Nogle faa Aar ind i Trediverne – og man kan sige, at den af Hugo[I] og hans Venner ledede litterære Revolution havde seiret, men den havde |144| seiret som man seirer aandeligt. Et forsvindende Mindretal af Frankrigs mest dannede Mænd og mest forstandige Kvinder indsaa, at Kampen var afgjort, at Tragedien var død, at de aristoteliske Regler vare Misforstaaelser, at Overgangstalenternes Tid var omme, at Casimir Delavigne[II] var udtømt og at kun Generationen fra 1830 vidste hvad den vilde i Litteraturen. Den Omstændighed, at en ganske parallel Bevægelse var begyndt i Malerkunst, Billedhuggerkunst og Musik viste dem klarere end nogen anden, hvor dyb og uimodstaaelig Forandringen var. Men de, som indsaa dette, vare som sagt et ringe Mindretal. Den gamle stive Litteratur fra Keiserdømmets Tid havde for sig Alt, hvad der var i Frankrig af gammel Vane, af Angst for Novationer, af Dumhed og Misundelse, fremdeles den hele officielle Verden, den hele Presse med Undtagelse af et eneste Dagblad, »Journal des Débats[0001]«, endelig Magten: alle Pladser, Stillinger, Embeder, Pensioner gaves udelukkende til Mændene af den gamle Skole og man fristede og forførte saaledes paa alle Maader den opvoxende Slægt. Hertil kom endelig, at der var indtraadt nogen Træthed og Udmattelse i den unge Leir efter den første, store Aandsanstrengelse. Man var ung, man havde ventet blot at behøve een god Gang at løbe Storm mod de gamle Fordommes Skandse for at tage den; nu saa man til sin Skuffelse, at Truppen i decimeret |145| Tilstand efter Stormløbet befandt sig ved Skandsens Fod som før; man tabte Taalmodigheden og Kamplysten. Man havde vel villet finde sig i en haardnakket Dyst, som krævede Afsavn og indbragte Saar og Skrammer, men paa det Vilkaar, at den førte til en nogenlunde hurtig Seir, til en eklatant Triumf med Anerkjendelse og Fanfarer. Men denne Strid, som trak sig ud i det Uendelige, denne seige Spot fra Modstandernes Side, Fjendens rolige Ihændehaven af alle indflydelsesrige Stillinger saavel for Litteraturens som Kunstens Vedkommende, Publicums vedblivende Ligegyldighed for den nye Skole, dets vedblivende Enthousiasme for de Udlevede, gjorde den unge Skare betænkelig. Man spurgte sig selv, om man ikke i ungdommelig Heftighed var gaaet for vidt, om ikke Hans Majestæt Publikum alligevel havde Ret eller dog nogen Ret, og man begyndte at bede om Undskyldning for sit Talent, søgte at faae Publicums Tilgivelse for det ved Hjælp af Indrømmelser og Frafald. Man trak sig tilbage fra Vennerne for at faae Adgang til denne eller hin fornemme Selskabskreds. En og anden tænkte paa Akademiet og begyndte at indrette sin Optræden saaledes, at han ikke forspildte sig Muligheden til endnu i yngre Aar at blive Medlem.
Et psychologisk Motiv af ædlere Natur bidrog til at opløse Gruppen, nemlig Skribenternes Selvstændighedsfølelse. Man havde fra først af forsøgt |146| at holde Gruppen sammen ved altfor snevre Baand. Man havde ikke nøjedes med at angive en Retning og et kunstnerisk Princip, man havde søgt at formulere Dogmer, og de, der havde formet dem, vare Digtere, lige saa ensidige som geniale Aander, ikke Tænkere med et vidt og uhildet Blik. Hvor sociable end de romanske Folkeslag overhovedet ere i Sammenligning med de germanske, saa kunde dog en Association i strengeste Forstand paa disse Vilkaar umuligt finde Sted i deres skjønne Litteratur. Videnskabsmænd kunne enes om en Methode, men i Kunsten udfordres Personlighedens fuldstændige og ubetingede Uafhængighed; kun naar den Frembringende helt er sig selv, ikke til Bedste for et Sammenhold giver Afkald paa det Mindste af sin værdifulde Eiendommelighed, formaaer han at frembringe det Ypperste, han kan yde Verden. En absolut Individualisme er sikkert nok umulig i Kunsten; der danner sig bevidst eller ubevidst, frivilligt eller ufrivilligt altid Skoler og ligesaa vist som det er, at Individet maa have Lov at udtale sig frit, ligesaa sikkert er det, at det kun i den kunstneriske Continuitet, kun baaret og støttet af en kunstnerisk Tradition eller af beslægtede Aander, store Forgjængere eller Samtidige formaaer at naae det Høieste. Isolerede, forsprængte Genier sygne hen. Men hvor en Skole har en enkelt anerkjendt Høvding, der gjælder det om, at han forstaaer at meddele |147| Frihed. Han maa tillade Alt undtagen Karakterløshed og Stilløshed. Men til at meddele Frihed var en Aand af Hugos[III] Art ikke i Stand, og de fanatiske blandt hans nærmeste Tilhængere forstode Skolens Lærdomme paa endnu langt snevrere Maade end han. I Løbet af ganske faa Ungdomsaar udprægedes de mest fremragende af den unge Gruppes Individualiteter stærkere end det kunde forudsees, saalænge de endnu vare i Spiren, og denne Splittelse af de udprægede Individualiteter kom den gamle klassiske Leir tilgode.
Endnu et Moment virkede opløsende og splittende. Julirevolutionen drev et helt Antal af Ungdommens Bannerførere og Forkjæmpere fra den litterære Leir over i Politiken. Det er i den Henseende betegnende, at Bladet »Globe[0002]« i 1830 ophørte at være et litterært Organ og gik over i Saint-Simonisternes Hænder. Dets Stiftere og† vigtigste Medarbeidere, Mænd som Guizot[IV], Thiers[V], Villemain[VI], Vitet[VII], bleve Parlamentsmedlemmer, Embedsmænd eller Ministre. Og da Politiken i den moderne Tid gjør et Navn saa langt mere bekjendt end Litteraturen, lokkede den selv Digterne til sine Talerstole. Lyrikere som Hugo[VIII] og Lamartine[IX] traadte under Julikongedømmet ind i Politiken. De i Litteraturen tilbagestaaende Forfattere følte sig ligesom overfløiede af de i Politiken indtraadte, harmede sig nu og da over hines mere larmende Navnkundighed, ærgrede sig |148| undertiden over at see dem betragte deres eget Et og Alt, Litteraturen, som en Udvei, der var god nok til at gribes i Nødstilfælde.
Et haardt Stød var det for den romantiske Kreds, da Sainte-Beuve[X], Skolens altid kampberedte og altid enthousiastiske Herold, skilte sig ud fra Hugos[XI] Generalstab. Det synes, som om han med sin Naturs underlige Blanding af Ydmyghed og Uafhængighedstrang længe havde fortrudt den underkastende Holdning, han i sine Digte havde indtaget overfor Hugo[XII] og som om han halvt modstræbende var vedbleven med ufortrødent at svinge Røgelsekarret for Skolens Chef. Han ærgrede sig over de Doser af Virak, det var bleven Hugos[XIII] Vane at vente eller fordre og var dog altfor svag til at holde sin Tribut tilbage. Det var desuden som bekjendt mindre Sværmeriet for Hugo[XIV] end for Digterens unge Frue[XV], der fastholdt ham indenfor Trylleringen. Da det i Privatlivet kom til Brud mellem ham og det Hugo’ske Hus, var Bruddet for Sainte-Beuve[XVI] Signal til et fuldstændigt Omslag ogsaa i hans litterære Sympathier for »Orientalernes[0003]« Digter. Han var efter hele sit Anlæg saaledes beskaffen, at han ikke betragtede Skoler, Systemer, Menigheder, Partier anderledes end som Hoteller, i hvilke han tog ind og hvor han aldrig pakkede sin Kuffert helt ud; han var dernæst altid tilbøielig til Satire eller Haan over dem, han nylig havde forladt; han leverede derfor fra nu |149| af kun skarp og fortrinsvis nedsættende Kritik over Hugos[XVII] Værker.
Alfred de Musset[XVIII] morede sig med endnu tidligere at markere sit Frafald. En saa overlegen og saa fin Aand som hans kunde ikke være blind for det Snevre og Ufuldkomne i Skolens Theorier, endnu mindre for den Barnagtighed, hvormed de af enkelte Hedsporer sattes paa Spidsen. Da Musset[XIX] første Gang læste sine Digte høit hos Hugo[XX] i en Kreds af unge Romantikere, var der kun to Steder, som fik Applaus. Det ene var det Sted i »Don Paez[0004]«, hvor der staaer: »Brødre! raabte langt borte en gul og blaa Dragon, der laa og sov i Høet« – »gul og blaa«, det henrykte, det var hvad man kaldte Farve i Stilen – det andet var det Sted i »Le lever[0005]«, hvor det hedder om Jægerdrengene: »Og paa deres grønne Ærmer saaes Falkenes sorte Fødder.«
Dette elementært Maleriske var de unge Tilhørere kjærere end alle Udbrud af Følelse, Lidenskab og Aand. Thi ved slige Træk skilte man sig fra Mændene af den gamle Skole, hvem det kun var vigtigt, at man fik at vide, hvad der skete, men ikke hvordan det saa ud. Dette, at den synlige Verden existerede for Musset[XXI], var de unge Mænd Hovedsagen, men det kunde ikke være det for ham, hvis Styrke laa paa ganske andre Punkter og som ingen Drift følte til at rivalisere med Hugo[XXII] eller Théophile Gautier[XXIII]. |150|
Musset[XXIV] var dernæst først og fremmest en ung Aristokrat, en Verdensmand og Dandy, der satte sin Ære i at drive Litteraturen som en Fristundssyssel. Med langhaarede Litteratorer med Kalabreserhatte vilde han ikke være Kammerat.
Hans Forhold til Publicum havde fra først af været noget usikkert; han havde søgt at forbause og drille det. Nu kom det ham med største Velvillie imøde, rede til at tilgive ham Alt, selv »Balladen til Maanen[0006]«, hvis han blot vilde vise det et andet Ansigt, og ivrig for at godtgjøre sin Selvstændighed, indifferent overfor Partierne, sky for Doktriner, endelig klassisk anlagt, beslægtet med Mathurin Regnier[XXV] og Marivaux[XXVI] som han var, gav han til en vis Grad efter for den dumpe Pression. Han begyndte at vinde Læseverdenens Øre ved at tale med humoristisk Ligegyldighed om sin egen og sine tidligere Kampfællers krigeriske Bedrifter. I Digtet »Raphael eller en fransk Adelsmands hemmelige Tanker[0007]«, erklærer han sig for træt af Striden; han har, siger han, kjæmpet i begge de fjendtlige Leire; hundrede Ar have givet ham et ærværdigt Udseende, og han sætter sig nu – han den 21aarige – som udmattet Veteran paa sin revnede Tromme. Racine[XXVII] og Shakspeare[XXVIII] mødes paa hans Bord og falde der i Søvn ved Siden af Boileau[XXIX], der har tilgivet dem begge. I et andet Digt skrev han: »I vore Dage existerer Kunsten ikke mere, Ingen troer paa den. Vor Litteratur har |151| hundredetusind Grunde til at tale om Druknede, om Døde og om Pjalter. Den er selv en Død, som vi galvanisere. Den gjør sin Gjerning, idet den skildrer os Tøiter [...] den er selv en, og det den mest ødelagte, som nogensinde har klistret sig over med Salver og Sminker.« Dette Udfald, der øiensynlig var rettet mod den udskeiende Fantasi i Hyperromantikens Productioner, var saa ungdommelig hensynsløst, at det maatte opfattes som rammende den hele samtidige Digtning. Det var vel heller ikke tilfældigt, at dette skreves samme Aar som »Marion de Lorme[0008]« udkom, dette Drama, der med alle sine Mangler er saa kydsk, saa spiritualistisk i sin Tankegang og saa christeligt i sin Aand, men som unegteligt har en Courtisane til Heltinde. Samtidigt udtrykte Musset[XXX] sig med stedse stigende Blaserthed om Ungdommens Idealer. Næsten alle den unge Skoles Digtere havde med Hugo[XXXI] i Spidsen taget Parti for det kjæmpende Grækenland, Alfred de Musset[XXXII] skrev koket om sin Mardoche[xxxiii], at han »holdt mere af Porten og Sultan Mahmud[xxxiv] end af det brave helleniske Folk, der med sit Blod sviner det rene Marmor til paa Paros[a].«
Hvad var Aarsagen til denne Ligegyldighed og Cynisme?
Altfor hedt Blod, altfor lidenskabeligt et Hjerte og altfor tidlige Skuffelser. Hans Tillid til Mennesker havde alt i hans tidligste Ungdom |152| faaet et ulægeligt Knæk, og af Mistilliden udsprang Bitterhed og Spot. Det er neppe muligt at føre hans desperate Livsbetragtning tilbage til en bestemt enkelt Begivenhed, fra hvilken den formelig skulde kunne dateres. Men han har selv troet at kunne paavise dens Oprindelse. Han var, som han under mange Former har antydet, i sin første Ungdom bleven bedragen af en Elskerinde og en Ven. Det er sandsynligt, at han med sin oprigtige og sanddru Karakter har følt sig dybt truffet af denne Smerte; men han har uden Tvivl medens Saaret endnu var frisk, lagt det poetiske Forstørrelsesglas over det og taget sin Kval poetisk i Beslag. Det var Mode at have havt Elskovssorg og at forstaae at trøste sig derover. Og dog har han lidt mere end mangen En, der læser hans kaade Ungdomsdigte, vil troe. Men for ikke at vise sig saa blød som han var, for ikke at blive Gjenstand for Cynikeres Spot, affekterede han nu selv en Tid lang den yderste Haardhed og Kulde. En saadan affekteret Cynisme virker pinligt som al Affektation. Taine[XXXV] har om Musset[XXXVI] skrevet en bekjendt Afhandling, hvis Kjærlighed til sin Gjenstand er ligesaa blind som skjøn, og der kulminerer i Udbruddet: »Celui-là au moins n’a jamais menti«. Hvis man henregner paatagen Overlegenhed og Hjertenskulde til det Usande, kan man neppe fuldt ud underskrive denne Ytring. |153|
Men snart skulde der indtræde et Vendepunkt i den forkjælede og overmodige Ynglings Liv.
Den 15de August 1833 havde »Rolla[0009]« staaet i den dengang nylig stiftede »Revue des deux mondes[0010]«. Faa Dage efter indbød Tidsskriftets Redaktør, Schweizeren Buloz[XXXVII], sine Medarbeidere til en Middag i den bekjendte Palais-Royal[b] Restauration Trois frères provençaux[c]. Gjæsterne vare mange; der var iblandt dem en eneste Dame. Værten bad Alfred de Musset[XXXVIII] om at føre hende tilbords; han blev forestillet for Madame George Sand[XXXIX].
Det var et smukt Par. Han slank og fin, blond med mørke Øine og den skarpe, hesteagtige Profil, hun brunet, med et yppigt, bugtet, sort Haar, med den smukke ensformige Olivenfarve, der paa Kinderne gled over i en svag, broncebrun Rødme, store, mægtige, dunkle Øine – Arme og Hænder af fuldendt Hvidhed og Skjønhed. Der syntes at bo en Verden bag hendes Pande, og dog var hun ung og smuk og taus som en Kvinde, der ikke gjør Fordring paa at kaldes aandrig. Hendes Dragt var simpel, kun noget fantastisk; over sin Kjole bar hun en guldbroderet tyrkisk Trøie, og i hendes Bælte hang en Dolk.
Jeg har i Paris[d] 1870 hørt sige af en af de faa da endnu levende Deltagere i hin Middag, at det var en Art bondesnu, pekuniær Beregning af Buloz[XL], som førte Musset[XLI] og George Sand[XLII] sammen. |154| Han havde i Forvejen sagt til sine Bekjendte: De skal have hinanden tilbords; alle Fruentimmer pleie at forelske sig i ham, alle Mænd blive pligtskyldigst forelskede i hende, de ville naturligvis forelske sig i hinanden indbyrdes – sikke Manuscripter jeg da vil faae. Han gned sig i Hænderne.
Det var to høist uligeartede Væsener, der her toge Plads ved Siden af hinanden ved Bordet. Anden Lighed var der neppe imellem dem end den, at de begge vare Skribenter.
Hendes Væsen var en frugtbar, moderlig Natur. Hendes Sjæl var sund, sund selv i sine revolutionære Udbrud, og besad en vis Rigdommens Ligevægt. Hendes Søvn var god, og hun kunde taale at indrette sit Liv som hun vilde, taale at arbeide næsten hele Natten igjennem ved Lys og nøies med en lang Morgensøvn, som hun kunde commandere, og af hvilken hun vaagnede styrket. Ingen stor Lidenskab, ingen Revolutions-Idee var gaaet igjennem det 19de Aarhundredes Sind, som jo denne Kvinde alt havde huset i sin Sjæl, og dog havde hun bevaret sin Friskhed, sin Sindsro, sin Selvbeherskelse. Hun kunde skrive opmærksom og rolig sex Timer i Træk, hun havde en Gave til indre Samling, der satte hende i Stand til med Pennen i Haand at optegne sine Drømme med et helt Selskabs Samtale og Latter omkring sig, som sad hun i den dybeste Ensomhed, og |155| var saa strax efter, naar hun deltog i hvad der skete, smilende, ordknap, hørende Alt, opfangende Alt, forstaaende Alt, indsugende de Ord, der faldt, som en Svamp indsuger Vanddraaber.
Og nu han! Han besad i langt høiere Grad Kunstnertemperamentet. Hans Arbeide var en Feber, hans Søvn urolig, hans Drifter og Lidenskaber ubeherskede. Naar han undfangede en Ide, sad han ikke stum og sfinxagtig rugende over den som hun, nei han overvældedes og skjælvede »mere svimmel end en Page, der er forelsket i en Fe«, som det hedder i hans Digt »Après une lecture[0011]«. Og begyndte han saa paa Udførelsen, var han stadig fristet til i Fortvivlelse at kaste Pennen. Udførelsen gik altfor langsomt, Forestillingerne trængte paa, søgte Udtryk, en rasende Hjertebanken fulgte, og der behøvedes kun den ringeste Fristelse fra Omverdenen, en Indbydelse til et Aftenselskab med Venner og skjønne Kvinder, Forslag om en Kjøretur ud paa Landet eller lignende, saa flyede han Arbeidet som man flyer en Fjende.
Hun »strikkede« sine Romaner, han skrev sine Værker i en kort, brændende, salig Ekstase, der næste Dag veg for en Modbydelighed ved det Skrevne. Han fandt det slet uden at gide skrive det om, thi han skelede til sin Pen med samme Had, hvormed Galeislaven betragter sin Aare. Trods alt sit ungdommelige Overmod vaandede han sig som i en stadig Kval, og Aarsagen var den, |156| at der i hans spinkle, bøielige Legeme var indesluttet en Kjæmpe af en Kunstner, der følte langt dybere og voldsommere, levede langt mere og hurtigere end det Menneskevæsen, i hvilket han var incarneret, kunde taale, og undfangede større Syner end den Hjærne, som var hans Organ, kunde bringe til Verden uden de haardeste Fødselskvaler. Naar derfor Digteren kastede sig ind i al Slags Udskeielser, saa beroede det mest paa en Trang til at bedøve den indre Lidelse, som Genialiteten i ham var.
Som han sad der, 22 Aar gammel, sine adelige Forældres forkjælede Søn, boende i Forældrenes Hjem, med en Broders aarvaagne Kjærlighed til Støtte, havde dette Barn, der Intet havde oplevet uden nogle Elskovsæventyr, en 40aarig Mands Livserfaring, Mistænksomhed, Bitterhed og Menneskeforagt, og hvor Erfaringen havde Huller, udfyldte han dem med paatagen Ligegyldighed og Cynisme. Som hun sad der, denne Kvinde med Fyrste- og Bohême-Blod i sine Aarer, Moritz af Sachsens[XLIII] Dattersønnedatter, 28 Aar gammel, med de alvorligste Livsskjæbner bag sig, løsrevet fra sin Familie, sin Formue, sit Hjem, skilt fra sine to Smaabørn, der vare blevne i Nohant[e], uden Støtte hos nogen mandlig Slægtning, henvist til Valgslægtskaber, levende et litterært Zigeunerliv, gaaende ud i Mandsdragt, bærende et Mandsnavn og rygende Cigaretter som |157| en Mand mellem Mænd, var hun i Dybet af sin Sjæl naiv, lidenskabsløs, enthousiastisk, god og saa modtagelig for alt Nyt, som havde hun intet Særdeles oplevet og var aldrig bleven skuffet.
Han, der var saa oprindelig i sin Kunst, saa planløs i sit Liv, var som Aand i mange Maader spidsborgerlig, bornert. Vi Mænd blive det let, især hvem der som han er født i lykkelige Forhold og tidligt har lært at respektere Sæd og Skik og frygte Latteren.
Hun derimod, der i rent technisk Henseende intet Revolutionært har ved sig, men i Fremstillingens Art og Kunst følger de betraadte Baner, var i aandelig Henseende næsten et Vidunder. Hun havde ingen Bornerthed. Hun var uden Fordomme. Kvinder, hvis Skjæbner have bragt dem til at røre ved Samfundets Kræftskader, som have seet Samfundsdommen under Øine uden at maatte slaae Øinene ned, blive undertiden aandsfrie i en høiere Grad end Mændene, fordi de have betalt denne Frihed dyrere. Hun saa originalt og prøvende paa Alt, veiede det i Haanden og gav det i Reglen den Vægt, det fortjente.
Han var hende overlegen i Dannelse. Denne exalterede Kunstner besad en ubestikkelig Mandsforstand, skarp og smidig som en Damascenerklinge; den kløvede hver en Frase, den traf paa, spiddede hver en Blære i Tanken eller i Sproget paa sin Kaardespids, saa den brast. |158|
Hun var som Kvinde tilbøielig til at lade Hjærtet tale først og høiest. En skjøn og sværmerisk Lære, en ædel Utopi fortryllede hende, hun havde som Kvinde Trangen til at tjene, søgte i sin Ungdom bestandig med Blikket en Fane, der bares af Mænd med store, tapre Hjerter for da at kjæmpe under den. Hendes Ærgjerrighed var ikke den, som feiret Muse at give den fine Verden Concerter, hendes Attraa var at turde røre Trommen som Regimentets Datter. Men saaledes kom hun paa Grund af sin Mangel paa Forstandsdannelse til at dyrke og forgude uklare Hoveder som Profeter, saaledes fremfor Alle den stakkels keitede, men renhjertede Pierre Leroux[XLIV], en Filosof og Socialist, til hvem hun mange Aar igjennem saa op som en Datter til sin Fader. Musset[XLV] havde den aristokratiske Aands Overlegenhedsfølelse over for disse Profeter, der ikke kunde skrive tyve læselige Prosasider; hun smittedes af deres Hang til eftertrykkeligt og salvelsesfuldt Foredrag.
Endelig: hun var ham som Kunstner underlegen, skjønt hun som Menneske var større og især stærkere end han. Hendes Kunstneraand fattedes Mandens pludselige, hensættende Kraft, dette »Saadan skal det være«, der ingen Grunde giver. Naar de i Forening betragtede et Maleri, følte han uden at være særlig malerisk anlagt med eet Slag Billedets Fortrin og Kunstnerens herskende Egenskaber og gjengav dem med et Par Ord. |159| Hendes Aand trængte ad en eller anden besynderlig Omvej langsomt og famlende ind i Maleriet, og Udtrykket for hvad hun følte derved var hyppigt enten ubestemt eller paradox. Hans Intelligens var skarp, nervøs, hendes strømmende, tilbøielig til universel Sympathi. Naar de hørte en Opera sammen, var det Udbruddene af sand og personlig Lidenskab, som sloge ned i ham, det Individuelle, det Sære. Hun derimod grebes af Chorsangen, det Fællesmenneskelige. Der behøvedes ligesom en Samling af Aander for at sætte hendes Aand i Bevægelse.
De Bøger, hun havde skrevet, manglede Sammentrængthed. Medens hver Sætning, der sprang fra hans Læber, var en præget Guldmynt, stemplet paa begge Sider og med ciselerede Rande, var hendes Stil ordrig indtil Vidtløftighed. Det første, Musset[XLVI] uvilkaarligt gjorde, da et Exemplar af »Indiana[0012]« faldt ham i Haanden, var med en Blyant at udslette tyve, tredive overflødige Adjectiver paa de første Par Sider. Exemplaret kom siden George Sand[XLVII] for Øie og man siger, at hun følte sig mindre taknemmelig end irriteret.
George Sand[XLVIII] havde et halvt Aars Tid før Parrets første Sammentræf følt en vis Angst for at lære Musset[XLIX] at kjende. Hun havde først anmodet Sainte-Beuve[L] om at indføre ham hos hende, men i et Brev fra hende til ham fra Marts 1833 hedder det i Efterskriften: »Alt vel overveiet vil |160| jeg ikke have, at De skal indføre Alfred de Musset[LI] hos mig, han er i høi Grad Dandy, vi vilde ikke passe for hinanden, og jeg havde mere Nysgjerrighed efter at see ham end egentlig Interesse derfor. Men det er uforsigtigt at ville tilfredsstille enhver Nysgjerrighed«. Man sporer i disse Ord ligesom Uro eller anelsesfuld Frygt.
Alfred de Musset[LII] paa sin Side havde som alle Skribenter en vis Sky for Skribentinder. Navnet Blaastrømpe er sikkert bleven givet disse Damer af en mandlig Kollega. Men ikke desmindre lader den store Tiltrækning, en overlegen kvindelig Intelligens udøver paa den mandlige, sig ikke nægte. Den Henrykkelse, der ledsager Aanders dybe Forstaaelse af hinanden, blev her mange Gange fordoblet ved en pludselig opstaaende, lidenskabelig Forelskelse.
Naar man seer historisk paa dette Forhold, falder det i Øinene, hvor stærkt det er præget af Tidsaanden, af den om Renæssancetidens Karnevalsstemninger mindende kunstneriske Rus, der havde bemægtiget sig Sindene under Romantismens Herredømme i Frankrig. Kunstnernaturer, hvis første Pligt det altid er, indenfor deres Kunsts Omraade at bryde med nedarvet Konveniens, føle sig til enhver Tid fristede til ogsaa i social Henseende at trodse Vedtægten; men Generationen fra 1830 var ungdommeligere og naivere i denne Opposition mod det Hverdags end nogen tidligere eller senere |161| i Frankrig i de sidste Aarhundreder. I alle Kunstnere stikker der Zigeunere eller Børn, Datidens Kunstnere gave Zigeuneren og Barnet i deres Sjæl frit Spillerum. Det er eiendommeligt at det første, som hine to udkaarne Væsener falde paa, saasnart de have fundet hinanden og den første brændende Lyksalighedsekstase tillader dem at aande frit, er det at forklæde sig for hinanden og i Forklædning at have deres Bekjendte tilbedste. Da Paul de Musset[LIII] for første Gang er indbudt til Aften af det unge Par, finder han Alfred[LIV] paaklædt og pudret som en Marquis fra det forrige Aarhundrede, George Sand[LV] i Adrienne og Fiskebensskjørt. Da George Sand[LVI] giver sit første Middagsselskab efter Bekjendtskabet med Musset[LVII], varter denne, forklædt som ung normannisk Tjenestepige ukjendt op ved Bordet, og for at have en værdig Partner for Æresgjæsten, den filosofiske Professor Lerminier[LVIII], indbyder hun Debureau[LIX], den uforlignelige Pjerrot fra Funambules-Theatret[f], som Ingen havde seet udenfor Scenen, og forestiller ham som et anseet Medlem af det engelske Underhus, der skal overbringe hemmelige Depecher til Østerrig. For paa en Gang at give ham og Lerminier[LX] Anledning til at lægge deres Kundskaber for Dagen, bringer man saa Samtalen paa Politik. Men forgjæves nævner man Navne som Robert Peel[LXI], Lord Stanley[LXII] o. s. v., den fremmede Diplomat iagttager haardnakket |162| Taushed eller svarer kun med Enstavelsesord. Endelig bruger En Vendingen »den europæiske Ligevægt«. Englænderen beder om Ordet. »Vil De vide,« siger han, »hvorledes jeg under de nærværende alvorlige politiske Forhold i England og paa Fastlandet opfatter den europæiske Ligevægt? – Saaledes.« Og Diplomaten kaster sin Tallerken i Veiret, saa den snurrer rundt i Luften† , griber den saa med Virtuositet paa Knivspidsen og lader den stadig dreie sig uden at komme ud af Ligevægt. Man begriber de øvrige Gjæsters Forbauselse. Viser ikke et saadant lille Træk Forbindelsen mellem Musset[LXIII] og George Sand[LXIV] i et eget Skjær af Ungdom og Naivetet? Der falder et Glimt af Renæssancetidens Stemningsliv hen derover, og man føler vel, at man befinder sig i Romantismens Frankrig i Trediverne.
Det fortrolige Forhold mellem Alfred de Musset[LXV] og George Sand[LXVI] har sin vulgære Side, der er bleven tilstrækkelig udnyttet og som jeg ikke vil dvæle ved: Enhver veed, at de i Fællesskab foretoge en Reise til Italien, at han plagede hende med Skinsyge, hun ham med den uvante Kontrol over hans Gjøren og Laden, at deres Samliv var lidet lykkeligt og at han under sin Sygdom blev bedraget af hende og i den mest nedslaaede Sindsstemning vendte ene hjem.
Men Forholdet har endnu en anden og interessantere Side, den æsthetisk-psychologiske. Littera|163|turhistorien kjender Forbindelser nok mellem fremragende Mænd og Kvinder; men hvad der i dette Tilfælde er nyt og usædvanligt, det er dette:
En mandlig Genius af høieste Rang, der alt har gjennemløbet et Stykke af sin Kunstnerbane og dog endnu er helt ung – en kvindelig Genius, saa betydelig, saa fuldstændig, at aldrig før i Verdenshistorien nogen Kvinde havde vist sig i Besiddelse af saa rig en Skaberkraft – paavirke hinanden under en Forelskelses Exaltation.
Vor Psychologi er endnu saa langt tilbage, at Forskjellen mellem mandlig og kvindelig Indbildningskraft næsten ikke kan studeres, langt mindre veed man, hvorledes de indvirke paa hinanden. For første Gang mødes her i den moderne Civilisation den mandlige og den kvindelige Digteraand, hver for sig udviklet til den høieste Skjønhed. Aldrig før var Experimentet gjort i saa stor en Stil. Det er Kunstens Adam og Kunstens Eva, der nærme sig hinanden og dele Æblet fra Kundskabens Træ. Saa følger Forbandelsen, det vil sige Bruddet og de gaae hver sin Vei. Men ikke mere som de samme. De Værker, de nu frembringe, have ikke mere den samme Charakter, som før de traf hinanden.
Han forlader hende, sønderrevet, fortvivlet, bedraget, med en stor ny Anklage mod Kvindekjønnet i sin Sjæl, overbevist om, at Falskhed! dit Navn er Kvinde. |164|
Hun forlader ham, smerteligt bevæget, først halvveis trøstet, saa oprevet til sit Væsens Dyb, men snart tilfreds med at være ude af en Krise, der pinte hendes rolige, frembringende Natur, med en ny Følelse af Kvindens Overlegenhed over Manden, dobbelt overbevist om, at Svaghed! dit Navn er Mand.
Han forlader hende med en ny Uvillie mod alle Sværmerier og Utopier og Filanthropier, mere end nogensinde overbevist om, at for Kunstneren er Kunsten Alt. Men ikke destomindre: Berøringen med denne store Kvindesjæl har ikke været ufrugtbar. Først gjør Smerten ham sanddru. Han afstreifer sin affekterede Egoisme, man vil ikke mere see ham stille en paatagen Forhærdelse og Kulde tilskue. Saa gjør Indflydelsen af hendes Væsens Aabenhed og Godhed, af hendes Sværmen for Idealer sig gjældende i de Værker, der nu følge, i Lorenzaccio’s[lxvii] republikanske Begeistring, i Andrea del Sarto’s[lxviii] hele Følelsesliv, maaske endog i den Protest, Musset[LXIX] udslynger imod Thiers’s[LXX] Presselove.
Hun forlader ham, endnu mere overbevist end nogensinde om at Mandsnaturen i sit Væsen er snever og egoistisk, mere end nogensinde tilbøielig til at give sig almindelige Ideer i Vold: Hun helligede Saint-Simonismen sit Talent i »Horace[0013]«, hun skrev »Le Compagnon du Tour de France[0014]« til Bedste for Socialismen; hun skrev tilsidst i |165| 1848 Bulletinerne for den provisoriske Regjering[0015]. Men ikke destomindre fuldendte først Berøringen med dette prægede, formfaste Geni hendes rene og klassiske Kunstform. Hun lærte at elske Formen, at søge det Skjønne for dets egen Skyld. Og naar man har sagt, at en Sætning af hende er »tegnet af Leonardo[LXXI] og sunget af Mozart[LXXII]« (et Ord af den yngre Dumas[LXXIII]), saa burde det have været tilføiet, at Alfred de Mussets[LXXIV] Kritik har ledet hendes Haand og dannet hendes Øre.
Efter Adskillelsen ere de begge som Kunstnere fuldt modne. Han er fra nu af Digteren med det brændende Hjerte, hun Sibyllen med den profetiske Veltalenhed.
I det Svælg, der aabnede sig mellem dem, kastede hun sin Umodenhed, sine Tirader, sin Smagløshed, sin Mandsdragt, og var fra nu af helt Kvinde, helt Natur.
I det samme Svælg kastede han paa sin Side sit Don Juan-Kostume, sine Bravader, sin Beundring for Rolla[lxxv], sin Drengetrods og var fra nu af helt Mand, helt Aand.
højresiderne i kapitel 9 har i førsteudgaven klummetitlen »Musset og George Sand.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
efter den oldgræske filosof Aristoteles og hans lære. Der hentydes til de normative krav for digterkunsten formuleret i Aristoteles' Poetikken, ca. 325 f.Kr., bl.a. reglen om handlingens, tidens og stedets enhed.
det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
Det Franske Akademi (fr.: Académie française), fransk litterært-videnskabeligt selskab, stiftet 1635 med den særlige opgave at varetage det franske sprog.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
tilhængere af saint-simonismen, en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
her i den oprindelige betydning: (overdreven) smiger.
citat fra Alfred de Mussets digt »Don Paez«, Contes d’Espagne et d’Italie, 1830 Musset 1957:8.
citat fra Alfred de Mussets digt »Le lever«, Contes d’Espagne et d’Italie, 1830 Musset 1957:74.
sammensat citat fra Alfred de Mussets digt »La coupe et les lèvres«, Un spectacle dans un fauteuil, 1833 Musset 1957:158.
Den Græske Frihedskrig, Grækenlands væbnede kamp for at opnå selvstændighed fra Det Osmanniske Rige, 1821-1829.
citat fra Alfred de Mussets digt »Mardoche«, Contes d’Espagne et d’Italie, 1830. Porten (Den Høje Port) var betegnelsen for regeringssædet i Konstantinopel i Osmannerriget (1453-1923) Musset 1957:89.
Alfred de Musset skildrer i sine tidligste kærlighedsdigte en affære med en ung kvinde, muligvis Angélique Félicité Anaïs Bosio. Jf. fx digtet »Madame la marquise«, Contes d'Espagne et d'Italie, 1830.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 100): »Han idetmindste har aldrig løjet!«; citat fra Hippolyte Taines afhandling Histoire de la littérature anglaise, 1863-1864 Taine 1869, 5:466.
citat fra Alfred de Mussets digt »Après une lecture«, Poésies nouvelles, 1850 Musset 1957:425.
udtrykket genfindes i den franske forfatter og kritiker Louis Ulbachs (Ferragus') hæfte Nos contemporains. George Sand, 1870 Ferragus 1870:83.
citat fra et brev fra George Sand til Charles-Augustin Sainte-Beuve 10.3.1833; citeret i Sainte-Beuves essaysamling Portraits contemporains, 1846 Sainte-Beuve 1869, 1:510.
anekdoten om Jean-Gaspard Debureau fra Funambules-teatret i Paris har som pointe, at denne tidens berømteste franske klovn altid arbejdede med en anerkendt genial mimik uden at tale, og derfor havde ingen i det pågældende selskab hørt hans stemme.
citat fra et brev fra George Sand til Charles-Augustin Sainte-Beuve 10.3.1833; citeret i Sainte-Beuves essaysamling Portraits contemporains, 1846 Sainte-Beuve 1869, 1:510.
udsagnene spiller på et citat fra William Shakespeares tragedie Hamlet (I, 2): »frailty, thy name is woman« (eng.) svaghed, dit navn er kvinde Shakespeare 2005:686.
der hentydes til Alfred de Mussets censurkritiske digt »La loi sur la presse«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 1.9.1835.
en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
citat fra fortalen til Alexandre Dumas d.y.s komedie Le fils naturel, 1858 Dumas d.y. 1869, 3:15.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik