Ved Aaret 1840 træder den litterære Bevægelse ind i et nyt Stadium, et mere filosofisk og politisk. Endnu en Generation var skudt i Vejret, som skyldte Hegel[I] sin dybeste Dannelse, og mærke|425|ligt nok: paa den virkede Hegel[II] især politisk. Schelling[III] havde i sin Tid betegnet Kunsten som Aandens højeste Form. At Kunstneren er det sande Menneske — det var hans og Romantikernes Grundsætning. Men hvad Kunsten var for Schelling[IV], det var for Hegel[V] Historien: Frihedsideens evige Fremskriden, Frihedens store Heltedigt. Og hvad Kunstværket havde været for Schelling[VI], det var for Hegel[VII] Staten. Over Kunstneren staar for ham som det sande, fuldendt menneskelige Menneske Borgeren i en Retsstat.
Den yngste Slægt lærte da nu af den Hegelske Filosofi at gjøre Statens Reform til sin Opgave. Det unge Tysklands Mænd holdt den ikke meget af. For den stod det, som havde disse Mænd hverken i Filosofi eller Politik holdt Farve, da det kom til Stykket. Ungdommen fra 1840 fandt det unge Tyskland altfor belletristisk, altfor epikuræisk, den vilde ikke mere høre eller istemme den gamle Vise om Kjødets Æresoprejsning. Heine[VIII] havde i Atta Troll[0001] ladet den unge Slægt vide, at Karakter uden Talent kun var en Bjørn; de unge svarte, at Talentet uden Karakteren kun var en Abe, undertiden en meget pudserlig Abe, men aldrig meer end det.
At den Hegelske Filosofi nu paany optraadte som ledende Magt, det blev klart, da Hallische Jahrbücher[0002] som det Hegelske Venstres Organ blev stiftet af Ruge[IX] og Echtermayer[X]. Dette Tids|426|skrift udstrøede fra 1838 af de Ideer, som dannede ikke blot Datidens Politikere, men ogsaa dens Poeter. Det var i alt Væsentligt de samme Grundsætninger, i hvis Navn det unge Tyskland engang var rykket i Marken, men som nu forkyndtes med mere videnskabelig Dannelse og større Fasthed. De Ældre havde Valget imellem at slutte sig til Unghegelianerne eller at misbillige deres egne Ungdomsgrundsætninger nu, da de udtaltes af Andre. De kjendte, som rimeligt var, ikke deres egne Anskuelser igjen i denne stridbare Ungdoms Mund, og det kom til mangt et Sammenstød mellem den yngste Slægt paa den ene Side og Laube[XI], Mundt[XII], Gutzkow[XIII] paa den anden.
Statsideen, det var den nu fremtrædende Generations centrale Ide. Dens Ideal var Staten som levende Organisme, virkeliggjort i alle dens Borgeres Sind. Under de talrige filosofiske, theologiske, æsthetiske Fejder, som denne Ungdom fører, er bestandigt Staten og Nødvendigheden af dens Omdannelse alle Undersøgelsers Resultat. Her forberedes den Opgaaen i Statstanken, som er bleven saa betegnende for senere Dages Tyskland, og som fik selv en Revolutionær, men en hegelsk Revolutionær, som Lassalle[XIV] til engang at udbryde: »Tal ikke ondt om Staten! Staten, det er Gud.« Det er et Symbol paa den litterære Udviklings Beskaffenhed, at som et filosofisk Tidsskrift havde de |427| Halle’ske Aarbøger[0003] begyndt; som et politisk blev de undertrykte
.Det nye politiske Princip, der gjennemtrængte Folket, brød snart ogsaa frem i Poesi, i Digte og Sange. Den politiske Poesi blomstrer frem netop i de samme Aar, i hvilke Aarbøgerne udkomme, og forplanter det politiske Frisind til langt videre Kredse. Fra Begyndelsen af var den politiske Lyrik vel mest Rhetorik uden kunstnerisk Værd, men den fælles tyske Nationalfølelse havde saa længe slumret, at blot Stikord som Frihed og Fædreland virkede elektrisk.
Den 7. Juni 1840 havde Friedrich Wilhelm IV[XVI] besteget Preussens[a] Trone, i Et og Alt den mest udprægede Kontrast til den Mand, der fra 1797 af 42 Aar igjennem havde holdt det preussiske Scepter i sin Haand. Friedrich Wilhelm III[XVII] havde været en Soldaternatur; Sønnen var en Kunstnernatur med halve og halvkvalte Talenter, en Dilettant i Kunster og Videnskaber. Faderen havde været en ædruelig Karakter uden Sving, beskeden, men stædig; Sønnen var modtagelig for Indtryk som en Kvinde, en Sværmer og Fantast. Faderen havde været et Pligtmenneske, en brav, tør, indskrænket Mand; Sønnen var en Romantiker og et ypperligt Hoved, berømt for sine Indfald og |428| Vittigheder. Faderen havde været høj, slank, soldateragtig i Holdning og Gang og Dragt; Sønnen havde runde fyldige Træk, der mindede om Dronning Luises[XVIII], var mere fed end muskuløs, hastig og ustadig i sine Bevægelser, meddelsom, selskabelig, evigttalende. Faderen havde været paalidelig; Sønnen var interessant. Der er for Danske Noget i Modsætningen imellem dem, som minder om den mellem Frederik VI[XIX] og Christian VIII[XX].
Saa ypperlige Opdragere Fr. Wilhelm IV[XXI] som Kronprins end havde havt i alt Militært, led han dog ikke Militærvæsenet. Vel kaldte han sig gjerne preussisk Officer, men han trættedes ved den Tvang og det Pedanteri, der uundgaaeligt er forbundet med Hærvæsen i Fredstid, og han spottede endog nu og da i ganske uhohenzollernsk Aand Paradetjenesten. Dog kunde han stundom, ganske mod sin Vane, blive Fyr og Flamme som Hærfører. Al denne Militærmusik, al denne Vaabenklirren, disse Kommandoraab og Salver ved Revuerne satte ham i en poetisk Ophidselse — engang ved en stor Manøvre havde han endog, henrevet af krigerisk Begejstring, fortsat Skinkampen helt ind i Byen Berlin[b], ubekymret om den Forvirring, han fremkaldte, og om de Hundreder af Ruder, der sprang ved Kanonsalver i Gaderne
.Dog i Regelen omgikkes Kronprinsen Viden|429|skabsmænd og Kunstnere, Lærde som Humboldt[XXIII], Historikere som Ranke[XXIV], Malere som Cornelius[XXV], Billedhuggere som Rauch[XXVI]. Han sysselsatte sig med arkitektoniske Udkast, studerede de antike Former i deres Anvendelse paa Kirkebygningskunst i den byzantinske Stil, stræbte at opnaa Effekter ved Kolonnader og Haller. Han udkastede ideale Landskaber med Reminiscentser af syditalienske Middelhavskyster. Han diskuterede Musik og Poesi. Han fremmede især de Forskninger, der gik ud paa gammeltyske Tilstande, paa gammel Kunst, der var traadt i Religionens Tjeneste osv., og denne megen Syslen med Fortiden bestyrkede hans Afsmag for den Tid, hvori han levede, og udviklede hans Tilbøjelighed til at gjenoprette det Gamle eller dog modsætte sig Reformer i moderne Aand.
Denne Tilbøjelighed kunde ikke andet end næres ved den unge Fyrstes Omgang med Gejstlige og med en lille fortrolig Kreds af romantisk sindede Aristokrater. Han havde fra sin Barndom af været religiøs. Han havde som Barn i Krigen mod Napoleon[XXVII] indsuget Troen paa den gamle Statsordens Hellighed, paa Kongedømmet af Guds Naade og paa Østerrigs Mission som det hellige romerske Riges Arvetager. Han tilegnede sig det hele System af Tanker og Sværmerier, som Joseph de Maistre[XXVIII] først og ypperst gav Udtryk
. Han studerede |430| Hallers[XXIX] »Statsvidenskabernes Restauration[0007]«† . For ham blev Kronen snart et mystisk Klenodie, en Forening af Oldtidens Præste-Pandebaand og Diktatorens gyldne Krans, Kongedømmet et Sakramente, Kongen selv en fra oven umiddelbart Inspireret. Og hvad Forholdet angik mellem Konge og Folk, saa stod det patriarkalske Forhold for ham som Idealet, omtrent som samtidigt for det saakaldte unge England, der sluttede sig om Disraeli[XXX]. (Se mit Skrift om Disraeli[0008] S. 196).Med al den Tillid, som et i politisk Henseende endnu barnligt Folk kan vise en ny Konge, kom Preussen[c] Fr. Wilhelm IV[XXXI] imøde. Man havde tillagt ham som alle Kronprinser langt større Frisind end Faderen. Folkets Forhaabninger og Forventninger lagde nu Glans om hans Skikkelse. Han begyndte paa Kongers Vis med en Gjerning, der syntes at tale for Rigtigheden af de folkelige Formodninger om hans Sindelag: han gav en almindelig Amnesti for politiske Forseelser. Saa blev da det Haab allevegne næret, at han vilde tilfredsstille Befolkningens politiske Attraa og give Preussen[d] det Gode, man betragtede som Betingelsen for alle Fremskridt, en konstitutionel Forfatning.
Vi have ovenfor (Side 3 ff.) seet, at det preussiske Folk sad inde med bestemte kongelige Tilsagn derom, hvis Opfyldelse uredeligt var trukken i Langdrag. Des fastere haabede man nu at se det gamle Kongeord indløst. |431|
Kort efter den nye Konges Tronbestigelse blev der udskrevet en Hyldingslanddag for Provinsialstænderne i Provinserne Preussen[e] og Posen[f]. Den skulde træde sammen i Königsberg[g]. Stænderne i Provinsen Preussen[h] besvarede Meddelelsen derom med et i de allerærbødigste Udtryk holdt Andragende, i hvilket de anraabte Kongen om at opretholde og fuldføre den af hans glorværdige Fader grundlagte Repræsentativforfatning; denne havde — her som altid sit Løfte tro — indført Provinsialstænder, men overladt Fuldendelsen til sin kongelige Efterfølger, »hvem Landets trofasteste Kjærlighed og inderligste Ønsker strømmede imøde« (in welchem die treuste Liebe und die innigsten Wünsche des Landes sich begegnen).
Den lavere Borgerstand i Provinsen, alle de, der haabede paa Fordel i deres Erhverv ved de forestaaende Festligheder i Königsberg[i], misbilligede i højeste Grad dette Skridt som egnet til at fortørne Kongen. De højere Stænder indbildte sig derimod, at den saa højtbegavede Konge med Glæde strax vilde imødekomme det berettigede Ønske; Ingen maatte jo bedre end han kunne indse Mangelen ved den gamle Stænderordning. Men hverken de, der frygtede et Udslag af den kongelige Vrede, eller de, der ventede et Udslag af det kongelige Frisind, fik Ret.
Fr. Wilhelm IV’s[XXXII] ubestemte Svar gik ud paa, at Stænderforfatningen hvilede paa et nationalt, |432| historisk Grundlag, Kongen havde den mest levende Interesse for disse Stænder, han var fast besluttet paa at følge [gaa videre paa?] den af hans Forgænger betraadte Vej; de tro Stænder kunde »i fuldeste Maal have Tillid til hans Hensigter« med Hensyn til Landdags-Institutionen.
Saa lidet dette Budskab end direkte lovede, modtoges det med Jubel. Saa stor havde hos Nogle Frygten været for en haard Affærdigelse, og saa stort var det sangvinske Haab hos Andre. Hyldingsfesten i Königsberg[j] gik under disse Omstændigheder af under almindelig Begejstring. Men dens skjønneste Øjeblik var det, som fulgte lige efter at de Deputerede Ord for Ord havde gjentaget den Hyldingsed, der blev dem foresagt. Thi neppe var Ekkoet af det 400 stemmige Amen døet hen, før man saa Kongen rejse sig fra Tronen, der stod paa en aaben Balkon, træde hen til Altanens Rækværk og med løftet Arm, som om ogsaa han aflagde en Ed, begynde en Tale til Forsamlingen. Man hørte hvert Ord. Han lovede at ville være en retfærdig Dommer, en trofast, omhyggelig og barmhjærtig Fyrste, en kristelig Konge som hans uforglemmelige Fader, og han sluttede med denne Vending, der røber det litterære Talent: »Maatte Gud ville opretholde vort preussiske Fædreland for sig selv, for Tyskland og for Verden, mangeartet som det er og dog ét, som det ædle Erts, der er sammensmeltet af mange Metaller, |433| men dog kun er et eneste ædelt Metal — ikke udsat for nogen anden Rust end Aarhundredernes forskjønnende Rust!«
Overraskelsen over, at en Konge af Preussen[k] saaledes af egen fri Vilje gav sit Troskabsløfte til Gjengjæld for sit Folks, og Indtrykket af den livfulde og vindende Personligheds tilsyneladende Improvisation virkede i Forening. Der var ingen Ende paa Jubelen. Oppe paa Balkonen brød Dronningen ud i Graad; nede i Befolkningen græd man, smilte gjennem Taarer, trykkede hverandre i Hænderne. At der i Kongens Tale ikke fandtes noget tydeligt politisk Tilsagn, men Alt var frisindet Velleitet og romantisk Talebrug, det blev i Henrykkelsen overseet.
Dog Hyldingen i Königsberg[l] skulde kun være Forspillet til den store og festligere Hylding i Berlin[m]. Man stod endnu under Indtrykket af den Glorie af gyldne Løfter, der laa om Kongens Person. Man vilde gjøre Alt for at vise ham sin Hengivenhed og vilde give Festen et Præg, der ret kunde tiltale ham. Ikke det paraderende Militær skulde være det fremtrædende Element, nej man vilde give Hyldingen Karakter af en tysk-middelalderlig Borgerfest, i hvilken Laugene med deres Faner og Emblemer traadte op i Processioner paa titusind Mand. Ja man borttog — for at glæde Kongen ved en lille Overraskelse — et helt fremspringende Murværk ved Raadhuset, en Anstødssten, |434| mod hvilken hans Vogn en Gang, mens han var Kronprins, havde stødt an.
I Mellemtiden mellem de to Hyldinger var imidlertid en Begivenhed indtruffet, der maatte give Befolkningen Indtryk af Vankelmod hos Kongen. Der var bleven udstedt en kongelig Kabinetsordre af 4. Oktober 1840, der udtrykkelig — for at hindre enhver vildfarende Anskuelse — erklærede, at Kongen paa ingen Maade ved sine anerkjendende Ord om Stændernes tro Sindelag havde udtalt sig for en Repræsentativforfatning overensstemmende med Forordningen af 22. Maj.
Fyrsternes og de høje Herrers Hylding skulde finde Sted paa Slottet i Berlin[n], Borgernes paa Pladsen foran Slottet, den saakaldte Lustgarten[o]. Men det øsede fra den tidlige Morgenstund ned i Strømme. To hele Timer stode Borgerne paa Pladsen og gjennemblødtes, medens Kongen modtog Hyldingstaler af Fyrsterne, Adelen og Gejstligheden og lod sin egen Veltalenhed spille — oppe under Tag.
Endelig traadte han ogsaa her ud paa den aabne Balkon. Man var denne Gang forberedt paa, at han vilde tale, man troede ikke mere paa nogen Improvisation; det havde jo været en Fornærmelse mod Berlinerne, om Kongen, der havde holdt Tale for Königsbergerne, lod sig hylde af dem uden et Svar. Og han talte. Man saa, han slog ud med Haanden; men Pladsens Omfang, den |435| fygende Vind og den susende Regn bevirkede, at Ingen kunde høre en Sætning. Man passede paa, naar Kongen tav, og hver Gang brød loyale Jubelraab ud, da man troede, han var til Ende; men han vinkede og blev ved. Man saa ham gestikulere. Regnen strømmede og Kongen talte bestandig. Fire Gange raabte man Hurra i den Tro, at nu var han færdig, og fire Gange begyndte han paany: Han lovede at føre sit Regimente i Frygt for Gud og Kjærlighed til Menneskene: med aabne Øjne, naar det gjaldt Folkets og Tidens Tarv; med lukkede, naar det gjaldt Retfærdighed; men Antithesen gik tabt i Regnskyllets Susen. Han skreg: »Vil De i denne Stræben holde trofast ud med mig i gode og onde Dage? O, saa svar mig med vort Modersmaals skjønneste, klareste Lyd, svar mig et ærligt Ja!« — Og fra Pladsen lød Bravo! Bravo! Man forstod ikke Spørgsmaalet; man troede, han var færdig. — Men Kongen vinkede med Haanden og blev ved og sluttede endelig med denne aandrige Vending, der tog selve Regnskyllet til Indtægt som gunstigt Varsel, men der desværre gik tabt som alle de andre: »Jeg vil holde mine Løfter, som jeg har givet i Königsberg[p] og her, saa sandt hjælpe mig Gud! Til Vidne derom løfter jeg min Højre mod Himlen. Fuldend nu De den høje Festlighed, og Guds befrugtende Regn hvile over denne Time! —«
Men Guds befrugtende Regn druknede den |436| høje Festligheds Stemning, heldte sin kjølende Prosa over de Tiltalte som over Taleren.
Nogen Holden af Løfter mærkedes der ikke til; heller ikke kunde Nogen nævne, hvilke Løfter Hs. Maj. da egentlig havde givet. Imidlertid viste den nye Konge og det nye Regimente mere og mere deres sande Aasyn.
Istedenfor den afdøde Altenstein[XXXIII], Hegels[XXXIV] og Hegelianernes Beskytter, udnævntes til Kultusminister Eichhorn[XXXV], der var begyndt at optræde som Pietist, og fra hvem der, som Rygtet fortalte, truede en skarp Helligdagsforordning, ja endog et Religionsedikt med Kirkedisciplin for Embedsmænd. Uviljen herover blev saa stor, at man ved Haarene greb en Lejlighed til at lægge den for Dagen. Kongen havde ønsket Opførelsen af Racines[XXXVI] Athalie[0009]. Mod Stykket i og for sig var Intet at indvende, men Stoffet var religiøst, Tragedien oprindeligt skrevet for et Klosters Beboerinder. Ved den første Opførelse 4. Januar 1841 peb Publikum Stykket ud, en Demonstration, der ikke blev misforstaaet af Nogen. Ophidselsen var dog langt stærkere mod Ministeren end imod Kongen. Thi at Kongen var en Troende, derpaa tvivlede Ingen, men om Eichhorn[XXXVII] mente man fra hans tidligere Liv og tidligere Omgangskreds at kunne slutte det Modsatte. Og da han offentligt brugte Udtrykket »den kristelige Stat«, ↄ: den, til hvilken de Ikke-Orthodoxe ikke skulde regnes med som egentlige |437| Borgere, begyndte en Kamp mod dette Udtryk, »denne runde Firkant«, som man kaldte det, med alle Alvorens og Spottens Vaaben. Til alt Uheld havde Kongen faa Maaneder forud, under et af sine forbigaaende Anfald af politisk Frisind, maaske paa Grund af sin Sans for Vittighed, gjort Karikaturtegningen censurfri. Overalt saa man Eichhorn[XXXVIII] som Egern gnave paa Bladene, knække den kristelige Stats hule Nød osv.; ja selv paa Kongen forgreb de utaknemmelige Karikaturtegnere† sig, og Heine[XXXIX], Tidsalderens største Karikaturtegner, rettede mod den kongelige Ubestemthed disse Strofer af »Den nye Alexander«[0010]:
Dog Eichhorn[XL] nøjedes ikke med at kristne Staten; han stræbte at kristne Videnskaben. Navnlig gjaldt det for ham om at fortrænge den hegelske Filosofis Repræsentanter fra gode Stillinger og indflydelsesrige Embeder; thi denne Filosofi var Kongen imod, den bød ikke hans Fantasi nogen Næring.
Det var efter Kongens Vilje, at Schelling[XLI] efter Hegels[XLII] Død var bleven kaldt fra München[q] til |438| Berlin[r] for fra Hegels[XLIII] Lærestol at forkynde sin nye Filosofi, den i Aaringer med saa megen Charlatanisme hemmeligholdte, men efter Reklamerne at dømme epokegjørende »Aabenbaringens Filosofi«.
Man gav ham en Indtægt, som endnu ingen preussisk Universitetsprofessor havde havt — det hed sig, at den var næsten saa stor som en Primadonnas i Balletten — og det var visselig ikke Kongens Skyld, at der trods alle Schellings[XLIV] Bestræbelser ikke viste sig nogen Udsigt til at faa den Hegelske Vantro udryddet. I Virkeligheden var Schellings[XLV] Optræden en Fiasco. Han følte sig ramt af en hel Ungdoms Foragt. Chr. Kapp[XLVI] skildrede i en god Bog den kristelige Hoftænkers forskjellige Forvandlinger fra Ungdommens Dage til da, hans Frafald fra sig selv, hans Humbugsforsoning af Tro og Tanke, og Ludwig Feuerbach[XLVII] stemplede ham med hele sin Stils Energi som det nittende Aarhundredes filosofiske Cagliostro[XLVIII] og hans Filosofi som en theosofisk Farce.
Eichhorn[XLIX] foretog nu en hel Række Foranstaltninger mod Videnskaben. Han fastsatte for de preussiske Universiteter et vist Antal normerede Docentpladser, hvorved han højligt indskrænkede Privatdocenternes Antal og forøgede Ministeriets Magt. Han afskedigede Professor Hoffmann (von Fallersleben)[L] i Breslau[s], fordi denne i sine Upolitiske Sange[0011] i en uskyldig Form havde skjæmtet |439| med Politiken. Disse Sange var nemlig saa iørefaldende, saa joviale, svarte saa nøje til den jævne Borgerstands Dannelse og Liberalisme, at de indgjøde Magthaverne Angst. — Bibelkritikeren Bruno Bauer[LI] mistede Retten til at docere i Bonn[t] paa Grund af sine to kritiske Skrifter om de fire Evangeliers Ægthed[0012]. De servile Fakulteter gik Ministerens Ærind: selvfølgelig var de for Videnskabens fulde Frihed, men theologisk Docent kunde Bauer[LII] ikke være. Det nyttede ikke, at den hegelske Theolog Marheineke[LIII] i Berlin[u] uforfærdet erklærede, at ogsaa han ønskede, Bruno Bauer[LIV] maatte træde tilbage som Privatdocent, men kun fordi en saa eminent Kritiker, en Mand af saa omfattende filosofisk Dannelse burde forfremmes til en indflydelsesrig Post. Bauers[LV] Skjæbne var afgjort. — Studenterne i Halle[v] havde indgivet et Andragende om, at David Strauss[LVI] maatte kaldes dertil som Professor. De modtoge til Svar en Irettesættelse, og de tre iblandt dem, der først havde underskrevet Ansøgningen, bleve relegerede fra Universitetet. — Endelig hændte det, at da Gans[LVII] var død, kaldtes Reaktionens bekjendte Jurist Stahl[LVIII] (Forfatter til Umkehr der Wissenschaft[0013]) i hans Sted til Berlin[w]. Regjeringen havde den Ydmygelse, at han under sit første Foredrag blev trommet ud af Salen af Studenternes Fødder.
Saa udkom i Sommeren 1841 nede i Schweiz en lille Bog, »Gedichte eines Lebendigen[0014]«. Man |440| læste i den mangen forbausende Strofe, saaledes denne:
Og et andet Steds:
Samlingen indlededes med en poetisk Udfordring »An den Verstorbenen«[0015], rettet mod Fyrst Pückler[LIX], der havde skrevet under dette Navn. Han var opfattet som Repræsentant for den slappe Fornøjelsessyge, der søgte Adspredelse paa lange Rejser. Uretfærdigt var Angrebet, men hvor det klang!
Den anonyme Forfatter, hvis Navn hurtigt blev bekjendt, var den 24-aarige Georg Herwegh[LX], (født 1817 i Würtemberg[x]), forhenværende Elev af det bekjendte Tübinger-Stift, der paa Grund af en Strid, han under Aftjeningen af sin Værnepligt havde havt med en Officer, havde levet nogle Aar som Landflygtig i Schweiz i fortrolig Omgang med |441| andre Landflygtige og andre ungdommeligt Radikale. Hans Digtsamling med dens friske men ubestemte Radikalisme, opnaaede i ganske faa Maaneder en umaadelig Udbredelse i Tyskland og slog allevegne an.
Der var en god Del Uklarhed i disse Digte. Snart drog Forfatteren i Leding mod Tyranner, snart mod Filistre, snart betegnede han Fjenderne som fremmede, snart som indenlandske, snart talte han som overbevist Republikaner, snart henvendte han sig i Platens[LXI] Spor til Kongen af Preussen[y], med indtrængende, bedende, advarende Ord, men tillige med Forsikringen om, at det endnu var Tid for ham:
Dog Samtiden oversaa Mangelen paa Sikkerhed i Digterens Standpunkt; hans Begejstring smittede, hans lyrisk-rhetoriske Velklang henrev. Siden Goethes[LXII] og Schillers[LXIII] Tid havde ingen Lyriker taget Hjerterne saaledes med Storm, og fra Alperne til Østersøen sang Ungdommen: »Reisst die Kreuzer aus der Erden!«
I Efteraaret 1842 foretog Herwegh[LXIV] en Rejse igjennem Tyskland. Han havde et praktisk Maal med denne Rejse; hvad han som Digter havde begyndt, det vilde han føre videre som Journalist, som politisk Skribent; han rejste for at sikre sig |442| Medarbejdere til et politisk Maanedsskrift, som skulde hedde »Der deutsche Bote aus der Schweiz«. Men rundtom blev han modtaget som en Triumfator. Glimrende Festmaaltid i Köln[z], Studenterserenade i Jena[aa], Festmaaltid i Leipzig[ab]; aldrig endnu var en tysk Digter bleven saaledes hyldet.
I Berlin[ac], hvortil Herwegh[LXV] kom sidst i Oktober, kunde Digteren ikke vente at vække en lignende Opsigt, saa meget mindre som han efter Ruge’s[LXVI] Raad, der her ledsagede ham, afslog Tilnærmelser af en forkommen radikal Forening; men her indtraf en Omstændighed, der gjorde langt stærkere Indtryk paa Offentligheden end nogen folkelig Hyldest kunde have gjort: Kongen udtalte Ønsket om at gjøre Herweghs[LXVII] personlige Bekjendtskab.
Fr. Wilhelm IV’s[LXVIII] æsthetiske Sympathier havde hidtil kun vist sig i, at han til Berlin[ad] havde kaldt den gamle, gigtsvage Ludwig Tieck[LXIX], der undertiden forelæste ved Hoffet og satte Skuespil i Scene, samt Friedrich Rückert[LXX], der skulde medvirke til Gjenoplivelsen af de orientalske Studier ved Universitetet, men som viste sig ganske uegnet dertil. Det fordomsfri Forhold til tysk Litteratur var desuden langt fra at være nogen Hohenzollernsk Familietradition. Der var for den Herwegh[LXXI] tilstaaede Audiens kun tilnærmelsesvis et Præcedens, og det i Kongens eget Liv, nemlig hans private Svar til Platen[LXXII] i Anledning af den Ode, hvori denne havde lagt ham det ulykkelige Polens Sag paa Hjerte |443| (se ovenfor S. 32); det hed sig, at den daværende Kronprins i et hjerteligt Brev havde udtalt den varmeste Sympathi for Polakkerne og beklaget sin Mangel paa Evne til at hjælpe. Den Ode, Herwegh[LXXIII] havde rettet til Kongen, anraabte ham om at slaa Klerikalismen ned; det overraskede behageligt, at Kongen altsaa ikke havde følt sig saaret af den.
Under Audiensen, der fandt Sted 19. November 1842, forholdt Herwegh[LXXIV] sig noget taus og trykket af Situationen. Kongen var efter sin Vane veltalende og meddelsom. Han havde, hed det sig, omtrent udtalt sig som følger: »Jeg har i Aar allerede modtaget én af mine Fjender Hr. Thiers[LXXV] — Thiers[LXXVI] havde i 1840 truet med Krig paa Grund af Stormagternes Partitagen for Sultanen mod Paschaen af Ægypten — men jeg glæder mig mere over at se Dem. Vi have hver sit Kald at følge, jeg som Konge, De som Digter. Jeg bliver mit Kald tro, gjør De ligedan! Intet afskyer jeg mere end Karakterløshed; jeg agter Oppositionen, naar den kun har virkelig Overbevisning (wenn sie nur gesinnungsvoll ist).« — Og idet han med Hentydning til Herwegh’s[LXXVII] Ungdom spaaede ham »en Damaskusdag«, sluttede han med Ordene: »Indtil da vil vi forblive ærlige Fjender.«
Hvad der sivede ud i Publikum angaaende denne Sammenkomst mellem Konge og Digter, vakte blandt de oppositionelle Skribenter i Datiden dels barnlig Misundelse, dels barnlig Harme. Man mente, |444| at Herwegh[LXXVIII] burde have benyttet Lejligheden til (à la Marquis Posa[lxxix]) af Kongen at fordre politisk Frihed for Preussen[ae].
Faa Dage efter Audiensen forlod Herwegh[LXXX] Berlin[af], modtog et nyt Festmaaltid i Königsberg[ag] og overraskedes der af den Efterretning, at hans projekterede Tidsskrift allerede før dets Udgivelse var blevet ramt af et skjærpet Forbud i Preussen[ah]. Det var egentlig en Selvfølge, da alle Bøger, der udkom udenfor Preussen[ai] (derfor ogsaa Herweghs[LXXXI] Digtsamling) naar de ikke havde særlig Bevilling, var forbudne. Herwegh[LXXXII] havde kunnet sige sig det forud. Men i sin Ophidselse over de Anklager for Forræderi, der hist og her kom frem i den radikale Presse, tabte han Ligevægten overfor denne Gjenvordighed og rettede direkte til Kongen et lige ubehændigt og umandigt Brev, fuldt af Pathos.
Han beraabte sig paa det ærlige Fjendskab, Kongen havde lovet ham; dette Løfte var brudt ved Forbuddet; han vilde ikke bede Kongen kalde det tilbage, skjøndt det var haardt for ham at se sin Muses Barn truet allerede i Moders Liv, og som Individ at leve i evig Kamp mod et helt Statsprincip; iøvrigt skadede Forbuddet intet; af hans ligeledes forbudne Digte var han saa lykkelig netop nu at udgive femte Oplag. Men det havde været ham en Hjertets Trang at rette et sidste, ærligt, om end lidenskabeligt Ord til Kongen, et Ord under fire Øjne, dog ikke blot hans, men Tusinders Ord osv. |445|
Var Brevet i og for sig uværdigt og dumt, saa var dets Offentliggjørelse i en Leipziger Avis faa Uger efter en Taabelighed, der hævnede sig. I Stettin[aj] modtog Herwegh[LXXXIII] en Udvisningsordre; Gendarmer holdt Vagt til han var steget ind i Postvognen. I Halle[ak] fik han end ikke Lov at stige ud. Saa festlig Modtagelsen i Preussen[al] havde været, saa lidet hjertelig var Afskeden.
Den store Spotter Heine[LXXXIV] skrev i Digtet Der Ex-lebendige[0016] disse Strofer:
og endnu blodigere i »Die Audienz[0017]« om det schwabiske Pattebarn:
Det var ikke blot Humoren, men Misundelsen og Skadefryden, som lo. Man hævnede sig paa sin egen tidligere Begejstring. Desuden havde den Herweghske Katastrofe de uheldigste praktiske Følger. »Leipziger Allgemeine Zeitung[0018]«, det i Preussen[am] mest læste Oppositionsblad, blev forbudt Dagen efter at det havde offentliggjort Brevet til Kongen, »Rheinische Zeitung[0019]«, det mest ansete af |447| de i Preussen[an] selv udgivne frisindede Blade, fik strax derefter Naadestødet. Og samtidigt forbødes i Sachsen[ao] paa Opfordring fra Preussen[ap] Arnold Ruges[LXXXVI] Tyske (tidligere Halle’ske) Aarbøger[0020], den tænkende Ungdoms Hovedorgan.
En vis Lære drog den unge Slægt af det Skete. Det betydede vel ikke stort, at en 24aarig Poet overfor en Konge havde vist sig først genert, saa umandig. Men man havde ment, at man i Sammenligning med Slægten fra Trediverne havde gjort et stort Skridt fremad; man troede at besidde personlig Fasthed, hvor hine Ældre kun havde havt Talent. Nu saa man i et nyt Exempel, dels at Digternaturer var et skrøbeligt Stof at gjøre politiske Førere af, dels at denne Slægt maatte optugte sig selv med yderste Strenghed, hvis den paa Prøvens Dag skulde gjøre Fyldest bedre end dens† Forgjængere.
Førerskabet tilfaldt da Tænkere og Politikere af Fag, noget vel hyppigt ogsaa Professorer, og naar den Generation, der nu revolutionerede de tyske Sind, strandede saa sørgeligt i Slutningen af 1848, saa var det ikke af Mangel paa Karakter, men paa Grund af den Idealisme, der udvikler sig hos Mænd, som aldrig have været ved Magten: paa Grund af deres Tro paa Ideers og Idealers uimodstaaelige Evne til at virkeliggjøre sig og paa Grund af deres Ringeagt for den ydre, brutale Magt, der efter Theorien intet Afgjørende havde at betyde |448| men som da den i første Sammenstød maatte vige, lod sig ringeagte og holdt sig rolig, indtil Øjeblikket kom, da den styrket efter Overrumplingen rejste sig paany.
Dog medens nu trindtom i Tyskland de Foranstaltninger, som udgik fra Fr. Wilhelm IV’s[LXXXVII] Ministre, vare Gjenstand for uensartet, mest skarp Kritik, laa under alt det, som skete, det preussiske Forfatningsspørgsmaal stadigt ulmende. Det var ikke lykkedes Kongen ved sin Afvisning at bringe det i Glemme. Og de Midler, som han og hans Raadgivere grebe til for at slaa det ned, var af den uheldigste Art. Magistrat og Borgerrepræsentanter i Byen Breslau[aq] havde i den schlesiske Landdag stillet Forslag om en Henvendelse fra de schlesiske Stænder angaaende Indførelsen af en almindelig Stænderforsamling for hele Riget — en Rigsdag. Kongen svarede med at lade tilflyde Overpræsidenten i Breslau[ar] en Specialbefaling angaaende hans til Efteraaret forestaaende Rejse i Schlesien[as]; Kongen vilde paa denne Rejse hverken modtage en højtidelig Indtogsfest (Einholung) eller nogen anden Festlighed af Byen Breslau[at]. Dette i Maj om en Rejse til Oktober, og tilmed om Festligheder, som endnu Ingen havde tilbudt! Og Sagen endte med, at Kongen ligefuldt holdt et festligt Indtog i Breslau[au], skjøndt Festen ikke særligt var gjort for ham, men fandt Sted i Anledning af Hundredaarsdagen for Schlesiens[av] Indlemmelse i Preussen[aw]. Kongen nøjedes i sit Svar |449| paa Indbydelsen med at beklage »Mangelen af Ytringer, der vilde have gjort hans Hjerte godt« og med at erklære, han af Mangel paa Tid kun kunde blive et Par Dage.
Og dog behøvede Kongen et Samtykke af Rigsstænder til et Foretagende af yderste Vigtighed for hans Land. Jernbanernes Tid var oprunden. Og til Anlæg af Statsbaner udfordredes der dels et større Laan, dels en Statsgaranti til de private Entrepreneurer; men efter en Hardenbergsk Lov af 1820 behøvedes til begge Dele Bevilling af Rigsstænderne. Kongen tumlede da med den umulige Plan at lade Udvalg af de forskjellige Provins-Landdage træde sammen, sex hundrede Medlemmer i Tal, og lade dem figurere som Rigsstænder. Metternich[LXXXVIII] maatte foreholde ham det Ugjørlige deri
.Under disse Forhold var det, at en lille Bog, »Vier Fragen eines Ostpreussen[0022]«, satte hele Tyskland i Bevægelse, idet den viste sig paa den aandelige Horizont som det første fjerne Lynglimt, der bebuder Uvejr. I Slutningen af Februar 1841 var dette Hefte paa et Par Ark (efter Angivelse trykt i Mannheim[ax]) omspredt overalt. Saa omhyggelige Foranstaltninger havde man truffet, at Brochuren paa en og samme Dag laa i Boghandlervinduerne i den hele preussiske Stat; kun til Berlin[ay] |450| kom den lidt bagefter for at forhindre Beslaglæggelse før det var forsent.
Fire Spørgsmaal indeholdt den, der varslede Undergang for den absolute Kongemagt. De lød: Hvad ønskede Stænderne? Hvad Ret havde de? Hvad Besked fik de? Hvad er der tilovers for dem at gjøre?
Paa det første Spørgsmaal svarte den, at Folket nu næsten ingen Lod eller Del havde i Statsstyrelsen, medens dets høje Kulturtrin gjorde Ønsket derom naturligt. Det at Folket ogsaa savnede alle andre Organer end et Parlament, saaledes f. Ex. en fri Presse, og desuden nærede den dybeste Mistillid til Ministrene paa Grund af disses Vilkaarlighed, Servilitet og Pietisme, maatte gjøre Ønsket om en repræsentativ Forfatning endnu mere hedt. Paa det andet Spørgsmaal om hvori Stændernes Ret bestod, svarte Forfatteren: I Bevidstheden om deres Myndighed og i Myndighedserklæringen af 22. Maj 1815. Paa det tredje om hvad Besked de fik, lød Svaret: Anerkjendelse af deres Troskab, Afvisning af deres Forslag og trøstende Henpegen til en fremtidig ubestemt Erstatning. Paa det fjerde Spørgsmaal om hvad Stænderne nu havde at gjøre, optog Svaret kun halvanden Linje. Det lød: Nu at fordre som bevislig Ret hvad de tidligere bad om som om en Naade.
Skriftets indtrængende, overbevisende Tone, dets Appel til Folkets Retsfølelse og Selvfølelse |451| vakte en levende Nysgerrighed efter at lære den anonyme Forfatters Navn at kjende. Han havde selv sendt Kongen sin Bog og paa Titelbladet tilføjet sit Navn Dr. Johann Jacoby[XC], Læge i Königsberg[az]. Kongen lod strax indlede Kriminalundersøgelse imod ham. Man erfor efterhaanden, at han var en velhavende, som Læge yderst anset Mand, der i 1831 ved Choleraens første og heftigste Udbrud i Polen strax var rejst hen at studere den, og der senere havde havt en langvarig Fejde med en Warschauer Læge, en Charlatan, der ved Choleraens andet Udbrud 1837 havde udbasunet et Arkanum mod »denne ubetydelige, altid let helbredelige Sygdom«. Da Jacoby[XCI] mod denne Mand havde skrevet en kort videnskabelig Artikel, lod Markskrigeren i Berlineraviser indrykke et Svar, fuldt af ærerørige Sigtelser. Han havde Forbindelser i højere Kredse, og han opnaaede, at Berlinercensuren negtede Jacoby’s[XCII] rolige Gjensvar sit Imprimatur, og at alle Appeller fra Censoren til Overpræsidenten, fra denne til Overcensurkollegiet, fra dette til Minister v. Rochow[XCIII] og fra Rochow[XCIV] til Kongen var frugtesløse, medens samtidigt alle Forlæggere i Hamburg[ba], Leipzig[bb], Grimma[bc], Basel[bd] og Bern[be] afsloge at lade Aktstykkerne i Sagen trykke, skjøndt Jacoby[XCV] paatog sig at betale Omkostningerne. Enhver Anden vilde vel nu have opgivet at se dette Forsvar mod en ussel Avisartikel trykt. Men Jacoby[XCVI] var ikke af de Mænd, der opgive. Aar og Dag gik |452| hen. Forfatteren lod sit Haandskrift foretage alle de nødvendige Rejser — i Alt rejste det 1047 Mile — og han fik det saa tilsidst udgivet i Paris[bf] under Titlen: Bidrag til en fremtidig historisk Skildring af Censuren i Preussen[0023]. Saadan var denne Forfatters Naturel.
Her var det da endelig fundet, det, som det unge Tyskland saa sørgeligt havde følt Savnet af, det, som selv det yngste Tyskland med sin Herwegh[XCVII] ikke havde ydet, dette En blandt Tusind i det offentlige Liv: en Mand. Her aabenbarede sig endelig engang en viljestærk, politisk Fører i Fyrrernes Tyskland — ikke nogen Statsmand i Ordets egentlige og strenge Forstand, thi han kunde, som Fremtiden viste, aldrig lempe sig, aldrig nøjes med at have det Opnaaelige for Øje; men en ubøjelig Karakter, en ubrødelig Retsindighed, der med et Mod, som aldrig lod sig kue, gik løs paa sit Maal.
Regjeringspressen, Smædepressen, begyndte en Fejde imod ham. Der var ved hans ulastelige Personlighed ingen Trævl at tage fat i, men han var af jødisk Afstamning. I en Brochure, som Adelsforeningen i en lille By nær Kønigsberg[bg], udgav under Titlen »Stimme treuer Unterthanen seiner Majestät des Königs von Preussen[0024]«, hed det: »Ikke fra tyske, ikke fra kristelige Læber er disse Ord udgaaede [...] Det vilde være en Skjændsel for Østpreussen[bh], om Sligt var blevet udtalt af en af |453| dets Sønner [...] Jakobs Sæd har ikke hørt Guds Røst og ikke erkjendt Guds enbaarne Søn, men dræbt ham, derfor er den for bestandigt forkastet og spredt blandt Jordens Folk.« Men i alle Boghandlervinduer laa snart Jacobys[XCVIII] Portræt, det skarptskaarne Ansigt omgivet af de fire Spørgsmaalstegn, og Pennen rettet til Angreb som en Landse.
Digterne følte hvad den Mand betydede, der her var dukket op, selv de mindre karakterstærke iblandt dem, selv Dingelstedt[XCIX], som netop da stod i Begreb med at ombytte sin oppositionelle Holdning med en Hofraadstitel. I Dingelstedts[C] fortræffelige Samling Nachtwächters Weltgang[0025] findes et Digt med Overskrift: »? ? ? ?«, øjensynligt rettet til Kongen af Preussen[bi]:
Ogsaa Herwegh[CI] besang Jacoby[CII], som anede han, at her var en Mand, der Ansigt til Ansigt |454| med Kongen af Preussen[bj] vilde gjøre en anden Figur end han. Det var jo Jacoby[CIII], der i November 1848 ved Audiensen i Berlin[bk], da Kongen paa Forlangendet om Ministerskifte svarte Deputationen: »Herom vil jeg intet høre,« traadte frem og sagde: »Det netop er Kongernes Ulykke, at de ikke ville børe Sandheden.« Herweghs[CIV] Digt bar til Overskrift et »J.« og begynder:
Imidlertid blev Undersøgelsen mod Jacoby[CV] drevet med ualmindelig Iver, i tre til fire Uger underkastedes han tyve Forhør; 96 Vidner, deriblandt Butiksjomfruer, Kokkepiger og Skolebørn bleve hørte. Det virkeligt Begaaede var jo kun en Presseforseelse, Omgaaen af Censuren. Men Anklagen lød paa Ophidselse til Misfornøjelse, hvorfor Straffen var indtil to Aars Fæstning og Tab af borgerlig Ære, videre Majestætsforbrydelse — indtil fire Aars Tugthus —, endelig Højforræderi — »Henrettelse ved Anvendelse af den haardeste og mest afskrækkende Legems- og Livsstraf«.
Jacoby[CVI] var stillet for Retten i sin Fødeby |455| Königsberg[bl]. Da imidlertid Kammerretten i Berlin[bm] var den eneste lovlige Domstol for Højforræderi-Sager, erklærede Königsbergerretten sig for inkompetent. Sagen sendtes til Kammerretten; men da denne forud fandt Beskyldningen for Højforræderi umulig, sendte den Anklagen tilbage og erklærede sig ligeledes for inkompetent. Saa maatte Kongen da ved Kabinetsordre paalægge Königsbergerdomstolen Sagens Fortsættelse. Men skjøndt Jacoby[CVII] havde al Fordel at vente af at dømmes af sine Byesbørn, var han altfor meget Karakter til at ville frifindes ved et Lovbrud, og fordrede som anklaget for Højforræderi haardnakket Kammerretten i Berlin[bn]. Man nødtes til at føje ham, og han dømtes da til 2½ Aars Fæstningsarbejde og Tab af borgerlig Ære, men frikjendtes tre Aar efter helt af den højeste Ret.
Imidlertid gik i hele Tyskland Lister rundt for at indsamle til en Borgerkrone til ham, og Bidragene strømmede ind; ansete Mænd satte deres Navne øverst paa Listerne. Saa maatte Regjeringen paany tage fat: Listerne bleve beslaglagte, Underskriverne forhørte, Indsamlingen forbudt. Og medens saaledes Politi og Censur havde fuldtop at gjøre i Forfatningssagen, fulgte 11. August 1842 den pudsigste Forordning man endnu havde set i et absolutistisk regjeret Land; en af Landets egne, gjældende Love blev opført mellem de forbudne Skrifter, idet Optrykning af Loven af 22. Maj |456| 1815 (om Indførelsen af Rigsstænder) blev forbudt som ophidsende.
I September 1842 erfor saa den Del af Befolkningen, der havde haabet under den nye Konge at se Preussen[bo] frigjøre sig fra det ydmygende Forhold til Kejser Nicolaus[CVIII], at Friedrich Wilhelm IV[CIX], Polakkernes varme om end platoniske Ven fra Platens[CX] Dage, bekjendt for sin indgroede Uvilje mod russisk Væsen, agtede sig til Warschau[bp] for at hilse paa Czaren. — Paa Tilbagevejen ønskede Kongen ved Kalisch[bq] at betragte det Mindesmærke, som er oprettet til Erindring om Sammenkomsten mellem Ruslands og Preussens[br] Regenter dér i 1813. Kejserens Fløjadjudant, General Berg[CXI] (Polens senere Tugtemester) oversatte de russiske Indskrifter for Kongen. Den sidstlæste lød: »Maatte den Almægtige velsigne Alliancen og Venskabet mellem Rusland og Preussen[bs] til Fred og Trivsel for begge Folkeslag og til Skræk for deres fælles Fjender!« Efter Forelæsningen af denne Indskrift steg Kongen med raske Skridt op ad Mindesmærkets Trin og tegnede med sin Finger i Støvet paa Monumentets Side Ordet: Amen
.
højresiderne i kapitel 24 har i førsteudgaven klummetitlen »Tronskiftet i Preussen, Fr. Wilhelm IV.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
der sigtes til kap. 24 af Heinrich Heines ironiske epos Atta Troll. Ein Sommernachtstraum. Værket udkom som føljeton i Zeitung für die elegante Welt i 1843 og i bogform i 1847 Heine 1985, 4:79.
tilhængerne af G.W.F. Hegels filosofi splittedes efter hans død i 1831 i to fløje: en bogstavtro, i politisk og kristen henseende konservativ højrehegelianisme og en politisk progressiv, kristendomskritisk og materialistisk venstrehegelianisme, der havde fokus på Hegels tidlige skrifter.
dvs. tilhængerne af venstrehegelianismen, der fortolkede Hegels skrifter politisk radikalt, kristendomskritisk og materialistisk.
citat af Ferdinand Lassalle ............................ ***.
hentydning til fyrsteslægten Hohenzollern, der fra middelalderen og indtil 1918 regerede i Brandenburg og Preussen, fra ca. 1700 med titel af konge.
ordlyden er hentet i de preussiske stænders vedtagne dokument på landdagen i Königsberg, dateret 7.9.1840 Der Preussen Huldigungsfest, Beilage A 1840:3.
sigter til kong Friedrich Wilhelm 4.s svar til de forsamlede preussiske stænder, dateret Königsberg, 9.9.1840 Der Preussen Huldigungsfest, Beilage A 1840:5.
af kong Friedrich Wilhelm 4.s tale ved hyldningsfesten i Königsberg, 10.9.1840 Der Preussen Huldigungsfest, 1840:49.
den preussiske Verordnung über die zu bildende Repräsentation des Volks, undertegnet af kong Friedrich Wilhelm 3. og fyrst von Hardenberg, blev udstedt 22.5.1815. Den rummer en række løfter om snarlig dannelse af folkelige repræsentationer og provinsialstænder.
af kong Friedrich Wilhelm 4.s tale fra slottet i Berlin, 15.10.1840 Der Preussen Huldigungsfest, 1840:97.
af kong Friedrich Wilhelm 4.s tale fra slottet i Berlin, 15.10.1840 Der Preussen Huldigungsfest, 1840:98.
ordspil på Eichhorn, det tyske ord for egern.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 603): »En Tvetulle blev jeg, en Mellemting, der hverken Fisk eller Kød er, / der af Yderlighederne i vor Tid en ganske latterlig Grød er. / Jeg er ikke slet, jeg er ikke god, hverken dum eller klog, uden Mage, / og hvis igaar jeg fremad gik, saa gaar idag jeg tilbage.«, af Heinrich Heines digt »Der neue Alexander«, trykt i Vorwärts! Pariser Deutsche Zeitschrift, 1844 Heine 1983, 2:148.
sigter til den anonymt udgivne bog Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling. Ein Beitrag zur Geschichte des Tages von einem vieljährigen Beobachter, 1843, skrevet af Christian Kapp.
GB refererer til Ludwig Feuerbachs efterskrift til forordet i 2.udgave af Das Wesen des Christenthums, 1843 Feuerbach 1843:xxiii.
efter tysk akademisk tradition tilkendegiver studenterne i et auditorium bifald ved at banke med håndens knoer i bordet og mishag ved at trampe med fødderne i gulvet.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 604): »Op af Jord hvert Kors I rive! / Alle skal til Sværd de blive! / De skal svinges Gud til Ære. / Slip nu Vers og Digterjamren, / men læg Jernet under Hamren, / Jernet skal vor Frelser være.« Af Georg Herweghs digt »Aufruf«, 1841, trykt i første bind af hans digtsamling Gedichte eines Lebendigen, 1841 Herwegh 1967:33.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 440): »Brus, o Gud!, med Stormens Aande gennem denne fæle Stilhed! / Giv et Friheds-Sørgespil for denne Slaveriets Mildhed! / Lad dog Hjertet atter banke i den kolde Verdens Bryst, / Væk en Helt og væk en Hævner! Jorden af dens Sløvhed ryst!« Af Georg Herweghs digt »Gebet«, 1841, trykt i første bind af hans digtsamling Gedichte eines Lebendigen, 1841 Herwegh 1967:22.
sigter til Hermann Ludwig, Fürst von Pückler-Muskaus anonymt udgivne bog i fire dele, Briefe eines Verstorbenen, 1830-1831, der bl.a. består af omfattende rejseskildringer.
et evangelisk-luthersk Studienhaus (kostskole), oprettet af hertugen af Württemberg i 1536 i nær tilknytning til universitetet i Tübingen; drives under ledelse af den evangeliske kirke.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 605): »Du er den Stjerne, hvis Lys betrygger, / den sidste Fyrste, paa hvem man bygger.« Af Georg Herweghs digt »An den König von Preussen«, trykt i første bind af hans digtsamling Gedichte eines Lebendigen, 1841 Herwegh 1967:64.
den fyrstelige slægt, der fra middelalderen og indtil 1918 regerede i Brandenburg og Preussen, fra ca. 1700 med titel af konge.
GBs kilde til den preussiske konge Friedrich Wilhelm 4.s ord til Georg Herwegh er ikke identificeret. Nærmere kan muligvis findes i Robert Prutz: Zwischen Vaterland und Freiheit. Eine Werkauswahl, herausgegeben von Hartmut Kircher, 1975, specielt kapitlet »Robert Prutz und Georg Herwegh. Dokumente einer Freundschaft«, s. 45-79.
dvs. forudsat at den har; når blot den har.
dvs. en personlig omvendelse. Udtrykket alluderer til Saulus' omvendelse til Gud på vejen til Damaskus, som skildret i Apostlenes Gerninger, kap. 9. Saulus tog derefter navneforandring til Paulus og blev kristen apostel.
GB sigter til et brev, dateret »Königsberg, im December 1842«, fra Georg Herwegh til kong Friedrich Wilhelm 4. af Preussen. Brevet blev 24.12.1842 offentliggjort i et bilag til avisen Leipziger Allgemeine Zeitung Herwegh 2005, 5:77.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 607): »Aranchuez! dit Sand min Fod / har traadt, og skønne Dage svandt der, / da for Kong Filip hist jeg stod / og for hans uckermarkske Grander. // Han bifaldt mig, da uden Bram, / jeg for ham spilte Marquis Posa. / Paa Vers har jeg fortryllet ham; / dog ham behaged ej min Prosa.« GB refererer fejlagtigt til Heinrich Heines digt »Der Ex-Lebendige«, trykt i Romanzero, 1851; citatet (der alluderer til Friedrich Schillers skuespil Don Karlos, 1787) stammer rettelig fra Heines digt »Georg Herwegh«, trykt i Neue Gedichte, 1844 Heine 1983, 2:119.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 607-608): »Jeg vil som min Frelser før mig engang, / ved Synet af Børn mig glæde. / Lad Børnene komme! det store Barn / fra Schwaben I for mig stede! // Saa talte Kongen. Hofmanden løb / og kom tilbage og lukked / det store Barn fra Schwaben ind, / der stod ved Døren og bukked. // Og Kongen sagde: En Schwaber er du; / det er ingen Skam forsande. / Gættet! Schwaberen svarte: Jeg kom / til Verden i Schwabernes Lande. [...] Udbed dig en Naade! sagde da / Majestæten. Da knælte saa fage / Gæsten paa Gulvet og raabte: Sire! / giv Folket dets Frihed tilbage! // Dybt rystet den ædle Konning stod. / Hvem maatte ej Scenen bedaare! / Med Frakkeærmet viskede sig / den Schwaber af Øjet en Taare. // Tilsidst sagde Kongen: En dejlig Drøm! / Bliv klogere, naar du skriver! / Og da du Søvngængeranfald har, / jeg dig Ledsagere giver, // to sikre Gendarmer, der trygt og godt / til nærmeste Grænse dig fører. Lev vel! Jeg maa til Paraden gaa, jeg hører, man Trommen rører.« Citeret fra Heinrich Heines digt »Die Audienz«, trykt i Vermischte Schriften, 1854 Heine 1992, 3:228-230.
dvs. fra 1830'erne.
et ark i datidens almindeligste bogformat (oktav) består af 16 tryksider.
den preussiske »Verordnung über die zu bildende Repräsentation des Volks«, undertegnet af kong Friedrich Wilhelm 3. og fyrst von Hardenberg, blev udstedt den 22.5.1815. Den rummer en række løfter om snarlig dannelse af folkelige repræsentationer og provinsialstænder.
i 1829 og de følgende år spredte en kolera-pandemi sig fra Asien til Europa; den nåede i 1831 til Polen og Berlin.
dvs. 1840'erne.
den nævnte brochure er ikke identificeret.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 612): »Du véd, hvad de betyde vil. For Censor de begaar sig. / Det er kun fire, skyldfri Smaa, smaa Spørgsmaalstegn, forstaar sig. / Dybt har de Rod og rage højt, ret som den tyske, frie / Nations berømte Ege staa de Spørgsmaalstegn og bie. / Du vilde dem vel aldrig se i dine vide Riger; / men dog de fire Spørgsmaalstegn fra Pladsen ikke viger. / Og naar engang du længst er død, staar som justeret Stempel / de, store, paa dit Monument til Straf og til Eksempel.«; af Franz Dingelstedts digt »? ? ? ?«, trykt i hans digtsamling Lieder eines kosmopolitischen Nachtwächters, 1841 Dingelstedt 1877, 2:110-111.
GBs kilde til citatet er ikke identificeret.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 613): »Paany laa over Landet / et Tryk, saa tungt som Ban. / Da rejste der en Mand sig, / en Tysker, helt en Mand. / En tysk Mand og en fri Mand, / hvem skulde sligt vel sagt! / Saa selv den tyske Lyra / blev af sin Slummer vakt.«; den første strofe af Georg Herweghs digt »J.«, trykt i hans Gedichte eines Lebendigen, 1844, hvor digtets titel er »Jordan« Herwegh 1844, 2:21.
den preussiske »Verordnung über die zu bildende Repräsentation des Volks«, undertegnet af kong Friedrich Wilhelm 3. og fyrst von Hardenberg, rummer en række løfter om snarlig dannelse af folkelig repræsentation og provinsialstænder.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik