Saaledes forberedt lærte Mérimée[I] i sit nittende Aar den tyve Aar ældre Henri Beyle[II] at kjende hos den berømte Sangerinde Madame Pasta[III], der fra Milano[a] var flyttet til Paris[b], og nødvendigvis maatte Beyle[IV] udøve en betydelig Indflydelse paa den saa meget yngre Aandsbeslægtede. Det er vel ikke muligt direkte at paavise denne Indflydelse, da Mérimée[V] ikke har skrevet Noget, før han gjorde Beyle’s[VI] Bekjendtskab; naar man imidlertid sammenligner de to Forfatteres Værker, er Overensstemmelsen mellem flere af deres Eiendommeligheder iøinefaldende, og Sammenligningen er saa meget des lærerigere som den bringer Prosper Mérimée’s[VII] Særpræg til at træde frem med dets fulde Skarphed. En Paavirkning af Mérimée[VIII] paa Beyle[IX] anseer jeg for absolut udelukket, hvis man da ikke ved Paavirkning forstaaer en Meddelelse af rent udvortes Oplysninger; thi i saa Fald er Beyle[X] ganske vist i Gjæld til Mérimée[XI] for mangen kunsthistorisk Bemærkning i »Mémoires d’un Touriste[0001]«. Men iøvrigt var Beyle[XII] øiensynligt den |357| tidligst modne og færdige Aand. Naar da den yngre af Vennerne i sin biografiske Notits over den ældre, stiller den Sætning i Spidsen, at de trods deres Venskab hele deres Liv igjennem neppe have havt to Ideer tilfælles, saa er denne tydelige Overdrivelse rimeligvis foraarsaget ved Ønsket om at afværge den nærliggende Anvendelse paa Mérimée[XIII] selv af adskillige blandt hans Ytringer om Beyle[XIV].
Beyle[XV] og Mérimée[XVI] ligne først og fremmest hinanden i deres Kjærlighed til Kjendsgjerningen. Enhver, der har læst Mérimée[XVII], veed at hvad han skildrer er den nøgne Kjendsgjerning, som kan paavises og præciseres, den skarpt tegnede Enkelthed. Han holdt, som han i Fortalen til sin Roman »Chronique du règne de Charles IX[0002]« tilstaaer, i Historien ikke af Andet end Anekdoter og blandt Anekdoterne foretrak han dem, der gav et Billede af en hel Tidsalders Sæder og Charakterer. Nøiagtigt det Samme kan siges om Beyle[XVIII]. Ja Anekdoten er hans Tankes naturlige Form; han tænker i Anekdoter. Med Anekdoter maler han Individet, med Biografier Epochen. Hans Had til det Vage driver ham til den Form af Historie, der synes ham mest konkret, den novellistiske Meddelelse af en Kjendsgjerning, det lille, objectivt henstillede Drama. Og disse Anekdoter, som han fortæller, ere i deres marvfulde Korthed slaaende, aldrig dagligdags, men et betegnende Ud|358|tryk for det Væsentlige. Forsaavidt har Mérimée[XIX] stor Lighed med ham, og naar en moderne Beundrer af Beyle[XX], (Paul Heyse[XXI] etsteds i en af sine Noveller) roser dennes korte italienske Historier, »i hvilken de stærke, hensynsløse Lidenskaber optræde uden nogetsomhelst Selvbedrag med en – kold eller hed – Ubetænksomhed, der i sidste Instans griber til Kniven« saa kunde disse Udtryk uden et Ords Forandring anvendes paa Mérimée’s[XXII] Noveller.
Ikke desmindre har den Historie, der meddeles, en saa forskjellig Mening hos Beyle[XXIII] og Mérimée[XXIV], at man med Lethed opdager Grændserne for den ældre Skribents Indflydelse paa den yngre. Beyle’s[XXV] fremherskende Egenskab er Hanget til at forme almindelige Ideer. For Beyle[XXVI] er det Charaktertræk, der træder frem i Begivenheden, altid kun Exempel; det illustrerer en psychologisk Lov, det er Specimen af en almindelig Samfundstilstand eller Raceeiendommelighed, som det er ham magtpaaliggende at oplyse. Naar han f. Ex. overfylder sin Bog »De l’amour[0003]« med Anekdoter, saa skeer det kun for paa en indtrængende og praktisk Maade at forklare hvad han mener med de forskjellige Navne, som han giver Følelsens Afarter og disse Varieteters Udviklingstrin. For at erhverve sig Læserens Samtykke til de Slutninger han drager, leverer han i Anekdoterne sit Materiale. I hans Romaner virker denne Tilbøie|359|lighed til at almindeliggjøre næsten forstyrrende. Altfor hyppigt forklarer han Læseren: »Saadan og saadan bar hun sig ad, fordi hun var en Italienerinde; en Pariserinde vilde naturligvis have handlet ganske anderledes«. Hos Mérimée[XXVII] findes aldrig Glimt af noget Lignende. Ingen Reflexioner eller Digressioner, streng Nøiagtighed og Fasthed i Fremstillingen af det Factiske; ud over dette Intet. Har han valgt sig sit Curiosum – hyppigst en Levning af primitive Sæders Vildhed, som har tiltrukket ham i Nutiden som en gammel Medaille tiltrækker Kjenderens Øie blandt moderne Skillemynt eller som en gammel Bygning tiltrækker den Reisende midt i en moderne By – saa gjælder det for ham kun om at lade det paa saa fremspringende Maade som muligt hæve sig ud fra vore Dages almindelige Fladheds- og Flauheds-Niveau; han nedbryder alt Biværk, der kunde hindre den mærkværdige Levning fra Fortiden i at gjøre den fulde Virkning; men at henføre den til det Almenbegreb, politisk, socialt eller religiøst, af hvilket den bærer Spor eller hvoraf den er et Tilfælde, det falder ham ikke ind. Totaloverblikket passer ikke for ham; Fugleperspectivet overlader han til Andre. Han opsøger sig et Unicum i Virkelighedens Verden, aftegner det og indpuster det under Gjenfrembringelsen noget af sit eget Liv; men han holder Tilfældet rent som Unicum. Og som han i sin Fremstilling er streng |360| Realist, saaledes er han det ogsaa i sin Opfattelse. Man see f. Ex. hvorledes han (i sine »Portraits historiques et littéraires[0004]«) ivrer imod enhver symbolsk Forstaaelse af »Don Quichote[0005]«, i hvilken han paa ingen Maade vil see Andet end en mesterlig Parodi paa Ridderromanerne. Han udbryder: »Lad os overlade høitidelige tydske Professorer Fortjenesten af den Opdagelse, at Ridderen af la Manca[c] er Poesiens og hans Vaabendrager Prosaens Symbol. En Commentator vil altid i en genial Mands Værker opdage tusind smukke Intentioner, som han ikke havde«. Hvor fint siger ikke i Modsætning hertil en Kritiker som Sainte-Beuve[XXVIII] om »Don Quichote[0006]«: »Denne Bog var et Leilighedsskrift og er bleven en Verdensbog. Den har for bestandig erobret sig sin Plads i Alles Fantasi. Enhver Læser har arbeidet med paa den efter sin Lyst og har skaaret den til efter sin Smag. Cervantes[XXIX] tænkte ikke derpaa, men vi tænke paa det. Enhver af os er den ene Dag Don Quichote[xxx], den anden Sancho Pansa[xxxi]. Der findes mere eller mindre tydeligt hos Enhver denne uensartede Forening af det exalterede Ideal og den sunde Sands, der plumpt holder sig til Jorden. Hos Mange er det endog kun et Aldersspørgsmaal; man sover ind som Don Quichote[xxxii] og vaagner op som Sancho Pansa[xxxiii]«. Beyle[XXXIV] havde gjerne underskrevet disse Sætninger; Mérimée[XXXV] holdt Skyen for almindelige Ideer tilbage. |361|
Beyle[XXXVI] og Mérimée[XXXVII] vare i Kraft af deres Kjærlighed til Kjendsgjerningen og dens knappe Form lige store Hadere af den klassisk-franske Rhetorik, og hvad mere er de adskille sig begge fra næsten alle samtidige Romantikere derved at de ikke vilde erstatte hin Rhetorik ved Lyrik. Beyle[XXXVIII] har aldrig skrevet en Linie Vers; han manglede Øre for den simpleste metriske Rytme; han betragtede tiltrods for alt det Sværmeri, han indbildte sig at nære for Italiens Digtere, den metriske Form som blot Hukommelsesmiddel, og fandt den derfor urimelig, hvor den ikke tjente til at lære Ord udenad. Man finder en lignende Uvillie mod Verseformen hos Mérimée[XXXIX]. Han har en saadan Sky for Rimets blødagtige og sværmeriske Musik, at de talrige Digte, der forekomme i hans Skrifter, uden Undtagelse ere nedskrevne i Prosa; han lader selv oversatte Digte tabe deres Charakter heller end at gjengive dem i bunden Stil. Den Antagelse ligger tilsyneladende nær, at han ikke tiltroede sig Herredømme over den metriske Form. Jeg troer snarere, at hans Stolthed har været for kilden til at han kunde forelægge fremmede Øine et Digt og taale Kritik derover. Da han som »Breve til en Ubekjendt[0007]« vise, var i Stand til at skrive engelske Vers, saa kan det næppe have skortet ham paa Færdighed i Sprogbehandlingen. Men han udviklede aldrig denne Færdighed; Uvillien mod Hjerte-Udgydelser, |362| Følelsens dybe Undseelighed medførte samme Resultat som Mangelen paa Gehør hos Beyle[XL].
Dog Mérimée[XLI] gaaer paa dette Punkt som paa andre videre end sin Lærer. Der var paa Bunden af Beyle’s[XLII] Sjæl et lyrisk Hang; det kommer til Udbrud i hans haardnakkede Sværmeri for Napoleon[XLIII], for Italien, for det sextende Aarhundrede, for Cimarosa[XLIV] og Rossini[XLV], Correggio[XLVI] og Canova[XLVII], i alle de Superlativer, der sprudle frem under hans Pen næsten ikke mindre yppigt end under Balzac’s[XLVIII]. Mérimée[XLIX] derimod nøies ikke med at banlyse den lyriske Form fra sine Værker; han giver Afkald paa Lyriken i og for sig; hans Væsen er tilmuret oventil. Den Prosa, han skriver, er den mindst lyriske, der gives. Hvis den gamle Sætning: »Man er ikke Digter uden Lyrik«, var sand, maatte man negte Mérimée[L] Digternavnet.
Man sammenligne for at faae det fulde Indtryk af hans digteriske Positivisme et Øieblik hans Fortællinger ikke med Beyle’s[LI], men med de samtidige første af George Sand[LII]. Skjøndt det, der i disse Bøger fortrinsvis skildres er det unge Kvindehjertes Liv, den dybe Blufærdighed, den Trang til Hengivenhed og den Modtagelighed for Lidenskaben, som ingen Kvinde før med saadan Aandsoverlegenhed havde afsløret for os, har George Sand[LIII] dog dybt nede paa Bunden af sin Sjæl en Sag; hun har en Forurettelse at hævne, |363| en Forbitrelse at tilfredsstille; hun seer ikke paa Kvindekjønnets Lidelser som rolig Iagttager; hun stræber ikke at skjule, at hendes Hjerte har blødt. Mérimée[LIV] derimod har ingen Sag, ingen Theori, ikke ringeste politiske eller sociale Tendens. Han sværmer ikke for Noget og troer ikke paa Noget, hverken paa et filosofisk System eller paa en Skole i Kunsten eller paa en Sandhed i Religionen, neppe engang paa et historisk Fremskridt. Han forhærder sig i sin Verdensmands-Skepticisme overfor alle Reformatorer, Missionærer, Verdensforbedrere og Menneskehedsforløsere; han svarer ikke paa Spørgsmaalet, om han er enig med dem; han vender det døve Øre til. George Sand[LV] viser, hvad det franske Ægteskab er, og spørger med dirrende Stemme til Publicum: Hvad siger I saa, kan dette taales? Mérimée[LVI] skriver »La double méprise[0008]« og slutter Fortællingen uden at fortrække en Mine i sit Ansigt.
George Sand[LVII] hviler ud fra de stærke Sindsbevægelser, idet hun vender tilbage til det primitivt Menneskelige og i simple, skjønne Træk snart som i »Mauprat[0009]« tegner den trofaste Kjærligheds Magt og Lykke snart som i Bondefortællingerne eller »Jean de la Roche[0010]« fremstiller det medfødt Ædle i Menneskenaturen i enfoldige og gribende Idealer. Mérimée[LVIII] troer ikke paa Idealet og har intet Talent til Idyllen. Der hviler en mørk, |364| brunlig Tone over Alt, hvad han maler, og Hjertets Opsving mod en Renhed, som det elsker, eller et Heltemod, det beundrer, er fremmed for hans Kunst. Inderst inde er George Sand[LIX] en Lyriker. Hvad enten hun gjør Kjærlighedslidenskaben til Helten i sit Værk, tilstaaer den enhver Ret og skjænker den sin hele Sympathi, selv naar den besjæler en Uværdig (som i den mærkelige og dybe Roman »Valvèdre[0011]«) hvad eller hun henrives af Modet og Charakterstyrken hos de bedste af hendes eget Kjøn, hun deler altid selv sine Personers Følelser og Lidenskaber, omtumles i Stemninger, jubler, græder, sukker og smiler. Mérimée[LX] derimod stemmer overens med Beyle[LXI] i at give sit Følelsesliv et upersonligt dramatisk Udtryk og overtræffer kun sin Forgjænger ved den høiere Kunst. Han har gjort sig Umage for at indeslutte sin Følelse i sig selv, har concentreret den saa stærkt som muligt, har paabudt den Taushed, den ubetingede Taushed, som forlanges af den, der er indespærret i et Cellefængsel, og har aldrig, uden Undtagelse aldrig, givet den Udtryk i eget Navn. Kun gjennem fuldt ansvarlige Personligheder og selv saaledes kun saare sparsomt kommer den til Orde. Herved opnaaer Digteren, at disse Personligheders Fysiognomier faae Omrids af en hidtil useet Skarphed og at de tale det mest kortfattede og mest energiske Sprog. Saaledes har hans Følelse, jo mere inderlig og øm |365| den oprindeligt var, udadtil vundet en des stoltere Holdning. Der er intet Kvindeligt eller Kvindagtigt i den. Mérimée[LXII] skildrer ikke engang hos Kvinden det i strengere og snevrere Forstand Kvindelige. Sandt og fint gjorde Beyle[LXIII], der i dette Punkt er ham saa modsat, i et af sine Breve gjældende imod ham, at der fattedes hans Romaner »den ømme Finhed«.*)
Hans Kvindeskikkelser ere i deres Lidenskab mandige og consequente, næsten uden Undtagelse Charakterer; selv de letsindigste eller letfærdigste af dem gaae med Fasthed og Ro i Døden (Arsène Guillot[lxiv], Julie de Chaverney[lxv], Carmen[lxvi]). Ingen af dem have det Correggio[LXVII]agtigt Smeltende som Beyle[LXVIII] formaaede at give sine Kvindefigurer.Naar Beyle[LXIX] er mere lyrisk end Mérimée[LXX] og naar han har en dybere Sands for det Kvindelige, saa beroer det fortrinsvis paa, at han inderst inde var en fantasirig Enthousiast. Man behøver kun at skrabe Forstandsmennesket hos ham, saa kommer Enthousiasten for Dagen. Derfor holder Beyle[LXXI] ogsaa af at skildre Begeistringen som Stof, medens intet Stof er Mérimée[LXXII] mere fjernt. Man sammenligne dem f. Ex. som Slagmalere, man holde de to bedste Slagmalerier i Prosa, der overhovedet |366| gives, op mod hinanden, Mérimées[LXXIII] berømte Par Blade »Stormen paa Skandsen[0012]« og Beyle’s[LXXIV] ikke mindre berømte Skildring af Waterloo[d]-Slaget. Modsætningen er slaaende: Hos Beyle[LXXV] en Ynglings Begeistring for Napoleon[LXXVI] og for Krigeræren fremstilt med mild Ironi og dog med levende Sympathi, hos Mérimée[LXXVII] kun den mørke, sørgelige Side af Kampen, den halvt mechaniske Storm paa en Redoute; det er Krigen som Krig, som han uden Hensyn til Fædrelandskjærligheden, Begeistringen eller nogen anden høiere Følelse end Soldater-Stoicismen og Udsigten til Forfremmelse, maler med saa fast en Kunstnerhaand som Gérôme’s[LXXVIII].
Beyle[LXXIX] og Mérimée[LXXX] stemme overens i deres indenfor den romantiske Skole særegne Holdning overfor Religionen. De franske Romantikere stode jo saa lidt som de tydske oprindeligt i noget fjendtligt Forhold til Katholicismen. Enkelte iblandt dem vare fra først af Troende, de øvriges Forhold til Religionen var et Pietets- eller et Ligegyldigheds-Forhold. Mérimée[LXXXI] var som Beyle[LXXXII] fra første Færd af grundhedensk i sin Tankegang og sit Følelsesliv. Hans Fritænkeri havde endog lige saa fuldt som Beyle’s[LXXXIII] en lidenskabelig Charakter. Han var vel ikke naiv nok til som Beyle[LXXXIV] at nære en Art Fjendskab mod den personlige Gud, men han delte Beyle’s[LXXXV] Afsky for Religionens Repræsentanter. Imidlertid kommer hans Uvillie mod Christendommen langt mere indirekte tilorde |367| end hos Beyle[LXXXVI], der hvert Øieblik forraader sig. Han hader ikke som Beyle[LXXXVII] Katholicismen, han smiler kun ad den. Aldrig viser han mere end Spidsen af en Finger under sin sorte Domino. Det morer ham at skildre forliebte katholske Præster, og naar en af hans Personer taler om Daaben, Skriftemaalet eller en anden religiøs Ceremoni, indledes Repliken gjerne af denne Parenthes: »med en meget devot Næsetone«; men i sit eget Navn udtaler han sig i det Høieste saa forsigtigt og fint ironisk som i det Følgende: »Det var en Bønnebog, som Madame de Piennes[lxxxviii] tog; og jeg vil ikke nævne dens Titel, for det Første for ikke at forurette Forfatteren, dernæst fordi man maaskee vilde anklage mig for at ville drage en eller anden ondskabsfuld Slutning om den Art Værker i Almindelighed. Det er tilstrækkeligt at sige, at den omtalte Bog var af en ung Mand paa nitten Aar og særligt bestemt til at føre forhærdede Synderinder tilbage til Kirkens Moderskjød, at Arsène[lxxxix] var meget udmattet, og at hun ikke havde kunnet lukke et Øie den foregaaende Nat. Da Pagina 3 var oplæst, hændte der, hvad der vilde været hændt med ethvert andet Værk; det Uundgaaelige skete, nemlig at Arsène[xc] lukkede sine Øine og sov ind.«
Hovedforskjellen mellem Beyle[XCI] og Mérimée[XCII] er dog atter her den, at Beyle[XCIII] var langt mindre skeptisk end Mérimée[XCIV]. Han var en Materialist |368| af Encyclopædisternes Skole og som saadan dogmatisk, doctrinær. Han havde sin Filosofi, paa hvilken han troede: Epikuræismen, sin Methode: den psychologiske Analyse, sin Religion: Forgudelsen af Skjønheden i Livet som i Musiken, i den bildende Kunst og i Litteraturen. Mérimée[XCV] har ingen Filosofi; man kan ikke være mindre doctrinær end han med sin halvt stoiske, halvt nydelsessyge Sjælsstemning er det, og han har ingen Religion, han tilbeder Intet. Han vogter sig for Begeistring som for en Sygdom. Man føler det slaaende, hvor han i sin store Afhandling om Grote’s[XCVI] »Grækenlands Historie[0013]« kommer til at tale om Leonidas[XCVII] og Slaget ved Thermopylæ[e]. Han fortæller, at han selv nogle Aar tidligere har tilbragt tre Dage ved Thermopylæ[f] og tilstaaer, at han »saa prosaisk han end er« ikke uden Sindsbevægelse klatrede op ad den lille Høi, hvor de sidste af de Trehundrede døde. Han lader sig imidlertid ikke overvælde af Sindsbevægelsen. Han har undersøgt Persernes Pilespidser og fundet, at de vare af Flint; i Sammenligning med Europæerne have disse Asiater da været at betragte som stakkels Vilde. Hvis man har Aarsag til at undre sig over Noget, saa er det over at de overhovedet kom igjennem Passet. Han kritiserer Leonidas[XCVIII]. Denne handlede meget uklogt i selv at tage Plads paa det uindtagelige Sted og overlade det andet Pas, der var langt |369| vanskeligere at forsvare, til en feig Mand. Ganske vist døde han som en Helt; men man forestille sig, hvis man kan, hans Tilbagekomst til Sparta[g] efter at han havde overgivet Barbarerne Nøglen til Hellas[h]. Mérimée’s[XCIX] Resultat er altsaa det, at Herodot[C] har fortalt Historien som Poet, og det som græsk Poet, der fremfor Alt vil stille det Skjønne i Relief, og han opkaster sluttelig det Spørgsmaal, om man kan sige, at Opdigtelsen her er mere værd end Virkeligheden. Af hundrede Mennesker vilde de 99 sikkert uden Betænkning svare Ja. Mérimée[CI] gjør det ikke. Han skriver i Aaret 1849, og med nyligt oplevede historiske Tragoedier for Øie svarer han: »Maaskee, men det var ved det Misbrug, der blev drevet med Thermopylæ[i], ved Foregjøglelse af den Lethed, med hvilken tre hundrede frie Mænd kunde bekjæmpe tre Millioner Slaver, at Italiens Talere fik drevet Piemonteserne til uden Forbundsfæller at indlade sig i Krig med Østerrig«. Man sammenligne med denne Skepsis hos Mérimée[CII] den begeistrede Troskyldighed, med hvilken Beyle[CIII] copierer den upaalidelige Krønike om Beatrice Cenci[CIV].
1830-Tiden var en Periode, i hvilken Frankrigs ypperste Skribenter vare særlig paa deres Post mod Chauvinismen. Den nys vakte Sands for de fremmede Literaturer og deres Fortrin medførte ved en naturlig Reaction en voldsom |370| Ringeagt for den nationale Digtning og dens Klassikere, undertiden endog for den franske Folkeaand overhovedet. Den romantiske Skoles tidligste, temmelig uforstandige Stormløb mod Racine[CV] ere bekjendte; man definerede den klassiske Litteratur som Litteratur for Skoleklasserne. Victor Hugo[CVI], hvem det ellers ikke skortede paa Nationalstolthed, udraabte i Fortalen til sine »Orientalere[0014]«: »De andre Folk sige: Homer[CVII], Dante[CVIII], Shakespeare[CIX]. Vi sige: Boileau[CX]«. Hugo[CXI], der havde tilbragt sin Ungdom i Spanien, behandlede i sine første Dramer (»Inez de Castro[0015]«, »Hernani[0016]«) spanske Stoffer og beholdt den spanske Inddeling i Dage istedenfor i Akter. Italien og Spanien vare overhovedet for de begyndende Romantikere de forjættede Lande. Alfred de Musset[CXII] skrev »Contes d’Espagne et d’Italie[0017]«, Th. Gautier[CXIII] blev ikke kjed af at forbande Frankrigs kolde Klima og farveløse Sæder, kaldte Spanien sit virkelige Fædreland etc. etc.
Beyle[CXIV] og Mérimée[CXV] repræsentere begge i særegen høi Grad Oppositionen imod Nationalforfængeligheden. I Beyle’s[CXVI] Mund var Ordet »fransk« næsten et Skjældsord, han pleiede spotsk at kalde Franskmændene »les vainvifs«, hans Bøger vrimle af Udfald som dette: Gives der noget mere komisk end at tiltroe en parisisk Charakter nogen Dybde? Han kalder sit Fædreland »det grimmeste Land paa Jorden, som Tossehoveder titulere det skjønne |371| Frankrig«.*)
Vi have seet, at han tilsidst endog fornægtede sin Nationalitet. Mérimée[CXVII], der omtrent var saa forelsket i de spanske som Beyle[CXVIII] i de italienske Sæder, havde det oprindelig romantiske Hang til det Fremmede, det Exotiske; han saa desuden ganske som den ældre Ven et af den franske Charakters Hovedtræk i den stadige Agtpaagivenhed paa Næstens Dom (le qu’en dira-t-on), der tilintetgjør al Originalitet, gjør Livet glædesløst og afgiver det bedste Grundlag for Samfundshykleriet. Han skattede overhovedet sine Landsmænd temmelig ringe og bestræbte sig ikke for at skjule det for dem. Men han endte modsat Beyle[CXIX] med at bekjende sig til Patriotismens gamle Evangelium. Det faldt ham ikke let, thi han hadede som Pesten alle patriotiske Talemaader, og der udfordredes intet Ringere end Frankrigs fuldstændige Knusning til at presse et Ord om Fædrelandskjærlighed ud over hans Læber. Men i et Brev fra 13de September 1870 skriver han dog: »Jeg har hele mit Liv igjennem stræbt at holde mig fri for Fordomme og være Verdensborger mere end Franskmand; men alle disse filosofiske Drapperier nytte Ingenting. Jeg bløder idag af alle disse dumme Franskmænds Saar, jeg græder |372| over deres Ydmygelser, og hvor utaknemmelige og absurde de end ere, jeg elsker dem trods Alt«.I sin Charakteristik af Beyle[CXX] har Mérimée[CXXI] (efter Sainte-Beuve[CXXII]) fremhævet som et af de mest fremspringende Træk Beyle’s[CXXIII] Frygt for at blive »duperet« (nærmest: narret paa Grund af Godtroenhed). »Deraf udsprang«, siger han, »denne kunstige Forhærdelse, denne fortvivlende Opsøgen af de lave Bevæggrunde til alle ædle Handlinger, og denne Modstand mod Hjertets første Tilskyndelser, der efter min Mening var mere paataget end virkelig hos ham. Den Modbydelighed og Foragt, som han nærede for Sentimentalitet, bragte ham ofte til at forfalde til den modsatte Overdrivelse til stor Forargelse for dem, der ikke kjendte ham nøiere og toge det bogstaveligt, som han sagde om sig«. Denne Frygt for at blive duperet med alle dens af Mérimée[CXXIV] her opregnede Følger var idetmindste ligesaa levende hos ham selv som hos Beyle[CXXV]; kun maatte han med sit finere og svagere Naturel gjøre langt mere Vold paa sig for at anslaae den cyniske Tone, der tilsidst blev ham ligesaa naturlig overfor Mænd som den indsmigrende galante Tone overfor Damer. Ogsaa ham morede det som ung at gjælde for et Uhyre af Immoralitet, og kun engang imellem, naar et eller andet komisk Tilfælde, som f. Ex. en Provindsdames Angst for at reise alene i Diligence med ham (»Lettres à une inconnue[0018]« I 72) |373| viste ham paa nært Hold, hvor daarligt et Rygte han havde paa sig, ærgrede han sig et Par Dage igjennem over sin Uforsigtighed. Af lutter Angst for at bære sig ad som de Forhyklede kom han selv til at hykle, til at hykle Frivolitet og Haardhjertethed, og af lutter Frygt for at blive holdt for Nar, førte han ikke blot Andre bag Lyset, men bedrog sig selv for mangen ren og ligefrem Livsnydelse. Den Bedragne er tidt, ikke blot i Theatret – som Gorgias[CXXVI] sagde – visere end den Ikke-Bedragne. Den, der ikke stadig frygter for at give sig Blottelser, har mere Mod, frembringer Mere, og virkeliggjør fuldstændigere alle de Muligheder, som slumre i hans Sjæl.
Hos Mérimée[CXXVII] havde den evige Bekymring for at give sig Blottelser to slemme Følger, som den ikke fik hos Beyle[CXXVIII]. For det Første gav den ham i hans ældre Aar et Præg af officiel Stivhed. Som Medlem af Akademiet og Senatet, som Keiserfamiliens Yndling og betroede Mand maatte han snart figurere, snart holde Taler ved høitidelige Leiligheder, hvor han i sit Indre bestandig moquerede sig over sin Holdning og sine egne Ord. Beyle[CXXIX] bragte sig aldrig i nogen Situation, hvor han behøvede at tale med Ærefrygt om Ting, han ringeagtede, eller at sige Dumrianer Complimenter. Han havde ikke for Intet skrevet disse Ord: »Naar jeg seer en Mand bryste sig i en Selskabssal med flere Ordner i Knaphullet, |374| forestiller jeg mig uvilkaarligt det uhyre Antal af Lavheder, Platheder og ofte sorte Forræderier, som han har maattet ophobe for at modtage saa mange Attester derfor«. For det Andet skjærpede hin Bekymring Mérimée’s[CXXX] Selvkritik som Forfatter saa stærkt, at den gjorde ham uproductiv. Beyle’s[CXXXI] Motto havde været: Ingen Dag uden en Linie. Mérimée[CXXXII] havde altid skrevet lidt, men ophørte tilsidst næsten ganske med digterisk Production. Han stillede saa store Fordringer til sig selv i Henseende til Fuldendthed og Plastik, at han hellere holdt sig tilbage fra Væddekampen med sit eget Ideal end udsatte sig for den Risico, som det var for ham, hver Gang han paany forsøgte sig i den. Han vilde hellere nøies med hvad han havde opnaaet end paany sætte sin Kunstnerære paa Spil. Og han holdt sig des lettere tilbage, eftersom Tilbageholdenhed overhovedet var et Charaktertræk hos ham og ingen tøilesløs, ubehersket Productionsdrift tvang ham til den uafbrudte Frembringen.
Beyle[CXXXIII] bebreidede ham forgjæves hans »Dovenskab«; men blandt dens Aarsager var en, som Beyle[CXXXIV] ikke forstod og som udgjorde Grundforskellen imellem dem. Beyle[CXXXV] var Psycholog og Poet, ingen Kunstner, Mérimée[CXXXVI] var Kunstner helt ud i Fingerspidserne. Det er som Kunstner og alene som Kunstner at han er stor, og det er paa hans kunstneriske Mesterskab, at Fremskridtet |375| fra Beyle[CXXXVII] til ham beroer. Det rige aandelige Materiale, som Beyle[CXXXVIII] havde bragt for Lyset, fik først hos ham uforgjængelig kunstnerisk Form.
Hans »Dovenskab« var for øvrigt langtfra absolut. Den yttrede sig i Studier, i Monumentbeskrivelser, i Oversættelser fra Russisk og beskedne, men strenge historiske Undersøgelser og Værker. Han var Filolog og Archæolog, en Lærd og en Videnskabsmand. Hans Kunst er som en Oase, der ligger midt i hans tørre Studier; den grændser paa alle Sider til Videnskaben, og den glider lempeligt over i Historieskrivning; thi der kommer et Øieblik, hvor Kjærligheden til Kjendsgjerningen og Lidenskaben for Nøiagtighed og Præcision ikke mere tilfredsstilles af Fantasier alene. Mérimée’s[CXXXIX] personlige Forfatterskabs Historie har her været den samme som den romantiske Skoles. Han afspeiler i det Mindre en stor Bevægelse; thi i Frankrig saavel som i Tydskland har den videnskabelige Kritik og den strenge Historieforskning slaaet ind paa den Vei som Romantikens literære Kritik brød for Poesien. Da denne opgav de fremmede og middelalderlige Stoffer, gav Videnskaben sig til at behandle dem i den Aand, som Poesien havde fremkaldt. Da nu hos Mérimée[CXL] Digtningen bestandig ligesom brød ud af Forskningen, da mange af hans Noveller, som »Carmen[0019]«, »La Venus d’Ille[0020]«, »Lokis[0021]«, ligge ligesom i en Ramme af for Spøg henstillede |376| archæologiske eller sproglige Studier, var det forklarligt, at Videnskaben efterhaanden fra Periferien af trængte ind mod Hjertet i hans Production.
I Mérimée’s[CXLI] Forhold som Videnskabsmand ligger den sidste Grundmodsætning mellem ham og Beyle[CXLII]. Han indtager i Videnskaben ikke den høieste Rang; han har Andenrangs-Egenskaberne Grundighed og Paalidelighed, men mangler den Gnist, der besjælede ham som Digter. Ikke desmindre har han den sande Videnskabsmands Kjendemærke: han taler aldrig om hvad han ikke forstaaer sig paa; han fremstiller aldrig løse Gisninger eller aandrige Paradoxer; han gaaer frem Skridt for Skridt. Han kan blive tør og træet; men han begaaer ingen Feil. Er Mérimée[CXLIII] saaledes en ædru Videnskabsmand uden Geni, saa er Beyle[CXLIV] lige omvendt i Videnskaben den geniale Dilettant, med alle Geniets men ogsaa med alle Dilettantens Kjendemærker. Det vrimler i hans Bøger af vovede Paastande, ubevislige Gisninger, af almindelige Udsagn om Nationer, hvis Sprog han ikke var hjemme i, af Dilettantparadoxer som hint, der satte Werner’s[CXLV] »Luther[0022]« høiest af alle tydske Dramer. Hans Afhandlinger ere ligesaa underholdende og rige paa Indfald som Mérimée’s[CXLVI] kjedelige og tørre, men Mérimée’s[CXLVII] Resultater er byggede paa Klippegrund, Beyle’s[CXLVIII] altfor ofte paa Sand.
Baade som Videnskabsmand og som Digter |377| betegner Mérimée[CXLIX] altsaa et Fremskridt ud over Beyle[CL]. Han er en snevrere og fattigere Aand, men en, hvis Indhold var bragt i en ganske anden Orden, og som var Herre over en tilsleben† kunstnerisk Form.
højresiderne i kapitel 22 har i førsteudgaven klummetitlen »Beyle og Mérimée.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
der hentydes til en formulering i Prosper Mérimées essay om Marie-Henri Beyle (Stendhal), trykt som forord til hans brevudgave Correspondance inédite de Stendhal, 1855 Stendhal 1855, 1:V.
der hentydes til en formulering i forordet til Prosper Mérimées roman Chronique du règne de Charles IX, 1829 Mérimée 1951:1.
citat fra den tyske forfatter Paul Heyses novelle »Frau von F.«, Frau von F. und römische Novellen, 1881 Heyse 2015:10.
her i betydningen: type.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
citatet stammer ikke fra Prosper Mérimées essay om Don Quixote, men fra hans anmeldelse af George Ticknors monografi History of Spanish Literature, først trykt som »De la littérature espagnole« i tidsskriftet Revue des deux monde, 15.4.1851, optrykt i Mélanges historiques et littéraires, 1855 Mérimée 1855:253.
sammensat citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves artikel »Don Quichotte«, trykt i serien Nouveaux lundis i avisen Le moniteur universel, 16.5.1864 Sainte-Beuve 1867, 8:37.
let omskrivning af citat fra Johan Ludvig Heibergs essay »Lyrisk Poesie«, Intelligensblade, nr. 26-27, 15.4.1843 Heiberg 1861, 4:419.
der hentydes til George Sands romaner La mare au diable, 1846, François le champi, 1848, La petite Fadette, 1849, og Les beaux messieurs Bois-Doré, 1857.
citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til Monsieur P… M…, 26.12.1829 Stendhal 1855, 2:80.
der hentydes til Marie-Henri Beyles (Stendhals) beskrivelse af Napoleon 1.s slag ved Waterloo i det tredje kapitel af romanen La chartreuse de Parme, 1839.
citat fra Prosper Mérimées novelle La double méprise, 1833 Mérimée 1951:315.
citat fra Prosper Mérimées novelle »Arsène Guillot«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.3.1844.
medarbejderne ved oplysningstidens store franske leksikon Encyclopédie, ou Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers, 1751-1772, heriblandt Denis Diderot, François de Voltaire og Jean-Jacques Rousseau.
livsfilosofi med udgangspunkt i Epikurs lære om opnåelsen af lyst og undgåelse af ulyst som målet for et lykkeligt liv.
der hentydes til Prosper Mérimées anmeldelse af George Grotes historiske værk History of Greece, 1846-1856, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 1.4.1847 (bind 1-2), 1.8.1848 (bind 3-4), 1.6.1849 (bind 5-6), 15.5.1850 (bind 7-8), 15.5.1853 (bind 9-10) og 15.7.1856 (bind 11-12).
slag ved det græske bjergpas Thermopylæ, hvor den græske hær i 480 f.Kr. blev besejret af perserne.
let omskrevet citat fra Prosper Mérimées anmeldelse af George Grotes historiske værk History of Greece, 1846-1856, bd. 5-6, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 1.6.1849, s. 848.
her i betydningen udlænding, dvs. ikke-græsk.
citat fra Prosper Mérimées anmeldelse af George Grotes historiske værk History of Greece, 1846-1856, bd. 5-6, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 1.6.1849, s. 849.
indbygger i den norditalienske region Piemonte.
der hentydes til Marie-Henri Beyles (Stendhals) novelle Les Cenci, først trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 1.7.1837, optrykt i Chroniques italiennes, 1855. Historien handler om den unge Beatrix, som for at undgå, at hendes far skal begå incest mod hende, får ham myrdet, hvorefter hun selv bliver henrettet for sit fadermord.
citat fra forordet til førsteudgaven af Victor Hugos digtsamling Les orientales, 1829 Hugo 1912, 24:618.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 223): »de livligt Forfængelige«. Begrebet bruges i Marie-Henri Beyles (Stendhals) kunsthistoriske værk Histoire de la peinture en Italie, 1817 Stendhal 1854:226.
let omskrevet citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:521.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) rejsedagbog Promenades dans Rome, 1829 Stendhal 1973:599.
(fr.) sladderen (egentlig: hvad vil man synes om det?).
citat fra et brev fra Prosper Mérimée til Madame de Beaulaincourt, 13.9.1870; citeret i den franske historiker Othenin d'Haussonvilles artikel »Prosper Mérimée. A propos de lettres inédites«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.8.1879, s. 768.
citat fra Prosper Mérimées essay om Marie-Henri Beyle (Stendhal), trykt i pamfletten »H.B.«, 1850 Mérimée 1998:25-26.
der hentydes til en beskrivelse i et brev fra Prosper Mérimée til Jenny Dacquin, 27.8.1842, udgivet i hans Lettres à une inconnue, 1874 Merimée 1874, 1:72.
citat tillagt den græske førsokratiske filosof og retoriker Gorgias, ifølge Plutarchs Moralia 348c.
Det Franske Akademi, fransk litterært-videnskabeligt selskab, stiftet 1635 med den særlige opgave at varetage det franske sprog.
af Marie-Henri Beyles (Stendhals) papirer, citeret i hans fætter og biograf Romain Colombs bog Mon cousin Stendhal, 1845 Colomb 1997:79-80.
egentlig: ingen dag uden et penselstrøg (lat.: Nulla dies sine linea), talemåde med oprindelse hos Plinius d.æ., desuden kendt ikke som Marie-Henri Beyles (Stendhals), men Émile Zolas motto.
der hentydes antagelig til Prosper Mérimées beskrivelser af historiske mindesmærker i sine beretninger fra tjenesterejser: Notes d'un voyage dans la midi de la France, 1835, Notes d'un voyage dans l'ouest de la France, 1836, Notes d'un voyage en Auvergne, 1838, og Notes d'un voyage en Corse, 1840.
der hentydes til Prosper Mérimées oversættelser af bl.a. Alexander Pushkins fortællinger »La dame de pique«, 1849, »Les bohémiens«, 1852, »Le hussard«, 1852, og »Le coup de pistolet«, 1856; af Nikolaj Gogols »L'inspecteur général«, 1853; og af Ivan Turgenevs »Apparitions«, 1869, »Le juif«, 1869, »Pétouchkof«, 1869, »Le chien, 1869«, og »Étrange histoire«, 1870.
der hentydes til Prosper Mérimées historiske værker bl.a. Essai sur la guerre sociale, 1841, Études sur l'histoire romaine, 1844, Histoire de Don Pèdre Ier, roi de Castille, 1848, og Épisode de l'histoire de Russie, les faux Démétrius, 1853.
Marie-Henri Beyles (Stendhals) beskrivelse af Zacharias Werners tragedie Martin Luther, oder die Weihe der Kraft, 1807, er trykt i afhandlingen Racine et Shakspeare, 1823/1825 Stendhal 1854:91-96.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik