Da Mérimée[I] som Digter debuterede i spansk Forklædning, var man i den klassiske dramatiske Litteratur kommet saa vidt, at Personerne i et Drama som Brikkerne i et Skakspil havde deres bestemte Rolle og foreskrevne Gangart. Der gaves en Konge, en Tyran, en Prindsesse, en Sammensvoren, en Fortrolig i Almindelighed. Om Dronningen, som havde dræbt sin Ægteherre, hed Semiramis, Clytemnestra, Johanne af Neapel[II] eller Maria Stuart[III], om Lovgiveren kaldtes Minos eller Peter den Store[IV] eller Cromwell[V], det var ligegyldigt; deres Ord og Handlinger, Tanker og Følelser vare altid de samme. En ung klassisk Digter, der havde valgt et Stof af den spanske Historie, og som mødte Vanskeligheder hos Censuren, fandt paa den Udvei, med et Pennestrøg at forlægge Handlingen fra Barcelona[a] til Babylon[b] og fra det sextende Aarhundrede til Tiden før Syndfloden, da »Babylone« havde samme Antal Stavelser og rimede paa de samme Ord som »Barcelone«, saa at der næsten ikke var noget at forandre.*)
Det Spanien, Mérimée[VII] som Clara Gazul viser sine Læsere, er et andet end det, hvori hint Barcelona[c] laa. Og han nøies ikke med at formumme sig som Spanierinde. Han |389| sætter som ægte Romantiker Poesiens Hovedopgave i uden Overkalkning eller Fernis at lade de forskjellige Folkeslags og Culturtrins sædelige Tilstand komme for Dagen, saa at hvad man dengang kaldte »Localfarven« træder rent og kraftigt frem. Han gjør sig derfor til Beboer af de forskjelligste Lande og til Samtidig med de forskjelligste Tidsaldre. Han føler som Maurer, Neger, Sydamerikaner, Illyrier, Zigeuner, Kosak o. s. v. Han opsøger dog ikke alt det Fjerne med samme Forkjærlighed, thi han skyer Civilisationen og Polituren. Som Théophile Gautier[VIII] paa sine Reiser besøgte ethvert Land paa den Aarstid, da dets Klima er eiendommeligst, Afrika om Sommeren, Rusland ved Vintertid, saaledes foretager Mérimée[IX] aandelige Udflugter til de Egne og til de Stammer, hvor Ringeagten for Menneskeliv er koldest, Lidenskab og Sandselighed hedest, Charaktererne haardest og vildest og de primitive Fordomme mægtigst. Han indskrænker sig ikke til Nutiden. Han fordyber sig i de middelalderlige Bondekriges Barbari; han fremmaner Billedet af Karl den 9des[X] Tid og ordner med energisk Kunst sin Fortælling om Bartholomæusnatten som Katastrofe. Han er fortrolig med det fjortende Aarhundrede i Spanien og det syttende Aarhundrede i Rusland som med det gamle Frankrig og det gamle Rom[d]. Som Archæolog og Historiker har han studeret Indskrifter og Mindesmærker, Byg|390|ninger, Smykker og Vaaben, gjennemforsket Documenter og Manuscripter i de forskjelligste og for almindelige Litterater utilgjængeligste Sprog og Dialekter. Saaledes opnaaer han en for sin Tid overordentlig Troskab i sine Malerier.Det er Lidenskaben for det oprindeligt Kraftige i dets nøgne Sandhed, der giver ham den historiske Sands. Ogsaa for sine historiske Arbeider opsøger han sig bestandig de voldsomste og forvovneste Charakterer til Helte: Sulla[XI], Catilina[XII], Don Pedro den Grusomme af Castillien[XIII], den første, falske Demetrius[XIV] o. s. v. Har end hans samvittighedsfulde Nøiagtighed som Lærd og hans Mistillid til Indbildningskraftens Rolle i Videnskaben, gjort hans historiske Værker livløse, (bedst ere »Don Pedro I.[0002]« og »Épisode de l’histoire de la Russie[0003]« iøvrigt lykkedes), saa faaer Historien mellem hans Hænder dog altid Liv, saasnart han giver sig til at udforme den digterisk. Efterat Vitet[XV] med sine mesterlige »Scènes historiques[0004]« havde vist, hvorledes man i frie dramatiske Scener kunde fremstille sanddru Historie, gav Mérimée[XVI] i »La Jacquerie[0005]« Frankrig Billedet af en meget tidligere og vildere Tid end den, hans Forgjænger og Læremester havde underkastet poetisk Behandling. Digtets Aand har han fortrinligt betegnet ved den som Motto ironisk anbragte Replik af Mascarille[xvii] hos Molière[XVIII]: »Jeg arbeider for Tiden paa at sætte hele den romerske Historie i |391| Madrigaler«. Beundringsværdigt har Mérimée[XIX] forstaaet at sætte sig ind i de Vedtægter og Taabeligheder, de Synsmaader og Fordomme, af hvilke Bevidsthedsindholdet i hin fjerne Tid bestod. Jeg vil fremhæve een Charakter: Isabella[xx], Datter af Baronen d’Apremont[xxi], en Type paa en ædel, elskværdig, ung Pige fra Feudaltiden. Hun er ren af Hjerte og streng af Sæder; hun har Barmhjertighed med de Lidende og med de Overvundne. Hun er god mod den kjække og trofaste Væbner, der for hende gaaer gjennem Ild og Vand, hun beder sin Fader om at forære hende denne Livegne, hun gjør ham til sin Staldmester til Tak for at han har frelst hendes Liv, og hun broderer ham en Pung. Men han vover at elske hende – saa er Alt ude. Hun overvælder ham med Forbitrelse og Haan, hun bortstøder ham med Foragt, hun betragter sig som vanæret blot ved, at han har vovet at løfte† sine Øine til hende. Man tænke sig nu som Modsætning en ædel Ingemannsk Jomfru, man danne sig selv et Billede af, hvor fordomsfrit hun vilde see ned paa sin Tidsalder og skatte det ædle Hjerte under den simple Væbnerdragt, og man fornemme Forskjellen mellem en spiritualistisk-abstract og en uforfærdet historisk Gjengivelse af en raa og kraftig Tid. Jeg vil endnu nævne en Situation: Scenen, der foregaaer ved Nattetid foran en ensom Hytte i Skoven, til hvilken den brutale engelske Friskarehøvding Siward [xxii]er redet med Isabella[xxiii], som han har bortført, efter at hendes Fader er bleven dræbt ved Overfaldet. Det Hele er kun to Landsknegtes Samtale udenfor Døren, medens de holde de sadlede Heste og udvexle deres Betragtninger over den Vold, som Siward[xxiv] imidlertid inde i Hytten anvender mod Isabella[xxv]. Indtrykket er saa stærkt, at det meddeler et Tidsbillede. En Feil ved Værket er det imidlertid, at Digteren i sin Sky for det Følsomme har ophobet saa mange grusomme og afskyelige Handlinger, at hans Charakterers gjennemgaaende Vildhed overskriger de sociale og individuelle Forskjelle.
Ganske anderledes hæve i hans »Chronique du règne de Charles IX[0006]« alle Skikkelser sig ud fra Baggrunden. Her ere alle Charaktererne eiendommelige uden derfor at være moderne; (en enkelt, George Mergy’s,[xxvi] har dog et vel moderne Anstrøg); ja Digterens Opmærksomhed har her i saa høi Grad været optaget af Enkelthederne, at hvert Kapitel ved sin plastiske Composition udgjør et lille Hele, og Totalbilledet kun fremtræder som en Mosaik af de udprægede Charakterer og Situationer. I den sidste af hans historiske Digtninger »Les débuts d’un Aventurier[0007]« er det, der i den falske Demetrius[XXVII] fængsler ham, alene den primitive Smidighed, den kantede og friske Kosakeiendommelighed, derimod slet ikke de aandelige Collisioner, som Bedraget afstedkommer, og som |393| Schiller[XXVIII] øieblikkeligt fik Øie paa. Mérimée’s[XXIX] Stykke standser omtrent hvor Schillers[XXX] begynder; thi en bestemt Menneskegruppes Sæder til en bestemt Tid interesserer ham mere end det abstract og fælles Menneskelige, og her som overalt i hans historiske Poesi møde vi derfor ikke Livets Intelligens- eller Følelsesside, men dets Charakterside, og see Charakteren hævde sig i sin uopvristelige Sluttethed. Foregaaer Handlingen i hans Bøger i den moderne Tid, da skildrer han Zigeuner- og Røverliv som i »Carmen[0008]«, Blodhævn som i »Colomba[0009]« et rædselsfuldt Drab i Brudenatten som i »La Vénus d’Ille[0010]« eller i »Lokis[0011]«. Foregaaer Handlingen desuden indenfor selve det moderne Samfund, da fremstiller han enten Egenheder ved de Stænder, som staae paa Kant med Samfundet, unge Dandserinders og Skuespillerinders dristige Sprog og uregelmæssige Synsmaader, katholske Præsters erotiske Anfægtelser, eller ogsaa nøies han med, hvad der selv indenfor de priviligerede Stænders Liv har nogen Charakter, som et inderligt Kjærlighedsforhold, der tilintetgjøres ved en Duel, et Ægteskabsbrud, der fører til Selvmord, en eller anden dygtig Skandale, som det er ham en ren Fornøielse at brænde af under Næsen paa et slapt og hykkelsk Samfund. Han føler sig som Digter hjemme overalt, hvor han møder den kolde Skjæbne, det stærke Tilfælde, de heftige Lidenskaber, der, naar de seire, gjennembryde |394| Samfundsforholdene, og naar de ligge under, af Samfundsforholdene stemples som forbryderiske. Derfor var ogsaa den nyere russiske Litteratur ham saa kjær; thi det er netop Gjenstande, der ere beslægtede med hans egne Æmner, som behandles i de Digtninge af Puschkin[XXXI], han har oversat, »Spar-Dame[0012]« og »Zigeunerne[0013]«.
Der findes hos Mérimée[XXXII] to Eiendommeligheder, som gjøre ham utilbøielig til at opfatte de skarpe Katastrofer i Menneskelivet som tragiske Katastrofer, den ene er en vis Frygt for at selve den Skarphed, som han elsker, skal tabe sin Braad ved Indførelsen af et forsonende Element, den anden er hans Vantro overfor et større sammenfattende Hele, der kunde optage det enkelte Tilfælde i sig. Naar han stundom alligevel virker ægte tragisk, saa er det mod hans Hensigt ved det modnere og dybere Studium af Charakteren og ved hans med den større Livserfaring stigende Interesse for de Tilfælde, i hvilke der viser sig en nødvendig Sammenhæng mellem Charakter og Skjæbne. Naar i hans Roman fra Karl den 9des[XXXIII] Tid den ene Broder falder for den andens Haand, saa har her den Symbolerne med sin Spot forfølgende Digter ligesom mod sin Villie samlet Religions- og Borgerkrigens hele Taabelighed og Rædsel i et stort tragisk Symbol. Naar i hans Novelle »La partie de trictrac[0014]« den stakkels Officier, der en eneste Gang har spillet falsk, bliver saa |395| ulykkelig i Bevidstheden om sin Skam, at han seer den eneste Frelse i Døden, saa former Fortællingen sig uvilkaarligt til en Æresfølelsens Tragoedie.
Han forsøger i et andet Mesterværk »La double méprise[0015]« at skildre det Væv af Tilfældigheder, af hinanden krydsende og hinanden misforstaaende Instincter, der gjør Livet meningsløst og selv det Sørgeligste ligesaa fornuftstridigt som sørgeligt og hæsligt; men idet han fortæller den pinlige Begivenheds indre Historie og idet man begriber, at det Absurde maatte skee, ophører det at være absurd. Fortællingens Indhold er med to Ord det, at en ung Kone, Julie de Chaverny[xxxiv], der er utilfreds i sit Ægteskab, og som begynder at føle sin Utilfredshed som Ulykke, gjennem en Kjæde af fine, overraskende, men som Jernringe sammenhængende Sjælebevægelser og Sindstilstande føres til at hengive sig til en Mand, hun i Virkeligheden slet ikke elsker, og tager sin Død derover. Mérimées[XXXV] Kunst bestaaer her i den Sikkerhed, hvormed han tager Læseren ved Haanden og leder ham igjennem alle hine Sindstilstandes Labyrinth til et Resultat, der indtræffer ligesaa nødvendigt som fornuftstridigt. Uovertræffelig er især Samtalen, i hvilken Darcy[xxxvi] netop ved med Beskedenhed og Humor nødtvungent at fortælle om sine Bedrifter ophidser Julie[xxxvii] til Sværmeri, samt hele Samtalen i Vognen, under hvilken Julie[xxxviii] |396| ved hver Replik, ved hvert Ord, endnu mere ved sin Modstand end ved sine Tilstaaelser rykker sin Undergang bestandig nærmere. Jeg fremhæver denne klassiske Sætning, som alt det Foregaaende forbereder: »Den stakkels Kvinde troede i dette Øieblik og med fuldkommen Oprigtighed, at hun altid havde elsket Darcy[xxxix], og i alle de sex Aar, i hvilke hun ikke havde seet ham, med ligesaa stor Kjærlighed, som hun følte for ham i dette Øieblik.« Mérimée[XL] har forstaaet, hvilken Almagt i Menneskelivet, hvilken tragisk Drivkraft der ligger i den uundgaaelige Illusion. Af den nødvendige, den uundgaaelige Illusion kan jo ikke blot Halvdelen af al Menneskelivets Lykke, men ogsaa en betydelig Sum af menneskelig Elendighed forklares.
Endnu nærmere kommer Mérimée[XLI] det egentlig Tragiske, hvor det Skjæbnesvangre synker ned i Charakteren og blander sig med den som en Gift blander sig med Blodet. Saaledes i Novellen »Carmen[0016]«. Fra den Dag af, da José[xlii] møder Zigeunerpigen Carmen[xliii] første Gang, gaaer hans Liv ud af sit Spor, og med streng Nødvendighed forvandles han nu, skjøndt god og brav af Sindelag, for hendes Skyld til Røver og Morder. Ja, Mérimée[XLIV], der som ung Romantiker vilde tage saa lang Afstand som muligt fra de antikiserende Tragikere, kom i »Colomba[0017]« med sin moderne corsicanske Heltinde den græske Tragoedie nærmere end nogen af de ærværdige Tragi|397|kere, der forherligede »Agamemnons aldrig uddøende Familie«. Ikke med Urette har man sammenlignet Colomba[xlv] med Elektra. Som Elektra gaaer hun helt op i Tanken paa sin Faders uhævnede Død, som Elektra opflammer hun sin Broder til Blodhævn og endnu mindre end den sofoklæiske unge Pige er hun en abstract Tragoedie-Heltinde; thi hun bevæger sig elskværdigt og naivt i sit Pandser af frygtelige Fordomme. Hun er paa en Gang blodtørstig og barnlig, haardhjertet og pigeagtig; en umild Gratie er Grundtrækket i hendes Væsen. Det er nutildags en let Sag at see, hvor meget nærmere denne naturkraftige Datter af et lille, sydlandsk Øfolk staaer de gammelgræske Kvindeskikkelser end alle hine paa Kothurner gaaende Theaterprindsesser, der paa de franske Scener lød Navnene Elektra, Antigone eller Ifigenia. Nærmest er hun dog maaske i Slægt med de hedenske Døtre af en langtborte liggende nordisk Ø, med Kvindeskikkelserne i de islandske Sagaer, der med en saa lidenskabelig Haardnakkethed ruge over Familiehadet og regelmæssigt drive Mændene, der holde igjen, ind i Blodhævnen. I denne »Colomba[0018]«, Mérimées[XLVI] berømteste Frembringelse, feirer den romantiske »Localfarve« sin mest afgjorte Triumf. Fortællingen har den mest uforfalskede Aroma af Bonapartes[XLVII] Fødeø og der gaaer et Pust af corsicansk Aand igjennem den. Som et Bevis for den Troskab, hvormed de corsicanske Sæder ere gjen|398|givne, ikke mindre end for den Lykke, Bogen gjorde, fortjener det at anføres, at da Mérimée[XLVIII] i Anledning af Libri[XLIX]-Processen i Retssalen ventede paa sin Dom, traadte en Corsicaner blandt Tilskuerne, en forhenværende Bandit, hen til ham og tilbød ham for det Tilfælde, at han skulde blive dømt, Vendetta over Rettens Præsident. Der lod sig neppe føre noget bedre Bevis for Ægtheden af »Colomba«[0019]s Farve. Mérimée[L] vilde imidlertid ikke have været Mérimée[LI], hvis han ikke (netop paa den Tid, da han udgav »Colomba[0020]«) havde reddet sit Ry som Fjende af alle Theorier ved efter Evne at gjøre sig lystig over hin famose Localfarve. I sin 1840 skrevne Fortale til den anden Udgave af »La Guzla[0021]«, hans fingerede Samling af illyriske Folkesange, fortalte han, at han »i det Naadens Aar 1827« havde været Romantiker, havde sværmet for Localfarven og hyldet den Anskuelse, at der udenfor Localfarven ikke gaves nogen Frelse. Ved Localfarve havde han og hans datidige Kammerater forstaaet hvad man i det syttende Aarhundrede kaldte »Sæderne«; men de havde været meget stolte af deres Ord og havde indbildt sig at være Opfindere saavel af Sagen som af Ordet. Begeistringen for Localfarven havde bl. A. indgivet ham det levende Ønske at besøge Illyrien[e]; han havde imidlertid af Mangel paa Reisepenge maattet opgive det og var falden paa at beskrive sin Reise i Forveien for saa at |399| foretage den for Honoraret; da ogsaa denne dristige Plan var bleven opgivet, havde han ved Hjælp af en Reisebog og Kjendskabet til »fem eller sex slaviske Ord« fabrikeret sin »fra det Illyriske oversatte« Balladesamling. Alle Mennesker havde troet paa Mystificationen.*)
En tydsk Doctor ved Navn Gerhart[LVII] havde endog oversat hans »Guzla[0022]« med to andre Bind slaviske Poesier paa Tydsk, og det endda i Originalens Versemaal, som han havde kunnet skimte bag Mérimée’s[LVIII] Prosa. Efterat han imidlertid saaledes havde gjort den Erfaring, med hvor stor Lethed »Localfarve« lod sig fremstille, havde han tilgivet Racine[LIX] og Klassikerne deres Mangel paa denne Substans.Man føler gjennem Spøgen og Vittigheden ret vel den fornemme Poets Ærgrelse over, om end kun i Litteraturen, om end kun som Yngling, at have havt en Fane og have tilhørt et Parti. Ren Sandhed siger dette lystige Forord ikke; thi skjøndt Mérimée[LX]s illyriske Prosa-Ballader ikke |400| ellers have mange glimrende Fortrin, saa ere de dog Frugter af et fint og omhyggeligt Studium og nøie holdte i slaviske Folkevisers Stil. Uden nogen Selvforringelse (»Kleinthuerei« som Tydskerne kalde det) kan Mérimée[LXI] nu engang ikke godt tale om sig selv. Hans Fortaler er, naar han en sjelden Gang nedlader sig til at sætte sig i direkte Forhold til Publicum gjennem en Fortale, af en skjødesløs, ligegyldig Beskedenhed, der endnu langt mere end den videst drevne Selvfølelse isolerer den, der benytter den som Form.
højresiderne i kapitel 24 har i førsteudgaven klummetitlen »Mérimée.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
der hentydes til Prosper Mérimées første samling korte, satiriske dramaer Théâtre de Clara Gazul, comédienne espagnole, 1825, udgivet under pseudonymet Clara Gazul, en fiktiv spansk skuespillerinde.
Klytaimnestra, græsk mytologisk dronning i Mykene, gift med Agamemnon.
en fiktiv spansk skuespillerinde under hvis pseudonym Prosper Mérimée udgav sin debut, en række korte satiriske dramaer med titlen Théâtre de Clara Gazul, comédienne espagnole, 1825.
et centralt begreb inden for den franske romantisme, som angår det at skildre det særlige og fremmedartede ved et bestemt sted, fx en egn eller et land; kendt fra fortalen til Victor Hugos drama Cromwell, 1827 Hugo 1912, 23:35.
indbygger i Illyrien (Illyricum), antik betegnelse for de dele af Balkanhalvøen, som strækker sig ned langs Adriaterhavskysten, dvs. det nuværende Slovenien, Kroatien, Serbien, Montenegro og Albanien.
der hentydes til Prosper Mérimées blodige beskrivelse af massakren på de protestantiske huguenotter natten mellem 24.8. og 25.8.1572 i den historiske roman Chronique du règne de Charles IX, 1829.
den romerske feltherre portrætteres i Prosper Mérimées historiske værk Études sur l'histoire romaine, 1844.
den romerske politiker portrætteres i Prosper Mérimées historiske værk Études sur l'histoire romaine, 1844.
den portugisiske konge portrætteres i Prosper Mérimées historiske værk Histoire de Don Pédre Ier, roi de Castille, 1848.
russisk bedrager, som kortvarigt vandt magten ved at hævde at være Ivan 4. af Ruslands yngste søn. Han portrætteres i Prosper Mérimées historiske værk Épisode de l'histoire de Russie, les faux Démétrius, 1853.
citat fra Molières komedie Les précieuses ridicules (9. scene), 1660 Molière 1971, 1:275.
efter den danske romantiske digter B.S. Ingemann.
der hentydes til Friedrich Schillers ufuldendte drama Demetrius oder Die Bluthochzeit zu Moskau, 1804-1805.
der hentydes til Prosper Mérimées roman Chronique du règne de Charles IX, 1829.
citat fra Prosper Mérimées novelle La double méprise, 1833 Mérimée 1951:339.
græsk sagnkonge, som på vej til krigen i Troja blev tvunget af jagtgudinden Artemis til at ofre sin yndlingsdatter Ifigenia mod at få god vind. Efter sin hjemkomst blev han myrdet af sin kone, Klytaimnestra, og hendes elsker, Aigisthos, men blev senere hævnet af de overlevende børn, Orestes og Elektra. Sagnet optræder i Homers Iliaden og har siden givet stof til tragedier af Aischylos, Sofokles og Euripides.
ifølge græsk mytologi datter af Agamemnon og Klytaimnestra, har hovedrollen i en række klassiske tragedier bl.a. Sofokles' Elektra, ca. 410 f.Kr.
efter den græske tragediedigter Sofokles.
græske sagnprinsesser, Antigone og Ifigenia kendes særligt i fransk klassisk dramatik fra Jean Racines tragedie La thébaïde, opført 1664, og Iphigénie, opført 1674.
et centralt begreb inden for den franske romantisme, som angår det at skildre det særlige og fremmedartede ved et bestemt sted, fx en egn eller et land; kendt fra fortalen til Victor Hugos drama Cromwell, 1827 Hugo 1912, 23:35.
den franske ø Korsika, hvor Napoleon Bonaparte blev født i byen Ajaccio i 1769.
der hentydes til retssagen mod Prosper Mérimées ven den italienske matematiker og professor i Paris Guglielmo Libri-Carucci dalla Sommaja, som flygtede til England og i 1850 blev dømt in absentia for tyveri af titusinder af bøger og manuskripter fra de franske biblioteker. Mérimée, der troede på Libris uskyld, offentliggjorde til hans forsvar et åbent brev, »Le Procès de M. Libri«, i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.4.1852, men blev selv idømt en fængselsstraf på 15 dage for fornærmelse mod magistraten.
efter Illyrien (Illyricum), antik betegnelse for de dele af Balkanhalvøen, som strækker sig ned langs Adriaterhavskysten, dvs. det nuværende Slovenien, Kroatien, Serbien, Montenegro og Albanien.
citatet og den følgende karakteristik stammer fra forordet til andenudgaven af Prosper Mérimées digtsamling La Guzla, 1842 Mérimée 1842:347.
citat fra forordet til andenudgaven af Prosper Mérimées digtsamling La Guzla, 1842. Den omtalte rejsebog angives her at være den venetianske forfatter Alberto Fortis' Viaggio in Dalmazia, 1774 Mérimée 1842:348.
der hentydes til et brev fra Prosper Mérimée til vennen Albert Stapfer, citeret i Louis-Léonard Loménies tale, da han overtog pladsen efter Mérimée i Det Franske Akademi, 8.1.1874 Recueil des discours 1876, 1:467-468.
citat fra Johann Wolfgang von Goethes artikel »La Guzla, poésies illyriques«, trykt i hans tidsskrift Über Kunst und Altertum, 1828, hæfte 2. Prosper Mérimées digtsamling La Guzla blev oprindeligt udgivet under pseudonymet Hyacinth Maglanovich, men ifølge Goethe røber titlen sin forfatter ved sit slægtskab med det tidligere pseudonym 'Gazul' fra Mérimées debutbog Théâtre de Clara Gazul, comédienne espagnole, 1825 Goethe 1999, 22:454.
der hentydes til Wilhelm Gerhards digtoversættelser Wila. Serbische Volkslieder und Heldenmärchen, 1828.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik