Blandt Anastasius Grün’s[I] (Grev Alexander von Auersperg’s[II]) Digte i »Spaziergänge eines Wiener Poeten[0001]« findes et, der har til Overskrift »Hvorfor?« og hvor hver Strofe ender med et Hvorfor: Naar man slaaer nye Forbud op paa Raadhuset, staar der en lille Mand nedenunder og spørger sagte: Hvorfor? — Naar Klerkene paa Prækestolene stønne og tude mod Sollyset, spørger han: Hvorfor? — Naar de rykke ud med Spyd og Hellebarder mod Spurvene; naar de skyde med Kanoner efter Lærkerne, saa spørger han sit Hvorfor? — Og naar de fordre ham stillet for Retten, dømme ham og henrette ham, saa spørger det endnu op af hans Grav: Hvorfor?
Saaledes omtrent gik det til i Tyskland, da den patriarkalske Tillid til Fyrstemagten én Gang var brudt. Overalt, hvor der fra Regjeringernes Side kom en Voldshandling eller en dum Handling, eller en Udflugt og slog ned paa et Haab og dræbte det, dér spirede af Haabets Grav et Hvor|475|for. Og ethvert Hvorfor affødte flere. Det blev ikke ved Østpreusserens[III] fire Spørgsmaal; Spørgsmaalene formerede og forplantede sig som hine usynlige, men farlige Dyr, der i utrolig kort Tid undergrave en Organisme: Hvorfor vise Ærefrygt? hvorforF have Tillid? hvorfor taale? allerførst hvorfor tie? Det første Trin, inden man søger at afryste et Tryk, er det ikke at ville tie til det. Smerten og Vreden† , Attraaen og Længslen give sig Luft i Ord, i Sang.
Den politiske Lyrik, der i tidligere Tid af og til var dukket op hos Platen[IV] og Uhland[V], Lenau[VI] og Heine[VII], samler sig, krystalliserer sig nu som en egen Digtart, en hel og sluttet Kunstform. Snart bruse hele Kor af forskjelligartede politiske Sange hen over Tyskland. Der er Grøde i Luften, og flokkevis dukke Talenterne op: Hoffmann[VIII] og Herwegh[IX], Dingelstedt[X] og Prutz[XI], Freiligrath[XII]† og Max Waldau[XIII], Karl Beck[XIV] og Moritz Hartmann[XV], en Flor saa rig og duftende, som den paa dette Omraade aldrig før var seet. Det nyttede lidet, at gamle Romantikere udtalte deres Ringeagt for prosaisk (ↄ: politisk) Poesi, eller at doktrinære Æsthetikere forklarede, disse Talenter var rhetoriske, ikke lyriske; allerede Tallet paa disse Digtere, deres naturnødvendige Fremtræden som Gruppe, viste at de opstode af den allerbedste, den eneste Grund, den, at de maatte opstaa, at Tidsaanden i dem brød sig et Organ, og med den allerbedste, |476| den eneste Ret, den, at de hævdede sig, erobrede Litteraturen for sig og vandt sig Folkets Øre.
De havde i Trediverne havt en enkelt Forgjænger, den ovennævnte østerrigske Digter Alexander Auersperg[XVI]. Hans Lyrik var pragtfuld, overdaadigt billedrig, stundom lidt smagløs; men der var Malm i hans Vers og hans Pathos var ægte. Man kunde kalde denne Pathos josefinsk. Thi Josef II[XVII] er Auerspergs[XVIII] Helt, og det er fra Oplysningssiden, at han opfatter den politiske Frihed, for hvilken han sværmer. Hans Had er især rettet mod Præstevælden, dog saaledes at han gjør Forskjel paa Pfaffen og Priester; de skjændige Klerke angriber han, de ædle Præster priser og forherliger han. Naar han begynder:
saa følge Vers, som velsigne de virkeligt fromme Præsters Skare. Dog spores det vel, at efter hans Synsmaade findes i hans egen Tid flere af de første end af de sidste. Han betragter det som et af Tidsalderens Karaktermærker, at paa de føre, dyriske Præstemænd er nu fulgt de kloge, tynde, magtgriske Bisper:
|477| Die Dicken und die DünnenMod Metternich[XIX], mod det hemmelige Politi, mod Censuren rettede den tapre Digter sine ildfulde Strofer. Der var en frisk Fejdestemning heri, men intet Had og ingen vild Harme. Anelsen om en stor Fremtid og Begejstringen for store Fortidsskikkelser udgjorde den væsenlige Pathos. Men den egentlig formende Evne hos Auersperg[XX] var svag; han fortabte sig altfor hyppigt i Allegoriseren.
Saavel aandigt som kunstnerisk i høj Grad ham overlegen er det Ypperste af den politiske Lyrik, som nu i Fyrrerne skyder frem.
Georg Herwegh[XXI], som var kommen sig efter sin Rundrejse, udgav efter et Aars Forløb den anden Samling af »Gedichte eines Lebendigen[0002]«, der forenede den tidligeres Egenskaber med nogle nye og værdifulde. Der er en frejdigere, vildere Stemning deri, og baade Viljen og Uviljen have en bestemtere Gjenstand. Her er færre Illusioner og skarpere Bevidsthed om Maal og Midler. Ingen |478| Digte mere til nogen Konge om at stille sig i Spidsen for sit Folk — ingen Hymne mere til nogen Gud om at skænke Folkene Frihed og Lykke. Friedrich Wilhelm IV[XXII] havde i Mellemtiden dræbt Herweghs[XXIII] Tro paa Kongerne og Ludwig Feuerbach[XXIV] hans Tro paa Gud. Men der er i disse Vers en Følelse af, at det nu ikke mere dæmrer, men dages i Sindene.
I de gamle Dagsange, som Shakespeare[XXV] har efterlignet i »Romeo og Julie[0003]« er det et staaende Træk, at den unge Kvinde ved Morgengry holder sin Elskede tilbage med Vendingen: det er ikke Solen, men Maanen, hvis Lys du nu skimter, ikke Lærken, men Nattergalen, du hører. Her er paa aandfuld Maade i Digtet »Morgenzuruf[0004]« Billedet vendt om:
Mod Kongerne er rettet Epigrammet »Unglückliche Liebe[0005]«:
Den forrige Digtsamling havde selv i sine tilsyneladende religionsfjendske Ytringer været rent theistisk. Hvor Opfordringen lød til at rive Korsene op af Jorden for at bruge dem som Sværd, fulgte Linjen: Gud i Himlen vil tillade det. Her forekommer et Digt til Feuerbachs[XXVI] Pris, fordi han har angrebet Udødelighedstroen og en saakaldt Hedningevise, drøjere i sin Spot end noget tilsvarende Digt af Heine[XXVII]:
Og endelig bliver her i Modsætning til Standpunktet hos Auersperg[XXVIII], til Adskillelsen mellem rene og urene Præster, alle Gejstlige blot som saadanne, ligegyldigt om skikkelige eller uskikkelige, om katholske eller protestantiske, om kronragede eller friserede, skaarne over én Kam i det humoristiske Epigram:
|480| Han havde været skarp, han var bleven hvas; fra en Frihedsdigter havde han udviklet sig til en Bebuder og Forbereder af den kommende Revolution.
Naar disse klangfulde og kraftige Digte alligevel ikke virkede dybere paa Sindene end de gjorde, saa beroede det paa, at Manglerne ved Herweghs[XXIX] Menneskevæsen (uden at Publikum nøjagtigt vidste eller følte hvorledes) efterhaanden røbede sig ogsaa i hans Poesi, i disse Pointer, disse udhævede Steder, denne Selvglæde ved det gode Indfald og denne Aandslivets Fattigdom paa andet Indhold end det polemiske. Det er ingen Digtsamling der tyder paa et rigt indre Væld. Man forstaar hans Liv, naar man læser den, og den igjennem hans Liv. I Virkeligheden stoppede hans Digteraare med den. I de 32 Aar, han havde tilbage at leve i, har han i Alt kun frembragt et eneste, ikke tykt, Bind Digte, der udkom efter hans Død, Digte rige paa Vid, rige paa Frihedsbegejstring, skrevne af en Mand, der til sin Dødsdag blev sin revolutionære Ungdom ubøjeligt tro — men i Gjennemsnit ikke fire om Aaret.
Sveg han end aldrig sin Fortid, han var ingen Arbejder i Frihedens Tjeneste. Den sidste Del af hans Liv er gaaet hen i Lediggang. Han begyndte i Aaret 1839 som Digter og kritisk |481| Skribent
. Han kulminerede med »Gedichte eines Lebendigen[0007]«. Han giftede sig — meget rigt — med en ung Jødinde, der var begejstret for hans Poesi. Efter Februarrevolutionen optraadte han strax i Paris[a] som Fører, og faldt i Spidsen for en af Tyske og Franske bestaaende republikansk Arbejderkolonne ind i Baden[b], men blev den 27. April slaaet af de Würtembergske Tropper og skyldte kun sin Hustrus Mod at han undkom. Heine[XXX] har i »Simplicissimus I« givet en blodigt satirisk Skildring af denne Herweghske Kampagne. Han levede saa i Emigrantkolonien i London[c] Emigranternes fordærveligt ørkesløse Liv; de havde bogstaveligt intet Andet at gjøre end at smedde frugtesløse Planer til nye Opstande og forelske sig i hinandens Koner . Senere var Herwegh[XXXII] bosat i Paris[d] og Zürich[e] og førte her et uvirksomt Liv, stadigt lige misfornøjet med Tingenes Gang i Tyskland. Som Kinkel[XXXIII], som Moritz Hartmann[XXXIV] formaaede han til sin Død (1875) ikke at forsone sig med den Magtudfoldelse, hvortil det tyske Rige naaede paa Frihedens Bekostning. Sin Ungdoms Idealer opgav han aldrig; selv for Heine[XXXV], som havde haanet ham, bevarede han mandigt sin Begejstring. |482|Anlagt som han var maatte han nødvendigvis allerede 1843 holde skarpt Udkig med Hensyn til andre Digteres Troskab mod deres Fane og til Ægtheden af deres Frisind. Hans Udfald mod Geibel[XXXVI] og Freiligrath[XXXVII]† ere alt berørte. Saa vendte han sig mod Anastasius Grün[XXXVIII]. Denne opholdt sig i Wien[f] for at søge om en Kammerherrenøgle, eftersom hans Hustru, en født Grevinde Attems[XXXIX], var Ihændehaverinde af Stjernekors-Ordenen og han ikke kunde lade sin Hustru gaa alene til Hove. I bevægede Ord anraabte Herwegh[XL] ham om at vende tilbage:
Dingelstedt[XLI] svarede med i smukke Vers at tage Grev Auersperg[XLII] i Forsvar:
Svaret gik udenom Angrebet istedenfor at parere det. Ingen havde for Alvor troet, at en Mand som Auersperg[XLIII] havde skiftet Overbevisning; hvad Herwegh[XLIV] angreb, var netop, at han trods sin Overbevisning af selskabelige Hensyn ansøgte om en Hoftitel. Dingelstedt[XLV] talte her sin egen Fremtids Sag. Thi Dingelstedt[XLVI] blev den næste Digter, |483| mod hvem Herwegh[XLVII] vendte sig, og her var Satiren saa meget mere glubsk som den var stum, kun indirekte kom til Orde.
Herwegh[XLVIII] havde i Paris[g] truffet Dingelstedt[XLIX], der som han havde forladt Tyskland for politiske Poesiers Skyld, og de to Digtere havde en Aften i kollegial Kappestrid for Spøg skrevet hver sin humoristisk-vemodige Omvendelsesvise. Herwegh[L] skrev Digtet »Wohlgeboren[0009]«, hvis Indhold er: Hvad nytter det at tale om Frihed og Fædreland, at være genial, at drive Politik; hvad har det indbragt mig! Nej, jeg vil blive en god Borgermand:
Og gjennem alle Stroferne vedligeholdes dette Omkvæd. Saa skrev Dingelstedt[LI] for at overbyde Vennen Digtet »Hochwohlgeboren[0010]«, som begynder:
Ogsaa denne Linje afslutter som Omkvæd alle Digtets Strofer.
To Aar senere var Dingelstedt[LII] Geheimer Hofrath, Forelæser og Bibliothekar hos Kongen af Würtemberg[h]. Herwegh[LIII] nøjedes med at aftrykke de to Digte Side om Side.
Franz Dingelstedt[LIV] (født 1814) er en højst ejendommelig Datids-Type, en Frihedsmand, der heller havde skullet fødes som fornem Mand, en Fyrst Pückler[LV] i en fattig Adjunkts Lignelse, en Ironiker, der ikke kunde undvære Skinnet, et ypperligt Hoved uden alvorlige Laster og uden alvorlig Pathos, men med et let Vid, med mange Gnister af Poesi, med tidlig Blaserthed og med en vis praktisk Virkelyst til det Sidste. Han fødtes i Tysklands slettest regjerede Land, i Hessen[i] under Hassenpflugs[LVI] forhadte Regimente, blev Lærer ved en lærd Skole, vakte Mishag ved sine frie Meninger, sit frie Levnet, sine frisindede Vers, blev forflyttet, chikaneret, og tog 1841, syvogtyve Aar gammel, sin Afsked. Kun et Aar efter Herwegh[LVII] udgav han sin første politiske Digtsamling: »Lieder eines kosmopolitischen Nachtwächters[0011]«.
Gode Vers, gode Digte, en god Spas, en god Maske. Det er Natvægteren, der vandrer sin natlige Gang i Uniform og med Morgenstjerne, med sit Tudehorn i Haanden, og som fra sit Standpunkt udenfor Husene skildrer hvad han seer |485| og aner i dem. Han er en rigtig Natvægter, der er dygtigt kjed af sin Gamle derhjemme; hun er saa grim og har saa mange Rynker i sit Ansigt; men Husfred er der: hun sover om Natten, han om Dagen. En rigtig Natvægter er han, der synger Vægterversene om Lys og Ild; han ser op til Fangerne, de politiske Fanger, der vise deres Ansigter bag Jernstængerne og ruske i dem, han gaar forbi Domkirken med dens Reliquier, hvor Vinden tuder i Orgelpiberne, saa han gyser og selv maa le af sin Gysen; det er tyve Aar siden, han var derinde; han hører ikke til de abonnerede Søndags-Fromme.
Og dog er han ingen rigtig Natvægter. Hverken hans Følelser eller hans Meninger passe ret for hans Stand. Oppe i et Hus er der Bal; han lytter til Musiken, skildrer Dansen og det fine Selskabs Manerer. Hvilken Opsigt det vilde vække, om han i sin Kavaj, med Lygte og Spyd, med Sneflokker paa Huen, Rim i Skjægget og med brændende hede, brunrøde Kinder traadte ind mellem alle Skyggerne der! — Udenfor et andet Hus holder Ministerens, den almægtige Ministers Vogn. Kusken er pelsklædt; men de stakkels ubedækkede Heste skjælve af Kulde, medens deres Herre spiller Kort indenfor — ret som kunde de ikke hævne sig, naar han kommer:
Der er Udbrud af Følelse rundtom i disse Digte. Natvægteren gaar forbi, hvor i Forstaden en Stakkel ligger og drages med Døden; han gaar forbi Sindssygehospitalet, og Angsten for Vanvid, der altid griber ham paa dette Sted, blander sig med en hemmelighedsfuld Tiltrækningskraft; han vandrer forbi Kirkegaarden, hvor de afsides paa en foragtet Plads have lagt hans stakkels Fader, der hjalp sig selv ud af denne Verden, og kommer tilbage forbi Slottet, hvor Fyrsten søvnløs vælter sig i sin Seng, medens Skildvagten udenfor i sit Skilderhus sover bedre staaende end han paa sit bløde Leje.
Et og Andet kunde vel en Natvægter føle saadan, Intet deraf kunde han udtrykke saadan — og hvert Minut falder Masken. Nu og da forekommer — i fuldendt plastisk Form — Udtryk af en folkelig Harme. Saaledes dette mod et Hofkryb, der har udsuget Landet, og i hvis Vinduer der nu under hans Sygdom er Lys:
|487| Men saa forekomme der ogsaa Udtryk for Had og Forbitrelse, der høre de ufolkelige Kredse til, saaledes højst frivole Raad til en ung dejlig Dame, der er bleven gift med en gammel Synder, om hvorledes hun skal hævne sig paa sin Gemal. Undertiden tage ogsaa Natvægterens Tanker og Drømmerier en højere Flugt. Han støtter sig til en gammel Kanon, som ligger dér blank og tam paa Volden. Engang fløj dens Hjul paa erobret Grund over Lig og over Levende, engang gav den Takten an i Vaabendansen; thi der staar et kronet N. ved dens Fænghul. Nu høres den kun, naar en stakkels Fange er brudt ud af sit Fængsel, eller paa Majestætens Navnedag, eller naar en Prinsesse er bleven født. Men Taalmodighed! tilraaber Natvægteren Kanonen: Snart kan du maaske paany lade dine Kugler hagle over Fjenden; vær blot stum saalænge, min Veteran, at de ikke fornagler din Mund som de knebler os andre. — Her er, som man ser, Masken helt kastet.
Efterat Dingelstedt[LVIII] havde forladt Hessen[j], fulgte Digtsamlingen »Nachtwächters Weltgang[0012]«, hvor Digteren ikke mere optræder i Natvægter-Monduren, men som elegant Revolutionær. Det gaar her ud over de slette Fyrster, over Forholdene i Hessen[k], Preussen[l], Hannover[m], og over den falske tyske Patriotisme: »Hvad er, I Herrer, en tysk Patriot? — En Mand, der om Søndagen tjener Vorherre og om Hverdagen sin Konge. Hvad vil, |488| I Herrer, en tysk Patriot? — For sig et Embed, en Titel og et Baand, Brød for sine ægte Børn og legitime Fyrster for sit Land. — Ud af Templet, tyske Patriot, før dit Kys, du Judas, har myrdet Friheden bagfra!«
Nogle Maaneder derefter var Dingelstedt[LIX] Hofraad og Legationsraad, havde Embed, Titel og Baand. At han var bleven en Anden, kunde selvfølgelig Ingen tro. Det kan ikke undre, at man bedømte hans Handlemaade med Strenghed, undertiden paa ret hadefuld Maade. De talrige Aktstykker, som i den senere Tid er fremkomne om hans Karakter og Liv, særligt Julius Rodenbergs[LX] Publikationer i »Deutsche Rundschau[0013]« 1889—90, stille hans Færd i et mildere Lys end det, hvori den stod for Samtiden. Hans Handlemaade var uskjøn og ufin, men ikke lav. I og for sig var der ikke noget Ondt i at han modtog en Stilling som Forelæser hos en dannet og elskværdig Fyrste. Fejlen var, at han kort i Forvejen havde taget Munden saa fuld af demokratiske Talemaader og radikale Udfald uden at mene noget Alvorligt dermed.
Han var i høj Grad en Kunstnernatur, men tillige i høj Grad Forstandsmenneske, var nydelseslysten og herskesyg, ude af Stand til i Længden at taale den Ydmygelse som det er at være fattig og derfor overseet; var fremfor Alt grebet, og stærkt grebet af det Indtryk, at han ved at gaa videre |489| ad den Vej, paa hvilken han var slaaet ind, drev et métier de dupe. Hvad vandt han ved af doktrinær Ærbarhed at holde sig tilbage fra alle ansete Stillinger og høje Pladser! Hvad vandt Verden ved, at de Rigtbegavede af Doktrin overlod Titlerne, Pengene, Ordenerne, Æresposterne og Embederne til de Dumme! Var det Midlet til at forbedre Tilstandene? Hans Attraa var at være den Herskende paa et kunstnerisk Omraade, udføre store sceniske Opgaver, lede store Theatre, glimre ved Hoffer, foretrækkes af skjønne Kvinder. Vilde han kunne opnaa Sligt som landflygtig Gymnasiallærer, som Korrespondent for »Allgemeine Zeitung[0014]«? Hvem vilde i Længden agte ham som fattig og uafhængig Journalist, hvem vilde i Tidens Løb ikke agte ham som indflydelsesrig Hofmand! Vistnok vilde der blive Skraal, naar han fulgte Kaldet — blot han ikke havde skrevet det fordømte Digt til Herwegh[LXI]! — men her gjaldt det om rolig Fripostighed, om uigjennemtrængelig Ironi, om smilende Kulde, om den Overlegenhed, der lod Modstanderne skraale sig trætte, og den besad han.
Han blev som bekjendt ikke blot en Hofmand, men i Løbet af sit Liv Chef for en hel Række af Hoftheatre — i Stuttgart[n], München[o], Weimar[p] — og tilsidst den mægtige Direktør for Burgtheatret[q] i Wien[r].
Heine[LXII], der ikke var streng, men vittig, skrev det uforlignelige Digt om Dingelstedts[LXIII] »Forhofræderi«, som begynder:
Dette Digt indeholder den vemodigste Forstaaelse af Dingelstedts[LXIV] Handling og den bitreste Foragt for det Publikum, Dingelstedt[LXV] ligesom han henvendte sig til.
Den, der søger et skarpt og træffende Billede af Dingelstedts[LXVI] aandelige Personlighed, bør sammenholde den i en vittig og malende Prosa givne Skildring af hans Levnet, som har til Titel »Münchener Bilderbuch[0015]« med den Digtcyclus, der bærer Navnet »Ein Roman[0016]«. Denne indeholder langt mere af hans dybeste Væsen end hans tidlige Ungdoms Vers. Han havde ligefuldt tidlig kjendt den blandede Følelse af Tiltrækning til den fornemme Verden og Ringeagt for den. I Digtet »Krähwinkel[0017]« hed det om dette Selskab:
Nu skildrer han en Lidenskab i Salonverdenen. Fortælleren træffer paa et stort Bal i England en Dame fra de indiske Provinser af hinduisk Blod, men helt europæisk; aandsbeslægtet med ham, for|491|stemt som han og kold og træt. Imellem dem blusser en Kjærlighedsforstaaelse op:
Ordet »Tidsfordriv« er en Kjende for slapt, som Ordet »Fortvivlelse« en Nuance for stærkt. Der er tysk Naivetet i denne altfor stærke Betoning af Lapseriet og af Tungsindigheden. Det Sikre er imidlertid, at en Lidenskab opstaar. Og Romanen følger, hed og vild, mere Vellyst end Elskov: Kjærlighedsnætter, Alkovepoesi og Cynismens haarde Pande ud imod Verden — saa Løsrivelse og Farvel og Glemsel, indtil i et Drivhus i Amsterdam[s] Liglugten fra en udgaaet Lotusplante bringer ham til at svimle. Han mindes hende og trykker det visne Blad som Haanden af et Lig til sine Læber.
Saadanne Skikkelser som Dingelstedts[LXVII] ere Udtryk for en Tidsalder; de illustrere den, de bære den ikke. De ere ikke Paladsets Bygmestere; de ere Forgylderne. Vistnok tiltrækker Forgylderens Arbejde i højere Grad Øjet og fleer Par Øjne end Bygmesterens, som lægger Grunden og som allerede i Paladsets Grund bestemmer alle dets Forhold; men for Bygningen betyder hans Gjerning intet i Sammenligning.
Disse Digtere, saa nydelsessyge og ofte tidligt |492| saa blaserte, i hvilke der ikke er andet Hold end en politisk Overbevisning, om hvilken de synge, med hvilken de stadse og som de i Reglen forraade, de have deres sociale Betydning derved, at de skabe Stemning, almindelig politisk Stemning. De fremskynde derved Samfundets saa langsomme Omdannelse; men selve denne ydre Omdannelse er ikke Hovedsagen; det Politiske er ikke den første Bevæger. Den ydre Omvæltning er et Udslag af dybere, Overfladen fjernere Rørelser. Størst Lod og Del i den har maaske Filosofiens stille Omformning af den religiøse Livsbetragtning.
Og paa det filosofisk-agitatoriske Omraade er det, at netop paa dette Tidspunkt, midt imellem Udgivelsen af Herweghs[LXVIII] første og anden Digtsamling, samtidigt med at Dingelstedt[LXIX] udgiver sin første, i Sommeren 1841 en Tænker træder epokegjørende frem. I Værket »Das Wesen des Christenthums[0018]« udformer han store Tanker, begrunder og udtaler et Livssyn, som skinner igjennem i Alt, hvad der efter ham tales og skrives af Andre, ifald de ellers staa paa Udviklingens Højde. Han er Hjørnestenen, paa hvilken henved en Snes Aar fra da af at regne Alle bygge og Alt er bygget — Ludwig Feuerbach[LXX].
Naar jeg siger, han var stor, stor som Menneske og Tænker, saa føler jeg selv med Harme Ordets Plathed. Vi have hentet det fra Længde og Højde i Sanseverdenen, og det gjør intet Indtryk; vi ere |493| efterhaanden saaledes sløvede derfor, at vi Intet føle ved det. Selve Sansen for Storhed er heller ikke mere synderligt levende iblandt os. Den dræbes ved den kolde, klamme Maade, paa hvilken vi rykkes ind paa Livet af de aandeligt Store, naar vi læse de almindelige lærde Fremstillinger af deres Virksomhed. Tager man en Filosofiens Historie, saa findes de der ordnede, numererede, saa de alle tage sig ens ud. Der staa de paa Række, behandlede med samme Agtelse og Interesse: Schelling[LXXI], som var et Geni og en Charlatan, Trendelenburg[LXXII], som lod sig ansætte af Eichhorn[LXXIII] og benyttede sin Medbør efter Altensteins[LXXIV] Død, Strauss[LXXV], som var en Tænker af anden Rang og et Stykke af en Pedant, Karl Vogt[LXXVI], som var et Talent og en Gourmand, Lotze[LXXVII], som var en Professor i Filosofi, en udmærket Professor men ikke meer, og mellem dem Feuerbach[LXXVIII] sideordnet med flere Andre i en Rubrik, maaske endog som ensidig underordnet Stympere, der have kaldt sig Virkelighedsidealister eller lignende. — Sligt demoraliserer.
Han var stor. Det vil sige, at der er et stort aabent Rum omkring ham til alle Sider. Det vil sige, at ville vi forstaa ham, maa vi ryste af og kaste ud alle disse, alt dette, som i Lære- og Haandbøgerne trænger sig om ham. At han var stor, betyder, at han er i et andet Niveau. Have vi faaet Øje paa Skikkelsen som den staar der ensom, saa indfinder Ærefrygtsforholdet sig af sig selv. |494|
Thi saa jævn han end var i Forholdet til Venner, der er en uhyre Alvor over denne Skikkelse. Man se blot paa dette Aasyn, hvor Alt er Stil, den strengeste, strideste Stil, og alle Træk Geniets. Der er Stil i den mægtige Pande, i de smaa Øjne, i det store, vifteformige Skjæg. Der ligger Magt deri, Magt og Højhed, og den mandigste Skjønhed, bronceagtigt barsk.
Selv et Geni udspringer han fra en Slægt af lutter evnestærke Mennesker: Faderen, Tysklands første Kriminalist, Broderen, Søsteren, Brodersønnen, alle geniale. Han bliver født 1804 i Landshut[t], studerer i Heidelberg[u], er Theolog, først troende, saa kritisk, dernæst Filosof, først abstrakt, saa stedse mere virkelighedskjær. Han udgiver anonymt sine »Tanker om Død og Udødelighed[0019]«, der konfiskeres, derefter frigives paany. Da hans Forfatterskab til denne Bog bliver bekjendt, afslaas gjentagne Gange hans Ansøgning om et Professorat i Sydtyskland og senere hen en Række lignende Forsøg fra hans Side paa igjennem lærde Mænds Beskyttelse at opnaa en Universitetslærers Stilling i Berlin[v], Frankrig, Schweiz, Grækenland. Han lever da fra 1836 af et stille Privatliv (til 1860 paa Brückberg[w] ved Ansbach[x], senere i Rechenberg[y] ved Nürnberg[z]) i sine modnere Aar et Eneboerliv paa Landet i Brevvexling med Venner af den lærde Stand og med Mænd af Folket (som hin Konrad Deubler[LXXIX] i Salzkammergut[aa]), der undertiden |495| forstaa hans Skrifter bedre og føle dybere ved dem end den saakaldte dannede Verden gjør. I 1837 indgik han Ægteskab med sin Ungdomselskede. En Begivenhed, der gjorde Epoke i hans intime Liv, var den af ham gjengjældte Lidenskab, som i Begyndelsen af Fyrrerne en ung Pige, Datter af en af hans Venner, nærede for ham og hvoraf hun lod sig fortære.
Forelæsninger har han kun en enkelt Gang holdt, i Aaret 1848 i Heidelberg[ab], dog ikke paa Universitetet, som frygtede og skyede ham, men privat. Hans Venner havde i 1842 forsøgt at faa ham ansat i Heidelberg[ac]; først følte han sig tiltalt af Tanken, senere værgede han sig desperat mod at man gjorde Skridt for at virkeliggjøre denne Plan: »At ville gjøre mig til Professor og tilmed paa den almindelige Maade, som ethvert Fæ kan blive det [...] er at stille mig lig de Dumrianer, der for Tiden figurere, er at krænke, blamere mig [...] Mit Hoved hører ikke hjemme paa Kathedret. Det hører, véd du hvorhen? — gjæt! — paa Skafottet; thi mit Hoved er saa afgjørende og skarpt som en Skarpretters Sværd, og jeg har selv kun Lyst og Courage til Handlinger, hvor det gjælder at sætte Hovedet paa Spil«
. Vennen havde opfordret ham til hellere at kalde |496| sit Værk »Wesen der Theologie« end »Wesen des Christenthums[0021]«. Han svarer: »Det at styrte Theologien er mig en højst ligegyldig Ting. Jeg har kun med verdenshistoriske Existenser at gjøre [...] Paa Hovedet maa man slaa; af Princip maa man negere. At handle, det vil sige at halshugge — med den Beslutning, hvis det gjøres nødigt, selv at ville lade sig halshugge derfor.«Det er et fastere Sprog og en anden Synsmaade end Poeternes. Saint-René Taillandier[LXXX] har villet finde en Modsigelse i at Feuerbach[LXXXI] med disse Anskuelser ikke deltog i de revolutionære Bevægelser 1848. Han svarede herpaa: »Hr. Taillandier[LXXXII]! Naar der igjen udbryder en Revolution og jeg tager Del i den, saa kan De til Forfærdelse for Deres gudfrygtige Sjæl være vis paa, at denne Revolution bliver sejerrig, at Monarkiets og Hierarkiets sidste Dag er kommen. Desværre oplever jeg ikke denne Revolution. Og dog tager jeg virksom Del i en stor og sejrrig Revolution, hvis Virkninger imidlertid først vil udfolde sig efter Aarhundreders Forløb. Thi efter min Lære, som ikke kjender til Guder, derfor heller ikke paa Politikens Omraade til Mirakler, men af hvilken De intet forstaar og som De anmasser Dem at bedømme istedenfor at studere den, efter denne Lære er Rum og Tid Grundbetingelser for al Væren, al Tænken og Handlen. Ikke fordi det manglede Parlamentet paa Troende, som man latterligt har paastaaet i |497| det bajerske Rigsraadskammer — de Fleste var Gudsfrygtige, og Vorherre tager dog ogsaa Hensyn til Flertallet — men fordi det ingen Steds- og Tidssans havde, derfor fik det Hele en saa forsmædelig Ende«
.Saa mange Udviklingsstadier Feuerbach[LXXXIII] under sin stigende Virkelighedsinteresse har gjennemløbet, og saa meget der end med Rette kan siges om hans Standpunkters Flerhed, er hans Hovedtanke, den der er som Nøglen til Hvælvingen, paa hvilken det Hele hviler, dog ligesaa simpel som stor. Og det er denne: Mennesket kan ikke blive sig et Væsen bevidst, der er højere end dets eget. Dersom Mennesket kunde blive sig selv ↄ: sit Væsen bevidst som endeligt ligeoverfor et andet Væsen, der begrebes som uendeligt, saa vilde Mennesket i sin Bevidsthed begrænse sit eget Væsen ↄ: negere det. Dets Bevidsthed vilde altsaa naa ud over dets Væsen, men dette er umuligt; thi Bevidsthed er kun Væsenets Selvbekræftelse.
Istedenfor som Hegel[LXXXIV] at sige: Menneskets Bevidsthed om Gud er Guds Selvbevidsthed, nødes vi da til at sige: Menneskets Bevidsthed om Gud er Menneskets Selvbevidsthed; Religionen er Menneskets første og indirekte Selverkjendelse.
Det indrømmes fra alle Sider, at Gud uundgaaeligt maa bestemmes ved menneskelige Prædi|498|kater: Gud er Kjærlighed, Gud er Godhed, Varme, Lys osv. Men Subjektet er jo kun det personificerede Prædikat. Prædikatet er det Oprindelige. I Virkeligheden er da Religionens Mening denne: Kjærlighed er guddommelig ↄ: ubetinget værdifuld, tilbedelsesværdig, Godhed, Varme, Lys er guddommelige.
Troen paa en Gud er da Troen paa det menneskelige Væsen som Naturens Grundvæsen.
Religionens tilsyneladende Grundsætning er vel denne: Jeg er Intet imod Gud; dens virkelige er denne: Alt er Intet imod mig, Alt er Middel for mig. Ved Hjælp af Bøn og Undere har jeg gjennem Gud som Mellemled Altet til min Raadighed. Guden udspringer af Ønsket. Da Grundønsket i Kristendommen er ubegrænset Nydelse, Salighed, saa er Gud Midlet til at opnaa Salighed, eller rettere: Saligheden og Guddommen er Et.
Med ét Ord: Theologi er Anthropologi, det theologiske Problem er et psykologisk Problem — af Feuerbach[LXXXV] i alt Væsenligt løst for alle følgende Tider.
Saaledes set staar hans Livsværk som en Enhed. Lader denne sig end ikke udtrykke saa kort, i faa, henkastede Ord, saa sammentrænger Følelsen dog let til Et, et Eneste, hvad Menneskeheden skylder ham.
Naar en ung Mand staar i Pantheon[ad] i Rom[ae] og fortaber sig i Skuet af denne Kuppel, Verdens |499| skjønneste, saa farer det Ønske ham let igjennem Sindet: Hvem der som Bygmesteren af dette Tempel engang i sit Liv havde en saadan enkelt, stor Idé som den, der ligger til Grund for denne Kuppel — hvem der undfangede et enkelt Grundforhold, en simpel og dog sammensat Formel, der i sin indre Rigdom lod sig udspænde til et helt Grundsyn, til et Omfang af denne Storhed, en hel Himmelhvælving i det Mindre! En saadan Tanke i sin oprindelige Enfold og sin Udførelses Rigdom, det var nok til et stort Menneskeliv.
En saadan Grundtanke har Feuerbach[LXXXVI] havt.
højresiderne i kapitel 26 har i førsteudgaven klummetitlen »Politisk Lyrik, filosofisk Revolution.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
dvs. i 1830'erne.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 626): »Stød i Horn, du Krigsherold! og kald til Vaaben alle Stærke! / Kamp og Krig imod den Horde dumme, hykleriske Klerke!« Af digtet »Priester und Pfaffen«, skrevet af Anastasius Grün (pseudonym for Alexander von Auersperg) og trykt i hans digtsamling Spaziergänge eines Wiener Poeten, 1831 Grün 1844:14.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 626) af digtet »De Tykke og de Tynde«: »For et halvt Aarhundred siden vore Fædre alle stærke / Mænd til Vaaben kaldte mod de kuglerunde, fede Klerke. / Ogsaa vi staar nu i Vaaben. Nu maa dog vort Løsen være: / Krig imod de tynde, smalle, benradmagre Præsters Hære!«; den første strofe af digtet »Die Dicken und die Dünnen«, skrevet af Anastasius Grün (pseudonym for Alexander von Auersperg) og trykt i hans digtsamling Spaziergänge eines Wiener Poeten, 1831 Grün 1844:17.
dvs. i 1840'erne.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 627): »Det Lærken var, ingen Nattergal, / der netop kvidred sin Vise; / alt svinger sig Solen til Himlens Sal, / let baaret af Morgenens Brise. / Op Dagen, ja Dagen nu stod. / I Blod / snart farves, o Nat! din Kofte! / Hid Stridsmænd for Lysets evige Glans! / Syvsovere, kaster jer Elskovskrans, / og et flammende Sværd ved jer Hofte!« Af Georg Herweghs digt »Morgenruf«, trykt i andet bind af hans digtsamling Gedichte eines Lebendigen, 1844 Herwegh 1967:94.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 627): »Skylden er Kongernes ej - thi Friheden elskes af Konger, / men desto værre har den slet ikke Kongerne kær.« Citeret efter Georg Herweghs epigram »Unglückliche Liebe«, trykt i hans digtsamling Gedichte eines Lebendigen, bd. 2, 1844 Herwegh 1967:127.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 627): »Hedninge - det er Skade, at sligt Geni gik tabt - / holdt to og to for fire fra Verden den blev skabt. / Med Jomfrudommen var det endt, fik sig et Barn en Pigelil, / fordi det nye Testament var endnu ikke til.« Af Georg Herweghs digt »Heidenlied«, trykt i hans digtsamling Gedichte eines Lebendigen, bd. 2.,1844 Herwegh 1967:117.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 628): »Om de rages katolsk, eller Haaret er skilt protestantisk, / altid i Haarene dog kommer en Mand paa det Pak.« Citeret efter Georg Herweghs epigram »Was man nicht lassen kann«, trykt i hans digtsamling Gedichte eines Lebendigen, bd. 2, 1844 Herwegh 1967:129.
den væbnede opstand i Paris i februar 1848, der førte til, at Frankrigs sidste konge, Ludvig-Filip, blev afsat.
Henrich Heines digt »Simplicissimus I«, som først blev trykt i 1869 Heine 1992, 3:315-318.
en østrigsk ordensdekoration for damer, indstiftet i 1668 af den tysk-romerske kejserinde Eleonora Gonzaga.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 629): »Tør for en Kvindes Skyld man skænde Templet, / om Afgudsaltre med en Kvinde danse«. Citeret fra Georg Herweghs digt »Anastasius Grün«, 1840, optrykt i hans digtsamling Gedichte eines Lebendigen, bd. 1, 1841 Herwegh 1967:47.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 629): »O, den vil det ej begribe, den prosaiske Gemenhed, / at en Aand som din er Borgen nok for Sindelagets Renhed, / kun det Slette tror den villigt.«; af Franz Dingelstedts digt »Auf dem Kalenberge. An Anastasius Grün«, trykt i hans Lieder eines kosmopolitischen Nachtwächters, 1841 Dingelstedt 1877, 2:123.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 630): »Du skal, fordømte Frihed, du! / mig ikke volde flere Sorger. / Lisette! Et Glas Øl endnu! / Jeg blive vil en ægte Borger.«; af Georg Herweghs digt »Wohlgeboren«, 1841, optrykt i andet bind af hans digtsamling Gedichte eines Lebendigen, 1844 Herwegh 1967:110.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 630): »En ægte Borger vil du blive? / Fy Ven! en ægte Borger du? / Til Borger vilde du det drive, / det Maal var plantet i din Hu? / Tilbage tag det ækle Ord! / Jeg vil forbi den hele Horde. / Min Ærelyst er vild og stor: / Jeg maa Geheime Hofraad vorde!«; af Franz Dingelstedts digt »Hochwohlgeboren«, optrykt i andet bind af Georg Herweghs digtsamling Gedichte eines Lebendigen, 1844 Herwegh 1967:111-112.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 631): »Du skulde ej længer Kortene røre! / Og vogt dig vel, Minister, du smaa! / du faar med fire Hingste at gøre; / for Vognen ingen Borgere gaa.« Af Franz Dingelstedts digt »Kamerad, wen fährst Du?«, trykt i hans Lieder eines kosmopolitischen Nachtwächters, 1841 Dingelstedt 1877, 2:17.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 632): »Hvorfor han ej sover, men i Raseri har revet i Stykker sit Linned? / En hæderlig Mand sover lettelig godt; en Skurk har sit Helved i Sindet. / Han har af Landets Marv, den Snog, sig suget saa fuld, som han evned. / En Menneskealder igennem han tog, løj, stjal, bedrog, til han revned.« Af Franz Dingelstedts digt »In diesem Hause schläft ein Wicht«, trykt i hans Lieder eines kosmopolitischen Nachtwächters, 1841 Dingelstedt 1877, 2:30.
GBs sammenfattende gengivelse af Franz Dingelstedts digt »Was ist, Ihr Herrn, ein deutscher Patriot?«, trykt i Dingelstedts Lieder eines kosmopolitischen Nachtwächters, 1841 Dingelstedt 1877, 2:90-91.
(fr.) et narreværk.
GBs oversættelse af Heinrich Heines satiriske sammenkædning af ordene 'hofråd' og 'forræderi': Verhofrätherey.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 634): »Forværrer sig ikke din Sjæl og din Stil, / skal jeg hilse hvad Pokker du gør med et Smil. / Min Ven, jeg skal aldrig dig dømme med Galde, / selv om jeg dig maatte Hr. Hofraad kalde.« Af Heinrich Heines digt »An den Nachtwächter«, trykt i Neue Gedichte, 1844 Heine 1983, 2:124.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 634): »De lyver, de strides og kives; de hader hverandre til Blodet. / Naar ikke til Mord de drives, er det kun, for de savner Modet. / De vilde gerne, men drister sig ej; det kalder de Pligtens Lænke. / De som kan[i kursiv] tænke, dem frister det ej; de fleste kan[i kursiv] ikke tænke.« Sammensat citat fra Franz Dingelstedts digt »Kind, wolle mich nicht quälen«, del af hans digtcyklus »Intermezzo: Ein Roman« Dingelstedt 1877, 2:238-239.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 634): »Vi klamred os, halvt vel for Tidsfordriv / og halvt fortvivlet, til hinanden fast, / hun, en fortabt, men nu som nyfødt Viv, / jeg, nyfødt Mand, skønt Haabet for mig brast.« Af Franz Dingelstedts digt »Sie war ein Weib - was sag' ich denn von ihr«, del af hans digtcyklus »Intermezzo: Ein Roman« Dingelstedt 1877, 2:225.
dvs. 1840'erne.
af Ludwig Feuerbachs brev, dateret Bruckberg 18.2.1842, til Christian Kapp Briefwechsel zwischen Feuerbach und Kapp 1876:176.
sigter til G.W.F. Hegels Vorlesungen über die Philosophie der Religion, Dritter Theil, 1821 og 1829 Hegel 2017, 29,1:82 og 387.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik