Alfred de Musset[I] blev 47 Aar gammel, men med Undtagelse af tre yndige smaa Dramer og nogle Digte falder hans hele Production før hans |166| tredivte Aar. Det er i de sex Aar, som gaae hen mellem hans Brud med George Sand[II] og til han naaer Trediveaarsalderen, at han skriver og udgiver hele Rækken af sine beundringsværdige Arbeider.
Skjøndt han var bleven bedragen af George Sand[III], tager Lysten til at dvæle ved Bedrag og Forræderi stedse mere af hos ham tilligemed den paatagne Blaserthed. Man sporer i hans Værker, ja allerede i Beskaffenheden af de Æmner, han vælger, Digterens personlige Kamp for at aflægge sin lastefulde Maske og befrie sig fra selve Lastens Tiltrækning. Den første store Composition, han udfører efter sin Hjemkomst fra Italien, og hvortil Opholdet i Florents[a] har givet ham Ideen, er Dramet »Lorenzaccio[0001]«: Lorenzo af Medicis[iv] er Fætter til Alexander[v] af samme Slægt, Florents’s[b] dyriskgrusomme og vellystige Hertug; han er oprindeligt en ren, exalteret og daadskraftig Natur, hvis Beslutning det tidligt er, efter Brutus’s[VI] Mønster at befri Verden for en Tyran. For at naae sit Maal har han villet synes en hjerteløs Libertiner, har gjort sig til Alexanders[vii] Følgesvend, Redskab, Fornøielsesraad og Kobler. Som Hamlet[viii] anstillede sig gal, har han paataget sig en feig og ussel Vellystnings Maske for at berolige og sikre sig sit Offer. Men den Forklædning, hvori han har hyllet sit sande Væsen, klæber ved ham som en Nessusdragt; han er efterhaanden bleven næsten alt det, han |167| blot har villet forestille; mod sin Villie har han indsuget Fordærvelsen, som han selv har bidraget til at udbrede i Hoffets og Stadens Atmosfære; han væmmes ved sig selv, naar han betragter sit Liv. Men dog er han miskjendt; thi gjennem Sletheden og den forstilte, daanefærdige Feighed forfølger han sin Plan, i det rette Øieblik at myrde Alexander[ix] og oprette Republiken.
Han fortæres af Menneskeforagt; han foragter Fyrsten, fordi denne er en Buk og en Blodhund, Folket, fordi det lader sig regere af en saadan Fyrste og fordi det tillader ham selv at gaa ukrænket og ustraffet gjennem Florents’s[c] Gader, Republikanerne endelig, fordi de ere uden Handlekraft og uden politisk Blik. Det er hans Drøm at rense sig for et helt Livs Urenhed ved en eneste Daad, en stor og afgjørende, Fyrstemordet, og Digteren lader ham paa denne Maade lutre sig: Lorenzo[x] kaster sit forstilte Væsen fra sig, dømmer og straffer som en Hævnens Engel. Mussets[XI] politiske Pessimisme røber sig i hvad nu følger: Lorenzaccio[xii] høster ingen anden Løn for sin Bedrift end den at falde for en Snigmorders Haand, der vil hæve den Pris, som er sat paa hans Hoved, og Florents’[d] republikanske Førere ere altfor sløve og upraktiske, Befolkningen selv altfor dybt sunken til at kunne drage Fordel af Hertugens Mord; den lader sig roligt overrumple af den næste Tyran. I den Ringeagt for Republikanerne, der |168| skinner igjennem, have sikkert Indtryk fra 1830 Lod og Del. Musset[XIII] havde jo selv engang seet en Revolution, der pegede hen mod Republiken, ledes ind i det monarchiske Farvand. I hans Stykke ere Republikanerne imidlertid stillede i et mere ugunstigt Lys, end de fortjene. Lorenzaccio[xiv] meddeler dem ganske vist Aftenen før Drabet paa hvad Dag og hvad Klokkeslet han vil dræbe Hertugen; men ere de at fortænke i, at de ikke træffe deres Forberedelser? Da den, som fra Gaden raaber denne store Nyhed ind i deres Huse, ikke er nogen anden end Hertugens Uadskillelige, hans Medskyldige, hans Hofnar, hvad Under da, at de trække paa Skuldren og ikke røre sig af Pletten! Man føler gjennem Mussets[XV] Uretfærdighed i dette Punkt personlige Stemninger, der pege ud over Stykket. Dog Hovedsagen har for ham været Fremstillingen af Lorenzos[xvi] Charakter med dens ædle Præg under den afskrækkende blaserte Maske. Lorenzo[xvii] har et idealt Element i sin Sjæl, som han ikke skammer sig over; han stræber opad, han troer paa Bedriftens forsonende Magt. Det, som lutrer ham i hans Død, er ikke som Rollas[xviii] rene Kys en Tilfældighed, men en Handling, der har foresvævet ham hele hans Ungdom igjennem.
I »Le chandelier[0002]« ere vi endnu i meget fordærvet Selskab, men ud fra denne Baggrund løser sig som Hovedfigur den unge Skriver Fortunio[xix] med sin dybe, grænseløse Pagekjærlighed til Jacqueline[xx]. |169| Han misbruges af hende og hendes Elsker, man lader ham tjene til Skjærmbrædt og Skalkeskjul for en smudsig Kjærlighedsforstaaelse; han gjennemskuer Spillet og elsker ligefuldt og er fuldstændig villig til at lade sig sende i den visse Død for at dække den Elskedes hæslige Forbindelse med en anden. Denne Page har en Helts Besluttethed og Mod, og hans Væsens Renhed virker saa stærkt, at det rører og vinder Jacqueline[xxi], vinder ham hende fra Clavaroche[xxii]. Han er et Ideal af en ungdommelig Elsker.
Octave[xxiii] i »Les caprices de Marianne[0003]« er en letsindig og i mange Maader fordærvet Yngling, som hverken kan eller vil elske nogen Kvinde for Alvor, som end ikke vil anvende mere Tid paa at erobre nogen end han behøver for at løse Seglet paa sin Flaske sydlandsk Vin, men han har en Følelse, i hvilken han er naiv og troende som en Dreng, det er Venskabet: han elsker sin Ven, den unge Coelio[xxiv], saa ubetinget, at han er rede til at døe for ham eller hævne hans Død, og saa trofast, at han slynger den Dame, Coelio[xxv] forgjæves tilbeder, hendes Gunst tilbage i Ansigtet. Saa skeptisk han end er overfor Kvinden, saa helt gaaer han op i sit Venskab: han er et Ideal af en Ven. Overfor ham staaer som Modstykke hin Coelio[xxvi], i hvem Musset[XXVII], da han i dette Drama delte sin Personlighed, nedlagte den anden Side af sit Væsen. Coelio[xxviii] er den ungdommelige Elsker, |170| hvis Kjærlighed er lutter tilbedende Smægten, en Attraa saa tungsindig i sin Gløden, at den synes at paakalde Døden, hvis den ikke tilfredsstilles. Der ligger som en Nimbus af Shakespearesk Romantik om hans Hoved, hans Tale er Musik, hans Forhaabninger Poesi. Han skildrer sig i Ordene: »Mig fattes Sindsro og den stille Ubekymrethed, der gjør Livet til et Speil, i hvilket alle Gjenstande et Øieblik afbildes og glide forbi. En Gjæld er for mig et Samvittighedsnag. Elskov, hvoraf I Andre gjøre en Tidsfordriv, sætter hele mit Væsen i Oprør.«
Man føler igjennem disse Mandsskikkelser, hvorledes Musset[XXIX] som Digter modnes. Han har ikke mere Trang til blot at skildre Ungdommens sydende Drifter eller Lidenskabernes vilde Spil med deres hele Følge af Løgn, Bedrag og Vold;† han dvæler længe og med Forkjærlighed ved den uskyldige og dybe Følelse, som kun de ydre Forhold gjøre skyldig, ved den Elskov, som i sit Væsen er ren og som kun ved sit Brud med Samfundsordenen synes forbryderisk, ved det Venskab, som i sin Kjærne er lutter heroisk Hengivenhed, selv hvor det fremtræder i en Koblerveltalenheds nedværdigende Form, kort sagt ved Venskab og Elskov i deres Renhed, ved de Livsmagter, man pleier at betegne som ideale.
Og som Mandstypen hos Musset[XXX] stedse mere lutres, saaledes efterhaanden Kvindetypen. Fra |171| først af var Kvinden hos ham kun Dalila eller Eva. Men hans stedse stigende Hang til at fremstille det aandigt Skjønne og sædeligt Rene fører ham ogsaa i de kvindelige Figurer til en stedse mere fremtrædende Idealiseren. Det er allerede eiendommeligt, at den Kvindeskikkelse som han udfører umiddelbart efter det definitive Brud med George Sand[XXXI] (i 1835) og til hvilken hun delvis har tjent som Model. Madame Pierson[xxxii] i »La confession d’un enfant du siècle[0004]« er en i høi Grad idealiserende Gjengivelse af Originalens Naturel. Hans Noveller, af hvilke idetmindste tre: »Emmeline[0005]«, »Frédéric et Bernerette[0006]« og »Le fils du Titien[0007]« høre til de bedste, hvis de ikke ere de bedste, vort Aarhundrede har at opvise, røbe Digterens stedse tydeligere Drift til at idealisere og forherlige Kjærligheden og derigjennem de kvindelige Charakterer. Han tager f. Ex. Fysiognomiet af en eller anden lille Grisette, han har kjendt, en godlidende, letsindig, letfærdig, munter ung Skabning, og han giver denne Skikkelse en jomfruelig Ynde, som den forlængst har tabt, og skaber af den en Mimi Pinson[xxxiii], eller han gjør den unge Kvinde saa sjælfuld, saa naiv i alle sine Feilgreb og Feiltrin, saa sanddru og fintfølende i sin Udtryksmaade og saa simpel i sin Død som hin Bernerette[xxxiv], hvis sidste Brev faa Læsere have læst uden Taarer. For ham som Erotiker er Elskov en saadan Enevoldsmagt, at han endog |172| underordner Kunsten under den. Det at være Elsker og Elsket bliver tilsidst i hans Øine saa meget Mere end det at være Kunstner, at efter hans Forestilling om det Ideale Kunsten i Grunden burde være indviet og udelukkende tilegnet En, den eneste Elskede. I Novellen »Titians Søn[0008]« standses Helten, en begavet Kunstnernatur, paa Udskeielsernes Bane ved en høisindet Kvindes Kjærlighed og viser sit taknemmelige Sindelag ved kun at ville male et eneste Billed, paa hvilket han samler al sin Kraft og som alene skal bringe hans Navn til Efterverdenen, nemlig den Elskedes Portrait. Til dets Ære skriver han en Sonet, i hvilken han priser sin Elskerindes Skjønhed og hendes rene Sjæl, forklarer hvorfor han aldrig med sin Pensel har villet forherlige nogen anden og erklærer, at hvor skjønt end Billedet er, saa opveier det ikke eet Kys af dets Model. Dog af alle Mussets[XXXV] Noveller er sikkert »Emmeline[0009]« den fineste. Det er en lille Fortælling, som beroer paa det første ædlere, lykkelige men kortvarige Kjærlighedsforhold, Musset[XXXVI] oplevede efter Bruddet med George Sand[XXXVII], og som i alt Væsenligt, lignede det i Novellen: En ung Mand bliver lidenskabelig forelsket i en ung gift Dame, hvis indtagende Væsen er udmalt med de zarteste Farver men paa Grundlag af den sikreste Naturiagttagelse – kun Turgéniews[XXXVIII] duftigste Kvindeskikkelser give i den nyere Literatur et Begreb om denne Kunst, |173| men disse ere aandigere, mindre reelle, sete med et mere forelsket Blik, fremstillede med ringere kunstnerisk Djærvhed. Efter længe at have beundret hende uden Haab om Interesse fra hendes Side, vinder han hendes Gjenkjærlighed og hun giver sig hen til ham. Saa skilles de pludselig for bestandig, da hun er for sanddru til at kunne bedrage sin Mand, Manden for fintfølende til ikke at ville fjerne sig, da Vilkaarene ere som de er. I denne Novelle forekommer et Digt, som den unge Elskende beder sin Dame at gjennemlæse og der synes mig at være Blomsten af Mussets[XXXIX] Erotik i hans Digtnings anden Periode. Det taler den ideale Følelses Sprog. Det er det berømte Digt: »Si je vous disais, pourtant, que je vous aime[0010]«. Alfred de Musset[XL] har neppe skrevet en sjælfuldere Strofe end denne:
Samtidigt med disse yndefulde, ligesom paa Blomsterblade skrevne Noveller forfatter Musset[XLI] enkelte Smaadramer, i hvilke Elskoven sees som den alvorlige, forfærdelige Magt, med hvilken der ikke kan spøges, som den Ild, med hvilken der ikke kan leges, som den elektriske Gnist, der dræber, og andre, i hvilke hans Vid og hans Verdenstone |174| glimre i Stilens sjælfulde, følelsesbevægede Væv.*)
Af disse Skuespil er »Un caprice[0026]« det mest afrundede og det, som har den mest sprudlende Dialog. I ingen af Mussets[XLIII] Comoedier eller Proverber er den ydre og indre Form saa fuldkommen, og Navnet »Un caprice[0027]« er med Rette iblandt de Navne paa hans Værker, der ere indhugne paa hans Ligsten paa Père-Lachaise[e]. I dette Stykke bøies det ustadige erotiske Lune, Øiebliksforelskelsen, ind under Ægteskabets Tugt. Manden er her frivol og lidet paalidelig, Kvinderne, der holde sammen, have begge Hjertet paa det rette Sted og den ene af dem har desuden en fortryllende aristokratisk Aandsoverlegenhed. Madame de Léry[xliv] er Pariserinden. Ingen har tegnet hende med den Genialitet som Musset[XLV]; han var paa Høide med hende. Hun er helt Verdensdame men ogsaa helt Kvinde. Det Skjønne ved denne Skikkelse er, at man i den seer den uforfalskede, ægte, friske, sande Natur bryde igjennem Salonlivets høieste Forfinelse, |175| som Natur trods al den glimrende og flitrende Aandrighed og al den for tidlige og lidt livstrætte Erfaring, Natur selv i Forstillelsen, Natur selv i den liden Comoedie, Madame de Léry[xlvi] som Kvinde er Skuespillerinde nok til at kunne agere. Ak, udbryder Goethe[XLVII] etsteds i sine Breve, hvor er det sandt, at Intet er eventyrligt uden det Naturlige, Intet stort uden det Naturlige, Intet skjønt uden det Naturlige og Intet etc., etc., etc. uden det Naturlige! Hos Mussets[XLVIII] Pariserinde er i den overlegne og overgivne Selskabstones Kunst Naturen bevaret. »En Caprice[0028]« har en moralsk Idee. Men medens mange Digtere fremstille og opfatte Elskoven som noget saa Fast og Solidt, at der kan tages paa den, og den kan henlægges næsten som en Kampesten, er den for Musset[XLIX], selv naar han er sædeligst, bestandig kun Livets fineste og allerstærkeste, men derfor ogsaa flygtigste Essents. Den kan dræbe, mens den har sin fulde Kraft, og den kan fordampe.I sine sidste Skuespil forherligede Musset[L] med Forkjærlighed den Troskab og Charakterrenhed hos Kvinden, som han troede paa uden selv at have fundet den. Han havde vel allerede i »Barberine[0029]« efter et gammelt Sagn tegnet Idealet af en trofast Hustru i Stil med Shakespeare’s[LI] Imogen[lii]. Men Stykket var interesseløst. Han ender som Dramatiker med to fuldendt herlige Kvindeskikkelser. I det lille Mesterværk »Bettine[0030]« har han |176| løst en af de for en Charaktertegner vanskeligste Opgaver saa let som man løser en Sløife. Bettina[liii] træder ind, og hun har neppe sagt tre, fire Repliker, før vi føle, at dette er en kraftig, kjæk, dybtfølende og storttænkende Kvinde, mere end dette: et Geni, en Kunstnerinde, en Triumfatrice, vant til at føle sig alle sine Omgivelser aandeligt overlegen og vant til intet Hensyn at tage til smaalig Conveniens. Det er hendes Bryllupsmorgen. Hun kommer syngende ind paa Scenen, hvor Notaren venter, gaaer lige løs paa ham og siger til hans store Forbauselse Du til ham: »Aa, er Du der, Notar, kjære Notar, kjære Ven, har Du dine Papirligheder med Dig?« Hans Embedsværdighed existerer saa lidt for hende, at hun ikke tager i Betænkning at lade ham see sin Bryllupsglæde. Hendes Naturs muntre Godhed strømmer over ved den ringeste Foranledning. Hun er ikke spirituel som en Verdensdame, men fri, stor, fortrolig som en sand Kunstnerinde, og hendes Væsens ægte Menneskelighed tager sig end skjønnere ud mod Baggrunden af den sædelige Opløsthed, hendes kolde og fordringsfulde Brudgom repræsenterer.
Det skjønne lille Drama »Carmosine[0031]« viser paa Grundlag af en Boccacio’sk Novelle, hvorledes den stærkeste og hedeste Beundrings-Elskov, som udvortes Vilkaar adskille fra dens Gjenstand, kan helbredes ved høimodig Godhed og Ømhed. Carmosine[liv] er en simpel Borgerpige, som elsker Kong Pedro af Aragonien[lv] med en haabløs, fortærende Kjærlighed; hun vil paa Grund af denne Følelse ikke give sin tro og sørgende Tilbeder Perillo sin Haand; hun vil tie og døe. Men hendes Barndoms-Legekammerat Sangeren Minuccio[lvi] røber af Medlidenhed hendes Kjærlighed for Kongen og Dronningen, og langt fra at vredes gaaer Dronningen ukjendt til hende og mildner langsomt hendes Kval ved søsterlige og dronninglige Ord, idet hun forklarer hende, at en saadan Kjærlighed, saa dyb og stor, er altfor skjøn til at skulle udryddes af Hjertet, og at Dronningen selv ønsker hende optaget blandt sine Æresdamer, saa hun kan see Kongen hver Dag, thi man bliver bedre gjennem en saadan Kjærlighed, der beroer paa Sjælens Opsving mod det Ædle: »Jeg selv, Carmosine[lvii], vil lære Dig, at man kan elske uden at lide, naar man elsker uden at rødme derover; kun Skam og Samvittighedsnag volde Sorg; Sørgmodighed er den Skyldiges Lod, og din Tanke er visselig ikke skyldig.« Og Kongen kommer under Paaskud af at ville besøge hendes Fader, og i Dronningens Nærværelse siger han til hende:
»Det er da Eder, yndefulde Frøken, der, som vi høre, er syg og i Fare? Eders Ansigt seer ikke ud dertil [...] I skjælver, troer jeg, er I bange for mig?«
»Nei, Sire.« |178|
»Nu, saa giv mig Eders Haand. Hvad vil det sige, smukke Barn? I, som er ung og skabt til at glæde Andres Hjerte, I lader Smerten faae Magt over Eder? Vi bede Eder, af Kjærlighed til os, at værdiges at fatte Mod og sørge for, at I hurtigt bliver helbredt.«
»Sire, det er min altfor ringe Kraft til at bære en altfor stor Kval, som er Skyld i mine Lidelser. Da I har kunnet beklage mig, vil maaske Gud befri mig derfor.«
»Skjønne Carmosine[lviii], jeg vil tale som Konge og som Ven. Den store Elskov, som I har baaret til os, har indlagt Eder den høieste Ære i vort Sind, og den Ære, vi til Gjengjæld vilde gjøre Eder, er den med egen Haand at give Eder den Ægtefælle, vi have valgt Eder og som vi bede Eder modtage. Og derefter ville vi altid kalde os Eders Ridder og i vore Turneringer bære Eders Devise og Eders Farver uden derfor at udbede os Andet af Eder end et eneste Kys.«
Dronningen til Carmosine[lix]: »Gjør det, mit Barn, jeg er ikke skinsyg.«
»Sire! Dronningen har svart for mig.«
I hvilken Verden foregaaer dette? I hvilken Verden har den Luft, man indaander, en saadan Renhed, hvor trives en saadan Retsindighed, hvor har Elskoven denne Ydmyghed, denne Glød og paa samme Tid denne Høihed, og hvor mødes den af en saadan Ridderlighed, en saadan Troskab, |179| en saadan Frihed for Skinsyge og en saa uendelig Godhed? Hvor findes en saadan Konge? Hvor gives der en saadan Dronning?
Svaret maa uden Vaklen lyde: I Idealets Land, ingen anden Steds. Det er paa disse Kyster, at den kaade, cyniske Musset[LX] som Digter tilsidst stiger i Land. Som Menneske havnede han langt fra disse Kyster. Han gik til Grunde i Selvbedøvelse. Hans Væsens Uregelbundethed og Udisciplinerthed blev hans Ulykke. Medens han i sine Poesier stedse blev aandigere og stedse mere sædelig, sank han som Menneske stedse dybere i mechaniske Udsvævelser. Han tabte tidligt Herredømmet over sig selv; en Tid lang svang han sig igjennem Digtekunsten op over sit Livs Forfald; tilsidst kunde heller ikke disse Vinger løfte ham mere.
Han havde haabet meget af Julikongedømmet, han havde af det eller under det ventet sig et kunstelskende Hof, en frisindet Politik, en Fornyelse af den nationale Ære og en Opblomstring af den skjønne Litteratur. Man kan tænke sig, hvor bittert han blev skuffet. Det var ikke umuligt, at et Hof med levende Sands for Poesi og skjønne Kunster, der havde draget Alfred de Musset[LXI] ind i sin Kreds, kunde have udøvet en gavnlig Indflydelse paa ham, have tvunget ham til at holde paa sin Anstand og forfinet hans Nydelser, ja, endog hans Udskeielser. Men Louis-Philippe[LXII], |180| denne iøvrigt saa slebne og dannede Freds-Monarch, havde kun liden Sands for Poesien eller Indsigt i dens Væsen. Han forstod saa lidt at vinde Alfred de Musset[LXIII] som Victor Hugo[LXIV] for sig. Musset[LXV], der var Klassekammerat af hans Søn, Ferdinand af Orleans[LXVI], havde i Aaret 1836 i Anledning af Meunier’s[LXVII] Attentat paa Kongen skrevet en Sonet. Den var utrykt, men Hertugen af Orleans[LXVIII], hvem den var kommen for Øie, og som fandt den fortræffelig, vilde absolut forelæse Hans Majestæt den. Kongen erfoer ei engang, af hvem den var, thi før han kom til Underskriften, blev han saa fornærmet over, at Digteren fordristede sig til at dutte ham, at han ikke vilde høre mere. For at bøde paa Krænkelsen skaffede da Hertugen Alfred de Musset[LXIX] en Indbydelse til Tuileries[f]ballerne. Den Dag, da Digteren blev præsenteret, saae han til sin Forundring Louis-Philippe[LXX] gaae lige løs paa ham, og hørte ham med et Smil og en Mine, som blev han behageligt overrasket, sige: »De kommer lige fra Joinville[g], jeg er glad ved at see Dem.« Alfred de Musset[LXXI] var for meget Verdensmand til at røbe nogen Forundring. Han hilsede dybt og begyndte at gruble over hvad de kongelige Ord vel kunde betyde. Han huskede da, at Familien i Joinville[h] havde en fjærn Fætter, som var Forst-Inspektør paa Krondomænerne. Kongen, der ikke plagede sin Hukommelse med litterære Navne, kjendte til Punkt og Prikke |181| Navnene paa sine Domæners Besætning. Elleve Aar i Træk gjensaa han hver Vinter med samme Fornøielse sin formentlige Forst-Inspektørs Ansigt, vedblev at sende ham Smil og Nik, som fik mangen Hofmand til at blegne af Misundelse og som gjaldt for lige saa mange Hædersbevisninger, der ydedes Skjønlitteraturen, men saa meget er afgjort, at Louis-Philippe[LXXII] aldrig har anet, at der under hans Regjering i Frankrig levede en stor Digter, der bar samme Navn som hans Forst-Inspektør.
Et Regimente, saa glandsløst som Louis-Philippe’s[LXXIII], maatte blive Musset[LXXIV] en Gru. Hans krigeriske Svar paa Beckers[LXXV] »Rheinlied[0032]« tyder med sin stolte og vilde Haan hen paa lyriske Muligheder hos ham, der under andre politiske Vilkaar kunde have udfoldet sig. Nu følte han sig indskrænket til at være Ungdommens og Elskovens Digter, og da Ungdommen svandt, var han ude af Stand til Selvfornyelse. Hans Dyder styrtede ham i Fordærv ikke mindre end hans Laster: Stolt og fornem som han var havde han ingen Gnist i sig af den Ærgjerrighed, der medfører aandelig Økonomi, ikke Spor af den Erhvervelyst, der tvinger til Flid, Intet af den underordnede Egoisme, der bringer Skribenten til at sætte sit Eget som det Vigtigste af alt i Verden. Han gjennemlevede Livet med en saadan Begjærlighed og Hast, at han til fyrretyve Aar var træt som en halvfjerd|182|sindstyveaarig uden derfor at være beroliget eller viis. Hans tidlige legemlige Udtømthed medførte den aandelige. Han havde Intet af den ideale Egoisme, der bringer Skribenten til helt at leve for sin Kunst, ikke Glimt af den sociale eller politiske Sands, der bringer den frembringende Aand ind under Pligter mod Andre, han var i den Grad ude af Stand til Selvbeherskelse, at den øieblikkelige Fristelse blev ham uimodstaaelig; ubetinget formaalsløs som han i sin Egenskab af Digter var, blev han ogsaa som Menneske ganske formaalsløs; han havde Intet, som han vilde have frem, Intet, som han for enhver Pris skulde have sagt, og han var en altfor ustyrlig, altfor lidet contemplativ Natur, til at Selvudvikling i Goethe’sk Forstand kunde blive ham det Formaal, der erstattede alle Tendenser. Da han døde i 1857, havde han allerede i adskillige Aar overlevet sin Muse.
højresiderne i kapitel 10 har i førsteudgaven klummetitlen »Alfred de Musset.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
der hentydes til Alfred de Musset og elskerinden George Sands rejse til Italien fra december 1833 til april 1834.
en kjortel med forgiftet blod fra kentauren Nessos, som Deianira ifølge den græske mytologi uforvarende kom til at give til sin mand, halvguden Herkules, hvorefter han døde.
der hentydes til Julirevolutionen, den væbnede opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
citat fra Alfred de Mussets komedie Les caprices de Marianne, 1833, I, 4 Musset 1958:234.
Sammenligningen mellem den tidlige Alfred de Mussets kvindeskikkelser og Dalila tilskrives den franske forfatter og redaktør Prosper Chalas, som citeres i Alfred de Mussets bror, Paul de Mussets, Biographie de Alfred de Musset, sa vie et ses oeuvres, 1877, s. 81.
her i betydningen: ulegemlig, antydende noget virkelighedsfjernt.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 112): »Jeg elsker, og kan svare med ligegyldig Mine, / Jeg elsker; Intet røber det for Vennernes Flok. / Min Løndom er mig kær, og kær er mig min Pine; / og jeg elsker uden Haab om at vinde dig fra dine, / men ikke uden Lykke – jeg ser dig, det er nok.«; citat fra Alfred de Mussets digt »À Ninon« (»Si je le vous disais, pourtant, que je vous aime«), trykt i novellen Emmeline, 1837 Musset 1960:393.
her i negativ betydning som noget, der udsender opsigtsvækkende, men stadig skiftende eller blinkende lys.
citat fra et brev fra Johann Wolfgang von Goethe til hans veninde, hofdamen Charlotte von Stein, 2.12.1777 Goethe 1986, 1:241.
citat fra Alfred de Mussets komedie Bettine, 1851, I, 5 Musset 1958:866.
Alfred de Mussets komedie Carmosine bygger på en novelle fra den italienske forfatter Giovanni Boccaccios novellecyklus Il Decameron, ca. 1350, 10. dag, 7. fortælling.
citat fra Alfred de Mussets komedie Carmosine, 1850, III, 8 Musset 1958:851.
citater fra Alfred de Mussets komedie Carmosine, 1850, III, 9 Musset 1958:853-854.
perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
der hentydes til Alfred de Mussets sonet »Au Roi, après l'attentat de Meunier«, Poésies complètes, 1840. Sonetten omhandler det fjerde attentatforsøg på Ludvig-Filip, udført 27.12.1836 af en ung mand ved navn Meunier. Jf. Paul de Mussets Biographie de Alfred de Musset, sa vie et ses oeuvres, 1877, s. 177-178.
citeret i Paul de Mussets Biographie de Alfred de Musset, sa vie et ses oeuvres, 1877 Musset 1877:180.
der hentydes til Alfred de Mussets digt »Le Rhin allemand. Réponse à la chanson de Becker«, først trykt i avisen La presse, 6.6.1841, og samme dag i tidsskriftet Revue de Paris. Digtet er et spotsk svar til Nikolaus Becker, der i sit digt »Der deutsche Rhein« året forinden havde erklæret den omstridte flod Rhinen for uomtvisteligt og for altid tysk.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik