Vil man have et livfuldt og overgivent Billede af den unge romantiske Zigeunerbande, |435| der sluttede sig til Hugo[I], et Billede, der udmærker sig ved sin kaade Selvparodi, saa læse man Théophile Gautier’s[II] »Les Jeunes-France[0001]«, der efter hans egen Opfattelse skulde give en noget lignende Satire for Romantikernes Vedkommende, som Molière’s[III] »Les précieuses ridicules[0002]« havde leveret af en ældre Periodes litterære Udskeielser; Skade kun at »Les Jeunes-France[0003]« er en talentfuld Drengestreg, medens »Les Précieuses[0004]« er et modent Værk af blivende Værd. »Det unge Frankrig[0005]« blev skrevet strax efter at Gautier[IV] var bleven optagen i den romantiske Leir og giver, omtrent som Petrus Borels[V] og Philothée O’Neddy’s[VI] Poesier et Indblik i Datidens Ungdoms burschikose Liv. Det er ikke betydningsløst, at Gautier[VII] har skrevet denne Bog, thi han var og blev i Grunden til sin Død den ægte Kunstner-Zigeuner, altid lidt paa Kant med Samfundet og dets Begreb om Respectabilitet, i sin Ungdom levende det egentlige Bohèmeliv som Maler, Poet, Journalist og Reisende, i sine senere Aar førende et Husliv med sine Søstre og sine Børn uden nogensinde at tænke paa Ægteskab. Af hans Forbindelse med Kvinder var den med Ernesta Grisi[VIII], Moderen til hans Døtre Judith[IX] og Estella[X], den langvarigste. For Søsteren Carlotta[XI] nærede han ligeledes i lang Tid meget varme Følelser, og det er for hende, at han har skrevet sine Balletter. Var han en meget flagrende Elsker, saa var han til Gjengjæld |436| en yderst kjærlig Broder og Fader; han gav sine Døtre en mønsterværdig Opdragelse og havde bl. A. den gode Idee at lade dem lære Sprog som Japanesisk og Chinesisk, i hvilke Kundskaben var sjelden nok til at kunne være en Kvinde, der stod alene, en Støtte. Det er bekjendt, at denne Kundskab senere kom Judith Gautier[XII] tilgode.
Den Bog, som giver det fuldeste Indtryk af Théophile Gautiers[XIII] Sjæleliv som Yngling, er dog ikke »Les Jeunes-France[0006]« men den umiddelbart efter dette Skrift forfattede Roman »Mademoiselle de Maupin[0007]« (1836). I denne Bog syder hans Ungdoms Champagneskum. Det er en saare hedensk og paa sine Steder saare uanstændig Bog – uanstændig som en Dialog af Crébillon fils[XIV] –, men der er Kræfter i den, og saa overdrevent det end er, naar Swinburne[XV] kalder den »the golden book of beauty«, saa røber den dog den ualmindeligste Skjønhedssands. Den var som et Afløb for Ynglingens overstrømmende Livskraft.
Théophile Gautier[XVI] havde oprindeligt været zart og spinkel og udmærkede sig blandt Legemsidrætter kun i Svømning, men det var hans Ideal at blive en Kraftkarl og han beundrede Athleter og Boxere langt over alle Dødelige. Han tog da flere Aar igjennem Undervisning i Stokkefægtning og Boxning, i Ridning og Roning saalænge til hans legemlige Tilstand helt forandrede sig, og han havde den ubeskrivelige Triumf den Dag, da |437| Château-Rouge[a] blev aabnet, at give et ganske nyt »Tyrkehoved« (det vil sige: en Kraftmaaler) et Næveslag af 532 Punds Vægt, der er blevet historisk. »Det er«, siger han med naiv Elskværdighed i sin selvbiografiske Notits, »den Handling i mit Liv, af hvilken jeg er stoltest« og man kan troe, at disse Ord ere bogstavelig mente. Thi endnu som gammel pleiede han, naar man i et Selskab af Venner modsagde hans Paradoxer og alle i Munden paa hinanden talte imod ham, at paabyde Taushed ved med sin bløde, hæse Stemme at raabe overlydt: »Jeg er en Kjærnekarl, jeg slaaer 530 paa et Tyrkehoved, og jeg skriver Lignelser, der hænger sammen. Det er Indbegrebet af menneskelig Fuldkommenhed«.*)
I »Mademoiselle de Maupin[0008]« sporer man paa eengang den unge Dandy, der er istand til at give et frygteligt Næveslag og den fine Kunstner »hvis Lignelser hænge sammen«, det vil sige hvis Ord ere Billeder for Øiet. Men fremfor Alt sporer man dog her Digterens rent antike og plastiske Naturel, ved hvilket han udskiller sig fra alle sine Samtidige i hin rige Generation. Gautier[XVII] har malt sig selv etsteds i Bogen hvor han lader Helten skildre sit Væsen:»Jeg er et Menneske fra de Homeriske Tider; |438| den Verden, i hvilken jeg lever, passer ikke for mig og jeg forstaaer Intet af det Samfund, der omgiver mig. Christus er ikke kommen til Verden for mig, jeg er saa hedensk som Alkibiades[XVIII] eller Fidias[XIX] var. Jeg har aldrig plukket Passionsblomster paa Golgatha, og den dybe Flod, der fra den Korsfæstedes Side strømmer ud over Verden som et rødt Bælte, har ikke badet mig i sine Bølger. Mit oprørske Legem vil ikke erkjende Aandens Overhøihed og mit Kjød finder sig ikke i at spæges. For mig er Jorden ligesaa skjøn som Himlen, og jeg tænker, at Formens Fuldkommenhed er den sande Dyd. Jeg holder mere af en Statue end af et Fantom og af Middag end af Tusmørke. Tre Ting behage mig: Guld, Marmor og Purpur, Glands, Fasthed og Farve. Det er det Stof, af hvilket mine Drømme ere gjorte og alle mine Luftkasteller byggede [...] Aldrig seer jeg Taage eller Damp for mig, aldrig noget Usikkert og Flydende. Min Himmel har ingen Skyer, eller, hvis den har, saa er det faste, med Meiselen udhuggede Skyer, dannede af de Marmorskjærver, der ere faldne fra Jupiters Billedstøtte [...]; thi jeg holder af med Fingren at kunne berøre hvad jeg har seet og at kunne forfølge Konturernes Runding til de fineste Folder [...] Jeg har altid været saadan. Jeg seer paa Kvinderne med en Billedhuggers Øie, ikke med en Elskers; jeg har hele mit Liv igjennem bekymret |439| mig om Flacon’ens Form, aldrig om dens Indhold. Hvis jeg havde havt Pandoras Æske mellem mine Hænder, saa troer jeg, at jeg ikke havde aabnet den«.
Théophile Gautier[XX] er en af de faa franske Romantikere, der frembyder tydelige Paralleler med de tydske. Hans Novelle »Fortunio[0009]« er med sin Forherligelse af Nydelsen og Lediggangen det franske Sidestykke til Fr. Schlegels[XXI] »Lucinde[0010]« og han minder om de tydske Romantikere ved sin Ringeagt for det særligt Digteriske i Poesien. Han sagde en Dag til Taine[XXII], der paa Hugos[XXIII] Bekostning ytrede Forkjærlighed for Musset[XXIV]: »Taine[XXV], De synes mig at forfalde til den borgerlige Idiotisme. At forlange Følsomhed af Poesien [...] det er slet ikke det, det kommer an paa. Straalende Ord, Lys-Ord, med en Rytme og en Musik, det er Poesi. Det beviser ikke noget og det fortæller ikke noget; Begyndelsen af Hugo’s[XXVI] »Ratbert[0011]Himalayas[b] Plateau. Hele Italien med alle dets middelalderlige Vaabenskjolde er deri, og ikke Andet end Ord«. Han ligner Tieck[XXVII] i sin Kjærlighed til den tankeløse, den rene Forms Poesi; men han adskiller sig som god Romaner paa det Skarpeste fra ham derved at medens Tieck[XXVIII] vilde forflygtige Ordene til Toner, fortynde Digtningen til blot Stemning, til Musik (»Liebe denkt in |440| süssen Tönen, denn Gedanken stehn zu fern«)*)
vilde Gautier[XXIX] omvendt faae Ordene til at sprude Straaler og- Farver og fortætte Digtningen til Ordmaleri og Ordplastik.Derimod stemmer han fuldstændigt overens med de tydske Romantikere i sit Had til Utilitarianismen. Hans Formel »L’art pour l’art« har sit Udspring af dette Had. Denne Formel, som han i Fortalen til »Mademoiselle de Maupin[0013]« for første Gang med Glands forfægtede, er fra een Side seet, ubetinget gyldig.
Den er sand og ubestridelig i den Mening, at Kunsten ikke er underkastet de samme Regler for det Tilbørlige, som med Rette beherske Livet, langt mindre dem, som med Urette gjøre sig gjældende deri. Ligesom det at staae nøgen i en Menneskesværm er en Ting, der meget vel skikker sig for en Statue, men ingenlunde for en Mand eller Kvinde, saaledes ere overhovedet Liv og Kunst himmelvidt forskjelligt stillede overfor Moralbegrebet. Gautier[XXX] stræbte derfor uafbrudt at kjæmpe Kunsten løs fra den moraliserende Kritik. I den ungdommeligt voldsomme Fortale til »Mademoiselle de Maupin[0014]« udbryder han til de nyttesøgende Kritikere: »Nei, I Dumrianer, I kropknudede Kretinere, Kunsten laver ingen Havresupper, en Sonet er ingen Klystersprøite og et Drama ingen |441| Jernbane, lutter høist nyttige Ting«. Om de evigt forargede Kritikere siger han: »Hvis der i et Maleri eller en Bog er et eller andet nøgent Sted, søge disse Folk lige dertil som Soen søger til Pølen [...]« og med en Hentydning til »Tartuffe[0015]« fortsætter han: »For mig kan Dorine[xxxi], den kjønne Soubrette, gjerne gaae med sin smukke Hals ubedækket, jeg skal ikke trække mit Lommetørklæde op af den Grund. Jeg betragter den, som jeg betragter hendes Ansigt, og er den hvid og velformet, har jeg min Glæde deraf«. Og for at værge sig mod den stedse fornyede Beskyldning for Usædelighed skriver han: »En yderst komisk Varietet af den dydige Journalist er Journalisten med kvindelige Slægtninge. For at nedsætte sig som Journalist af denne Art maa man først forsyne sig med adskilligt Husgeraad som to til tre legitime Hustruer, nogle Mødre, saa mange Søstre som muligt og et fuldstændigt Assortiment af Døtre og Cousiner. Saa maa man have en eller anden Bog at flaae, Pen, Papir, Blæk og en Bogtrykker [...] Saa skriver man: Det er umuligt at føre sin Hustru hen at see dette Stykke [...] Det er umuligt at give denne Bog i Haanden paa en Kvinde, man agter [...] Deres Hustru maa skjule sin Rødme bag sin Vifte, Deres Søster, Deres Cousine o. s. v. (man kan indsætte de forskjellige Værdier, det gjælder kun om at have kvindelige Væsener at raade over)«. |442| Lader Gautiers[XXXII] digteriske Praxis sig end ikke altid forsvare, saa havde han Ret i sin Theori. Poesien har sin egen Sædelighed, den som følger af Skjønhedskjærlighedens og Sandhedskjærlighedens Væsen, der er dens eget Væsen, hvor tilhyllet og indirekte det end ytrer sig, men den er ikke bunden ved vort Omgangslivs selskabelige Hensyn. Poesien er i og for sig en sædelig Magt, ganske som Videnskaben, Fysiologien f. Ex., er det, skjøndt heller ikke den binder sig til hvad den gode Tone anseer for omtaleligt. Der gives usædelige Poeter som der gives usædelige Læger, men deres Immoralitet har Intet at gjøre med den Hensynsløshed, der følger af Kunstens som af Videnskabens Opgave, og som udspringer af deres Natur.
Særligt skikket til at indprente denne Sandhed var et plastisk og malerisk Temperament som Gautier[XXXIII], der ikke havde kunnet underkaste sig de saakaldte moralske Fordringer til Digtekunsten uden at ofre sit hele Talent. Hans særegne Gave er den at gjengive Sandseverdenen i Ord. Han er den første, der i stor Stil ved sit Exempel har vist, at Lessings[XXXIV] »Laokoon[0016]« har en Lacune; thi han har beskrevet meget af det, som Lessing[XXXV] holdt for ubeskriveligt. For Intet mangler han Ord, hverken for en Kvindes Skjønhed eller for en Bys Fysiognomi, hverken for Smagen af en Ret eller for Klangen af en Stemme. »Siden vi |443| have ham«, sagde engang Sainte-Beuve[XXXVI], »er Ordet »indicible« (usigelig) ikke mere fransk«. Han havde den sædvanlige romantisk-klassiske Sky for sproglige Nydannelser, men han har beriget det moderne Fransk med en Fylde af Ord fra det femtende og sextende Aarhundrede, der med Urette vare gaaede af Brug og med en Mylr af skarpt betegnende, techniske Udtryk. Som bekjendt vare de franske Ordbøger hans kjære, stadige Læsning. Vistnok var han en ganske paa det Udvortes anlagt Aand; men der udfordres stor Inderlighed og stor kunstnerisk Alvor til i den Forstand at være udvortes. Vistnok gik han i sin Poesi ikke ud paa at røre de følende Hjerter, men selv Goethe[XXXVII] har jo havt Stemninger, under hvilke han skrev:
Hans Roman »Capitaine Fracasse[0017]«, der undfanget i hans Ungdom, først blev udført i hans senere Aar, giver det klareste Indtryk af hans Prosa. Personerne deri sees som i Naturen med deres hele ydre Form, med deres Klædedragt, deres Bevægelser, deres architektoniske eller landskabelige Baggrund.
Bogen aabnes med et Kapitel, der hedder »Elendighedens Slot«, og som indeholder Skildringen af en omvandrende Skuespillertrups Aftensmaaltid |444| ved Lyset af to store, med Guldpapir overklæbede Theaterkandelabrer af Træ i en ung fattig Barons forfaldne Fædrenekastel paa Ludvig d. 13des[XXXVIII] Tid. Det er en Beskrivelse, som minder om det under Navn af Esthers Bryllup berømte Rembrandtske Maleri i Dresden[c]. Man seer Lyset modellere Ansigterne og Skyggerne krybe opad Væggene. Der forekommer ikke et sentimentalt Ord deri, men der er saa fin en Vemod i Stemningen, at man forstaaer det Ord, Gautier[XXXIX] sagde til Feydeau[XL], der traf ham skrivende derpaa: »Det er en nøiagtig Skildring af min Sjælstilstand«.
Et andet Kapitel beskriver under Overskriften Snestykke (Effet de neige) hvorledes Skuespillernes Karre drager afsted ved Nattetid gjennem den høie Sne, hvorledes den iblandt dem, der pleier at spille Matamoren (den storpralende Soldat) og som har fulgt Karren tilfods, savnes af de Andre, hvorledes de søge ham og forgjæves raabe hans Navn af deres Lungers fulde Kraft ud over den vide Snemark. Intet Svar. En af dem bærer en Lygte, hvis røde Reflex bevæger sig over Sneen; vi see de lange formløse Skygger, som følge Mændene over den hvide Grund. Truppens sorte Hund ledsager dem hylende. Med Et tier Hunden og man fornemmer den Dødsstilhed, som opstaaer, naar den faldende Sne dæmper alle Lyd. Endelig troer den af dem, som har skarpest Øine, ved Foden af et Træ at see en fantastisk Figur, |445| underligt og ulykkevarslende stiv. Det er ham, den stakkels Matamor. Hans Ryg er støttet mod Træet og hans lange Ben strakte ud paa Jorden, halvt skjulte af den fygende Sne. Hans uhyre Kaarde, som han aldrig lagde fra sig, danner mod hans Buste en saa løierlig Vinkel, at man under andre Omstændigheder havde maattet smile deraf. En nærmer Lygten til hans Ansigt og er nær ved at tabe den af Skræk. Ansigtet, der er hvidt som Vox, seer ud som om Dødens benede Fingre havde klemt Næseboerne sammen; Næseryggen lyser som den skinnende hvide Rygplade paa en Blæksprutte; Huden er strammet over Tindingerne; Sneflokke ligge paa Øienbryn og Øienhaar; de opspilede Øine stirre med glasagtig Glands. Paa hver Ende af de store, spidse Moustacher glimter en lille Isklump, hvis Vægt bøier dem lidt. Den evige Tausheds Segl har lukket Læberne, fra hvilke saa mangt et lystigt Praleri foer ud over Tilskuerrummet, og Dødningehovedet skimtes gjennem det blege, magre Ansigt, i hvilket Vanen til at gjøre Grimacer har gravet gyseligt komiske Furer. »Ak«, siger en af hans Kammerater, »den stakkels Matamor er død. Træt og forvirret af Snefoget har han et Øieblik søgt Ly under dette Træ, og da han ikke har to Lod Kjød paa Kroppen, er han snart bleven gjennemfrossen indtil Marv og Ben. For at gjøre mere Effekt i Paris[d] formindskede han daglig sin Ration |446| og gjorde sig magrere end en Mynde i Jagttiden. Stakkels Matamor! nu er du sikret mod alle de Næsestyvere, Beimænd, Spark og Stokkeprygl, din Rolle forpligtede dig til at modtage. Nu er du saa stiv som havde du slugt din lange Slire«. Det Følelsesfulde i Situationen kommer her indirekte frem gjennem en samvittighedsfuld Plastik.
Det var jo imidlertid naturligt, at dette Følelsesfulde kun sjeldent aabenbarede sig i en Kunst som Gautiers[XLI] og at han særlig med Aarene fortabte sig i en Beskriven, der, saa fuldendt den end var i sin Art, dog blev mere og mere sjælløs. Han havde en Lidenskab for at reise, besøgte 1840 Spanien, 1845 i Hertugen af Aumales[XLII] Følge Afrika. 1850 Italien, 1852 Constantinopel[e], Aaret efter Rusland til Novgorod[f] o. s. v. og alle disse Reiser har han beskrevet, ofte længe efter Hjemkomsten, men i Kraft af sin fabelagtige Hukommelse for Tingenes Udseende med en Nøiagtighed og Sandhed uden Mage. Kun har Læseren den Skuffelse, at disse Beskrivelser omhandle Alt i Landene med Undtagelse af deres Indvaanere. Da Madame de Girardin[XLIII] havde læst hans »Tra los montes[0018]«, skal hun have sagt til ham: »Men, Théo[XLIV], findes der ingen Spaniere i Spanien?« og denne Kritik passer paa alle hans Bøger af den Art. Det indre Menneske ophørte efterhaanden at existere for ham og selv det ydre Menneske forsvandt tilsidst bag Costumet. I hans |447| Samtaler med hans Svigersøn Bergerat[XLV] forekommer denne pudsige og betegnende Ytring: »En Kongetiger er smukkere end et Menneske; men hvis Mennesket skjærer sig en prægtig Dragt af Tigerskindet, saa er Mennesket smukkere end Tigeren, og jeg begynder at beundre det. Paa samme Maade interesserer en By mig kun ved sine Mindesmærker, der jo ikke er andet end Fællesresultatet af dens Befolknings Aand. Hvad bryder jeg mig om denne Befolkning er svinsk eller om Byen maaskee rummer et Indbegreb af alle mulige Forbrydelser, naar man blot ikke slaaer mig ihjel, imedens jeg seer paa dens Monumenter«. Man har her den rene Skjønheds- og Kunstdyrkelse drevet ud i sin mest betegnende Ytringsform. Det Menneskelige, det sjæleligt Bevægede, det Moderne, Livet selv tabte tilsidst al Interesse for Gautier[XLVI] som Kunstner og Kunstelsker. Derfor gik ogsaa efterhaanden hans hele Sands for den dramatiske Kunst op i Sandsen for Stilen, Costumet og Decorationen. Han pleiede at sige, at en Skuespildigter burde kunne faae sagt fra Scenen alt det, han vilde have sagt, blot med fire Pjerrot’er, som han anbragte i forskjellige Situationer; thi det gjaldt kun om at meddele »et Indtryk af Liv ikke Livet selv«; »Livet selv er altfor grimt« pleiede han at tilføie.
Saaledes leverede han tilsidst saa at sige Kritiken over sig selv og angav for alle Andre |448| end hans blinde Beundrere, hvor hans Grændse laa. Han opviste den svage Side af Løsenet L’art pour l’art: En Kunst, der ikke dreier sig om anden Axe end Kunsten selv, bliver nødvendigvis tilsidst gold og tom. Den rene Kunstbegeistring skaber en Galatea af Marmor; Tidsalderens Tankestrøm alene er den guddommelige Aande, der indblæser Statuen Liv.
At Gautier[XLVII] imidlertid med en Energi som ingen Anden emanciperede Kunsten fra fremmede Fordringer og udviklede den saa eiendommeligt som han gjorde, det var en stor og god Gjerning. Var det end ikke Vinding nok for Kunsten, saa var det Gjerning nok for Enkeltmand. Man kan ligefuldt paa ingen Maade sige at Gautiers[XLVIII] Talent før hans Død blev forstaaet og vurderet, som det fortjente; han havde sit Publicum blandt alle kunstnerisk Dannede, men de blot litterært Dannede, ikke at tale om den store Læseverden, forstode Intet af hans Fortrin. Hvor tidt har jeg ikke i Frankrig af Videnskabsmænd hørt de taabelige Historier om hvorledes Gautier[XLIX] skrev sine Bøger ud af Dictionnairerne uden Sands for andet end Ordets Klang og Besynderlighed som Ord!
Hvad der til en vis Grad forklarer denne Uforstand er, at hos Gautier[L] Feuilletonisten efterhaanden i den almindelige Bevidsthed helt havde fortrængt Poeten. Allerede i Aaret 1836 var |449| han, der havde sagt Journalisterne saa bitre Sandheder, traadt ind i Dagspressen for at fortjene sit Brød og fra da af til sin Død – 36 Aar igjennem – var han uden nogen Afbrydelse Journalist. Hans Lethed til at skrive kom ham her tilgode og han udførte som Kunst- og Theaterkritiker et Herkules-Arbeide. Efter hans egen og Bergerats[LI] overensstemmende, men dog rimeligvis overdrevne Beregning vilde hans Værker, ifald man samlede alle hans Artikler, beløbe sig til tre hundrede Bind. Han skrev først 19 Aar i Girardins[LII] »La Presse[0019]«, senere under Keiserdømmet mest i »Moniteur officiel[0020]«. Jeg har læst alle hans Theaterartikler, dem han kun modstræbende forfattede; de have alene stilistisk Værd. Som Kunstkritiker indskrænkede han sig stedse mere til Billedbeskrivelsen, hvori han var uopnaaet Mester. Trætheden ved Haandværket, Ulysten til at skaffe sig Fjender, Medlidenhed med Begyndere og Ubegavede, endelig en stor Godmodighed, og en ikke mindre stor Ligegyldighed gjorde ham bestandig mere overbærende. Tilsidst roste han næsten Alt og Alle med samme souveræne Flegma og i samme sikre, farvede Stil. Det store Publicum kjendte ham blot som Kunstkjender, Kunstbeskriver og Feuilletonist.
Men paa Digtere og Skribenter havde han samtidigt i al Stilhed en mægtig Indflydelse. Fra Théophile Gautier[LIII] nedstammer i lige Linie |450| den udmærkede Prosaist Paul de Saint-Victor[LIV], den Ufølsomste blandt de moderne Digtere Leconte de Lisle[LV], den »sataniske« Lyriker Baudelaire[LVI] og endelig den hele Gruppe af unge Digtere, der under Keiserdømmet forenede sig under Navnet »Les Parnassiens«. Saint-Victor[LVII] arvede Gautiers[LVIII] Farvesands og Formsands, hans Kjærlighed til den bildende Kunst, Leconte de Lisle[LIX] hans Evne til at identificere sig med fremmede Culturer og hans orientalske Ro, Baudelaire[LX] hans Forkjærlighed for en Følelsernes og Sandsningernes Haut-goût og de parnassiske Lyrikere hans udadlelige Mesterskab i Versbehandling.
Men skjøndt han saaledes har virket langt ud over 1830-Tiden og sikkert vil virke langt ud over sin Levetid, er hans Navn som faa Andres knyttet til Romantismens tidligste kjæmpende Periode. Det er et betegnende og rørende Træk, at den sidste, ufuldførte Artikel, han skrev, er en Skildring af Theatrets Publicum under den første Opførelse af Victor Hugo’s[LXI] »Hernani[0021]«.
højresiderne i kapitel 28 har i førsteudgaven klummetitlen »Th. Gautier.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
Théophile Gautier er forfatter eller medforfatter til librettoer til seks balletter: Giselle, ou Les Willis, opført 1841, La Péri, opført 1843, Pâquerette, opført 1851, Gemma, opført 1854, Yanko le bandit, opført 1858, og Sacountala, opført 1858. Alle er udgivet i samlingen Théâtre. Mystères, comédies et ballets, 1872.
Judith Gautiers passion for Kina og Japan ses afspejlet i hendes romankunst, dramatik og lyrik, fx i hendes tidlige oversættelser og gendigtninger af klassisk kinesisk poesi udgivet under pseudonymet Judith Walter som Le livre de jade, 1867.
let omskrevet citat fra Algernon Charles Swinburnes digt »Sonnet (with a copy of Mademoiselle de Maupin)«, trykt i Alphonse Lemerre (red.): Le tombeau de Théophile Gautier, 1873 Swinburne 1878:97.
citat fra Théophile Gautiers selvbiografiske artikel »Autobiographie«, trykt i tidsskriftet L'illustration, 9.3.1867 Gautier 1874:11.
citeret i forordet til Théophile Gautiers svigersøn og sekretærs, Émile Bergerats, udgave Théophile Gautier. Entretiens, souvenirs et correspondance, 1879 Bergerat 1879:IX.
sammensat citat fra Théophile Gautiers roman Mademoiselle de Maupin, 1835-1836 Gautier 1866:193-195.
citeret i forordet til Théophile Gautiers svigersøn og sekretærs, Émile Bergerats, udgave Théophile Gautier. Entretiens, souvenirs et correspondance, 1879 Bergerat 1879:VII-VIII.
GB oversætter i Samlede Skrifters udgave af Den romantiske skole i Tydskland (bd. 4, s. 300): »Elskov tænker sødt i Toner. / Den er Tanker altfor fjerne …«; digtet findes i beskåret form i Ludwig Tiecks Phantasus (bd. 3, 1816, s. 523). I sin fulde form fremkom det – der i senere udgaver fik titlen »Liebe« – første gang i Tiecks udgave af Wilhelm Heinrich Wackenroders Phantasien über die Kunst, für Freunde der Kunst, 1799 Wackenroder 1799:245-246.
(fr.) kunst for kunstens skyld, litterært slagord, som udtrykker den æstetiske holdning, at kunsten ikke skal tjene religiøse, moralske el. andre ydre formål. Udtrykket blev populariseret af Théophile Gautier (under lidt andre formuleringer) i forordet til romanen Mademoiselle de Maupin, 1835-1836.
sammensat citat fra Théophile Gautiers forord til romanen Mademoiselle de Maupin, 1835-1836 Gautier 1866:18.
sammensat citat fra Théophile Gautiers forord til romanen Mademoiselle de Maupin, 1835-1836 Gautier 1866:2.
sammensat citat fra Théophile Gautiers forord til romanen Mademoiselle de Maupin, 1835-1836 Gautier 1866:4-5.
der hentydes til den tyske oplysningsdigter Gotthold Ephraim Lessings teoretiske værk Laokoon, oder über die Grenzen der Mahlerey und Poesie, 1766. Litteraturen fremstiller ifølge Lessing sine ord efter hinanden i tid og udgør derfor en handlingsorienterede struktur, hvorimod maleriets lader sine farver og former optræde side om side og skildrer derved øjeblikkets spænding som samtidighed.
citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves artikel »Théophile Gautier«, trykt i serien Nouveaux lundis i avisen Le moniteur universel, 30.11.1863 Sainte-Beuve 1866, 6:329.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 264): »Ak, de følende Hjerter! En Fusker formaar dem at røre. / Lykken, jeg attraar, det er, dig at berøre, Natur!«; citat fra Johann Wolfgang von Goethes Venetianische Epigramme, nr. 31, trykt i Friedrich Schillers Musen-Almanach für das Jahr 1796 Goethe 2000:181.
antagelig sammenblander GB her to malerier af den hollandske maler Rembrandt Harmenszoon van Rijns: De bruiloft van Simson (Samsons Bryllup), 1638, som er udstillet på Staatliche Kunstsammlungen i Dresden og Ahasveros en Haman aan het feestmaal van Esther (Ahasverus og Haman til gilde hos Ester), 1660, der siden midten af 1700-tallet har befundet sig i Moskva.
citeret i Ernest Feydeaus portrætbog Théophile Gautier. Souvenirs intimes, 1874 Feydeau 1874:211.
sammensat og noget omskrevet citat fra Théophile Gautiers roman Le capitaine Fracasse, 1863 Gautier 2002, 1:777-778.
citeret i Théophile Gautiers svigersøn og sekretærs, Émile Bergerats, udgave Théophile Gautier. Entretiens, souvenirs et correspondance, 1879 Bergerat 1879:124.
citeret i Théophile Gautiers svigersøn og sekretærs, Émile Bergerats, udgave Théophile Gautier. Entretiens, souvenirs et correspondance, 1879 Bergerat 1879:128-129.
citeret i Théophile Gautiers svigersøn og sekretærs, Émile Bergerats, udgave Théophile Gautier. Entretiens, souvenirs et correspondance, 1879 Bergerat 1879:131.
kunsten for kunstens skyld, litterært slagord, som udtrykker den æstetiske holdning, at kunsten ikke skal tjene fx religiøse, moralske el. andre ydre formål; populariseret af Théophile Gautier (under lidt andre formuleringer) i bl.a.forordet til romanen Mademoiselle de Maupin, 1835-1836.
populært navn givet til den figur af idealkvinden, som den cypriotiske Pygmalion ifølge græsk mytologi i sin foragt for virkelige kvinders laster skar af elfenben (senere udlagt som marmor). Ifølge Ovids Metamorfoser, ca. år 8, forelskede Pygmalion sig så meget i figuren, at han bad kærlighedsgudinden Afrodite gøre den levende, og de fik sammen datteren Pafos.
citeret i Théophile Gautiers svigersøn og sekretærs, Émile Bergerats, udgave Théophile Gautier. Entretiens, souvenirs et correspondance, 1879 Bergerat 1879:132-133.
det andet franske kejserrige fra 1852 til 1870, under ledelse af Napoleon 3.
tilnavn til den franske digter Charles Baudelaire, hvis digte ofte kredser om Satan og det onde, fx »Les litanies de Satan«, Les fleurs du mal, 1857.
det andet franske kejserrige fra 1852 til 1870, under ledelse af Napoleon 3.
parnassisterne, en gruppe franske digtere inspireret af bl.a. Théophile Gautier og Leconte de Lisle, centreret omkring tidsskriftet Le parnasse contemporain, som reagerede mod romantikken gennem en bevidst dyrkelse af formen og den såkaldte l'art pour l'art (kunsten for kunstens egen skyld).
der hentydes til den aldrende Théophile Gautiers ræsonnement over de omfattende protester i forbindelse med førsteopførslen af Victor Hugos nybrydende romantiske drama Hernani i 1830, »Première représentation d’Hernani«, trykt posthumt i det litteraturhistoriske værk Histoire du romantisme, 1874.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik