Man kan sammenligne det Arbeide, der fuldføres af en stor litterær Skole som den romantiske i Frankrig, med Opførelsen af en hel By; kun at man bygger, som altid i Litteraturen, paa en Grund, der alene ved svage og utætte Dæmninger er beskyttet mod Glemselens Vande. Snart opdages det, at der er Vand i Grunden; efterhaanden spores det, at Vandet stiger stadigt høiere; tilsidst forsvinde de lavere Bygninger og kun de høieste Monumenter rage, bestandig synlige i Veiret over Lethestrømmens Vandspeil.
Hvad der giver disse høieste litterære Mindesmærker deres stolte Reisning er dels Dybden af de Ideer, der bære dem, dels en fuldkommen Kunstforms nøie Overensstemmelse med Ideen; men i sidste Instans gjælder det altid om, at Forfatteren bevidst eller ubevidst har været helt gjennemtrængt af Aanden i sin Tid; thi det er Aanden, som levendegjør og som bevarer mod |526| Undergang. Man kan i Romantismen i Frankrig skjelne tre Hovedretninger:
Bestræbelsen efter med Troskab at gjengive enten en forgangen historisk Virkelighed eller selve det moderne Liv, Retningen mod det Sande,
Bestræbelsen mod Formfuldendthed hvad enten denne opfattes som det Plastiske og Maleriske i Udtrykket eller som streng metrisk Harmoni eller som en ved sin knappe Simpelhed uforgjængelig Prosastil, Retningen mod det Skjønne,
Endelig den reformatoriske Begeistring for store religiøse eller socialpolitiske Tanker, den ethiske Stræben indenfor Kunsten, Retningen mod det Gode.
Disse tre Grundretninger bestemme denne livfulde og kunstrige Skoles Væsen, som de tre Dimensioner bestemme Rummet, og enhver af disse Bestræbelser har i hin Tid frembragt Værker af høit og blivende Værd.
Alle tre have de imidlertid ikke i lige Grad Evnen til at bevare Erindringen om Værkernes Frembringer levende. Der gives jo nemlig i alle Kunster Værker, der overleve Erindringen om deres Ophavsmænd, fordi Værket trods dets Fuldkommenhed ikke formaaer at vække Sympathi for Den, det skylder sin Tilblivelse, og der gives omvendt Forfatterpersonligheder, som staae levende for Efterverdenen og som mindes med Taknemme|527|lighed og Beundring, selv naar de fleste af deres Frembringelser ere gaaede i Glemme.
Den romantiske Skole har indbefattet Aander og Værker af begge Arter. Den har Forfattere som Balzac[I], Mérimée[II] og Gautier[III], der bevarede en naturlig eller kunstig Ufølsomhed for Tidsalderens sociale og politiske Stræben, og den har Digtere, som rørtes og grebes stærkt af Forsøgene paa at forme og organisere deres Fædrelands og hele Menneskehedens Fremtid. Poesien har jo to Grundformer. Den har enten Charakter af en paa psychologisk Granskning hvilende Fremstilling – i denne Skikkelse nærmer den sig Videnskaben – eller den har Præget af en Forkyndelse, en begeistret Henvendelse – og i denne Skikkelse nærmer den sig Religionen. Der fandtes i Slægten af 1830 en hel Gruppe af Aander, som opfattede den paa den sidstnævnte Maade. Man har gjort dem Uret, naar man har villet nedsætte deres Frembringelser med Navnet Tendenspoesi. Thi hvad man her har fordømt som Tendens, er ikke andet end Aarhundredets Aand, dets Ideer, og disse Ideer ere i Længden al sand Poesis Livsblod. Hvad man i Poesiens egen Interesse maa fordre er kun at Aarerne, i hvilke dette Livsblod ruller, og som gjerne maa sees blaanende under Huden, ikke fremtræde spændte og sorte som paa en Forbitret eller Syg.
I den franske Romantisme bryde reforma|528|toriske Ideer allerede i Løbet af Trediverne ind fra alle Sider. Søger man tilbage til deres Kilde, kan man ikke standse før ved Saint-Simon[IV]. I Greven af Saint-Simon[V] (f. 1760), den eneste Ætling af den berømte Hertug af samme Navn[VI], der var Hoffets hemmelige Historieskriver under Ludvig d. 14des[VII] Regjering, havde Frankrig, der modtog Faustdigtet med saa liden Interesse, i det nittende Aarhundrede frembragt en virkelig Faust, en Faust i urolig Genialitet og uimodstaaelig Drift til at lære Universet theoretisk og praktisk at kjende. Han er mindre klar og rationel end Helten i Goethe’s[VIII] berømte Digt[0001], men hans Blik er videre, hans Formaal større og hans Stræben af høiere Natur. Han debuterer i Livet som Faust slutter. Hans Planer til Gjennembrydelse af Landtangen ved Panama og til store Kanalanlæg i Spanien erindre om den Virksomhed, med hvilken Faust ender sit Liv. Han var efterhaanden Officier, Verdensmand, Ingeniør, Projektmager, Filosof, Lærd, Statsøkonom, tilsidst Religionsstifter, en høitbegavet Polyhistor med nogle Træk af et Universalgeni. Han brugte i sine unge Aar en Formue op, da Titlerne som Pair af Frankrig og Grande af Spanien tilligemed en Sum af 500,000 Francs syntes ham sikrede ved Arv; men hans Fader brouillerede sig med Hertugen af Saint-Simon[IX], han arvede Intetsomhelst, sank i den dybeste Armod, maatte som Copist paa Assistens|529|huset arbeide ni Timer daglig for tusind Francs om Aaret og var i 1812 reduceret til at leve af Vand og Brød. En Dag gjorde han i Fortvivlelse et Selvmordsforsøg. Han skjød sit Øie ud men blev helbredt. Endog Selvmordsattentatet er et faustisk Træk.
Disciple nærmede sig ham, understøttede ham, modtoge Undervisning af ham og grundede et Tidsskrift efter det andet for at udbrede hans Ideer.
Da han fem Aar før Julirevolutionen døde, vare disse Ideer kun kjendte og dyrkede i en liden Kreds, men under Louis-Philippe’s[X] Regjering udbredte de sig stærkt paa samme Tid som de i mange Retninger omdannedes; de bleve Grundlag for en Sekt med en Ypperstepræst i Spidsen, en Sekt, der talte fremragende Mænd af alle Fag i sin Midte, Finansmænd som Isaac Péreire[XI], Komponister som Félicien David[XII] og saaledes gik det til, at de Saint-Simonistiske Ideer trængte ind overalt, bleve Elementer i Nationaløkonomien hos Michel Chevalier[XIII], inspirerede Frankrigs største dalevende Historiker Augustin Thierry[XIV], afgave Grundtankerne for Landets betydeligste Tænker i dette Aarhundrede, Auguste Comte[XV], endelig, forskjelligt modificerede, i Pierre Leroux[XVI] og Lamennais[XVII] fik indflydelsesrige filosofiske og religiøse Apostle og samtidigt trængte ind i Poesien. Det var i og for sig intet Under, thi der var i Saint-|530|Simon[XVIII] trods alle hans Sværmerier noget af den store Digters Seerblik.
Han var forud for sin Tid; thi hans Ideeliv er et af Symptomerne paa den store europæiske Reaction mod det attende Aarhundrede, hvilket han betragtede som et blot kritisk, blot opløsende Tidsrum, medens han gav det nittende Aarhundrede Navnet af en organisk, positivt frembringende Epoche. Han vendte sig lige ubetinget mod dem, der indbildte sig at kunne iværksætte Menneskehedens Lykke ved blot Omændring af Statsformer, og mod dem, der som det kirkelige Parti, forsvarede Fortiden for at kalde den tilbage. Han var ikke Fortidens, men Fremtidens Talsmand og der var for ham i Reactionens Bestræbelser kun det Glimt af Sandhed, at Menneskeheden ikke kunde civiliseres ved blotte Forstandsbegreber, men at dertil udfordredes Religion, rigtignok en Religiøsitet, der havde udskilt alt det i Religionerne Givne og Udvortes. Da han i sin Reformiver ikke var Fornegtelsens men Bekræftelsens Talsmand, var for ham den negative Frihed, der bestod i Frigjørelse for Hindringers Tryk, lidet værd, hvis den ikke fuldstændiggjordes med den sande Frihed, det vil sige med en stedse større og rigere positiv Formaaen. De sidste kritiske Aarhundreder vare gaaede med til at nedbryde Middelalderens theokratiske og militære Systemer, nu gjaldt det at opbygge det videnska|531|belige og industrielle System. Det var da Videnskabens Bestemmelse i den nye Samfundsorden at indtage Troens Plads, Industriens at indtage Krigens.
Foreløbig gjaldt det om at »organisere« Videnskaben og Industrien.
Hvad det første angaaer, kan man i hans »Breve fra en Beboer af Genf[0002]« efterlæse hans Projekt til ved Newtons[XIX] Grav at aabne en Subscription til Bedste for alle de største Videnskabsmænd og Kunstnere, ved Hjælp af hvilken de uden Næringssorger skulle kunne arbeide i deres Fag og nyde rigelig Løn for deres Arbeider – et Projekt, som Forfatteren af »Chatterton[0003]« maa have læst med Begeistring, ifald han ellers har læst det. Mere Forundring vilde det vel vække hos ham, at disse Genier til Gjengjæld skulle overtage Bestyrelsen af hele Menneskeslægtens aandelige Tarv efter en bestemt detailleret Reformplan.
Med Hensyn til Industriens Organisation er Saint-Simons[XX] »Parabel[0004]« det interessanteste Aktstykke. Da denne Parabel rimeligvis er det eneste af hans Skrifter, der i Fremtiden vil kunne læses, fordi den undtagelsesvis er affattet i en kort og fyndig Stil og desuden har Glimt af et Vid, som ellers aldrig findes hos ham, giver jeg den i sammentrængt Form.
Sæt, siger han, at Frankrig af sine Fysikere, |532| Fysiologer, Malere, Digtere, Mechanikere, Læger o. s. v. mistede de 50 første i hvert Fag, i Alt sine 3000 første Lærde, Kunstnere og Haandværkere, hvad saa?
Da disse Mænd ere de væsenligt Frembringende i Landet, Blomsten af det franske Folk, saa vilde der behøves mindst en hel Generation til at raade Bod paa denne Ulykke. Thi de Mennesker, hvis Virksomhed er til positiv Nytte, ere Undtagelser, og Naturen ødsler ikke med disse Undtagelser.
Lad os sætte et andet Tilfælde. Lad os sætte, at Frankrig beholder alle de geniale Mænd, det besidder i Videnskab, Kunst, Industri og Haandværk, men at det har den Ulykke at miste Hans kongelige Høihed Kongens Broder[XXI], fremdeles deres kgl. Høiheder Hertugerne af Berry[XXII], Orléans[XXIII] og Bourbon[XXIV], Hertuginden af Angoulême[XXV]† , Hertuginden af Bourbon[XXVI] og den unge Hertuginde af Condé[XXVII]. Lad Frankrig paa samme Tid miste alle Kronens Storofficierer, alle Statsministrene, Kammerherrerne, Jagtjunkerne, Marschallerne, Cardinalerne, Erkebisperne, Bisperne, Stor-Vicarerne og Kannikerne, alle Præfekter og Underpræfekter, alle Dommerne og desuden 10,000 af de rigeste Proprietærer blandt dem, der føre et stort Hus og leve høit.
Denne Begivenhed vilde ganske vist bedrøve Franskmændene, fordi de ere godhjertede og paa |533| ingen Maade med Ligegyldighed kunde see den pludselige Forsvinden af et saa stort Antal af deres Medborgere. Men dette Tab af ikke mindre end 30,000 Individer, som ansees for de første i Staten, vilde dog kun foraarsage dem Sorger af rent sentimentale Grunde; thi deraf vilde ikke flyde nogen alvorlig Ulempe for Staten som Stat. Først og fremmest af den Grund, at det vilde være meget let at fylde de ledigblevne Pladser. Der existerer et stort Antal Franskmænd, som vilde være istand til at udføre Funktionerne som Hs. Maj. Kongens Broder[XXVIII] lige saa godt som Høistsamme; mange ere i Stand til at udfylde Stillingen som Prinds af Blodet o. s. v. Alle Forværelser ved Hoffet ere fulde af Officierer, der ere parate til at indtage Pladserne som Kronens Storofficierer o. s. v. Hæren besidder et stort Antal Militære, der ere lige saa gode Generaler som vore nuværende Marschaller, og hvormange Handelsreisende ere ikke bedre Hoveder end vore Ministre, hvormange Præster ligesaa troende og duelige som vore Cardinaler, Ærkebisper, Bisper, Kanniker o. s. v. Hvad endelig de 10,000 Proprietærer angaaer, saa vilde deres Arvinger neppe engang behøve Læreaar for at gjøre Honneurs i deres Selskabssale med lige saa megen Ynde som de!
Grundtanken i denne Spøg, for hvilken Saint-Simon[XXIX] blev slæbt for Domstolene, er, som man |534| seer, den at kun den productive Klasse af Borgerne er den i Sandhed nyttige: Før Revolutionen stod Kampen mellem Adel og Borgerstand; i den nye Tid, da en Del af Borgerstanden har indtaget den tidligere Adels Plads og delt Forrettighederne med den, er Spaltningen den mellem den uproductive og den productive Stand; Fremtiden tilhører Vindskibeligheden, Arbeidet, Fredens Gjerning, nyttig Bedrift. Men medens de samtidige franske Nationaløkonomer kun vilde sikre den Enkelte den friest mulige Udvikling af hans Evner, fordrede Saint-Simon[XXX] Statens Indskriden. Den burde organisere Arbeidet og Productionen; den alene kunde sikre, at for Fremtiden ikke mere det ene Menneske blev udnyttet af det andet, men Naturen af Mennesket. Den burde endelig med al Anerkjendelse af den naturlige Ulighed mellem Menneskene gjøre Sit til at ophæve den kunstige, derfor afskaffe ethvert Fødselsprivilegium, afskaffe eller indskrænke Arveretten.
Vi træffe da hos Saint-Simon[XXXI] for det Første paa den moderne Socialismes Grundtanke, paa Mistilliden til den frie Concurrences Virkninger og paa Fordringen om det productive Arbeides Indsættelse i dets Ære og dets Ret, ud fra hvilken han naaede til den berømte Formel, at Enhver i Samfundet burde være stillet efter sine Evner og lønnet i Forhold sin Gjerning (à chacun selon sa capacité!) – Dernæst dukker – som |535| Consequens af denne Fordring – for første Gang paa fransk Grund Læren op om Kvindens fuldstændige sociale Ligestilling med Manden. – Endelig følger i religiøs Henseende Forkastelsen af den hele Dogmelære, ikke i religionsnedbrydende Hensigt men for af Orthodoxiens Grav at fremdrage det ene Princip: Elsker hverandre! en ny Christendom, som Saint-Simon[XXXII] udviklede i sit sidste Hovedskrift »Le nouveau Christianisme[0005]« og hvis eneste Grundsætning er denne: Religionens Opgave er at lede Samfundet hen mod det store Maal, en saa hurtig Forbedring som muligt af den talrigste og fattigste Klasses Skjæbne.
Der var i Saint-Simons[XXXIII] Personlighed Noget, som maatte forekomme de naivere blandt Romantikerne beslægtet. Han havde den ubegrændsede Selvtillid, som fremkalder Tro hos Andre, havde Intet af Filosofens forsigtige Selvprøven, var dogmatisk, var Profet. Han havde desuden den romantiske Tørst efter at gjennemleve og gjennemføle Alt. Naar man læser de individuelle Betingelser, han opstiller for Fremskridt i Filosofien, saa vil man see, at de kun ere lidet forskjellige fra dem, en ung romantisk Digter vilde nævne som nødvendige for poetisk Production: De ere 1) i hele sin kraftige Alder at føre saa virksomt og originalt et Liv som muligt 2) omhyggeligt at lære enhver Art Theori og enhver |536| Art Praxis at kjende 3) at studere alle Samfundsklasser og bringe sig selv i de forskjelligste sociale Stillinger 4) endelig at sammenfatte sine Iagttagelser og uddrage deres Resultat.
I hans Lære var der et Hovedpunkt, som i Reglen frastødte de romantiske Skribenter, nemlig Begeistringen for Industrialismen, der som blot nyttig var de fleste af dem imod; men Læren savnede ikke derfor romantiske Elementer. Den maatte tiltale en Romantiker saavel ved sit revolutionære, som ved sit fantastiske og utopiske Element, ved sin Betoning af den naturlige Ulighed, ved sin til Yderlighed drevne Genicultus og ved sine religiøse Aspirationer. Almindeligt poetisk var den endelig ved sin Omhu for Kvinden og ved den Menneskekjærlighed, med hvilken den omfattede Samfundets slettest stillede Klasser.
Og det var først efter 1830, at Saint-Simons[XXXIV]† Lære begyndte at blive en Samfundsmagt. Han selv havde, som Religionsstiftere pleie, paa engang været Forkynderen og Exemplet; han havde forstaaet at iværksætte et formeligt Apostolat; hans Disciple ansaae ham i fuldt Alvor for den nye Tids Messias og gik ud i Verden som denne Messias’s Tjenere. Det var derfor egentlig først gjennem hans Disciple og deres Aandsbeslægtede, at man under Julimonarchiet lærte Saint-Simonismen at kjende, skjøndt vel enkelte mere aarvaagne Aander alt tidligere havde studeret Mesteren selv. |537| Jeg finder saaledes i Victor Hugo’s[XXXV] Dagbog fra 1830 (»Littérature et Philosophie mêlées[0006]« I) en Notits, der viser, at han allerede da har kjendt Saint-Simon[XXXVI].
Vel maatte kun et Aar efter Saint-Simons[XXXVII] Død hans Organ »Le Producteur[0007]« gaae ind, men netop denne Omstændighed bragte hans Disciple i mere personlig og intim Berøring med deres Tilhængere, og især fra det Øieblik af da Enfantin[XXXVIII], den unge Læres Paulus[XXXIX], en Mand af skjøn og mægtig Personlighed, en præstelig Begavelse af allerførste Rang med noget af en Brigham Youngs[XL] Hersker- og Fører-Evne, var bleven Sektens faktiske Høvding vandt den høitbegavede Ynglinge og dannede, livfulde Kvinder for sig i ikke ringe Antal. Store frivillige Summer strømmede ind til den Saint-Simonistiske »Familie«, i Aaret 1831 alene 330,000 Francs. Man fik sig et Ugeskrift »L’Organisateur[0008]« og fra 1830 af overtog Pierre Leroux[XLI], som alt ovenfor berørt, »Le Globe[0009]«. Imidlertid fjernede Læren sig stedse mere fra sit oprindelige Præg. Istedenfor at Saint-Simon[XLII] i sin Organisationsplan havde tilkjendt Kapitalisterne en fremragende Plads – et af de tre Kamre, han vilde have oprettede, skulde udelukkende bestaae af Kapitalister – angreb man nu Kapitalen, og paa Saint-Simons[XLIII] Uvillie mod al Communisme var indenfor »Familien« fulgt faktisk Formuesfællesskab, ligesom Fordringen paa Formuesfællesskab i |538| Staten kom til Orde. Dog en enkelt bestemt Consequens, som man drog af Læren, hidførte dens Fald og Opløsningen af den hele Sekt. Saint-Simon[XLIV] havde lært, at da den gamle Christendom havde sat Splid mellem Aanden og Kjødet, gjaldt det nu om at forsone denne Splid. Den gamle Christendom havde opstillet Selvfornegtelse og Kjødets Spægelse som Formaal, den nye burde betragte Velvære og almindelig Lykke som Maalet. Udtrykt med andre Ord kan hans Tanke gjengives saaledes: Askesens Christendom har været en skarp og voldsom Kur mod Romerrigets Svælgen i alle Drifters Tilfredsstillelse, men Kuren har vist sig at være fuldt saa farlig som Sygdommen. Vi ere blevne Sygdommen kvit; men hvo skiller os af med Lægemidlet uden at noget Tilbagefald følger? Ingen anden Magt end den nye Christendom.
Af denne relativt sunde Grundtanke vilde Enfantin[XLV] udlede og paa staaende Fod indføre Tilstande, der minde om dem, Jan van Leyden[XLVI] i gamle Dage havde indført blandt sine Gjendøbere. Fra først af havde Saint-Simonismen forkyndt, at istedenfor Individet Mand traadte nu i den nye Æra Individet Mand-Kvinde med lige Rettigheder og med fuld Frihed til at opløse et indgaaet utilfredsstillende Ægteskab; thi det var i Parret, ikke i det enkelte Væsen at den sande Menneskelighed var virkeliggjort. Enfantin[XLVII] drog heraf |539| Consequensen om to Art Ægteskaber, de monogame og de i Tidens Løb (ikke samtidigt) polygame, det vil sige de varige og de yderst flygtige, medens virkeligt, samtidigt Polygami kun skulde indføres for de mandlige og kvindelige Præsters Vedkommende. Hvorvel man hverken i den offentlige Discussion eller senere under Retsforhandlingen for Domstolene kunde indvende stort mod Saint-Simonisternes Argument, at denne Ordning ingen anden Følge vilde have end at regulere og legitimere Forhold, der allerede forefandtes som ulovlige rundt om i Samfundet, viste dog den dragne Consequens tilstrækkeligt, hvor ganske det manglede de unge Sværmere paa Blik for hvad der under de forhaandenværende Samfundsforhold lod sig virkeliggjøre og hvad ikke og hvor hildede de vare i Troen paa at kunne omdanne historiske Tilstande med et Pennestrøg. Hvad der undskylder dem var den Omstændighed, at med Undtagelse af Enfantin[XLVIII] og Bazard[XLIX] vare i Aaret 1830 alle Saint-Simonisterne (saavel som alle Lamennais’[L] Tilhængere) kun omtrent 20 Aar gamle. Latteren tog nu Livet af deres Propaganda. I Sommeren 1832 bleve »Familiens« Hovedmænd dømte, Enfantin[LI] til et Aars Fængsel, Michel Chevalier[LII] og Duveyrier[LIII] til en ubetydelig Pengebøde. De unge Enthousiaster, af hvilke den lille Sekt bestod, spredte sig for alle Vinde, men for næsten uden Undtagelse at udmærke sig og som Mænd vinde |540| Hæder paa det industrielle, videnskabelige og kunstneriske Omraade. Deres Overdrivelser af Saint-Simons[LIV] Doctriner fik saa lidt som Fourier’s[LV] samtidige Utopier nogen Indflydelse paa den skjønne Litteratur. Den paavirkedes kun af Lærens oprindelige Grundtanker.
Thi snart laa de Saint-Simonistiske Ideer i Datidens Luft, de svangrede den med deres Spirer, de trængte ind i Sindene som en Smitte, greb hist og her et blødt Gemyt og dette bløde Gemyt omvendte et kraftigt, bemægtigede sig en Kvinde gjennem en Mand, eller en Mand gjennem en Kvinde, en Digter gjennem en Præst eller en ung Polytechniker gjennem en Digter, og de hidkaldte paa Ideernes Vis beslægtede Ideer, nogle, der havde sovet siden det forrige Aarhundredes Slutning som Louis Blanc’s[LVI] demokratisk-socialistiske, andre, filosofisk† -historisk-humanitære, der paa en Gang mindede om Schelling[LVII] og truede Plutokratiet, som Pierre Leroux’s[LVIII] i hans anden Periode, atter andre, der som Lamennais’s[LIX]† gjenkaldte de Tanker og Følelser, med hvilke under Middelalderens Bondeopstande Præster, der bar Korset foran Folkehæren, havde henrevet Proletariatet til at sætte Livet ind.
Lamartine[LX], der under Restaurationen havde været det conservative Partis ypperste digteriske Capacitet, begynder allerede i de første Aar af Trediverne at vakle. Man sporer hans nye |541| Sympathier og Nydannelserne i hans Overbevisning allerede i hans »Jocelyn[0010]« (1836), saa blid og from denne versificerede Roman end er. I Fortalen omgaaer han Spørgsmaalet om sin Tro med den Vending, at hvilken denne end er, har han ikke glemt sin Ungdoms Ærefrygt for Kirken; men det kunde ikke oversees, at selve Digtets Handling var et Indlæg mod Geistlighedens ugifte Stand, altsaa mod et af Kirkelærens Hovedpunkter, og i Jocelyn’s[lxi] Dagbogsoptegnelse fra 21de September 1800 forekom da ogsaa dette meget sigende Sted:
»Den menneskelige Karavane havde en Dag leiret sig i en Skov, der begrændsedes af en Flod med steile Bredder, og den kunde ikke naae videre frem. Store Ege gav den Ly for Sol og Vind. Teltene, som slyngede deres Reb om Træernes Grene, dannede ligesom Landsbyer rundt om Stammerne, og Menneskene, der laa spredte paa Grønsværet, spiste deres Brød i Skyggen og samtalte i Fred. Men pludselig – som grebne af et vanvittigt Raseri – reiste disse Mænd sig, betagne af een Tanke, og huggede deres Øxer ind i Træstammerne, styrtede alle disse grønne Hvælvinger omkuld, i hvilke Fuglene havde bygget Rede. Og Skovens Dyr gik ud af deres Huler og saa, ligesom de flygtende Fugle, med Rædsel derpaa og forstode Intet deraf og forbandede denne Race, der saa ivrigt arbeidede paa sin egen Skade og selv nedrev det Tag, der |542| gav den Læ. Men medens Skovens Umælende ynkedes over Naturens Herre, vedblev han med sit ædle, vældige Ødelæggelsesværk, og kastede Stammerne som en Bro over Afgrunden, indtil Floden var helt bedækket og farbar. Og fredeligt fortsatte Karavanen sin ustandselige Reise og erobrede den anden Bred.«
Det blev ikke derved. »La chute d’un ange[0011]« viste trods alle sine Feil, at Digteren selv havde forkastet sin tidligere serafiske Stil, og Lamartines[LXII] første Parlamentstaler røbede samtidigt, at de Saint-Simonistiske Ideer efterhaanden havde erstattet hans Orthodoxi. Han, den fødte Aristokrat, optraadte i Politiken som »démocrate conservateur«, vilde omgive det constitutionelle Monarchi med alle den moderne Tids Friheder og Fremskridt. Og det blev end ikke derved. Hans i 1847 udgivne berømte »Girondinernes Historie[0012]«, værdiløs som historisk Værk, men udført med en henrivende digterisk Veltalenhed, bidrog mere end nogen anden Bog til at stemme Sindene revolutionært og forberede den kommende Omvæltning. I 1848 finde vi da Legitimitetens fordums Hofpoet som Republikens virkelige Chef paa Hotel de Ville’s[a] Altan, forenende Adelsmandens fornemme Ligegyldighed for Geværpiberne, der pege mod hans Bryst, med en Folketribuns† myndige Veltalenhed. Hans Liv fik et stort, et evigt Minut hin Dag, da han frelste sine Collegers Liv og afvendte Borgerkrigen |543| ved et Par lige saa poetiske som mandige Ord, udtalte med en Fasthed uden Blinken.
Det var Pierre Leroux[LXIII], som indviede George Sand[LXIV] i de gjærende sociale Ideer, og hun gik med kvindelig Varme og uden Betænkning helt op i den nye Ideeverden. Pierre Leroux[LXV], en Metafysiker med et ædelt Hjerte og et uklart Hoved, der tænkte i Schellingske Treheder, forfægtede som social Reformator Lighedens og Fremskridtets Ideer, thi alt Fremskridt var for ham en Stigen i Lighed. Han gik ud fra en harmfuld Kritik af de bestaaende Samfundsforhold, under hvilke Ligheden var en Lighed for Loven, som ikke udelukkede, at den Rige var fri for Militærtjeneste og straffri, naar han forbrød sig, og under hvilke Friheden var den fri Concurrence, det vil sige den Riges lovlige Ret til at undertrykke den Fattige. Istedenfor det bestaaende Samfund construerede Leroux[LXVI] da et nyt. Det beroede paa Menneskets tredobbelte Natur; Mennesket bestod af Fornemmelse (nærmest: Sandsning), Følelse (nærmest: Anskuelse) og Erkjendelse. Hertil svarede tre Stænder: Industridrivende, Kunstnere og Videnskabsmænd; men disse tre Stænder turde ikke som hos Saint-Simon[LXVII] udgjøre Kaster men burde handle og virke i Forening; Individer af de tre Stænder udgjorde tre og tre eet socialt Individ og skulde tilsammen danne eet Værksted; Værkstedet var af tre forskjellige Arter, altsom den |544| ene eller den anden Virksomhed var fremherskende, o. s. v.
Naar man kaster et Blik ud over alle disse Utopier, kan man ikke andet end beundre, hvor sundt og stort de Digtere, der lode sig rive med af enkelte Grundtanker, forholdt sig til selve Systemerne. De lode Alt eller næsten Alt ligge, der var kunstlet, fantastisk eller parodisk. De nøiedes med at tænde deres poetiske Fakkel ved den Alterild, som de renhjertede Sværmere underholdt, de inspireredes af deres Menneskekjærlighed, af deres ivrige Forsvar for de Uformuende og Fortrykte, af deres glødende Tro paa Folket og deres levende Fremskridtsbegeistring.
Paa George Sands[LXVIII] Sjæleliv har Saint-Simonismen, hvad man saa end har sagt, øiensynligt havt en gavnlig Virkning. Den gav hende efter Fortvivlelsens Paroxysme i »Lélia[0013]« indre Rolighed, en Tro, som aldrig senere blev rokket, en Sag at arbeide og kjæmpe for. Hun iagttog med aabne Øine hvad der gik for sig i Frankrig omkring hende, og i Slutningen af Trediverne vare de arbeidende Klasser i heftig, gjærende Bevægelse. Paa det Tidspunkt var Frankrigs langsomme Forvandling fra et næsten udelukkende agerdyrkende Land til et af Industriens Hovedlande fuldendt, og paa Bondebefolkningens tidligere Fattigdom var nu i de store Byer i Følge med Storindustrien og Fabriklivet fulgt Fattigdommen og Uroen hos et |545| stedse voxende Stadproletariat. Hun, som næsten alle Frankrigs demokratiske Skribenter, henvendte sin Opmærksomhed paa Byernes Arbeiderbefolkning, dens haarde Kamp for Livet, dens livlige Intelligens, dens sociale og politiske Idealer. Saint-Simonismen havde fra først af betaget og begeistret hende ved sin Kritik af Forholdet mellem Mand og Kvinde i det bestaaende Samfund; hun havde i den nye Lære seet de Tanker, der vare hende dyrebarest (at Ægteskabet kun som frivillig Forbindelse havde Skjønhed og Værd, at Mairen, Vidnerne og Sacristanen ikke formaaede at give det en mere hellig Charakter end den, Kjærligheden og Samvittigheden gav det) fastslaaede som Sandheder, der burde prædikes og forfægtes. Nu gav Saint-Simonismen ogsaa hendes Kjærlighed til det menige Folk et aandfuldere og bestemtere Præg; hun fandt hos dettes Mænd større Uegennyttighed, mere Mandighed end hos Bourgeoisiets; det forekom hende som om de Laster, hun i sine første Romaner saa bittert havde kritiseret hos Mandkjønnet, i Virkeligheden snarere vare en Klasses Laster end det hele Kjøns, og den Kjærlighed, hvormed hun omfattede Arbeiderstanden, bragte hende i Forening med hendes Naturs medfødte Idealisme til at opfatte og fremstille Arbeidercharakterer fra den ideale Side. Heraf opstod en Række Romaner, i hvilke den tidligere Contrast mellem en egoistisk forhærdet og en uegennyttig |546| Mandstype indenfor samme Klasse afløses af Contrasten mellem den idealiserede og overlegne Repræsentant for den fjerde Stand og en mere eller mindre egoistisk og af Samfundsopinionen afhængig Repræsentant for Borger- eller Adelsstanden.
Interessantest blandt disse Bøger ere de to, der skrive sig omtrent fra Aaret 1840, »Horace[0014]«, i Anledning af hvilken George Sand[LXIX] for en Tid brouillerede sig med »Revue des deux mondes[0015]«, der negtede at optage Romanen, og »Le compagnon du Tour de France[0016]«, den egentlige Arbeiderroman, der i sin Uskyld og Søndagsrenhed danner et mærkeligt Modstykke til Eugène Sue’s[LXX] kun lidet senere, grelle socialistisk-demokratiske Tendens-Romaner.
Jeg betragter »Horace[0017]« som en af de bedste Bøger, George Sand[LXXI] har skrevet. I Helten har hun med finere og dybere Studium end nogensinde før eller siden fremstillet den typiske unge Bourgeois under Julikongedømmet. Her lægger hun et Skarpsyn og en psychologisk Indsigt for Dagen, der ikke giver Balzac’s[LXXII] det ringeste efter. En dyb Antipathi, der dog ingenlunde udelukker Overbærenhedens gode Lune, har inspireret hende. Overfor Horace[lxxiii] har Proletaren Arsène[lxxiv] den smukke Rolle; han har været Maler, har af Armod maattet gjøre sig til Opvarter paa en Café; men den afhængige Stilling har ikke nedværdiget ham. Hans simple Godhed, hans prunkløse Sjæleskjønhed gjør |547| ham til en af Digterindens mest tiltrækkende Skikkelser. Man troer paa ham.
Arsène[lxxv] er lieret med Bousingot’erne, den Kreds af unge Studenter, der i Trediverne overførte den romantiske Skoles Stil og Optræden i det politiske Liv. Man finder dem hyppigt afbildede i Datidens Lithografier med deres Robespierre[LXXVI]-Veste, tykke Stokke, Voxdugshatte eller røde Fløils-Kasketter. De lignede i deres Ydre tydske Burschenschaftere, og vare Deltagere i alle Optøier, som havde en mod Juste-milieu Regimentet fjendtlig Charakter. George Sand[LXXVII] tager med Varme deres Parti. »Ingen af disse Mænd«, siger hun, »der i sin Tid forstyrrede den offentlige Orden, bør nu rødme over at have havt nogle hidsige Ungdomsdage. Naar Ungdommen ikke kan vise det Store og Stolte, den har paa Hjerte, uden ved Angreb paa Samfundsordenen, saa maa denne Samfundsorden være saare slet.« Arsène[lxxviii] kjæmper som en Helt og saares haardt under Arbeideropstanden d. 5te Juni 1832, der skildres med fuld Sympathi; og han udvikler sig i de følgende Aar til et ikke ringe politisk Dannelsestrin. Hans Læreaar have i denne Sammenhæng Interesse for os, fordi de give Forfatterinden Anledning til uforblommet at lægge sine Sympathier for Dagen. Den Mand, Arsène[lxxix] især beundrer, er Godefroy Cavaignac[lxxx]. George Sand[LXXXI] charakteriserer ham og hans Venner, Selskabet »Les amis du peuple«. |548| »Deres Ideer«, siger hun, »betegnede idetmindste et stort Fremskridt ud over Restaurationstidens Liberalisme. De andre Republikanere tænkte altfor meget paa at styrte Kongedømmet, ikke nok paa at grundlægge Republiken, Godefroy Cavaignac[lxxxii] derimod tænkte paa Folkets Frigjørelse, paa gratis offentlig Undervisning, paa almindelig Stemmeret, paa progressiv Omændring af Eiendomsforholdene o. s. v.« Horace’s[lxxxiii] Hjertenskulde og Bornerthed røber sig blandt Andet ved hans haanligt affeiende Domme om Saint-Simonismen, der for ham er blot Charlataneri; han forstaaer Intet af det Værdifulde i dens Opfattelse af Kjønnenes Stilling til hinanden og maa derfor finde sig i at vises til Rette og det med sikker Overlegenhed af en ung Syerske, der lever sammen med hans Ven, en fortræffelig ung Læge, og der betragter dette deres Samliv som »det i Sandhed religiøse Ægteskab.«*)
– Der er her ganske sikkert rørt ved langt flere Problemer end Forfatterinden har kunnet løse, men selve Sysselsættelsen med Tidens Opgaver og Tanker har givet hendes Roman en kraftig og tiltrækkende historisk Farve. Det var jo heller ikke hendes Sag som Romanforfatterinde at løse sociale Problemer, men at vise hvorledes de satte Hjerterne og Tankerne i Bevægelse selv |549| hos forelskede unge Kvinder og selvtilfredse eller sandhedssøgende unge Mænd.Hvad jeg beundrer i »Le Compagnon du Tour de France[0018]«, der som Roman staaer tilbage for »Horace[0019]«, er især den Følelsens Friskhed, af hvilken den er udsprungen. At føle sit Hjerte svulme og brænde af Medfølelse med Samfundets Ulykkelige, at føle sig trykket af enhver Begunstigelse, Skjæbnen har skjænket En forud for de Andre, det er Noget, som mangen en Tyveaarig kjender til. Men endnu† henved Fyrretyveaarsalderen at hungre og tørste efter Retfærdighed for Andre, at føle sig ude af Stand til med Ro at see det Aag, som hviler paa uskyldige Nakker, ude af Stand til at lade være med Grublen efter en anden Orden, en anden Moral, end den, med hvilken Samfundet omkring En synes nøiet, og det i den Grad, at man skammer sig ved at sove, adsprede sig, føle sig lykkelig for nogle Øieblikke – det er det i Sandhed Sjældne, og dog er det denne Følelse, som har tvunget George Sand[LXXXIV] til at skrive denne Bog. Af hvilken Kjærlighed til »Folket« er den ikke baaren, og til Folket, som det er, det Folk, som drikker og begaaer Voldsomheder, ikke mindre end det, der arbeider og gjør Fremskridt i Kundskab – en Kjærlighed saa stor, at det er Forfatterinden umuligt at skildre eller dvæle ved de Laster, som† hun selv har Øie for og nævner! (Man se Dialogen i Kap. XXV.) Den Tanke, |550| der ligger bagved den hele Bog, lader sig maaske kortest udtrykke med en Vending, der forekommer etsteds i Romanen: En Adelsmand, der hylder det gamle Løsen: Alt for Folket, Intet ved Folket! fordi Folket selv vilde være paa engang Part og Dommer, ifald det skulde føre sin egen Sag, faaer af sin unge Datter Svaret: Og ere vi da ikke i samme Tilfælde?
Kort efter at have forfattet denne Bog kastede George Sand[LXXXV] sig ind i den praktiske Politik. Hun havde siden sit Brud med »Revue des deux mondes[0020]« sammen med Pierre Leroux[LXXXVI], Viardot[LXXXVII], Lamennais[LXXXVIII] og den polske Digter Mickiewicz[LXXXIX] udgivet »Revue indépendante[0021]«; nu grundede hun i 1843 med nogle Venner i hendes Egn det republikanske Provindsblad »L’éclaireur de l’Indre[0022]«, hvilket ogsaa Lamartine[XC] ydede sin Bistand. Heri talte hun snart Hovedstadsarbeidernes, snart Landbo-Arbeidernes Sag (Artiklen om Bagersvendene i Paris[b], Brevene fra en Schwarzwalder Bonde), 1844 erklærede hun sig i den store Afhandling »Politik og Socialisme[0023]« ubetinget for Socialist. Da Revolutionen i 1848 udbrød, var hun fuldtmoden til at deltage i den; hun udgav en kort Tid Ugebladet »La cause du peuple[0024]«, skrev »Et Ord til Middelklasserne[0025]« og de berømte »Breve til Folket[0026]«, endelig Bulletin’erne for den provisoriske Regjering. I Aarets Løb antog under Indtrykket af de truende Farer hendes republikanske Socialisme en næsten |551| fanatisk Form. I Artiklen »La majorité et l’unanimité[0027]«, i hvilken hun umiddelbart før Valgene til den constituerende Nationalforsamling opfordrer Vælgerne til frisindede Valg, ender hun – trods mange Omsvøb og Omskrivninger – med Truslen om, at dersom de Valg, der fremgaae af den almindelige Stemmeret, ikke falde ud, som de folkelige Interesser fordre, er endnu Appellen til Vaabnene tilbage.*)
Det er lærerigt at see denne Folkesouverænitetens Beundrerinde komme til dette despotiske Resultat; det viser, hvilken vild og mandig Energi, der boede i den geniale Kvinde; det var den samme ubøielige Kraft, der gav hundrede Romaner efter hinanden Liv, som her ytrede sig i den praktiske Alliance med Ledru-Rollin[XCI] og Louis Blanc[XCII], de Mænd, der nøiedes med at tænke hvad hun, mere uforbeholden, gav Luft i Ord.Det var især Lamennais[XCIII], gjennem hvem den |552| demokratiske Ideestrøm kom til Victor Hugo[XCIV]. Alt i hans Hovedværk »Essai sur l’indifférence[0028]« havde Spirerne ligget til Opløsning af det Autoritetsprincip, han i sin Ungdom saa begeistret havde forfægtet. I August 1832 var hans Lære bleven fordømt af Paven.*)
Allerede fra Hugos[XCV] Ynglingealder havde Lamennais[XCVI] staaet i det inderligste Forhold til ham. Da Hugo[XCVII] som ganske ung paa Opfordring af Abbeden af Rohan[XCVIII] søgte sig en Skriftefader, var han først gaaet til Frayssinous[XCIX], den engang saa uforsagte og opofrende Geistlige, der nu var avanceret til parisisk Modepræst,*) men da han følte sig frastødt af dennes verdslige Raad og Vink, havde Abbeden kjørt ham til en lille, svag og spinkel Mand med et gult Ansigt, en Høgenæse og et Par smukke urolige Øine, grovt og fattigt klædt med blaa Uldstrømper og tunge Sømsko. Det var den berømte Lamennais[CI].Begges klerikale og conservative Ideer modificeredes i Løbet af de Aar, der gik forud for Julirevolutionen, og de sloge næsten samtidigt om. En Aften i September 1830 kom Lamennais[CII] ind til Hugo[CIII] og traf ham skrivende. – Jeg forstyrrer? sagde han. – Nei, men hvad jeg skriver, vil De ikke synes om. – Lad mig ligefuldt høre. |553| – Hugo[CIV] læste disse Linier for ham af sin »Journal d’un révolutionnaire de 1830[0031]«:
»Republiken, som endnu ikke er moden, men som vil omfatte hele Europa om et Aarhundrede, betyder, at Samfundet er sin egen Souveræn. Det beskytter sig selv som Borgervæbning, dømmer sig selv som Jury, styrer sig selv som Commune, regjerer sig selv som Folkerepræsentation. Kongedømmets fire Lemmer: den staaende Hær, Domstolene, Bureaukratiet og de Kongevalgte ere for denne Republik kun fire generende Udvæxter, som hurtigt ville visne bort og døe.«
»Der er en Sætning for meget,« sagde Lamennais[CV], »den at Republiken endnu ikke er moden. De sætter den i Fremtiden, men vi burde have den strax.«
Faa Aar senere var Lamennais’[CVI] Frafald fra Pavedømmet fuldbyrdet. For at vise at han ikke brød med Paven af Vantro, men i Kraft af en ny Forvisning var det, at han gav sit berømte Manifest Navn af »En Troendes Ord[0032]« (1833).
Man har sagt, at siden Bogtrykkerkunstens Opfindelse har ingen Bog gjort en saadan Opsigt. Den udkom i et Par Aar i 100 Oplag, blev eftertrykket i flere Lande og oversat i næsten alle Sprog. Det var en i halvt gammeltestamentarisk, halvt christelig Stil holdt Fordømmelsesdom over Kongemagten i Europa, over Paven og Præsterne, over dem, der havde hidført Polens Undergang |554| og Italiens Trældom og over det egennyttige Bourgeois-Regimente i Frankrig selv. Det er et Værk af ægte præstelig Veltalenhed, en Bog, fuld af Pathos og fattig paa Psychologi, der kun fordømmer og priser, kun maler med to Farver, Helvedes-Sort og Himmerigs-Hvidt; men Følelsens Varme, Sindets Renhed og Skjønhed hos dens Ophavsmand har meddelt den en sjelden Tiltrækning; den virker som et Værk af en fra Graven opstaaet Profet fra det gamle Judæa[c].
Herpaa fulgte i 1837 »Le livre du peuple[0033]« i samme Aand. Man kastede den dristige Abbed i Fængsel; men fra Fængslet sendte han Bog paa Bog ud i Verden: »Une voix du prison[0034]«, »Du passé et de l’avenir du peuple[0035]«, »De l’esclavage moderne[0036]«, alle forfattede i Saint-Pélagie[d]. Saa døer han – tre Aar før Februarrevolutionen – midt under den heftigste Agitation.
Som Prøve paa hans Stil her nogle Fragmenter:
»Lader Eder ikke bedrage af tomme Ord. Mange ville søge at overtale Eder til den Tro, at I virkelig ere frie, fordi de have skrevet Ordet Frihed paa et Blad Papir og have slaaet det op paa Gadehjørner. Men Friheden er ikke en Plakat, man læser paa et Hjørne. Den er en levende Magt, som man føler indeni sig og udenom sig. Den Undertrykker, som dækker sig med dens Navn, er den værste Undertrykker af alle. Han |555| føier Løgn til Tyranni og Vanhelligelse til Uret, thi Frihedens Navn er helligt. Vogter Eder for dem, der sige Frihed, Frihed og nedbryde den ved deres Gjerning!« [...]
»Bonden bærer Dagens hele Vægt, udsætter sig for Regn, for Sol, for Storm i den Hensigt ved sit Arbeid at forberede den Høst, som til Efteraaret skal fylde hans Lade.
Retfærdighed er Folkenes Høst.
Haandværkeren staaer op før Daggry, tænder sin lille Lampe og plager sig uden Rast for at tjene en Smule Brød til sig og sine Børn.
Retfærdighed er Folkenes Brød.
Kjøbmanden skaaner sig ikke for nogen Anstrengelse, klager ikke over nogen Møie, opslider sit Legeme og glemmer Søvnen for at samle sig Rigdom.
Friheden er Folkenes Rigdom.
Sømanden farer over Havet, udsætter sig for Stormene, Skjærene, Kulde og Hede for at sikre sig Hvile for sine gamle Dage.
Friheden er Folkenes Hvile.
Soldaten underkaster sig de haardeste Savn, vaager og kjæmper og giver sit Blod for det, han kalder Hæder.
Friheden er Folkenes Hæder.
Hvis der skulde være et Folk, som agter Retfærdighed og Frihed ringere end Bonden sin Høst, Haandværkeren sit Brød, Kjøbmanden sin Rigdom og |556| Soldaten sin Hæder, saa reis en høi Mur omkring dette Folk for at ikke dets stinkende Aande skal forpeste Luften i Europa.«
»Unge Soldat! Hvor gaaer Du hen?
Jeg gaaer bort at kjæmpe for Retfærdigheden, for Folkenes hellige Sag, for Menneskeslægtens evige Rettigheder, imod Tyrannerne og for Frihed.
Gid dine Vaaben maa være velsignede, unge Soldat!
Unge Soldat! Hvor gaaer Du hen?
Jeg gaaer bort for at omstyrte de Skranker, der skille Folkene og som hindre dem i at kaste sig i hinandens Arme som Brødre, der burde leve endrægtige i gjensidig Kjærlighed.
Gid dine Vaaben maa være velsignede, unge Soldat!
Unge Soldat! Hvor gaaer Du hen?
Jeg gaaer bort for at befrie Tanken, Ordet, Samvittigheden fra Menneskers Tyranni.
Velsignede, syvfold velsignede være dine Vaaben, unge Soldat!«*)
Abstracte og enstonige ere disse Udsagn og Omkvæd ganske vist, men prægede af den Veltalenhed, som gjør et uhyre Indtryk paa Menigmand, og man seer at disse revolutionære Stem|557|ningsudbrud ikke mangle meget i at være ren Poesi. De blev det hos Hugo[CVII].
Læser man hans Digte fra Fyrrerne føler man, hvorledes han med sit Digterøre hører Revolutionens Gang og dumpe Larm under Jorden og aner, at den vil aabne sit Krater i Paris[e]. Alt i Fortalen til »Efteraarsbladene[0038]« lyder hans Klage over England, som forvandler Irland til en Kirkegaard, over Fyrsterne, som gjøre Italien til et Galeislave-Fængsel, over Czaren, som befolker Siberien med Polen. Allerede der taler han med Henblik paa Saint-Simonismen om de gamle Religioner, der skyde Ham, og om de nye, der fremstamme deres halvveis sunde, halvveis falske Formler. Og lige fra den Tid af optræder han i alle sine Værker som Talsmand for Folkenes Frihed, for Demokratiet og for Humanitetens Religion. Han var som Dramatiker begyndt med en blot Revolution af Kunstformen. Men snart gav han sig til at bruge Dramet i sine Ideers Tjeneste, ganske som Voltaire[CVIII] i det forrige Aarhundrede havde anvendt Tragoedien til Organ for sine. Et af hans Dramer (»Le roi s’amuse[0039]«) er et Angreb paa den vilkaarlige Kongemagt, rettet mod den brutaleste af Frankrigs kronede Vellystninge, Frants den Første[CIX] , et andet (»Angelo[0040]«), hvis Fortale er rent saint-simonistisk, stiller Kvinden i Samfundet og Kvinden udenfor Samfundet op imod hinanden, tillægger den omvankende Skuespillerinde |558| Dyder, som den fornemme Dame mangler, og giver dem hver sin Idealitet, et tredie (»Ruy Blas[0041]«) er den laveste Stands symbolske Tronbestigning. I Molières[CX] »Les Précieuses ridicules[0042]« var Lakaien behandlet som et Dyr eller en Ting, der, hvor godt Hoved han end er, kan regaleres med Stokkeprygl, selv naar han kun har adlydt sin Herre; kort før den store Revolution havde Scapin forvandlet sig til Figaro, der endnu i Livreet tumler det fine Herskab; i »Ruy Blas[0043]« har Tjeneren, det vil sige Folket, kastet sit Livrée, griber Magten og regjerer. – Selv om man har Blik for disse Dramers store Svagheder, kan man glæde sig ved at indaande det Pust af store Ideer, som gaaer igjennem dem.
Hugo[CXI] er af Naturen en saa dogmatisk Aand, at enhver Ideeverden, i hvilken han i Aarenes Løb er indtraadt, gjerne har krystalliseret sig for ham til et System af Doctriner. Til hans Humanitetens Lovbog har fra hans Ungdom af Kampen mod Dødsstraffen hørt. Han har leveret digteriske Indlæg mod den i »Le dernier jour d’un condamné[0044]« og »Claude Gueux[0045]«, han har bekjæmpet den praktisk i Brev paa Brev, Manifest paa Manifest; han har personligt bedet for de Dødsdømtes Liv, har talt deres Sag til franske Konger og fremmede Juryer. Ere Meningerne end meget delte om Betimeligheden af Dødsstraffens Ophævelse for vulgære Mordere, saa har Hugo’s[CXII] Bestræbelser |559| for at frelse politiske Forbryderes Liv Krav paa udelt Sympathi. Mere end eet Menneskeliv har han reddet. For at nævne det mest kjendte Exempel, saa frelste han ved sin Forbøn i fire rørende Verslinier til Louis-Philippe[CXIII] Aarhundredets ædleste Revolutionær Armand Barbès† [CXIV] fra Skafottet. En saadan Handling bøder paa megen vidtsvævende Pathos og nogen doctrinær Humanitet.
Det skjønneste og det eneste adæquate Udtryk for Frankrigs største Lyrikers Ideeliv maa man dog selvfølgelig søge i hans Lyrik. Alt hvad han i sin første Periode har frembragt i det dramatiske Fag, i sin anden (der falder udenfor vor Ramme) i Romanfaget er for lidet betydende at regne i Sammenligning med de udødelige Poesier fra Trediverne og Fyrrerne, som findes samlede i de to Bind Digte, der føre Titlen »Les Contemplations[0046]«. Her er da ogsaa hans Fremskridtstro, hans politiske Overbevisning, hans sociale Forhaabninger, hans religiøse Følelsesliv iklædt den Kunstform, der ene passer for dem. Denne Kunstform lader sig ikke opløse eller omskrive, man maa glæde sig over den i Originalen.
Med Sandhed kunde Hugo[CXV] i denne Digtsamling udbryde: Jeg har med Bøger, i Skuespil, paa Prosa og i Vers talt de Smaas og de Elendiges Sag; jeg har prædiket Mildhed mod alle dem, som Menneskeheden fordømmer; jeg har fordret Rettigheder for Kvinden og for Barnet; jeg |560| har raabt: Giv dem Kundskab, giv dem Ord, giv dem Skrift! Jeg vilde suge Fængslet op i Skolen.*)
Men, klager han, bestandig mødte jeg det frygtelige Igaar, der vil opsluge Imorgen. Neppe har man det Sorteste af Rædslerne bag sig, neppe har man gaaet et Skridt, ikke bort fra det Slette, men bort fra det Værste, før den gamle Tid kommer igjen, og bider os i Hælen og tilraaber os sit Stands!
Man standsede ikke, og Aaret 1848 løb med sin lange, rullende og rensende Torden over Europa. Det kom, 1848, Jordskjælvets Aar, Folkebefrielsens Aar, de heltemodige Kampes og ak! de romantiske Naiveteters Aar. Digtere og Sværmere istedenfor Statsmænd ved Frankrigs Ror; |561| saint-simonistiske, nychristelige, poetiske Ideer istedenfor politiske i Frankrigs Raad! Hvor talende er ikke et saadant lille Træk som det, at en af den provisoriske Regjerings første Handlinger var den paa Forslag af Lamartine[CXVI] at erklære Negerslaveriet for ophævet! I Revolutionen af 1848 udmunder det romantiske Frankrigs Ideestrøm.
højresiderne i kapitel 33 har i førsteudgaven klummetitlen » Den socialpolitiske Ideebevægelse og Poesien.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
Glemselens flod, ifølge græsk mytologi den flod i underverdenen, som de døde må drikke af, før de kan genfødes.
Jesu-ord citeret i Det Nye Testamente, Paulus' Andet Brev til Korintherne 3,17.
poesi, som tjener andre formål end det digteriske, fx politiske eller religiøse.
myten om den trolddomskyndige intellektuelle, som sælger sin sjæl til djævelen, kendes oprindeligt fra den tyske folkebog Historia von D. Johann Fausten, 1587. Historien er fortolket og genfortalt i romaner, digte, skuespil, operaer og musik og kendes især fra Johann Wolfgang von Goethes drama fra 1790/1808 og 1832.
i femte og sidst akt af Johann Wolfgang von Goethes Faust. Der Tragödie zweiter Teil, 1832, bygger Faust som gammel mand sit slot på et inddæmmet landområde i havet og udkaster samtidig en vision om at tørlægge en større sump, hvor millioner af mennesker skal kunne bo. Henri de Saint-Simon rejste i 1778 som attenårig til Amerika for at kæmpe i Den amerikanske uafhængighedskrig, men forlod desillusioneret hæren, hvorefter han kastede sig over forskellige ingeniørprojekter bl.a. med en idé om at etablere en Panamakanal.
en arvelig titel inden for den franske adelsstand, som bl.a. gav sæde i Pairskammeret, det franske parlaments aristokratiske førstekammer i 1815-1848.
titel tilhørende den højeste adel i Spanien.
(fr.: Le mont-de-piété) offentligt lånekontor beliggende rue des Blancs-Manteaux i Paris.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
efter saint-simonismen, en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
i andet brev af Henri de Saint-Simons Lettres d'un habitant de Genève à ses contemporains, 1803, udfoldes tanken om en sådan subskriptionsordning, hvor hver subskribent mod en pengedonation får lov til at nominere tre videnskabsmænd eller kunstnere, som skal indtræde i et 'Newtons råd', der har til hensigt at følge verdens fremskridt.
titel givet til overhovederne for de nærmeste sidelinjer til det franske kongehus.
Henri de Saint-Simon blev i februar 1820 indklaget for den såkaldte domstol cour d'assises for sin regeringskritiske tekst Parabole, 1820, men sagen endte med fuld frifindelse.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
(fr.) enhver [bør lønnes] efter sin evne; citeret i det af saint-simonisterne kollektivt udgivne skrift Doctrine de Saint-Simon. Exposition, 1829-1830 Doctrine de Saint-Simon: 41.
perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
notitsen optræder på et udateret dagbogsblad gengivet i Victor Hugos Littérature et philosophie mêlées, 1834 Hugo 1934, 45:107.
den socialistiske tænker Charles Fourier gjorde sig til talsmand for et samfund baseret på selvforsynende landbrugskooperativer, såkaldte falanstères. Hans teorier er bl.a. udgivet som Théorie des quatre mouvements et des destinées générales, 1808, Traité de l’association agricole domestique, 1822, og Le nouveau monde industriel, 1829-1830.
efter saint-simonismen, en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
dvs. genoprettelsen. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
formuleringen trækker på argumentet i Alphonse de Lamartines artikel »Explications données par M. de Lamartine sur ses opinions religieuses«, først trykt i det katolske tidsskrift Annales de philosophie chrétienne, bd. 13, 1836, s. 425-428, optrykt som »Post-Scriptum« til udgaven af digtet Jocelyn i Oeuvres complètes, bd. 4, 1860.
citat fra Alphonse de Lamartines episke digt Jocelyn, 1836 Lamartine 1963:724-725.
efter saint-simonismen, en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
(fr.) demokratisk konservativ.
Februarrevolutionen, væbnet opstand i Frankrig 22.2.-26.6.1848, som afskaffede Julimonarkiet under Ludvig-Filip og indførte Den Anden Republik.
efter den tyske filosof Friedrich von Schelling.
herj i betydningen: skulle ikke, måtte ikke.
her i betydningen: holde i gang, vedligeholde.
en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
de besiddelsesløse håndværkere og landarbejdere.
perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
(fr.: Les Bousingot) matroshattene; betegnelse (ofte nedsættende) for politisk og litterær oprører af republikansk observans i tiden efter Julirevolutionen i 1830.
(fr.) den gyldne middelvej, betegnelse for den moderat-liberale politik under kong Ludvig-Filip, der balancerede mellem reaktion og radikalisme.
citat fra George Sands roman Horace, 1841 Sand 1847:62.
Juniopstanden 5.-6.6.1832, hvor republikanske oprørere forgæves forsøgte at udnytte den politiske situation efter statsminister Casimir Périers død 16.5. til at afsætte kong Ludvig-Filip.
(fr.: Folkets venner), republikansk sammenslutning centreret omkring bl.a. Godefroy Cavaignac, dannet efter Julirevolutionen i 1830 med det formål at forsøge at forhindre Ludvig-Filips indsættelse på tronen.
sammensat citat fra George Sands roman Horace, 1841 Sand 1847:202-203.
dvs. genoprettelsestiden. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
en socialistisk utopisk doktrin opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
citat fra George Sands roman Horace, 1841 Sand 1847:145.
formuleringerne optræder i George Sands roman Le compagnon du tour de France, 1840, kap. XXVII Sand 1869, 2:77.
der hentydes til George Sands artikel »Lettre à propos des ouvriers boulangers«, trykt i avisen L'éclaireur de l'Indre, 28.9.1844.
der hentydes til George Sands artikel »Lettre d'un paysan de la Vallée Noire« (signeret Blaise Bonnin), trykt i avisen L'éclaireur de l'Indre, 5. og 12.10.1844.
Februarrevolutionen, væbnet opstand i Frankrig 22.2.-26.6.1848, som afskaffede Julimonarkiet under Ludvig-Filip og indførte Den Anden Republik.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 316): »Folkets enstemmige Røst kender og føler nu sin Magt. Den vil bringe Jer til Tavshed; den vil fare hen over Jere Hoveder som Pustet fra Gud; den vil omgive Jer Nationalforsamling, og hvad den vil sige til den, er dette: »Hidtil var du ikke ukrænkelig; men her er vi med Vaaben, der er pyntede med Blomster, og vi erklærer dig for ukrænkelig. Arbejd og virk; vi omgiver dig med fire hundredtusind Bajonetter, med en Million Viljer. Intet Parti, ingen Rænker vil naa til dig. Saml dig og handl!««; citat fra George Sands artikel »La majorité et l’unanimité«, trykt i avisen La cause du peuple, 23.4.1848 Sand 1879:286.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
sammensat citat fra Victor Hugos dagbogsoptegnelser, trykt som »Journal des idées et des opinions d'un révolutionnaire de 1830«, Littérature et philosophie mêlées, 1834 Hugo 1934, 45:91.
citeret efter Victor Hugos hustrus, Adèle Hugos, biografi Victor Hugo raconté par un témoin de sa vie, 1863 Hugo 1863, 2:343.
Polen blev i 1700-tallet over flere omgange delt mellem Prøjsen, Rusland og Østrig, men blev af Napoleon 1. delvist genoprettet som Hertugdømmet Warszawa i 1807. Efter Napoleon 1.s fald fik flere landsdele selvstyre, om end dette varede kort. Landsdelene Kongeriget Polen og Republikken Krakow blev annekteret af henholdsvis Rusland i 1832 og Østrig i 1846.
Italien var i begyndelsen af 1800-tallet delt i en række mindre kongeriger og fyrstedømmer, der var under fremmed overherredømme. Flere gange kom det til opstande, fx de mislykkede oprør mod østrigerne i bl.a. Palermo og Napoli i 1820-1821 samt i Modena, Parma og Pavestaten i 1831.
Felicité de Lamennais blev som konsekvens af udgivelsen af det kristen-kommuniske debatskrift Le pays et le gouvernement, 1840, anholdt og efter en spektakulær retssag idømt et års fængsel.
væbnet opstand i Frankrig 22.2.-26.6.1848, som afskaffede Julimonarkiet under Ludvig-Filip og indførte Den Anden Republik.
citat fra Felicité de Lamennais' religiøse skrift Paroles d'un croyant, 1834 Lamennais 1836-1837, 11:75-76.
citat fra Felicité de Lamennais' religiøse skrift Paroles d'un croyant, 1834 Lamennais 1836-1837, 11:149-150.
sammensat citat fra Felicité de Lamennais' religiøse skrift Paroles d'un croyant, 1834 Lamennais 1836-1837, 11:137-140.
en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
(ital.: Scappino), fast karakter med oprindelse i den italienske maskekomedie commedia dell'arte, kendes navnlig fra Molière's komedie Les fourberies de Scapin, 1661.
fast karakter i Pierre Beaumarchais dramaer bl.a. Le barbier de Séville, 1775, og Le mariage de Figaro, 1784.
der hentydes til Victor Hugos digt til forsvar for Armand Barbès: »Au roi Louis Philippe«, Les rayons et les ombres, 1840. Barbès blev dømt til døden efter det mislykkede republikanske kupforsøg mod kong Ludvig-Filip 12.-13.5.1839, men dommen blev efter bl.a. Hugos intervention omstødt til livsvarig fængsel Hugo 1909, 17:555.
sammensat citat fra Victor Hugos digt »En marche«, Les contemplations, 1856 Hugo 1905, 3:264.
efter saint-simonismen, en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
Februarrevolutionen, væbnet opstand i Frankrig 22.2.-26.6.1848, som afskaffede Julimonarkiet under Ludvig-Filip og indførte Den Anden Republik.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik