Under Forhold og Indflydelser som de fremstilte var det nu, at Tysklands oppositionelle Litteratur mellem 1820 og 1848 blev startet. Naar man overskuer saa stor en Gruppe af aandelige Frembringelser, har man naturligvis for det Første i al Almindelighed i den en Mængde Aktstykker til Kundskab om, hvorledes Menneskene i hin Tid og hint Land følte og tænkte, i hvilke Former deres Kultur var klædt, hvilke Former deres Haab og Ønsker, deres Menneskekærlighed og Friheds|47|kjærlighed, deres Retsfølelse og Statssans antog, endelig om, hvorledes deres Smag var beskaffen ↄ: hvordan Den maatte skrive, der vilde skaffe sig Ørenlyd og vække en levende Interesse. Saaledes tilfredsstilles vor historiske Videbegjærlighed paa dette Punkt.
Dernæst opstaar uvilkaarligt Spørgsmaalet om denne Litteraturs Værdi. For filosofiske Skrifters Vedkommende bliver dette nærmest et Spørgsmaal om hvor stort et Maal af ny Sandhed de rumme. Eller betragter man dem, hvad man altfor tidt er nødt til, nærmest som Fantasifrembringelser, bliver Spørgsmaalet det om deres Hypothesers Rækkevidde og Frugtbarhed. For de digteriske og tildels for de beslægtede, historisk skildrende Værkers Vedkommende er Spørgsmaalet om deres Værdi det samme som Spørgsmaalet om deres Skjønhed, da vi med Skjønhed ikke mene andet end kunstnerisk Værdi.
Af et meget stort Antal Forfattere bliver nu, som bekjendt, efter et Par Menneskealdres Forløb altid kun nogle faa tilbage, som endnu læses. Af et uhyre Antal Værker blive kun nogle enkelte staaende, som endnu tilegnes. Nu ere af hin Periodes Aander kun meget faa i vore Dage kjendte og læste udenfor Tyskland. I Tyskland naturligvis langt flere, dog er det forholdsvis ikke mange af Datidens Værker, som Almenheden endnu læser.
Den første, groveste Kritik udøves da af |48| Tiden: efter saa og saa mange Aars Forløb sælges intet mere af den eller den Forfatter, medens denne anden bestandigt oplægges paany. Men det at en Forfatter læses længe og i stor Udstrækning er endnu ikke noget ubetinget Bevis for hans Værd. Det beviser ikke, at han hører til de bedste, kun at han hører til de tilgjængeligste og mest underholdende. Udbredelsen kan hindres af høj Kultur og Sjæleadel, om de end i Regelen sikre Varigheden.
Af alle hin Tids Mænd læses udenfor Tyskland den Dag idag af Tænkere kun Feuerbach[I] — dog lidet — og Schopenhauer[II] stærkt; men denne sidste kom først til at paavirke Aanderne i en senere Periode, og begge disse Tænkere læses endda langt mindre for Indholdets Skyld end paa Grund af Originalitet og Dristighed i Stil. Af Digterne læses udenfor Tyskland kun Heine[III] stærkt og stadigt. I Tyskland bedømmes og betragtes han som Brændenælden i Litteraturens Urtegaard; Historikerne† brænde deres Fingre paa ham og bande ham. I Litteraturhistorier og Avisartikler betegnes hans Prosa som forældet og hans Poesi som forkunstlet, medens hans Værker samtidigt nu da deres Trykning er bleven frigivet oplægges paany i talløse Udgaver. Men udenfor Tyskland lever hans Ry ikke blot uanfægtet men i stadig Væxt og Stigen. Han sysselsætter Sindene i Frankrig som en Samtidig. Han er den eneste |49| fremmede Digter, hvem Franskmændene betragte som en af deres egne, en af deres største. Intet fremmed Forfatternavn forekommer i franske Bøger nutildags† saa hyppigt som hans, og intet nævnes med større Beundring, end ikke Shelley’s[IV] eller Poe’s[V].
Jævnlig opkastes i de forskjellige større Samfund det Spørgsmaal, hvorledes man burde bære sig ad med at danne sig en aldeles udsøgt Bogsamling af de hundrede bedste Bøger, som findes. Svarene lyde selvfølgelig meget forskjelligt. Men i alle romanske og slaviske Lande vil Heines[VI] Navn være et af Listernes første. I England findes paa Listerne gjerne 90 engelske Bøger og 10 fremmede, men Heinrich Heine[VII] er iblandt dem. Troen paa, at der kan findes hundrede Bøger, som alle Mennesker vilde have bedst af at læse, en Tro, der stammer fra den protestantiske Forestilling om, at der gives én Grundbog af den Art, er naturligvis en Barnlighed, og hint Spørgsmaal kun interessant, forsaavidt det viser, hvilket aldeles upersonligt Dannelsesideal der foresvæver Spørgeren og dem, der naivt indlade sig paa Svar. Lærerigt er det imidlertid at se, hvorledes Svarene i visse bestemte Tilfælde have lydt om Heine[VIII]. Der kom en ikke ringe Forundring til Orde i Tyskland for et Par Aar siden, da en Mængde engelske Lister offentliggjordes og Heine[IX] fandtes paa alle, hyppigst af alle tyske Forfattere; thi der var Lister, paa hvilke der ikke fandtes nogen Bog af Goethe[X]. |50|
Dette Verdensry beroer imidlertid ikke paa Heines[XI] Fortrin alene men desuden paa, at der er store Partier af hans Værker, som kun udkræve yderst ringe Kultur for at forstaas, og til hvis Nydelse der heller ikke udfordres Sjælsadel, andre Partier, hvor sjælelig Adel snarere er en Hindring for Nydelsen. Men det beroer vistnok fuldt saa meget paa, at hans Talent alligevel i sin Retning var Samtidens største.
Naar det litterære Kunstværks Værdi altsaa røber sig i dets Modstandsevne mod Tiden og dets Evne til at vinde Læsere udenfor sit Fødeland, men denne Modstands- og Spredningsevne ligefuldt ikke afgiver nogen Maalestok for Værdien, hvorpaa beroer da denne? Paa Oprindeligheden og Styrken af det Sjæleliv og den Sindsbevægelse, for hvilken Værket er Udtryk i Forening med Værkets Evne til at smitte os med den. Al Kunst er et Udtryk for en Sindsbevægelse og har til Øjemed at fremkalde Sindsbevægelser. Jo dybere en kostbar Sten er udskaaret, des skarpere, des tydeligere staar Billedet i Voxet, naar det trykkes af. Jo dybere Indtrykket er i Kunstnerens Sjæl, des tydeligere, des betydeligere bliver det kunstneriske Udtryk. Kunstnerens Sindsbevægelser adskille sig fra andre Menneskers kun derved, at de i hans Sjæl forme Erindringerne paa en Maade, som gjør, at de, naar de udformes, smitte Tilhører eller Læser.
De Spørgsmaal, det enkelte Værk besvarer |51| En, er altsaa saadanne som: Hvor vidt rakte Forfatterens Blik? Hvor dybt har han formaaet at se ned i sin Samtid? Hvor ejendommeligt har han følt Glæde eller Sorg eller Vemod eller Elskov eller Begejstring eller Menneskeforagt? Vi sige: Saa stærk en Rædsel og Afsky har Dumhed eller Uret indgydt ham. Saa bidende, saa vittigt har han hævnet sig og os paa det ved Dumhed eller Slethed Foragtelige. — Vi modtage et Indtryk af Højhed eller Storhed, af Sandhedskjærlighed eller Skjønhedskjærlighed af de Bedste; vi lide under Utilstrækkeligheden i Forstand, Følelsesdybde, Skjønhedssans eller Karakterfasthed hos de Ringere.
Denne Gruppe af Litteratur besidder nu ingen digteriske Aander af allerførste Rang og kun én af meget høj Rang: Heine[XII]. Meget positivt Stort har den ikke efterladt. Den virker mest negerende, befriende, opryddende, udluftende. Den er stærk ved sin Tvivl og sit Trældomshad, ved sin Individualisme.
Aldrig har dens Anseelse i Tyskland, særligt i Nordtyskland, staaet saa lavt som i vore Dage. De Skribenter, som omkring Aaret 1830 bekjæmpede alle de Former af Voldsherredømme, som den Gang føltes trykkende, saa langt den tyske Tunge taltes, ere i vore Dage ramte af en Upopularitet, der ikke synes at ville vige saasnart. Det er forklarligt. Thi den nulevende yngre Slægt i Tyskland, der har Rigets Enhed |52| bag sig — hin Enhed, der den Gang stod som en fantastisk Forhaabning — og der har set Tyskland udfolde sin samlede Magt i raadsnar, til alle Sider sejerrig Handling, interesserer sig lidet for de gamle Drømmerier om hvorledes Enheden skulde bringes til Veje og ledes ved hine Forfatteres evindelige Spotten over tysk Søvnighed og Daadløshed, tysk Pedanteri og Theoretiseren, da Udfaldet har vist, hvor praktisk og behjærtet det spottede Tyskland, naar Lejlighed gaves, kunde være.
Særligt er siden den tysk-franske Krig de Skribenter, som for et halvt Aarhundrede siden stadigt hævede Frankrig paa Tysklands Bekostning eller stadigt betonede, at Friheden vilde bringe Tyskland de Goder, som Bismarck[XIII] har bragt det, blevne ramte af en Art Ban. Man betragter dem som slette Patrioter og daarlige Spaamænd. Kun et ringe Mindretal formaar at indsé, hvor kraftigt selve hin Harme og Haan over den daværende uselige Tilstand har medvirket til det Omsving og Opsving, som er fulgt. Endnu færre er de, som ud af Tredivernes og Fyrrernes Litteratur læser en levende Bebrejdelse for svegne eller glemte Idealer, og som, naar de blade i hine gamle Skrifter, med Vemod spørge sig, hvad der i den nye Tingenes Tilstand er blevet af det Bedste, disse kjæmpede for.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
højresiderne i kapitel 6 har i førsteudgaven klummetitlen »Den ny Litteraturs Værdi.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
om Heinrich Heines litterære værker, der ifølge en politisk beslutning i 1835 i de tyske staters forbundsdag var underlagt censur fra 1836. I praksis var denne beslutning dog blevet håndhævet forskelligt i de enkelte forbundsstater og havde måske karakter af en proforma-beslutning.
dvs. det forhånede Tyskland.
Den Fransk-Tyske Krig 1870-1871, der endte med tysk sejr.
dvs. 1830'erne og 1840'erne.