I et Brev fra 22. November 1821 skriver Maleren Mérimée[I]: »Jeg har en stor Søn paa atten Aar, af hvem jeg gjerne vilde gjøre en Advokat. Han har saadanne Anlæg for Malerkunsten, at han uden nogensinde at have copieret Noget, gjør Skizzer som en ung Elev«. Som saa mange af de mest fremragende franske Romantikere opgav Prosper Mérimée[II] aldrig helt Sysselsættelsen med bildende Kunst; han malte Aquareller, men var fremfor Alt en utrættelig og begavet Tegner. Hans Tegnetalent synes nærbeslægtet med hans sprogligt stilistiske Færdighed.
I Slægten fra 1830 supplere i stilistisk Henseende Prosper Mérimée[III] og Théophile Gautier[IV] hinanden. Omridset, den strenge Linie er Mérimée’s[V], en blussende Farve derimod Gautiers[VI] Styrke. Gautier[VII] synes snarere at skrive med en |411| Pensel end med en Pen; hvad han elsker, er Drapperierne og Belysningen. Hans yppige Stil er venetiansk; det er lutter Brocade og Fløil, som han overstrøer med Flitter og Pailletter. Mérimée’s[VIII] simple, men til det Yderste elegante Fremstilling er ensfarvet og mørkladen; han ridser som med en Radernaal, men hans Stil har en Egenskab, som ingen nok saa glimrende Sprogvæv kan overtræffe, den er gjennemsigtig: Skikkelser og Charakterer sees i deres friske Vildhed som levende igjennem den. Alle Konturer staae i trodsig Skarphed som paa et Maleri eller en Radering af Jacques Callot[IX], om hvis Manér han minder. En ung mandig Figur hos Callot[X], der rask skrider frem med den lange Kaarde i Læderskeden hængende ved Siden, med en opkrampet Fjærhat kjækt sat paa Skraa, med den gule Vaabenfrakke om Livet, med vide Støvler, der folde sig smukt om den kraftige Læg, og med blanke Sporer, der klirre under Gangen, og som med stolt og udfordrende Holdning er Vidne til en eller anden Voldsdaad, vilde f. Ex. afgive en udmærket Illustration til »Chronique du règne de Charles IX[0001]«.
Mérimée’s[XI] Forbeholdenhed og Discretion giver sig sit sidste Vidnesbyrd i hans Stils klassisk-elegante Strenghed. Hans Form er lys og glat som blanktpoleret Jern; ingen Zirater, ingen Blomst, aldrig et eneste løst Ornament, men hver |412| Figur af drevet Metal, gjennemformet og sand, ligesaa costumerigtig som levende. Ingen af Frankrigs samtidige Forfattere har i sproglig Henseende vist den aristokratiske Conservatisme som Mérimée[XII], ikke Charles Nodier[XIII] engang. Han har brugt Sproget som det gaves ham ihænde, og han har sat sit Stempel paa hver Sætning, han har skrevet, uden at benytte et eneste besynderligt Ord eller et eneste almindeligt Ord paa en besynderlig Maade. Han har fremfor Alt skyet de almindelige Udtryk og de abstracte Ord, der kaste et Slør over Tanken, bag hvilket denne tager sig større og betydeligere ud. Hvad der fremfor Alt udmærker ham, det er Udtrykkets Sikkerhed, Gaven til med det usmykkede Ord, hvis Præg syntes udvisket, at fremkalde nøiagtigt den Forestilling, han vil. Hugo[XIV] skrev en anskuelig, pathetisk, Gautier[XV] og de, der sluttede sig til ham, en sandselig, billedstraalende Stil, begge søgte at virke ved Ord-Architektur. Hos Mestrene var denne Stræben i sin Ret. Men deres Efterligneres og Elevers Forsøg erindre kun altfor tidt om hine pragtfulde Aquaducter fra Romernes Tid, der med uhyre Bekostning og Anstrengelse bleve udspændte fra Høidepunkt til Høidepunkt, fordi man ikke vidste, at Vandet ved sin egen Kraft kunde stige op fra Dalen. Vi beundre disse Mindesmærker; men vor Beundring vilde have været større, om vi istedenfor dem havde fundet simple Rør, der |413| holdt sig ved Jorden. Det kunstige og løftede Udtryk er som Aquaducten, det simple Ord, der gaaer lige til Maalet, som det uanseelige Rør, og Mérimée’s[XVI] Stil holder sig som Røret til Jorden, har ingen unyttig Pragt og ingen unødvendig Løftelse, ingen paa Opspiling spildte Kræfter. Den er ikke derfor en Stil uden Ynde, men den har ingen anden Gratie end den tilstrækkelige Krafts. Der er intet Ord for meget, og hver Sætning staaer i det Heles Tjeneste. Det gamle Motto: »Ne quid nimis« synes at have været denne Fortællerkunsts Løsen.
Det Maal, som Mérimée[XVII] med denne Stil forfulgte, var øiensynligt det, ved Afkald paa alt Biværk at gjøre sine smaa Kunstværker saa uangribelige som muligt for Tidens Tand. Hans Bestræbelse erindrer om den, man tilskriver Donatello[XVIII]. Man har forklaret Donatellos[XIX] herlige St. Georgs eiendommeligt samlede Holdning – de fast til Kroppen liggende Arme og Hænder – deraf, at han paa Oldtidens Billedstøtter omhyggeligt havde iagttaget, hvilke Legemsdele der havde lidt mest og hvorfor. Paa analog Maade har Mérimée[XX] for at gjøre Tidssmagens Forandringer magtesløse overfor sine Værker holdt dem fri for alt Udenværk, alle Udskeielser fra Sagens Væsen.
Det var dog ikke hans Skrivemaade, som slog igjennem og blev den nærmeste Eftertids. Det blev ikke ham, men Gautier[XXI], der som Stilist |414| fik en Skole, og jeg for min Del hører ikke til dem, der beklage, at en rigere og sandseligere Stil har fortrængt hans eller at de nyere franske Forfattere ikke blot ville skrive Sætningen klar og correct, men om muligt meddele den en Melodi, en Farve, en Duft. Den Sprogbehandling, der strækker sig fra Gautier[XXII] over Flaubert[XXIII] og Brødrene Goncourt til Zola[XXIV] og Daudet[XXV], har imidlertid ogsaa sin betænkelige Side, og den descriptive Stils mest opsigtvækkende Repræsentant i vore Dage har ikke manglet Øie derfor. Jeg finder i en af Zola’s[XXVI] Feuilletoner følgende Betragtning:
»Det Værste er, at det er blevet min Overbevisning, at vor Tidsalders Jargon, den Del af Stilen, der tilhører Moden og maa blive forældet, vil gjælde for en af det franske Sprogs mest uhyrlige Stilarter. Det lader sig næsten med mathematisk Sikkerhed forudsige. Hvad der især let forældes, det er Billedet. Saalænge det er nyt, henriver og begeistrer det; naar det saa er blevet anvendt to eller tre Slægtled igjennem, bliver det en Trivialitet, tilsidst en Skamplet. Man se Voltaire[XXVII] med hans tørre Sprog, hans kraftige Sætning uden Adjectiver, der fortæller og ikke maler: han forbliver evig ung. Man se Rousseau[XXVIII], der er vor Stamfader, med hans Billeder, hans lidenskabelige Rhetorik: han har skrevet utaalelige Sider [...] Der forestaaer os altsaa en smuk Skjæbne, os, der endnu have overbudt |415| Rousseau[XXIX], som male og synge vore Sætninger, hugge dem til som Marmorblokke og fordre Tingenes Lugt af Ordene. Alt det bemægtiger sig Folks Nerver, vi finde det udsøgt; ja vel. Men Spørgsmaalet er kun det, hvad vore Børnebørnsbørn ville sige til det. Deres Følemaade vil sikkert have forandret sig, og jeg er overbevist om, at de ville staae forbausede overfor mange af vore Værker. Næsten Alt deri vil være forældet«.
Forfatteren af denne vemodige Selvfordømmelse gaaer rimeligvis meget for vidt. Hvis vore Efterkommere ikke ville bryde sig stort om vore Bøger – hvad der er rimeligt nok – saa vil den Stil, hvori de ere skrevne, have mindst Skyld deri; men i ethvert Tilfælde er hans Udtalelse mærkværdig som et Vidnesbyrd fra en litterær Colorist til Fordel for Stilens Rationalister, mellem hvilke Mérimée[XXX] i dette Aarhundrede utvivlsomt er en af de første. De bedste af hans Værker ere Monumenter. Sjeldent ere i Verdenslitteraturen smaa Prosa-Arbeider blevne udførte i saa stor en Stil. Det er Sagen selv, som staaer for En i det skarpeste Sollys uden nogensomhelst Følsomheds-Taage omkring sig. Det vilde være urimeligt at skatte den billedrige Prosaist mindre høit, fordi hans Billeder tabe sig ved Gjentagelse; man kunde lige saa godt lægge en Componist det til Last at hans Melodier ved at spilles paa alle Lirekasser |416| blive uudholdelige. Men det lader sig ikke negte, at en streng og billedløs Stil som Mérimée’s[XXXI], der ikke har noget Vegetabilsk ved sig, overlever den beskrivende Stilarts Frembringelser, omtrent som en Broncestatue overlever et blomstrende Træ.
Oprindeligt gjaldt denne Digter forunderligt nok for en ren Naturalist. Alfred de Musset[XXXII] har i sin Ungdom om Mérimée[XXXIII], hvem han naivt sammenstiller med Calderon[XXXIV], skrevet nogle Vers, der paa en meget interessant Maade gjengive det Indtryk, som hans Talent gjorde paa de Samtidige; det forekom dem, som om han leverede blotte Afstøbninger af det Virkelige:
»Ikke et Meiselslag« er et pudsigt Ord om Tidsalderens mest energiske Stilist, men saa meget er klart, at Alfred de Musset[XXXVII] ansaa Mérimée[XXXVIII] for en fuldblods Naturefterligner. Det beroer paa at der, som ovenfor berørt, fra Begyndelsen af var et naturalistisk Element i Romantismen. Man følte dengang i den romantiske Leir slet ingen Spaltning imellem Naturalisme og Romantisme. Vistnok var Fjærbuskenes og Toledoklingernes |417| Poesi En kjærere end den reale Virkeligheds Liv; men ogsaa Virkeligheden lod sig fremstille poetisk, naar den havde Farve og Charakter, Lidenskab og Flamme og exotisk Duft, og det havde den hos Mérimée[XXXIX]. Spirer til den senere Naturalisme findes hos Mérimée[XL] som hos de andre Romantikere, kun at hos dem Kjærligheden til Kunsten beherskede Naturefterligningen. Imidlertid er Mérimée[XLI] med sin Forkjærlighed for brutale Stoffer og med sin kunstige Kulde ganske tydeligt en Forløber for den Smagsretning, der fremtraadte i den følgende litterære Generation. I Taine’s[XLII] »Vie et opinions de M. Graindorge[0002]« (1867) findes en Linie, der er skrevet om det selskabelige Liv, men har en større Rækkevidde: »Depuis dix ans une nuance de brutalité complète l’élégance«. Man føler dette hos næsten alle det andet Keiserdømmes større Skribenter, hos den yngre Dumas[XLIII], hos Flaubert[XLIV], hvem man kunde kalde den næste Slægts Mérimée[XLV], endelig hos Taine[XLVI] selv, der ganske i Mérimée’sk Aand fryder sig, naar han har »et smukt Mord« at skildre og som lader sin Graindorge[xlvii] give Læseren nøiagtig Anvisning paa den mest praktiske Methode til at skjære sin Hals over med en Barberkniv*)
. |418|Nutildags gjælder Mérimée[LI] for en Klassiker. Hans klare og gjennemsigtige Form, hans Sky for lyriske Udskeielser, for Lignelser og Rhetorik synes at sikre ham en Plads udenfor den romantiske Gruppe. Men vi have seet, at i en vis Forstand ere alle franske Romantikere at betragte som Klassikere, og det kun tydeligere klassiske Præg hos Mérimée[LII] giver ham følgelig ingen Særstilling udenfor Skolen.
Naar man tilmed betænker, at han saa godt som Hugo[LIII] og de Vigny[LIV] har været Walter Scotts[LV] Indflydelse underkastet, at han har et umiskjendeligt Slægtskab med den Byronske Satanisme, at han, den ædru Tvivler, endog har skrevet Sager som »La vision de Charles XI[0004]« i Hoffmann’s[LVI] Art, at han var Beyle’s[LVII] umiddelbare Discipel, at han, ægte romantisk, næsten altid fremstillede det Fremmede og Umoderne, saa vil man hos ham finde saa mange for de franske Romantikere fælles Træk, at man i ham erkjender det ægte Barn af hans Tidsalder.
Hans Skikkelse hæver sig, ogsaa uden at man tildeler ham en kunstig Originalitet, tilstrækkeligt frem i den geniale Slægt fra 1830. De andre sprængte i brogede Vaabenkjortler, med forgyldte |419| Hjelme og vaiende Faner ind paa Arenaen. Han er den sorte Ridder i den store romantiske Turnering.
højresiderne i kapitel 26 har i førsteudgaven klummetitlen »Mérimée og Gautier.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
citat fra et brev fra Prosper Mérimées far, Léonor Mérimée, til vennen baron François-Xavier Fabre, citeret i Maurice Tourneux' biografi Prosper Mérimée, ses portraits, ses dessins, sa bibliothèque, 1879 Tourneux 1879:44.
er i betydningen: lysende, glansfuld.
her i den oprindelige betydning: følelsesfuld, højtidelig.
(ital.: San Giorgio), Donatellos marmorstatue, ca. 1415-1417, oprindeligt lavet til kirken Orsanmichele i Firenze (nu i Museo Nazionale del Bargello).
de franske forfattere Edmond de Goncourt (1822-1896) og Jules de Goncourt (1830-1870).
citat fra Émile Zolas litteraturkritiske værk Les romanciers naturalistes, 1881 Zola 1881:374-375.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 249): »En helder som Calderon eller Mérimée smeltet Bly over Virkeligheden … tager Form over Menneskeskikkelsen og kaster sin Afstøbning af Livet i dets Nøgenhed op paa Skuepladsen. Intet Mejselslag paa den mørke Afbildning. Intet uden en Broncemaske, saaledes som Gud selv har støbt den«; citat fra Alfred de Mussets digt »La coupe et les lèvres«, Un spectacle dans un fauteuil, 1833 Musset 1957:158.
det andet franske kejserrige fra 1852 til 1870, under ledelse af Napoleon 3.
det andet franske kejserrige fra 1852 til 1870, under ledelse af Napoleon 3.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 250): »Naar Cromwell tager over til Irland, angiver Guizot Tallet paa de Nedsablede og nævner, hvad Stand de tilhørte, og det er Alt. Og dog hvilke smukke Blodbade! Hvilken Lejlighed til at gennemtrænge Læseren med det kolde Raseri, der førte Fanatikernes Kaarder!«; citat fra Hippolyte Taines essay »M. Guizot. Histoire de la révolution d'Angleterre«, trykt i tidsskriftet Revue de l’instruction publique, 1856 Taine 1858:132.
der hentydes til Robert Southeys negativt ladede benævnelse af George Gordon Byrons (Lord Byrons) litterære retning, første gang anvendt i forordet til Southeys digt A Vision of Judgement, 1821.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik