Alligevel var og blev Fr. Wilhelm IV.[I] den aandrigste Konge i Datidens Europa, lagde i sine |457| Samtaler skarp Forstand og livlig Fantasi for Dagen og gik altid ud fra en Forestilling om at han burde føle kongeligt. Hans offentliggjorte Breve og Billetter til Humboldt[II] er kvikke, skrevne i lystig Hofjargon, og hans Ytringer røbe stadigt hurtig Opfattelse, letvakt Medfølelse, slaaende Vittighed
. Man kan da heller ikke sige, at han var uden Forhold til Datidens tyske Litteratur og Aandsliv; men hans Bestræbelse gik udelukkende ud paa at drage Litteraturens »gode« Kræfter til sig og fjerne de »slette«, og han regnede snart alle oppositionelle Elementer til disse sidste.Ved Hoffet var fra først af Alexander von Humboldt[III] den dominerende litterære Magt. Han |458| var 80 Aar gammel, Tidsalderens berømteste Naturforsker, berømt Jorden over; han holdt Kongen à jour med de aandelige og videnskabelige Bestræbelser i Tiden. Hans Broders[IV] frisindede Statsideer vare vel fortrængte; hans eget politiske Frisind kunde ikke ved Hoffet faa Luft, og han, hvem Overtro og Reaktion i lige Grad var en Styggelse, maatte tie til meget, der var ham imod, tiltog sig dog undertiden Frisprog
. Men som Hoffets Smykke og Statens† Stolthed var han altid hædret i Kongens Kreds og han brugte sin Indflydelse til i stor Udstrækning at virke for videnskabelige Formaal og til nu og da at lægge sit vægtige Ord ind for en eller anden forfulgt Skribent. Før 1848 var, som Brevene vise, Kongens Tone overfor ham en skjæmtsom Fortroligheds, skjøndt ingen dybere Sympathi forbandt de to Mænd. Efter 1848, da Kreuzzeitungspartiet blev enevældigt, gav han jævnlig sin Misfornøjelse over den tabte Indflydelse Luft i saadanne Talemaader som: »Kongen er ikke mere |459| amusabel« eller »Kongen nærer en ufrugtbar Kjærlighed til Personer, som han har Velvilje for«. Letomgjængelig var han ikke ved Hoffet, ofte spydig, heftig, naar Rankes[VIII] politiske Meninger skulde gjælde mere end hans, ilde lidt af mange, deriblandt af Dronningen paa Grund af sin Forkjærlighed for Louis Phillippe[IX] og hans Familie. I Reglen læste han højt, al Slags, kun aldrig sit Eget; hyppigst forelæste han Journal des Débats[0001], medens Kongen udkastede arkitektoniske eller Landskabs-Skitser.En anden Forelæser for den kongelige Familie var den fra Dresden[a] til Berlin[b] kaldte Tieck[X]. Skjøndt saa meget yngre end Humboldt[XI], var han paa Grund af legemlig Svaghed stærkt generet af Hoflivets Tvang. Han foredrog gjerne Shakespeare[XII] og Kleist[XIII]. Kongen lod hans gamle Eventyrskuespil »Den bestøvlede Kat[0002]« opføre i Berlin[c]. Det virkede, som saa man en Gjenganger fra svundne Dage. Paa Kongens Opfordring satte han Sofokles’s[XIV] »Antigone[0003]« i Scene, og Mendelsohn[XV] skrev Musiken dertil. Men Tieck[XVI] var nu kun en af Litteraturens Invalider. Spiste Hoffet i Haven paa Sanssouci[d], frygtede han selv paa de varmeste Dage Træk.
En anden fordums berømt Digter fra den romantiske Tid, som Kongen lod kalde til Berlin[e], hvor han snart derefter døde, var La Motte Fouqué[XVII]. Han var da midt i Tredserne, men havde fuldstændigt overlevet sig. Hans Helteromaner |460| syntes den yngre Slægt at høre en tidligere Jordperiode til. Man var træt af Riddervæsen og Elskovstjeneste (Minnedienst) i barnligt konventionelle Former; det Uhistoriske i hans Syn paa forgangne Tider og det Heldøreagtige† i hans Fromhed fremkaldte Spot. Uden Kongens Bistand vilde han været død i Mangel som i Glemsel.
Der var en stor Digter, som ikke tilhørte den romantiske Tid, hvem Kongen i 1841, især paa Varnhagens[XVIII] Anbefaling, kaldte til Berlin[f]. Det var Friedrich Rückert[XIX] (1789—1865). Han var kun et Par og halvtredsindstyve Aar gammel, men hørte ligefuldt ikke Tidsalderen til. Han stod i Datidens Litteratur som et Udtryk for den under alle Forhold uforandrede tyske Universalitet, denne Evne til alsidig Tilegnelse, til Indsugen og Eftergjøren af alle Folkeslags Ejendommeligheder. Han rystede hele sit Liv igjennem Digte ud af Ærmet med en Virtuositet som forbauser. Allerede ung blev han af Joseph v. Hammer[XX] indført i den arabiske, persiske og tyrkiske Litteratur og blev 1826 ansat som Docent i østerlandske Sprog i Erlangen[g], men søgte stadigt at unddrage sig sine Pligter som Forelæser.
Der er Noget i hans Væsen, som minder om Goethe’s[XXI] Stil i Diwan[0004]-Perioden, og Noget, der stammer fra Schlegelerne i deres rastløse Forsken og Oversætten† . Allerede i hans Disputats fra 1811 »Om Filologiens Væsen[0005]« mærkes Indflydelse |461| af Fr. Schlegels[XXII] Værk om de gamle Inderes Visdom[0006], idet han her gaar ud fra Begrebet om en »Universalpoesi«, for hvilken han betragter det tyske Sprog som det mest tiltalende Klædebon. Og det er netop Universalpoesi, som denne store Stilvirtuos har givet. Han debuterer med Geharnischte Sonnette[0007] som tysk Patriot i slebne, men søgte Former. Saa følger i Bog efter Bog en 5—600 Kjærlighedsdigte til forskjellige unge Kvinder, righoldigst er den sidste Samling »Liebesfrühling[0008]« til hans Forlovede Louise Witthaus[XXIII]. Denne Gruppe er det eneste af alle Rückerts[XXIV] Værker, i hvilket Følelsen er fremherskende. Ellers er han en Læredigter i lyriske Former; her er han Sanger. Men selv her hindrer den faste skematiske Form — som i Sydens Canzoner — Følelsens naive Udbrud, og her allerede trænger Rückerts[XXV] Hang til at udfolde sit Herredømme over Sproget sig frem i en Fornyelse af Ordmaterialet og i en tvangløs Sammenslyngen af Ordene i Versemaalet, som hidtil var useet og som kort derefter hos os efterlignes af Aarestrup[XXVI]:
|462| Sligt har mere sproglig og teknisk end rent poetisk Interesse. Men Rückert[XXVII] er ogsaa netop Filologen som Digter. Hans herskende Evne er den rent sproglige i dens Dobbelthed: Evnen til at lære Sprogene og trænge ind i deres Aand, og Evnen til paa Grund af den dybeste Indtrængen i det egne Sprogs Hemmeligheder at overføre de fremmede Sprogs ypperste Poesi i Gjendigtning paa Tysk. Hans Lyst var den, selv at skabe sig sproglige Vanskeligheder for at overvinde dem. Derfor se vi ham snart optræde i gammeltysk Stil med lange Albrecht-Dürer[XXVIII]ske Lokker, snart som ung Officer fra Napoleonskrigenes Tid, snart som Beduiner, med vidunderlig Kunst fortællende os Hariris[XXIX] Makamer, snart som Perser slyngende sine Rim i Ghaselens Former eller gjenskabende Heltedigtet om Rostem[xxx] og Suhrab[xxxi]. Snart skrider han frem som Tyrk i Kaftan og Turban, snart som Kineser paa Filtsko og med Haarpisk, snart og helst se vi ham sidde ved den hellige Ganges’s[h] Bredder som Braman og forkynde en sprudlende Levevisdom, der giver tusind gyldne Regler i klingende Vers. Hvad der gjerne siges om Théophile Gautier[XXXII], at han som Aand var hjemme i det gamle Ægypten som i vore Dages Rusland, i Konstantinopel[i] som i Sevilla[j], det har kun den Sandhed, at han kjendte de fremmede Egnes Klimater og Mindesmærker; men det gjælder i langt dybere Forstand om Rückert[XXXIII], der begreb Menneskene i de forskjellige Litteraturer, |463| forstod deres Sprog og følte i deres Aand. Han har ikke set de fremmede Lande med sine Øjne, har derfor intet af Gautiers[XXXIV] Anskuelighed, intet af hans Farve og Plastik, men han har den stilfærdige, indre Kontemplation og Tankebilledet, Tankesproget, i en Fylde af metriske Former. Den, der vil have ypperlige Prøver paa hans Kunst, læse f. Ex i Hariris[XXXV] Makamer[0009] Afsnittet »Jungfrau und Junge Frau« og hele »Weisheit der Bramanen[0010]«.
Disse Arbejder havde skaffet Rückert[XXXVI] et stort Publikum ogsaa i Berlin[k], men Byen med dens urolige Væsen var ham imod. Han skulde docere Østerlandsk ved Universitetet, men kun de første Par Gange fyldte Nysgjerrigheden hans Læresal. Snart gik han ikke mere til Universitetet, da der kun indfandt sig to eller tre Tilhørere. Han gik saa at sige aldrig ned fra sin Lejlighed paa en tredje Sal i Behrenstrasse[l], men sad deroppe og skrev Digte, hvori han udtrykte sin Afsky for Berlin[m] med dens moderne, pulserende Liv. Selv den kongelige Romantikers Berlin[n] var disse Fortidens Storheder for moderne.
Noget senere kaldte Kongen Digteren Christian Scherenberg[XXXVII] til sig. Hans Digte, men især hans Slagbeskrivelser »Waterloo[0011]«, »Abukir[0012]« tiltalte Hoffet; han maatte læse dem højt. Scherenberg[XXXVIII], der endnu som 80-aarig Olding var en elskværdig, gjerne set Gjæst i Berliner-Kredse, var født 1798. Hans Liv havde været en haard Kamp. I 1838—40 |464| beboede han efter Opløsningen af sit ulykkelige Ægteskab en Lejlighed i det lille Hjørnested i Bendlerstrasse[o] ud imod Thiergarten[p], saa fattig, at han ikke kunde tænke paa at kjøbe Brænde, men lod sine Smaabørn samle nogle Grene i Thiergarten[q]. Han skrev baade Digte, Sørgespil og Lystspil, fik aldrig nogen Forlægger, men bevarede saa fuldstændigt en Gentlemans Holdning, at hans Slægtninge i Stettin[r] troede hans »Succes« pseudonymt og bad ham »løfte sin Maske« for sin Familie. Hvad hans Pen indbragte ham, det var hvad han fik for at affatte Bønskrifter og for Afskrivning i Arkevis; iøvrigt levede han af som Hjælpelærer at give Timer hos de omboende Gartnerfamiliers Børn, hvilke Timer efter Overenskomst udelukkende honoreredes med Kartofler. Fontane[XXXIX] har i Scherenbergs Levnet[0013] fortalt den nydelige Historie om, hvorledes man i Bendlerstrasse[s] haabede paa, at længe udebleven Betaling skulde indfinde sig ved Paasketid i Skikkelse af en saftig Kalvesteg, og hvorledes en af Eleverne i sin uskyldige Velvilje i Stedet bragte en Lærke i et lille grønt Bur. Paaskemorgen 1840 bar Scherenberg[XL] saa egenhændig Lærken ud paa en Mark, aabnede Buret for den og skrev det smukke Digt, i hvilket en Strofe lyder:
|465| Lærken gav den stakkels af Næringssorg bundne Poet atter fri, men den lille graa Vandkrukke i Buret beholdt han til Erindring, og den forfremmede han til sit Digter-Blækhus.
Nu havde Digtene gjort Lykke, og Kongen vilde se ham. Den friske Oprindelighed og knortede Energi i hans Slagmalerier henrykte Kongen. Scherenberg[XLI] fortalte aldrig andet om denne Hof-Forelæsningstid, end hvor behagelig den forud for Oplæsningen gaaende halve Time paa hans Velynder Grev Bismarck-Bohlen’s[XLII] Værelse havde været, hvor man spøgte og røg Cigarer og derpaa, da Kongen afskyede Tobak, ved en Eau-de-Cologne-Daab bødede paa Tobakslugten. — Der var mange Aar senere en anden Potentat i Berlin[t], til hvis Hof Scherenberg[XLIII] regnede sig. Det var Ferdinand Lassalle[XLIV]; hos ham traf han livligere Selskab, og der gjorde han sig gjerne lystig over sine Protectorer ved Hove. Det laa i hans Væsen at bære Kappen en Smule paa begge Skuldre. Ved Hoffet vidste man derom og tog ham det ikke altfor ilde op.
En gjerne seet Gjæst ved det preussiske Hof som ved alle Hoffer var endelig Fyrst Hermann Pückler-Muskau[XLV], naar han opholdt sig i Berlin[u] som Gjæst hos sin højtelskede, fraskilte Hustru. Han var smuk, elegant, fornem, smidig, vandt Mændene ved sin Munterhed og Ild, Kvinderne ved sit Væsens Ynde; han gjaldt for uimodstaalig, og Rækken alene af berømte Kvinder, som have for|466|elsket sig i ham, er lang: Sophie Gay[XLVI], Henriette Sontag[XLVII], Bettina[XLVIII], Ida Hahn-Hahn[XLIX] osv. Han tilhører ved sit Aandspræg, omtrent som Fyrsten af Ligne[L] før ham, Europas internationale Aristokrati. Hans Glimrelyst udelukkede paa ingen Maade en rigtig Erkjendelse af hans Evners Begrænsning, end ikke sand Beskedenhed. Han var en aandfuld Vagabund, en sand Kunstner i Maaden at føre sit Liv paa, desuden paa et enkelt Omraade en Kunstner af Fag. Det var ham, som i Tyskland brød med den stive franske Smag i Havers Anlæg og som gjenindsatte Naturen i dens Eet. Hans Have i Muskau[v] blev snart Mønsterhaven for Europa.
Han oplevede ikke blot flygtige Eventyr i meget stort Antal; men selve hans Ægteskabs Historie er et. Han havde paa én Gang forelsket sig i to unge Piger, Døtre af Rigsgreven von Pappenheim[LI], der var gift med Kantsleren Hardenbergs[LII] Datter. Men Moderen, som da var 40 Aar gammel, 9 Aar ældre end han, blev greben af en saa glødende Lidenskab for ham, at hun smittede ham med den. Hun opgav Alt for at blive hans, og han indgik Ægteskab med hende, dog forbeholdende sig sin ubetingede erotiske Frihed. Forholdet udviklede sig lykkeligt. Men efter ti Aars Forløb lod Parret sig efter venskabelig Overenskomst skille i Haabet om at Fyrsten kunde finde en rig Arving og ved at ægte hende gjenoprette sine ødelagte Formuesforhold. Saa begiver han sig |467| paa Vej først til London[w], senere rundt i Tyskland. Samvittighedsfuldt underretter han dagligt sin fraskilte Hustru, sin Lucie[LIII], om de Fremskridt, han gjør, og de Vanskeligheder, der møde ham under Bestræbelsen for at kapre en Arving. Da Forsøget mislykkes, vender han tilbage til sin Lucie[LIV] og lever nogle Aar paany i et kjærligt Samliv med hende, gaar saa atter paa Rejser og kommer efter henved sex Aars Forløb tilbage med en dejlig lille Slavinde, Machbuba[LV] ved Navn, som han lader tage Ophold paa Muskau[x]. Fyrstinden var ikke altfor tilfreds dermed, skjønt hun havde gjort sig det til Regel aldrig at plage ham med Skinsyge. Hun vedligeholdt 70 Aar gammel sin tilbedende Kjærlighed til ham, og han var bestandig Godheden, Aabenheden, Hjerteligheden selv imod hende.
Fyrst Pückler[LVI] havde aldrig tænkt paa at uddanne sig som Skribent. Men ved Aaret 1830 fik han den Ide anonymt at udgive Brevene til Lucie[LVII] fra sin frugtesløse Brudefart, og disse Breves i tysk Litteratur saa sjældne Verdenstone, den indtagende Skjødesløshed i Fremstillingen, som var en Følge af, at de ikke var beregnede paa Trykning, Blandingen af Aandsoverlegenhed og Frivolitet tiltalte i højeste Grad. Som ovenfor nævnt (S. 137) troede Mange, at de maatte have Heine[LVIII] til Ophav. Forfatteren var moderne til det Yderste, grundigt blaseret, politisk vidtgaaende liberal, i Et og Alt aandsfri. |468|
For os Nulevende have de fire Bind Briefe eines Verstorbenen[0014] omtrent samme Værd som Madame de Girardins[LIX] indtagende fire Bind »Lettres parisiennes du Vicomte de Launay[0015]«. Hun er friskere og skriver mangfoldige Gange bedre end Fyrsten. Han har kosmopolitiske Erfaringer fra Samfundskredse og Lande, som hun intet kjender til. Man læse f. Ex. som Prøve paa hans Stil den fordringsløse Gjengivelse af hans Samtale med Goethe[LX] i Weimar[y], der findes i Brevenes tredje Bind. Hans begejstrede Ærefrygt for Goethe[LXI] gjør Indtryk af Ægthed, Goethes[LXII] Svar paa hans Artigheder ikke mindre. Goethe[LXIII] har strax talt til ham om Muskau[z] (der er betegnet som M.) og fremhævet det Fortjenstlige i som Pückler[LXIV] at vække Skønhedssansen; Enhver skulde blot i sin Sfære, den være stor eller lille, arbejde trofast og med Kjærlighed, saa skred man frem imod det almindelige Vel. Han for sin Del havde ikke gjort andet, og Pückler[LXV] gjorde jo det samme i Muskau[aa].
Pücklers[LXVI] følgende talrige Bind Rejseskildringer lade os ganske kolde. De mangle den første Brevsamlings Uvilkaarlighed og i endnu højere Grad det litterære Talent, der alene kunde erstatte den. Men de tiltalte Samtiden, vel omtrent indtil Aaret 1844, i lige saa høj Grad som de første Bøger, og Forfatterens Popularitet naaede en rivende Højde; han var kjendt og beundret allevegne omtrent som Franz Liszt[LXVII]. Heine[LXVIII] tilegner ham endnu i 1854 sin |469| »Lutetia[0016]« i en begejstret Fortale, i hvilken han kalder ham »mein hochgefeierter und wahlverwandter Zeitgenosse«. Og i Varnhagens[LXIX] Dagbøger læser man under 7. Juli 1839: »Fyrst Pücklers[LXX] Navn virker dog som en Trolddom paa Folk. Hele den store Verden i alle Nationer hører med Spænding efter, saasnart Talen er om ham. Han har et vældigt Ry, og jo klogere En er, des mere skatter han ham.«
Allerede 1834 havde Varnhagen[LXXI] sagt om ham, at han havde noget tilfælles med det unge Tyskland, og det det Væsentligste, nemlig den fuldkomne Aandsfrihed, og senere brugte han det Udtryk om ham, at han repræsenterede Overhuset i den moderne tyske Litteratur som Heine[LXXII] Underhuset.
Pückler[LXXIII] nærede en ridderlig Hengivenhed for Huset Hohenzollern, og nærmede sig Kongen, naar han var i Berlin[ab]. Han anerkjendte Fr. Wilhelm IV’s[LXXIV] Dannelse og Vid. Da han imidlertid i religiøs Henseende var en afgjort Voltairianer, der aldrig i nogen Præst kunde se andet end en Hykler, og for hvem al uklar Fromladenhed var en Pest, saa maatte det Romantiske i Kongens Karakter støde ham stærkt tilbage. Som Humboldt[LXXV] søgte han fra Hoffet til Varnhagen[LXXVI], den kloge Iagttager og Kritiker, der sad glemt i sin Krog og i sin Journal — en Dagbog, ført i Sainte-Beuve’s[LXXVII] Manér — skrev Tidens Historie. Og i de senere Aar blev ogsaa han en fast Gjæst ved Lassalles[LXXVIII] smaa Middags|470|selskaber, hvor han gjerne førte Ordet; det hed sig, at han var den Eneste, hvem Lassalle[LXXIX] lod beherske Samtalen
.Føjer man til de nævnte Forfattere den gamle Arndt[LXXXII], tidligere forfulgt som Demagog, hvem Fr. Wilhelm IV[LXXXIII] kaldte til Berlin[ac], saa er dette de romantiske, konservative, neutrale eller aristokratiske Skribenter, som det lykkedes den mægtigste af det egentlige Tysklands Konger at knytte til sin Person. Man seer, hvor længe og hvor stærkt. Og selv mod de Skribenter, der kun strejfede Hoffet og Magthaverne, vendte Oppositionen sig; vi have seet at Herwegh[LXXXIV] aabner sin første Digtsamling med en fnysende Udæskning til Fyrst Pückler[LXXXV]. Ja selv mod Arndt[LXXXVI] rettede han sin Spot — han kaldte ham en Aftenrøde, der ikke mere kunde oplyse den unge Verden — og modtog en poetisk Tilrettevisning af Freiligrath[LXXXVII]† derfor.
Freiligrath[LXXXVIII]† var den eneste af de unge Digtere, som Kongen strax (1841) forpligtede (af Geibel[LXXXIX] tog han sig først et Par Aar efter). General v. Radowitz[XC] beundrede nemlig Digtet »Løveridtet[0021]« trods dets Unatur, vandt Kongen for Freiligrath[XCI]† og forskaffede denne en Pension af 300 Thaler om Aaret af den kongelige Kasse. Dog, da Herwegh[XCII] |471| ikke nøjedes med at gjøre sig lystig over Digteren i Linjer som disse:
men i sin »Duett der Pensionirten[0022]« skrev:
Geibel
Freiligrath†
saa gav Freiligrath[XCVII]† Pensionen tilbage. Og nu indtraadte hans fuldstændige politiske Omvendelse. Med stedse stigende Lidenskab sluttede han sig i Digtsamlingerne »Ein Glaubensbekenntniss[0023]« (1844) og »Ḉa ira[0024]« (1846) til det revolutionære Parti, hvis mest fejrede Digter han blev. Strax efter den første Samlings Udgivelse maatte han ilsomt flygte fra sit Opholdssted St. Goar[ad] ved Rhinen[ae] til Bruxelles[af] for derefter i London[ag] at ernære sig som Kjøbmand.
Hvor stor hans Popularitet allerede da var, viser følgende Anekdote. Fra Bruxelles[ah] gjorde Freiligrath[XCVIII]† en Udflugt til Antwerpen[ai]; der laa en Tremaster, bestemt til Kanton[aj], som Digteren og hans Venner gjerne vilde besé. Overbaadsmanden førte dem om, da Kaptajnen med sit Selskab traadte ud af Kahytten. Man undskyldte sig, |472| men den belevne Sømand førte de Besøgende ind i Kahytten paany. I det lille Bogskab stode Freiligraths[XCIX]† Digte. En af hans Ledsagere siger til ham: Glæder du dig ikke over at dine Vers skal med til Kanton[ak]? — Hvorledes? spørger Kapitajnen. — Den Herre er Freiligrath[C]† . — Den rigtige? — Da Spørgsmaalet bejaes, styrter Kapitajnen til Talerøret: Alle Flag op! Mandskabet mander Ræer! og Champagne paa Dækket!
Gjæringen i Tyskland var i stærk Stigen. I Østerrig trodsede alt siden 1842 Ungarerne under Kossuth[CIII] Metternich[CIV]; i Bayern[al] havde Kongemagten tabt i Anseelse ved Kong Ludvigs[CV] ømme Forhold til Lola Montez[CVI], i det tyske Schweiz stod det radikale Parti haardt imod det jesuitiske. I Preussen[am] herskede nu den strengeste Statskirkelighed med Begunstigelse af Katholikerne og Forfølgelse af alle Dissidenter, ikke blot af det frikatholske Parti, som Ronge[CVII] havde stiftet, og af de saakaldte Lysvenner, et frikirkeligt Parti, som Wislicenus[CVIII] havde oprettet, men selv af Pietister og Muckere som ikke statsorthodoxe nok. Til Tronen naaede i Samvittighedsfrihedens Navn den ene Protest efter den anden. Og samtidigt voxede den rent politiske Agitation. Førerne for alle tyske Staters Oppositionspartier virkede i Forening imod den gamle Forbundsforfatning. Højere og |473| højere løftedes i Preussen[an] — da Kongen ikke gjorde synderligt Skaar i Pressens Frihed — Raabet paa den lovede Rigsstænderforfatning. Og fra Udlandet kom revolutionerende Impulser. Fra 1846 af havde Pius IX[CIX] optraadt som Liberal og som italiensk Patriot. Opstande brød ud rundt om paa den italienske Halvø, og disse Opstande, som Metternich[CX] ikke kunde hindre, nedbrøde hans Prestige. Tyske Emigranter i Schweiz og Nordamerika pustede efter Evne til Ilden i Tyskland.
Imens sad Kongen af Preussen[ao] sysselsat med Oprettelsen af den nye Svane-Orden og med arkitektoniske Planer. Han vilde opføre et stort Hermann[CXI]s-Monument ved Rhinen[ap] som Demonstration mod det konstitutionelle Frankrig, og han lod efter 300 Aars Stilstand Byggearbejdet paa Kölner Dom[aq] gjenoptage, et Foretagende, der opfattedes som sindbilledligt, ikke i national, men i kirkelig Henseende, og som gav Heine[CXII] Anledning til nogle Protester i »Deutschland† , ein Wintermährchen[0025]«, Strauss[CXIII] Anledning til den bekjendte fine Brochure »Der Romantiker auf dem Trone der Cäsaren[0026]«, i hvilken han skildrer Julianus Apostata[CXIV] som begejstret religiøs Reaktionær paa en saadan Maade, at Parallelen med Fr. Wilhelm IV[CXV] faldt i Øjnene uden at nævnes.
Den opgroende Litteratur, som Kongen var afgjort fjendsk, gjengjældte ham snart denne Følelse med Renter. Han havde den gnavne, værkbrudne |474| Tieck[CXVI] hos sig i Sanssouci[ar] som Poeta laureatus og Mystifaxen Schelling[CXVII] i Berlin[as] som summus philosophus. Han lod Sofokles’s[CXVIII] »Antigone[0027]« og Euripides’s[CXIX] »Medea[0028]« spille paa Theatrene i Berlin[at] og Potsdam[au] for at indvirke gunstigt paa den urolige tyske Litteratur. Men den gik nu sine egne Veje.
højresiderne i kapitel 25 har i førsteudgaven klummetitlen »Den neutrale Litteratur.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
GBs kilde er ikke identificeret.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 615): »Aa, Majestæt, den Klogeste gi'er efter«.
avisen Neue Preussische Zeitung, til daglig kaldet Kreuzzeitung, fordi et jernkors var afbildet i avisens hoved, blev udgivet i Berlin fra 30.6.1848, kort efter den nyvundne pressefrihed. Avisen var organ for konservative, monarkiske og militære kredse i befolkningen, og højrefløjspartiet fik hurtigt det folkelige navn Kreuzzeitungspartiet.
Ikke oversat af GB i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 617); trykfejlen »Sich-Erwiedrung« (for: Sich-Erniedrung) er ikke rettet i Samlede Skrifter. Citatet er hentet i Friedrich Rückerts digtkreds »Liebesfrühling«, trykt i hans Gesammelte Gedichte, Bd. 1, 1834 Rückert 1843:507.
maqama, en prosagenre i klassisk arabisk og persisk litteratur.
ghazele, en lyrisk digtform i klassisk arabisk og persisk litteratur.
dvs. undervise i semitiske sprog.
af Theodor Fontanes bog Christian Friedrich Scherenberg und das literarische Berlin von 1840 bis 1860, 1885 Fontane 1885:27-29.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 619): »Du, Lærke, synger; det er din Sag, / jeg sagde til den lille Gæst, / jeg gi'er dig fri; thi det er min Sag; / hver bede, som han beder bedst.« Christian Friedrich Scherenbergs digt er ikke identificeret.
der sigtes til Hermann Ludwig, fyrst von Pückler-Muskaus anonymt udgivne rejsedagbøger Briefe eines Verstorbenen, 1-4, 1830-1831 Pückler-Muskau 1836, 3:13-18.
der hentydes til den trykte fortale, der er tilegnet fyrst Pückler-Muskau, i det første bind af Heinrich Heines Lutezia. Berichte über Politik, Kunst und Volksleben, 1854 Heine 1988, 13:15.
af Karl August Varnhagen von Enses dagbøger, under datoen 7.7.1839 Varnhagens Tagebücher 1861, 1:142.
den fyrstelige slægt, der fra middelalderen og indtil 1918 regerede i Brandenburg og Preussen, fra ca. 1700 med titel af konge.
GB gengiver det bagvedliggende Goethecitat i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 622): »Jeg bliver saa dum deraf, som gik et Møllehjul rundt i mit Hoved« og bemærker, at Georg Herwegh satirisk »indsætter Freiligrath for Mühlenrad«. Goethecitatet er en af elevens replikker i den anden studerekammerscene i Faust, første del, 1790. Herweghs genbrug af verselinjerne er ikke identificeret.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 623): »Geibel: Er det dig? / Freiligrath: Ja, hør det Alle, / jeg er Sandhedens Soldat, / hvem Lakajer Broder kalde, / jeg er Sangeren Freiligrath.«; af Georg Herweghs digt »Duett der Pensionierten«, 1843, optrykt i andet bind af hans digtsamling Gedichte eines Lebendigen, 1844 Herwegh 1967:116.
Schwanenorden, en brandenburgsk udmærkelse, der kan føres tilbage til 1440. Ordenens statutter blev ændret og fornyet i 1843 af kong Friedrich Wilhelm 4. af Preussen.
opførelsen af Kölns domkirke blev påbegyndt i 1248; den var ikke færdig, da byggeriet midt i 1500-tallet blev indstillet og først genoptaget i 1842.
GBs gengivelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 624): »[...] som laurbærkronet Digter og Hemmelighedskræmmeren Schelling hos sig i Berlin som den ypperste Statstænker.«.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik