Naar man overskuer en Litteratur en halv Snes Aar efter at et stærkt Gjennembrud har fundet Sted, i det Øieblik, da den nye Epoches Hær har vundet Slaget, da bliver man tilmode, som saa man ud over en Valplads. I de Seirendes Triumfraab blander sig for Ens Øre Lyden af dæmpet Klage. Jeg tænker ikke paa de Veraab, som komme fra de Slagne paa Tilbagetoget; de have fortjent deres Nederlag og deres bankede Trøie indgyder mig ingen Medfølelse; men jeg tænker paa Seirherrernes Saarede og Glemte. Thi ogsaa de litterære Kampe have deres Savnede og Dræbte. Det har sin Interesse at foretage en Gang over Valpladsen og kaste et Blik paa dem, som i Slægten fra 1830 reves bort i deres Ungdom og Kraft, eller dog saaredes saa haardt, at de siden, knækkede og stumme, henslæbte en nedbrudt Existens. |562|
Det litterære Liv er jo saaledes beskaffent, at af hundrede, der træde ind paa Rendebanen og begynde Løbet, komme neppe to eller tre til Maalet. De Andre ligge udmattede langs ad Veien. Først bukke de Stakler under, hvis Evner ligefrem ikke sloge til, de fragmentariske Talenter, der joges ind paa denne Bane af Haabet om Ære og Held og som løbe i en Taage af lysende Illusioner, indtil Benene styrte sammen under dem, og de vaagne paa Hospitalet. Saa falde alle de tidt fortrinligt Begavede, der mangle den særegne Complication af Evner, som udfordres for at gjøre sig gjældende i det Samfund, hvori de leve, de, som ikke formaae at tilpasse sig efter de omgivende Forhold, end mindre besidde den endnu større Kraft, at skjære Samfundet til, indtil det passer for dem, og som beseires af de mere eller mindre behændige Middelmaadigheder, i hvilke det store Publicum erkjender Kjød af sit Kjød, Blod af sit Blod.
Allerede selve Arbeidets Art tilintetgjør Mange: et Arbeid, som efter sin Natur ikke kjender nogen Søndag; som brænder Nervesystemet op; som ikke kan drives i Mag, fordi kun det, som ikke er frembragt i Mag, virker paa den Læsende med noget af den Sindsbevægelses Kraft, som den Skrivende følte, og et Arbeid, der som Regel er et af dem, der lønner sig allerslettest – et Arbeid af rent aandelig Art, som forfiner og mod|563|tageliggjør den Arbeidendes Sandse- og Følelsesliv langt ud over Omgivelsernes, og som dog indlemmer ham i disse Omgivelser, bundet af de samme Regler og Convenienser som de Andre. Deraf hos Mange en Tørst efter Liv, efter rige og fine Indtryk, som ikke lædskes, som fortærer Brystet eller Marven, og som Verden da kalder Svindsot, Tæring eller Galskab.
Andre tilintetgjøres af de Vanskeligheder, der ere uopløseligt forbundne med Skribentens Stilling. Samfundets Ligevægt beroer i ethvert givet Øieblik paa en stiltiende Overenskomst om at den hele og fulde Sandhed ikke udskriges. Men naar der nu ikke desmindre ved en Anomali i Samfundet gives et Væsen, hvis eneste Bestilling og Betydning er den at sige den hele og fulde Sandhed, Digteren, Skribenten overhovedet, som under Straf af at blive en behagelig Mand, en Nittengryn, maa sige Sandheden, saa seer denne Mand sig stadigt stillet overfor det Dilemma, enten at fornegte det, han bør sige – og denne Fornegtelse sløver og ubrugbargjør ham – eller at vove den aabne Udtalelse, der let kan blive ham yderst farlig, idet den skaffer ham de frygtelige Fjendskaber, som kun ere mulige i Litteraturen, Fjendskaber, som have tusinde Raabere for deres Mund, ifald de ville tale, tusinde Kneble til deres Raadighed, ifald de ville tilveiebringe Taushed om hans Navn, og for den, hvis Liv beroer paa Navn|564|kundighed, er ingen Fare større end den, at han kan bukke under for det hyklerske og lydløse Mord med Taushedens Vindbøsse.
Men alle Anstrengelser, Farer og Vanskeligheder maatte nødvendigvis fordoble sig i en Periode, som 1830-Tidens, hvor som ved et Trylleslag en hel Gruppe af rige Talenter opstod samtidigt, hvor Alt, hvad der havde Aand og Fantasi, følte sig draget til Poesien og Kunsten, hvor den Hæder, der ad kunstnerisk Vei kunde vindes, straalede saa tillokkende for Ungdommens Øine, som under Napoleon[I] Krigshæderen, og hvor det dog var vanskeligere end nogensinde ikke at overstraales, hvor endelig Had til de banede Veie og det rolige, borgerlige Liv betragtedes som Betingelse for at kunne udrette noget i Kunsten, medens Løsenet var at elske og elskes med fortærende Lidenskab, skrive et Mesterværk, foragte eller frelse Menneskeslægten og døe.
Naar man lader Blikket glide hen over denne Valplads, hvor de Uberømte have udaandet, saa ligge de stakkels glemte Talenter der i tætte Rækker. Der er rige, kraftigt udviklede Begavelser, som Eusèbe de Salles[II] (født i Marseille[a] 1801), Greve, Læge, Orientreisende, Professor i Arabisk, hvis Roman »Sakontala à Paris[0001]« (1833) er en af Periodens talentfuldeste og originaleste psychologiske Skildringer, og som aldrig med nogen af sine Bøger opnaaede endog blot et andet |565| Oplag, endsige Anseelse og Ry, og det skjøndt han blandt sin Ungdoms Minder havde en Søndagaften hos Nodier[III], hvor han og Hugo[IV] i lige Grad vare Dagens Helte. – Der er Regnier-Destourbet, hvis Roman »Louise[0002]«, som er tilegnet Janin[V] og maaskee skylder ham noget, behandler et pinligt Stof med Aandsoverlegenhed og Finhed. – Der er Charles Dovalle[VI], som faldt i Duel kun tyve Aar gammel, men hvis Digtsamling »Le Sylphe[0003]« allerede røbede et Talent, som Victor Hugo[VII] med Varme anerkjendte og som han priste efter Digterens Død. – Der er Eugène Hugo[VIII], Victors[IX] ældre tungsindige Broder, hans tro Kammerat og Ven, der udrustet med en beslægtet om end meget ringere lyrisk Evne gjorde Romantismens første Felttog med ved hans Side, men som allerede 1837 døde i Vanvid. – Der er saa distingueret og adeligt et Talent som Fontaney’s[X] sporløst glemt. Digteren var en af Hugos[XI] Trofaste, en Tidlang Legationssecretær i Madrid[b], en stolt, discret og fin Natur. I sin Novelle »Adieu[0004]« (»Revue des deux mondes[0005]« 1832) har han fortalt et af sit eget Livs smertefulde, romantiske Eventyr; i George Sand’s[XII] Levnet er den Hjertesorg antydet, der i 1837 voldte hans Død. – Der er fine, zarte lyriske Begavelser som Félix Arvers[XIII], hvis Navn nu kun knytter sig til en yndefuld Sonet, eller som Labenski[XIV], af hvem kun en Ode erindres, eller som Ernest Fouinet[XV], der skrev Sonetten »A deux heureux[0006]« i Marginen |566| af den Udgave af Ronsard[XVI], som alle Skolens Digtere paa Sainte-Beuves[XVII] Foranledning skjænkede Victor Hugo[XVIII], og til hvis poetiske Udstyrelse de alle gave Bidrag. Er han end nutildags helt glemt, saa burde dog den Linie af ham frelses fra Forglemmelse:
Thi at Røgelsen maa gløde for at kunne dufte, det er i en Sætning hele Romantismens Poetik. – Man finder stakkels saint-simonistiske Poeter som Poyat[XIX], Satirikere som Théophile Ferrière[XX], der skrev Spotterier over de unge Romantikeres Udskeielser i Stil med Gautiers[XXI] »Les Jeune-France[0007]« og som i sin »Lord Chatterton[0008]« gav de Vigny’s[XXII] Drama en parodierende Fortsættelse. – Man møder endelig Navne som Ulric Guttinger’s[XXIII], der nu ene og alene huskes, fordi Musset[XXIV] i sine første Poesier har tilegnet ham et ungdommeligt beundrende Digt.
For imidlertid at give et nogenlunde levende Indtryk af disse Skjæbnens Stedbørn vil jeg opholde mig saa længe ved nogle Enkelte, som der behøves til at tegne deres Fysignomi og derigjennem fra en ny Side Tidens; thi Tidsalderens Charakter afpræger sig tidt med mærkværdig Tydelighed netop i dem, der paa Grund af Extravagance eller Bizarritet ikke formaaede at trænge igjennem. |567|
Den første, jeg vil nævne er Ymbert Galloix[XXV], ikke fordi han er en Størrelse, men fordi han er en Type. Han var en fattig Yngling fra Genf[c], Søn af en Skolelærer, med en fortrinlig Dannelse og ualmindelige Evner, som uden Penge nok i Lommen til blot en Maaneds Underhold reiste fra sin Fødeby til Paris[d], draget af Rygtet om Romantismens Seire, længselsfuld efter at see alle de Mænd nær ved, for hvem han i Afstand havde sværmet, og om muligt blive anerkjendt som deres Ligemand.
Hans første Veie i Paris[e] gik ud til Arsenalet[f], til Charles Nodier[XXVI], den nye Skoles Patriarch, til Hugo[XXVII], dens Høvding, til Sainte-Beuve[XXVIII], dens Fanebærer. Hugo[XXIX] har beskrevet hans første Besøg; jeg sammentrænger Skildringen:
»Det var i October 1827, en kold Morgenstund, at en høi ung Mand traadte ind til mig. Han havde en hvid, temmelig ny Overfrakke paa og en gammel Hat. Han talte til mig om Poesi; han havde en Rulle Papir under Armen. Jeg bemærkede, at han med en vis Forlegenhed skjulte sine Fødder under Stolen. Han hostede lidt. – Næste Dag regnede det i Strømme; den unge Mand kom igjen. Han blev tre Timer og talte yderst oprømt om de engelske Digtere, som han kjendte bedre end jeg; han sværmede for Søskolen. Han hostede meget. Han skjulte bestandig sine Fødder under Stolen. Tilsidst mærkede jeg, at |568| der var store Huller i hans Støvler og at hans Saaler trak Vand. Jeg vovede ikke at tale til ham derom. Han gik sin Vei uden at have talt om Andet end om de engelske Digtere.«
Han ilte altsaa til Frankrigs første Forfattere. Hans Ord, hans Vers røbede, at der boede noget i ham; han blev vel modtaget, endog hjulpet, og hans Breve til Genf[g] røbe en uskyldig Forfængeligheds Tilfredshed ved at kunne meddele, hvilke Aander der optoge ham som deres Lige, og hvilke berømte Venner han havde faaet. Men samtidigt nedbrødes han af Melancholi: Han passede ikke ind i det Samfund, hvor han var født. Hans Livs Sorg var den besynderligt klingende, men virkelige, der som en Mani, en fix Idee vender tilbage hos ham, Sorgen over ikke at være født som Englænder. Han følte, at hans Sindelag passede ind i den engelske Litteratur, ikke i den franske; han læste Engelsk fra Morgen til Aften og drømte kun om at samle sig saa mange Penge, at han kunde reise til London[h] og blive Digter i det engelske Sprog. Da man et Aar efter hans Ankomst til Paris[i], fandt ham liggende død paa Sengen i hans uhyggelige Værelse, undergravet af Fortvivlelse og Nød, holdt han en engelsk Grammatik i Haanden.
Man høre Tonen i hans Breve: »O min eneste Ven! hvor de ere ulykkelige, som ere fødte ulykkelige [...] Jeg havde et Feberanfald igaar|569|aftes [...] Siden jeg er her, har min Kval antaget fem til sex Former, men Midtpunktet i min Ulykke er det, ikke at være født i England. Jeg beder dig, le ikke ad mig, jeg er saa ulykkelig. Vel er jeg nu traadt i Venskabsforhold til de mest udmærkede Forfattere, og vel har jeg i Selskab undertiden nogle Øieblikkes overfladiske Glæde, naar jeg gjør Lykke med mine Vers, og jeg kan være beruset af disse en Aftens, et Øiebliks smaa Triumfer; men dog er Grunden i mit Sjæleliv ikke blot Ulykke, men en tør Kræft. Der løber smeltet Bly i mine Aarer. Hvis man kunde see ind i min Sjæl, vilde man have Medlidenhed med mig. Se, England har Alt, halvtredsindstyve Digtere, der have ført et eventyrligt Liv og hvis Bøger ere fulde af Indbildningskraft; i Frankrig er der ikke tre. Og da vilde jeg have havt et Fædreland, som jeg havde elsket lige indtil dets Fordomme; der er saa megen Poesi i Englands gamle Sæder [...] En engelsk Dame, som giver mig Timer, siger mig, at jeg efter to Aars Forløb meget godt kan skrive paa Engelsk.«
Det er en rørende Illusion. Den stakkels Fyr, der endnu ikke fuldt beherskede sit eget Sprog, hvis Oder let bleve stakaandede, hvis Vers, hvor kunstnerisk de end slebes til, manglede Duft, drømte om i Løbet af et Par Aar at kunne skrive et fremmed Sprog med Farve og Glands. Snart tabte han Tilliden til sine Evner og dømte selv |570| sin Poesi langt haardere end den dømtes af andre og langt haardere end den fortjente. Han trak sig tilbage til sig selv, vilde Ingen mere see, ikke mere høre tale om Omverdenen. Han var kommen fra Genf[j] med Interesse for Alt og Alle, med begeistret Selvtillid. I Paris[k] gav han sig til at bortødsle sit Talent i Samtaler, i Disputer – en farlig Ting – indtil han tilsidst ikke mere havde een uberørt, jomfruelig Idee i sit Hoved. Saa udførte han Arbeider for Boghandlerne, skrev Recensioner, Biografier, til han væmmedes derved. Da han i sit 22de Aar udaandede, havde han længe levet i den dybeste Ligegyldighed for Omverdenen og uden nogen Tro til sit eget Talent. Han lod sig døe.*)
Jeg gaaer over til mere gediegne og betydelige Aander. Jeg vælger tre: Louis Bertrand[XXXIII], Petrus Borel[XXXIV] og Théophile Dondey[XXXV]. Det er Navne, som da Digterne, der bar dem, var ilive, ikke kjendtes af noget Publicum, men som nu kjendes af mangen en Litteraturelsker i og udenfor Frankrig. Deres Bøger optrykkes i Luxusudgaver paa hollandsk Papir, og Originaludgaverne betragtes, især siden Charles Asselineau[XXXVI] har gjenvakt Interessen for dem, som Værdipapirer, hvis Værd bestandig |571| stiger. I levende Live kunde de stakkels Fyre efter faa Aars Forløb ikke mere finde nogen Forlægger; nu efterlignes samvittighedsfuldt selv Vignet og Titelblad paa deres første Skrifter, der i Salgskataloger noteres med Tilføielsen »sjelden og kostbar«.
Louis Bertrand[XXXVII], født 1807 i Dijon[m], som han saa smukt har besunget, mest kjendt under Pseudonymet Gaspard de la Nuit, repræsenterer† i den romantiske Gruppe mere fuldstændigt og mere udpræget end nogen anden en Hovedside af Skolens Bestræbelser, Prosastilens Fornyelse. Medens hans Samtidige vare fremstormende og lidenskabelige, udviklede han i sin Fødeby en Billedskjærers eller Guldsmeds Kunst i Sprogets Behandling. Ingen havde det Had som han til den gjængse Vending, det fortærskede Udtryk. Han har, før han skrev, ligesom rystet alle Sprogets Ord gjennem et Sold, udrenset alle de Ord, hvis Klang var dump, hvis Farve var sløvet, hvis Præg var slidt, og i sin Kunsts Tjeneste kun anvendt dem, der havde malerisk Værd og musikalsk Valuta. I et Digt maa der, for Rims og Rhytmes Skyld, altid være nogle Flik-Ord – saa faa som muligt – Bertrands[XXXVIII] Kunst beroer paa, at ethvert fyldende eller snyltende Ord er banlyst af hans Stil. Hans Livs Arbeid tilhører en Genre, som han har opfundet og som er død med ham; han har i Prosa skrevet ganske smaa, aldrig mere end et Par |572| Sider optagende Skildringer snart i Rembrandt’s[XXXIX], snart i Callots[XL], snart i Fløiels-Breughels[XLI], snart i Gerard Dow’s[XLII], snart i Salvator Rosa’s[XLIII] Manér; de bedste iblandt dem ere fuldendte som et Billed af disse Mestre.
I 1828, i den romantiske Bevægelses første, rent upolitiske Periode var han med at grunde et litterært Organ i sin Fødeby. Bertrands[XLIV] Bidrag til »Le Provincial[0011]« vakte de store Pariseres, Chateaubriands[XLV], Nodiers[XLVI], Victor Hugo’s[XLVII] Opmærksomhed, og snart droges han saaledes til Hovedstaden, at han bestandig laa paa Reise mellem Dijon[n] og Paris[o]. Han holdt sit Indtog kun 21 Aar gammel en Søndagaften hos Charles Nodier[XLVIII], hvor han fik Lov at læse en Ballade høit. Her gjorde han Bekjendtskab med dennes hele Kreds, men tyede især til Sainte-Beuve[XLIX], der blev hans Raadgiver; hos ham boede han under sine korte Ophold i Paris[p], og ham gav han sine Manuscripter i Forvaring. Han var keitet som en Provindsbo og exalteret som en Dilettant, men man anede Poeten, naar man saa Ilden i de smaa, sorte Øines sky og flakkende Blik.
Strax efter Julirevolutionen kastede Bertrand[L] sig ind i Politiken og sluttede sig til den yderligst gaaende Opposition. Som ægte Søn af en af Republikens og Keiserdømmets gamle Soldater gav han den krigerske Enthousiasme, han hidtil var brændt inde med, Luft i Polemik mod det her|573|skende Bourgeoisie. Han var kun 23 Aar gammel, og et Blad af Modpartiet havde taget Anledning af hans Ungdom til at behandle ham dobbelt haanligt. Han tvang Redacteuren til i Bladet selv at optage et Svar, hvori det hedder: »Jeg foretrækker Eders Haan for Eders Ros. Eders Ros vilde være af saare ringe Betydning efter det Bifald, hvormed Victor Hugo[LI], Sainte-Beuve[LII], Ferdinand Denis[LIII] o. fl. have opmuntret mit Talent. Da I tvinge mig til det, vil jeg overfor Eders Uforskammenheder citere nogle Ord, som Geniet selv har værdigedes at sende mig. Victor Hugo[LIV] skriver til mig: Jeg læser Deres Vers høit i en Vennekreds som jeg læser André Chénier’s[LV], Lamartine’s[LVI] eller de Vigny’s[LVII]; det er umuligt i høiere Grad at være i Besiddelse af Formens Hemmeligheder o. s. v. – Saaledes skriver Hugo[LVIII] til den Mand, De vover at kalde en Commis. Det er sandt, at jeg ikke har den Ære at nedstamme fra en eller anden adelig Spytslikker, og at jeg ikke er valgbar eller Vælger [ɔ: ikke af de høitbeskattede]. Min Fader var kun en Patriot fra 1789, en Lykkeridder, som atten Aar gammel udgjød sit Blod ved Rhinen[q] og som, halvtredsindstyve Aar gammel, havde tredive Aars Tjeneste, ni Felttog og sex Saar at opvise. Det er ogsaa sandt, at jeg er fattig; min Fader har kun givet mig Æren i Arv og sin Klinge, som De, Herr. Redacteur, ikke turde see dragen.« |574|
Det er fransk Journaliststil fra 1832, visselig ikke beskeden, men ikke forknyt. Bertrand[LIX] hørte til den Gruppe af unge Mænd, som hvis politiske Høvding Godefroy Cavaignac[LX] kan betragtes og som i Datidens Jargon fik Navnet »Les bousingots« (Matroshattene), de samme, hvem George Sand[LXI] i »Horace[0012]« omtaler med Varme. Hos Bertrand[LXII] var den republikanske Djærvhed mærkværdigt blandet med Romantismens yderste kunstneriske Overforfinelse.
Louis Bertrand[LXIII] naaede aldrig frem til at vinde Hæder. Han var begyndt for voldsomt, havde ikke opsparet sin Kraft. Fattig og overanstrængt af Arbeid for at ernære sin Moder og sin Søster døde han alt i 1841 paa et Hospital i Paris[r]. David d’Angers[LXIV], den store romantiske Billedhugger, der trofast havde siddet ved den Syges Seng, lod fra sit Hjem hente et fint hvidt Lagen at lægge Liget i, og han var den eneste som fulgte Bertrand[LXV] til Graven.*)
David[LXIX] satte ham et Mindesmærke; Sainte-Beuve[LXX] og Victor Pavie[LXXI] udgav hans »Gaspard de la Nuit[0014]«. I 1842 solgtes med Nød og Neppe tyve Exemplarer; men i 1868 har den romantiske Bibliofil Charles Asselineau[LXXII] foranstaltet en Luxus-Udgave. |575|Man læse som Prøve paa Bertrands[LXXIII] Fortællemaade Stykket »Madame de Montbazon[0015]«, hvis Motto af Saint-Simon’s[LXXIV] Memoirer lyder: Madame de Montbazon[LXXV] var en deilig Dame, som i forrige [det sextende] Aarhundrede† i Ordets bogstavelige Forstand døde af Kjærlighed til Ridderen af la Rue der ikke elskede hende:
»Tærnen ordnede paa det lakerede Bord en Vase med Blomster og Kandelabrer med Voxlys, hvis Gjenskin faldt som røde og gule Glandspletter paa de blaa Silkegardiner ved den Syges Hovedgjærde.
Troer du, Mariette[lxxvi], at han kommer? – »Aa, fald dog i Søvn, Frue, sov dog lidt ind!«† – Ja, ja, jeg skal snart falde i Søvn for at drømme om ham gjennem hele Evigheden.
Man hørte Nogen stige op ad Trappen. »O hvis det var ham!« mumlede den Døende og smilede svagt, medens Livets Sommerfugl alt var ved at stige fra hendes Læber.
Det var en lille Page, som fra Dronningen bragte Fru Hertuginden Syltetøi, Bagværk og Elixirer paa et Sølvfad.
»Ak, han kommer ikke«, sagde hun med svigtende Stemme, »han kommer ikke! Mariette[lxxvii], giv mig en af de Blomster der, for at jeg kan indaande Duften og kysse Bladene af Kjærlighed til ham!«
Saa laa Madame de Montbazon[lxxviii] ubevægelig |576| med lukkede Øine. Hun var død af Elskov, hun opgav sin Aand i Duften af en Hyacinth«.
Det tager sig ofte ud som om de, der i Litteraturen gaae for tidligt borte, lidt før eller lidt senere erstattes. Men i streng Forstand erstatter aldrig een Individualitet en anden. Det Værktøi, der faldt ud af Louis Bertrands[LXXIX] Hænder, grebes saaledes ganske vist af Théophile Gautier[LXXX], der med sit langt omfangsrigere Talent bragte ham i Glemme; men ingen Kjenders Blik vil det undgaae, at der hos Bertrand[LXXXI] var noget Udsøgt, noget uendelig Sjælfuldt, som Gautier[LXXXII] med sin koldere Plastik ikke kunde naae.
Vi have allerede oftere nævnet Petrus Borel[LXXXIII], hvis simple Hjem en Tid lang var Hovedkvarteret for Victor Hugos[LXXXIV] unge Venner. Han var paa een Gang Kunstner og Digter, arbeidede som Maler i Dévéria’s[LXXXV] Atelier og skrev under Navnet le Lycanthrope (Varulven) udfordrende Poesier. Han indgjød de Andre en stor Respekt. Han lignede en Spanier eller Araber fra det 15de Aarhundrede, og naar hans Kammerater gik hjem fra Theatret efter at have seet den i Delavigne’s[LXXXVI] eller Scribes[LXXXVII] Roller uddannede Skuespiller Firmin[LXXXVIII] som Hernani[lxxxix], hvor ofte beklagede de da ikke, at det ikke var Petrus[XC], hvem man havde givet denne ideale Bandit at spille. Hvor vilde han ikke have slaaet ned paa Scenen som en Kongeglente, hvor smuk vilde han ikke have været med det |577| røde Tørklæde om Hovedet, klædt i Læderkyradset med de grønne Ærmer! Intet Under, han var jo i hele sit Følelsesliv en af Originalerne til Rollen.
Borel’s[XCI] Digtsamling »Rapsodies[0016]« er en saare ung og umoden Bog; den indeholder mellem værdifulde Digte barnagtige Protester og Forbandelser; men den røber, at der ikke var noget stoltere Hjerte end dens Forfatter i den hele romantiske Gruppe. Der er noget af Fattigdommens Fortvivlelse, noget af Kunstnerhjertets Ensomhedsfølelse, brændende Kjærlighed til Frihed og nagende Tørst efter Retfærdighed i disse Vers.*)
Man finder her det hele Følelsesliv i Virkeligheden, der af Dumas[XCII] blev sat i Scene i »Antony[0018]«. Allerede Udstyrelsen er betegnende. Paa Titelkobberet sees Borel[XCIII] selv siddende ved sit Bord med frygisk Hue paa Hovedet, Hals og Arme blottede og med en bredbladet Dolk i Haanden, som han i dybe Tanker betragter. Bogens Fortale giver et levende Indtryk af Tonen i den republikanske Fraction af den romantiske Ungdom i 1832. Det hedder her: |578|»Hvis Nogen skulde spørge, om jeg er Republikaner, saa svarer jeg frit: Ja jeg er. Men lad ham hellere spørge Hertugen af Orleans[XCIV] [Kongen], om han husker den Stemme, der den 9de August, da han red hen at aflægge Ed til Ex-Kammeret, forfulgte ham med at raabe op i Ansigtet paa ham: Frihed og Republik! Frihed og Republik! midt under et bedraget Folks Jubelraab. Men naar jeg taler om Republik, saa er det kun, fordi dette Ord betegner den videst mulige Uafhængighed, som Association og Civilisation tilstede. Jeg er Republikaner, fordi jeg ikke kan være Caraïb. Jeg trænger til en uhyre Sum af Frihed, og naar man er stillet som jeg, saa fattig som jeg, saa forpint af enhver Art Ulykker som jeg, saa vilde man, selv om man drømte om den absolute Lighed, selv om man forlangte en agrarisk Lov, ingen Dadel fortjene [...] Dem, der finde Bogen plump, vil jeg svare, at Forfatteren i Virkeligheden ikke reder Kongens Seng. Men skulde han ikke ligefuldt staae i Høide med en Tidsalder, hvor man regjeres af dumme Banquierer og af en Monarch, hvis Valgsprog er: Gud være lovet, og mine Butikker med!«
Det behøver ingen lang Forklaring, at en ung Mand, der skrev saaledes, ingen Carrière gjorde. Han led Nød, sultede tidt, havde undertiden ikke Tag over Hovedet, søgte Nattely i |579| Bygninger, der vare under Opførelse. Hans ungdommelige Had til al Uret skadede ham imidlertid ogsaa som Digter. I hans store to Binds Roman »Madame Putiphar[0019]« er Heltindens, Madame Pompadours[xcv] Charakter forvansket af Forfatterens republikanske Harme. Roccoco-Tidens letfærdige, kunstelskende Muse, der havde en lille letsindig Forkjærlighed for Tankens Frihed, som beskyttede Encyclopædisterne og raderede under Veiledning af Boucher[XCVI], er gjort til en Megære, der kaster sig om Halsen paa en fremmed Mand, som ikke vil vide af hende, og der straffer ham for hans Kulde med underjordisk Fængsel i Bastillen[s]. Bogen hæver sig først mod Slutningen. Bastillens Indtagelse, et Æmne, der ret laa for Borel[XCVII], er fremstilt i en livfuld og ildfuld Stil, der lugter af Krudtet.
Det tredie af hans Skrifter er »Champavert, contes immoraux[0020]« fra 1833. Bogen gjorde ikke ringeste Opsigt eller Lykke, indbragte ikke engang dens Forfatter et tarveligt Honorar, og Skjæbnens Uretfærdighed lader sig forstaae; thi nogle af disse Noveller ere fordærvede ved Borels[XCVIII] tidligste, tænderskjærende Stil. Men i de bedste er Vreden behersket, kunstnerisk behandlet som man behandler Lava kunstnerisk, naar man skjærer Cameer deraf. Det er altid Rædsler, disse Fortællinger dreie sig om, Rædsler, saa afskyelige, saa unævnelige, at de netop derved kunne be|580|gaaes, eftersom Ingen lettere er straffri end den, der begaaer en Forbrydelse, som man ikke vil troe paa; og det er Rædsler som Digtekunsten sjeldent rører ved; thi Poesien skal jo først og fremmest sælges og maa helst kunne læses høit i en Familiekreds.
»Dina, la belle Juive[0021]« foregaaer i Lyon[t] i 1661. En mandig og fordomsfri ung Adelsmand har forelsket sig i en ung deilig Jødinde og reiser til sin Fader for at opnaae hans Samtykke til Forbindelsen. Denne forbander ham og affyrer i sit Raseri sin Arkebuse efter Sønnen uden dog at træffe ham. Medens Aymar[xcix] er borte, vandrer Dina[c] en Dag i Tanker langs Saône’s[u] Bredder. Hun faar Lyst til at seile, raaber en Baadfører an og lægger sig drømmende til Hvile under Gondolens Tag. Baadføreren plyndrer den skjønne Jødinde for hendes Ringe og Smykker, binder hendes Arme, knebler hende, skjænder hende, kaster hendes Legeme i Floden, og da Kneblen i Faldet glider ud af hendes Mund, støder han sin Harpun i hende hver Gang Legemet kommer op paa Overfladen. Saa fisker han hende op og gaaer til Raadhuset for at faae de to Dukater, der gives i Belønning til den, der fisker et Lig op af Floden.
Er Liget blevet gjenkjendt? spørger Raadsherren. |581|
Ja Messire. Det er en ung Pige ved Navn Dina[ci], Datter af en vis Israel Judas[cii], en Juvelerer.
En Jødinde?
Ja, Messire, en Kjætterske eller Huguenotinde eller Jødinde, saadan noget.
Saa Du fisker Jøder op, din Slubbert, og er fræk nok til endda at fordre Belønning derfor.
Holla Martin[ciii], holla Lefabre[civ], kom ind og smid ham ud!
Scenerne i Jødekvarteret og Scenerne i Baaden ere uovertrufne i deres skjærende Sandhed. Heine[CV] har ikke givet noget bedre Billede af jødisk Liv i Middelalderen end her Borel[CVI].
I Aaret 1846 hjalp Théophile Gautier[CVII] gjennem den indflydelsesrige Madame de Girardin[CVIII] Borel[CIX] for en kort Tid ud af hans Elendighed. Han blev udnævnt til Colonisations-Inspektør dybt inde i Algier i Nærheden af Mostaganem[v]. Fra dette lille usle Embede, i hvilket han med sin Varulve-Naturs Menneskesky havde følt sig ret vel tilpas, blev han dog snart afsat, fordi han med sin levende Retssands havde anklaget en høierestaaende Embedsmands for Svig mod Staten. Han saa aldrig Frankrig igjen; han døde i Afrika, Nogle sige af et Solstik, Andre af Sult.
Det er alt berørt, at Mérimée[CX] optog den Genre, hvori han har skrevet, og i sine Mesternoveller behandlede grelle Stoffer med fastere Haand. Dog hos Mérimée[CXI] slugte Verdensmands|582|ironien og Hofmandselegancen den Lidenskab, der var Styrken hos Petrus Borel[CXII]. Hos Mérimée[CXIII] finde vi nogle enkelte af de Udfordringer, Borel[CXIV] havde tilslynget sin Tids Samfund, omskrevne i et saadant Sprog, at de bleve mulige paa et Salonbord. Den Flamme, der hos Petrus Borel[CXV] brændte i Sjælens Allerhelligste, gik ikke i Arv.*)
Den sidste af disse unge, tidligt tilintetgjorte Digtere, jeg vilde nævne, er Théophile Dondey[CXVIII], kaldet Philothée O’Neddy[CXIX].
O’Neddy[CXX] fødtes 1811 og debuterede 1833 med Digtsamlingen »Feu et flamme[0026]«, som Publicum, der netop paa hin Tid svælgede i en Overflod af fortrinlige Poesier, vragede saa fuldstændigt, at Digteren, der havde maattet lade Bogen trykke paa sin Bekostning, der fremdeles var yderst fattig og maatte ernære sin Moder ved at paatage sig et lille Embede i Finansministeriet, tabte Modet og Muligheden til nogensinde oftere at træde op for Offentligheden. Han trak sig som et saaret Dyr ind i sin Hule. Da Gautier[CXXI] tredive Aar senere gjensaa ham med graanede Haar og hilste ham med Spørgsmaalet: »Naar kommer den næste Digtsamling?« svarede den gamle O’Neddy[CXXII] med et Suk: »Naar der ingen Spidsborgere findes mere«. |583| Man kunde troe hans Productivitet udslukt. Men da han var død, fandtes efter ham tykke Bunker af den skjønneste Lyrik; Ernest Havet[CXXIII] udgav det Alt, og Følgen var at Exemplarer af hans første Digtsamling nu betales med 300 Francs Stykket, visselig mere end Digteren nogensinde har fortjent ved sin hele Production.
Théophile Dondey[CXXIV] begyndte fuldt saa umodent og udfordrende som Petrus Borel[CXXV]. I Fortalen til »Feu et Flamme[0027]« beder han sine større Kampfæller optage sig iblandt dem; thi »som de foragter han af hele sin Sjæl Samfundsordenen og den politiske Orden, der er hins Excrement (!), som de foragter han Anciennitetsprincipet i Litteraturen og Akademiet; som de er han vantro og kold overfor Jordens Religioners store Ord, og som de føler han from Henrykkelse over Poesien, Guds Tvillingsøster«. Alt er hos ham uroligt og spændt, hyppigt overspændt, Sygdomsudbrud, Selvmordstanker; men Alt er udtalt i Vers, der ere hamrede til af en Kunstners Haand. Et enkelt Udbrud af Selvmordstilbøielighed er meget originalt. Ved at holde Treenighedsdogmet, som han iøvrigt ikke troer paa, fast, faaer han Christi Offerdød til at afgive Forbilledet for Selvmord.*)
Det hedder hos ham: |584|De iblandt O’Neddys[CXXVIII] Digte, der ikke dreie sig om hans egen Personlighed, ere alle viede en Cultus af den frie Tænkning og den kommende Republik; de fleste ere dog dybt personlige, syv Ottendele af erotisk Natur. En fin, høitfornem Dame havde udmærket ham, den navnløse og fattige Plebeier, med sin Kjærlighed, og Digtene strømme over af vemodig Henrykkelse over den tilbedte Elskerinde; men syg som han er og føler sig, og overbevist om, at Lykken ikke er til for ham, giver han Tanken om Elskov uvilkaarligt til Folie Tanken paa Døden.
Den poetiske Form, han som Yngling søgte og fandt, var en, der tilfredsstillede ham selv fordi den sluttede sig nøie om hans Følelser og Tanker, men han forstod ikke tillige, som de lykkeligere Digtere, at gjøre Formen gjennemsigtig og tiltrækkende for den store Læseverden. Saa vendte da Læseverdenen ham Ryggen. Han følte sig stedse mere som glemt af Livet, som dømt til at døe med ubrugte Kræfter; atter og atter kalder |585| han sig i sine efterladte Digte et levende Lig. Jeg oversætter exempelvis nogle Strofer af Sonetten »De to Klinger[0029]«:
»En Bjergenes Søn havde en ypperlig Klinge, som han lod ruste i en dunkel Krog. En Dag sagde den til ham: Hvor denne Hvile er mig haard! O Kriger, hvis du vilde! mit Staal er saa godt.
Jeg er som hint Glavind og jeg siger til Skjæbnen: Veed du da ikke, hvor min Sjæl er hærdet, og hvilke pragtfulde Blink, Klingen kunde kaste, ifald din Høire lod den spille i Solen! Den er af ædelt Staal – o Skjæbne, hvis du vilde!«
Men Skjæbnen var, som det er Skjæbners Vane og Fag, ubønhørlig. Som den Skibbrudne, der staaer ude i Havet paa sin Klippe og venter paa, at et Skib skal dukke op i Horizonten og tage ham med, saaledes ventede han de lange Aar igjennem, men Skjæbneskibet gled forbi og lod ham staae ene tilbage paa sin Klippe. Hans Elskede forlod ham, og han opgav at haabe. Imidlertid antog hans Digtning stadig et dybere og mere filosofisk Præg. I et af hans Digte hedder det med Fordreielse af Cartesius’s[CXXIX] Sætning saaledes: »Jeg lider, altsaa er jeg«, og i flere andre meget skjønne Poesier træder en i Romantismens Lyrik lidet almindelig Pessimisme frem. Man læse den Sonet, som begynder:
Han forsøgte sig en kort Tid som Kritiker, men Tidspunktet var ugunstigt. Han gav sig til at forherlige Hugo[CXXX] som Dramatiker netop da dennes Popularitet i Fyrrerne var begyndt at dale. Hans lidenskabeligt begeistrede Forsvar for »Les burgraves[0030]« er skjønt ved Følelsens Friskhed. Hans Angreb paa Hugo’s[CXXXI] Kritikere i Anledning af Ponsards[CXXXII] »Lucrèce[0031]« var ikke uretfærdigt mod Ponsard[CXXXIII] og røbede en ædel Pietet. Men da han paany vilde optræde som Hugos[CXXXIV] Talsmand, var Redactionen af »Patrie[0032]« slaaet om, og han fik sin Artikel tilbage. Saa tog han sin Afsked som Feuilletonist og skrev aldrig mere i noget Blad. Han trak sig ind i sin indre Verden, tilmode som Don Quichote[cxxxv] efter Hjemkomsten eller som Molières[CXXXVI] Misanthrop[cxxxvii], da han tilsidst flyer ud i Ensomheden, og skrev dog i sit sidste Digt, at han vel ikke troede paa nogen Udødelighed, men at hvis hans Helte engang seierrige skulde ride hen over den stakkels Glemtes Grav, saa vilde han visselig føle sit Hjerte banke i Takt med deres Hestes Galop.
Disse hans »Helte«, for hvem han nærede den mest afgjorte Beundring, vare blandt Handlingens Mænd Garibaldi[CXXXVIII], blandt Digterne Hugo[CXXXIX], blandt Skribenterne Michelet[CXL] og Quinet[CXLI], senere Renan[CXLII]. Hans sidste Aar vare tunge: han mistede sin Moder efter at have mistet sin Elskede; han var længe syg, til Slutning lam. En eneste Glæde havde han i sin Alderdom, den at see sig mindet med Varme af Théophile Gautier[CXLIII] i en Feuilleton, der senere har faaet Plads i »Historie du romantisme[0033]«. Han døde først i 1875 efter en 42-aarig Taushed som Digter.
Ikke sandt, det er som hørte man en Sørgemarche, slaaet paa floromvundne Trommer, naar man opsøger disse Ofre, som den litterære Kamp og Seier har kostet. Og naar man bemærker, hvor talrige de ere, kommer man uvilkaarligt til at see en Bog som de Vigny’s[CXLIV] »Stello[0034]« og et Drama som hans »Chatterton[0035]« i et skjønnere Lys. Hin Tid var fremfor nogen en, der havde Ideen om den lidende Digter eller Kunstner nærværende, og dog har den ladet saa mange forsmægte, der havde fortjent en bedre Lod. Det synes da som om Samtiden altid har stor Vanskelighed ved at finde den fortjenstfulde og lidende Kunstner der, hvor han er.
Forskeren, der ikke vil røre, men forstaae, |588| fremdrager disse Baggrundsfigurer, fordi Periodens Signatur, som det findes i Geniernes Værker, fremtræder i ikke mindre læselige og slaaende Træk hos dem. Genierne fremstille Romantismen i dens Kraft, i dens relative Sundhed; dens Sygehistorie kan studeres hos disse fortvivlede Stakler, der snart sværme saa stærkt for en fremmed Litteratur, at de forsømme Behandlingen af deres eget Sprog, snart blusse flygtigt op i poetisk og politisk Stræben, snart storme paa som Vovehalse for efter nogle Nederlag at tabe Modet for bestandig, snart saares tildøde af Publicums Ligegyldighed, snart spænde deres Evner krampagtigt, til de sprænges. De ere saa ægtefødte Børn som nogen af 1830-Tidens Romantisme; de ere dens ægte enfants perdus.
højresiderne i kapitel 34 har i førsteudgaven klummetitlen »De Oversete og Glemte.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
der hentydes til George Sands selvbiografi Histoire de ma vie, 1854-1855.
der hentydes til Félix Arvers sonet »Un secret«, berømmet under titlen »Le sonnet d'Arvers«, Mes heures perdues, 1833.
den polsk-russisk-franske diplomat og forfatter Ksaverij Ksaverijevitj Labenskij blev i samtiden især kendt for de to digtsamlinger udgivet under pseudonymet Jean Polonius: Poésies, 1827, og Empédocle, vision poétique, 1829, samt for langdigtet udgivet under eget navn: Erostrate, 1840.
der hentydes til en berømt folio-udgave af Pierre de Ronsards digte fra 1609, som Charles-Augustin Sainte-Beuves forærede Victor Hugo, med digte skrevet i marginen af tidens romantiske digtere. Udgaven er beskrevet i Oeuvres inédites de P. de Ronsard, bd. 1, 1855, s. 11-12.
(fr.) for at røgelsen dufter, må røgelsen brænde; citat fra Ernest Fouinets digt »La magie de la voix«, Les annales romantiques, 1832 Annales romantiques 1832:155.
efter saint-simonismen, en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
Théophile de Ferrières fortælling »Lord Chatterton« ligger i parodisk forlængelse af Alfred de Vignys drama Chatterton, 1835.
der hentydes til Alfred de Mussets digt »À Ulric G.«, Poésies complètes, 1840. Musset 1958:79.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
sammensat citat fra Victor Hugos artikel »Ymbert Galloix«, først trykt i tidsskriftet Europe littéraire, 2.12.1833, optrykt i Littérature et philosophie mêlées, 1834 Hugo 1934, 45:168.
(eng.: Lake Poets), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
sammensat citat fra brev af Jacques-Imbert Galloix, dateret Paris, 11.12.1827; citeret i Victor Hugos artikel »Ymbert Galloix«, først trykt i tidsskriftet Europe littéraire, 2.12.1833, optrykt i Littérature et philosophie mêlées, 1834 Hugo 1934, 45:172-180.
titel på Louis (Aloysius) Bertrands digtsamling udgivet året efter forfatterens død af tuberkulose: Gaspard de la nuit. Fantaisies à la manière de Rembrandt et de Callot, 1842.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
citat fra et indlæg af Louis (Aloysius) Bertrand i tidsskriftet Le spectateur 7.8.1832, citeret i Charles Asselineaus forord til 1868-udgaven af Bertrands Gaspard de la nuit Bertrand 1868:XIX-XX.
(fr.) matroshattene; betegnelse (ofte nedsættende) for politiske og litterære oprørere af republikansk observans i tiden efter Julirevolutionen i 1830.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
GB's oversættelse af Louis (Aloysius) Bertrands digt: »Madame de Montbazon«, Gaspard de la nuit, 1842. Mottoet har ikke kunnet genfindes i Saint-Simons Mémoires complets et authentiques, 1829-1830 Bertrand 1868:179-180.
GB må mene det syttende århundrede.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 330): »Som Ulvinden, der slunken vender hjem fra sin Jagt / og skærende Tænder gaar i Dale, over Bakker, / saaledes jeg fortvivlet og dybt elendig flakker / alene med mig selv; ingen Haand i min blev lagt. / ingen Røst har »Paa Gensyn imorgen!« til mig sagt.«; citat fra Pétrus Borels digt »Désespoir«, Rhapsodies, 1832 Borel 1832:27.
sammensat citat fra Pétrus Borels fortale til digtsamlingen Rhapsodies, 1832 Borel 1832:IX-XIV.
caribier, indbygger i Caribien.
medarbejderne ved oplysningstidens store franske leksikon Encyclopédie, ou Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers, 1751-1772, heriblandt Denis Diderot, François de Voltaire og Jean-Jacques Rousseau.
stormen på Bastille Saint-Antoine ved Den Franske Revolutions udbrud 14.7.1789. Den tidligere befæstning i Paris var opført i 1300-tallet og anvendtes som byens våbenarsenal og statsfængsel.
citat fra Pétrus Borels novelle »Dina, la belle juive«, Champavert. Contes immoraux, 1833 Borel 1833:286-287.
tilhænger af Jean Calvins protestantiske reformation i 1500- og 1600-tallets Frankrig.
Pétrus Borel blev december 1845 udnævnt til inspecteur de la colonisation i Fransk Algeriet, hvor han boede til sin død.
dvs. Algeriet, fransk koloni 1830-1962.
sammensat citat fra Théophile Gautiers litteraturhistoriske værk Histoire du romantisme, 1874 Gautier 1874:69.
citat fra fortalen til Théophile Dondeys (Philothée O'Neddys) digtsamling Feu et flamme, 1833 O’Neddy 1833:VIII-IX.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 334): »Jesus har, idet han led Martyriet, givet et stort Eksempel paa Selvmord«; citat fra et brev fra George Sand til François Rollinat, trykt som nr. 5 i hendes rejsebrevbog Lettres d’un voyageur, 1837 Sand 1971, 2:764.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 334): » Døden som Tilflugt kommer. / Gaa i Forløserens Spor! / Vær paa én Gang som Dommer, / Bøddel og Offer stor!«; citat fra Théophile Dondeys (Philothée O'Neddys) digt »Nuit quatrième. Nécropolis«, Feu et flamme, 1833 O’Neddy 1833:39.
her i betydningen: (forskønnende) baggrund.
citat fra Théophile Dondeys (Philothée O'Neddys) digt »Les deux lames«, Poésies posthumes, 1877 O’Neddy 1877:182.
citat fra Théophile Dondeys (Philothée O'Neddys) digt »Velléités philosophiques«, Poésies posthumes, 1877. Udtrykket spiller på René Descartes såkaldte første vished i værket Meditationes de prima philosophia, 1641, af eftertiden ofte formuleret »cogito ergo sum« (lat.) jeg tænker, altså er jeg O’Neddy 1877:476.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 335): » Og hvad er saa det Sande? Livskvalen, der os rammer. / Et Pust - al Fryd er slukt; et Drømmesyn var Lykken. / Hver Attraa, hvert et Haab, naar Lykken vender Ryggen, / modner os stedse mere til Kval ved deres Flammer. // Uvished er det Sande, Uvidenhed det Sande, / en stadig Famlen om, der alle Veje prøver; / det er en Festconcert, der Rædsler overdøver, / det Haardhed er og Kulde og Glemslens stigende Vande.«; citat fra sonet af Théophile Dondey (Philothée O'Neddys), Poésies posthumes, 1877 O’Neddy 1877:488-489.
der hentydes til Théophile Dondeys (Philothée O'Neddys) anmeldelse af Victor Hugos drama »Les burgraves«, først trykt i avisen La patrie, 13.3.1843, optrykt i hans Oeuvres en prose. Romans et contes, critique théatrale, lettres, 1878, s. 215-224.
der hentydes til Théophile Dondeys (Philothée O'Neddys) anmeldelse af en genopførelse af François Ponsards drama Lucrèce, 1843, først trykt i avisen Le courrier français, 2.10.1843, optrykt i hans Oeuvres en prose. Romans et contes, critique théatrale, lettres, 1878, s. 190-194.
Théophile Dondeys (Philothée O'Neddys) artikel om Victor Hugos drama, »L'émeute aux burgraves«, blev udgivet posthumt i hans Oeuvres en prose, 1878.
citat fra Théophile Dondeys (Philothée O'Neddys) digt »Le cul-de-jatte«, nr. XXXIV, Poésies posthumes, 1877 O’Neddy 1877:283.
der hentydes til Théophile Gautiers kapitel »Autres médaillons. Philothée O'Neddy«, i det litteraturhistoriske værk Histoire du romantisme, 1874, s. 62-69.
(fr.) fortabte børn, et udtryk brugt i militært slangsprog om soldater, der i kamp sættes på en livsfarlig opgave eller post, som de sandsynligvis ikke kommer levende fra; samtidig en allusion til Heinrich Heines digt »Enfant perdü«, trykt i digtsamlingen Romanzero, 1851, som det sidste digt i digtcyklussen »Lazarus«.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik