Mérimée’s[I] Udgangspunkt som Dramatiker og Novellist er et literært polemisk. Skjøndt han er anlagt til Iagttager, forfølger han ikke – som Balzac[II] f. Ex. – det Maal, at fremstille den Verden, han seer om sig, i dens Bredde; han har ikke den Ærgjerrighed, at man skal kunne studere hans Tids Cultur og Følelser i hans Værker; han vil trodse en herskende Smag hos sine Landsmænd, vil drille eller oprøre dem og vælger i denne Hensigt med Forkjærlighed Stoffer, som ligge det moderne dannede Samfund fjernt.
Det var naturligt, at hans Uvillie først vendte sig mod den litterære Sentimentalitet. Den sky og stolte Yngling var gjennemtrængt af den Tanke, at en Forfatter har den Pligt at meddele Publicum sine Ideer, men skylder sin Værdighed som Mand at beholde sine Følelser for sig selv. Men med denne Tanke stod han i Datidens franske Litteratur næsten ene. Siden Rousseau[III], der med sine Romaner og især med sine »Confessions[0001]« |378| havde brudt Banen for en Svælgen i halvsande Følelser og en Meddelsomhed, som ikke holdt Noget tilbage, havde en Række af Skribenter ligefra Chateaubriand[IV] til Lamartine[V] og Sainte-Beuve[VI] skaaret sig levende op til Publicums Fornøielse, indviet Læseverdenen i deres Hjerters Historie, kort sagt paa alle Maader givet sig til Pris for den vulgære Mængdes lave Nysgjerrighed. Og hvorfor? For at opnaae dens Deltagelse. Mérimée[VII] er tusinde Gange for stolt til at ønske den. For Himlens Skyld intet Skriftemaal! siger han til sig selv, idet han første Gang tager Pennen i Haanden. For da ikke at blive sentimental og elegisk skjuler han sig helt bag de Mennesker, han skildrer, lader dem selv og deres Skjæbne raade og giver aldrig sin Mening om deres Færd tilkjende. Beyle[VIII], der skyede Sentimentaliteten lige saa stærkt, kunde ikke dye sig for bestandig at snakke med; Mérimée[IX] gjør sig usynlig, uhørlig, usporlig. Men dette kan han efter sit Væsen kun ved at indskrænke sig til Fremstillingen af sluttede og faste Charakterer, der uden lang Vrøvlen eller vidtløftigt Raisonnement følge deres Indskydelse, rives med af deres Lidenskaber og pludselig, uforudseet skride til Handling. »For mig« siger Mérimée’s[X] sydamerikanske Skibscapitain i Fortalen til »Familien Carvajal[0002]«, »ere alle Tragoediehelte en Slags flegmatiske Filosofer uden Lidenskaber, og hvis en af disse Herrer slaaer sin Medbeiler ihjel i |379| Duel eller paa anden Maade, tage Samvittighedsskruplerne strax Livet af ham, og han bliver blødere end en Vante. Jeg har staaet 27 Aar i Tjenesten, jeg har slaaet 41 Spaniere ihjel, og jeg har aldrig følt noget Lignende [...] Personer, Følelser, Hændelser, Alt synes os usandt, naar vi læse disse Stykker høit i Officiersmessen. Det er bestandig fyrstelige Personer, der lade, som de vare forrykte af Kjærlighed, og som ikke engang vove at røre Spidsen af Fingrene paa deres Prindsesser, men holde sig i en Baadshages Afstand fra dem. Vi Sømænd gaae mere ufortrødent tilværks i Kjærlighedssager.« Mérimée[XI] skriver da ikke for Spidsborgere, hvem den ringeste nervøse Bevægelse bringer Taarer i Øinene, han henvender sig til stærkere Nerver, der behøver kraftigere Rystelser for at bevæges. Derfor ikke mere disse lange reglementerede Indledninger, Forberedelser og Tragoedie-Varsler! Mennesker med Blod i Aarerne betænke sig ikke saa længe, og de Nervesvage afgive ikke noget interessant Skuespil for Andre end for de Blodløse. Naar en Kvinde elsker, hvad er saa naturligere, end at hun siger det, sprænger alle Hensyn og gjør Afstanden saa kort som muligt mellem den første Tilstaaelse, det første Kys og det første Favntag? Naar en Mand hader, og hans Had er et Had som han selv er en Mand, hvad er saa naturligere, end at han med et Stød eller et Skud |380| gjør Ende paa sin Plage og sin Modstanders Liv? Vil man ikke fremstille en svækket, men en kraftig Menneskerace, bliver det idetmindste saaledes, og heraf følger da hos Forfatteren Tilbøieligheden til at lade enhver Følelse antage Charakter af skarp og voldsom Lidenskab, heraf følger Trangen til at fordybe sig i det Grusomme og Barske, til at lade Døden, haard og kold, ikke Tragoediedøden, men den virkelige Død i dens hele Ubarmhjertighed sætte Kronen paa ethvert Værk, som udgaaer fra dette Kunstnerværksted. Heraf med eet Ord det Atroce hos Mérimée[XII].
Han er fortrolig med Døden. Hvis de gamle Betegnelser sloge til overfor ham, vilde man kalde ham en stor Tragiker; men Mérimée[XIII] troer ikke paa, hvad aristotelisk opdragne Doctrinære pleie at kalde den tragiske Forsoning. Han synes at sige med Schiller[XIV] om de øvrige Digteres Fremstilling af den store Katastrofe: »Aber der Tod, Ihr Herrn, ist so ästhetisch doch nicht.«
Allerdybest i hans Sind ligger Kjærligheden til det kraftige Charaktertræk. Han elsker ikke som Balzac[XV] selve Kraften som Kraft i Driften, i Lidenskaben; han elsker Kraften i Betydning af det oprindeligt Dygtige i Charakteren og det energisk Afgjørende i Begivenheden, og som naturligt er, han begynder med at opfatte og gjengive den afgjørende Begivenheds Poesi, endnu længe inden han er moden nok til at fremstille den |381| sande og kraftige Charakters. Af alle Begivenheder er Døden den mest afgjørende, og saaledes gaaer det til, at han forelsker sig i Døden, vel at mærke ikke i Døden, som den opfattes af Spiritualister eller Troende, ikke i Døden som lutrende Overgang, men i det voldsomme, pludseligt indbrydende og barske Tilfælde, der med store blodige Træk tegner en Afslutning. Han er som Sièyes[XVI] for »La mort sans phrase«.
Den Antagelse kunde ligge nær, at ligefuldt en vis Følelsesløshed, et vist Hang til Grusomhed hos Mérimée[XVII] som Menneske maatte ligge bagved denne litterære Haardhjertethed. At imidlertid de extravagante Ytringsformer af denne Egenskab, i Virkeligheden fra først af vare foraarsagede af den nævnte polemiske Stemning mod den poetiske Brug af det Rørende, lader sig næsten bevise ved direkte Udtalelser af Mérimée[XVIII]. Jeg finder i hans Afhandling om hans Ungdomsven Victor Jacquemont[XIX] denne Passus: »Jeg har aldrig kjendt noget Hjerte, der i Virkeligheden var mere følelsesfuldt end Jacquemont’s[XX]. Han var en kjærlig og øm Natur, men han anvendte lige saa stor Omhu paa at dølge sine Sjælsbevægelser som Andre paa at skjule deres slette Tilbøieligheder. I vor Ungdom vare vi blevne stødte tilbage af den falske Følsomhed hos Rousseau[XXI] og hans Efterlignere, og der indtraadte, som det pleier at skee, en over|382|dreven Reaction. Vi vilde være stærke og vi gjorde os lystige over Sentimentaliteten.«
Det forstaaer sig dog af sig selv, at dette Had til det Blødagtige og Taaredrivende, der stikker saa stærkt af mod andre samtidige Talenters hypersentimentale Ungdomsstandpunkt, og denne Forkjærlighed for det Voldsomme og Brutale ikke beroede paa pur Modsigelseslyst. For at maale Styrken af denne Mérimée’s[XXII] Tilbøielighed behøver man kun at kaste et Blik ud over hans Udviklingshistorie. Man maatte hos enhver Anden vente at see en saadan Sympathi hæmmet i sit Frembrud ved Ungdomstidens lettere og lysere Lune og i Alderdommen mildnet ved aftagende Kraftfylde. Men ingen af Delene er Tilfældet hos Mérimée[XXIII]. Hans Kjærlighed til de voldsomme Afgjørelser er ligesaa gammel hos ham som hans Kjærlighed til Pen og Blæk, og det Afskrækkende eller Rædselsfulde, som i hans Manddoms Værker, besjælet med Inderlighed og Aand virker tragisk indsnevrer sig atter i hans Alderdoms Productioner til det mørkt og frastødende Uhyggelige.
Man seer i »Clara Gazuls Theater[0003]«, den første Bog, som Mérimée[XXIV], kun 22 Aar gammel, udgav, paa den interessanteste Maade Ungdommeligheden stride med hin dybt indgroede Forkjærlighed for det Voldsomme og Vilde. Overfladisk betragtet kan denne Bog synes temmelig alvorlig. Den adskiller sig, skjøndt den udgives for spansk, fra |383| den spanske Skuespillitteratur ved mange af de væsentligste Bestemmelser. Langt fra, som Kappe- og Kaardestykkerne ensformigt at gjentage de samme Charaktertyper og de samme af Skinsygen og den pirrelige Æresfølelse fremkaldte Situationer; langt fra at ligne dem ved en fordomsfuld moralsk Etiquette, have de indbyrdes meget forskjellige Dramer, hvoraf dette Theater bestaaer, skarpt og individuelt charakteriserede Figurer. Istedenfor at vise overmenneskelig Selvbeherskelse og Resignation, rives Personerne blindt med af deres Lidenskaber og Drifter. Endnu mindre Lighed have disse Skuespil med den store Gruppe af fantastiske og romantiske Eventyrdramer med eller uden katholsk Beaandelse, i hvilke Calderons[XXV] Poesi naar sin høieste Glands og sine mest brogede Farver. Det er kun med enkelte tunge spanske Dramer som Calderons[XXVI] »El alcalde de Zalamea[0004]«, »Las tres justicias in una[0005]«, »El medico de su honra[0006]«, »El pintor de su deshonra[0007]« eller Moretos[XXVII] »El valiente justiciero[0008]«, at enkelte iblandt dem, f. Ex. »Ines Mendo«, stemme overens i Grundtonen. I Gjennemsnit er Bogen kun tilsyneladende alvorlig. Den er fri, kaad, dristig, overmodig og gjennem den spanske Skuespillerinde-Habit stikker ægte fransk Letsind og Satire igjennem. Den sætter, som det hedder i Fortalen til »En Kvinde er en Djævel[0009]«, adskillige Personer i Scene, som vore Ammer og Barnepiger have lært os at betragte |384| med Ærefrygt. Den haaber, at »de oplyste Spaniere« ikke vil tage dette ilde op. »Clara Gazul[0010]« er da en lystig Bog; den gode Dame, som har skrevet den, bærer ikke lange Skjørter. Men hvilken løierlig Lystighed er ikke dette! En Lystighed, der morer sig med at kaste med Knive, en Lystighed, til hvilken man skal see sig om efter et Sidestykke, og hvortil man maaskee intet andet finder end en ung fornøiet Panthers Spring eller Lege. Mérimée[XXVIII] kan ikke godt ende uden at slaae alle sine Hovedfigurer ihjel, og Dolkestødene følge næsten marionetagtigt paa hinanden. Men han morer sig med umiddelbart efter Katastrofen at bryde Illusionen over, idet han lader de Spillende reise sig og en af dem takke Tilskuerne for deres Opmærksomhed, saa det Hele bliver til Løier.
Dona Maria.
Hjælp hende! hun har taget Gift, hun er forgivet af mig. Jeg vil straffe mig, som jeg har fortjent; Klosterbrønden er ikke langt borte. (Hun løber ud).Fray Eugenio til Publicum
Tag mig det ikke ilde op, at jeg har foraarsaget disse to elskværdige unge Damers Død, og vær saa god at undskylde Forfatterens Feil.Saaledes ender det lidenskabelige Stykke »L’occasion[0011]«. Den vittigste Kritik, der er skrevet |385| over disse Stykker og denne Manér, er en Passus i Alfred de Mussets[XXXI] »Lettres de Dupuis et Cotonet«: »Og saa har vi Spanien med sine Castillanere, der skjære Halsen over paa hverandre, som man drikker et Glas Vand, og med sine Andalusierinder, der hurtigere endnu indlade sig paa en mindre affolkende Idræt, med sine Tyre, Toreadorer, Matadorer o. s. v.«
Den unge romantiske Skoles Spanien, til hvilket Musset[XXXII] med sin Andalusierinde fra Barcelona[a], som man kan kjende paa det blege Ansigt og den brune Hals, selv har givet Bidrag, var i Virkeligheden ikke blot hos Mérimée[XXXIII] saa varmblodigt og hurtigtlevende. Men Ingen havde den Morskab af det som han. Og til denne hans Ungdoms-Manér er det, at de Stoffer, han i sin Alderdom vælger, fuldstændigt svare.
Hans sidste Novelle »Lokis[0012]« er Historien om en ung lithauisk Greve, der i Kraft af en hemmelighedsfuld Afstamning af og til sporer et Rovdyrs Instincter i sig, og som i Brudenatten bliver vanvittig og bider Halsen over paa sin Brud. Hans Charakter er skildret med fin Kunst, Galskabens Udvikling er anskueliggjort med et Par lette Træk, og det har øiensynlig været en særegen Fornøielse for Mérimée[XXXIV] at tegne den unge Greves Skikkelse i dens hele Vildhed som Sidestykke til en uendelig brav og tam tydsk Professor (Tydskeren i de franske Bøger før 1870), der |386| opholder sig som Gjæst i det grevelige Hus, hver Aften skriver Brev til sin Forlovede, Frøken Gertrude Weber[xxxv] og saaledes meddeler Læseren den gyselige Begivenhed. Men Slutningsindtrykket af denne Vampyrhistorie er dog rædselblandet Modbydelighed, og Fremstillingens Mesterskab, den Takt som er bevaret i Foredraget af Brutaliteten, den hele Elegance, med hvilken der tumles med det Afskyelige, erindrer næsten om Skarpretterens Glacéhandsker. Fortællingen er kun psychologisk interessant som Vidnesbyrd om Styrken af en oprindelig Grundtilbøielighed hos dens Forfatter.
Individuel og original var denne Mérimée’s[XXXVI] Tilbøielighed ganske vist, men ligefuldt er den øiensynligt nærbeslægtet med Tendensen i hele den Skole, der af Southey[XXXVII] var bleven stemplet som satanisk. Byrons[XXXVIII] Indflydelse er umiskjendelig. Man var ved Aaret 1830 i Frankrig, som alt tidligere i England, grundigt træt af Reactionstidens »immanueliske« Poesi. Digtningens Scepter var fra Lamartines[XXXIX] Hænder gledet over i Victor Hugo’s[XL], hvis »Orientalere[0013]« jo gav de blodigste Billeder af Krig og Undergang. Lamartine[XLI] selv, den tidligere seraphiske Digter par excellence, slog i sit Digt »La chute d’un ange[0014]« ind i den sataniske Retning. Og i Hugo’s[XLII] Skole fandtes en ung Digter, der næsten samtidigt med Mérimée[XLIII] og uden i ringeste Maade at være paavirket af ham, behandlede gysenvækkende Æmner i smaa, |387| kunstnerisk udførte Noveller; jeg mener Petrus Borel[XLIV], der døde saa fattig og uberømt. Hans »Dina, la belle juive[0015]« lader sig parallelisere med Mérimées[XLV] Rædselsnoveller. Den stakkels Borel[XLVI] var en Sværmer, en glødende Enthousiast og Moralist, der med den Pathos, som skjuler sig bag hans objective Fremstilling, vilde fremkalde Læserens Harme over de Voldsgjerninger, han skildrede. Den fine, slebne Mérimée[XLVII] anstiller sig ofte kun saa blodtørstig, fordi det morer ham at forskrække Læseren og især Læserinden. Men en ægte romantisk Udfordring til »Spidsborgeren« foreligger dog i begge Tilfælde.
Ikke ustraffet har Mérimée[XLVIII] givet sit Talent den litterære Blodtørst i Vold. Undgik han end i levende Live Nemesis, saa har Gudinden indhentet ham efter hans Død. Da Loménie[XLIX] holdt Lovtalen over ham i det franske Akademi, udtalte han til Slutning den Mening, at Mérimée[L] stadig havde savnet den huslige Arnes Fryd og vilde have været lykkeligere som Familiefader »med fire eller fem Børn at opdrage«. Og da hans Veninde, Grevinde Lise Przedrzerska[LI] gav hans visselig ikke for Offentligheden bestemte Breve til hende i Trykken som »Lettres à une autre inconnue[0016]«, bestemte hun Salgsudbyttet til Sjælemesser for sin antikirkelige Vens Frelse.
højresiderne i kapitel 23 har i førsteudgaven klummetitlen »Mérimée.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
sammensat citat fra Prosper Mérimées drama La famille Carvajal, 1828 Mérimée 1865:410.
let omskrevet citat fra Friedrich Schillers epigram »Der Genius mit der umgekehrten Fackel«, 1796 Schiller 1871, 11:186.
(fr.) død uden frase (dvs. uden omsvøb); talemåde oprindeligt som kommentar til den franske politiker Emmanuel-Joseph Sieyès' lakoniske votum: 'la mort', da han i Nationalkonventet i 1792 uden yderligere begrundelse stemte for kong Ludvig 16.s henrettelse.
citat fra Prosper Mérimées forord til brevudgaven Correspondance inédite de Victor Jacquemont avec sa famille et ses amis, 1867, optrykt i Portraits historiques et littéraires, 1874 Merimée 1928, 4:104.
der hentydes til Prosper Mérimées første samling korte, satiriske dramaer Théâtre de Clara Gazul, comédienne espagnole, 1825, udgivet under pseudonymet Clara Gazul, en fiktiv spansk skuespillerinde.
der hentydes til Prosper Mérimées to dramaer »Inès Mendo, ou Le préjugé vaincu« og »Inès Mendo, ou Le triomphe du préjugé«, begge trykt i Théâtre de Clara Gazul, comédienne espagnole, 1825.
citat fra prologen til Prosper Mérimées drama »Une femme est un diable«, Théâtre de Clara Gazul, comédienne espagnole, 1825 Mérimée 1978:77.
citat fra Prosper Mérimées drama »L’occasion«, først trykt i tidsskriftet Revue de Paris, november 1829, optrykt i 1830-udgaven af Théâtre de Clara Gazul, comédienne espagnole Mérimée 1978:215.
der hentydes til Alfred de Mussets fire breve til tidsskriftet Revue des deux mondes direktør skrevet under dobbeltpseudonymet Dupuis og Cotonet, trykt i Revue des deux mondes, 15.9.1836, 1.12.1836, 15.3.1837 og 15.5.1837.
citat fra Alfred de Museets første brev til tidsskriftet Revue des deux mondes direktør skrevet under dobbeltpseudonymet Dupuis og Cotonet, trykt i Revue des deux mondes, 15.9.1836 Musset 1960:827.
castilianer, person fra Castilien i det centrale Spanien.
kvinde fra den sydspanske region Andalusien.
der hentydes til Robert Southeys negativt ladede benævnelse af George Gordon Byrons (Lord Byrons) litterære retning, første gang anvendt i forordet til Southeys digt A Vision of Judgement, 1821.
tiden efter Napoleons magtovertagelse i 1799 præget af en modstand mod Den Franske Revolution og de sociale, moralske og religiøse forandringer, som den havde medført.
af Immanuel (hebr.: Gud med os), et drengebarn, hvis fødsel profeteres i Esajas' Bog 7,14 i Det Gamle Testamente, som et tegn på, at Gud vil beskytte Davids slægt; i Matthæusevangeliet 1,22-23 i Det Nye Testamente udlagt som en forudsigelse af Jesu fødsel.
der hentydes til Prosper Mérimées noveller, fx »La Vénus d'Ille«, 1837, og særligt »Lokis«, 1868-1869.
der hentydes til Louis-Léonard Loménies tale ved sin optagelse i Det Franske Akademi, 8.1.1874 Recueil des discours 1876, 1:451-492.
der hentydes til Louis-Léonard Loménies tale ved sin optagelse i Det Franske Akademi, 8.1.1874 Recueil des discours 1876, 1:451-492.
citat fra Louis-Léonard Loménies tale ved sin optagelse i Det Franske Akademi, 8.1.1874 Recueil des discours 1876, 1:490.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik