Neppe havde Hugo[I] fuldendt »Orientalerne[0001]« før han begyndte paa en Digtsamling, der udgjør den fuldstændigste Modsætning til dem. »Efteraarsbladene[0002]« (Les feuilles d’automne) erobrede Lyriken et nyt Jordsmon, et Omraade, der var lige saa personligt som »Orientalernes[0003]« havde været upersonligt.
Hugo[II] var, kun tyve Aar gammel, bleven gift. Han hjemførte sin Elskede, Adèle Foucher[III], paa den ubetydelige Sum, der samme Aar var bleven ham bevilliget af Ludvig den 18de[IV] i aarlig Pension; den Medgift, hans Hustru bragte ham, bestod i 2000 Francs. Det unge Par førte da et tarveligt Husliv i de Aar, der gik hen, indtil Hugos[V] Pen – omtrent efter at Hernani[0004]-Slaget var vundet – begyndte at indbringe ham Hundredetusinder, der snart voxede til Millioner; men det tarvelige Hjem havde sin Lykke, og da Hugo[VI], 25 Aar gammel, optraadte som poetisk Revolu|124|tionær, var han alt længst en ung Familiefader med en Kreds af Rollinger omkring sig.
»Efteraarsbladene[0005]« bragte som sagt Tanker og Billeder fra hans Hjem. Det var Minder om hans Barndom og hans kjære Døde, Erindringen om hans Moders Ømhed, om Faderens krigeriske Skikkelse, om Napoleon[VII], hvem han ved Faderens Side som Barn havde seet. Han udøser sit Hjærte for nære Venner, skrifter dem sit Tungsind og sine Tvivl under Livets haarde Kamp. Enkelte Elskovsdigte, uforlignelige. Han gjenfinder sine første Kjærlighedsbreve og læser dem med Vemod, med Savn af den første Ungdoms Friskhed, som svandt. Han besynger sin unge Hustru, hende, til hvem han har sagt »Altid«, og som har svart ham »Overalt«. Han maler sit Hjems Poesi. Det var en Side af Livet, som næsten alle Verdens største Digtere havde ladet ligge. Shakespeare[VIII] havde intet Hjem, og hans Forhold til sin Hustru var neppe nogen Omtale værd. Schiller[IX] og Goethe[X] skreve faa Digte til deres Hustruer og ingen om deres huslige Liv; hvad Byron[XI] havde fundet det passende at meddele Verden om disse Forhold, havde kun været lidet opbyggeligt. Oehlenschläger[XII], hvis personlige og litterære Stilling ellers frembyder saa mange Paralleler med Hugos[XIII], havde ikke ret formaaet at hæve denne Livssfære til Poesi; hans Forhold til sin Hustru er i Digtene mere ærligt end helt ridderligt, og hans Forhold |125| til sine Børn har i Digtene et Stænk af Faderforfængelighed; han taler i sine Vers om sine Børn omtrent som kongelige Personer i offentlige Udtalelser undertiden tale om deres; man føler, at han betragter dem som Væsener, hvis Velfærd maa ligge Alle paa Hjærte. Victor Hugo[XIV] har forstaaet at holde sig fri af disse Skjær.
Gjennem Hugos[XV] Digte bevæger sig, udstyret med den højeste Skjønhed, Billedet af den unge Moder, fulgt af sine fire Børn, af hvilke det mindste endnu tripper med vaklende Skridt.
»Hvis du nogensteds skulde møde en Kvinde, hvis Pande er ren, hvis Gang er rolig, hvis Øine ere blide, som har sine Børn ved Haanden og som, naar de møde en stakkels Tigger, lægger en Almisse i det mindste Barns Haand [...] eller – hvis Smædesnakken tumler sig om et Navn og du seer en Kvinde høre til i Tavshed og tvivle og sige: Lad os vente med vor Dom! hvem af os kunde man ikke bagvaske! o hvem du saa er, velsign hende! Det er hende, min Sjæls Søster, mit Haab, mit Ly, min Tilflugt.«
Og saa klinger der dernæst gjennem disse Digte en Summen og en Kvidren som af Smaabørns Lege, deres Larm og fugleagtige Skrig. Barnet springer ind i Stuen, og selv den mørkeste Pande, selv det urene Aasyn klarer op; Barnet blander sine Spørgsmaal ind i den alvorlige Samtale, og den standser i et Smil; det aabner sin |126| unge Sjæl for alle Indtryk og byder Fremmede og Kjendte sin Mund til Kys.
»Lad Børnene blive! jag dem ikke ud af Digterens Arbeidsværelse, lad dem kun le og synge, blande deres barnlige Støj ind i de indre Stemmers Kor, mens den Skrivende drømmer ved sin Pult. Deres Pust jager ikke hans Drømmes brogede Sæbebobler paa Flugt. Tror I, jeg bliver bange, naar jeg midt under mine Syner af Blod og Brand seer disse lyse Hoveder glide mig forbi, eller at Versene som en Fuglesværm tage Flugten for legende Børn? Nei, nei! Intet Billede, fordrives af dem. Guldorientaleren udbreder i deres Nærhed endnu rigere sine malede og ciselerede Blomster, Balladen bliver friskere, Odens vingede Strofer stige mod Himlen med et endnu mere brændende Aandedrag!«
En sørgelig Begivenhed gav i modnere Aar Digteren Anledning til at vende tilbage til hin Ungdomstid i Smaabørnenes Kreds, hans ældste Datters pludselige Død i 1843. I Februar samme Aar var hun bleven gift; i September forulykkede hun under en Seiltur i en Baad paa Seinen[a]. Hendes Mand, Charles Vacquérie[XVI], kastede sig ud efter hende, og da alle Forsøg paa at frelse hende viste sig frugtesløse, søgte han Døden i Bølgerne og fandt den. Den hele Gruppe af Digte, som i »Les Contemplations[0006]« indledes med Verset »O jeg |127| var som gal i det første Øieblik!« maa tages sammen med »Efteraarsbladene[0007]«.
Her forekomme Smaascener, som i al deres Simpelhed ere lige saa fortræffelig malte som dybt følte:
»Hun havde antaget den Vane i sin tidlige Barndom, at komme lidt ind i min Stue hver Morgen. Jeg ventede paa hende som paa en Solstraale, man haaber paa. Hun traadte ind og sagde: Goddag, lille Fa’er! tog min Pen, lukkede mine Bøger op, satte sig paa min Seng, bragte mine Papirer i Forvirring og lo – og pludselig gik hun, som en Fugl flyver bort. Saa tog jeg, lidt mindre træt i mit Hoved, atter fat paa mit afbrudte Arbejde, og alt mens jeg skrev, traf jeg ofte i mine Manuscripter paa en eller anden vild Arabesk, som hun havde tegnet, og paa mangt et hvidt Blad, som hun havde krøllet, og, jeg veed ikke hvorledes, paa saadant et krammet Blad kom tidt mine blideste Vers til at staa.«
Saa ukunstlet er Fremstillingen, at selv i Prosaoversættelsen Noget af den sjælfulde Poesi er bevaret. Eller man læse disse Brudstykker:
»Da hun var ganske lille endnu, og hendes yngre Søster et helt lille Barn, hørte jeg hende paa Landet, hvor vi boede, altid om Morgenen lege ganske sagte under mit Vindue. Hun løb om i Duggen uden at gjøre Støj, af Frygt for at |128| vække mig, og jeg – vovede ikke at lukke Vinduet op af Frygt for at drive hende paa Flugt. – Hendes Brødre lo, Morgenen var ren og skjær, Alt sang under det friske Løvtag, min Familie med Naturen, og Fuglene omkap med mine Børn. Jeg hostede, man blev stille og høitidelig, og hun steg med smaa Skridt op ad Trappen til mig og sagde med en meget alvorlig Mine: Jeg har ladet Børnene blive dernede [...] Om Aftenen sagde hun som den ældste: Fader! kom! vi bringer dig en Stol, fortæl os en Historie, hvad? og jeg saa alle disse paradisiske Blikke straale af Forventning. Saa ødslede jeg med Mord og Blodbad, gjorde Skyggerne paa Loftet til Helte i min Roman, og bestandig lo disse fire uskyldige Ansigter, som man leer i den Alder, over at høre, hvordan store, uhyre dumme Kjæmper overvandtes af smaa, uhyre kloge Dværge, og medens jeg fortalte, sad deres Moder og hørte dem skoggerle og drømte, og deres Bedstefader, som læste i sin Krog, hævede undertiden Blikket henimod dem, og jeg selv saa gjennem den mørke Rude et Stykke af Himlen aabne sig.«
Gjennem Barnets Aftenbøn, den berømte »Bøn for Alle[0008]«, ikke blot for Fader og Moder, men for de Fattige, de Forladte, de Slette udvider Familiens Begreb sig til den hele store Menneskefamilie. Her i »Les feuilles d’automne[0009]« har |129| Menneskeligheden, som i »Orientalerne[0010]« Umenneskeligheden, fundet sit poetiske Udtryk.
Naar Digteren sidder ene og lader sin Fantasi glide ned ad Drømmenes Skraaplan, da tænker han først paa sine Kjære, seer sine Venner, En for En, saa alle nærmere og fjernere Bekjendte, saa alle Ubekjendte, Menneskeheden, levende og døde Byer med deres Befolkning, indtil Blikket fortaber sig i Skuet ud over Tidens og Rummets dobbelte Hav, det Endeløse og det Bundløse, ud over det Endeløse, der evigt ruller ned i det Bundløse. Hint Uendelige, som Hugos[XVII] store Forgjænger, André Chénier[XVIII], forsmaaede, hin religiøse Følelse, som ikke fandtes hos dette det attende Aarhundredes Barn, træder, lutret for Reactionstidens Overtro, ind i sine Rettigheder paany hos Hugo[XIX].
Digteren bestiger en Høi ved Kysten og hører derfra en dobbelt Stemme, en fra Havet og en fra Landet. Hver Bølge har sin Mumlen, hvert enkelt Menneske sin Røst, sit Suk, sit Skrig, og Bølgernes og Menneskenes Stemmer smelte sammen til to uhyre, hjærtegribende Kor: Naturens Sang og Menneskehedens Klage.
Her møde vi Uendeligheden ikke mere som det blot Monstrøse, der nu og da træder op i »Orientalerne[0011]«, men som det Hav, hvor det er naturligt og efter Leopardis[XX] bekjendte Udtryk sødt for Tanken at strande. |130|
Den Digtsamling, der fulgte, »Les chants du crépuscule[0012]« (Tusmørkesangene), er til Forskjel fra den foregaaende ikke mere helliget Privatlivet, men overveiende politisk. Den fører saa at sige Dagbog over de sidste Aaringers politiske Begivenheder. Som bekjendt har Victor Hugos[XXI] politiske Overbevisning undergaaet mange Modificationer – han er begyndt med at hylde det legitime Kongedømme og har endt med at troe paa den sociale Republik – men hvor stærk end hans Udvikling har været, der har aldrig været nogen Slingring i den. Af sin Moder, en varmhjertet Bretagnerinde, var han bleven opdraget i legitimistisk Aand, af sin Fader, en General under Keiserdømmet, paavirket i Bonapartistisk Retning, og saaledes gaaer det til, at hans første Ungdoms, hans Drengeaars Ultraroyalisme hurtigt afløses af Beundringen for Napoleon[XXII], der i Aarenes Løb var bleven en mythisk Skikkelse. Fra 1830 af er Victor Hugo[XXIII] en Tilhænger af Fremtidsrepubliken; han støttede det constitutionelle Kongedømme som Forberedelse dertil, ja lod sig endog af Louis-Philippe[XXIV] udnævne til Pair af Frankrig og modtog senere Kongens Bistand, da man paa Grund af en i sin Tid meget omtalt Kjærlighedshistorie vilde udstøde ham af Pairskammeret. Paa det Tidspunkt, vi dvæle ved, kan han nærmest betegnes som loyalt oppositionel. Hans Digte forherlige Julidagene og deres Martyrer og udtale Harme |131| over Deputeretkammerets Vægring ved at lade Napoleons[XXV] Lig føre tilbage til Frankrig, et Forslag, som Kongehuset Intet havde imod, og der sidenhen som bekjendt virkeliggjordes af Prindsen af Joinville[XXVI]. Digtet mod Deutz[XXVII], der for Penge udleverede Louis-Philippes[XXVIII] Regjering Hertuginden af Berry[XXIX] (»A l’homme qui a livré une femme[0013]«), rammer dog indirekte ikke blot Thiers[XXX], men Kongen selv.
Iøvrigt er dette en ikke paa politiske, men paa sociale Sympathier begrundet Opposition. Proletariatets Skuffelser over det ringe Udbytte, Julirevolutionen havde bragt det, det dumpe Had mod de Velhavende, som gjærer i Masserne, kommer til Orde, især i Digtet »Raadhusballet[0014]« (Sur le bal de l’hôtel de ville) med dets mesterlige Billede af de Kvinder fra Gaden, der pyntede, smukke og halvnøgne ligesom Damerne, der kjøre til Ballet, »med Blomster om Panden, Skarn om Fødderne, Had i Hjærtet« staa som Tilskuere, hvor Vognene standse. Ubestemt Angst og Uro, advarende Ord til Europas Konger om at skaffe sig Venner blandt Folkene itide, røbe, at Digteren har Haanden om Tidens Puls.
I hvor levende et Forhold til Samtiden Victor Hugos[XXXI] Digtning stod, viser ingen Omstændighed bedre end den, at Julikongedømmet lige saa haardnakket forbød Opførelsen af hans Dramer, som Restaurationen havde gjort det. Vistnok var »Hernani[0015]« bleven spillet, fordi Karl den 10de[XXXII] |132| vittigt svarede dem, der anraabte ham om at forbyde Stykket, at hvad Theatret angik, var hans Plads blandt Tilskuerne som enhver Andens. Men dog forbød han trods personlig Forkjærlighed for Hugo[XXXIII] »Marion de Lorme[0016]«, fordi man frygtede for, at Skildringen af Ludvig den 13des[XXXIV] Forhold til Richelieu[XXXV] skulde tydes som Haan over den af Geistligheden afhængige Konge. Det er et af de smukkeste Træk i Hugos[XXXVI] Historie, at han efter Karl den 10des[XXXVII] Fald mange Aar igjennem selv holdt Forbudet opret for at forhindre, at Opførelsen skulde benyttes til Demonstrationer mod den faldne Fyrste, paa hvis Ret han som Yngling havde troet, og hvis Ulykke han for sin Del vilde skaane. Men til dette frivillige Forbud kom nu fra Juliregjeringens Side et ulovligt, Forbudet mod Dramet »Le roi s’amuse[0017]«. Under Processen sagde Hugo[XXXVIII] disse bidende Ord:
»Ogsaa Bonaparte[XXXIX] var Despot, men han bar sig anderledes ad. Han anvendte ingen af de Forsigtighedsregler, hvormed man nutildags borteskamoterer vore Friheder en for en. Han tog Alt paa een Gang og med een Haand; Løven har ikke Rævens Sæd og Skik. Den Gang, mine Herrer, var det stort. Man sagde: Paa den og den Dag vil jeg holde mit Indtog i den og den Hovedstad, og man holdt sit Indtog paa Dag og Time, som man havde sagt. Man afsatte et Kongehus ved et Decret i »Moniteur[0018]«. Man lod alle |133| Slags Konger sidde og trænge sig op ad hinanden i Forværelserne. Havde man Lyst til en Søjle, lod man Keiseren af Østerrig give Bronzen til den. Man ordnede – ganske vist en Smule vilkaarligt – Skuespillerforholdene ved Théâtre français[b], men Reglementet var dateret fra Moskwa[c]. Den Gang var det stort, nu er det smaat.«
Dette er i Grundtræk Hugos[XL] poetisk-politiske Fysiognomi i Begyndelsen af Trediverne. Hans Holdning var en Førers og en Profets.
Imidlertid arbeidede hans yngre Venner sig rundt omkring ham frem til Navnkundighed. Det var, som om Hugos[XLI] Personlighed og Hus forplantede Poesien. Næsten alle de, der kom der, aabenbarede sig efterhaanden som Poeter. Hugo[XLII] bad undertiden Sainte-Beuve[XLIII] at fremsige nogle Vers, og naar han blev plaget fra alle Sider, maatte han, efter at have bedet den lille Leopoldine[XLIV] og den lille Charlot[XLV] om at gjøre dygtigt Spektakel, mens han talte, give nogle af sine smukke og maniererte Digte til Bedste. Svogeren Paul Foucher[XLVI] indførte den syttenaarige Alfred de Musset[XLVII] i Huset. En Morgen gik han op til Sainte-Beuve[XLVIII]† paa hans Tagkammer, vækkede ham og sagde forlegen og smilende til ham: »Ogsaa jeg gjør Vers.«
De Vers, han gjorde, ere blevne verdensberømte.
Hvis man i Frankrig spørger en Lægmand, en Mand af Folket, en Arbeider eller blandt |134| Skribenterne enten en Romantiker eller en Parnassien: Hvem er Frankrigs største Digter i den nyere Tid? saa vil han upaatvivlelig svare: Victor Hugo[XLIX]. Spørger man derimod en Mand af den høiere Borger- eller Embedsstand, en Lærd, en Verdensmand eller et Medlem af den unge naturalistiske Skole, spørger man endelig Damerne, saa er Sandsynligheden stor for, at de ville svare: Alfred de Musset[L]. Hvorpaa beroer denne Uenighed og hvad betyder den?
Alfred de Musset[LI] debuterede i Januar 1830, nitten Aar gammel, med »Contes d’Espagne et d‘Italie[0019]«: en Gruppe Sujetter af skandaløs Uanstændighed, Æmner, hvis Enkeltheder ikke lade sig gjenfortælle. I de større Compositioner (»Don Paez[0020]«, »Portia[0021]« etc.) Bedrag overalt, Hustruen, som lyver for sin Mand, Elskerinden, som bedrager sin Elsker, Elskeren, der afstaaer sin Dame til Andre, Grevinder, der ikke vide Andet om deres Elsker, end at han har stukket deres gamle Mand ihjel – en brutal Nydelse, som man slaaes om med Kaardestød, en sextenaarig Sandselighed, som hverken kjender Hensyn eller Blu, en oldingeagtig Fordærvethed, som bruger Elskovsdrikke og blander Vellyst med Dødens Rallen – deriblandt en Række Sange, som sprudede Gnister af Lidenskab, Vildhed, Overmod. Shakespeares[LII] to første Værker ere ikke mere sandselige end disse Digte, og saa er Fyrigheden her endda paa een Gang raffineret |135| og kaad. Dertil en uophørlig Tilskuestillen af Vantro og Atheisme, som forunderlig gjennembrydes af ubevidste Tilstaaelser af Svaghed og en nu og da opdukkende Længsel efter Kirke og Kors.
Som Ekko af Bogen fulgte nogen Forargelse og megen Begeistring. Der var en Del af Ungdommen, som studsede og blev opmærksom. Dette var Romantik af en helt ny Art, en friere, mindre doctrinær end Victor Hugos[LIII]. Her var en endnu skarpere Trods mod Klassikernes Regler for Versebygning og Stil, men denne Trods var overgiven og vittig, ikke martialsk som Hugos[LIV]. Et Element, som fattedes Hugo[LV] helt, men det mest franske Element af alle, det man paa Landets Sprog kalder »Esprit«, oplivede her Polemiken. Denne spottende, latterliggjørende Romantik vederkvægede efter Hugos[LVI] høitidelige, pathetiske Romantik. Ogsaa her var det Spanien og Italien, som førtes frem; ogsaa her fandtes middelalderlige Decorationer, Kaardestød og Serenader, men alt dette behagede endnu en Gang saa meget med denne Tilsætning af Overgivenhed, med denne spottende Finhed, denne Skepticisme, der neppe troede paa, hvad den selv fortalte. Der var f. Ex. hin berygtede, over alle Grændser uanstændige »Ballade til Maanen[0022]«, der paa een Gang udæskede Klassikerne ved sin Strofebygning og Romantikerne ved det respektstridige Forhold til sin Gjenstand, deres Yndling; det var |136| en Ballade, der parodierede sin egen Form, og hvis Digter syntes at gaa paa Hænderne og kaste Taakys ud til alle Sider.
Hugo[LVII] havde paabudt Ærefrygt ved sin Helteholdning og sine Kjæmpetrin; hans mægtige Rhetorik fremkaldte en ærbødig Forundring, men denne utrolige Gratie i Flotheden, denne geniale Uforskammethed i Skjælmeriet virkede befriende og dog betagende. Der var dette djævleblændt Uimodstaaelige deri, over hvilket Kvinderne ere og i dette Tilfælde vare de bedste Dommere. Han talte om Kvinderne, altid om Kvinderne, og ikke som Hugo[LVIII] med tidlig Modenhed, med ægteskabelig Troskab, med ridderlig Ømhed, med romantisk Galanteri – nei, lige omvendt med en Lidenskab, et Had, en Bitterhed, et Raseri, der røbede, at han foragtede og tilbad dem, at de formaaede at bringe ham til at lide og skrige, og at han hævnede sig ved stormende Anklager og luende Spot.
Ingen Modenhed, ingen Sundhed, ingen sædelig Skjønhed, men en Ungdom, som sydede, en Intensitet af Liv, der var uhørt, og som ikke lader sig beskrive bedre, end man kunde beskrive den høirøde Farve for hin Blindfødte, som sagde: den minder altsaa om Lyden af en Trompet. Og der var i disse Vers Noget af høirød Farve og Noget af en Fanfares Klang. At Skjønheden er udødelig i Kunsten, det er sandt. Men der er |137| Noget, som i Kunsten er endnu mere udødeligt: det er Livet. Disse første Digte levede. – Saa begyndte hans modne og deilige Værker at følge, og Blikkene udvidedes for hans Fortrin. Han selv har i Digtet »Après une lecture[0023]« fremstillet sin Poetik. Den lyder saaledes:
»Den, som ikke, naar den kvalte Brise sukker sin lange og ømme Klage fra Skovenes Dyb, føler Driften til at gaae ud alene, hvorhen Veien fører ham, nynnende paa et eller andet Omkvæd, mere gal end Ofelia var det med Rosmarinkransen i sit Haar, mere svimmel end en Page, der er forelsket i en Fe og slaaer Tamburin paa sin knuste Hat [...]
Den, som ikke i de hede Nætter, der faa Venus’ Stjærne til at blegne af Elskov, har maattet springe op uden Grund, paa bare Fødder, gaae, bede, græde strømmende Taarer og folde sine Hænder foran det Uendelige med Hjærtet fuldt af Medlidenhed med ukjendte Kvaler –
Lad ham smøre og rette, saa længe han gider, lad ham rime, hvis han lyster, af al Livsens Kraft, lad ham flikke Antithesens Flitterguld paa sine Pjalter og tilsidst blive baaret stoltelig til Père Lachaise[d] med Alverdens Dumrianer i Hælene paa sig: Stor Mand, hvis man vil, men Digter? Nei og atter nei.«
I Udfaldet mod dem, der pynte sig med Antitheser, føres ligesom en Snært mod Victor |138| Hugo[LIX] og hans Skole og røber sig den rene Lyrikers Overlegenhedsfølelse overfor den geniale Rhetoriker; i selve Digtets Overstrømmen er et Sværmeri, en Begeistring for Poesi og en digterisk Selvfølelse, der minder om Goethes[LX] »Wanderers Sturmlied[0024]«.
Og alt som Musset[LXI] nu udviklede sig og naaede Skjels Aar og Alder, aabenbarede han flere og flere Fortrin, som overstraalede Victor Hugos[LXII]. Han erobrede Læseverdenen ved sin dybe Menneskelighed. Han tilstod sine Svagheder og Feil; Victor Hugo[LXIII] følte sig forpligtet til at være ufejlbar. Han var ikke den underfulde Versekunstner som Hugo[LXIV], han formaaede ei som denne at hamre Sprogets Metal til Rette paa en Ambolt og fatte Ordenes Juveler i Guld. Han skrev skjødesløst, rimede omtrentlig, slettere endnu end Heine[LXV] rimer, men han var aldrig Rhetor, altid Menneske. Glæde og Kval havde hos ham en Sandhed, der syntes evig. Kastede man et af hans Digte paa en Bunke af andre Digteres, virkede det som Skedevand, Alt omkring det fortæredes som Papir, fordunstede som Ord, det alene blev og brændte og klang i sin skjærende Sandhed som Skriget fra et Menneskebryst.
Hvori laa det da, at ikke han men Hugo[LXVI] blev Litteraturens Behersker og den unge Skoles Fører?
Det laa i, at man om ham kan vende Ordene |139| i det sværmeriske og spotske Digt, jeg citerede, om: »Digter, ganske vist, men stor Mand? Aldrig i Verden.† «
Hos Hugo[LXVII] fandtes politisk og religiøst, trods al Forskjelligheden af de Standpunkter, han indtager i Løbet af sit lange Liv, en vis uafbrudt Linie, en Udviklingsnorm, og fremfor Alt en aldrig svigtende Værdighed. Som han i sin Poesi grunder sin Familie-Arne dybt, saaledes befæster han stedse mere sine Overbevisninger om Samfund og Stat.
Musset[LXVIII] begynder med en tilgjort Overlegenhed, han stiller den yderste Vantro og den yderste politiske Indifferentisme til Skue. Bag denne Vantro og denne Ligegyldighed skimtes imidlertid snart og aabenbarer sig efterhaanden fuldt en umandig Svaghed.
Læs hans maskerede Selvbekjendelser i »Confessions d’un enfant du siècle[0025]«. Han er født paa et ulykkeligt Tidspunkt; Alt var dødt. Napoleonstiden var omme, og ret som om der ikke kunde gives Hæder udenfor Keiserdømmet, hedder det, at Hæderens Tid var omme. Troen var udslukt; der var ikke mere to smaa Stykker sort Træ i Korsform, foran hvilke man kunde folde sine Hænder, og ret som om de, der ikke føle sig bundne til den katholske Symbolik, derfor intet Hjærte og intet Sjæleliv have, omskrives dette ved, at Sjælen var død. Det fortælles fremdeles, at Nogle, der indsaa, at Hæderens Tid var forbi, |140| fra Talerstolen sagde, at Frihed var endnu skjønnere end Hæder, og at de Unges Hjærter ved dette Ord skjælvede som ved en fjærn og frygtelig Erindring. »Men,« hedder det, »da de Unge gik hjem efter at have hørt det, mødte de et Tog med tre Kurve, som man bar til Clamart[e]; det var Ligene af tre unge Mænd, der havde talt altfor høit om Frihed« – og ret som om Blaserthedens Fortvivlelse var den eneste Lære, en Mand kan uddrage af Martyrernes Død, hedder det, at ved dette Syn krummede et underligt Smil deres Læber, og de styrte sig hovedkulds ud i de afsindigste Udsvævelser.
Over dette Grundthema har Musset[LXIX] skabt en Række af sine ypperste Mandskarakterer, selv den geniale Skikkelse Lorenzaccio[lxx]. I sin Ungdom formede han den berømteste af sine typiske Figurer, Rolla[lxxi], derover.
I intet Digt træder skarpere end i »Rolla[0026]« det Usikre og Vaklende, det Kvindagtige i Alfred de Mussets[LXXII] Livsanskuelse frem.
Indledningsafsnittet aabnes med den bekjendte Længselssang efter den græske Oldtid med dens friske Skjønhed og efter den kristelige Oldtid med dens rene Opsving og friske Tro, da de ærværdige Kathedraler i Kölln[f] og Strassburg[g], da Notre Dame og St. Peter knælede fromt i deres Stenkjortler og Folkenes store Orgel istemmede Aarhundredernes Hosiannah. |141|
Saa følger den end berømtere Passus:
»O Christus! jeg hører ikke til dem, hvem Bønnen drager til dine stumme Templer. Jeg staaer opreist under din indviede Hvælving; thi jeg troer ikke, o Christus, paa dit hellige Ord. Jeg er født altfor sent i en altfor gammel Verden. Golgathas Søm kunne næppe mere holde dig paa Korset; dit himmelske Lig er faldet sammen som Støv. Men lad det være mig, dette vantro Aarhundredes mindst lettroende Barn, tilladt at kysse dette Støv med Vemod!«
Saa følger Fortællingen: Jacques Rolla[lxxiii] var den mest udsvævende unge Mand i det udsvævende Paris[h]. Han foragtede Alt og Alle: »Aldrig har nogen Adamssøn baaret paa en dybere Foragt for Folk og for Konger.« Rolla[lxxiv] har kun en ringe Formue, men store Tilbøieligheder til Vellevnet og Luxus. Vanen, som for de Andre er det halve Liv, er ham en Væmmelse. Derfor tager han den lille Arv, hans Fader har efterladt ham, deler den i tre Punge og spiser hvert Aar en Trediedel af sin Formue op med slette Kvinder og under alskens Galskab, uden at gjøre nogen Hemmelighed af, at han vil skyde sig en Kugle for Panden, naar det sidste Aar er forbi.
Og i Kraft af sine 22 Aar kalder Musset[LXXV] Rolla[lxxvi] stor, uforfærdet, ærlig og stolt. Hans Kjærlighed til Friheden – og ved Frihed forstaaes Uafhængighed overfor enhver Virksomhed, |142| enhver Livsopgave, enhver Pligt – idealiserer ham i Digterens Øine.
Saa skildres Rollas[lxxvii] Selvmordsnat i det berygtede Hus, Tilberedelserne til Orgiet, den sextenaarige Pige, som bringes af Moderen selv, og Digteren begynder sin gribende Sørgesang over Samfundets dybe Corruption, over Moderen, som sælger sit Barn, over Fattigdommen, som bliver Koblerske, over de lykkelig stillede Kvinders billig kjøbte Strænghed og hyklede Dyd.
Saa følger det Berømteste i Digtet, Apostrofen til Voltaire[LXXVIII]:
»Sover du fornøiet, Voltaire[LXXIX], og bugter dit hæslige Smil sig endnu om dine kjødløse Læber? Man siger, din Tid var for langt tilbage til at forstaae dig. Vort Aarhundrede maa behage dig. Glæd dig, din Tid er kommen. Over os er den styrtet, den uhyre Bygning, som du undergravede Dag og Nat i de firsindstyve Aar, du gjorde Cour til Døden. Trøst dig! Han, som nu vil udaande her, han har læst dig.«
Hvad har Voltaire[LXXX] med denne jammerlige Ødelands Død at gjøre? Er den store Arbejder ansvarlig for denne luddovne Vellystnings Selvmord? Er dette Verden, som Voltaire[LXXXI] drømte sig den, denne Verden af hjærneløse Galninger og villieløse Kvinder? Voltaire[LXXXII], hvis Væsen var Forstand, hvis Hænders Smuds kun var Krudtsværte, |143| og hvis Liv var en villiestærk Kamp for Lyset? Er han Skyld i denne Elendighed? Og hvorfor?
Fordi han ikke havde dogmatisk Tro.
Det er da altsaa Manglen paa dogmatisk Tro, som er Rollas[lxxxiii] Paaskud til at leve som et Dyr og dø som en Dreng. Man seer, hvad der efter faa Aars Forløb er blevet af den udfordrende Trods, med hvilken Digteren optraadte. Trodsen har opløst sig i holdningsløs Tvivl, Fornægtelsen er gledet over i haabløs Fortvivlelse.
Hvor sund, hvor kraftig, hvor sluttet tager ikke Hugos[LXXXIV] roligere Holdning sig ud herimod, og forstaaer man ikke nu, at han trods Alt vedblev at indtage den centrale Stilling i fransk Litteratur?
Det er ikke det fineste og udsøgteste poetiske Talent, der afgjør Ledelsen i Litteraturen. Den tilfalder ikke Talentet, men den hele Personlighed. Den, som paa et givet Tidspunkt føler Tidens Hjærte banke i sit Bryst, rummer Tidens Tanker i sin Intelligens og har den faste Villie at paatrykke Litteraturen Stemplet af disse sine og Tidsalderens Følelser og Ideer – han er den fødte og den blivende Fører.
højresiderne i kapitel 8 har i førsteudgaven klummetitlen »Hugo og Musset.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
her i betydningen: nøjsom, beskeden.
der hentydes til et vers af Victor Hugos digt »Date lilia«: »À qui j’ai dit : toujours ! et qui m’a dit : partout !«, Les chants du crépuscule, 1835 Hugo 1909, 17:308.
sammensat citat fra Victor Hugos digt »Date lilia«, Les chants du crépuscule, 1835 Hugo 1909, 17:307-308.
sammensat citat fra Victor Hugos digt »Laissez. – Tous ces enfants sont bien là. – Qui vous dit«, Les feuilles d’automne, 1831 Hugo 1909, 17:54-55.
citat fra Victor Hugos digt »Oh ! Je fus comme fou dans le premier moment«, Les contemplations, 1856 Hugo 1905, 3:222.
citat fra Victor Hugos digt »Elle avait pris ce pli dans son âge enfantin«, Les contemplations, 1856 Hugo 1905, 3:223.
sammensat citat fra Victor Hugos digt »O souvenirs ! printemps ! aurore !«, Les contemplations, 1856 Hugo 1905, 3:229-330.
der hentydes til Victor Hugos digt »La pente de la rêverie«, Les feuilles d'automne, 1831.
tiden efter Napoleons magtovertagelse i 1799 præget af en modstand mod Den Franske Revolution og de sociale, moralske og religiøse forandringer, som den havde medført.
der hentydes til digtet »Ce qu'on entend sur la montagne«, Les feuilles d'automne, 1831.
citat fra afslutningsversene af Giacomo Leopardis digt »L'infinito« (Uendeligheden), 1826 Leopardi 1860:42.
forestillingen om, at den franske krone skulle besiddes af direkte efterkommere af den ældste gren af den bourbonske fyrsteslægt. De oprindelige Bourboneres sidste repræsentant, Karl 10., blev styrtet ved Julirevolutionen i 1830, hvor Ludvig-Filip af Orléans, som var af en yngre gren af slægten Bourbon, satte sig på tronen.
et ikke realiseret politisk ideal blandt socialister i tiden, bl.a. udtalt som hovedformålet med den fejlsagne opstand i maj 1839, lanceret af den republikanske gruppering Société des saisons.
det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
medlem af Pairskammeret, det franske parlaments aristokratiske førstekammer i 1815-1848.
der hentydes til Victor Hugos mangeårige affære med den unge forfatterinde Léonie d’Aunet. Forholdet blev afsløret i juli 1845, og Léonie blev straffet med fængsel for ægteskabsbrud, mens Hugo gik fri på grund af sin immunitet som fransk parlamentariker.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
det franske parlaments andetkammer, 1814-1848.
der hentydes til Marie-Caroline de Berry, som sammen med en gruppe såkaldte legitimister forsøgte at omstyrte Julimonarkiet og kong Ludvig-Filip og indsætte sin søn Henri Chambord på tronen. Opstanden blev nedkæmpet af regeringstropper under ledelse af indenrigsminister Adolphe Thiers, og Berry blev angivet af sin rådgiver Simon Deutz, hvorefter hun blev fængslet.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
citat fra Victor Hugos digt »Sur le bal de l'hôtel de ville«, Les chants du crépuscule, 1835 Hugo 1909, 17:218.
perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
dvs. genoprettelsen. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
regeringen efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
sammensat citat fra Victor Hugos tale i handelsretten 19.12.1832 Hugo 1908, 14:373-374.
udsagn tillagt Alfred de Musset; citeret i Paul de Mussets Biographie de Alfred de Musset, sa vie et ses oeuvres, 1877 Musset 1877:78.
en af parnassisterne, en gruppe franske digtere inspireret af bl.a. Théophile Gautier og Leconte de Lisle, centreret omkring tidsskriftet Le parnasse contemporain, som reagerede mod romantikken gennem en bevidst dyrkelse af formen og den såkaldte l'art pour l'art (kunsten for kunstens egen skyld).
her i den oprindelige betydning: følelsesfuld, højtidelig.
sammensat citat fra Alfred de Mussets digt »Après une lecture«, Poésies nouvelles, 1850 Musset 1957:425.
der hentydes til den gale Ophelias ord i William Shakespeares tragedie Hamlet, efter at Hamlet har myrdet hendes far, Polonius: »There’s rosemary, that’s for remembrance. Pray you, love, remember« (IV, 5).
tiden fra Napoleon Bonapartes magtovertagelse ved militærkup i 1799 til hans endelige fald som Kejser Napoleon 1. i juni 1815.
det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
citat fra Alfred de Mussets roman La confession d’un enfant du siècle, 1836 Musset 1960:68.
(fr.) vor frue, Jomfru Maria.
sammensat citat fra Alfred de Mussets episke digt »Rolla«, Poésies complètes, 1840 Musset 1957:274.
citat fra Alfred de Mussets episke digt »Rolla«, Poésies complètes, 1840 Musset 1957:277.
sammensat citat fra Alfred de Mussets episke digt »Rolla«, Poésies complètes, 1840 Musset 1957:283-285.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik