Det dybeste Særkjende for hvad der beholdt Navnet af Bevægelseslitteratur i Fyrretyverne er at den intet, slet intet Forhold har til det officielle Tyskland. Det er det, som udgjør dens Styrke og som har meddelt den sin Friskhed. Ved det officielle Land eller Folk maa ikke her forstaas en lille afgrænset Verden, en Ting for sig, som hvis man vilde sige Hof- og Regjeringskredse, nej hele den Del af Folket, der under normale Forhold synes at være det hele Folk — alt det, som stempler hvad der udgaar fra Folket med det nationale Mærke, og som har stemplet alle Folkets Fortidsbedrifter med det samme Præg. Med alt dette, som en senere Tid har kaldt Dannelsesfilisteriet, |500| staar Folkets repræsentative Mænd i dette Tidsrum slet ikke i nogen Berøring. En tilsvarende Gruppe af Personligheder og Digtninge findes da ikke indenfor de tre nordiske Landes Litteratur. I Norden blev selv den oppositionelle Studenterlyrik efter ganske faa Aars Forløb officiel. De ypperste tyske Digtere i dette Tidsrum er uafhængige eller gjøre sig uafhængige af det officielle Tyskland og bære mandigt Følgerne deraf.
Blandt dem, der gjør sig uafhængige, er Freiligrath[I]† interessantest. Han fødes i Detmold[a] 1810; han er Westphalens[b] blonde, blaaøjede Søn, svær og robust med sin tykke Manke. Han er et Skolelærerbarn, der mod sin Lyst opdrages til Kjøbmand, men som skylder Kjøbmandsstanden sin Frihed for klassiske Reminiscenser, sin Dannelse ved moderne Litteraturer alene, sin Sans for de fjerne Egne og Klimater, som Verdenshandelen bringer i indbyrdes Forbindelse, og sin Aands afgjort moderne Præg.
Freiligrath[II]† er ikke som hans Forgjænger i den politiske Poesi, Hoffmann von Fallersleben[III], kun en frugtbar Visedigter, han er en sand, beaandet Poet. Hoffmann[IV], der havde studeret de gamle tyske Folkeviser og som selv var en naiv, folkelig Sjæl, var uudtømmelig i sin melodiske Polemik mod Junkervæsen og Bureaukrati, men han gjentog sig med Folkedigterens Ensformighed. Freiligrath[V]† har skrevet forholdsvis Lidet, men hvert Digt af ham har sin Individualitet. Han er |501| paavirket af den nyere franske og engelske Poesi, af hvilken han har leveret saa talrige og saa ypperlige Oversættelser, og han debuterer som beskrivende Poet af Victor Hugos[VI] Skole, men han udvikler hurtigt sit eget Præg. Han har i meget høj Grad to Egenskaber, som sjældent findes forenede: Evnen til det Maleriske og Følelsens Inderlighed. Den første Evne bringer ham til at fremstille Æmner fra fremmede Verdensdele med glødende Kolorit, den anden bryder frem, hvor han er Hjemlandets og Huslivets Sanger. I hans politisk-revolutionære Periode blev Inderligheden til mægtig Pathos og Evnen til anskuelig Udmaling gik ganske i Vredens, Kamplystens og Indignationens Tjeneste.
I sin Ungdom (1831) modtog han i Amsterdam[c] dybe Indtryk af Havet og af Skibsfarten. Han fulgte i sine Drømme med de mange Skibe, der gled ud af Havnen for at sejle til Afrika, til Indien, til Tyrkiet, til Amerika. Saaledes opstod Lysten til at skildre disse Landes Natur, som han saa den for sig i sin Fantasi, og Hugo’s[VII] »Les Orientales[0001]« gav ham ikke blot Anvisning paa de Farver, hvormed saadanne Stoffer skulde behandles, men paa selve den metriske Form. Han alene af tyske Digtere forsøgte at tilegne sig Franskmændenes Alexandriner, det i Tyskland foragtede Versemaal, og hævde dets Skjønhed — underligt nok manglede han med sin ellers udviklede metriske Sans i den Grad Øre for dets Ejendommelighed, at han bestandig |502| gjengiver det ved rene Jamber, hvad Tyskerne efter ham er vedblevne med, selv efter at denne Gjengivelsesmaade forlængst er opgivet i Norden.
Der var en Længsel ud over Verdenshavet i hans Sind. Som Modsætning til tysk Tagkammerpoesi gav han — fra sit Kammer af — Billeder fra Afrikas Ørkener og Amerikas Urskove. Han attraaede tropisk Lokalfarve, undertiden med Held, undertiden smagløst, han virkede sprogligt især ved nye, besynderlige Rim, Rim paa prangende og rungende Fremmedord som »Sykomore«, »Tricolore« og deslige. Hans Vers lignede levende Kolibrier, naar de var bedst; udstoppede Kolibrier, naar deres Pragt blev livløs.
Men denne afrikanske Freiligrath[VIII]† er ikke den bedste. Den nationale† og frisindede Freiligrath[IX]† er mere værd. Da Herweghs[X] politiske Udfordring havde vakt ham, gik han ind i sig selv, gjorde sig naivt og† ærligt Rede for sit Væsens ham selv endnu ikke helt bevidste Sympathier og Tendenser, fandt i sit Væsens Dyb en Frihedstrang, som intet kunde tøjle, og en Medfølelse med Undertrykte, som kunde slaa over i Had og rystende Harme. Hans Genius slog ind paa den revolutionære Vej og gik i Stormskridt ad den, indtil den slog sine Vinger ud og fløj. Og fra Digterens Læber klang Marseillaiser[0002]. O disse Hymner af Freiligrath[XI]† fra 1848, det er Begejstringen selv, den begejstrende Begejstring; der er en |503| Vildskab, en Tro, en revolutionær Religiøsitet, en flammende Ironi, en jublende Sejersrus i de første af dem; den ædleste Fortvivlelse, sublim i sit Udtryk, i de sidste.
Men ogsaa de Digte, der gaa forud for Revolutionen og ophidse til den, ere læseværdige. Saaledes Samlingen »Ḉa ira[0003]« fra 1846. I hvert af de Digte, hvoraf den bestaar, er der et enkelt anskueligt Billede gjennemført. I det første lægger et Fartøj ud fra Land, dets Navn er Revolution; det er den sorte Brander, der kaster Raketter i Kirkens skinhellige Yacht og saa retter sine Kanoner mod Rigmændenes Sølvflaader. I et andet fremstilles med et Motiv, der er laant fra Thomas Moore[XII], Despotiet som Ispaladset, der ved Foraarstid vil knage, briste og smelte
. I Digtet »Wie man’s macht[0005]« skildres med smittende Lidenskab Stormen paa et Tøjhus i en Hovedstad, dramatisk,† levende, saa man ser den for sig, er som med i den. Alt som Revolutionen, han forudaner, kommer nærmere og nærmere, bliver hans Digtning mere og mere præsent. Han skildrer en Rhindamper, der har Kongen og Dronningen af Preussen[d] ombord. Den Damper minder om det tyske Samfund. Oppe paa Dækket nyder Selskabet den friske Luft, det klare Sollys, de skjønne Rhin[e]landskaber; men nede ved Maskinen staar Proletaren som Maskinist |504| og Fyrbøder, Herre over den Vulkan, der driver Skibet frem og holder det i Gang. Et Ryk, et Slag af ham, og den hele Bygning styrter sammen, hvis Spidse Kongen er; Dækket brister, Flammerne slaa i Vejret — dog du vrede Element, idag endnu ikke! — Men i et Digt som »Freie Presse[0006]« foregriber Digteren Begivenhedernes Gang: Oprøret skal bryde ud; endnu én Dag og der skal kjæmpes i Gaderne. Ejeren af Bogtrykkeriet taler til sine Folk. Til Skud behøves Bly, men Folket mangler Munition, nu gjælder det da at støbe alle Alfabeterne sammen til Kugler, og snart flyder og hvisler den glødende Masse i Kugleformerne. Tiden er saadan, at kun som Kugler kunne Typerne nu befrie Menneskeheden.Det unge Tysklands Dage var forbi, men det var som om Tyskland nu selv var blevet ungt. —
En Modsætning til Freiligrath[XIII]† danner Robert Prutz[XIV] (født i Stettin[f] 1816) ved sin Dannelses Soliditet. Han er en kritisk, historisk og filosofisk dannet Aand, der har forsøgt sig i mangfoldige Retninger, men dog kun som politisk Digter har blivende Betydning. Han var fra først af en ildfuld Medarbejder af Ruges[XV] Halle’ske Aarbøger[0007], og blev tidligt ramt af Landsforvisningsstraf. Han er Feuerbachianeren som Digter. Han kan blive lidt tør og fantasiløs i sin politiske Lyrik, der gjerne vel nøje holder sig til Sagen; men hans paa én Gang ædru og begejstrede Frihedskjærlig|505|hed tiltaler. Den, der engang har faaet ham kjær, vil holde helt af ham, vil selv sætte den største Pris paa hans senere, for Sensualisme dumt forkjætrede Digtsamling »Aus der Heimath[0008]«, som han kun ikke skulde have havt den utrolige Smagløshed at tilegne sin Frue.
Det Værdifuldeste, han har frembragt, er »Den politiske Barselstue[0009]« (Zürich[g], 1845), et lille aristofanisk Mesterværk, i hvilken det er lykkedes Prutz[XVI], denne varmeste Beundrer, Holberg[XVII] har havt i Tyskland, at sammentrænge den yngre Generations Vid og Spot, dens hele Stræben og alle dens Forhaabninger.
Det var naturligt for denne klassisk dannede Digter at optage Aristofanes’s[XVIII] Form; uheldigvis har han holdt sig for nær til den. Stykket er derved blevet en Juvel for en udsøgt Læsekreds istedenfor at afgive Næring for Folket. Dette Stykke er en forhaabningsfuld ung Drømmers Værk: hans Tro paa en straalende Fremtid for Tyskland var fuldt saa levende og mægtig som hans Glæde ved den ironiske Nedbryden af det Affældige og Faldefærdige; naar de burleske Figurer og Indfald her fremtræde som paa en idealistisk Guldgrund, saa er det, fordi Digteren ser Fremtidssolen stige og skinne bag dem.
Dramet foregaar i og foran en Doctors Hus, der er en Art privat Fødselsstiftelse, hvor unge Damer af de højere Stænder undertiden ty hen. |506| Men i den seneste Tid gaar Forretningen ikke for ham. Han havde gode Dage, da Pietismen endnu florerede i Königsberg[h]; thi Guds Velsignelse var mægtig i de Fromme og de mange gudelige Omfavnelser satte Frugt, men siden Statskirken nu er optraadt fjendtligt mod Pietismen, staa hans Kamre tomme. Han véd snart ingen anden Redning end at blive Medarbejder ved den preussiske Statstidende; thi hvem der ikke kan bruges til andet, han finder sit Brød ved den Avis. Hans Tjener Kilian[xix] sulter og kræver Mad. Doctoren tilraader ham at lade sin Mave exstirpere og tager allerede Kniven frem. Saa vil han aldrig sulte mere, og hvilke Fortjenester vilde han ikke indlægge sig af Menneskeheden, hvis han kunde afgive det levende Bevis for, at Operationen lod sig udføre! Thi hvad er den Klippe, hvorpaa nutildags Dyden strander? Hvorfor tog Freiligrath[XX]† imod Pension? Hvorfor lod Dingelstedt[XXI] sig brændemærke? Maven var det, Altsammen for Mavens Skyld.
Men i det Samme nærmer sig forklædt som Tigger Hr. Fiffikus (Schlaukopf)[xxii]. Han deklamerer i Niebelungenlied[0010]-Stilen noget Patriotisk om Cheruskeren Hermann[XXIII], samler ind til Statuen for Nationalhelten, og da Doctoren er uforsigtig nok til at kalde denne en Fugleskræmsel, en væmmelig Skildvagt med et Lærkespid, erklærer Fiffikus[xxiv] ham, at han skal komme til at undgjælde derfor med tolv Aars Tugthus i det Mindste. Da de komme |507| i Haandmænge, beholder Doktoren Hr. Fiffikus’s[xxv] falske Næse i sin Haand, og gjenkjender i ham sin Ungdomsven, forhenværende Socialist og Frihedssanger, Republikaner og Kongemorder, nu forfremmet til virkelig Geheime-Kongelig-Liv-Spion. De kaste sig i hinandens Arme, og Fiffikus[xxvi] meddeler sit Ærind, dog først efter at have forvisset sig om, at Doctoren ikke nærer nogen generende eller oprørsk politisk Tro. Da denne, som ser, hvilken mægtig Mand han har for sig, knælende har forsikret, at han ikke troer paa nogetsomhelst andet end det, at Thalerstykkerne ere runde, saa rykker Fiffikus† ud med Hemmeligheden: »Tyskland, Fædrelandet, Luthers[XXVII] og Friedrichs[XXVIII] Tyskland, Dronningen med de blonde Lokker, er svanger.«
Doctoren† er lidt vantro. Kunde det ikke være Vattersot, opstaaet ved alle de nystiftede Afholdenhedsforeninger? — Nej, hun er frugtsommelig, og det eneste Underlige er, at det ikke har staaet at læse i Aviserne, der ellers altid meddele, naar Sligt times Dronninger eller Prinsesser. — Og nu bringer Fiffikus[xxix] den saliggjørende Nyhed, at Doctoren som erfaren Accoucheur er udseet til Germanias[xxx] Læge. Han og ingen Anden skal forløse hende. Han danser af Glæde, fordrer en Appanage og en Orden til Løn, beder den Anden hente Damen; men se — der er hun allerede.
Trælle, der viser sig at være det retløse Folk, bære hende ind i en gylden Stol. Hun er |508| en Blondine med fedt, venligt Ansigt, bred Mund, vandblaa Øjne. Som Germania[xxxi] bliver hun hilset, fejret, besunget. Men af en fortrolig Samtale mellem Fiffikus[xxxii] og hende erfare vi, at hun aldeles ikke er det, hvorfor hun gjælder. Han udspørger hende, om hun virkelig er i velsignede Omstændigheder; hun svarer, at han selv bedst maa vide det, han og de Andre, han har ført til hende. Fra Gaden har han trukket hende op og dresseret hende til hendes Rolle. Den officielle Germania[xxxiii] er hun — og hun har gjort Alt, hvad de fiffige Hoveder befalede hende at gjøre, hun har nikket og knælet og plapret Bønner paa Kommando. Saaledes er hun nu ogsaa paa Kommando bleven frugtsommelig. — Han udskjælder hende, truer hende med Prygl; hun haaner ham og truer paa sin Side med at løbe sin Vej, saa kan han se, hvor han atter faar en Germania[xxxiv] fra.
Men i Nattens Mulm og Mørke er en fremmed, ubekjendt Kvinde traadt frem paa Gaden udenfor Huset, jaget og fordrevet som hun er. Hun har ingen Plet, hvor hendes banlyste Hoved tør hvile. I en Vellystrus, siger hun, slumrer nu paa Silke den, man i mit Sted har ophøjet og som frækt lader sig kalde ved mit Navn, medens jeg, den Ægtefødte, lig en Tiggerske maa skjule mit Dronninge-Aasyn i Nattens Mørke. Vær du min Hovedpude† , o Sten! Paa Sten ligger jo ogsaa som dets Dronning mit Folk. |509|
Da ved Nattetid pludselig En raaber: Germania[xxxv]! svare paa én Gang Barselkonen i Huset og den fremmede Kvinde ude paa Gaden. Og da Larm og Forvirring derved bryder ud, saa Gendarmerne komme til, bliver det undersøgt, hvem af de to det er, der har tilegnet sig et fremmed Navn. Visselig ikke jeg, tilraaber den Ubekjendte Hr. Fiffikus[xxxvi]. Hun hævder, at det er ham, som har ranet hendes Navn for at smykke sin Bolerskes frække Pande dermed, og hun slutter: Skjændsel over Jer begge! Jeg alene er den virkelige, den rette Germania[xxxvii]. — Kilian[xxxviii] kan ikke faa i sit Hoved, at hun, saa mager, saa slank, skulde være den Rette. Trællene derimod føle hendes Stemmes søde Klang trænge helt ind i deres Hjerte. Diplomaten Fiffikus[xxxix] alene holder Contenancen vedlige:
Paa denne Sammenligning mellem Rivalindens Herlighed og hendes egen Fattigdom svarer den fremmede Kvinde med Højhed:
Og Trællene bøje sig for den fremmede Kvinde, der ikke kommer i en Dronnings Purpur men i sønderrevne Klæder som de selv, og de spørge hinanden, om ikke hun er den ventede Frelserinde, der vil slaa deres Aag i Stykker og slynge Frihedens Lyn ud i den søvndrukne Verden. Dog nu blive begge Kvinder opfordrede til at legitimere deres Rettigheder, og Fiffikus[xl], som udbryder: Dette gjælder en Kamp for Legitimitetsprincipet, soufflerer sin Dame.
Og den officielle Germania[xli], den fede Blondine, som tilsyneladende bærer Landets Fremtid under sit Hjerte, som praler dermed og af den Grund fordrer Ærefrygt og Skaansel, istemmer sit Levnetsløbs Litani: Hvorledes hun i den graa Oldtid laa paa Bjørnehud i Skoven og til skummende Mjød aad Olden og Agern — Olden og Agern, raabe Doctoren, Kilian[xlii], Fiffikus[xliii]: Det er hende! Hun† for|511|tæller, hvorledes hun blev sendt i Skole hos Klerkene, fik Næsen trykket tæt ind imod Krucifixet, blev kristelig-germanisk, doterede Klostre, byggede Kirker, kyssede Pavens Tøffel osv. — og Koret svarer: det er hende! Hun meddeler, hvorledes hun derefter udviklede sig fredeligt, lod Enhver, der vilde, give hende Næsestyvere, indtil hun har bragt det saa vidt i Loyalitet, at naar Herren blot fløjter, saa kommer hun, staar Skildvagt, apporterer Stokken — »kort sagt: Jeg er den fuldkomne Pudel.« — Og Koret jubler: Det er hende! Saa slutter hun: Om Gud og Kongen vil, skal det ogsaa for Fremtiden blive saadan ved. Nu er jeg, som I seer, frugtsommelig efter ministeriel Anordning. Forsvarer mig da nu! I Gendarmer, anerkjender mig som den eneste Germania[xliv], som tysk Fuldblod, og stoler paa, at jeg til Gjengjæld nok skal opdrage min Sønneke til Gendarm!
Gendarmerne finde, der er Fornuft i den Tale, og Fiffikus[xlv]† triumferer allerede over, at Landstrygersken er forstummet. Men hun svarer: Hun indrømmer, at hun ikke forstaar sig paa Selvros, ogsaa har lidet at rose sig af, da al hendes Udsæd ligger i Fremtiden. Det vil jeg tilstaa — siger hun — at hun dèr ganske vist er et Tyskland, et ægte, Regjeringstysklandet, det officielle Tyskland, Forbundsdagstysklandet — men sandelig, hun er ikke Folkets Tyskland, det kjender ikke hende, det bryder sig lidet om hendes lange, |512| raadne Stamtræ. Og hun anraaber de lænkebundne Trælle om at komme hende til Hjælp og erkjende hende for den, hun er. Men i det Samme gribes den anden Germania[xlvi] af heftige Veer. Med en Explosion sprænges hun som en Bovist, springer i Luften og er borte, og af al den Røg, som derved udbreder sig over Scenen, udfolder efterhaanden Taageskikkelser sig som valfartende Munke, Romantikere, der lovsynge den hellige Middelalder, Gjæs, der sørge over, at Svaneordenen endnu ikke er færdig, og moderate Frisindede, der istemme Omkvædet:
Da bryde Trællene deres Lænker, kaste sig ned for den fremmede Kvinde og hylde hende som den sande Germania[xlvii], den endnu jomfruelige, men som engang vil blive Moder til Fremtidens Hersker.
Sindbilledet er kraftigt og smukt. Og det var sandt. Ikke det underkuede og søndersplittede Tyskland, der dengang blev udskreget som det frugtbare og fremtidsrige, men de dengang forfulgte og forhaanede Friheds- og Enhedsbestræbelser fødte det tyske Riges Fremtid. Kun virker det en Smule forstyrrende, at den sande Germania[xlviii] slet ikke har nogen Fortid, slet ikke har noget Stamtræ, men at al hendes Kraft og Herlighed skal ligge i Fremtiden. Tanken om et saadant |513| historisk Brud havde for hin Tid en Mulighed, ja en Sandsynlighed, som den ikke har for vor.
Men saa meget var i dette radikalt polemiske Digt fuld Sandhed, at det officielle Fædreland allevegne tilraner sig Alt, hvad Folkets Snille i Fortiden har frembragt, og alle dets gamle Storheder, om endog disses Liv var en uafbrudt Kamp imod det. Selv dem, det landsforviste eller holdt i Fængsel eller halshuggede — deres Portrætter har det om Halsen. Og til alle Tider siges det, at det officielle Fædreland bærer Fremtiden i sit Skjød. Det gives ikke blot til enhver Tid ud for at være Nutiden, idet Alles Existens er knyttet til dets Bestaaen, men det bærer, siges der, den nye Tid under sit Hjerte, og det fordrer den Skaansel, den Nænsomhed, som vises en frugtsommelig Dronning. Og altid gives der for de Tænkende i et Folk paa samme Tid et andet Fædreland, et ikke anerkjendt, et fornegtet. I Nationalfarverne klæder det sig ikke, og Nationalsangen istemmes ikke, hvor dets Nærhed spores. Det er tilstede overalt, hvor der føles og handles i den Aand, som var Landets ypperste Mænds. Det hyldes af Folkets hele tænkende Ungdom. Den menige Mand er det nærmere end Landets officielle Magthavere. Fremtiden tilhører alene det. |514|
højresiderne i kapitel 27 har i førsteudgaven klummetitlen »Den revolutionære Poesi.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
dvs. i 1840'erne.
hentyder til digtet »Fable I: The Dissolution of the Holy Alliance« i Thomas Moores Fables for the Holy Alliance, 1823.
dvs. at mønter er runde. En thaler er en stor mønt af fuldlødigt sølv, på dansk kaldet en daler.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 645): »Saa luk dog kun en Smule Jere Øjne op. / I har kun nødigt denne her og hin at se, / saa er det øjensynligt, hvem den Rette er. / Hin klædt i Pjalter, denne i en Silkedragt. / Den ene mager, bleg af Sult, en Skygge kun, / selv Tiggerske til fattigt Tiggerfolk forvist; / den anden statelig og før og yndefuld / i høje Herrers ærefulde Selskab staar / og, som I ser, med Livsfrugt rigt velsignet er.« En replik af Schlaukopf (af GB oversat til Fiffikus) i 3. akt af Robert Prutz' komedie Die politische Wochenstube, 1845 Prutz 1845:135.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 645): »Spot du mig kun! I mine Vunder lægge du / de blodbesudlede, tyvesmidige Fingre kun! / og spyt paa mine Pjalter, ros dig kun deraf, / da Kvinde jeg, landflygtig, fattig, hjemløs er, / du véd det allerbedst, hvis Haand mit Blod udgød / og hvem der af mit Hoved Kronen revet har. / [...] / Du bygged hende et Palads, et Fængsel mig. / Af dine Bødler hun blev smigret, jeg forfulgt. - / Men dig, du Skyggedronning, dig, der skælvende / men fræk mit Navn at rane vover, siger jeg: / Bort! skjul dig! Røm den Plads, der ene sømmer sig / for mig! Thi vid: Jer Herskerinde det er jeg.« Sammensat citat af Robert Prutz' komedie Die politische Wochenstube, 1845, 3. akt Prutz 1845:135-137.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 647): »Altid langsomt afsted! altid langsomt afsted! / At det prøjsiske Fremskridt kan vinde med!« Af Robert Prutz' komedie Die politische Wochenstube, 1845, 3. akt Prutz 1845:147-148.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.