De Nulevende, der i Victor Hugo’s[I] »Histoire d’un crime[0001]« have læst de haanlige Ord om Mérimée[II] og som ere tilbøielige til i Hugo[III] kun at see den lyrisk-rhetoriske Republikaner, i Mérimée[IV] den fine og sarkastiske Sekretær ved det andet Keiserdømmes Kjærlighedshoffer, have vanskeligt ved at forestille sig, at disse to Mænd, hvem poetiske og politiske Antipathier efterhaanden førte langt bort fra hinanden, som Ynglinge tilhørte samme |345| Leir og omgikkes paa fredelig, ja venskabelig Maade. Og dog saa i Romantismens skjønne Foraarsdage den altskuende Sol engang »Mateo Falcone’s[0002]« correcte Forfatter i Skjorteærmer og med Forklæde over Vesten i Victor Hugo’s[V] Kjøkken, hvor han, omgivet af hele Familien, gav Husets Kokkepige en af et heldigt Udfald kronet Lection i Tilberedelsen af Macaroni à l’italienne, og man fortæller, at Hugo[VI] en Aften – maaskee stemt til Begeistring ved hine fortrinlige Macaroni – af Navnet Prosper Mérimée[VII] dannede det slaaende og smigrende Anagram: M. Première Prose.*)
Victor Hugo[VIII] selv vilde visselig ikke nutildags lade denne Omskrivning gjælde – han, der senere hen en Gang, da En roste Mérimée’s[IX] ædru Stil, henkastede Ordet »den daarlige Maves Ædruelighed«; men man tager neppe fejl i den Paastand, at hint Anagram ganske nøie udtrykker den Anskuelse, som næres af den ældre Generation i Frankrig. For den fyrretyveaarige, fintdannede franske Verdensmand overgaaer endnu den Dag idag ingen Prosastil Prosper Mérimée’s[X].
For Verdensmanden siger jeg; thi for vore Dages sandseligt og malerisk anlagte Prosaister og deres Publicum er Udtrykkets simple Natur|346|lighed, dets Klarhed og Korthed om end anerkjendelsesværdige Fortrin dog ikke de stilistiske Egenskaber, de sætte høiest. Den almendannede Franskmand derimod ynder Fortælling og afskyer Skildring, han er (uden at vide det) en doctrinær Tilhænger af Lessings[XI] Principer i »Laokoon[0005]«, en ægte Rationalist, der fordømmer al romantisk og naturalistisk Beskrivelsessyge, og der altid har sat Voltaire’s[XII] Skrivemaade himmelhøit over Diderots[XIII]. Hvo der uden at vanskeliggjøre Overblikket, byder saa mange Kjendsgjerninger som muligt indenfor det snevrest mulige Rum, svarer til den almindeligt Dannedes kunstneriske Ideal, ja virkeliggjør det uden videre, ifald han som Mérimée[XIV] med denne Sammentrængthed forbinder den fuldstændige Selvbeherskelse i Tone og Stil. Den ældre Slægt i Frankrig, for hvilken Ordet »Romantik« efterhaanden næsten er blevet ensbetydende med Sværmeri og Svulst, begynder nutildags at undre sig over, at man overhovedet nogensinde har regnet Mérimée[XV] til Romantikerne; den indrømmer vel, at han deltog i de første romantiske Felttog, men den betoner, at det halvveis skete af en Feiltagelse. Da Jules Sandeau[XVI] modtog Mérimée’s[XVII] Efterfølger i det franske Akademi, Louis de Loménie[XVIII], fortalte han for at oplyse hvad Art Kampfælle Mérimée[XIX] havde været for Romantikerne, den gamle Anekdote om hin Gentleman, der i Julidagene 1830 utaalmodigt rev Geværet |347| ud af Haanden paa en af Oprørerne, som ikke forstod at omgaaes med Vaaben, sigtede paa en Schweizer i Tuileries[a]-Vinduerne, skjød ham og derpaa høfligt besvarede Insurgentens Opfordring til at beholde det Gevær, han saa fortræffeligt forstod at bruge, med Ordene: »Mange Tak, men jeg er ellers Royalist«. Paa samme Maade skal Mérimée[XX] egentlig altid have været en Klassiker, og naar han i Begyndelsen af sin Løbebane næsten overbød Romantikerne, saa var det blot, fordi han ikke kunde modstaa Fristelsen til at vise dem, hvorledes de skulde skyde. Den Opfattelse, der ligger bag denne spøgende Overdrivelse, er imidlertid alt andet end rigtig. Man kan uden Vanskelighed godtgjøre, at Mérimée[XXI] som Digter tiltrods for sin Stils Tilbageholdenhed og klassiske Strenghed i mange Henseender er en udpræget Repræsentant for den fransk-romantiske Aandsretning. Dette hans Væsens almindelige Grundtræk træder des skarpere frem, jo mere man fordyber sig i hans Naturs individuelle Eiendommelighed.
Prosper Mérimée[XXII] (født 28 September 1803) nedstammer fra en Kunstnerfamilie. Hans Fader[XXIII] var en dygtig, flersidigt dannet Maler, der har skrevet en Bog om sin Kunsts Technik; hans Moder[XXIV] var en især for sine Børneportraiter yndet Malerinde, der havde Fortællertalent og var vant til ved morsomme Historier at faae Børnene til at sidde stille, imedens de bleve malte. Det Por|348|trait, som hun har udført af sin eneste Søn, da han gik i sit femte Aar, giver en ligesaa fordelagtig Forestilling om hendes kunstneriske Evne som om Barnets Ydre. Ansigtet har en hos en saa lille Dreng ganske ualmindelig Art af Skjønhed, thi der ligger Noget af Mandens Stolthed og intellectuelle Overlegenhed i dette fornemme, af bløde Lokker indfattede Barnefysiognomi. Saa rent og frit som Blikket er, saa skalkagtig er de klogtsluttende Læbers Bølgelinie; Hovedets Holdning er en lille Fyrstes.*)
Man forstaaer at denne Dreng efter en Dag at have seet Forældrene, der havde anstillet sig vrede paa ham, lee bag hans Ryg af hans angerfulde Taarer, fattede den Beslutning »aldrig at bede om Forladelse«, et Forsæt, han som Mand blev tro. Moderen[XXVI], med hvem han boede sammen lige indtil hendes Død i Aaret 1852, var en Kvinde af sjelden Charakterstyrke, hos hvem det forrige Aarhundredes Dannelse havde avlet en saa udpræget Uvillie mod al religiøs Tro, at hun ikke engang lod Sønnen døbe – en Omstændighed, ved hvilken denne som moden Mand pleiede at dvæle med et vist satirisk Behag. En from og elskværdig Dame, der førte hele sin Veltalenhed i Ilden for at bevæge ham |349| til at underkaste sig Daabsceremonien, gav han Svaret: »Jeg giver efter, dog paa een Betingelse, og det er den, at De bliver min Gudmoder; jeg faaer en lang hvid Kjole paa, og De bærer mig paa Armen«.Hans Livs ydre Skjæbner ere snart fortalte. Efter at have absolveret de juridiske Pligtstudier, enhver ung velhavende Franskmand pleier at foretage, debuterede han, 22 Aar gammel, med Glands som Digter, førte i Kredse, der tilhørte den liberale Opposition, indtil sit 28de Aar et uafhængigt Ungdomsliv, under hvilket han delte sin Tid mellem Litteraturen og Adspredelser, blev saa, da hans politiske Venner kom til Roret, i 1831 udnævnt til som Efterfølger af Vitet[XXVII], i hvis Spor han allerede var traadt som Digter, at beklæde Posten som Inspektør for Frankrigs historiske Mindesmærker. Han bestyrede sit Embede med Iver og Indsigt. Talrige Reiser i Spanien og England, en Reise til Orienten, to til Grækenland fuldstændiggjorde hans originale Dannelse og berigede ham med de mest forskjelligartede Indtryk af fremmede Charakterer og Sæder, navnlig fordi han med sine overordentlige Sprogkundskaber bevægede sig i de fremmede Lande som en Indfødt. Hans især i Frankrig sjeldne Sprogbegavelse var saa stor, at han talte Engelsk, Spansk, Italiensk, Nygræsk og Russisk; Spansk endog i de forskjellige Mundarter, deri indbefattet Zigeunerdialekten; |350| han havde studeret disse Sprogs Literaturer grundigt og beherskede desuden den gammelgræske og romerske Litteratur som en Filolog. Efter at han paa Embedsvegne havde offenliggjort flere lærde Meddelelser om sine Reiser i Frankrig og som Historiker havde udgivet Studier over Episoder af den romerske Historie[0007], blev han 1841 i sin Egenskab af Archæolog optaget i Académie des inscriptions; 1844 fik han Sæde i det franske Akademi. Efter det andet Keiserdømmes Oprettelse blev han, der som mangeaarig Ven af Grevinde Montijo[XXVIII] stod den keiserlige Familie nær, og som i Forening med Octave Feuillet[XXIX] længe udgjorde det nye Hofs eneste literære Pryd, allerede i 1853 udnævnt til Senator, en Værdighed, til hvilken han var for god og som med Rette skadede hans Anseelse, skjøndt han næsten aldrig deltog i Forhandlingerne. Han oplevede endnu som dødssyg Keiserrigets Sammenstyrtning og døde i Cannes[b] den 23de September 1870.
Det indre Liv, der lægger sig for Dagen i hans Værker, er langtfra ikke saa simpelt. Anlæggene hos denne Yngling, der atten Aar gammel traadte ud i Verden, vare af en særegent compliceret Beskaffenhed. Han var meget stolt, paa en Gang dristig og sky. Han havde en forvoven Aand og en bly, forbeholden Charakter. For at skjule sin medfødte Undseelighed, over hvilken hans Stolthed rødmede, viste han sig enten stiv |351| og kold eller frivol med et Anstrøg af Cynisme, der senere blev til Manér hos ham i Samtale med Mænd. Ganske vist var han i sin tidlige Ungdom ikke saa mistroisk og tilbageholdende som sidenhen; men man tager feil, naar man vil udlede hans Skepsis af en eller anden bestemt, enkelt Skuffelse. Selvfølgelig blev han mange Gange skuffet og mange Gange voldsomt udrevet af Illusioner; vi blive det alle; han blev bedragen i Venskabsforhold, opofret i Kjærlighedsforhold – d’Haussonville[XXX] (»Revue des deux mondes[0008]« 15 Aug. 1877) fortæller det bestemte Tilfælde – han lærte Verden at kjende og erfor, at Livet er en Krig og at Mennesket ikke blot maa værge sig mod falske og upaalidelige Venner, hemmelige og aabne Fjender, men ogsaa mod dem, der, som han siger i et Brev, »gjøre det Onde for det Ondes Skyld«. Var han imidlertid ikke fra Begyndelsen af traadt ud i Livet med Spiren til Mistro i sig, saa vilde ti paa hinanden følgende Erfaringer af den bitreste Art ikke have helbredt ham for sin Tiltro til Menneskene; thi den tillidsfuldt Anlagte har altid tillige gjort ti modsatte Erfaringer, der opveie hine første. Men han havde et ligesaa kritisk som poetisk Naturel, og den Grundsætning, der gjælder for den videnskabelige Kritiker, at han kun fortjener Tillid i samme Grad som han har havt Mistillid, bliver af slige Aander let optaget som Regel for Livet. Man aner, hvor megen |352| Pine den digteriske Modtagelighed for Indtryk har voldt ham med hans saa stærkt udviklede kritiske Sands.
Den kritiske Aandsretning er fremfor Alt sandhedskjærlig, og Mérimée[XXXI] var det i høi Grad. Hans medfødte Dristighed tvang ham desuden til uden Henblik paa givne Vedtægter at udtale Sandheden saaledes, som han følte den. Man seer af hans Breve, hvor aaben han af Naturen var, hvilket Hang han havde til at sige Sandheden uden nogetsomhelst Omsvøb og hvor utaalmodig han blev over conventionelle Løgne, ja selv over mildnende og eufemistiske Udtryk. Den første Samling »Lettres à une inconnue[0009]« er i denne Henseende særligt lærerig. Mérimée[XXXII] bliver i en Kjærlighedsbrevvexling næsten grov, saasnart han mener at have grebet den Elskede i en eller anden conventionel Anskuelse. Omendskjøndt han med sin Frygt for Latteren og sin med Aarene tiltagende Skepticisme hverken var anlagt til vandrende Ridder eller til Martyr, seer man ham derfor endnu i sit halvtredsindstyvende Aar begaae en saadan ridderlig Dumhed, som ellers kun pleier at forekomme i en Verdensmands første Ungdomsaar. Da hans Ven, den berømte Libri[XXXIII], blev dømt, fordi han havde misbrugt sin Stilling som Bibliothekar til at fjerne og sælge en Mængde af de kostbareste Bøger i de franske Bibliotheker, tog Mérimée[XXXIV], som ikke kunde tiltro Libri[XXXV] en saa |353| uværdig Handling, hans Parti med en Iver, der havde været en bedre Sag værdig, og kastede sig i en Artikel, hvis glimrende Vid minder om Paul Louis Courier’s[XXXVI] Pamfletter, (»Revue des deux mondes[0010]«, 15 April 1852) over Undersøgelsescommissionen og Dommerne. En Don Quichote[xxxvii] af Faget havde ikke kunnet begaae en større Taabelighed, og hvis, som Indviede mene, Madame Libri[XXXVIII] havde større Del i denne hans Lidenskabelighed end Libri[XXXIX] selv, gjør det ikke synderlig Forskjel. Selv under Keiserdømmet og som Hofmand bevarede han sit Frisprog. Jeg tænker ikke paa, at han i Regelen ytrede sig temmelig nedsættende om Napoleon den 3die[XL], thi dette geraader ham ikke til synderlig Ære, da han officielt sluttede sig saa nær til hans Regjering; men selv i Samtaler med den keiserlige Families Medlemmer forstod han at forene Frimodighed med Finhed. Han fortæller f. Ex. i et Brev af 20 Juli 1859, at Keiserinden[XLI] efter den store Tale, som Napoleon[XLII] ved sin Tilbagekomst fra Italien holdt, har spurgt ham paa Spansk, hvordan han fandt Talen. »Jeg svarede«, skriver han, »for at forene Hofmandstone med Ligefremhed: Muy necesario! (meget nødvendig)«.
Denne Drift til hensynsløs Aabenhed hos Mérimée[XLIII] blev nu imidlertid stærkt hæmmet ved Charakterens Stolthed og Skyhed. Han havde tidlig lært, at den som naivt træder op for Offent|354|ligheden med sit Følelsesliv, ikke blot giver sig til Pris for Spottere, men æsker Pakkets Medfølelse og Familiaritet; han var alt som Yngling fast bestemt paa ikke at smide sit Hjerte for Hundene. Han behøvede fremdeles ikke engang at være saa mistroisk, som han var, for at indsee, at de, der rundt omkring ham saa barnligt og ligefrem stillede deres Følelser til Skue, i Regelen meget vel vidste, hvad de gjorde, og hvorfor de gjorde det. De Mange, der paa Offentlighedens store Marked udraabte deres Ædelmodighed, deres Alvor, deres Kjærlighed til Sædelighed og Religion, deres Patriotisme o. s. v. syntes ham bestandig at angle efter Bifald eller at have en god Forretning for Øie. Han kunde jo ikke selv oversee, hvor godt det i Regelen lønner sig at ytre ophøiede Synsmaader og varme Følelser, og det faldt ham derfor vanskeligt at forudsætte Uvidenhed om denne Kjendsgjerning hos de Andre. Han kunde i ethvert Tilfælde ikke bekvemme sig til at bære sig ad som de; han hørte til de Naturer, som ikke formaae at bringe det over deres Læber, at de finde Dyden elskværdig og Lasten hæslig og som ere ganske ude af Stand til at prise Trekløveret »det Gode, Sande og Skjønne«. For at undgaae ethvert Compagniskab med de beregnende Følelsesmennesker og for at spærre den profane Hob Indsigten i sit Følelsesliv greb han den Udvei at dække sin vibrerende Følelse |355| med en staalglat Ironi som med et Pandser. Han vilde hellere synes værre end han var, end udsætte sig for at forvexles med Mønstermenneskene. Han arbeidede under denne Bestræbelse saa stærkt med sig selv, at Menneskevæsenets ganske simple, allerfriskeste Naturlighed gled ham afhænde og der i dens Sted traadte en endnu bestandigt naturlig, men raffineret simpel Grundtone. I »Le vase étrusque[0011]«, den af hans Fortællinger, der giver det bedste Indblik i hans oprindelige Sjæleliv, hedder det om Hovedpersonen Saint-Clair[xliv]: »Han var født med et ømt og elskende Hjerte; men i en Alder, i hvilken man altfor let optager Indtryk, der vare hele Livet, havde hans altfor meddelsomme Sensibilitet paadraget ham hans Kameraters Spotterier. Han var stolt, ærgjerrig; han holdt paa Andres Mening som Børn gjøre. Fra den Tid af gjorde han sig det til et Studium at skjule ethvert ydre Tegn paa hvad han betragtede som en vanærende Svaghed. Han naaede sit Maal, men Seiren kom ham dyrt til at staae. Han kunde for Andre dølge, hvad der foregik i hans altfor ømt bevægede Sjæl; men ved at undertrykke enhver Ytring af sine Sindsbevægelser, gjorde han dem kun tusinde Gange mere pinlige for sig selv. I selskabelig Omgang fik han det sørgelige Ry paa sig at være følelsesløs og letsindig; men naar han var ene, skabte hans urolige Indbildningskraft ham Kvaler, der vare saa meget |356| frygteligere, som han ikke vilde betroe dem til Nogen«. Det er umuligt i denne Charakteristik at oversee den direkte, kun med noget for melancholske Farver udførte, Selvskildring.
højresiderne i kapitel 21 har i førsteudgaven klummetitlen »Mérimée.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
der hentydes til Victor Hugos essay om Napoleon 3.s erobring af magten i Frankrig, Histoire d’un crime, 1877-1878, tredje del, kap. 4.
det andet franske kejserrige fra 1852 til 1870, under ledelse af Napoleon 3.
historien om Prosper Mérimée, som hjalp med at tilberede makaroni, er citeret i Victor Hugos hustrus, Adèle Hugos, biografi Victor Hugo raconté par un témoin de sa vie, bd. 2, 1863, s.132. Historien om, hvordan Victor Hugo dannede det nævnte anagram er citeret i Eugène de Mirecourts (Charles Jean Baptiste Jacquots) Les contemporains. Mérimée, 1857, s. 33.
citeret i Henri Blaze de Burys forord til Prosper Mérimées breve til grevinde Lise Przezdziecka, udgivet i andenudgaven af Lettres à une autre inconnue, 1875 Mérimée 1875:XXXIX.
der hentydes til den tyske oplysningsdigter Gotthold Ephraim Lessings teoretiske værk Laokoon, oder über die Grenzen der Mahlerey und Poesie, 1766. Litteraturen fremstiller ifølge Lessing sine ord efter hinanden i tid og udgør derfor en handlingsorienterede struktur, hvorimod maleriets lader sine farver og former optræde side om side og skildrer derved øjeblikkets spænding som samtidighed.
(fr.: Académie française), fransk litterært-videnskabeligt selskab, stiftet 1635 med den særlige opgave at varetage det franske sprog.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
her i betydningen: skildvagt.
citat fra Jule Sandeaus tale til Louis de Loménie, holdt i Det Franske Akademi, 8.1.1874 Recueil des discours 1876, 1:496.
der hentydes til Prosper Mérimées fire beretninger fra tjenesterejser som inspektør for historiske mindesmærker: Notes d'un voyage dans la midi de la France, 1835, Notes d'un voyage dans l'ouest de la France, 1836, Notes d'un voyage en Auvergne, 1838, og Notes d'un voyage en Corse, 1840.
Académie des Inscriptions et Belles-Lettres, fransk lærd selskab, stiftet 1663 med den opgave at varetage humanvidenskaberne, særligt historie og arkæologi. Prosper Mérimée indvalgtes som medlem 17.11.1843.
(fr.: Académie française), fransk litterært-videnskabeligt selskab, stiftet 1635 med den særlige opgave at varetage det franske sprog.
det andet franske kejserrige fra 1852 til 1870, under ledelse af Napoleon 3.
der hentydes til det andet franske kejserriges fald med Napoleon 3.s nederlag i 1870 under Den Fransk-tyske Krig.
Othenin d'Haussonvilles artikel »Prosper Mérimée. A propos de lettres inédites«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.8.1879.
citat fra et brev fra Prosper Mérimée til Jenny Dacquin, udgivet i hans Lettres à une inconnue, 1874 Mérimée 1874, 1:8.
der hentydes til Prosper Mérimées åbne brev »Le Procès de M. Libri«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.4.1852. Retssagen fik det udfald, at Libri, der i mellemtiden var flygtet til England, blev idømt 10 års fængsel in absentia, mens Mérimée for sit forsvar af ham blev idømt en fængselsstraf på 15 dage.
det andet franske kejserrige fra 1852 til 1870, under ledelse af Napoleon 3.
citat fra et brev fra Prosper Mérimée til Jenny Dacquin, 20.7.1859, udgivet i hans Lettres à une inconnue, 1874 Merimée 1874, 2:59.
de tre højeste værdier i den sokratiske tradition.
citat fra Prosper Mérimées novelle »Le vase étrusque«, 1830 Mérimée 1951:251.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik