Saadan var denne Skole, dens Triumfatorer og dens Ulykkelige, dens kunstnerisk og dens menneskeligt begeistrede. Saaledes opstod den; saaledes blev den stor ved en uhyre Sum af Geni og Talent; saaledes opløste den sig som Skole for at forsætte sit Aandsliv i rigt forskjellige Individualiteter, der, selv naar de syntes at fjerne sig mest fra Udgangspunktet, bleve Skolens Væsen tro; thi vi beholde alle længe paa Skuldren Mær|589|ket af den Fane, vi fra først af bar. Den romantiske Skole splittedes og spredtes, men før den uddøde, havde Romantismen fornyet den poetiske Stil paa næsten alle Omraader, udvidet Kunstens Stofverden til et hidtil useet Omfang, ladet sig befrugte af Tidens hele sociale og religiøse Ideeliv, omskabt Lyriken, Dramet, Romanen, Novellen og Kritiken, trængt sig befrugtende ind i de historiske Videnskaber, besjælende ind i Politiken.
At give dens fuldstændige Historie† var mig umuligt, dertil er den altfor rig. Jeg har her som altid i dette Værk kun villet paavise Hovedstrømningen. Jeg har derfor foretrukket at dvæle længe og omstændeligt ved Hovedpersonerne istedenfor at indføre talrige Bipersoner, som trods deres Betydning og Interesse vilde forhindre den Concentration, jeg ønskede at opnaae. Jeg har foretrukket at medtage Enkeltheder i en vigtigere Personligheds Liv for at benytte Pladsen til at give en mindre vigtig Personligheds Liv i blotte Omrids, og jeg har undtagelsesvis ført enkelte af Hovedpersonernes Historie ud over Periodens Grændse, ifald de nemlig først efter 1848 udfoldede deres fulde Originalitet.
Mange eiendommelige Fysiognomier staae her kun skizzerte, saaledes Alexandre Dumas[I], der vel kan kaldes den franske Romantismes Ariosto[II] og de Vigny[III], han som har tegnet sig selv i Sætningen: »Æren, det er Pligtens Poesi«. Andre |590| har jeg kun kunnet nævne, som Jules Janin[IV], »Feuilletonens Fyrste«, hvis Roman »L’âne mort et la femme guillotiné[0001]« er en saa mærkværdig Forløber for en senere Tidsalders Naturalisme, eller som Gérard de Nerval[V], Romantismens Euphorion[VI], Nodiers[VII] aandelige Ætling, hvis duftige Kvindeskikkelser have en vægtløs Lethed, hvis overnaturlige Fantasier have en østerlandsk Eventyrlighed og hvis Sonetter fra hans Vanvidsperiode høre til de smukkeste og sindrigste, Tidsalderen har frembragt. Mange Talenter af anden og tredie Rang har jeg maattet forbigaae helt, Antoni Deschamps† [VIII], der som Digter svarer til hvad Leopold Robert[IX] er i Malerkunsten, Auguste Vacquérie[X], interessant ved sin Kulsviertro paa Romantismen og sin ubeskrivelige Aplomb, Victor Hugo’s[XI] Epigon, som i sit Drama »Tragaldabas[0002]« satte den fransk-romantiske Extravagance et af dens dristigste Mindesmærker. I Regelen har jeg kun kunnet og villet stille de typiske Hovedskikkelser i Relief. Periodens store Kvindeskikkelse George Sand[XII] maa alene staae som Repræsentant for Tidens Kvinder, hvor underholdende det end havde kunnet være at skildre flere af de andre, den spirituelle Madame de Girardin[XIII], den elegiske Madame Desbordes-Valmore[XIV], eller de to fritlevende Forfatterinder Madame d’Agoult[XV] og Madame Allart[XVI]. Saaledes har ogsaa Sainte-Beuve[XVII] alene maattet repræsentere Kritiken med Forbigaaelse baade af |591| Philarète Chasles[XVIII] og af Jules Janin[XIX], ligesom Balzac[XX] alene repræsenterer Virkelighedsstudiet i Romanen uden Hensyn til mindre dybtgaaende Begavelser som Alphonse Karr[XXI] eller Charles de Bernard[XXII]. Der gives jo nemlig i Slægten fra 1830 to Grupper af Forfattere, en lille, som har skrevet for hele Jorden, og en større, som har skrevet for Frankrig, og kun den første har jeg her villet fremstille i fuldt Lys.
Vi saa, hvorledes Restaurationen og Justemilieu-Regimentet var den historiske Baggrund, fra hvilken Romantismen sprang frem og uden hvilken den ikke kan forstaaes; vi saa, hvorledes den har talrige udenlandske Forudsætninger og en ikke ganske kort Forberedelsestid i Frankrig selv. Restaurationen »starter« den, Julikongedømmet ægger den, Studiet af Scott[XXIII] og Byron[XXIV], Goethe[XXV] og Hoffman[XXVI] beriger den; André Chénier[XXVII] giver den sin lyriske Indvielse, Kampene i »Globe[0003]« udvikle dens Kritik. Charles Nodier[XXVIII] baner med sine i almindelig europæisk Forstand romantiske Digtninge de store franske Romantikere Vei. Saa opkaster Hugo[XXIX] sig til Bevægelsens Fører, viser sig denne Stilling fuldt voxen og iler fra Seir til Seir. De Vigny[XXX] og han nævnes hurtigt Side om Side med Lamartine[XXXI] som Lyrikere, indtil Hugo[XXXII] overstraaler alle. Sainte-Beuve[XXXIII] og Théophile Gautier[XXXIV] have hver en lyrisk Aare, men Alfred de Musset[XXXV] erobrer som lyrisk Digter Publicum |592| fra de andre Yngre, snart endog fra Hugo[XXXVI], og bliver for lang Tid Ungdommens Afgud.
Romantismen havde fra først af havt et historisk Hang; de Vigny[XXXVII], Hugo[XXXVIII], Balzac[XXXIX], Mérimée[XL] stræbte at give Frankrig den historiske Roman, af hvilken England var stolt; Vitet[XLI], Mérimée[XLII], Alexandre Dumas[XLIII], de Vigny[XLIV], Hugo[XLV] stræbte at skabe et historisk Drama i Tragoediens Sted. Den historiske Roman fortrængtes hurtigt af den moderne Roman i dennes forskjellige Former hos George Sand[XLVI], Balzac[XLVII] og Beyle[XLVIII], og det historiske Drama trængtes ligeledes snart tilbage; det var i Reglen enten for tørt som hos Vitet[XLIX] og Mérimée[L] eller for lyrisk-overspændt som hos Hugo[LI]. I Regelen havde Digterne størst Held med sig paa Scenen, efterat deres første Ungdoms Lidenskabelighed havde udraset. Der kom et vist Tidspunkt i Fyrrerne, hvor der ikke blot stod en Ecole de bon sens udenfor den romantiske, men hvor der indenfor Romantismens Kreds i Digternes Liv indtraadte en Periode »de bon sens«. Det var paa den Tid at Alfred de Musset[LII] skrev sine smaa vidfulde dramatiske Indlæg for Fornuften og Ægteskabet, og George Sand[LIII] sine fredelige Romaner og Bondenoveller. Medens Hugo[LIV] steg stedse høiere som lyrisk Digter, ledede Gautier[LV] Romantismen i Retning af den plastiske Kunst. Balzac[LVI] udviklede den i fysiologisk, Beyle[LVII] i folkepsychologisk og analytisk, Mérimée[LVIII] i historisk Retning, Sainte-|593|Beuve[LIX] endelig i Retningen af naturalistisk Kritik. Paa alle disse Omraader har Slægten fra 1830 ydet Uforgjængeligt. Den kan da ogsaa uden Overdrivelse siges at være den største litterære Skole, vort Aarhundrede har seet.
I dette Øieblik ere dens Mænd og Kvinder forsvundne fra Jordens Overflade. Mange døde tidligt, og i Tidsrummet 1869-76 alene mistede Slægten af sine berømteste endnu levende Repræsentanter ikke færre end Sainte-Beuve[LX], Mérimée[LXI], Alexandre Dumas[LXII], Théophile Gautier[LXIII], Vitet[LXIV], George Sand[LXV]. Kun en Eneste af de Store, kun den Største er endnu i Live, han, hvis Levnet det var unødvendigt at fortælle, da det kjendes af Alle. Victor Hugo[LXVI], som var den Første, er forbleven den Sidste. Hans rige Liv, værdigt og stort i Ulykken, ærefrygtindgydende i Alderdommen, et mægtigt og anthitheserigt Digt som hans egne Poesier, kroner hans Kunst.
Romantismens Sol er gaaet ned, men saalænge Hugo[LXVII] lever, sees dens røde Aftenskjær endnu over Horizonten.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
højresiderne i kapitel 35 har i førsteudgaven klummetitlen »Slutning.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
udtrykket stammer fra Alfred de Vignys dagbog fra 1835, udgivet i Journal d'un poète, 1867 De Vigny 1993, 2:1021.
her i betydningen: bemærkelsværdig.
her i betydningen: ulegemlig, antydende noget virkelighedsfjernt.
dvs. genoprettelsen. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
(fr.) den gyldne middelvej, betegnelse for den moderat-liberale politik under kong Ludvig-Filip, der balancerede mellem reaktion og radikalisme.
perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
her i betydningen: tilbøjelighed.
egentlig: l’école du bon sens (fr.) fornuftens skole; nyklassicistisk bevægelse centreret omkring dramatikerne François Ponsard og Émile Augier med det formål at berige dramaet med almindelige typer hentet fra det virkelige samfundsliv frem for romantikkens helte.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.