigjøre sig. Han havde som en rig Mands Søn erhvervet sig adskillige theoretiske Kundskaber; han skal endog i Bonn[t] have gaaet i Skole med Fyrst Metternich[XXXII]; men af Forsigtighed gav han Sønnens eneste Lærer streng Befaling til at indskrænke Undervisningen til den gammeljødiske: Bibel[0003], Bønnebog og Talmud[0004].
Drengen var stille og sky, blev som det Barn, Moderen holdt mindst af, og som Husets gamle magtkjære Tjenestepige laa i Krig med, haardt behandlet i Hjemmet, og af Faderen, formentlig til hans eget Bedste, knækket paa ethvert Punkt, hvor han vilde gjøre en Vilje gjældende. Og saaledes kom han ved sin første Berøring med Omverdenen, sløvet i sit Følelsesliv, dobbelt vakt i sit Forstandsliv, til at opfatte Alt fra Forstandssiden. Hvad der mødte ham var dumt eller ikke dumt, intet videre. (Gutzkow[XXXIII]: Börnes Leben[0005]. — M. Holzmann[XXXIV]: Ludwig Börne. Sein Leben und Wirken[0006].)
Det huslige og kirkelige religiøse Ceremoniel vakte Drengens Afsky som et dødt Ritual; den religiøse Undervisning i Hjemmet gjorde saa ringe Indtryk paa ham som Besøget af Synagogen. Visse Bønner, som f. Ex. Bønnen om Gjenindførelse af Offertjenesten, mishagede ham trods hans |61| Drenge-Orthodoxi. Til sine Omgivelsers Forfærdelse sagde han: Det er en dum Bøn.
Han optog det, han lærte, og som Læreren selv ikke troede paa, som rent Hukommelsesværk, hvilket han siden lige saa hurtigt glemte. Saaledes gik det til, at han som voxen ikke forstod et eneste hebraisk Ord, ikke havde ringeste Begreb om jødiske Skikke, ja end ikke nærede nogensomhelst varm Følelse for det gamle Testamente, som dog endog begejstrede Heine[XXXV]. Han som selv minder om en gammeltestamentarisk Profet har i alle sine Skrifter ikke en Henvisning til Profeterne. Han sigter vel nu og da til bibelske Fortællinger, men ganske koldt som til bekjendte Illustrationer, og (som Steinthal[XXXVI] fint har bemærket) endog et saadant Sted som Samuels republikanske Advarsel mod Kongedømmet, om hvilket man skulde tro, det i højeste Grad maatte have tiltalt ham, citerer han »omtrent som en æsopisk Fabel«.
Schillers[XXXVIII] Afhandling »Die Sendung Moses«[0008] var det første Pust af rationel Religionsopfattelse, der naaede Drengen. Den gjorde et dybt Indtryk paa ham og rokkede hans Tro. Saa naiv denne Afhandling end er i sin Tillid til de bibelske Meddelelser som paalidelig Historie, saa revolutionært maatte den virke paa den ungdommelige Læser, |62| der her for første Gang saa sit Folks og dets Lovgivers vigtigste Begivenheder fremstilte uden nogetsomhelt Mirakuløst, idet endda »Skjæbnen« spilte Forsynets Rolle.
Anekdoter fra Börnes[XXXIX] Drengeaar anskueliggjøre Kritikens Vaagnen i Barnets Sind og vise En de Kræfters Spil, der formede dets Karakter. Det blev stærk Regn, og Kjørevejen var aldeles opblødt en Dag, da den unge Börne[XL] var paa en Spaseretur udenfor Frankfurts[u] Porte med sin Lærer. »Lad os gaa over paa Gangstien,« sagde Drengen. »Véd du ikke,« svarede Læreren, »at Stien er os forbudt.« Drengens Svar: »Der er jo Ingen, der ser det,« gav Læreren Anledning til en moralsk Formaning og nogle Ord om Lovens Hellighed. »Det er en dum Lov,« sagde Börne[XLI].
Læreren tog sig vel i Agt for at hidse Barnets Forbitrelse. Men der var saa mange Anledninger til den. Ved ingen offentlig Forlystelse i det Fri turde nogen Jøde være tilstede, end ikke naar en Luftballon steg op. Ved alle Festligheder, naar Byen f. Ex. var smykket i Anledning af fyrstelige Personers Indtog, bleve Jøderne lukkede inde i deres Gade; da ved Leopold II’s[XLII] Kroning nogle enkelte af de mest ansete havde vovet sig ud, bleve de anholdte og bragte paa Hovedvagten. Adgangen til de fleste Hoteller og alle frie Pladser var dem forment. Den almindelige Regel med Hensyn til Betrædelse af Stadens |63| Terræn var den: Hvor der er en grøn Plads, der maa ingen Jøde være. Om Søndagen bleve Jødegadens Døre endog lukkede Kl. 4 Eftermiddag, og kun den fik Lov til at komme igjennem, der skulde bringe et Brev paa Posthuset eller hente Medicin paa et Apothek; der stod altid Vagt ved Porten. Den lille Börne[XLIII] plejede at sige: »Jeg gaar blot ikke ud, fordi Skildvagten er stærkere end jeg.« Og dog gav Drengen, der tidligt røbede et blivende Hang til Velgjørenhed, en Dag, da han blev tiltalt af to Tiggere, en kristen og en jødisk, den første Alt, hvad han havde hos sig. »Hvorfor giver du ikke dit Folk Fortrinet?« spurgte Læreren. »Fordi der staar i Salomons Ordsprog, at vi skal sanke gloende Kul paa vore Fjenders Hoved.« Den samvittighedsfulde Lærer svarede med at afvise denne Bevæggrund: »den beroede paa den falske Forudsætning, at de Kristne vare Jødernes Fjender.«
Det er let at forstaa, at saadanne Barndomsindtryk maatte lægge Börne[XLIV] hans Afstamning i langt højere Grad paa Sinde, end det vilde skeet under normale Forhold. Havde han kunnet glemme den, vilde desuden adskillige Ydmygelser i hans Ungdom, og i modnere Aar hans talrige Angriberes og Forsvareres uafladelige Syslen dermed, stadigt have bragt ham den i Erindring. Om det sidste Punkt skriver han etsteds i »Breve fra Paris[0009]« (7 Febr. 1832): »Det er som et Vidunder! |64| Tusind Gange har jeg erfaret det, og dog bliver det mig evigt nyt. En Hob bebrejder mig, at jeg er Jøde; en anden tilgiver mig det; en tredje roser mig endog derfor; men Alle tænke de derpaa. De er som manede ind i denne magiske Jødekreds; Ingen af dem kan komme ud deraf. Jeg véd ogsaa godt, hvoraf den hele onde Fortryllelse kommer. De stakkels Tyskere! Da de bo lavest nede i Stuen, trykkede af syv Stokværk højere Stænder, saa letter det deres ængstelige Sind at tale om Mennesker, der bo endnu dybere nede end de selv, helt nede i Kjælderen. Den Omstændighed, at de ikke er Jøder, trøster dem for at de ikke engang er Hofraader.«
Imidlertid kan man ikke sige, at der hos Börne[XLV] udviklede sig nogen stor Ømtaalighed med Hensyn til hans jødiske Afstamning. Med hvor megen Harme han end mange Gange har skrevet mod Undertrykkelsen af Ghettoernes ulykkelige Beboere, kunde han dog ingenlunde, som Mange ventede det af ham, optræde med større Varme for Jødernes Frigjørelse end for andre Spørgsmaal af beslægtet Art. Han fandt en Frihedsstræben, der indskrænkede sig dertil, ensidig og egoistisk.
Men hertil kom, at han nærede en Uvilje og Misstemning mod Jøderne, som beroede paa den Afsky, Handelen i Frankfurt[v], der mest bestod i Banquierforretninger, tidligt havde indgydt ham, Poet og Idealist som han var. Med Forfærdelse |65| hørte han en Frankfurter Kjøbmand tale med Lidenskab, med Begejstring om Rothschild[XLVI] eller det østerrigske Laan »som en Kunstven om et Rafaelisk Maleri«. I 1822 skrev han: »Min Modvilje mod Handelsmænd og Jøderne som saadanne er steget til den højeste Grad, især siden jeg nu, da jeg er borte fra Frankfurt[w], har set, hvad det egentlig vil sige at nyde sit Liv.« Börne[XLVII] manglede ingenlunde Blik for store Handelsforetagenders Nytte og Skjønhed. Hamburgs[x] Børs og Havn vækker ikke mange Aar derefter hans levende Beundring. Men Frankfurter-Handelsmændene og iblandt dem Rothschild[XLVIII] syntes ham med deres Spekuleren i Statspapirer at staa i Forbindelse med det, der var ham mest forhadt af Alt: Tysklands Splittethed og det Metternichske System. Det vrimler i hans Skrifter af Udfald mod »de tyske, adelige Jøder, der er Dus med alle Ministre og fyrstelige Maîtresser« og som derfor lidet bekymre sig om Polakkernes Frihed. Særligt er Rothschild[XLIX] ham det Ondes Symbol: »Hvis Jøden Rothschild[L] var Konge og dannede sig et Ministerium af Vexelmæglere, kunde der ikke blive regjeret mere nederdrægtigt [...] Rothschild[LI] vil bestaa til den yderste Dag — det vil sige Kongernes. Hvilken Ultimo! hvor vil det da knage!« Han gaar saa vidt i sin Forbitrelse paa ham, at han kalder det en Skjændsel, da Rothschild[LII] i Paris[y] bliver idømt to Dages Fængsel for |66| trods gjentagen Paamindelse at have vægret sig ved at lade sin Kabriolet numerere. Selvfølgelig har Börne[LIII] intet Personligt imod ham, men han afskyer ham som »den store Mægler i alle de Statslaan, der give Fyrsterne Magt til at trodse Friheden.« Da han efter Julirevolutionen stadigt anser en ny, stor Omvæltning for nær forestaaende, finder han det — iøvrigt med Urette — dumt af Jøderne, at de holde til med Magthaverne rundt om i Europa. Derimod erklærer han med Rette Jøderne for »dummere end Fæ,« naar de indbilde sig, at ved en opstaaende Revolution ville de blive beskyttede af Regjeringerne. Med sundt politisk Blik indser han — hvad Erfaringer fra Rusland har bekræftet — at man netop vilde give dem til Pris for Folkehadet i den Hensigt saaledes at kjøbe sig selv fri fra Revolutionen.
Börnes[LV] Fødsel udenfor det kristne Samfund fremkaldte, som man ser, ingen overvættes Sympathi med hans Stammefæller; men under hine tidligste Tvangsforhold i den glædeløse Barndom, under Kulden fra Forældrenes Side og med Skuet af Vindesygen, den fejge Forsigtighed, alle de Laster, som Undertrykkelsen avler, rundt omkring blandt Omgivelserne, smeddedes en Karakter, saa stærk, at den aldrig kunde bøjes, blødgjøres eller |67| brydes og paa hvis diamanthaarde Fasthed hverken Smiger eller Magtsprog bed, en Karakter, hermelinsagtig i sin Renhed, og i denne Karakter en Strenghed, der hyllede sig snart i den humoristiske Satires, snart i den haanende Harmes Klædebon, og som udgik fra en Retfærdighedsfølelse, der kunde blive flammende i sin Pathos. Saaledes blev han som Skribent for Tyskland omtrent hvad Paul Louis Courier[LVI] havde været for Frankrig, det vil sige en politisk Tribun, satirisk og frihedselskende som Franskmanden, mindre klartskuende paa det nærmeste Felt, men som Hjertemenneske rigere paa Fantasi og Pathos, langt rigere af Naturel end han.
Thi Karakterens Fasthed udelukkede ikke hos ham Sindets Blidhed. Den svage, altid noget sygelige Dreng, der voxede op i en Gade uden Sol, uden frisk Luft og uden Adgang til Naturen, var i Grunden en øm Sjæl. Og Mildhedsfrøet i hans Sind blev maaske tidligst udviklet ved Læsning af den tyske Forfatter, der har udøvet størst Indflydelse paa Dannelsen af hans Synsmaader og hans Stil, Jean Paul[LVII]. Det er fra Jean Paul[LVIII], der i Börnes[LIX] mørke Ungdomstider var hans bedste Trøst, at han selv som Skribent i lige Linje stammer ned.
Han opfattede Jean Paul[LX] som deres Digter, der fødes i Ringhed. Han elskede Jean Paul[LXI] som deres Talsmand, hvem der sker Uret. Han saa i |68| ham en Rettens Præst og en Mildhedens Apostel. Den berømte Mindetale, han har skrevet over ham, giver et Indblik i hans Ungdomssværmeri paa samme Tid, som den afgiver Vidnesbyrd om, hvad det er, han har søgt at tilegne sig af den Jean Paulske Stil. Gjennem de kunstfærdige Antitheser gjør Sindets Bevægelse sig gjældende, hvor han siger:
»Vi ville sørge over ham, som vi have tabt, og over de andre, som ikke have tabt ham. Thi ikke for Alle har han levet. Men der vil komme den Tid, da han bliver født for Alle, og da Alle ville græde over ham. Og han staar taalmodig ved det tyvende Aarhundredes Port og venter smilende paa, at hans sendrægtige Folk skal indhente ham. Saa fører han de Trætte og Hungrige ind i sin Kjærligheds Stad.«
Og der er aandfuld Karakteristik i disse Linjer:
»I Landene tælles kun Byerne, i Byerne kun Taarnene, Templerne og Paladserne; i Husene deres Herrer, i Folkeslagene Partierne, i disse deres Anførere [...] Ad snævre tilgroede Stier søgte Jean Paul[LXII] den oversete Landsby. Han tallte i Folket Menneskene, i Byerne Tagene, og under hvert Tag hvert Hjærte.«
Fra først af har det maaske været Jean Pauls[LXIII] politiske Holdning, som har fortryllet ham. Jean Paul[LXIV] optraadte tidligt i den tyske Litteratur |69| som Arving af Herders[LXV] verdensborgerlige Følelser og Lærdomme. Herder[LXVI] havde stadigt prist Kjærlighed til Menneskeheden paa Nationalfølelsens og Nationalhadets Bekostning. Jean Paul[LXVII] forkyndte efter ham Menneskenes almindelige Broderskab. Og hertil kommer, at et ubestemt politisk Frisind, svarende omtrent til Erklæringen af Menneskerettighederne, der havde elektriseret ham, besjæler hans hele Produktion, medens han behandler Fyrster, Hoffer og den hele fornemme Verden med gjennemført Ironi. Jean Paul[LXVIII] betragter snart den tilkommende Guldalder, hvor kun Enkelte, men ikke mere Folkene synde, og hvor Krigsspøgelset er forsvundet, som nær forestaaende, snart igjen skyder han den ud i en meget fjærn Fremtid, men Indtrykket af hvad man kaldte og kalder det historiske Fremskridts Hurtighed bragte baade ham og hans Discipel til at forestille sig Verdensbroderskabet som ikke langt borte.
Dog ikke blot det storladne Fremtidssyn men det Satiriske og Idylliske i Jean Pauls[LXIX] Talent tiltalte i høj Grad Börne[LXX]. Han optog fra Jean Paul[LXXI] visse komiske tyske Stednavne (Kuhschnappel, Flachsenfingen), han efterlignede som ung Mand hans humoristiske Maner i sine novellistisk-journalistiske Smaating, i Skjemtestykkerne om »Spisekunstneren ved Hotelbordet«[0011], om »Allerhöchstdieselben«, om »Hof- und Commerzienräthe«, om den Turn- og Taxis’ske Post[0012] (Datidens Postvæsen) osv., kun |70| holdende sig nærmere til Virkeligheden og til den tilsigtede Lokalitet end Jean Paul[LXXII] havde gjort. Som Jean Paul[LXXIII] angriber han i skalkagtige Former Stat, Kirke, Forvaltning, Sæd og Skik; uden dog at have sin Forgjængers Rigdom paa Iagttagelser at raade over og uden at komme ham nær i mangesidig Kundskab.
Men til Gjengjæld har han som Stilist store Fortrin for Jean Paul[LXXIV]. Börne[LXXV], der manglede en dybere Kunstsans, en finere Formsans, har det Ukunstneriske hos Jean Paul[LXXVI] behaget som ukunstlet. Han har ikke følt, at denne Overflod paa Billeder var slæbt sammen allevegnefra og kun sjældent udsprang af Sagen selv. Denne orientalske Yppighed i Lignelser, denne Sprogets Blomsterrigdom har tiltalt ham som poetisk, og hans Øre har i Periodernes Mangel paa Harmoni, i de utallige indskudte Sætningers tunge Ballast kun set Vidnesbyrd om Foredragets Naturlighed. Ogsaa for ham var Goethes[LXXVII] Plastik blot Kulde, ogsaa ham var Goethes[LXXVIII] upersonlige Alderdomsstil en Gru. Det levende, urolige Jeg i Jean Pauls[LXXIX] Skrifter mødtes, naar han læste dem, med hans eget varmtfølende og lidenskabelige Jeg.
Uvilkaarligt omformede han da den Jean Paulske Stil helt efter sin Individualitet, denne Individualitet, der røber sig allerede i hans første Breve, og hvis Særegenhed kun blev tillempet og udfoldet, aldrig omændret. Der var ingen Vildnis’er |71| eller Urskove i hans Indre som i Jean Pauls[LXXX]. Han tænkte ikke paa ti Ting paa én Gang som Jean Paul[LXXXI], for hvem de stode flettede i hinanden. Nej, saavel Fantasi som Forstand var hos ham klar, og knap i sit Udtryk. Tidligt havde han gjennem Læsning af Johannes von Müller[LXXXII] faaet Hang til den fyndige Tacitus[LXXXIII]-Korthed. Hans Forestillingsgang var fra først af halvt fransk, halvt jødisk rettet mod Antithese og Kontrast. Han yndede Tankernes og Ordenes Symmetri, hans indre Tempo var hurtigt, hans Aandedræt som Skribent var kort. Derfor korte Sætninger, stærke og bidske Sætninger i Hundetrav; ingen Perioder. Mange Billeder led han, dog ikke saamange at de fortrængte hinanden, og træffende, betegnende skulde de være. Han hentede dem ikke op af Hefter med Notitser som Jean Paul[LXXXIV], men de kom af sig selv i beskeden og rigelig Fylde. Mange Lignelser brugte han, men klarhovedet som han var stillede han dem i sine Sætninger næsten algebraisk op, saa de snarere gjorde Indtryk af Ligninger end af løse Blomster.
Og hans ganske individuelle Væsen udformede sig saaledes efterhaanden i en ganske særegen humoristisk Stil. Jean Pauls[LXXXV] Humor strækker sig igjennem vidtløftige og brede Undersøgelser, Fortællinger, Romaner, ikke saaledes Börnes[LXXXVI]. Han har aldrig kunnet frembringe noget politisk, poetisk, kritisk eller historisk Værk af noget Omfang; han |72| kunde ikke skrive Bøger, kun enkelte Sider. Han var i sit inderste Væsen journalistisk anlagt.
Herpaa beror hans Humors særegne Art.Han havde den spøgende Vittighed, men ogsaa en Art sarkastisk Vid, der snærter og tillige ved en indirekte Appel til Følelsen griber og rører. Han havde den Bitterhed i Klage og Anklage, der ytrer sig i Trøstens forsonende Form, og den Melankoli, der med et Smil og et forfløjent Indfald løfter sig op over Tidsalder og Omgivelser. Men noget Lignende vilde med Rette kunne siges om andre store Humorister. Det for Börne[LXXXVII] (i Modsætning til Sterne[LXXXVIII], Jean Paul[LXXXIX] og andre) Ejendommelige beror først paa den Grebethed, den Betagethed, med hvilken han reagerer mod alle Begivenheder i Omverdenen, der naa indenfor hans Horizont, idet selv en ringe Hændelse bringer alle hans Væsens Strenge i Skjælven, og vel at mærke kun Hændelser af det virkelige, særligt det offentlige Liv — dernæst beror hans Ejendommelighed paa, at alle Begivenheder, som indtræffe, berøre et og samme Punkt i hans Sjæleliv, en Frihedskjærlighed, som var et Udslag af den skarpeste Retssans. Ganske mesterligt har en af hans Kritikere, Steinthal[XC], udviklet, hvorledes dette hænger sammen med hans |73| Mangel paa Evne til at frembringe et større Hele. Han tænkte aldrig systematisk, han forbandt aldrig de mange Enkeltheder, der efterhaanden sysselsatte og greb ham, med hverandre indbyrdes, men han stillede enhver af dem i Forhold til sit Væsens Midtpunkt.
Hans Humor forbandt den jammerlige Virkelighed med den ideale Fordring i hans Indre, men han gav intet Billede af Virkelighedens forskjellige Elementer, opfangede dem kun alle i samme Brændpunkt.Letfatteligt er det, at som Börne[XCI] med hele dette Anlæg maatte sætte Schiller[XCII] højt over Goethe[XCIII], saaledes maatte han vurdere Jean Paul[XCIV] langt højere end Schiller[XCV]. Og det er højst betegnende, at hvad han har at indvende mod Schiller[XCVI] ikke er Ufuldkommenheder i den rent poetiske Udformning, men Mangel paa sædelig Idealitet. Man er vant til at betragte Schiller[XCVII] som uangribelig paa dette Punkt, men for Börnes[XCVIII] hensynsløse Strenghed i den sædelige Fordring er han det ikke. Lærerig er især Börnes[XCIX] Bedømmelse af Wilhelm Tells[c] Karakter. For ham er Tell[ci] kun en stor Filister; god Borger, Fader og Ægtemand, men en Mand, hvis Karakter er Underdanighed. Paa Rütli[z], hvor de Bedste mødes, fattes hans Ed; han havde |74| ikke Mod til at være en Sammensvoren. Naar han siger:
saa er dette for Börne[CII] Svaghedens Filosofi: hvem der kun har Kraft nok til at kunne komme til Rette med sig selv, er stærkest alene, men hvem der efter Selvbeherskelsen har et Overskud af Kraft, han vil ogsaa beherske Andre. Og Kritikeren gjennemgaar Tells[ciii] Handlemaade Punkt for Punkt: Tell[civ] hilser ikke Hatten paa Stangen, men det er ikke Frisindethedens ædle Trods, det er kun Filisterstolthed, en Blanding af Æresfølelse og Frygt; han gaar med nedslagne Øjne forbi Stangen for at kunne sige, han ikke har set den. Og da Gessler[cv] kræver ham til Regnskab, er han ydmyg, saa ydmyg, at man skammer sig over ham; han siger, han har undladt det af Uagtsomhed og ikke skal gjøre det mere.
Börne[CVI] vurderer ikke Æbleskuddet: en Fader kan vove Alt for sit Barns Liv, men tør ikke sætte selve dette Liv paa Spil. Hvorfor skjød Tell[cvii] ikke strax Tyrannen i Stedet for at bede for sig som et Fruentimmer og sige sit »kjære Herre! kjære Herre!«. Han havde fortjent Ørefigen derfor. Og, fortsætter Börne[CVIII], er det ikke Forræderi og en slet Streg af ham, at naar Fogden paa Søen betror sig til hans Hjælp — som Fjende til Fjende — at han da springer i Land, støder |75| Baaden ud i Vandet og giver den til Pris for Stormen. Og Börne[CIX] tager den stærkeste Forargelse af Replikken:
»Hvordan kommer«, udbryder Kritikeren, »den jævne Mand til denne Jesuitisme? Jeg begriber ikke, hvorledes man nogensinde har kunnet finde denne Handling sædelig, endsige skjøn. Tell[cx] lægger sig i Baghold og dræber uden al Fare sin Fjende, der ikke tror sig udsat for nogen Fare!«
Det kan ikke undre, at Den, i hvis aandelige Organisme Retssansen havde udviklet sig til en saadan Skarphed og Finhed, at den formelig vikarierede for den egentlige æsthetiske Sans, maatte savne Organet for Goethe[CXI], hvis Retfærdighedstrang var forholdsvis uudviklet. — —
Efter et Par Aars Ophold hos en Professor i Giessen[aa] blev den unge Börne[CXII] i Aaret 1802 sendt til Berlin[ab], da hans Fader ikke havde kunnet faa Bugt med hans Lyst til Studier, skjønt disse paa Grund af hans Konfession kun kunde føre ham til at blive Læge, hvortil han endda aldeles ikke røbede Anlæg. Han blev sat i Huset hos den bekjendte Læge og Kantianer Marcus Herz[CXIII], hvis offentlige Forelæsninger over Filosofi havde saa stort Tilløb af det bedste Selskab, at han — |76| mange Aar før Universitetets Oprettelse — var bleven udnævnt til Professor i Filosofi med Gage paa Livstid. Det var en fremragende Læge, en klar Tænker og en dygtig Taler, Ven af Lessing[CXIV], hvis Poesi han satte ikke mindre højt end hans Kritik, hvorfor den romantiske Skoles, særligt Hardenbergs[CXV], Mystik var ham en Meningsløshed og en Gru. Da han døde allerede 1803, kunde han ikke faa nogen betydelig Indflydelse paa den unge Börnes[CXVI] Udvikling. Et des stærkere Indtryk paa Ynglingen gjorde hans berømte, sytten Aar yngre Hustru Henriette[CXVII], født Lemos, der kun tolv Aar gammel uadspurgt var bleven forlovet med ham. Udmærket smuk, overordentlig sprogkyndig, søgt af Datidens ypperste Videnskabsmænd og Skribenter i meget stort Antal, førte hun et af de mest omtalte, ansete, yndede Huse i Berlin[ac]. Hun var da 38 Aar gammel, Börne[CXVIII] 16; men dette forhindrede naturligvis ikke det unge Menneske i at styrte sig hovedkulds ned i en haabløs Forelskelse i det skjønneste og ypperligste kvindelige Væsen, han endnu havde set.
Den dejlige Henriette[CXIX] var som Personlighed allerede i det Ydre den skarpeste Kontrast til sin lille kloge og hæslige Mand; en fuldendt Skjønhed var hun; Hovedet lille som paa de græske Statuer, Skikkelsen høj og majestætisk som Dronning Luises[CXX]. Den tragiske Muse eller den skjønne Tscherkesserinde var de Øgenavne, hvorunder hun |77| gik. Tilbedt var hun bleven af Wilhelm von Humboldt[CXXI], af Mirabeau[CXXII], af Schleiermacher[CXXIII] og hun omringedes efter Mandens Død af en Skare fornemme Herrer, der forgjæves bejlede til den smukke Enkes Haand. Hun afslog alle Frierier, tilbageviste trods sin Fattigdom bl. A. en af de rigeste tyske Grevers Haand og gjorde sig til Guvernante for den senere Kejserinde af Rusland[CXXIV]. Hun var ligesaa strengt dydig som blændende dejlig, tilstod vel forskjellige Mænd megen Fortrolighed, men altid indenfor det blotte Venskabs Grænser.
I hendes Kreds skjelnede man imellem det tilladelige Koketteri, som gik ud paa at vinde Manden helt, og det utilladelige, som kun gaar ud paa at vinde hans Sanser. Hun hørte da selv til de dydige Koketters farlige Klasse. Uden Temperament og forfalden til moraliserende Føleri stiftede hun som yngre et »Tugendbund«, i hvilket Wilhelm von Humboldt[CXXV] spillede Hovedrollen, og af hvilket baade gamle og unge, berømte og uberømte Mænd var Medlemmer. Man sagde Du til hverandre, skrev lange Breve til hinanden, undertiden i fremmede Sprog eller med græske og hebraiske Bogstaver, udvexlede Ringe og Silhuetter, foresatte sig hinandens »moralske Udvikling«, attraaede »Lykke gjennem Hengivenhed« men uden Pligter, thi Hengivenheden kjender ingen Pligter, og fjernede alle den konventionelle Velanstændigheds |78| Skranker — dog i al Tugt og Ære. Rahel[CXXVI] spottede derover, vilde ikke ind deri.
De Breve, der vexledes, ligne ganske dem, som i Danmark lidt senere Kamma Rahbek[CXXVII] og Molbech[CXXVIII] skrev til hinanden. Man finder her en Jargon, der aldeles svarer til hvad paa Dansk Bakkehussproget er. Man fordybede sig i sine egne Følelser, og var fortabt i uophørlig Selvbespejling, der selvfølgelig berøvede Følelsen al Friskhed. I endeløse Breve forklarede Ven Veninde og Veninde Ven, under skrevne Taarer, hvorledes de gjensidigt udfyldte og udviklede hinanden. Man plukkede sig selv op til Charpi, man beskuede sig i denne optrævlede Skikkelse; man samlede sig ikke til Meddelelsen; man udtværede sig tværtimod. Man persede sit Indre, til det blev flydende, blev Taarer, Hjerteblod osv. og udøste det da i en Ligesindets Barm, uden at Selvet just blev mærkeligere eller originalere ved denne Behandling.
Den skjønne og noble Henriette Herz[CXXIX] var ogsaa mindre en oprindelig Personlighed end hvad Tyskerne kalde en »Anempfinderin«. Hun tilegnede sig sjældent mere af alle de betydelige Mennesker, hun kom i Berøring med, end det ydre Kjendskab til deres Forhold og Færd. Hun er især bleven berømt ved sit ømme Venskab med Schleiermacher[CXXX]. Man snakkede i Berlin[ad] meget derom, men ligefuldt var det hævet over al ond Omtale. Modsætningen var altfor paafaldende |79| mellem »den tragiske Muse« og den lille Schleiermacher[CXXXI], hvis fine Hoved sad paa et skrøbeligt og lidt vanført Legeme. I Berlinerbefolkningen smilte man godlidende, naar man om Aftenen saa den lille Pastor gaa ud af Henriettes[CXXXII] Hus med en Lygte hængende ved sin Frakkeknap, eller naar han selv om Dagen hang ved sin majestætiske Melpomenes Arm. Der udkom endog en Karikatur, hvor hun bar ham i Haanden — Juvelen, som han kaldtes — som man bærer en Parasol. (Karl Hillebrand[CXXXIII]: »La société de Berlin«[0014] i »Revue des deux mondes«[0015]).
Selv om den unge Börne[CXXXIV] havde været den friske, rødkindede Yngling, han ikke var, vilde han neppe have gjort noget Indtryk paa sin stolte og forvænte Plejemoder. Nu begreb hun i Begyndelsen end ikke, hvad der fejlede det unge Menneske, hvis Lidenskab — der foreligger skildret i hans Optegnelser — var en ægte Skoledrenge-Tilbedelse, som den i Pubertetsalderen opstaar af halvbevidst Drift og overspændte Forestillinger om et kvindeligt Væsens Fuldkommenhed. Da et Par Forsøg, som den Syttenaarige gjorde paa gjennem Husets Tjenestepige at skaffe sig Arsenik fra et Apothek, røbede Henriette Herz[CXXXV], hvad der foregik i ham, stræbte hun efter Evne ved en Blanding af Godhed og Strenghed at bringe ham til Fornuft.
|80| At hun imidlertid heller ikke var helt ufølsom for hans Tilbedelse eller helt fri for et Koketteri, der her antog Moderlighedens Maske, røber den lille Omstændighed, at han, der 3. December 1802 havde antaget hende for 28—30 Aar gammel, af hende ved Middagsbordet erfor, at hun var 34 Aar gammel; om Aftenen lagde hun to Aar til. Men flere end disse 36 bekjendte hun ikke, og endnu 5. Marts 1803 antager Börne[CXXXVII] hende derfor. To Aar har den dejlige Fru »Moder«, som hun tillod ham at kalde sig, altsaa løjet sig yngre. Naturligvis vedblev han at elske, beundre, fortvivle, lide Helvedeskvaler over hendes Ligegyldighed og fornemme himmelsk Salighed over et Smil eller et venligt Ord fra hendes Side, desuden at vise sig mistroisk, bitter, urimelig, uberegnelig i Omgang, indtil det blev nødvendigt at sende ham andenstedshen.Han kom til Halle[ae] for der at fortsætte sine Studier. Ved Afrejsen overrakte han hende en følsom Dagbog — hun havde, synes det, givet ham det Raad at udøse sin Kval i en saadan — tilligemed en Del til hende rettede lidenskabelige Breve. Fra Halle[af] vedblev han at skrive hende til med uforandret Sværmeri og heftig Længsel, dog retter i Afstanden Börnes[CXXXVIII] Væsen sig snart saavidt, at han ikke mere gaar op i den blotte Analyse af sin sjælelige Tilstand, men hæver sig til rolig og underholdende Kritik af Omgivelserne og til en vis værdig Selvfølelse, der er blandet med Selvkritik. Allerede |81| i disse Breve møder man hos ham i Forening Begejstring for Ideer, Harme over Trællesind og hvas Satire i de Domme, der fældes. Man lærer her Börnes[CXXXIX] oprindelige Væsen at kjende, et Temperament, for hvilket Udsvævelser saa lidt er en Fristelse som Drik, en Natur, der lider under Legemets Svaghed, under den indre Strid, som opstaar, hvor der findes Mod uden Kraft, Elskov uden Gjenkjærlighed, ubestemte Ønsker om Udøvelse af Stordaad uden tydeligt Maal. Af og til en Trusel om, hvad der engang, naar han er modnet til Mand, skal times den Filisterhob, der nu smiler ad ham, og harmfuld Anelse om tilkommende Ydmygelser, og stormende Forsæt om Hævn over de Frække, som ville forhaane ham paa Grund af hans Afstamning og pine ham, fordi de anse hans Tilbageholdenhed for Fejghed.
Tydeligt nok har dette Ungdomsophold i Berlin[ag] for den unge Börne[CXL] havt den Betydning at modne hans Følelsesliv, medens Berøringen med Tidens betydeligste Mænd i det Herz’ske Hus har bidraget sit til at vække hans Aandsevner. |82|Han studerede i Halle[ah], da Slaget ved Jena[ai] blev slaaet og Universitetet kort efter ophævet af Napoleon[CXLI]. Börne[CXLII] drog til Heidelberg[aj] for at fortsætte Studierne der, iøvrigt fuld af patriotisk Begejstring mod de Franske, som gav sig Luft i en Brochure, Censuren ikke lod passere. Men samtidigt med at Napoleons[CXLIII] Sejerstog forjog Studenterne fra Halle[ak], indtraadte som Følge af hans Sejre en fuldstændig Omvæltning i de politiske Forhold i Börnes[CXLIV] Fødeby. Allerede i 1806 tog Dalberg[CXLV] som Fyrst-Primas i det nys grundede Rhinforbund Frankfurt am Main[al] i Besiddelse. En af hans første Regjeringshandlinger var at hidføre væsenlige Forbedringer og Lettelser i Jødernes Stilling, indtil en Forordning af Napoleon[CXLVI] 1810 paabød Afløsning af alle Byrder, som paalaa Livegne og Jøder. I December 1811 fik den jødiske Menighed i Frankfurt[am] fulde Borgerrettigheder mod en Sum af 440,000 Gylden, der helt var indbetalt det følgende Aar. For Börne[CXLVII] var den nærmeste Virkning den, at han opgav det medicinske Studium, som han kun modstræbende havde grebet, fordi ethvert andet var ham forbudt, og gik over til Statsvidenskab og Jurisprudens, der aabnede Adgang til Statstjenesten. 1808 blev han Doctor philosophiæ.
Faderen, som havde været yderst utilfreds med Sønnens Mangel paa Stadighed som Student, ligesom med hans jævnlige Gjøren Klatgjæld, og som nu var ikke mindre misfornøjet med hans |83| Opgiven af Medicinen, fordrede, at han skulde ernære sig selv og skaffede ham da en Ansættelse, der staar i en pudsig Modsætning til Börnes[CXLVIII] senere Virksomhed som Skribent, et lille Embede ved det Frankfurter Politi.
Han blev udnævnt til Aktuar, sad i Römerens[an] gamle mørke Rum, viserede Passer, prøvede Vandrebøger, optog Protokoller og repræsenterede ved højtidelige Lejligheder i Uniform og med Kaarde den stedlige Autoritet.
Imidlertid var han begyndt at optræde som Skribent, som Medarbejder af et Frankfurter Dagblad, med Artikler, fulde af urtysk Rhetorik, dikterede af en fædrelandsk Enthusiasme overfor den stærke Corsikaner[CXLIX], hvilken i sit sproglige Udtryk allerede slaar over i det vildeste Fædrelanderi. Det er Opraab til de tyske Ynglinge og Udbrud af den blindeste, loyaleste Tillid til de tyske Fyrster.
Han er lutter Haab med Hensyn til Udfaldet af »Frihedskampen«.Han anede visselig ikke, at han selv skulde blive et af Sejrens første Ofre. Neppe havde i 1813 Kejserne af Rusland og Østerrig og Kongen af Preussen[ao] holdt deres Indtog i Frankfurt[ap], før Fyrst |84| Dalbergs[CL] syvaarige Regimente var forbi; Storhertugdømmet Frankfurt[aq] blev udslettet af Staternes Tal og man lod den gamle Forfatning træde i Kraft paany. De Borgerrettigheder, som Israeliterne i dyre Domme havde tilkjøbt sig, kasserede man simpelthen, selvfølgelig uden at give Pengene tilbage. Det var, skriver Karl Gutzkow[CLI], som om de Kurerer, der fløj frem og tilbage mellem Wien[ar], hvor Fredskongressen havde sit Sæde, og de andre tyske Byer, der havde hver sin Reaktionskongres, oprev Furer i den blodsivende tyske Jord, i hvilke man paany vovede at saa de gamle Fordommes og Forrettigheders Sæd.
Det franske Herredømmes Fald berøvede Börne[CLII] hans Embede og hans Ulykkesbrødre deres Menneskerettigheder; han var upersonlig nok i sin Tankegang til sidenhen som før at ansee dette Fremmedherredømme for en Skjændsel.
Det kan imidlertid ikke undre, naar Goethes[CLIII] Ligegyldighed ogsaa overfor dette Udslag af den store Reaktion styrkede Börne[CLIV] i hans Had til en Personlighed, der fra ingen ham tilgjængelig Side syntes ham stor. I sin Anmeldelse af Bettinas[CLV] Bog Goethes Brevvexling med et Barn[0018] — maaske den mest desorienterende Kritik, Börne[CLVI] har for fattet — skriver han: »Hvad gjorde Goethe[CLVII], den største Digter, til et saa lille Menneske, hvad slyngede Humle og Petersilie ind i hans Laurbærkrans? Hvad satte Nathuen paa hans ophøjede |85| Pande? Hvad gjorde ham til Forholdenes Træl, til fejg Filister, til Smaastadssjæl? Han var Protestant og hans Familie hørte til det herskende Parti i Frankfurt[as], dens Medlemmer kunde blive Medlemmer af Senatet. Da han 60 Aar gammel stod paa Højden af sit Ry, og Virakskyerne under hans Fødder skillende skærmede ham mod Dalboernes lave Lidenskaber — saa ærgrede han sig, da han erfor, at Frankfurterjøderne fordrede Borgerrettigheder og han fraadede mod den »Humanitetsvaasen«, der talte Jødernes Sag.«
Hvad Börne[CLVIII] mindst af alt kunde tilgive Goethe[CLIX], det var dog dennes Stilling til de Store. Han oversaa, at den Menneskealder, han selv var yngre end Goethe[CLX], betegnede en Sfæreforandring i Skribentens Stilling til Fyrsterne og Publikum. I Tyskland levede i det attende Aarhundrede Skribenterne ikke af Honorarer men af Tilegnelser. Digterne vare nødte til at søge en fornem Beskytters Yndest, til at undervise adelige Junkere eller ledsage unge Prinser paa Dannelsesrejser. Wieland[CLXI] modtog Pengegaver til Tak for Dedikationer, Schiller[CLXII] tog med Glæde mod den Understøttelse, Hertugen af Augustenborg[CLXIII] skaffede ham fra Danmark. Monarker og Fyrster, høje Herrer, Aristokrater nærede jo i Slutningen af det attende Aarhundrede en virkelig, ja heftig Interesse for Filosofi og Poesi, for al den nye Sandhed og Skjønhed; de droge Forfatterne til sig som deres Ligemænd. Det var først ved |86| den franske Revolution, at dette smukke Forhold ophørte, og Goethes[CLXIV] Livsstilling var ordnet før Revolutionen.
Börne[CLXV] stirrede sig blind paa de løsrevne Udtryk for Goethe’s[CLXVI] Fyrsteveneration. Han afskriver etsteds denne Passus af Goethe’s Dagbog[0019]: »Derefter havde jeg den uventede Lykke at turde gjøre deres kejserlige Højheder Storfyrst Nicolaus[CLXVII] og Gemalinde min Opvartning i mit Hus og min Have. Hendes kejserlige Højhed, Fru Storfyrstinden[CLXVIII], forundte mig at nedskrive nogle poetiske Linjer i hendes sirligt prægtige Album,« og Börne[CLXIX] tilføjer: »Det skrev han i sit 71de Aar, hvilken Ungdomskraft!« Jo ældre Börne[CLXX] blev, jo mere han selv udviklede sig til ikke at være andet end en Inkarnation af den politiske Overbevisning, et Væsen, i hvilket den politiske Overbevisning havde bemægtiget sig det hele Sjæleliv, Talentet og Viddet, og hos hvem den var omdannet til en Religion med alle Religionens Ytringsformer: Tro, Andagt, Fanatisme — desmere værdiløs, ja foragtelig forekom Goethes[CLXXI] Tilskuerrolle til de politiske Kampe ham. Et andet Sted skriver han: »Goethes Dagbog[0020] har jeg nu endt. En saa tør og livløs Sjæl gives der ikke mere i Verden, og Intet er pudsigere end den Naivetet, med hvilken han lægger sin Følesløshed for Dagen [...] Og saadanne Konsuler har det tyske Folk valgt sig: Goethe[CLXXII], der mere angest end en Mus roder sig ned i Jorden og |87| gjerne giver Luft, Lys, Frihed, Alt bort, naar han blot rolig i sit Hul kan tære paa det ranede Stykke Flæsk, og Schiller[CLXXIII], der ædlere, men lige saa modløs, skjuler sig for Tyranniet bag Skydunst, og oppe hos Guderne forgjæves beder om Hjælp, og blændet af Solen ikke mere ser Jorden og glemmer Menneskene, som han skulde hjælpe. Og saaledes — uden Fører, uden Formynder, uden Retsven, uden Beskytter — bliver det ulykkelige Land et Bytte for Kongerne, og Folket en Spot for Folkene«.
Fra Sommeren 1818 af optræder Börne[CLXXIV], der hidtil kun nu og da havde udgivet Brochurer, som selvstændig Journalist, idet han udgav og næsten alene forfattede Tidsskriftet »Die Wage[0021]«. Han var den første Journalist i stor Stil, som den tyske Litteratur havde frembragt, og først han gjorde den periodiske Presse i Tyskland til en Magt. Det er en Glæde at eje de nu saa sjældne Hefter af hint gamle epokegjørende Tidsskrift »für Bürgerleben, Wissenschaft und Kunst«. Midlet, hvorved det trængte igjennem, var Udgiverens levende Stil og træffende Vid. Det behandlede Politik og Litteratur og Theater, det havde Medarbejdere som Görres[CLXXV] (før dennes Omvendelse) og som Willemer[CLXXVI], Goethes[CLXXVII] rationalistiske og frisindede Ven (»Suleika«s Ægtemand); men hvad for et Thema, Tidsskriftet end fremdrog, saa fik det ved Behandlingsmaaden en politisk Farve. I Løbet af |88| de fire Aar, i hvilke Börne[CLXXVIII] forestod Udgivelsen af »Die Wage[0022]«, overtog han desuden Redaktionen af to Dagblade, først af »Zeitung der freien Stadt Frankfurt[0023]«, som han paa Grund af Censurens uophørlige Plagerier maatte opgive allerede efter tre Maaneders Forløb, saa af Bladet »Die Zeitschwingen[0024]«, der blev undertrykt ved et Magtbud, samtidig med at der idømtes Redaktøren en kortvarig Fængselsstraf. Börne[CLXXIX] rejste nu for første Gang til Paris[at], hvorfra han en Tid lang leverede Korrespondancer til Cottas forskjellige Tidsskrifter, men vendte dog allerede 1822 tilbage til Tyskland, hvor en lang og farlig Sygdom udtømte hans pekuniære Hjælpemidler og tvang ham til at henvende sig om Bistand til sin Fader.
Denne var yderst misfornøjet med ham. Af sine andre Børn havde han Glæde; men denne Søn, Doctoren, der Intet kunde fortjene, havde, paastod han, allerede kostet ham store Summer, og var dog ikke blevet andet end Forfatter af Artikler og Skrifter, hvis Tendens aldeles ikke billigedes af hans Velynder, Fyrst von Metternich[CLXXX] i Wien[au]. Hvad skulde han skabe sig Fjender for! angribe de Store! Passede det for hans Samfundsstilling? Hvad var han overhovedet i Verden, siden han tillod sig at føre saa stort et Ord? Nu kunde han have været Læge og have samlet sig Praxis, eller været Advokat og have ført Rothschilds[CLXXXI] Processer. I Stedet skrev han Tids|89|skriftsartikler, rejste den Smule Penge op, som de indbragte ham, og spærrede sig ved sine ugudelige Bemærkninger om de Store enhver Lejlighed til nogensinde at komme paa grøn Gren.
Og Faderen kjendte tilstrækkeligt til de politiske Forhold for at vide, at hans Søn aldeles ikke behøvede at blive Læge eller Advokat for at faa en indbringende Stilling. Han vidste ret vel, hvorfra Hr. von Gentz[CLXXXII] og Hr. Friedrich von Schlegel[CLXXXIII] fik deres Vexler. Og saa havde Sønnen endda Maria Theresia’s[CLXXXIV] Tilsagn at beraabe sig paa. (Karl Gutzkow[CLXXXV]: Börnes Leben[0025]. Ges. Werke XII 328, 329.)
Næppe havde Börne[CLXXXVI] begyndt en regelmæssig Virksomhed som Skribent, før de store Reaktionære lagde Mærke til hans Talent. I et Brev fra Rahel[CLXXXVII], dateret 18. Maj 1819, hedder det, at Gentz[CLXXXVIII] har anbefalet hende »Die Wage[0026]« som det aandrigste, vittigste, der i hine Dage skreves, det bedste af den Art, der overhovedet siden Lessing[CLXXXIX] var kommet frem. Börne’s[CXC] Fader[CXCI] vidste godt, at Hr. von Gentz[CXCII] roste Sønnens Stil, og Fyrst von Metternich[CXCIII] hans politiske Kundskaber.
|90| Uden at spørge sin Søn arbejdede han da paa at skaffe ham en fordelagtig Byggegrund paa Samfundets Solside. Da Börne[CXCIX] erfor derom, havde Metternich[CC] allerede grebet til med begge Hænder: Börne[CCI] skulde leve i Wien[av] med Titel, Rang og Indtægt som kejserlig Raad uden at være bunden til nogen som helst Tjeneste derfor. Ubetinget Censurfrihed var sikret ham for Alt, hvad han maatte ville skrive. Han skulde være sin egen Censor. Og vilde han efter nogle Maaneders Forløb opgive sin Stilling, stod det ham frit for. Saaledes vilde han jo allerbedst kunne arbejde for Fremskridtets og Humanitetens Sag.Faderen[CCII] skrev: »Kjære Louis[CCIII]! jeg beder dig, læs dette Brev med samme Opmærksomhed, med hvilken jeg har læst dit. Tro mig, din saa højt priste Uafhængighed er prekær; vil den eller kan den bevares? Hvorfor skulde dog ikke ogsaa du en Gang tænke paa et fast Udkomme? [...] Hvori bestaar din nærværende Lyksalighed? Dog vel ikke i de 500 Francs [maanedligt Honorar fra Cotta]? For din Fremtids Skyld beslut dig dog til paa min Bekostning at gjøre en Rejse til Wien[aw]; jeg besværger dig ikke at forskjertse din Lykke [...]«
Börne[CCIV] afslog Alt, afslog det saa kort, at han end ikke en Gang vilde tale med Magthaverne.
Goethe[CCVIII] kunde lade sig gjøre til |91| Gehejmeraad ved et Hof, han ikke. Og Fristelsen var vel større for den fødte Plebejer, der paa Kommando havde maattet hilse enhver Forbigaaende, end for den store Patriciersøn. Naar man læser Börne’s[CCIX] haarde, haanlige Domme om Goethe[CCX], bør man ikke over deres Uretfærdighed glemme, at der stod en Mand bag Ordene, der ikke vilde gjøre, hvad Goethe[CCXI] havde gjort.Kunstsans i Ordets strenge Forstand besad Börne[CCXII] ikke. Han har aabent tilstaaet det, desuden røbet det ved at udtale sin Uvilje mod dem, hvem det er ligegyldigt, hvad Kunstneren fremstiller og kun vigtigt, hvorledes han fremstiller det. Kunstnere og Kunstkjendere af den Art ere ham af Hjertet imod. Det er ham en Gru, at man kan sætte en nature morte over et Maleri, der forestiller en Madonna. Med sit Hang til det Betydelige og Sublime elsker han i Kunsten kun det Guddommelige og bekjender ligefrem, at hvor han ikke finder guddommelig Natur, der er for ham det Hele Unatur og Stymperarbejde.
|92|Det er da ikke rigtigt med Steinthal[CCXIV] at sige, at intet Dannelsesomraade, ingen Form af kunstnerisk Skaben var Börne[CCXV] fremmed; thi selve det Dannelsesomraade, som betegnes af Kunsten som Kunst, var tillukket for ham. Dette forhindrer selvfølgelig ikke, at han kan have sagt meget Forstandigt og Lærerigt om Kunstværker, men det rammer aldrig det Kunstneriske i dem.
Man har saaledes rost Börne[CCXVI] stærkt for den energiske Modstand, han rejste mod de tyske Skjæbnetragedier, som paa hans Tid begyndte at oversvømme Scenen og fordumme Sindene. Men man vil se, at det slet ikke er mod det æsthetisk Forkastelige i dem at han ivrer; han tager Sagen moralsk eller religiøst. Troen paa, at en Dato som den 24. Februar er særligt skjæbnesvanger for en Familie, er simpelthen dum og tom. Den har Intetsomhelst at gjøre hverken med den antike Tro paa en uafvendelig, forud bestemt Skjæbne eller med den kristne Tro paa et alvidende Forsyn eller med den moderne deterministiske Aarsagstro, der har umuliggjort tidligere Tiders Tro paa en saakaldt fri Vilje. Men for Börne[CCXVII] er denne Tro kun fornuftstridig som formentlig sammenblandende |93| to theologiske Systemer. Hans Ræsonnement er dette, at enten er Døden en kjærlig Fader, der henter sin Søn, og da er Skjæbnen ikke tragisk, eller den er en Kronos, der sluger sine egne Børn, og da er den ukristelig.
Som om dette var en Anke! den kunde jo være højst poetisk endda.Börne[CCXVIII] har overfor de talrige Dramer, det faldt i hans Lod at kritisere, det ypperlige Hoveds sunde Sans for, hvad der har Værdi og hvad der er værdiløst. Han viser sig fuld af Forstaaelse for Aanden i Oehlenschlägers[CCXIX] »Correggio[0030]«, fuld af Overbærenhed med Stykkets Svagheder, om end ganske uden Blik for dets sceniske Effekt; han forstaar tilfulde at vurdere Skuespildigtere som Kleist[CCXX] og Immermann[CCXXI] og den begyndende Grillparzer[CCXXII]. Men naar han skal motivere sin Ros eller Dadel, røber sig stadigt paany det ukunstneriske Naturel, og mangen Gang lægger han den pathetiske Idealists hele Fordomsfylde for Dagen. Han misbilliger f. Ex. — og vistnok med Rette — |94| Ifflands[CCXXIII] »Die Spieler[0031]«. Men Begrundelsen er rent barok: »At bringe Spillesygen paa Brædderne!« udraaber han, »man kunde lige saa godt dramatisere Svindsoten gjennem alle dens Stadier!« — Der er kun den Forskjel, skulde man tro, at Svindsoten er et legemligt Onde, Spillesygen en Last. Hans Tankegang er Idealismens sædvanlige, at det, man kan se hjemme, behøver man ikke at gaa i Theatret for at se.
Han nævner som Exempler Pengemangel, Gjæld, en Hustru, der taalmodigt bærer Afsavn, og istedenfor at fremhæve den platte, ukunstneriske Aand, hvormed Sligt er gjengivet, udbryder han: »Er dette saa sjældne Særsyn, at man maa give Penge ud for at tilkjøbe sig Skuet af dem? Paa Scenen skal Mennesket staa et Trin højere end i Livet.« Og han forklarer, at hos Grækere og Romere tyede man derfor til mythiske Fabler; de moderne maa fremstille de gamle Folkeslags virkelige Mennesker, eller hvis de absolut ville i Lag med Samtiden, kun gjengive dens Lidenskaber. Han nærer, som man ser, naivt den Tro, at de »klassiske« Oldtidsmennesker gjennemgaaende stode langt over de moderne, og han forstaar ikke, at den jævne Virkelighed ved Behandlingsmaaden kan adles til Kunst.Et endnu langt stærkere Vidnesbyrd om Mangelen paa Sans for primitiv Poesi end disse |95| akademiske Tirader er Börnes[CCXXV] Kulde overfor det gamle Testamente. Der forekommer i et Brev til Henriette Herz[CCXXVI] fra hans nittende Aar en Passus af virkelig forskrækkende Goldhed, tør og gammelagtig som en Spas om Mosebøgerne[0033] af Voltaire[CCXXVII] — og det efter Goethe[CCXXVIII]: »De gamle Jøder fra Abraham af til den vise Salomon have altid forekommet mig som havde de villet travestere den almindelige Verdenshistorie. Læs blot Josva[0034] og Kongernes Bog[0035], og De vil finde, hvor Blumauerisk Alt ser ud deri.«
At sammenligne disse ældgamle Redaktioner af mindeværdige Legender og Historier med en plump tysk Travesti af Virgils[CCXXIX] »Æneide[0037]« er kun muligt, naar man, uden Modtagelighed for Oldtids-Former, i ethvert Værk søger en moderne følsom, religiøs eller politisk Moral. Det stemmer godt hermed, at Börne[CCXXX] ender med et blindt Sværmeri for den ubestemte, halvt nytestamentlige, halvt moderne salvelsesfulde Pathos i Lamennais’[CCXXXI] »En Troendes Ord[0038]«.
højresiderne i kapitel 7 har i førsteudgaven klummetitlen »Börne.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
de mange tyske stater og fyrstendømmer blev i 1871 samlet i kejserriget Tyskland; Preussens konge blev det forenede Tysklands første kejser under navnet Wilhelm 1.
en hentydning til Preussens militære oprustning, ekspansion og magtkonsolidering ved etableringen af det tyske kejserrige i 1871. I en tale til den preussiske landdag 1862 havde ministerpræsident Otto von Bismarck argumenteret for at øge det preussiske militærbudget med ordene: »Nicht durch Reden und Majoritätsbeschlüsse werden die großen Fragen der Zeit entschieden [...] sondern durch Eisen und Blut«, (da.) Tidens store spørgsmål bliver ikke afgjort ved taler og flertalsbeslutninger [...] men ved jern og blod Pfälzer Zeitung, 6.10.1862.
(ty.) die Priesterpartei; en ironisk betegnelse for kristeligt-konservative samfundskræfter, særligt katolske gejstlige (jf. fx Zuschauer am Main, 28.3.1832).
de liberale kræfter, hvis mål var at forene de mange tyske stater under en fælles forfatning i en fælles tysk nationalstat.
(ty.) »vis gode manerer, jøde!«; (lat.) 'mores', flertal af 'mos': sæd, skik.
i James Andersons The Constitutions of the Free-Masons fra 1723, som 15 år senere udkom i tysk oversættelse under titlen Gründliche Nachricht von den Frey-Maurern, beskrives det som en frimurers pligt at udvise »Brotherly-Love« Anderson 1723:[56].
i Johann Christian Gädickes Freimaurer-Lexicon, 1818, bruges betegnelsen 'det højeste væsen' parallelt med betegnelsen 'bygmester' om Gud: »Baumeister, der große, oder Gott. Ihn das höchste Wesen muß jeder Bruder als den größten Baumeister tief verehren« Gädicke 1818:48.
fra Michael Holzmanns biografi Ludwig Börne. Sein Leben und sein Wirken, 1888 Holzmann 1888:8.
Den Tyske Orden var en gejstlig (romersk-katolsk) ridderorden, grundlagt i byen Akko i Galilæa omkring 1198 og ledet af en højmester. Fra 1526 til ordenens formelle opløsning i 1809 lå højmesterens regeringssæde i Mergentheim i Franken. I 1700- og 1800-tallet var administration af jordbesiddelser og ejendomme Den Tyske Ordens væsentligste opgave, i praksis til dels varetaget af lægfolk.
Den Tyske Orden var en gejstlig (romersk-katolsk) ridderorden, grundlagt i byen Akko i Galilæa omkring 1198 og ledet af en højmester. Fra 1526 til ordenens formelle opløsning i 1809 lå højmesterens regeringssæde i Mergentheim i Franken.
med støtte fra en lang række personer, angiveligt også Ludwig Börnes farfar Simon Baruch, havde den østrigske kejserinde Maria Theresia fået sin søn Maximilian Franz valgt som assisterende biskop (koadjutor) i kurfyrstendømmet Köln i 1780. Da den hidtidige ærkebiskop og kurfyrste Maximilian Friedrich døde i 1784, var Maximilian Franz således klar til at overtage hans plads.
centraleuropæisk fyrsteslægt, som fra 1452 beklædte den tysk-romerske kejsertrone frem til opløsningen af Det Tysk-romerske Rige i 1806.
dvs. sindighed, sindsligevægt, upåvirkelighed; udtrykket er hentet fra Michael Holzmanns biografi Ludwig Börne. Sein Leben und sein Wirken, 1888 Holzmann 1888:11.
den centrale bøn i jødisk liturgi, Amidah (hebr. 'stående'), består af 19 lovsigelser, som reciteres stående og med ansigtet vendt mod Jerusalem. Den 17. lovsigelse, Avodah, rummer en bøn til Gud om at genopbygge templet i Jerusalem og dermed muliggøre genoptagelsen af offertjenesten.
henvisning til Første Samuelsbog 8,10-18 i Det Gamle Testamente.
fra Heymann Steinthals biografiske artikel »Ludwig Börne«, trykt i tidsskriftet Westermann's Illustrirte Deutsche Monatshefte, 1881 Steinthal 1881:306.
omtrentlig gengivelse af passage fra Karl Gutzkows biografi Börne's Leben, 1840 Gutzkow 1840: 42-45.
den tysk-romerske kejser Josef 2. døde i februar 1790. Hans bror, Leopold 2., blev kejserkronet 9.10.1790 i Frankfurt am Main.
henvisning til Ordsprogenes Bog 25, 21-22 i Det Gamle Testamente: »Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for da samler du glødende kul på hans hoved«. Det kan udlægges således: Når man viser barmhjertighed mod en fjende, vækker man hans anger eller skam.
fra Ludwig Börnes 74. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:510-511.
(ty.) Judenemanzipation; jødernes kamp for at undslippe dels deres egne snærende traditioner, dels social og retslig diskrimination og blive anerkendt som fuldgyldige statsborgere i de tyske forbundsstater.
Østrig blev stærkt forgældet som følge af Revolutions- og Napoleonskrigene 1792-1815, hvilket førte til statsbankerot i 1811. Fra 1820 var den tysk-jødiske bankier Salomon Rothschild den østrigske regerings største kreditor.
Rafaelisk, dvs. et maleri i den italienske maler Rafaels stil. Citatet er hentet fra et brev fra Ludwig Börne til Jeanette Wohl, 29.10.1821 Börne 1968, 4:427.
af et brev fra Ludwig Börne til Jeanette Wohl, 1.2.1822 Börne 1968, 4:548.
de internationale, politiske aftaler, som blev truffet efter Wienerkongressen 1814-1815 for at genoprette den politiske balance i Europa efter Revolutions- og Napoleonskrigene 1792-1815, og som i vidt omfang blev tilskrevet den østrigske udenrigsminister Clemens von Metternich.
fra Ludwig Börnes 29. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:149.
sammensat citat fra Ludwig Börnes 41. og 42. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:224-232.
fra Ludwig Börnes 58. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:351.
væbnet folkelig opstand i Frankrig i juli 1830, der resulterede i afskaffelsen af det restaurerede kongedømme under bourbonerne og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
dvs. dummere end kvæg; citat fra Ludwig Börnes 51. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:282.
fra Ludwig Börnes mindetale ved Jean Pauls død, Denkrede auf Jean Paul, 1825 Börne 1964, 1:789.
fra Ludwig Börnes mindetale ved Jean Pauls død, Denkrede auf Jean Paul, 1825 Börne 1964, 1:791-792.
Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen de 1789, som blev vedtaget 26.8.1789 i Paris af den franske Nationalforsamling.
en fiktiv tysk by, hvor handlingen i Jean Pauls trebindsroman Frucht- und Dornenstücke oder Ehestand, Tod und Hochzeit des Armenadvokaten F. St. Siebenkäs, 1796-1797, udspiller sig.
en fiktiv tysk by, hvor handlingen i Jean Pauls idyl Leben des Quintus Fixlein, 1796, udspiller sig.
af indlæg VI (Frankfurt, den 5. Mai) fra Ludwig Börnes essayistiske tekstsamling Aus meinem Tagebuche, 1832 Börne 1964, 2:791.
(ty.) hofråder og kommerceråder, dvs. mænd der bærer disse rangtitler. Citatet er ikke identificeret.
en tysk kurertjeneste, som siden senmiddelalderen blev drevet af den tyske adelsslægt Thurn und Taxis. Familien fik kejserlige privilegier, og tjenesten udviklede sig til et postvæsen, der 1806-1867 havde sit hovedsæde i Frankfurt am Main.
henvisning til den korthed og knaphed, som kendetegner den antikke romerske forfatter Publius Cornelius Tacitus' skrivestil i hans historiske værker Annales og Historiae.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 386): »Hvad hver Morgen bragte, hvad hver Dags Sol bestraalede, hvad hver Nat bedækkede, til at tale om det havde jeg Lyst og Mod.«; citatet stammer fra Ludwig Börnes efterskrift til Gesammelte Schriften, vol. 6: Aphorismen und Fragmente, 1829 Börne 1964, 2:331-332.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 386): »I hans Aands Midtpunkt traf utallige Straaler sammen, kun var de ikke forbundne ved nogen Omkres.«; citatet stammer fra Heymann Steinthals biografiske artikel »Ludwig Börne«, trykt i Westermann's Illustrirte Deutsche Monatshefte, 1881 Steinthal 1881:311.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 387): »Den Stærke mægtigst er, naar han er ene«. Citatet er fra Friedrich Schillers drama Wilhelm Tell, 1804, I,3 Schiller 1996, 4:403.
henvisning til Friedrich Schillers drama Wilhelm Tell, 1804, III,3. Den tyranniske rigsfoged Gesslers hat er blevet placeret på en stang, og ordren til borgerne lyder, at hatten skal behandles med samme respekt som rigsfogeden selv. Wilhelm Tell ser til den anden side uden at hilse, da han passerer stangen, og bliver sat fast af rigsfogedens mænd Schiller 1996, 4:450.
henvisning til Friedrich Schillers drama Wilhelm Tell, 1804, III,3. Den tyranniske rigsfoged Gessler forlanger, at Wilhelm Tell for at redde sit og sin mindreårige søns liv skal skyde et æble af sønnens hoved med sin armbrøst. Det lykkes for Tell Schiller 1996, 4:453 ff..
henvisning til Friedrich Schillers drama Wilhelm Tell, 1804, III,3 (Wilhelm Tells replik til rigsfogeden Gessler lyder »Verzeiht mir lieber Herr!«).
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 388): »Jeg svared: Herre, ja det tænker jeg, / hvis Gud vil hjælpe, skal jeg gøre mit. / Saa løste de da mine Baand, og jeg / tog Plads ved Roret, styred redeligt«. Citatet er fra Friedrich Schillers drama Wilhelm Tell, 1804, IV,1 Schiller 1996, 4:466-467.
af Ludwig Börnes »Über den Charakter des Wilhelm Tell in Schillers Drama«, trykt i Dramaturgische Blätter, 1828 Börne 1964, 1:401.
der sigtes til Melpomene, der blandt De Ni Muser i græsk mytologi var muse for kunstarterne tragedie og klagesang.
egl. en kvinde af det tjerkessiske folk fra det nordvestlige Kaukasus. Denne kvindefigur var del af den romantiske myte om det vilde, ædle Kaukasus, som opstod i Rusland under Kaukasuskrigene 1817-1864. Europæiske læsere mødte fx figuren i Aleksandr Pusjkins digt »Fangen i Kaukasus« (1822).
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 389): »Dydsforbund«; denne venskabskreds, der dyrkede en fri omgangstone, er beskrevet af Julius Fürst i biografien Henriette Herz: Ihr Leben und ihre Erinnerungen, 1858 Fürst 1858:156-160.
af Julius Fürsts biografi Henriette Herz: Ihr Leben und ihre Erinnerungen, 1858 Fürst 1858:157.
af Julius Fürsts biografi Henriette Herz: Ihr Leben und ihre Erinnerungen, 1858 Fürst 1858:160.
den indforståede sprogbrug med mange øgenavne o.l., som herskede i kredsen af faste gæster i Bakkehuset på Frederiksberg, ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbeks hjem. I de første årtier af 1800-tallet var Bakkehuset et samlingssted for mange københavnske kulturpersonligheder.
kvinde, der påtager sig andres følelser eller holdninger; ordet er indført i det tyske sprog af Goethe.
dvs. Henriette Herz; denne karakteristik af hende refererer til Karl Hillebrands artikel »La société de Berlin de 1789 à 1869«, 1870, trykt i tidsskriftet Revue des Deux Mondes Hillebrand 1870:460.
hentydning til musen for kunstarterne tragedie og klagesang i græsk mytologi.
meningen er, at den syttenåriges forsøg røbede for Henriette Herz, hvad der foregik i ham.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 391): »O naar jeg betænker dette, saa bruser det som en Storm igennem mit Inderste; min Sjæl vil ligesom bryde ud af sit Hus og søge sig en Løves Legem, saa at den kunde gaa de Frække imøde med Tænder og Klør«. Citatet er fra Ludwig Börnes brev til Henriette Herz, 26.7.1806 Börne 1968, 4:148.
under den fjerde koalitionskrig 1806-1807 (alliancen af Rusland, Storbritannien, Preussen, Sachsen og Sverige imod Frankrig) led den preussisk-sachsiske hær 14.10.1806 et afgørende nederlag til den franske kejser Napoleon 1.s tropper ved byen Jena i Thüringen.
dvs. den ledende fyrste.
en sammenslutning af tyske fyrstedømmer, etableret på kejser Napoleon 1.s foranledning i 1806. Fyrstedømmerne trådte ud af Det Tysk-romerske Rige og kæmpede på fransk side indtil forbundets opløsning i 1813.
der henvises til den 1810 udstedte forfatning for storhertugdømmet Frankfurt. Storhertugdømmet blev grundlagt på kejser Napoleon 1.'s foranledning i 1810 og havde forfatning efter fransk forbillede.
bygningen Römeren, (ty.) der Römer, huser Frankfurts rådhus. Ordlyden er omtrent en oversættelse af formuleringen i Karl Gutzkows biografi Börne's Leben, 1840 Gutzkow 1840:84-85.
Napoleon 1. Bonaparte, som i 1769 blev født i byen Ajaccio på den franske ø Korsika.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 392): »Men lad os ikke, I Ynglinge, som snart bliver Mænd, bortødsle vor Kraft, men søge Lysten i et kysk Ægteskab, saa den kan blive frugtbar og udødelig ... Det sømmer sig ikke for os, dristigt at ville trænge os ind i Fyrsternes Raad; de er bedre end vi.«; citatet er fra Ludwig Börnes ungdomsskrift Was wir wollen, 1814 Börne 1964, 1:164.
de allierede preussiske, russiske og østrigske tropper rykkede 2.11.1813 ind i Frankfurt, efter at de havde overvundet den franske kejser Napoleon 1. i Slaget ved Leipzig, det afgørende slag i befrielseskrigene.
af Karl Gutzkows biografi Börne's Leben, 1840 Gutzkow 2017:58.
Wienerkongressen; de storpolitiske forhandlinger, der fandt sted i Wien fra september 1814 til juni 1815, hvorunder et stort antal europæiske stater med de sejrende stormagter Storbritannien, Rusland, Østrig og Preussen i spidsen fastlagde fremtidens europæiske magtforhold i kølvandet på Revolutions- og Napoleonskrigene 1792-1815. Toneangivende kontinentale magthavere anført af Clemens von Metternich indledte, hvad de selv anså for et stabilt politisk system, baseret på systematisk undertrykkelse af liberale og nationale kræfter i befolkningerne.
i kølvandet på Wienerkongressen blev flere internationale kongresser afholdt, fx i Aachen 1818 og i Karlsbad 1819. De havde det samme dobbelte sigte, nemlig at nyordne det storpolitiske landskab efter Revolutions- og Napoleonskrigene 1792-1815 og at dæmme op for liberale og nationalbevidste strømninger i de tyske stater.
de konservative magthavere, som efter Wienerkongressen søgte at stabilisere det politiske landskab i Europa ved at undertrykke nationale og liberale bevægelser.
fra Ludwig Börnes anmeldelse af Bettina von Arnims bog Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, 1835 Börne 1964, 2:857.
revolutionsperioden 1789-1799, hvor folket styrtede det gamle privilegiesamfund i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
fra beskrivelsen af året 1821 i Goethes selvbiografiske Tag- und Jahreshefte, 1830 Goethe 1994, 17:326.
fra Ludwig Börnes 51. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:301.
fra Ludwig Börnes 51. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:284-285.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 395): »for Borgerliv, Videnskab og Kunst«; undertitlen på det af Ludwig Börne udgivne tidsskrift Die Wage, 1818-1821.
Joseph Görres' forfatterskab skiftede i 1820'erne karakter fra det politisk bevidste - jf. fx udgivelsen af det liberale tidsskrift Rheinischer Merkur 1814-1816 - til det religiøse, kulminerende med firebindsværket Die christliche Mystik (1836-1842).
GB sigter til Marianne von Willemer (1784-1860); hun inspirerede Goethe til digtene i »Buch Suleika« i digtsamlingen West-östlicher Divan, 1819, ligesom hun selv bidrog til samlingen med tre digte.
med Karlsbadkongressens beslutninger i 1819 blev pressefriheden i Det Tyske Forbund stærkt indskrænket. Hensigten var at forhindre liberale og nationale bevægelser i at komme til orde i offentligheden.
Cotta'sche Verlagsbuchhandlung, en tysk forlagsboghandel grundlagt i Tübingen i 1659 og med hovedsæde i Stuttgart fra 1810.
GB sigter til sin tidligere omtale af den østrigske kejserinde Maria Theresia, som i et dokument havde lovet Ludwig Börnes farfar, hoffaktoren Simon Baruch (1716-1802), og hans efterkommere »enhver Art Begunstigelse«, hvis de nogensinde skulle bosætte sig i Østrig Brandes 1890:59.
de statsmænd, som efter Wienerkongressen (1814-1815) søgte at stabilisere det politiske landskab i Europa ved at undertrykke nationale og liberale bevægelser. De mange begrænsende love, som indførtes, betegnedes under ét som det metternichske system (efter den konservative østrigske statskansler Clemens von Metternich).
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 396): »Jeg tilbragte de første Aftentimer hos Clemens, hvem jeg forelæste Börnes Pariserbreve. De er naturligvis saa ondskabsfulde som muligt, men Stilen er dæmonisk overgiven og ualmindeligt aandrig.«; citatet er fra Melanie Metternichs dagbog for 26.1.1834, som indgår i 5. bind af samlingen Aus Metternich's Nachgelassenen Papieren, 1880-1884 Metternich 1882, 5:545.
brevteksten er gengivet i Michael Holzmanns biografi Ludwig Börne. Sein Leben und sein Wirken, 1888 Holzmann 1888:178-179.
Cotta'sche Verlagsbuchhandlung, en tysk forlagsboghandel grundlagt i Tübingen i 1659 og med hovedsæde i Stuttgart fra 1810.
de omtalte linjer indgår i et brev til veninden Jeanette Wohl. Brevet omhandler blandt andet uoverensstemmelserne med faderen Börne 1968, 4:507-514.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 397): »Gentz var vel ogsaa tidligere liberal; men han kunde give Sikkerhed for sin oprigtige Omvendelse, som jeg ikke kan give. Gentz havde allerede i flere Aar, før han gik i østerrigsk Tjeneste, solgt sig til England. Han er sanselig, ødsel, det liderligste Menneske i Landet . . . .«; citatet er fra et brev fra Ludwig Börne til Jeanette Wohl, 24.12.1821 Börne 1968, 4:510.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 397): »En Frø, en Bedekølle, en Wilhelm Meister, en Kristus - det gælder altsammen lige meget for dem; ja de tilgiver en Guds Moder hendes Hellighed, naar hun blot er godt malt. Saadan er jeg ikke; saadan var jeg aldrig. Jeg har altid kun søgt Gud i Naturen, den guddommelige Natur i Kunsten, og hvor jeg ikke fandt Gud, dèr fandt jeg elendigt Stymperværk, og saaledes har jeg dømt om Historier, Mennesker og Bøger.«; citatet er fra Ludwig Börnes efterskrift til Gesammelte Schriften, vol. 6: Aphorismen und Fragmente, 1829 Börne 1964, 2:332.
en tragedieform, som var populær i Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet. Hovedpersonerne, eventuelt en hel familie, drives ved en ubønhørlig skæbne ud i forbrydelser eller undergang. Genren er inspireret af den græske tragedie, men også af den gotiske roman og andre af romantikkens undergenrer.
sigter til Zacharias Werners tragedie Der vierundzwanzigste Februar, 1815. I skudår regnes denne dato for at være skuddagen.
ifølge græsk mytologi blev det spået titanen Kronos, at han ville blive styrtet af sin søn. Derfor slugte han alle de børn, hans søster Rheia fødte ham. Det lykkedes hende dog at redde den sidstefødte, Zeus, og Zeus styrtede senere sin far.
fra Ludwig Börnes anmeldelse af Ernst von Houwalds sørgespil Der Leuchtturm, 1821 Börne 1964, 1:271.
fra Ludwig Börnes anmeldelse i 1818 af August Wilhelm Ifflands sørgespil Der Spieler, 1798 Börne 1964, 1:239.
fra Ludwig Börnes anmeldelse i 1818 af August Wilhelm Ifflands sørgespil Der Spieler, 1798 Börne 1964, 1:240.
sigter til den græsk-romerske kultur mellem ca. 600 f.Kr. og ca. 400 e.Kr. Anførselstegnene er muligvis brugt for at markere en afstand til et borgerligt kulturideal i GB's samtid og tidligere i 1800-tallet.
Voltaire ytrer sig i sin bog Dieu et les Hommes, 1769, kritisk om Mosebøgerne og afviser blandt andet, at de kan være skrevet af Moses.
fra Ludwig Börnes brev til Henriette Herz, 26.5.1805 Börne 1968, 4:121.
det jødiske folks stamfader og første patriark. Beskrevet i Første Mosebog i Det Gamle Testamente.
konge af Israel, søn af kong David. Beskrevet i Første Kongebog og Anden Krønikebog i Det Gamle Testamente.
der henvises til den parodiske og barokke stil i Virgils Aeneis travestirt, 1784, som er den østrigske forfatter Aloys Blumauers travesterende gendigtning af Vergils epos Æneiden.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik