En af de første Dage i 1830 gik tre unge Mennesker ned ad en nys afstukken Gade ved Champs Élysées[a] i Paris[b] henimod et ensomtliggende Hus, det eneste i Gaden. Den ene, nittenaarig, lyshaaret, gik med hurtige, fugleagtige Skridt, lidt foroverbøiet, med Manuscripter stikkende ud af alle sine Lommer; det var den fine Fantast, den elskværdige Poet Gérard de Nerval[I], hvis Hovedsysselsættelse det var at løbe Benene af sig for at gjøre sine Venner Tjenester. Ved hans Side gik med værdig Holdning og castiliansk Alvorlighed i sine Miner den blege og sortskjæggede Petrus Borel[II], der som den ældste, allerede 22aarige var Midtpunkt for en hel Gruppe af kunstsværmende Ynglinge; en Smule bagefter dem fulgte endelig med nølende Skridt og megen indre Uro en olivengul, regelmæssigt deilig ung Fyr paa 18 Aar, hvem Vennerne havde lovet at indføre hos Beboeren af det ensomme Hus, Victor Hugo[III], i hvis Hjem de havde den af Mange misundte Lykke at være gjerne sete.
To Gange gik den unge Gautier[IV] bag Nerval[V] og Borel[VI] op ad Trappen, langsomt som havde |420| han Bly i sine Saaler; thi han kunde ikke faae Veiret, følte den kolde Sved paa sine Tindinger og kunde høre sit Hjertes Slag; men hver Gang de kom op til Døren og En vilde trække i Klokkestrengen, fløi han, grebet af en overvældende Angst, i Firspring ned igjen ad Trappen, fulgt af sine raabende og leende Beskyttere. Som det pleier at gaae i Eventyrene, lykkedes det tredie Forsøg. Gautier[VII] bad om Forlov til at sidde en Stund paa et af den øverste Afsatses Trappetrin for at komme sig lidt eftersom han følte Benene dandse under sig; da gik i det samme Gangdøren op og i en Lysstrøm som den, der danner Glorien om Phøbus Apollo, aabenbarede sig imod den mørke Trappe ingen ringere end Victor Hugo[VIII] selv i al sin Hæder og Herlighed, ganske borgerligt klædt med sort Frakke og graa Buxer, og lige saa omhyggeligt barberet som den første, den bedste Filister. Han smilte ved Synet af den betagne Yngling, men syntes ikke særdeles overrasket, thi han var vant til at see unge Poeter og Malere rødme og blegne og stamme paa sin Tærskel. Han stod øiensynligt netop i Begreb med at gaae ud paa Gaden som en anden Dødelig, hvilket undrede Gautier[IX] mere end det vilde have undret ham, om han var kjørt gjennem Byen paa en Triumfvogn trukket af fire hvide Heste og med en Seiersgudinde foran paa Vognen, der holdt en Guldkrands over hans Hoved. Han vendte |421| imidlertid tilbage til sin Stue og Théophile Gautier[X] overværede som stum Tilhører Samtalen mellem ham og hans to unge Venner. Selv var Gautier[XI] altfor forlegen til at tale med; men fra denne Samtale daterer sig ligefuldt en Epoche i hans Tilværelse; thi fra hint Øieblik af og til sin Død var han Hugos[XII] svorne Mand, hans brændende Beundrer, hans taknemmelige Elev, hans ufortrødne Herold. Aldrig end ikke glimtvis, end ikke under mangeaarig Adskillelse og den Afstand, modsatte politiske Retninger medføre, glemte han den ubetingede Trofasthed mod den, han fra deres første Møde af ved sig selv havde kaldt sin Herre og sin Mester.
Anledningen til Besøget var »Hernani[0001]«’s første Opførelse paa Theâtre français[c]. Man kom for at hente nogle Pakker af de smaa, firkantede røde Billetter med det paatrykte »Hierro«. Gautier[XIII], der havde læst »Orientalerne[0002]«, var allerede begeistret for Stykket før han kjendte det.
Han havde i det Kvarter, han beboede, længe været kjendt for sin Extravagance. Han udæskede paa alle Maader hin abstracte Spidsborger, der var de unge Romantikere saa forhadt. Han gik til daglig Brug i en Trøie af sort Fløil og Sko af gult Læder med sit lange mørkebrune Haar, der klædte hans matgule Hudfarve fortræffeligt, hængende helt ned til Beltet, altid med bart Hoved, skjærmet af en Parasol eller Paraply, med |422| Cigaren i Munden, med rank og smuk Holdning i ungdommelig Majestæt uden at bryde sig det Fjerneste om forargede Borgermænds haanlige Blik eller lattermilde Gadedrenges Tilraab. Han trodsede med fuldkommen Foragt deres Mening om ham.
Men til »Hernani[0003]«s første Opførelse følte han Nødvendigheden af, at gjøre større Forberedelser. Han bestilte sig »den røde Vest« – hin Vest, der skulde blive et af de navnkundigste Klædningsstykker i Verden. Det Røde ved denne Vest var ikke det Røde, som Revolutionsmænd have valgt til Symbol og som Politikere tænke paa, naar Farven nævnes, nei det var det Flammerøde, der for Datidens unge Kunstnere var Emblemet paa deres Had til det Graa. Det var et Stykke purpurfarvet Atlask, hvis Farvetoner henrykte den unge Maler og Poet. Han saa paa det med de Øine, med hvilke jeg tænker mig, at Veronese[XIV] har betragtet et Stykke Silketøi. Da Gautier[XV] var kommen i Besiddelse af Skatten, sendte han Bud efter sin Skrædder. Han udviklede ham sin Plan: af dette Stof skulde der gjøres en Vest; jo en Vest; den skulde have Form som et Kyrads, springe frem midt over Brystet og hægtes i Ryggen. »Hvis man,« fortæller Gautier[XVI], »blandt de akademiske Fortegninger, der angive de forskjellige menneskelige Ansigtsudtryk, opsøger en af dem, der have Underskriften: Forundring, |423| saa vil man kunne gjøre sig en Idee om den skrækslagne Skrædders Mine.« – »Men saadan en Vest er ikke moderne,« indvendte han frygtsomt. – »Den bliver nok Mode,« svarte Gautier[XVII]. – »Men jeg kjender ikke dette Snit. Det nærmer sig mere til Theaterstilen end til en daglig Dragt; jeg er bange for at forskjære Stoffet.« – »Vær De rolig, jeg skal skjære Dem et Mønster i Lærred.« – Og Vesten blev syet, og med rolig Stolthed og overlegen Koldblodighed udholdt Gautier[XVIII] hin berømmelige og stormfulde Theateraften det hele Artilleri af Filister-Kikkerter, der under Fingerpegen rettedes paa ham. Hans Navn voxede sammen med Legenden om den røde Vest, skjøndt han kun bar den hin ene Aften; man vidste længe ikke andet om ham, end at han havde havt den paa – jeg har selv i 1867 i Paris[d] truffet Folk som troede, han gik med den endnu – og den straaler den Dag idag i den franske Litteraturs Historie som et barnligt Symbol paa hin enthousiastiske Ungdoms Kjærlighed til det Lysende og Farverige i Livet.
Men det egentligt Lysende og Flammerøde, det var Kunsten, den rene Kunst. Den grændseløse, hensynsløse Kjærlighed til Kunsten som Kunst har sjeldent fyldt et Hjerte som den fyldte Gautier’s[XIX]. Han bevarede denne Kjærlighed til sin Død, men i sin Ungdom følte han den med alle de Nydelser, den skjænker, al den Beundring, den |424| foranlediger, alt det Mod, den indgyder, og alt det Had, den indblæser.
Det var denne Kjærlighed, som gjorde, at han i dyb og ædel Beskedenhed blev en Beundrer af Kunstnere, han der selv var en Mester. Han blev Hugo’s[XX] Page, Balzac’s[XXI] opofrende Ven. Han var Digter, men Beundringen gjorde ham til Kritiker, og ingen havde som han Glæde af et godt bygget Vers, et lysende Ord, et malerisk Udtryk, en kraftig Fantasi og et dristigt Fantasteri. Han var Maler, før han blev Poet og Ingen anerkjendte som han den mægtige, skjøndt famlende Originalitet hos Delacroix[XXII], som affødte hin Coloritens Glands og Pragt, der overstraalede alt Fortegnet. Med hvilken Lidenskab faldt han ikke derfor som Kritiker over Scribes[XXIII] Platituder og Delavigne’s[XXIV] reformatoriske Forsigtighed, over flaue Vaudeviller og lidenskabsløse Tragoedier, han som tilbad Stilen og som hellere, langt hellere end i Gymnase-Theatret[e] at see et borgerligt Lystspil overværede en Beriderforestilling i Circus, hvor man dog kun skreg Hop! og He! og altsaa paa langt nær ikke begik saa mange Synder mod Syntax og Metrik som Scribe[XXV]. Med hvilket Raseri faldt han ikke over Delaroche[XXVI], da denne (som først sent udfoldede sit Talent) henrev de Halvdannede ved sine slikkede Gjengivelser af Middelalderens Historie og fik dem til at foretrække sin Middelalder for Hugo’s[XXVII] og Delacroix’s[XXVIII]! At sætte det forsigtige |425| Talent over det hensynsløse og forfærdende Geni, det var i Gautier’s[XXIX] Øine den egentlige Helligbrøde, og med sande Tigerspring kastede han sig over disse Talenters Popularitet. Han kunde, tilstod han selv senere, i hin Tid have ædt Delaroche[XXX] raa og fundet ham velsmagende.
Kunsten for Kunstens Skyld! Kunsten som sit eget Formaal! det var Gautiers[XXXI] Løsen. Og at han elskede Kunsten (som man overhovedet elsker) for den elskede Gjenstands egen Skyld (l’art pour l’art), vil sige, at han elskede den uden Hensyn til dens saakaldte Moralitet eller Immoralitet, Nationalitet eller Unationalitet, Nytte eller Unytte.
Ved denne sin Forgudelse af Kunsten betegner han et Udviklingstrin i Romantismens Historie. Den litterære Renaissance var jo begyndt som Andagt overfor Katholicismen og det legitime Kongedømme. Da Bevægelsen med Hugo[XXXII] i sin Spidse tog sit andet store Tilløb, var det en Tid lang som Begeistring for Kunsten blot som Kunst, men denne Begeistring var hos Flertallet halvt ubevidst, skjulte sig under Sværmeriet for Middelalderen, for det sextende Aarhundrede, de heftige Lidenskaber, Localfarven o. s. v. Gautier[XXXIII] var den eneste, som var sig hint latente Princip helt og fuldt bevidst, og derfor er hans Navn enstydigt med hele den Fase af Bevægelsen, under hvilken Poesien forfægter sin egen Ret. Vel kunde det, naar man holdt sig til visse af Hugo’s[XXXIV] Fortaler |426| (den til »Orientalerne[0004]« f. Ex.) see ud som om hans Poesi ikke vilde have noget med Livets andre ideale Magter at bestille, men blot tilkjæmpe sig selv sin Frihed; men Hugo[XXXV] selv var en altfor agitatorisk anlagt Natur til at betragte denne Kamp som mere end den første, foreløbige Opgave. Det var forbeholdt den Discipel, der laa Mesterens Hjerte nærmest, at betragte denne Station som den endelige og sidste. For Gautier[XXXVI] som for de tydske Romantikere var Romantismen Kamp imod Nyttelæren, Proclamation af Kunstens ubetingede Uafhængighed.
Théophile Gautier[XXXVII] fødtes i Tarbes[f] i Sydfrankrig d. 30 August 1811 i en anseet, lidenskabeligt royalistisk Familie. Som Hugo[XXXVIII] og Dumas[XXXIX] nedstammer han fra en tapper Officier. Hugo’s Fader[XL] sloges som Major under Napoleon[XLI] med Fra Diavolo[XLII] i Italien, som General og Provindsguvernør under Josef[XLIII] med de tapre spanske Insurgenter, Dumas’ Fader[XLIV] var en Athlet, som efter Sagnet (rettere efter den yngre Dumas’[XLV] Paastand) kunde kvæle en Hest mellem sine Ben, bide en Hjelm igjennem med sine Tænder, og som ganske ene forsvarede Broen ved Brixen mod en Forpost paa tyve Mand. Gautier’s[XLVI] Bedstefader gjorde sit Navn berømt ved at være den første Mand ved Angrebet paa Bergen-op-Zoom[g]; han var af en kolossal Legemskraft, en Kjæmpe, der altid levede i fri Luft, mest paa Jagt, som aldrig |427| saaes uden med Geværet over Skuldren og der pleiede at fyre det atter og atter af i Luften, saasnart han var glad. Han blev hundrede Aar gammel. Hos Th. Gautiers Fader[XLVII], der ligeledes naaede en meget høi Alder, viste den nedarvede Styrke sig især paa det intellectuelle Omraade. Han havde meget forskjelligartede Kundskaber og en grundig Dannelse. Hvor litterært anlagt og fordomsfri han var, viser bedst den Omstændighed, at han følte sig i høi Grad tiltalt af Fortalen til »Cromwell[0005]«, ganske billigede Sønnens poetiske Retning, ja var saa forelsket i hans dumdristige »Mademoiselle de Maupin[0006]« at han, medens den blev skrevet, undertiden lukkede Sønnen inde og sagde: »Nu kommer Du ikke ud, før Du har skrevet nogle Sider Maupin«. Moderen, en majestætisk Skjønhed, der siges at have havt bourbonsk Blod i sine Aarer, var enig med Faderen om at forkjæle og forgude den af Naturen saa overdaadigt udrustede Søn. Han var af dem, der ere skabte til at blive ikke blot sine Nærmestes, men Manges Yndling, af dem, som hele Slægtled give Kjælenavn; thi han var en stor Kunstner og et stort Barn. Hvor betegnende er ikke Forkortelsen Théo, under hvilken han forekommer i hundrede og atter hundrede Skrifter! Det er Beundringens Familiaritet, der har forkortet hans Navn.
For at fuldstændiggjøre de Træk i hans Af|428|stamning, der synes betegnende for hans Væsen, er den Tilføielse endnu nødvendig, at der utvivlsomt var østerlandsk Blod i hans Slægt. Dette er høist interessant, fordi det – ganske som Neger-Afstamningen oplyser meget af Voldsomheden og Kraften hos Alexandre Dumas[XLVIII] – paa en fysiologisk Maade forklarer det orientalske Præg, som Th. Gautiers[XLIX] Personlighed og Production med Aarene antog. Han var skabt til at bære Fez eller Turban, til at bevæge sig langsomt og med Værdighed, og det var naturligt at han endte med i sin Production at lægge saa faa Sindsbevægelser for Dagen som muligt.
Alt som lille Barn kom Théophile Gautier[L] fra Sydfrankrig til Paris[h]. Det er et Tegn paa, hvor tidligt hans Eiendommelighed var udviklet, at han i Skolen gjennemgaaende foretrak de Skribenter, der gik forud for eller fulgte paa Sprogenes saakaldte Guldalder, for de klassiske og correcte Forfattere. I fransk Litteratur læste han med Nydelse Villon[LI] og Rabelais[LII], medens han var fuldstændigt kold overfor Corneille[LIII] og Racine[LIV]; i latinsk Litteratur læste han med Lidenskab kun Decadence-Tidens Forfattere og Digtere, Claudian[LV], Martial[LVI], Petronius[LVII] og Apuleius[LVIII] og efterlignede dem i sine latinske Vers i alle mulige Versemaal, medens han derimod saa ned paa Cicero[LIX] og Quinctilian[LX] med fuldstændig Ligegyldighed. Det beroede først paa hans Kunstnerkjærlighed til en |429| coloreret, ordrig Stil; saa paa hans Had til alle de for Mængden imponerende Almensandheder og loci communes, som nødvendigvis maa forekomme hos enhver Forfatter, der skal betragtes som klassisk. En Franskmand, der var saa vild og gal som Villon[LXI] eller saa saftrig og farverig som Rabelais[LXII], havde i hans Øine den uvurderlige Fordel at være uberørt af det store Aarhundredes abstracte Politur; en Romer, der havde afrikansk Blod i sine Aarer som Apuleius[LXIII] eller var af ægyptisk Oprindelse som Claudian[LXIV] var ham nødvendigvis kjærere end den Augustæiske Tidsalders smagfulde Talere og Poeter; thi han holdt af det stærkt Charakteristiske, det Pikante og Paradoxe, gjøs ikke tilbage for det Maniererte og Søgte, hvis det blot havde sin Ynde, og følte sig i Litteraturen altid tiltrukket af en let Hautgoût. Drengens Forkjærlighed for Sølvalder-Poeterne forlod ikke den modne Mand. Det var den, som fik ham til at skrive den fortræffelige Samling Charakteristiker han udgav under Navnet »Les Grotesques[0007]«, og hvori han paatog sig at rehabilitere† den hele Gruppe af mindre Digtere, som Boileau[LXV] i sin »L’Art poétique[0008]« havde brændemærket og slaaet ihjel for desbedre at rydde Pladsen for de store Forfattere, der havde overholdt Aristoteles’s[LXVI] Regler og Smagens Love. De stakkels Fyre vare ulæste blevne liggende i Litteraturens Benhus med et Vers af Boileau[LXVII] paa deres Pande. Som Fjende |430| af al Regularitet og Trivialitet tog Gautier[LXVIII] sig af dem. Hans plastiske og maleriske Sands fandt ingen Tilfredsstillelse ved Studiet af de værdige Digtere, der havde siddet og skrevet med Alongeparykker paa Hovedet og Manschetter om Haandleddene; men det morede ham at opsøge alle hine glemte og groteske Poeter med deres eiendommelige Profiler og Grimacer, hos hvem man blandt talløse Smagløsheder træffer paa talrige Bizarrerier, originale Glimt, vidfulde og maleriske Vers, ja paa saa levende og ypperlige større Digte som de bedste af François Villon’s[LXIX] og Théophile de Viau’s[LXX]. Var deres Muse ingen Skjønhed, saa gjaldt dog om hende hvad Gautier[LXXI] etsteds har skrevet om en indtagende Kvinde:
og saadan en stakkels Poet fra det 15de, 16de eller 17de Aarhundrede, der havde ligget fuld i Rendestenen eller havde hugget sig gjennem Verden med sin Kaarde eller havde endt sit Liv som Ørenring i Galgen, frembød ved sit Lune og sine Vers for hans Øie en Silhouet, en livfuld og charakteristisk Profil, som fængslede ham og som det morede ham at afridse.
Ud af Skolen blev den unge Gautier[LXXII] efter sit Ønske taget for at indtræde som Elev hos |431| Maleren Rioult[LXXIII]. Han selv saavel som hans Slægtninge overvurderede fra først af det Talent til at tegne og male, som han lagde for Dagen. Det var i Virkeligheden kun at betragte som det underordnede Supplement til hans aldrig før sete, epochegjørende maleriske Evne som Skribent. Victor Hugo’s[LXXIV] Optræden blev bestemmende for hans Løbebane. Da denne satte Hernani’s[lxxv] Horn for sin Mund, fulgte Gautier[LXXVI] Kaldet og forlod Malerkunsten for Litteraturen. Fra sit Atelierliv beholdt han imidlertid ikke blot Malerens Synsmaade; han bevarede i sin mundtlige Ytringsform og paa de Steder hvor han (som i Fortalen til »Mlle Maupin[0009]«) udtaler sig med samme Frihed som mundtligt, den overgivne og med selvlavede Kunstord spækkede Udtryksmaade, som trives og blomstrer i alle franske Kunstner-Atelier’er.
Han debuterede som lyrisk Digter. Fem Maaneder efter Opførelsen af »Hernani[0010]« og ulykkeligvis paa selve den Dag, da Julirevolutionen brød løs, udgav han sine første »Poesier[0011]«, der selvfølgelig i hint Øieblik skylledes bort af Tidsstrømmen, men som selv paa et roligere Tidspunkt neppe vilde have vakt Opmærksomhed. Som Lyriker er Gautier[LXXVII] upopulær; han udmærker sig ved en fast og udadlelig Form, men hans Naturel er altfor meget anlagt paa det Udvortes til at være virkelig lyrisk; han mangler Inderlighed og Sjæl. Bedst er han i sine Ungdoms|432|poesier, naar han giver sin antikt hedenske, nærmest romerske Epikuræisme Udtryk, naar han sætter Lykken i de tre Ting: »smukt Solskin, en Kvinde, en Hest«, naar han (som i Digtet »Le débauche[0012]«) forherliger den aabne Livsglæde, priser Farve, Sang og Vers, eller naar han (som i »Le premier rayon de mai[0013]«) gjengiver den simple, næsten sandselige, men i ethvert Tilfælde ganske usammensatte Lykkestemning ved at befinde sig i den Elskedes Nærhed. Mesterligt og absolut typisk for Gautier[LXXVIII] er det lille Digt »Lapseri« (»Fatuité[0014]«), hvis spøgende Titel paa den fineste Maade parerer ethvert Angreb paa Indholdet. Det udtaler en kraftig Ynglings muntre Overmod. Jeg citerer de to første Strofer:
Det var først i sine modnere Aar, at Théophile Gautier[LXXIX] trængte afgjort igjennem som Lyriker. »Émaux et Camées[0015]«, en Samling af Digte (alle i korte 8-Stavelses Vers), der ved sin Form svagt erindrede om Et og Andet i Goethes[LXXX] »West-Oestlicher Diwan[0016]« og Heine’s[LXXXI] »Buch der |433| Lieder[0017]«, gav Digterens personlige Stil i lyrisk Poesi det mest udprægede Udtryk. Behandlingsmaaden var ganske i Billedkunstens Aand. Digteren forsøgte ved Farvernes Kraft og Sammensmeltning, Formens Fuldkommenhed og Finhed, Rimenes strenge Renhed og sikkert afpassede Harmoni, kort sagt ved et Mesterskab, der intet oversaa, end ikke det Mindste, at levere digteriske Sidestykker til de Miniatur-Mesterværker i Agat eller Onyx, som de Gamle have efterladt os, saavelsom til Renaissancetidens italienske eller franske Emailmaleri paa Guldgrund. Han naaede i disse Poesier, til hvilke man endnu kan henføre det som anstødeligt udeladte, men over al Ros beundringsværdige Digt »Musée secret[0018]« – trykt i Bergerats[LXXXII] »Théophile Gautier[0019]« – en sproglig Skjønhed, der kan betegnes som ideal, og med hvilken høist den sproglige Plastik i enkelte senere Digte af Leconte Lelisle[LXXXIII] kan sammenlignes. Digtet »L’art[0020]«, med hvilket denne Samling slutter, og der som sprogligt Kunstværk vel kan kaldes et Mindesmærke, indeholder i Stenstil hans Kunstanskuelse. Han elskede Kunsten, som han saa dybt forstod, saaledes, at han satte den over alt Andet paa Jorden og han saa i den det eneste Blivende gjennem Tidernes Skifte. Han var vel altfor tilbøielig til at gjøre Kunstværdien afhængig af den i Kunstværket overvundne Vanskelighed, men kun fordi han troede, at det var Kampen |434| med Vanskelighederne som gjorde det færdige Værk haardført og uangribeligt af Møl og Rust. Det hedder i Digtets Slutning: »Alt forgaaer. Den kraftige Kunst alene er evig. Busten overlever Staden, og den strengt skaarne Medaille, som Bonden finder i Jorden, aabenbarer, at en Keiser har levet. Guderne selv døe; men de kongelige Vers, de blive; de staae uanfægtede, fastere i deres Støbning end et Bronceværk«. Man høre dette i hans Sprog:
Det gjælder om Vers, som dem, han skrev.
højresiderne i kapitel 27 har i førsteudgaven klummetitlen »Th. Gautier.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
efter landskabet Castilien i det centrale Spanien.
Føbus (gr. Foibos) betyder 'strålende' og brugtes som tilnavn til Apollon som lysets gud.
her formentlig i betydningen: plaget, lammet.
(sp.) jern (her i betydningen: sværd). Ordet var trykt på teaterbilletterne til førsteopførslen af Victor Hugos drama Hernani, 1830, og henviser til et spansk middelalderligt krigsråb anvendt som motto for Hugos digt »Cri de guerre du mufti«, Les orientales, 1829: »Hierro, despierta te ! / Cri de guerre des Almogavares. / Fer, réveille-toi !« Hugo 1912, 24:661.
sammensat citat fra Théophile Gautiers litteraturhistoriske værk Histoire du romantisme, 1874 Gautier 1874:94-95.
(fr:: l'art pour l'art), litterært slagord, som udtrykker den æstetiske holdning, at kunsten ikke skal tjene religiøse, moralske el. andre ydre formål. Populariseret af Théophile Gautier (under lidt andre formuleringer) i forordet til romanen Mademoiselle de Maupin, 1835-1836.
forestillingen om, at den franske krone skulle besiddes af direkte efterkommere af den ældste gren af den bourbonske fyrsteslægt. De oprindelige Bourboneres sidste repræsentant, Karl 10., blev styrtet ved Julirevolutionen i 1830, hvor Ludvig-Filip af Orléans, som var af en yngre gren af slægten Bourbon, satte sig på tronen.
et centralt begreb inden for den franske romantisme, som angår det at skildre det særlige og fremmedartede ved et bestemt sted, fx en egn eller et land; kendt fra fortalen til Victor Hugos drama Cromwell, 1827 Hugo 1912, 23:35.
gengivet efter fortalen til Alexandre Dumas d.y.s komedie Le fils naturel, 1858 Dumas d.y. 1869, 3:19.
det mislykkede britiske angreb på de franske tropper i den hollandske by Bergen op Zoom under Napoleonskrigene 8.3.1814.
citeret i Théophile Gautiers svigersøn og sekretærs, Émile Bergerats, udgave Théophile Gautier. Entretiens, souvenirs et correspondance, 1879 Bergerat 1879:47.
tilhørende fyrsteslægten Bourbon, som regerede Frankrig fra 1589 til 1792 og igen 1814/1815-1830.
der hentydes antagelig til Désiré Nisards begreb om den dekadente latinske litteratur efter den latinske guldalder, særligt Lucan og Martial, i afhandlingen Études de moeurs et de critique sur les poètes latins de la décadence, 1834.
(fr.: le grand siècle), betegnelse for 1600-tallet, særligt om Ludvig 14. og hans tid.
den romerske forfatter Lucius Apulejus var født i Madaura i Numidien i det nuværende Algeriet.
(efter den romerske kejser Augustus), tiden 31 f.Kr.-14 e.Kr. præget af de tre store digtere Virgil, Horats og Ovid.
perioden efter den latinske guldalder, dvs. 14-180 e.Kr.
de normative krav for digterkunsten formuleret i Aristoteles' Poetikken, ca. 325 f.Kr., bl.a. reglen om handlingens, tidens og stedets enhed.
GB tilføjer en prosaoversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 257): »Hun havde i sin pirrende Grimhed et Gran af Salt fra det Hav, op af hvilket nøgen og udæskende det bitre Svælgs Venus steg«; citat fra Théophile Gautiers digt »Carmen«, Émaux et Camées, 4. udg., i et fællesbind med titlen Poesies nouvelles, 1863 Gautier 1863:117.
der hentydes til slutningen af femte og sidste akt af Victor Hugos drama Hernani, 1830, hvor en hornblæsning langt borte forkynder hovedpersonens nær forestående død; her vel blot med den betydning, at Hugos drama fik Théophile Gautier til at blive digter i stedet for maler og kunstner, som han ellers var gået i gang med at uddanne sig til.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
her i betydningen: ufolkelig, elitær.
livsfilosofi med udgangspunkt i Epikurs lære om opnåelsen af lyst og undgåelse af ulyst som målet for et lykkeligt liv.
citat fra Théophile Gautiers digt »Sonnet V«, Albertus, ou L’âme et le péché, 1833 Gautier 1833:233.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 258): »Jeg er ung; i mine Aarer det rige Purpur ruller. / Mit Haar er kulsort og mine Blikke Ild. / Og mit Bryst uden Slim som uden Hostebulder / aander i dybe Drag Himlens Luft, ren og mild. // Til den lunefulde Vind, der bær Zigøjnerlandets Grøde, / utalte jeg kaster mine Døgn, al Livets Gøgl; / og tit, mellem Flasker, har den blege Morgenrøde / overrasket mig løsende en Maske af Fløjl«; citat fra Théophile Gautiers digt »Fatuité«, Poesies diverses, 1838-1845 Gautier 1845:305.
citat fra Théophile Gautiers digt »L’art«, Émaux et Camées, 2. udg., 1858 Gautier 1858:215.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik