Der gaves opadstræbende Aander, virkelige Digtere, som stode afsides fra Litteraturens almindelige Bane i disse Aar. Det var Mænd som den udmærkede sydtyske Digter, Eduard Mörike[I] (født 1804), Schwaberskolens sidste Ætling, der sprængte Skolens Begrænsning og som Lyriker snarere er et Skud af Goethes[II] Stamme: en Poet af den lødigste Genialitet, Sjælelivets idylliske, skjælmske, sørgmodige Sanger, Forfatter til det evige Digt »Denk es, o Seele![0001]« Der var endvidere Mænd, som de to nordtyske Digtere, Thüringeren Otto Ludwig[III] og Ditmarskeren Friedrich Hebbel[IV], de to kraftfuldeste Særlinge i den nyere tyske Litteratur, begge fødte i Aaret 1813, begge først udfoldende deres højst forskjelligartede Ejendommeligheder efter 1848, to knortede Egestammer med rigt Løvværk, der staa udenfor Skoven. Kun ét Karaktermærke have de faaet af den Tid, hvori de vare Ynglinge: den ejendommelige mørke Trods, der er Grundlaget i begges Væsen. Mere deres Eget er en Forening af det Melankolske og det Skarpsindige under et Hang til djærv Realisme. De indvarsle en senere, upolitisk Tids Virkelighedsstudium og Virkelighedstroskab. Men de have ikke de førmartslige Digteres fælles Kjendemærke: den lyse Begejstring, Retningen udadtil mod det offentlige Liv og mod gjennemgribende Samfundsreform eller i Nødsfald gjennemført Omvæltning. |515|
Dette Hang i Forening med den filosofiske Klarhed, der stammer fra Hegels[V] og Feuerbachs[VI] Skole er maaske skarpest fremtrædende hos en Aand, hvis Værker med Urette ere gaaede lidt i Forglemmelse nutildags, hos en med Ludwig[VII] og Hebbel[VIII] jævnaldrende Digter, som døde ung, kun 31 Aar gammel, og som ikke oplevede Martsrevolutionen. Det er Friedrich von Sallet[IX], en ung tysk Officier og Autodidakt, der med Held stræbte at opnaa en grundig og omfattende Dannelse, en Karakter, i hvis Fasthed der hverken fandtes Brud eller Sprække. Han forener Tidsalderens hele Dybsind med dens vidtgaaende og lidenskabelige Frisind. Da han 1831 fik sin Afsked som Militær, levede han fra da af kun for Litteraturen.
Mest bekjendt af Sallet[X] er hans »Laien-Evangelium[0002]« blevet, en Slags Opbyggelsesbog for Fritænkere, en Digtsamling, i hvilken han gjengiver og omfortolker de enkelte Begivenheder i Evangelierne symbolsk i moderne Aand. Han begynder hvert Digt med en Fortælling eller en Lære af Skriften og søger saa at fremstille den evige, blivende Kjærne i den, medens han kaster de historiske eller mythiske Skaller bort. Omtrent som i Oehlenschlägers[XI] Aarets Evangelium[0003] er Fortolkningen tidt haartrukken; i Modsætning til dette Digt er Bogen helt igjennem skreven i samme Versemaal, hvad unegteligt afstedkommer en vis Monotoni. Den minder ved sin Form om et noget |516| ældre Værk, Leopold Schefers[XII] »Laien-Brevier[0004]«; men der er ikke ringe Forskjel paa Schefers[XIII] bløde Tilfredshed med Verdensaltets guddommelige Indretning og Sallets[XIV] utaalmodige Drift til Indgreb i Historiens Gang. Bogen kan ogsaa svagt erindre om Rückerts[XV] »Bramanernes Visdom[0005]«, kun at Sallets[XVI] var en Visdom, som var fuld af flammende Vrede mod Løgn og Aandløshed, ingen fredelig Samling af gyldne Leveregler som Rückerts[XVII]. Sallet[XVIII] sammenligner i Indledningsdigtet sine Forgjængere i østerlandsk Digtning med de Østens Konger, der bød Lystanken Virak, Guld og Myrrha, men saa sank tilbage i deres orientalske Drømmeliv. Nu vil, siger han, Tanken vække Østens og Vestens Folk paany. Heri ligger, at han i sin Iver for i vesterlandsk Aand at tale sine Idealers Sag har været ligegyldig for Koloriten, og det Skjær, hvorpaa hans Digterværk strander, er da ogsaa dette: en altfor direkte, moderne Didaktik.
Langt værdifuldere er Samlingen† af Sallets[XIX] Poesier »«Gedichte»[0006]«, i hvilken atter den politiske Afdeling har Forrangen.
Han skildrer den sovende Kjæmpe. Paa hans Hoved og Bryst tumle sig dværgagtige Tosser. De sætte sig paa deres Stole i hans aabne Mund og sige hinanden Komplimenter; spise til Middag paa hans Mave; forsikre, det er hans Pligt at sove; hvis han ikke gjør det, vil de straffe ham med Naalestik. De mene, Gud kun har skabt den |517| store Kjæmpe for at de lystigt kan drive deres Væsen ovenpaa ham. Men rejste Kjæmpen sig blot én Gang op af Søvne, saa faldt de alle paa Hovedet ned. Han, Poeten, gjør ikke andet end kilde ham med sit Papir under Næsen i Haabet om at Kjæmpen blot engang vil nyse, saa var alt det Pak Pokker i Vold. Han udraaber: Vaagn op for at se, hvad Liv de fordriste sig til at føre; at jage dem bort, er saa ingen Kunst. Og han slutter: Jeg véd ret godt, hvordan Kjæmpen hedder; men jeg har mine Grunde til ikke at nævne hans Navn.
Istedenfor Folket som Folk tiltaler han i et andet Digt » Ecce Homo[0007]«, Mennesket som Menneske: Dér staar den ældgamle, graa Domkirke; dér den ældgamle, faste Kongeborg. Stille se de ned paa den vandrende Menneskehed og én Slægt efter den anden skyller forbi deres Fod. Aarhundreder igjennem toner der Sang fra dem, aflægges der Ed i dem, og vi synes Døgnfluer i Sammenligning. Tosserne præke derfor Ærefrygt for disse Korthuse. — Thi hvad er de andet end Korthuse, som Mennesket i sin Barndom har bygget sig! Manden kan vælte dem, som han byggede dem, og han kan bygge andre i Stedet. Himmel og Jord er en blød Deig, Mennesket former den, som dets Tanker er til.
Undertiden anslaar Sallet[XX] en lettere, mere spøgende Tone: Hvorledes hedder den gamle Mand, som alle Mennesker holde af, men de gode Tyskere |518| især, og som dog aldrig har udrettet det ringeste Dygtige? Han staar paa Prækestolen, han exercerer, han sidder til Doms, han holder Foredrag paa Universiteterne og hans Stemme er af megen Vægt i Statsraadet. Naar En bruger hundrede Skridt til, hvad man kan gjøre i et Spring, saa hedder det i hans Sprog: god gammel Sæd og Skik; det holder han af. Men vil du frembringe noget Ejendommeligt og Stort, saa bliver han pludselig højrøstet og skjælder saalænge, til alle Mennesker blive bange for dig. Han har hverken Vid eller Marv, den gamle Herre, og dog hersker han næsten almægtig, og den, der skal faa Bugt med ham, maa være stærk som en Løve. Hans sande Navn er ingen Hemmelighed, det er den gamle Slendrian.
I en beslægtet Stil har han skrevet parodierende Digte, saaledes dette om den ham dagligt plagende Censur:
Dog vredere endnu end paa Censor er han paa de tamme Profeter. Mumien, siger han, falder fra hinanden, naar blot en Haand slaar til den, efterat den fra de dumpe, underjordiske Haller er |519| bragt op i Dagslyset; men den bliver staaende uskadt, dersom ingen Haand rører den. Han udskammer dem, der mene, at Alt vil ske af sig selv, i Kraft af historisk Udvikling osv. Det værste Ord for ham er: Det maa jo blive anderledes, det kan jo ikke vedblive at gaa som det gaar. Saa gammel Verden er, siger han, er endnu aldrig Noget skeet af sig selv.
Og da det for Censuren var ham umuligt direkte at røre ved Kongemagten, fortæller han paa gode Vers sin Parabel om Bjørnen[0008]. Omtrent som man ser Ulve i Bur ved Kapitolium[a], ser man udenfor Bern[b] Bjørnen som Stadens Symbol. Sallet[XXI] tager af denne lokale Ejendommelighed Anledning til sin Fortælling: I gamle Dage holdt de sig i Kanton Bern[c] en Bjørn og lode det brave Dyr leve højt paa deres Bekostning, medens de stadigt passede at klippe Kløerne paa det for ikke selv at blive sønderrevne. Spurgte man dem, hvad Bjørnen gjorde for Gavn og om de ikke vilde forklare det, saa svarte de højst forundrede: Forklare! hvad skal han gjøre! Han æder sig mæt, bevæger sig gravitetisk, brummer, kortsagt: det er vores Bjørn. Og spurgte man, hvorfor de holdt den? lød Svaret: For det gjorde vores Fædre. Vi er fortabte, hvis Slægten døer ud. Og spurgte man paany hvorfor, saa hed det blot: Hold Mund eller vi slaar Hovedet i Stykker paa dig.
En Dag opstod stor Larm og Stimmel, stort |520| Skraal og Rend. Bjørnen laa død. Pludseligt kom Dødsfaldet; der var ingen ny Bjørn at faa i en Hast, og overalt lød Klageraabet: Nu er det ude med Kanton Bern[d]! Op I brave Jægergutter! ud at faa fat paa en ny Bjørn til os!
De jage afsted gjennem Kløfter, over Bjerge og finde ingen Bjørn. Men vidunderligt! Ikke desmindre modnes Kornet og Vinen, der voxer Frugt paa Træerne, det er som om Alt derude i Naturen ikke brød sig det ringeste om Jammeren i Bern[e]. Og Solen staar op hver Dag paany, endskjøndt den saa Bjørnen død — og Verden staar endnu. Hvad vil det sige? —
Saa vittig Parablen end er, saa vil den neppe overbevise nogen Tilhænger af Monarkiet om dettes Unødvendighed. Sallet[XXII] angriber kun den fjottede Kultus af det for uundværligt ansete Symbol, indlader sig imidlertid slet ikke paa at bekjæmpe de Forestillinger om Gavnligheden af at den højeste Stilling er unddraget Kappestrid, som i Almindelighed gjøres gjældende til Fordel for Kronen. Men sin hele Sjæl har han nedlagt i et enkelt Digt, det, der fører Titlen »Aut—Aut[0009]« og der blev som et Løsen for Datidens Ungdom. I Aarestrups[XXIII] Oversættelse klinge nogle af de mest betegnende Strofer deri saadan:
Og Digtet slutter med en Henvisning til den snart oprindende Tid, da den Sidste af dem derovre eller dem her ruller med kløvet Skal i Sandet.
Sallet[XXIV], som allerede døde 1843, kom ikke til at opleve den Afgjørelsens Stund, som han saa lidenskabeligt havde attraaet at se. Men snart derefter var Timen kommen, da Uvejrsskyerne begyndte at trække sig sammen og Fuglene at flyve lavt. Vi nærme os til 1848.
Litteraturen fortsætter i Sallets[XXV] Spor. Fra alle Tysklands Egne klinge Opfordringerne til at lade Daaden afløse Ordet. Her mødes Stemmerne fra Nordtyskland, fra Rhinlandet[f] og fra Schweiz med dem fra de fjerne østerrigske Poeter, Karl Beck[XXVI], Alfred Meissner[XXVII], Moritz Hartmann[XXVIII].
Karl Beck[XXIX], Søn af en Ungarer og en ungarsk Jødinde, født 1817 i Baja[g], først medicinsk Student i Wien[h], senere af Gustav Kühne[XXX] indført i Litteraturen, udgav en Række Digtsamlinger, som vakte Opsigt ved deres sande og levende Skildringer af ungarsk Natur og ungarsk Folkekarakter. Man kan i denne Henseende sammenligne Karl Beck[XXXI] med den fem Aar yngre ungarske Nationaldigter Petöfi[XXXII]. I sin Egenskab af Frihedsdigter kan han |522| betragtes som Börnes[XXXIII] eneste fremragende poetiske Elev. Han er som han den jødiske Stammes, Proletariatets og den politiske Friheds Talsmand. Gammeltestamentarisk Stil og Pathos blander sig hos ham med Paavirkninger fra den nyeste tyske og franske Oppositionslitteratur. I den østerrigske Poesi har han nærmest Anastasius Grün[XXXIV] og Lenau[XXXV] til Forgjængere. Han har ikke en Prutz’s[XXXVI] grundige Dannelse, men brændende Farver, Stemningens Gløden, Udtrykkets Anskuelighed og en forbitret Begejstrings Udbrud. Han var imidlertid af dem, som vel hilste Revolutionens Udbrud med Glæde, men som Reaktionens Sejr bragte til at skifte Tonart. Da Ungarns storladne Opstand var knust, rettede han til Østerrigs Kejser et Digt med Smiger for Sejerherren og en Bøn om Naade for de fangne Helte, der indignerede hans gamle Kampfæller. De mindedes, at han før Katastrofen havde været Republikaner og Socialist, han, der nu efter Ungarns Fald optraadte som den loyale østerrigske Undersaat
.Alfred Meissner[XXXVIII], (f. 1822 i Teplitz[i]), og Moritz Hartmann[XXXIX] (f. 1821 i Duschnik[j]), ere Bøhmens[k] to betydelige tyske Lyrikere og lige ildfulde i deres politiske Frihedsbegejstring.
Meissners[XL] uskjønne Endeligt bør ikke faa Nogen til at lukke Øjnene for hans fuldstændigt ægte og |523| tilforladelige poetiske Talent. Det er og bliver visselig en sørgelig Unatur, at en af Tysklands mest fremragende Lyrikere efter en hæderfuld Ungdom nedlod sig til at afkjøbe en underordnet Skribent hans Manuskripter og udgive denne underordnede Produktion for sin; men det forringer ikke hans Værdi som Frembringer af de ypperlige Digte, han selv har forfattet. Man læse blot hans flammende Mindedigte over Byron[XLI] og George Sand[XLII], og man vil have Prøver paa en revolutionær Veltalenhed, som Ungdommen i Fyrrerne med Rette ikke modstod.
Moritz Hartmann[XLIII], hans Jævnaldrende og Landsmand, er en Skikkelse af andet Malm, uden Lyde, en sjælden Sanger og en Helt. Ingen tysk Digter har fra sin tidligste Ungdom til sin Død elsket Friheden trofast og lidenskabeligt som han. Ingen har saa tidt og hensynsløst sat sit Liv paa Spil for den.
Hartmann[XLIV], som var en af de skjønneste Mænd, noget Øje kunde se, fødtes i den lille bøhmiske Landsby af jødiske Forældre. Slægten var en spansk Emigrantfamilie, hvis egentlige Navn var Duros og som havde oversat dette Navn paa Tysk. Han gik i Skole i Prag[l], saa’ der som Dreng den forviste Karl X’s[XLV] triste Indkjørsel i Staden, frigjorde sig kun tretten Aar gammel fra sin Families religiøse Tro, led alt som Barn under Efterretningen om den polske Revolutions ulykkelige Udfald. Som Student lærte han Lenau[XLVI] at kjende, |524| hvem han omfattede med en Ynglings og en Discipels Begejstring. Han har fra sin Barndom af talt baade Czechisk og Tysk, og hans første Digtsamling »Kelch und Schwert[0011]« indeholder Udtryk nok for hans Kjærlighed til det bøhmiske Sprog, som han stiller ved Siden af det polske og hæver paa det russiskes Bekostning. Dog følte han sig overfor Czechernes politiske Sympathier med Rusland og deres Had til alt Tysk kun som Tysker.
I »Kalk og Sværd[0012]« (1845) er Hartmann[XLVII] nærmest Bøhmer. Allerede det lille Digt siger det, der er stillet foran som Motto:
Som man ser, han føler sig nærmest som Hussit i det Land, hvorfra Huss’s[XLVIII] befriende Lære er fortrængt, og han omfortolker Spørgsmaalet om Kalken i Nadverens Sakramente, det gamle bøhmiske Kampspørgsmaal, i moderne, ja i Feuerbachsk Aand. I et Digt om de tyske Frihedssange lader han Tysklands Lyrikere høre, at Sangen ikke er den rette Hammer til at sprænge et Fyrstehjerte og at Fri|525|heden er som en Kvinde: den vindes ikke ved Ord alene. For Polakkerne føler han som var han selv Polak. Man ser, at han elsker en ung polsk Dame og gjennem sit Forhold til hende har han selv i sit Hjerte omdøbt sig til hendes Landsmand. Digtet »An C ... a[0013]« er et af de skjønneste, som Samfølelsen med Polakkerne udenfor Polen har skabt. Hartmann[XLIX] kan nu og da blive vidtløftig og i Udtrykket dagligdags. Men hyppigst er hans Form concis, hans Stil dramatisk og han har Evnen til uforglemmeligt at brænde en Scene ind i Læserens Sind. Man læse f. Ex. Digtet »Die Drei[0014]«, om de tre Fordrevne, der mødes hos en Pustavært paa en Slette i Ungarn og som i Nattens Stilhed sidde tause ved deres Vin, indtil En hæver sit Glas og udraaber: For Fædrelandet! Den Første af de Fremmede er Zigøjner, den Anden er Jøde, den Tredje er Polak. Et Fædreland har Ingen af dem, og alle tre sidde stumme ved deres Bægere efter Skaalen.
Lidenskabeligere endnu end Polen beklages Bøhmen[m], »den stakkels Hjort, som forbløder sig dybt inde i en Skov«. Kun Musiken er levnet Bøhmerne, den vækker med sin Blidhed Medlidenhed med dem overalt, den synger og sukker og smelter Hjerterne med sine hemmelighedsfulde Melodier. Paa denne første Digtsamling allerede passer det Ord, som Digteren har sagt om sig i den følgende: Der er ingen Sang deri, som ikke Friheden, den skjønneste og ædleste af alle Muser, har kysset |526| paa Panden. Derfor allerede her det aabne Had til Metternichs[L] Østerrig, dette Østerrig, som han senere i 1848 i sin »Reimchronik des Pfaffen Mauritius[0015]« skulde stemple som Folkenes Bastille[n], indenfor hvis Mure Dødens Taushed hersker, alene brudt af Lænkernes Raslen.
Den Opsigt, som »Kelch und Schwert[0016]« vakte, lukkede Fædrelandet for Hartmann[LI]. Han havde forsyndet sig mod Østerrigs Love allerede ved i Udlandet at udgive et Skrift, der ikke havde været underkastet østerrigsk Censur, og maatte, hvis han vendte tilbage fra Leipzig[o], hvor han nogen Tid havde opholdt sig og var traadt i Forbindelse med Mænd som Kühne[LII] og Laube[LIII], risikere en Arrestation allerede paa Grænsen. Men han modstod ikke Lysten til at gjense sin Moder, og vandrende ad Snigveje naaede han til sit Fødested. Han ankom lykkeligt, men da hans Komme ikke kunde holdes skjult i Landsbyen og en Forræder angav ham, nødtes han efter faa Dages Forløb til at flygte ad en Bagdør, netop som Gendarmerne trængte ind i Huset. I Digtcyklen »Heimkehr und Flucht[0017]« i Samlingen »Zeitlosen[0018]«, hvor han har skildret dette ungdommelige Vovestykke, har han i disse stolte Ord malt sit Væsen:
I Anledning af den Prolog, som Hartmann[LIV] reciterede ved Schiller[LV]festen i Leipzig[p] 11. November 1847, en Fest der i Virkeligheden var en Demonstration for Pressens Frihed, blev han anklaget for Højforrædderi og for Fornærmelser mod Kejseren af Østerrig. Saasnart i 1848 Revolutionen udbrød, ilte Hartmann[LVI] til Prag[q]. Han blev med to Venner, af hvilke Alfred Meissner[LVII] var den ene, sendt som Deputation til Wien[r]. Med udsøgt Humor har han beskrevet sin Audiens hos Kejserens Broder, Erkehertug Franz Karl[LVIII], der modtog i den syge Kejsers Sted og ikke begreb et Ord af det Hele
Under Urolighederne i Prag[s] var det Hartmann[LX], der, da Pøbelen en Dag forsøgte at storme Jødekvarteret |528| og hugge Indbyggerne ned, ved at løbe til Universitetet og selv bevæbnet faa en Flok bevæbnede Studenter til al følge sig med Bajonetten i Haand, beskyttede Kvarteret mod de rasende Folkemasser, til Grenadererne kom den lille Flok til Hjælp .I Frankfurter-Parlamentet stemte Hartmann[LXIII] med yderste Venstre; Tysklands Enhed som Republik var hans Formaal. Han talte sjældent, men blev meget bemærket, man kaldte ham Parlamentets smukkeste Mand. Kinkel[LXIV] beskriver ham paa den Tid som smuk, elskværdig, fast i sin Overbevisning: Østerrigerens sydlandske Indbildningskraft gav hans Tale Sving, hans tyske Dannelse gav hans Aandskultur dens solide Grundlag og med hans israelitiske Kosmopolitisme forenede sig en urokkelig Fædrelandskjærlighed, der gjerne udtrykte sig i stolte Ord. Fra først af deltog han med Begejstring i Parlamentets Forhandlinger. Senere, da de blev lige vidtløftige og golde og da Forsamlingen viste sin Afmagt til at grunde noget varigt Stort og Nyt, udsprang af hans Skuffelse det vittige og gribende Værk i Hans Sachs[LXV]’ske Vers: Rimkrøniken[0022]. Dog han var ikke blot en Digtningens men en Handlingens Mand. Under Sammenstødet i Frankfurt[t] den 18. September udsatte han hundrede Gange sit Liv for begge Parters Kugler, |529| idet han kastede sig ind mellem de Kjæmpende for at opnaa en Vaabenstilstand. Efter at Revolutionen var udbrudt i Wien[u], lod han sig med Blum[LXVI] og Fröbel[LXVII] sende som Deputeret fra Frankfurt[v] til den provisoriske Regjering for at udtrykke den Nationalforsamlingens Sympathier og traadte som simpel Soldat ind i Revolutionshæren. Da han som Frivillig en Dag under Wiens[w] fortvivlede Forsvarskamp mod Kroaterne havde indladt sig paa med den tilsyneladende visse Død for Øje at erobre en Mølle, hvortil Vejen blev beskudt fra Siden af i hele dens Længde, blev han paa Valpladsen valgt til Officier og Fører efter at Føreren var faldet. At han efter Wiens[x] Fald kunde undfly, skyldtes en højtstillet Dame, der interesserede sig for ham og skaffede ham et falsk Pas.† Han vendte tilbage til Frankfurterparlamentet og fulgte efter dets Opløsning den Del deraf, som protesterede, til Stuttgart[y], indtil ogsaa denne sidste Rest af Parlamentet sprængtes fra hinanden af Tropperne.
Man føler denne store Karakter overalt i Hartmanns[LXVIII] Værker, ogsaa i de Ungdomspoesier, som gaa forud for 1848. Selv Samlingen »Neuere Gedichte[0023]« fra 1847, der som Helhed ikke har nogen politisk Karakter, indeholder i Gruppen »Ost und West[0024]« lidenskabelige Forvarsler om det kommende europæiske Uvejr. Saaledes i det harmfulde Digt til Kongen af Preussen[z], i hvilket Hartmann[LXIX] protesterende mod Platens[LXX] og Herweghs[LXXI] tidligere |530| respektfulde Holdning slynger Kongen Skammen i Ansigtet for Polakkernes Udlevering til den moskovitiske Knut. Og saaledes i det gribende Digt »Hüter, ist die Nacht bald hin?[0025]« der er et eneste Utaalmodighedens Suk efter at Tidens nye Dag skal oprinde.
Og da nu Stemmerne fra Böhmen[aa] og Ungarn løftede sig i Samklang med dem fra Franken[ab] og Mellemtyskland, og da nu Tænkernes og Digternes Stemmer blandedes og klang i Kor, saa reves de unge Sjæle i Landet, alt som de vaagnede til aandeligt Liv, hurtigt ind med i Koret, stemtes om, indtil de stemtes revolutionært, de yngste, Triarierne paa Skolebænken, som den ældste Student, og saa hændte det sig, at man pludseligt læste ikke blot de oprørske Forfattere med oprørske Øjne, men ogsaa de andre, de godkjendte, de for længe siden døde, de neutrale eller konservative, og inddrak samme oprørske Stemning af dem.
I et givet Øjeblik forekom det Ungdommen, som om den hele Litteratur kaldte til Vaaben, ogsaa den forlængst klassiske Litteratur, der førte sit udødelige Liv i smukke Bind i Bogskabene. Thi i en vis Stemning læser man sig selv ud af alle Bøger.
Hvad havde han været, denne Schiller[LXXII], som man havde trykket dem alle i Haanden som Børn? hvad andet end en Oprører, hvis første Bog havde til Motto de bekjendte Ord om, at hvad Læge|531|midler ikke helbrede, det helbreder Jernet, og hvad Jernet ikke læger, det helbreder Ilden. Og stemmede vel Aanden i hans Værker paa noget Punkt med den kgl. preussiske eller kejserligt-kongeligt østerrigske Aand? — Hvad havde Goethes[LXXIII] Væsen i hans Ungdom været andet end himmelstormende Trods? Endte ikke selv hans Alderdoms Digtning Faust[0026] med Ønsket om at se et frit Folk staa paa fri Grund, og hvor maatte ikke han, som havde afskyet Frederik II’s[LXXIV] Berlin[ac], hade Fr. Wilhelm IV’s[LXXV]! — Og Hegel[LXXVI], der var begyndt som Revolutionær og død som Ultrakonservativ, af ham drog man alle de Følgeslutninger, han havde ladet ligge. — Og Feuerbach[LXXVII], der intet havde villet have med Politik at gjøre, hans filosofiske Nedsablen af Verdensstatens Hoved førte man over paa de jordiske Staters Omraade.
Ja, det trak op til Uvejr. Som ellers Svalerne, saaledes fløj nu Preussens[ad] og Østerrigs heraldiske Ørne lavt. Forgjæves søgte Fyrsterne at besværge Uvejret, som Fr. Wilhelm IV[LXXVIII] ved Indkaldelsen af en almindelig Landdag† i Berlin[ae] i April 1847. Han kunde efter sin Overbevisning ikke andet end aabne den med en Tale, i hvilken han trods alle virkelige og tilsyneladende Indrømmelser værgede sig netop mod at tilstaa det Afgjørende, som Folket fordrede af ham.
Ingen Magt paa Jorden, udraabte han, skal det lykkes at bevæge mig til at ombytte det |532| naturlige Forhold mellem Fyrste og Folk med et konventionelt, konstitutionelt, og aldrig vil jeg tillade, at der mellem Vorherre i Himlen og dette Land trænger sig et beskrevet Blad Papir for med sine Paragrafer at regjere os og erstatte den gamle hellige Troskab
.Tiden var omme. Man fordrede aarlige Parlamenter og fuldstændig Opfyldelse af de gamle Løfter fra 1815 og 1829. Jacoby[LXXIX], Heinrich Simon[LXXX], Gervinus[LXXXI] o. fl. gjennemkritiserede de kongelige Lovforslag og forkastede dem.
Og saa brød det løs. Først i Schweiz, i de radikale Kantoners bevæbnede Overrumplen af det jesuitisk sindede Sonderbund i November 1847 allerede, saa med afgjørende Magt i Paris[af], saa i alle Tysklands Hovedstæder og i mange udenfor Tyskland. Som Torden i en Bjergegn kastes tilbage fra Bjergvæg til Bjergvæg, saaledes fremkaldte Revolutionens Torden Ekko efter Ekko fra den ene europæiske Hovedstad til den anden i det gale og hellige Aar 1848.
højresiderne i kapitel 28 har i førsteudgaven klummetitlen »Den revolutionære Poesi.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
dvs. de mere samfundsbevidste af de tyske digtere og de værker, de skrev før revolutionen i marts 1848.
revolutionen i Tyskland brød ud i marts 1848.
(lat.) Se, hvilket menneske; de ord i den latinske bibeloversættelse, hvormed Pontius Pilatus præsenterede Jesus for folket ifølge Johannesevangeliet 19,5 i Det Nye Testamente; i bibeloversættelsen af 1992 gengives det som: Se, her er manden!.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 651): »Véd du det Land, hvor Knutten staar i Grøde, / saa Bagen maa af Kejsertroskab gløde, / hvor sin Avis man oversværtet faar, / saa prøjsisk Frihedsgift ej Folket naaer. / Véd du det Land? Derhen til dette Ly / gad jeg med dig, min elskte Censor, fly.« Første strofe af Friedrich von Sallets digt »Sehnsuchtsanfall. Inspirirt durch die Europäische Pentarchie«, trykt i hans Gedichte, 1835; versemål og form parafraserer Goethes digt »Kennst Du das Land, wo die Zitronen blühn« fra 1795 Sallet 1845:345.
siden antikken har en hunulv været byen Roms symbol. En levende hunulv blev holdt i bur på Capitolhøjen i byens centrum. Tilsvarende har byen Bern i Schweiz siden middelalderen haft en bjørn som sit dyr i byens våbenskjold.
Emil Aarestrups danske oversættelse af Friedrich von Sallets digt »Aut, aut« [fr. Enten-eller] Aarestrup 1976, 5:295.
to strofer af Friedrich von Sallets digt »Aut, aut« [fr. Enten-eller], trykt i hans Gedichte, 1835 Sallet 1845:419.
dvs. revolutionen i Tyskland i marts 1848.
i Ungarn brød en nationalt sindet revolution ud 15.3.1848.
dvs. i 1840'erne.
en folkelig national opstand i november 1830 i den russiske del af Polen; opstanden førte til dannelsen af en provisorisk regering, der styrede denne del af Polen indtil de russiske troppers indtagelse af Warszawa i september 1831.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 654): »Jeg, som kommer fra Husiterlandet, / tror, at jeg har drukket Gudeblod, / Helt mig fylder Kærlighedens Flod; / Floden er Guds Blod; min Sjæl dens Kalk! [i kursiv] // Jeg, som kommer fra Husiterlandet, / tror på Ordet, som er vordet Kød, / tror, at Tanker giver Lansestød, / og at Ordet er et helligt Sværd [i kursiv].« De to strofer er sat som motto i Moritz Hartmanns digtsamling Kelch und Schwert, 1845 Hartmann 1874, 1:2.
der sigtes til det femte digt i Moritz Hartmanns digtcyklus »Böhmische Elegien«, trykt i hans digtsamling Kelch und Schwert, 1845 Hartmann 1874, 1:60.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 656): »Da Forræderiet mig op havde snuset, / og Vagt passed paa, at jeg ikke rømmed, / da skælved min Moder, som havde mig huset; / i Taarer min Søsters Øjne svømmed. / Jeg sagde: Græd ej, til Fasthed tving dig! / Vi maa skilles og gaa til forskellige Kanter, / og da Faren nu atter hvisler omkring mig, / i Flammerne bli'r jeg til Salamander. // Jeg fødtes til Farer, jeg leved i Farer, / bestandig har paa min Vej de luret / som Landevejs-Stimænd i mørke Skarer; / dog Frygt har aldrig min Pande furet. / Til Farer udset jeg har dem anet, / de har mig kær som Løven sin Mester; /Ja, jeg har Farerne til mig manet / som Aander, der tjener Trolddomspræster.« Af Moritz Hartmanns digt »Die Flucht«, del af hans digtcyklus »Heimkehr und Flucht«, trykt i digtsamlingen Zeitlosen, 1858 Hartmann 1874, 1:334-335.
nyheden om Februarrevolutionen i Paris udløste fra den 27.2.1848 tilsvarende folkelige aktiviteter i flere af de tyske stater og blev dermed begyndelsen til Martsrevolutionen i Tyskland.
tilløbene i marts 1848 til national opstand og revolution i Prag blev slået hårdt ned af kejserlige tropper.
i 1848 var den frie tyske nationalforsamling trådt sammen i Paulskirken i Frankfurt am Main, hvor de delegerede blandt andet drøftede et forenet Tyskland.
denne dag forsøgte en ophidset menneskemængde i Frankfurt at bryde ind i den tyske nationalforsamling i Paulskirken; efter at være trængt tilbage af soldater, forsøgte oprørerne at bygge barrikader i gaderne. Sammenstødet kostede 80 oprørere livet.
måske en skrivefejl for tertianerne, dvs. elever i tredjeøverste klasse.
bogudgaven af Friedrich Schillers skuespil Die Räuber, 1781, indledes af dette motto, som tilskrives den oldgræske læge Hippokrates; hos Schiller lyder den (latiniserede) aforisme: »Quæ medicamenta non sanant, ferrum / sanat, quæ ferrum non sanat, ignis sanat Schiller 1988, 2:12.
af kong Friedrich Wilhelm 4. af Preussens tale 11.4.1847 i Berlin ved åbningen af Landdagen (der erste vereinigte deutsche Landtag).
den preussiske »Verordnung über die zu bildende Repräsentation des Volkes« af 22.5.1815 rummer en række løfter om snarlig dannelse af lokale folkelige repræsentationer; noget lignende gælder »Ablösungsordnung« fra juli 1829.
(ty.) særforbund. I 1845 var syv katolske kantoner trådt ud af det schweiziske statsforbund og havde dannet et såkaldt Sonderbund med det formål at forsvare sig militært imod radikale oprørere. I 1847 blev landets forbundshær sat ind imod Sonderbund, der samme år kapitulerede.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik