Saaledes sang Freiligrath[I]† i Februar 1848 faa Dage efter Revolutionen i Paris[g]. Der gik en lang, smertelig og dog lindrende Trækning igjennem de tyske Lande. Det var som om Europa havde faaet Luft, som aabnedes en Rude. Det var som om den eneste Magt, der gjør Mirakler, Exemplet, tvang de tyske Folk til Efterligning, til Handling. |534| Og samtidigt virkede Angsten for, at Absolutismen nu skulde vove sit sidste Skaktræk, erklære Tyskland for truet ved Revolutionen i Frankrig og føre Preussens[h] og Østerrigs Folk mod den franske Republik.
I Østerrig var den aandelige Underkuelse paa sin Højde. I 1846 havde den Metternichske Regjering endog ladet Kejser Joseph II’s[II] Hjerteudgydelser[0001], samlede af en landsforvist Patriot, opføre blandt de forbudne Skrifter. Og nu bragte Urolighederne blandt Østerrigs italienske Provinser, som truede den østerrigske Statskredit og den hele østerrigske Industri med umaadelige Tab, Forbitrelsen over Metternichs[III] Regimente til et Højdepunkt. Det afgjørende Nederlag, han i Schweiz havde lidt ved Sprængningen af det jesuitiske Sonderbund, som han af al Magt havde støttet mod de Radikale, havde bibragt Troen paa hans Uovervindelighed det sidste Stød. I Preussen[i] havde netop bureaukratisk Misregjering i en enkelt Provins afstedkommet frygtelige Følger. Maaneder igjennem havde Hungertyfus raset i Schlesiens[j] elendigt stillede Arbejderbefolkning, uden at man fra oven af havde skredet ind. Langs Landevejene laa Døde og Døende i Hundredevis og raadnede. I Hytterne laa i Januarkulden ensomme Mennesker og døde Hungersdøden, eller nøgne Børn, der langsomt forsmægtede over Forældrenes Lig; thi blev Nogen angreben af Sygen, var der ikke Tale om Hjælp, |535| da det af de ganske uvidende Kommuneforstandere var blevet forbudt at træde ind i et smittebefængt Hus for at Smitten ikke skulde udbrede sig videre. Imedens lod Regjeringens Tilsynsmænd sig kun se for med Haardhed at inddrive Skatterne, og da Overpræsidenten angrebes for, at fra August 1847 til Slutningen af Januar 1848 Intet var sket til Lindring af Nøden, svarte han, at Ingen formelt havde ansøgt derom.
Under saadanne Forhold havde Borgerstandens politiske Førere let ved at rive deres Standsfæller med sig, og i Haab om forbedrede Vilkaar og i Had til den herskende Politivilkaarlighed fulgte Arbejderstanden overalt i Borgerstandens Spor.
Den nulevende Slægt forstaar ikke mere 1848’s Stemning. Den Stemning, som dengang i Danmark greb alle Sind, er ikke engang typisk. Vel var den en Sindstilstand af national Selvopholdelsesdrift og Stolthed som andensteds. Men i Europa rejste Folkene sig i Oprør mod legitim Fyrstemagt og Tvangsret. I Danmark slog man et Oprør ned i Kraft af legitim Fyrstemagt og krænket Nationalfølelses Tvangsret. Der var ingen oprørsk Stemning i de Danskes Sind; de sloges for gammel Ret, ikke for nye Tanker.
Men Europa over rejste de undertrykte Folk sig. De vidste, hvor længe de ikke havde oplevet andet end Ondt, ikke seet andet triumfere end Uret, Vane og Løgn. Det Virkelige og det |536| Afskyelige var noget nær blevet dem enstydige Begreber; men de havde Tro, der kunde løfte Bjerge, og Haab, som kunde sætte Jordkloden i Skjælven. Forestillinger som Frihed, Parlament, national Enhed, Pressefrihed, Republik var dem magiske Magter; blot de nævnte disse Ord, bankede deres Hjerter som en Ynglings† ved det pludselige Syn af den Tilbedte.
De Fremadstræbende i den nulevende Slægt føle anderledes. De vide, at Dumheden er et rivende Dyr og det mest sejglivede af alle, at Fejgheden, Magtens flinke Slave, der springer paa dens Vink, er stærk som selve Modet, naar det gjælder at forsvare Fordele, hvorpaa den har Hævd, og de tænke, at det man kalder Fremskridtet er en syg Snegl. Fabelens naive Mand kjøbte sig en Ravn for at se, om det var sandt, at den kunde blive 200 Aar gammel. De Fremadstræbende i vore Dage vide forud, at hele den sorte Ravneredelighed, alle ravnesorte Løgne i alle store og smaa Ravnekroge vil overleve dem — hvor mange hundrede Aar er dem ligegyldigt. De have vel en sjælden Gang seet det Gode sejre, men aldrig hørt det anerkjende, at det var det, som for dem er det Gode, der sejrede. De have altid seet Sandheden først smædes, saa om muligt dødes, og hvis det ikke lykkedes — da kastreres og anerkjendes. De haabe derfor ikke meget. Mange af dem have dræbt Haabet i sig, som man exstirperer |537| en Nerve, der kan volde alt for megen Smerte. De ere blevne skuffede for tidt.
Hin Slægt i 1848 havde aldrig opgivet sit Fremtidshaab. Vel var den gjennem lange Tiders Tryk og Kval bleven vant til at se Brutalitet og Skinhellighed hovere, vant til aandeligt at leve i Halvmørke, men den troede paa det kommende Lys. Og nu saa den det pludseligt: først et Glimt, saa en Straale, saa en Flamme, saa den hele Horizont, saa langt Øjet naaede, ét Lyshav. For første Gang hørte Slægten rungende, højrøstede Stemmer uimodsagte kalde Friheden Folkenes Ret, og for første Gang saa den med undrende Øjne Magten, denne hidtil saa ubevægelige Masse, Undertrykkelsens og Usandhedens uhyre Bærer, sætte sig i Bevægelse som en Kjæmpe-Elefant, dreje sig, ryste sig, rulle sig, kaste dem, den bar, og bevæge sine Kjæmpefødder i den Retning, hvor den nye Tids frihedsbegejstrede og kampglade Mænd stode beredte til at kaste sig paa dens Ryg og drive den fremad for endelig engang at faa den hævdvundne Uret knust.
Det var især for de yngre Generationer et Moment uden Lige. Det var et Syn, som virkede berusende. De blev vilde deraf. De gav sig til at skrige, synge og juble, og under jublende Sang følte de Trangen til at rejse sig, slaa til, sætte Livet ind, ofre sig, om det saa skulde være, blot |538| de var med til at hylde og hidføre den Frihedens Dag, i hvis Morgenrøde de stode.
Vistnok fejrede de demokratiske Illusioner et Bakkanal. Vistnok herskede der en rørende Tro paa Folke-Instinktets Ufejlbarhed, og vistnok overvurderedes højligt Theoretikeres Evne til at løse praktiske Vanskeligheder. Men fra først af var Tilskyndelsen uimodstaaelig og Instinktet rigtigt. De, i hvis Sjæl der boede noget udmærket, bleve Førere, toge Befalingen uden Larm og Bram, og bleve adlydte ikke paa Grund af ydre Autoritet, men i Kraft af den Overlegenhed, Alle følte hos dem. Saadan de Par Dusin Studenter, som kommanderede paa Barrikaderne i Berlin[k]. Og mangt et saakaldt almindeligt Menneske viste sig nogle Dage af sit Liv som Helt.
Der var et Par Maaneder, hvor noget af det Skjønneste i Menneskeheden kom frem og straalte med overraskende Glans.
Det var i Østerrig, at den revolutionære Bevægelse begyndte, saasnart Efterretningerne om Februarbegivenhederne i Paris[l] naaede dertil. Den 3. Marts holdt Kossuth[IV] i den ungarske Rigsdag en Tale, der fordrede konstitutionelle Institutioner for alle Kejserdømmets Lande i et saadant Sprog, at denne Tale holdt Revolutionen baade i Pesth[m] og Wien[n] over Daaben. Den 11. Marts udgik en lignende Bevægelse fra Czecherne i Prag[o]; men allerede 6. Marts indgav den østerrigske Industri|539|forening et Andragende til Erkehertug Franz Karl[V] som den formodede Tronfølger om Fjernelse af Metternich[VI]. Man forlangte Pressefrihed, Skattebevillingsret, Delagtighed i Lovgivningen osv.
Nu fulgte, hvad man har kaldt Adressestormen. Hver Dag, ja hver Time indleveredes nye Adresser til Kejseren. Den 12. Marts fandt det store Studentermøde Sted paa Universitetet, hvis Resultat var en Adresse, som fordrede Presse-,† Lære- og Troesfrihed. Kejseren modtog den følgende Dag Deputationen, men gav et ubestemt Svar. Og under saa uforudsete Omstændigheder traf den 13. Marts, den Dag, da den nedre-østerrigske Stænderforsamling skulde aabnes, Regjeringen uforberedt. Folkemængden trængte ind i Stændersalens Gaard, Kossuths[VII] Tale blev læst højt under uendelig Jubel og Leveraab for Konstitutionen, og da en Flok trængte ind i Stændersalen selv, slog Møblerne itu og kastede dem ud i Hovedet paa Soldaterne, saa endog Erkehertug Albrecht[VIII], der kommanderede dem, blev saaret af en Træstump, svarede Militæret med en Dobbeltsalve, og den første Wiener-Revolution brød ud. De italienske Tropper skjød, men de østerrigske tog Bajonetterne af Geværerne under Befolkningens Glædesskrig, og Kanonererne ved Artilleriparken foran die Burg kastede sig foran Kanonerne istedenfor at skyde — som skrevet staar i et |540| Digt fra hine Dage (af Rick[IX]): das Lied vom braven Kanonier[0002]:
Da saa ud paa Aftenen Metternich[X] saa, at ingen Indrømmelser mere kunde nytte, takkede han af, der 40 Aar igjennem havde ledet Østerrigs Politik. Han flygtede forklædt i en af de kejserlige Vogne, i hvilke smudsigt Linned kjørtes til Vadsk. Kl. 9 samme Aften blev Militæret trukket bort fra Wien[p] (som en Uge senere fra Berlin[q]), og alle Vagtposter besatte af Borgere og Studenter. Tøjhuset blev lukket op, og paa én Dag bevæbnede 25,000 Mand sig.
I Forstæderne sloges man endnu heftigt. Saa lidenskabelig var Befolkningen, at to bevæbnede Kompagnier Grenaderer, der skulde besætte Indgangen til Metternichs[XI] Landsted, bleve trykkede sammen og afvæbnede af den ubevæbnede Mængde. De, som værgede sig, bleve traadte ned. |541|
Samme Aften forkyndtes det, at Censuren var ophævet og Pressen fri. Dette Budskab gav et Indtryk af Befrielse, som var en Knevl rykket ud af Folkets Mund. Det forstaar sig, at Dagspressen i samme Nu gav Befolkningens politiske Tendenser Udtryk. Men indtil da havde det i Østerrig været umuligt endog i poetisk Form at behandle noget Æmne af social eller politisk Art; Østerrig havde været som en Skov uden Fuglesang. Nu paa én Gang tonede og fløjtede det, slog og sang det fra alle Buske og Træer i et forvirret og mægtigt Kor
.Paa én Gang offentliggjordes Frihedsdigte i alle Østerrigs Sprog, paa Tysk og Czechisk, Slovenisk og Kroatisk, Ungarsk, Polsk og Italiensk, og saa lidenskabelig var man efter at benytte den nye Frihed, at en hel Flok Digte paa én Gang udkom med Overskriften: Første censurfrie Digt.
Det, som i Reglen gjælder for det første, er Ludwig August Frankl’s[XIII] »Die Universität[0004]«. I Natten 14.—15. Marts havde en af Professorerne, der frygtede Udbrud af Straffefangerne, rettet en Opfordring til den nys bevæbnede akademiske Ungdom om at besætte et af Fængslerne. Tyve Studenter under Anførsel af den senere saa bekjendte Digter og Forfatter Dr. med. Frankl[XIV] gik derhen. Medens han stod der paa Vagt, opstod af Dagens Stemning Sangen:
Frankl[XVI], der endnu i 1890 til sin 80aarige Fødselsdag har udgivet en righoldig og formsikker Digtsamling[0005], har i de mange mellemliggende Aar udfoldet en stor Produktivitet som Digter og biografisk Forfatter; han er nu Æresborger af Wien[r] og af endnu tre andre europæiske og asiatiske Byer; men Udgangspunktet for hans By danner hin Sang, der efterhaanden tryktes i ikke mindre end hundredtusind Exemplarer.
Det var dog ikke det første censurfrie Blad Papir. Alt Natten forud havde Castelli[XVII] skrevet sin Sang for Nationalgarden, og der er endnu alene af Digte i det tyske Sprog tre eller fire saaledes betegnede, deriblandt Wiener Studenterlegionens Sang »Erwacht, erwacht o Bruder! Ein grosser Morgen tagt« og Fr. Gerhard’s[XVIII] »Die freie Presse[0006]«, som begynder:
|543| Samtidigt med disse Digte, der aande en saa uskyldig, overstrømmende Glæde over at kunne tale og skrive, som man vil, udkomme andre, fulde af den barnligste Taknemmelighed mod den aandssvage Kejser; han er »den gode Kejser«, »vor gode Ferdinand[XIX]« osv. Strax paa Stedet var man rede til Glemsel af, at hver Indrømmelse, man havde opnaaet, var aftvunget. Man troede vel naivt, paa denne Maade at faa de tidligere Magthavere til at glemme det. I en af de mange Sange til Kejserens Ære hedder det:
Den 16. Marts kom den ungarske Deputation, 150 Magnater med Kossuth[XX] i Spidsen, ridende ind i Wien[s] gjennem Prateren[t], modtagne med stormende Eljen-Raab og bedækkede med Blomster. Den Dag var Borgervæbningen steget til 60,000 Mand. Om Eftermiddagen viste en Herold sig paa Hofburgs[u] Altan og forelæste følgende Proklamation: »Vi Ferdinand I[XXI], af Guds Naade Kejser af Østerrig og Konge af Ungarn og Böhmen[v], Konge af Lombardiet[w] og Venedig[x], af Dalmatien[y], Kroatien, Slavonien[z], Galizien[aa], Illyrien[ab] osv. har nu truffet saadanne Bestemmelser, som vi erkjende for stemmende med vore tro Folks Ønsker«, og nu fulgte Forkyndelsen |544| af Pressefriheden, Oprettelsen af Nationalgarden, og Indkaldelsen af Deputerede til at udkaste: »Den af os besluttede Konstitution for Fædrelandet.«
Saphir[XXII] sang:
Som man ser, fik selv Spottefuglene Sangstemme ved denne Lejlighed. Hvor megen Importation og Efterligning der var i den hele Bevægelse har man ligesom et Symptom paa i den Haardnakkethed, hvormed man anvender det franske Ord for Borgervæbning.
Den, der i vore Dage gjennemblader de nogle tusind Numre af politiske Poesier, som i 1848 udkom paa Tysk i Wien[ac] alene, møder blandt mange ubekjendte Navne næsten alle da bekjendte og mange nye, som snart skulde blive berømte. Af Bauernfeld[XXIII] findes f. Ex. et Digt, »Wien til Provinserne[0007]«, lidt svagt som Poem, men lærerigt som Imødegaaen af det første Tegn paa Reaktion, en Bevægelse i Provinserne, der gik ud paa at afryste hvad man kaldte Hovedstadens Tyranni, det vil sige: gik ud paa Modstand mod at følge det frigjorte Wiens[ad] Exempel. Af Friedrich Uhl[XXIV], i vore |545| Dage Redaktør for den officielle Regjeringstidende »Wiener Abendpost[0008]«, forekommer en Klagesang over Revolutionens Faldne:
Man retter Oder til Lenau[XXV], Østerrigs dalevende populæreste Digter, fulde af Sorg over at Frihedens Digter er forstummet i Vanvid og hans Øre lukket for Øjeblikkets Sejersjubel. Richard Wagner[XXVI], da endnu uberømt, sender en Hilsen fra Sachsen[ae] til Wien[af]:
Blandt Forfatterne af alvorlige Digte træffer man saa betydelige Navne som Grillparzer[XXVII] og Hebbel[XXVIII]. Og der skreves Spottedigte over den sidste Censor af Saphir[XXIX] som af Dingelstedt[XXX], af begge som Travesti af Schiller’s† Digt »Nadowessische Todesklage[0009]«, endelig satiriske Udfald i flokkevis om Kongen af |546| Preussen[ag], om hvem man besynderligt nok antog, at han tidligere havde handlet mere reaktionært og nu mindre frivilligt gjorde Indrømmelser end Kejserdømmet Østerrigs Ferdinand[XXXI].
I Berlin[ah] havde strax fra Begyndelsen af Marts Alt været i den voldsomste Bevægelse. »Kreuzzeitung[0010]« havde umiddelbart efter Februarrevolutionen en Artikel, der prædikede Krig mod Frankrig. Den vakte den største Uro: det manglede blot, at det kuede Preussen[ai] skulde maatte lade sig føre til Krig mod den franske Republik. De Dage var nu komne, hvor hele Tyskland klædte sig i de sort-rød-gyldne Farver, Enheds- og Friheds-Symbolet. Freiligrath[XXXII]† sang om dem:
Den 7. Marts fandt den første Folkeforsamling Sted In den Zelten[aj]. Man vedtog en Ansøgning til Kongen om øjeblikkelig Indkaldelse af Landdagen og om Udstedelsen af en Konstitution. Slutningen lød: Ingen Krig med Frankrig! Lovlig Frihed indadtil! Broderlig Sammenslutning med den hele |547| store tyske Nation! — Den 12. Marts huggede Kavalleriet ved In den Zelten[ak] ind paa Folkemasserne for at sprede dem; disse forsvandt, men begyndte at bygge Barrikader andensteds og forsøgte i Jägerstrasse[al] at storme et Vaabenudsalg. Paa Operapladsen blev et Par Mennesker dræbte. Under Slottet lød Raabene: Frihed! Pressefrihed! og Forhaanelser af Soldaterne fandt Sted. — Den 14. Marts udstedtes Patent om Indkaldelsen af den forenede Landdag. — Hidtil var Alt gaaet forholdsvis fredeligt af; men den 15. Marts begyndte Soldaterne, som var forpinte af Strabadser, af Nattevaagen, af stadigt at være konsignerede i Kasernerne, at øve Raaheder mod Befolkningen, stødte med Kolber, antastede Forbigaaende. Nogle Drenge havde opkastet smaa Barrikader paa Hjørnet af Kurstrasse[am] og Gertraudenstrasse[an]; Potsdamer Garde-Kyradsererne tog dem med Storm og mishandlede Børnene.
Saa udstedtes Patentet af 18. Marts. Tyskland skulde fra et Statsforbund blive en Forbundstat (Staatenbund—Bundesstaat) med Forbundsrepræsentation, fælles tysk Krigsforfatning, Vandrefrihed, Ophævelse af alle Toldskranker, Pressefrihed. — Kl. 1 stode Skarerne foran det kongelige Slot. Man raabte: Bort med Militæret! Patentet blev læst højt og hver Sætning besvaret med dundrende Hurra. Der faldt nogle Stenkast mod Soldaterne. Kommandanten, den berømte General von Pfuel[XXXIII], |548| vilde ikke lade de Par Stene besvare med Geværkugler, befalede Dragonerne at stige af Hestene og roste deres strenge Mandstugt, at de, trods deres Harme, strax adlød. Han gik et Øjeblik til sit Hjem, da Byen syntes rolig.
I den korte Mellemtid, medens han var borte, er der bag hans Ryg blevet givet en Befaling, man véd ikke af hvem, men Folkets Forbitrelse udpegede som bekjendt i de følgende Dage Prinsen af Preussen[ao], den senere Kejser Wilhelm[XXXIV], som Ophavsmanden. Et Gardedragonregiment viste sig. Strax lød Raabet: Bort! Det gjorde en Svingning; man raabte Bravo. Pludselig rykkede det i strakt Trav med blanke Vaaben ind paa de forsamlede Skarer. Samtidigt trængte en Bataillon sig ud af Slotsporten, stillede sig op i Linje, fældede Bajonet og gik under Trommehvirvler løs paa Mængden. Der faldt nogle Skud — maaske ved en Tilfældighed. Nu styrtede Befolkningen bort under vilde Skrig. Et Øjeblik i Forvejen havde Glæden været paa sit Højeste, fremmede Mennesker havde omfavnet hinanden, svunget Hattene og raabt Hurra for Kongen; nu rejste som paa et aftalt Tegn Barrikaderne sig her, som i Wien[ap], over hele Byen, over 200 i Tal, byggede af Flisestene, Rendestensbrætter og Vogne. I hele Gader støbtes der Kugler. Byen var en Lejr. Fra alle Tage fyredes paa Tropperne, og |549| havde man ikke Kugler, kastedes Sten. Enhver Øxe, enhver tung Stok blev et Vaaben
.Man rev Taget af Hjørnehusene og bar i Kurve Brosten derop. Studenterne var mødt bevæbnede foran Universitetet; de satte trefarvede Kokarder paa deres Huer og besatte Barrikaderne. Kjøbmænd bragte Krudt, Bly og Fænghætter, Jernhandlerne Øxer og Jernstænger. Om Aftenen d. 18. Marts begyndte Artillerikampen i Königsstrasse[aq]. Kongen saa til fra Slotsvinduerne, var opbragt over Deputationerne, der anraabte ham om at trække Tropperne tilbage, men spøgte dog ogsaa imellem naadigt; han ærgrede sig især over de trefarvede Faner paa Barrikaderne. Han vilde, sagde han, indrømme Bønner Meget, men Vold og Lovbrud Intet.
Varnhagen[XXXV] skildrer i sine Dagbøger som Øjenvidne hvad han den Nat fra sine Vinduer saa og hørte: »En lille Skare under prøvede Førere holdt Natten over Alt besat med fordoblet Aarvaagenhed, fordi Tallet var saa ringe. Efter lang Tids fuldstændige Mørke og Stilhed hørte man hen ad Morgen nogle fjerne Trommehvirvler som om Tropperne kom. Øjeblikkelig var de Kjæmpende parat, vi hørte dem hviske, og paa Befaling af en ungdommelig |550| Stemme: Mine Herrer! Op paa Tagene! gik Enhver til sin Post. Denne Kommando, rolig og fast, og givet med ædel Simpelhed, klang forfærdende gjennem Mørket og virkede med opløftende Magt ved Forestillingen om den Fare, hvori de begave sig, som lød den; thi det syntes som om den almindelige Kamp var i Aftagen og som om efter en frugtesløs Modstand kun en forsmædelig Død kunde forestaa dem, idet de enten vilde blive styrtede ned af Tagene eller falde for Bajonetstød eller komme til at lide Døden for Bøddelens Haand.« Varnhagen[XXXVI] slutter: »Disse dristige Ynglinges Heltemod og Besluttethed var visselig den største Beundring værd« — vægtige Ord fra en gammel, krigserfaren Officiers Læber.
Natten mellem den 18. og 19. Marts vare alle Vinduer i Berlin[ar] illuminerede, hvor man byggede og udbedrede Barrikader. Saasnart Tropperne derimod rykkede ind i en Gade, blev Alt bælmørkt. Hvor Soldaterne trængte ind i et Hus, nedsablede og nedstødte de Alt; mod de Fangne var deres Raahed middelalderlig. Henad Morgen blev Garde-Landeværnets Tøjhus taget af Befolkningen; man fandt Geværerne berøvede deres Pistoner; men alle Smedde i Friedrichskvarteret arbejdede paa dem og oprettede Skaden.
Endelig ud paa Morgenen fordeltes Proklamationen: An meine lieben Berliner! der søgte at forklare Gaarsdagens Begivenheder som afstedkomne |551| ved en usalig Misforstaaelse. Det havde været nødvendigt at lade Slotspladsen rydde af Kavalleri »i Skridt og med Sablerne i Skeden« (im Schritt und mit eingesteckter Waffe); to Infanterigeværer vare ved den Lejlighed af sig selv gaaede af, lykkeligvis uden at træffe Nogen. Da havde en Bande slette Mennesker, mest bestaaende af Fremmede, benyttet denne ulykkelige Omstændighed og fyldt de ophidsede Gemytter med Hævntanker. Tropperne havde først gjort Brug af deres Vaaben, da de ved mange Skud vare blevne tvungne dertil. Nu lover Kongen, at Tropperne skulle blive dragne bort fra Berlin[as] og slutter med Ønsket om, at begge Parter vil glemme det Skete
.Imidlertid rasede Kampen videre under frygtelig Forbitrelse fra begge Sider. Overfor de Deputationer, der indfandt sig om Formiddagen den 19. Marts forsøgte Kongen at knytte det givne Løfte om Troppernes Bortsendelse til den Betingelse, at Barrikaderne rømmedes først. Men tilsidst tilstodes Alt: Ministerskifte, Løsladelse af de |552| i Løbet af Natten gjorte Fanger, Bortdragen af Tropperne. De drog under Indtrykket af en dem af deres Krigsherre tilføjet dødelig Krænkelse og under Befolkningens Jubelraab ud af Byen til Potsdam[at] med dæmpede Trommeslag og under Choralmusik.
Men henimod Slottet trængte alle sig, som haabede ved deres Masse at kunne udøve et Tryk paa den overvundne Regjering, alle Nysgjerrige† og Ledige desuden, og mod Slottet dirigeredes alle de Ligtog, som dannede sig i de Gader, hvor Kampen havde staaet. Ligene bleve lagte paa Baarer, og hvor deres Tal var for stort, blev de anbragte paa aabne Bræddevogne. Man smykkede disse Ligvogne og Baarerne med Blomster, Baand og Tørklæder; ogsaa Ligene pyntedes med Blomster; saa blev de baarne eller kjørte af Sted.
Foran Slottet, paa Slotspladsen, paa Schlossfreiheit[au] og i den saakaldte Lustgarten[av] stod Mængden tæt. Man vilde se Kongen. Han traadte bleg ud paa Balkonen. Strax hørtes Raabene: »Die Gefangenen frei!« og man afnødte ham Befalingen til at frigive de i Slotskjældrene indespærrede Fanger. Haardtsaarede blev dernæst paa Baarer bragte ind i Slotssalene og plejede der. Og nu begyndte Ligtogene at ankomme til Slottet og Synet af dem satte Masserne i vild Bevægelse. Man bar Ligene ind i de nedre Slotsrum, medens ude i Folkeforsamlingen den ene Taler efter den anden lod sig |553| høre. Mest Tilslutning fandt Karl Gutzkow[XXXVII] med sin Tale, der tilspidsede sig i Løsenet »Folkevæbning!« De nyudnævnte Ministre, der gik omkring iblandt Masserne for at berolige dem, men ikke opnaaede deres Hensigt, tøvede først med at indrømme Folkevæbningen, men nødedes snart dertil. Thi en Scene, som nu fandt Sted foran Slottet, gjorde det umuligt at trodse Befolkningens Ønsker:
Et nyt Ligtog naaede til Slottet. Paa blomstersmykkede Baarer bleve fire Lig baarne hen imod det; man havde blottet de Dødes blodige Saar for ved Synet at opflamme Tilskuerne til Hævn. Foran Kongens Altan holdt Bærerne stille og fordrede med vilde Raab, der fandt tusindfold Gjenklang: Kongen! Dronningen! Ministrene Schwerin[XXXVIII] og Arnim[XXXIX] søgte forgjæves at tiltale Mængden, de afbrødes stadigt af Raabene: Kongen! Dronningen!
Disse traadte da ud paa Altanen og Folkets Raseri oversteg nu alle Skranker. Kongen vilde tale; men i det samme løftede Ligbærerne Baarerne med deres blodige Byrde højt op mod ham, og fra alle Sider lød Raabet: »Hut ab!« Kongen maatte, hver Gang et Lig kom forbi, tage Hatten dybt af
. Derfor hedder det i Freiligraths[XLII]† mæg|554|tige Digt »Die Todten an die Lebenden[0016]« fra det følgende Skuffelsens Aar:Den 21. Marts om Middagen red Kongen ud af Slotsporten med et sort-rød-gyldent Bind om Armen og selv uddelende tyskfarvede Baand. De over det ydmygende Optog fortvivlede Prinser og Ministre fulgte Kongen, en Dyrlæge Urban[XLIII] red ved hans Side. Forgjæves havde en af Generalerne i sidste Øjeblik søgt at holde Kongen tilbage. Han svarte: »Non, non, c’est décidé, nous allons monter à cheval.« Kongen holdt snart stille og talte: »Det er ingen Usurpation af mig, naar jeg troer mig kaldet til Frelser af Tysklands Enhed og Frihed — dem vil jeg beskytte med tysk Troskab paa Grundlag af en oprigtigt konstitutionel |555| Forfatning.« Ved Universitetet lod han Professorer og Studenter kalde ud og raabte: »Schreiben Sie sich’s auf, meine Herrn! Skriv det op, hvad jeg siger Dem, thi det er for Efterverdenen. Jeg træder i Spidsen for Tyskland; i dets Enhed og Frihed bestaar Preussen[aw] endnu, ikke anderledes.† Skriv det op!« — Da han atter ved Tøjhuset gav de rigeste Løfter, raabte pludselig en gjennemtrængende Stemme: Tro ham ikke, han lyver, han har altid løjet, lyver ogsaa nu. Riv mig i Stykker, om I vil, men han lyver, tro ham ikke!
I Wien[ax] udkom nogle Dage derefter dette Digt:
Preussische Missverständnisse.|556|Et andet Digt, som afgiver Vidnesbyrd om hine Dages harmfulde og spottelystne Stemning er dette, som fører Titelen »Erlkönig«:
Dog kaldte Martsrevolutionen i de tyske Hovedstæder forholdsvis faa smukke Digte frem, mest Gadesange, Frihedssange, som i Øjeblikket tændte, men uden dybere poetisk Værd; saa fremkaldte til Gjengjæld de frygtelige Kontrarevolutioner, Wiens[ba] Erobring i Oktober og Berlins[bb] i November 1848, en Hærskare af skjønne Poesier. Digterne lod sig inspirere ogsaa af de enkelte Martyrers Død, af deres, der faldt i Kampen, og af deres, der standretligt bleve myrdede efter dens Ophør. Ungarns Opstand og Fald for den russiske Hær havde desuden vakt en Medfølelse, der gav sig Luft i gribende Digte.
Den første glade Begejstrings Tid i Wien[bc] var snart forbi. Den frie Forfatning var ikke Demokratiet fri nok. Der dannede sig en politisk Centralkomité ved Siden af Regjeringen. Da den befaledes opløst, tiltvang Befolkningen sig Befalingens Tilbagetagelse og Forfatningens Suspension. Kej|557|seren flygtede i Midten af Maj til Innsbruck[bd]; Studenterlegionen blev opløst; men da Barrikadekampen i den Anledning udbrød paany, maatte Ministeriet give efter. Kejseren vendte tilbage i August. Imidlertid holdtes Hovedstaden i en stadig Ophidselse; alt Forretningsliv var som Følge af Revolutionen standset, og med Arbejdsløsheden steg Utilfredsheden og Uroen. Et dybt Indtryk gjorde Efterretningen om Juni-Slaget i Paris[be], Cavaignac’s[XLIV] Sejr, der betydede, at Revolutionen i Frankrig var knust. Under disse Forhold erfor man, at Jellatschitsch[XLV], Ban af Kroatien, rustede sig mod Ungarn, og ved Hjælp af opsnappede Breve blev det opdaget, at han støttedes af Wienerhoffet og Krigsministeren Latour[XLVI]. Følgen var, at den af Ministeren udsendte Grev Lamberg[XLVII] ved sin Ankomst til Pesth[bf] (28. September) blev sønderrevet af Pøbelen, og at Latour[XLVIII], som vilde sende Tropperne til Ungarn, (7. Oktober) blev ihjelslaaet af den rasende Befolkning i Wien[bg]. Dingelstedts[XLIX] Digt Der 7. Oktober[0017] forherliger den Ihjelslagne og Poeten benytter Lejligheden til at sige sig løs fra Revolutionen og al dens Gjerning.
Nu flygtede Kejseren for anden Gang fra Wien[bh]. Medens Radetzky[L] besejrede Oprøret i Lombardiet[bi], indesluttede Windischgrätz[LI], som havde faaet Overbefalingen over Hæren, Hovedstaden med sine Tropper. I en Kamp, der varede fra 24.— 29. Oktober, bleve Udenværkerne og Forstæ|558|derne tagne; Byen var allerede af Mangel paa Levnetsmidler og Ammunition gaaet ind paa at overgive sig paa Naade og Unaade, som Windischgrätz[LII] forlangte, da gjennem Gaderne Raabet lød: Ungarerne komme. Man saa dem fra Stefanstaarnet[bj], og Jubelen var stor. Den sluttede Overenskomst blev brudt, de afleverede Geværer atter tagne tilbage fra Tøjhusene, og Udfald foretagne for at understøtte Ungarerne, hvis Kanoner man hørte. Men den ungarske Hær blev fuldstændigt slaaet af Jellatschitsch[LIII]. 31. Oktober holdt Windischgrätz[LIV], 2. November Jellatschitsch[LV] sit Indtog i Wien[bk]. Belejringstilstand forkyndtes, Krigsretter, Dødsdomme, Henrettelser fulgte.
Medens Valgene til det første tyske Parlament i Frankfurt am Main[bl]† fandt Sted, foretoges i Preussen[bm] ogsaa Valgene til den konstituerende Forsamling for hele Landet, der traadte sammen i Maj og aabnedes af Kongen. Den talte kun faa betydelige Mænd, da man havde sendt sine bedste Mænd til Frankfurt[bn]. I Berlin[bo] herskede en næsten anarkisk Tilstand, Tøjhuset blev stormet og plyndret. Forsamlingen blev holdt i en afhængig og skræmmet Tilstand af de politiske Klubber. Den afviste Regjeringens Forfatningsforslag som ikke demokratisk nok. Deraf et første Ministerskifte. Et nyt Ministerium kom Forsamlingens Ønsker i højere Grad imøde, men stødte sammen med Flertallet, da dette fordrede, at Regjeringen skulde gjøre det til en |559| Ærespligt for de Officierer, der ikke var enige med det nye Statsprincip, at træde ud af Hæren. Da ogsaa det nye Ministerium som Følge af dette Forslags Antagelse maatte træde tilbage, dannedes et tredje Ministerium, Pfuel[LVI]. Den sidste Dag i Oktober forhandlede Forsamlingen en Opfordring til Ministeriet om »med alle Midler at skride ind til Beskyttelse af den i Wien[bp] truede Folkefrihed«. Men da en Folkehob under denne Forhandling forsøgte voldelig Indvirkning paa Forsamlingens Beslutninger og forhaanede Ministeriet, gik ogsaa dette af, og nu dannede Kongen (2. November) en Kampregjering med hans Halvonkel† Grev Brandenburg[LVII] i Spidsen. Det nye Ministerium dekreterede Forsamlingens Forlæggelse fra Berlin[bq] til Brandenburg[br] og lod (10. November) General Wrangel[LVIII] i Spidsen for den fra Danmark tilbagevendte Hær rykke ind i Berlin[bs]. Saa blev Borgervæbningen opløst og Belejringstilstanden erklæret.
Og saa frugtesløst som Revolutionerne i Wien[bt] og Berlin[bu] forløb, saa frugtesløs blev den første tyske Rigsdag, der aabnedes i Frankfurt[bv] 18. Maj 1848 og som sprængtes af Tropper den 18. Juni 1849 i Stuttgart[bw]. Den Rigsforstander, den havde valgt, Erkehertug Johann[LIX], gjorde Sit til at gjøre den Østerrig underdanig; forgjæves tilbød den i April 1849 Fr. Wilhelm IV.[LX] den tyske Kejserkrone. Dens Souverænitet blev traadt under Fødder allerede da Windischgrätz[LXI] i November 1848 lod |560| Robert Blum[LXII], trods hans Ukrænkelighed som Medlem af Rigsparlamentet, skyde i Brigittenau[bx]; dens Betydning som Rigsforsamling faldt bort, altsom dens konservative Medlemmer fjernede sig og afrejste fra den. Da den splittedes i Stuttgart[by], var Reaktionen paany sejerrig over hele Europa.
Saaledes sang en af de sidste Trofaste, Moritz Hartmann[LXIII]. Han følte rigtigt, at Ideerne overlevede den ydre Lykkevexel.
I Slutningen af 1848 kunde Revolutionens Digtere kun besynge deres faldne Mænd og dræbte Forhaabninger. Iblandt dem staa Freiligrath[LXIV]† og Hartmann[LXV] højest, og typiske for Tidsalderens Sørgedigte over dens Helte ere disse to Digteres Mindesange over Robert Blum[LXVI], der ved sin faste og milde Karakter, sit jævne Væsen og sin besindige Holdning blev staaende for Samtidens Bevidsthed som et folkeligt Idol
. |561|I Hartmanns[LXVIII] Rimkrønike hedder det vemodigt om ham:
Og Freiligrath[LXXII]† skriver en Uge efter hans Død sit pragtfulde og energiske Digt over ham i Anledning af Sørgefesten til hans Ære i Domkirken |562| i Köln[bz], hvor Neukomm’s[LXXIII] Requiem over Blum[LXXIV] lød fra det mægtige Orgel:
Den, der imidlertid i en digterisk Afspejling vil følge 1848-Tidens hele Rækkefølge af Begivenheder |563| og Indtryk, maa atter og atter ty til Moritz Hartmanns[LXXVI] »Reimchronik des Pfaffen Mauritius[0019]«. Talrige Enkeltheder i denne Digtning ere blevne vanskelige at forstaa, en Nutidslæser træffer nu og da en Flok Egennavne deri, om hvis Besiddere han véd lidet eller intet, en Finantsminister som Hansemann[LXXVII], en Parlamentariker som Bassermann[LXXVIII], nu glemte Størrelser, der i Frankfurter Parlamentet var Hovedfigurer; men der bliver Partier nok tilbage, som ikke behøve nogen Kommentar for levende at sætte Læseren ind i Revolutionsaarets Følelsesliv og Stemningsfylde. Gribende virker Digterens Slutningsudbrud, hans Savn af Mænd:
Da Hartmann[LXXIX] skrev disse Ord, var han selv en Landsforvist, der havde søgt sig et Fristed ved Genfersøen[ce], og de iblandt Tysklands og Østerrigs bedste Mænd, der havde overlevet Nederlaget, var enten fængslede eller landflygtige som han.
Aaret 1848 fik ingen afgjørende politisk Betydning, skjøndt Europa i det Aar for første Gang |564| saa den gamle Verdensorden vakle paa én Gang i næsten alle Lande. Medens de lokale Revolutioner 1789 og 1830, hvad end deres senere Følger blev, var Revolutioner, som lykkedes, var den almeneuropæiske Revolution af 1848 et i alle Lande mislykket Forsøg.
Men Aaret 1848 har en afgjørende aandelig Betydning. Der føles, tænkes, skrives forskjelligt i Europa før og efter det. Dette Aar er den røde Skillelinje, som litterært deler vort Aarhundrede og gjør Epoke. Det var et Jubelaar, som det, den gamle hebraiske Lovgivning indstiftede for hvert 50de Aar, det, paa hvilket der skulde »stødes i Basuner i det hele Land«, det, som skulde »holdes helligt« og i hvilket der skulde »udraabes Frihed i Landet for alle dem, som bo i det« (3. Mosebog 25, 8 ff.) Det var — dette Aar med sin hurtige Puls, med sin Alt beherskende Ungdommelighed — ligesom hint bibelske Glædesaar et Gjenerhvervelsens, et Indløsningens Aar, hvor »de, som var solgte, løskjøbtes«. Der er endnu den Dag idag Ungdom at øse af dets Martsdage, Erfaring at hente af dets Novemberdage.
Det er Jubelaaret, Sørgeaaret, Grænseaaret.
højresiderne i kapitel 29 har i førsteudgaven klummetitlen »Revolutionen.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 659): »I Højlandet faldt det første Skud, / i Schweiz mod de frækkeste Klerke. / Da gik der tilgavns paa Ismasserne Brud, / den store Lavine kom i Flud. / I Vaaben tre Lande stærke! / Alt hviler nu Schweiz efter Sejren frit. / Urbjergene, al den gamle Granit / skælver af Lyst indtil Kærnen. // I Velskland Dansen en Vej sig brød, / Scylla, Charybdis i Fraade! / Vesuv og Etna sig Bane brød, / Udbrud paa Udbrud, Stød efter Stød! / »Højst betænkeligt, Eders Naade!« / Saa Røsterne lød fra Berlin til Wien / og Ekkoet runged fra Wien til Berlin. / Selv Nikolaj gruer og tier. // Saa er da paany til Værn og Vagt / Stenbroen oprevet i Staden, / og med nøgent Staal i sin Haand har med Magt / Friheden fra Slottenes lumpne Pragt / smidt to Konger paa Gaden [...]« Af Ferdinand Freiligraths digt »Im Hochland fiel der erste Schuss«, dateret »London, 25. Februar 1848« og trykt i det første hæfte af hans Neuere politische und sociale Gedichte, 1849 Freiligrath 1849, 1:36-37.
(ty.) særforbund. I 1845 var syv katolske kantoner trådt ud af det schweiziske statsforbund og havde dannet et såkaldt Sonderbund med det formål at forsvare sig militært imod radikale oprørere. I 1847 blev landets forbundshær sat ind imod Sonderbund, der samme år kapitulerede.
den fabel, som GB sigter til, har det ikke været muligt at identificere.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 663): »For Slottet i glødende Front / parate til Blodbud at lyde, / for Slottet i glødende Front / paa Rædsler Kanonerne tyde. / Snart Porte du skælve og sprænges ser. / Nu gælder det, brave Kanonér! // Og du træder for Mundingen hen, / som vilde du Morderen binde, / og du raaber begejstret: I Mænd! / Først mig [i kursiv], saa de Borg're derinde! / Da lyder Kommandoen skamfuld ej mer. / Hav Tak, du brave Kanonér!« Karl Ricks digt »Das Lied vom braven Kanonier« er ikke identificeret.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 664): »Hvad Marschtakt hist? Det klang som Sejer. / Se Vaaben blinker, Faner vajer! / Med Slag i Slag paa mange Trommer / Lyt! Universitetet kommer. / [...] / Det frie Ord, som de har bastet / og siden Josefs Tid har lastet, / dets Lænker og dets Fængselsstænger / nu Universitetet sprænger.« Af Ludwig August Frankls digt Die Universität, der som en af de første censurfri tekster i Østrig blev trykt og omdelt i Wien 15.3.1848 Freiheits-Album 1848:51.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 665): »Pressen er fri! Lad alle Klokker kime / og melde Jubel overalt! / og raabe ud i denne store Time: / Pressen er fri, den sidste Skanse faldt!«. Af Friedrich Gerhards digt Die Presse frei!, der som en af de første censurfri tekster i Østrig blev trykt og omdelt i Wien 15.3.1848 Freiheits-Album 1848:65.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 665): »Min Kejser! hil! I den Fryd, hvis Magt / dit Folk nu sporer i Hu som i Blod, / være dig fremfor alle vor Hyldest bragt, / hvem det altid har kendt som ædel og god.« Den første strofe af Hermann von Hermannsthals digt »An den Kaiser Ferdinand I. von Oesterreich«, dateret Wien, 15.3.1848 Freiheits-Album 1848:66-67.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 666): »Af Skeden vort Sværd! fra Hjertet vor Sang! / Stem i den Visernes Vise! / Fra Rækkerne tone dens jublende Klang / Nationalgarden ville vi prise. / Klart og dog stærkt som Tordenens Skrald / Klinge vor Vise om Garde-National.« Moritz Saphirs digt »Schwert aus der Scheid'« er ikke identificeret.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 666): »Det sorte Baand, det sorte Flor / lad det i Luften flage! / Synger de Døde et Klagekor, / der for Friheden faldt uden Klage.« Den første strofe af Friedrich Uhls digt Für die Bürger, die am Montag den 13. März 1848 in Wien gefallen Freiheits-Album 1848:62.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 666): »Frihedens Væsen har I forstaat, / at halvt man ikke den vinder. / Bliver os ranet dens mindste Led, / hurtigt den fra os rinder. / Hint mindste Led er vor Ære. / Ve den, hvis Ære brast! / Med Vaaben, lette og svære, / I vogted den derfor og holdt den fast.« Af Richard Wagners digt »Gruss aus Sachsen an die Wiener«, trykt 1.6.1848 i Allgemeine Österreichische Zeitung ............................ ***.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 667): »I Mørket, til Kummer og Kvide vi't / vi skjulte de Farver i Flaget. / Nu har vi alligevel dem befri't, / af deres Kister dem taget. / Ha, hvor det lyner! Saa brus da og rul! / Hurra, du Sort, du Rødt, du Guld! / Krudt, det er sort, / Blod, det er rødt, / Gylden Ildsluen flammer.« Den første strofe af Ferdinand Freiligraths digt »Schwarz-Roth-Gold!«, dateret »London, 17. März 1848« og trykt i det første hæfte af hans digtsamling Neuere politische und sociale Gedichte, 1849 Freiligrath 1849, 1:45.
af Karl August Varnhagen von Enses dagbøger, under datoen 18.3.1848 Varnhagens Tagebücher 1862, 4:294.
GB citerer her den kongelige proklamation efter gengivelsen i Karl August Varnhagen von Enses dagbøger Varnhagens Tagebücher 1862, 4:316.
uddrag af den kongelige preussiske proklamation, skrevet natten mellem 18. og 19.3.1848 Varnhagens Tagebücher 1862, 4:316.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 672): »Med kløvet Pande, Skud i Bryst, der grumt har Døden voldt dem, / saaledes har paa blodigt Bræt vi højt i Luften holdt dem! / I Luften højt med vilde Raab, for at vor Smertes Mine / Den, der befol at dræbe dem, kan volde evig Pine, / saa han dem for sig ser ved Dag, ved Nat i Drømmerummet, / naar han slaar op sin Bibelbog og i Champagneskummet! / Saa, lig et Brændemærke den sig i hans Sjæl maa brænde / og ingensteds og aldrig mer han véd, hvorhen sig vende! / Saa hver af Kval fortrukken Mund, hvert Saar, hver Sabelstrime / maa ængste ham og skræmme ham indtil hans sidste Time!« Af Ferdinand Freiligraths digt »Die Todten an die Lebenden«, dateret »Düsseldorf, Juli 1848« og trykt i det første hæfte af hans Neuere politische und sociale Gedichte, 1849 Freiligrath 1849, 1:66.
(fr.) Nej, nej, det er afgjort, vi rider.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 672): Prøjsiske Misforstaaelser. »I det store, vantro, gamle Berlin der Mirakler sker under Oprør. / Dèr bliver der stormet, skudt og brændt to Dage i Træk uden Ophør, / til Sandet er rødt. Hans Majestæt har Afsky for al Forraaelse, / Bøsserne af sig selv gik af. Det Hele var en Misforstaaelse. // I det store, vantro, gamle Berlin man med Vittigheder os driller. / En Konge sig hyller i Sortrødtguld og i Spidsen for Tyskland sig stiller. En Konge bli'r Overdemagog til den tyske Enheds Opnaaelse. / Dog Tyskland ler og raaber med Magt: Det Hele er en Misforstaaelse.« Citat fra et formodentlig anonymt digt, der ikke nærmere kan identificeres.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 673): »Hvem skyder saa sent paa et værgeløst Folk? / Det er dets Konge. Hans Hær er hans Tolk. / Han holder sit Folk saa tro i sin Arm, / og favner hver Enkelt med en Gendarm. // O Borger! Saa hør dog, hvis ikke du sover, / hvad Elverkongen i Bladene lover«; uddrag af et formodentlig anonymt digt, der i versemål og form parafraserer Goethes episke digt »Erlkönig«, 1782.
forenede russiske og østrigske hærstyrker nedkæmpede i maj-juni 1849 de ungarske forsøg på opstand og national løsrivelse fra kejserriget Østrig.
efter nogle dages gadekampe i Paris blev tusindvis af strejkende arbejderes oprør den 25.6.1848 nedkæmpet af det franske militær under general Louis Eugène Cavaignac.
GB tager fejl af datoen - og dermed også af den korrekte titel på Dingelstedts digt -, idet det var 6.10.1848, at den østrigske krigsminister Theodor Latour blev lynchet af folkemængden i Wien.
citat fra en opfordring udstedt den 31.10.1848 af den konstituerede forsamling for hele Tyskland; er ikke nærmere identificeret.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 675): »Da saa man de trofaste Sidste sig sprede, / der havde om Frelseren længst holdt sig rede. / Deres Jordevandring de monne begynde / for Frelsens Ord overalt at forkynde, / vel vidende, at Landflygtigheds Kval, / Fattigdom, Lidelser uden Tal, / Fængsling og Død dem forbeholdt bleve. / Men »Frelsens Ord vil dem overleve«. / I Trælle, der lystrer de blodige Bud nu, / vid, Ordet er vordet Kød og er Gud nu.« Af Moritz Hartmanns »Apostel und Apostaten«, trykt i digtsamlingen Reimchronik des Pfaffen Maurizius, 1849 Hartmann 1874, 2:128-129.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 676): »Saa hvil da lunt og godt, min Robert. / Det Ønske trænger ej til Ord, / at let dig vorde Jorden, dig bar, / den blodgennemsivede Wiener Jord, / den Jord, du dig erobret har. / Du er ej død, trods de mange Gange / du blev begrædt, trods alle Sange. // [...] // Der gaar et Sagn. Vor Robert lever, / den Robert Blum, de myrde lod. / Og hvert et ædelt Hjerte bæver, / der har ej flydt, det dyre Blod - / et Haab bekræfter, hvad vi ane. / Riv Floret af vor Frihedsfane! / Endnu fik Tyskland ej sin Bane. // [...] // Ja, allevegne er han nær! / Med sine blege Aandehænder / han Kuglerne i Luften vender, / som Fyrstefædrene os sender. // [...] // Han vandre maa, til han, den stærke, / den tyske Grund har kækt befriet / fra alle Fyrster, alle Klerke, / og Grunden ligger ren og viet.« Af Moritz Hartmanns »Die Wiener Märtyrer« i digtsamlingen Reimchronik des Pfaffen Maurizius, 1849 Hartmann 1874, 2:21-23.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 676): »Idag i dette samme Köln, hvor Vintervinden suser, / En Gravsang over Byens Barn til Orgelspillet bruser. / Ej Moderen, som misted ham, den synger over Sønnen, / Det hele Köln i Sorg med Sang ham hylder uden Stønnen. / Det siger: Du, hvis Skød ham bar, blev stille paa dit Kammer, / Tal til den Gud, Graahærdede, kun om dit Hjertes Jammer! / Hans Moder, det er ogsaa jeg, jeg og en endnu større, / Revolutionen selv. Derfor du dine Øjne tørre! / Bliv ikkun hjemme med din Kval! Vi værge skal hans Ære - / Hans Requiem, det synger Köln, det revolutionære. // [...] // I med Jer Sang! Svar mig, hvorfor til Sværdet ej I griber? / Hvi bliver I Basuner ej, I stærke Orgelpiber, / og varsler Dommedagen ind for dette Skurkevælde, / der skød ham ned paa Engen hist, Bødler og Bødlers Trælle. / Paa faste Knæer laa han der i Dugg ved Morgentiden. / Saa sank han hen - tyst i sit Blod - for otte Dage siden. / En Kugle har hans Hoved ramt, to Brystet traf og Siden.« Af Ferdinand Freiligraths digt »Blum«, dateret »16. November 1848« og trykt i det første hæfte af hans Neuere politische und sociale Gedichte, 1849 Freiligrath 1849, 1:74-76.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 677): »Jeg ser vel Lærde og Professorer / og Præsidenter og Assessorer, / Vinkypere ser jeg og Redaktører, / Biskopsæmner og Accoucheurer, / Børsfolk og al Slags Bladskrivere, / Astronomer og Skatte-Inddrivere, / Pjaltekræmmere, Mester og Svend, / Biedermænd, Hansemænd, Bassermænd. - / Men hvor findes Mænd? Ja hvor findes Mænd?« Af Moritz Hartmanns »Apostel und Apostaten«, der blev trykt i hans digtsamling Reimchronik des Pfaffen Maurizius, 1849 Hartmann 1874, 2:152.
GB sigter dels til Den Franske Revolution 1789-1799, dels til revolutionerne i 1830 i Paris, i Bruxelles og i Polen.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik