Før 1830 har Beyle[I] af poetiske Arbeider ikke udgivet stort mere end Romanen »Armance[0001]« (1827), en mislykket Bog, hvis Helt, en begavet ung Mand, gjør den Kvinde, han elsker, ulykkelig, fordi han lider under en legemligt-sjælelig Sygelighed, hvis Væsen ikke nøiere betegnes, men som maa tænkes at være ensartet med den, der spiller en Rolle i Swifts[II] og Kierkegaards[III] Levnet. Aaret 1830, der overhovedet betegner et Tidsafsnit, gjør ogsaa Epoche i Beyle’s[IV] Forfatterliv. Han skriver eller udkaster i dette Aar begge sine store Romaner, »Rouge et Noir[0002]«, der udkom 1831 og »La chartreuse de Parme[0003]«, som først fuldendtes og udgaves i 1839 samtidigt med den største af hans italienske Krøniker »L’abbesse de Castro[0004]«.
Begge disse Romaner behandle Tiden umiddelbart efter Napoleons[V] Fald og begge behandle den i samme Aand. Dem begge kunde man til |328| Motto give det Sted i Indledningskapitlet til Mussets[VI] »Confessions d’un enfant du siècle[0005]«, hvor det hedder: »Og naar de Unge talte om Hæder, svarte man dem: Bliver Præster! og naar de talte om Ære, svarte man: Bliver Præster! og naar de talte om Haab, om Elskov, om Kraft og Liv, bestandig: Bliver Præster!«*)
. »Rouge et Noir[0007]« foregaaer i Frankrig, »La Chartreuse[0008]« i Italien, men i begge Bøger er Hovedpersonen en ung Mand, der hemmeligt sværmer for Napoleon[VII] og som vilde have følt sig lykkelig, ifald han havde kunnet kjæmpe og udmærke sig under ham i Livets fulde Sollys, men som nu efter hans Fald ikke har noget andet Middel til at gjøre Carrière end det at hykle og som derfor efterhaanden udvikler en stedse større Virtuositet heri. Baade Julien[viii] og Fabrice[ix] ere i Grunden anlagte til Kavalleri-Officierer og ikke desmindre blive de begge Geistlige, den ene gjennemgaaer et katholsk Seminarium, den anden bliver Biskop. Ikke med Urette har man kaldt Beyle’s[X] Romaner sande Haandbøger i Hykleri. Den Grundstemning, der ligger bag Bøgerne, er den dybe Væmmelse og Harme, som det triumferende Hykleri indgød deres Forfatter; han giver denne Stemning, for hvilken han vil frigjøre sig, det mest fuldstændige Udtryk, idet han uden at lægge ringeste Uvillie for Dagen |329| skildrer Hykleriet som den hele Datiden beherskende Magt, hvilken det for Enhver, der vil fremad, var ubetinget nødvendigt at hylde, og han stræber at hæve sig til en moderne Macchiavelli[XI]’s Høide, idet han ikke sjeldent applauderer sine Hovedpersoner, naar deres Forsøg paa uigjennemtrængeligt Hykleri lykkes for dem, og idet han omvendt misbilliger dem, naar de lade sig overrumple eller henrive og uforvarende vise sig som de ere. Noget Tvungent og Pinligt er uadskilleligt fra denne ironiske Fortællemaade.*) |330|Da Beyle[XIX] i Et og Alt var et Cerebralmenneske med en rent filosofisk Iagttagelsesgave og en stedse levende Reflexion, saa havde han kun ringe Sands for Yderverdenen og kun ringe Evne til at gjengive den med dens Farver og Former. Det Eneste, der interesserer ham, er hvad der foregaaer i Følelses- og Bevidsthedslivet, og som han selv er Psycholog, fremstiller han næsten lutter Psychologer. Hans Personer besidde i Reglen en Klarhed over hvad der foregaaer i deres Indre, som langt overgaaer den erfaringsmæssige. Herpaa beroer hans Romaners eiendommelige Construction. De bestaae fortrinsvis af til hinanden kjædede, hele Sider ja mange Sider optagende Monologer. Han udfolder sine Personers stumme Hjerneliv for os, ruller det op og laaner den indre Samtale Ord. Monologen er hos ham aldrig det lyriske, dithyrambiske Udbrud som den stundom kan være hos George Sand[XX], nei den er den tause Overveielses skridtvise, smaahakkede og dog kortfattede, sammentrængte Spørgen og Svaren. |331|
Det dybest liggende Træk hos Beyle’s[XXI] Hovedpersoner, der alle, maalte med den gjængse Morals Maalestok, ere i høieste Grad samvittighedsløse og usædelige, er det, at de selv indenfra have skabt sig en Moral. Det er det, som alle Mennesker burde kunne gjøre, men som kun de mest udviklede Mennesker naae til, og herpaa beroer deres mærkværdige Overlegenhed over andre Personligheder, som vi have truffet i Bøger eller i Livet. De holde sig et idealt Forbillede, som de have dannet sig, uafbrudt for Øie, stræbe at forme sig derefter og slaae sig ikke til Ro før de have tilkjæmpet sig Selvagtelse. Derfor kan Julien[xxii], der henrettes for at have begaaet et afskyeligt Mordattentat paa en forsvarsløs Kvinde, endnu i sin Dødsstund trøste sig med, at han ikke har levet isoleret paa Jorden, han har levet med »Pligtens« Idee for Øie. Det er tydeligt nok at Beyle[XXIII] har taget det Charaktertræk, med hvilket han saaledes har udrustet sine Helte, fra sit eget Væsen. I et af hans Breve fra 1822, i hvilket han udvikler, at de store Hoteller ere ham forhadte paa Grund af den Uartighed, man der viser de Reisende, hedder det f. Ex.: »En Dag, hvor jeg bliver vred, er tabt for mig, men saasnart jeg seer at man begaaer en Uforskammenhed imod mig, indbilder jeg mig, at man vil foragte mig, ifald jeg ikke gjør mig vred.« Det er nøiagtigt den Maade, paa hvilken Julien[xxiv] og Fabrice[xxv] |332| raisonnere. Saaledes tvinger Julien[xxvi] sig til at lægge sin Haand kjærtegnende paa Madame de Rênal’s[xxvii], saaledes tvinger Fabrice[xxviii] sig til paa Trods at gjentage det sande, men haanlige Udtryk, han ved Waterloo[a] har brugt om de franske Soldaters Flugt. Julien[xxix] er fransk og gjennemreflecteret, Fabrice[xxx] italiensk og naiv, men de mødes i den Egenskab, man kunde kalde den moralske Productivitet. Som Julien[xxxi] i Fængslet siger til sig selv: »Den Pligt, jeg havde foreskrevet mig – med Rette eller Urette – har været som den faste Træstamme, til hvilken jeg har støttet mig under Uveiret,« saaledes siger den letsindige Fabrice[xxxii], der bebreider sig en øieblikkelig Frygt (ligeledes til sig selv): »Min Tante mener, at det, jeg mest trænger til, er at lære at tilgive mig selv. Jeg sammenligner mig altid med et fuldkomment Forbillede, der ikke kan existere.« Man finder denne samme aandelige Overlegenhed og Selvstændighed hos Frøken de la Mole[xxxiii] i »Rouge et Noir[0009]« og hos Mosca[xxxiv] i »La Chartreuse[0010]«. Mosca[xxxv], der af de Samtidige naivt ansaaes for udført efter Metternich[XXXVI] som Model, staaer, skjøndt Minister ved et lille legitimistisk Hof, ganske ligesaa aandsfrit overfor det System, han tjener, som Beyle’s[XXXVII] unge Hovedpersoner gjøre. Mosca[xxxviii] sværmer endog i Smug for Napoleon[XXXIX] og har i sin Ungdom været Officier i hans Hær. Naar han ifører sig sit store gule Ordensbaand, er det med en Vittighed |333| paa Læberne: »Det tilkommer ikke os,« siger han, »at nedbryde Magtens Prestige; det besørge de franske Aviser hurtigt nok; Ærbødigheds-Manien vil neppe vare vor Levetid ud.«
Men hvad enten de skildrede Personligheder nu ere fremragende ved Begavelse eller ikke, saa er den Maade, paa hvilken deres Aandsliv fremføres, enestaaende. Vi see dem ikke blot ind i Sjælen, men vi see – som hos ingen anden Forfatter – de psychologiske Love, i Kraft af hvilke de handle eller føle som de gjør. Ingen anden Romandigter skaffer sin Læser i samme Grad den Fornøielse, som ledsager fuldstændig Indsigt.
Madame de Rênal[xl] elsker Julien[xli], der lever i hendes Hus som Børnenes Lærer. Etsteds hedder det saa: »Med Skam og Skræk opdagede Madame de RênalRénal[xlii], at hun elskede sine Børn endnu høiere, fordi de holdt saa meget af Julien[xliii].« – Mathilde de la Mole[xliv] piner Julien[xlv] ved at betroe ham de Følelser, hun tidligere har næret for enkelte af sine Tilbedere. Saa hedder det: »Havde man heldt smeltet Bly ind i hans Bryst, vilde han ikke have lidt saa meget. Hvorledes kunde den stakkels Fyr, elendig som han følte sig, gjætte, at det var fordi hun talte til ham at Frøken de la Mole[xlvi] fandt saa megen Fornøielse i at mindes sine gamle Halvforelskelser?« Begge Steder illustrere en psychologisk Lov.
Julien[xlvii]† har lige betraadt den geistlige Vei af |334| ærgjerrige Grunde, men med indre Modbydelighed. Ved en festlig Leilighed seer han i Landsbykirken en ung Biskop knæle, omringet af lutter smukke unge Piger, der synes ikke noksom at kunne beundre hans smukke Kniplinger, hans yndefulde Manerer, hans fine og blide Fysiognomi: »Dette Skuespil fik vor Helt til at miste hvad han endnu havde tilbage af Fornuft. I dette Øieblik vilde han have sloges for Inquisitionen og det i god Tro«. Den sidste Tilføielse »og det i god Tro« er især beundringsværdig. Man parallelisere hermed et Sted i »La Chartreuse[0011]«: Mosca[xlviii] har under en Opstand, som er fulgt paa Fyrstens Død – en Fyrste, hvem han grundigt har foragtet og som hans egen Elskede har ladet forgive – maattet stille sig i Spidsen for Soldaterne og i den unge, lige saa elendige Fyrstes Navn maattet adsprede Hoben. I det Brev, hvori han meddeler sin Elskede det Skete, hedder det: »Men hvad der er pudsigt, det er, at jeg, i min Alder, har havt et Øiebliks Begeistring, idet jeg holdt min Tale til Garden og rev Epauletterne af den Kujon, den havde til General. I det Øieblik havde jeg uden Vaklen givet mit Liv for Fyrsten; jeg tilstaaer nu, at det havde været en saare dum Maade at blive af med det paa.« Begge Steder vise med sjelden Finhed, hvorledes en kunstig Begeistring ligesom ved Smitte opstaaer og blænder. |335|
Ingen Romandigter har nogensinde som Beyle[XLIX] fremstilt Forestillingernes og de af dem fremkaldte Sindsbevægelsers indre Kampe. Hos ham seer man som gjennem et Forstørrelsesglas eller som paa et Præparat, hvor de fineste Aarer ved Indsprøitning af Farvestof ere gjorte tydelige, Vexel- og Styrkeforholdene mellem Lykkes- og Ulykkesfølelserne hos Mennesker, der lide og handle. Mosca[l] har modtaget et anonymt Brev, der fortæller ham, at hans Elskede har en Anden kjær. Meddelelsen, for hvis Rigtighed Meget taler, nedslaaer ham først aldeles. Saa begynder han uvilkaarligt som forstandig Mand og som Diplomat at gruble over, fra hvem Brevet vel kan stamme. Han udfinder, at Fyrsten maa være dets Forfatter. »Da denne Opgave var løst, blev den lille Glæde, som Fornøielsen ved den øiensynlig rigtige Gjætning medførte, snart udslettet ved det smertelige indre Syn af hans Medbeilers ungdomsfriske Skikkelse, der paany vendte tilbage.« Beyle[LI] har ikke forsømt at notere den flygtige Tilfredsstillelse ved Opdagelsen, som et Øieblik afbryder Skinsygens Kvaler. – Kun faa Dage skille Julien[lii] fra den Dag, hvor han skal bestige Skafottet. Han seer imidlertid i sit Fængsel hyppigt sin Elskede, fra hvem han i Aaringer har været adskilt, og lever i sin Kjærlighed næsten uden nogensinde at tænke paa det Forestaaende: »Ved en underlig Virkning af denne |336| Lidenskab, naar den er tilstede i høieste Grad og uden nogensomhelst Forstillelse, delte Madame de Rênal[liii] næsten hans Sorgløshed og blide Munterhed.« Denne sidste saa dristige Tilføielse synes mig af den mest overraskende Dybde. Beyle[LIV] har rigtigt følt og udtalt, hvor energisk en hele Sjælen fyldende, lykkelig Lidenskab kaster alle mørke Tanker (selv Tanken paa den visse Undergang) ud af Bevidstheden, saa tidt de ville trænge sig ind; han har vidst, at Lidenskaben under sin Brydekamp med Forestillingerne om tilstundende Ulykke overvinder dem som absolut magtesløse, hvor den ikke formaaer at slaae dem ned som utænkelige. Det er saadanne Steder hos ham, der ved Sammenligning lade alle andre Romanforfattere tage sig fladbundede ud.
Hans Personligheder ere aldrig simple, ligefremme Mennesker, men han forstaaer at meddele dem, ogsaa Kvinderne iblandt dem, et eget Præg af Storhed. De have en vis forskruet og dog ægte Heroisme, visse Opsving, der river hele Sjælelivet med sig, og naar det kommer til Stykket, finere Følelser og fastere Hjerter end Gjennemsnitsmenneskeheden. Man agte paa de Smaatræk med hvilke han charakteriserer sine Kvinder. Om Madame de Rênal[lv] hedder det i »Rouge et Noir[0012]«: »Det var en af de ædle og sværmeriske Sjæle, for hvilke det at see Muligheden til en ædelmodig Handling og ikke udføre den er Kilden til et |337| næsten lige saa heftigt Samvittighedsnag, som det, der hos Andre følger paa en begaaet Forbrydelse.« – Mathilde de la Mole[lvi] siger: »Jeg føler mig selv i lige Høide med Alt, hvad Dristigt og Stort der nogensinde har existeret [...] Hvilken stor Handling har ikke i det Øieblik, da den blev foretaget, syntes en Urimelighed! Det er først, naar den er udført, at den synes Hoben mulig«. Med hvilket Mesterskab er ikke i disse to ganske korte Citater tvende modsatte Former af kvindelig Ualmindelighed, den hengivelsesfulde og den dumdristige tegnet! Man føler, hvor sandt Beyle[LVII] har talt, naar han i sit Brev til Balzac[LVIII] definerer sin kunstneriske Fremgangsmaade saaledes: jeg tager en eller anden Person, som jeg kjender godt, jeg lader ham eller hende beholde sit Væsens Grundtræk, men saa udruster jeg dem i aandelig Henseende bedre (ensuite je lui donne plus d’esprit).
Af de to Romaner er uden Sammenligning »Rouge et Noir[0013]«, der foregaaer paa fransk Grund, den bedste; i »La Chartreuse de Parme[0014]« har man kun undtagelsesvis den sikre Følelse af at have Virkelighedens Grund under sine Fødder. Beyle[LIX] har nu eengang formet sig sit eget Italien paa Grundlag af sin Ungdoms fantastisk opfattede Erfaringer, og dette Italien gjør paa os Moderne kun et lidet paalideligt Indtryk. Han viser i sin Roman som i sine Afhandlinger, at italienske Gemytter paa Grund af en levende Indbildningskraft |338| ere langt mere plagede end franske af Mistanke og Hjernespind, at til Gjengjæld deres Glæder ere heftigere og mere varige, at de besidde en mere opladt Skjønhedssands og langt ringere Forfængelighed. Undertiden overraskes man ved folkepsychologiske Bemærkninger, der forudsat at de ere rigtige – hvad jeg troer – have en ualmindelig Dybde. Det hedder saaledes etsteds om Hertuginden af Sanseverino[lx], at hun, der selv havde ladet et Giftmord begaae, blev ude af sig selv af Kval, da hun hørte, at hendes Elskede truedes af Gift: »Hun gjorde ikke den moralske Reflection, som vilde have ligget saa nær for en Kvinde, der var opdraget i en af de nordiske, den personlige Undersøgelse tilstedende Confessioner: jeg har selv først anvendt Gift og straffes derfor nu ved Gift. I Italien† synes saadanne Reflexioner i lidenskabelige Øieblikke saa taabelige som i Paris[b] under lignende Omstændigheder en Brander vilde synes«. Hvad der dybest inde har tiltalt Beyle[LXI] ved det italienske Naturel var øiensynligt det rent hedenske Fond, som ingen af Oldtidens eller Middelalderens Religioner havde kunnet anfægte. Men saa dybsindig Racepsychologien her end mange Gange er, saa tiltaler dog »La Chartreuse de Parme[0015]« en Nutidslæser mindre, fordi den har langt mere end »Rouge et Noir[0016]« af Periodens rent udvortes Romantik, Forklædninger, Drab, Fængselsscener, Flugtscener, |339| Giftmord o. s. v. En indre, dybere Romantik er derimod fælles for begge disse Bøger.
Beyle[LXII] er vel i mange Maader en høist moderne Aand; hans stadigt tilbagevendende Spaadom: »Jeg vil blive læst omkring 1880« er nøiagtigt gaaet i Opfyldelse; ikke desmindre er han imidlertid i sit Sjæleliv og sin Charaktertegning en afgjort Romantiker. Kun er der det at mærke, at hans Romantik er stærke Sjæles Romantik og kritiske Sjæles; den er det Element af Sværmeri indtil Galskab og af Ømhed indtil Selvopofrelse, der undertiden findes i ellers faste og rationelle Charakterer. Denne Romantik virker i Beyles[LXIII] gjennemreflecterede Personligheder som det fineste og stærkeste Sprængstof. Det er indesluttet i et fast, haardt Legeme, men det bevarer der sin Kraft. Et Stød, Dynamiten sprænger Glaskuglen og udbreder Død og Fordærvelse omkring sig. Se Julien[lxiv], Mathilde[lxv], Hertuginden af Sanseverino[lxvi] o. s. v. Af og til synes disse Personligheder snarere at høre det af Beyle[LXVII] med saa megen Andagt studerede 16de Aarhundrede end vore Dage til. Om Fabrice[lxviii] bemærker han selv etsteds, at hans første Tilskyndelse var ganske i hint Aarhundredes Aand, Mathilde[lxix] lever efter Forfatterens egen Fremstilling helt i det samme Aarhundrede i Frankrig. Men med den Energiens og de dristige Handlingers Romantik, som slige Træk betegne, forener sig hos Beyle[LXX] netop den særegne |340| Form af romantisk Sværmeri, som svarer til Aaret 1830 i Frankrig. Hans Julien[lxxi], den geniale men af Restaurationstidens Aand nedtrykte Plebeier, der føler sig overstraalt af den herskende gyldne Middelmaadighed, fortæres af Hunger og Tørst efter Oplevelser og Indtryk, bruger, da han er henvist til afmægtigt Had alle Midler, for at hæve sig ud over sin oprindelige Samfundsstilling, men er selv naar han i Øieblikket triumferer, bestandig paa Krigsfod mod Omverdenen og evigt utilfredsstillet. Som oprørsk Melancholiker, som hævnfnysende Plebeier, som den Ulykkelige der føler sig i Krig med Samfundet (»l’homme malheureux en guerre avec la société« kalder Beyle[LXXII] ham) er han en omtrent jævnaldrende men klogere Broder til de Samfundets Stedbørn, Hugo[LXXIII] tegner, Didier[lxxiv], Gilbert[lxxv], Ruy Blas[lxxvi], til Alexandre Dumas’s[LXXVII] Ungdomshelt Bastarden Antony[lxxviii], til Musset’s[LXXIX] Frank[lxxx], George Sands[LXXXI] Lélia[lxxxii] og Balzacs[LXXXIII] Rastignac[lxxxiv].
Som Skribent betragtet stammer Beyle[LXXXV] fra det syttende og attende Aarhundrede. Han har dannet sig efter Montesquieu[LXXXVI], han minder hist og her om Chamfort[LXXXVII], han er en Beundrer af Paul Louis Courier[LXXXVIII], der ligesom han fra Militærstanden var gaaet over til Litteraturen og hvis billedløse Sprogs forstandsklare og klassiske Renhed tiltalte ham i høieste Grad. Men naar Courier[LXXXIX] fremfor Alt lagde sig efter Stilens Vellyd og fuldendte Gjennemsigtighed, naar han etsteds rosende siger |341| om en Oldtidsforfatter, at han vilde ladet Pompeius[XC] være den seirende i Slaget ved Farsalus[c], dersom det havde† kunnet give Sætningen større Runding, saa er hermed det Standpunkt indtaget der ligger fjernest fra Beyles[XCI]. Beyle[XCII] havde som Stilist hverken Farve- eller Formsands. Han hverken kunde eller vilde skrive for Øiet; Billedet var ham Intet i Sammenligning med Ideen; han stræbte aldrig end ikke glimtvis at nærme sig til Chateaubriands[XCIII] eller Hugos[XCIV] Skrivemaade. Og ligesaa lidt henvendte han sig til Øret, naar han skrev; den poetiske Prosa var ham en Rædsel; han hadede Stilen i Madame de Staëls[XCV] »Corinne[0017]« og lod haant om Foredraget i George Sands[XCVI] Romaner. Det var paa Trods mod den poetiske Veltalenhed, at han til Balzac[XCVII] skrev de bekjendte Ord: »Da jeg forfattede »La Chartreuse[0018]« læste jeg hver Morgen for at faae den rette Tone og altid være naturlig, to til tre Sider i Code civil; jeg vil ikke ved kunstige Midler bedaare Læserens Sind«. Man kan ikke som Digter udtrykke sig med større og uforstandigere Ringeagt for det Kunstneriske. Ikke desmindre har Beyle[XCVIII] kunstneriske Egenskaber. Ere end hans Bøger som Helheder elendigt componerede, saa at sige daarligt tegnede, saa ere dog mangfoldige Enkeltheder udmalede med Mesterskab. Er hans Stil end uden al Musik – hvad der iøvrigt er mærkværdigt hos en Tilbeder af italiensk Musik som ham – |342| saa vrimle de dog af uforglemmelige Sætninger. Han besidder ikke den Kunst, at kunne skrive en Side, men han har det Geni, som formaaer at stemple et Ord, at hensætte et Træk. I denne Henseende er han George Sands[XCIX] Antipode, thi hos hende staaer Siden altid langt over Ordet, hos Beyle[C] Ordet uendeligt over Siden. For Balzac[CI] nærede han en oprigtig Beundring, men den Balzac’ske Stil var ham en Gru. Man seer det bedst af en Optegnelse i »Mémoires d’un Touriste[0019]«, hvor han udtaler den Mening, at Balzac[CII] først har skrevet sine Romaner i et fornuftigt Sprog, saa klædte dem paa i smuk romantisk Stil med Udtryk som »det sneer i mit Hjerte« o. s. v. Hans† egen Stil har de Fortrin og Mangler, som med Nødvendighed fulgte af hans filosofiske og aforistiske Tænkemaade. Den er paa den ene Side tankerig og billedløs, paa den anden Side uordentlig, skjødesløs og springende.*)
Men den har et stort og |343| mægtigt Fortrin: den er besjælet af en sand horror vacui; den er præget af en saadan Rædsel for det Tomme og det Vage, at der neppe gives nogen saa indholdsrig og kjærnefuld Fremstilling som hans.Beyle[CVII] pleiede at sige, at kun Pedanter og Præster snakke om Døden; han frygtede den ikke, men han betragtede den som en hæslig og sørgelig Ting, om hvilken det sømmede sig bedst at tale saa lidt som muligt. Da han i Aaret 1842 ramtes af den Død, han havde ønsket sig, en pludselig og uventet, var hans Navn næsten ubekjendt for Publicum. Der var kun tre Personer tilstede ved hans Begravelse og Ingen af dem sagde et Ord; hvad der blev skrevet om ham i Pressen var, skjøndt velment, lutter Vidnesbyrd om, hvor lidet forstaaet han var blevet af dem, som paaskjønnede ham mest. Men siden da har hans Ry været i bestandig Stigen. Man begyndte med at betragte ham som en Særling, som en mere eller mindre affekteret Original; man var senere, selv naar man indrømmede ham store Aandsgaver, tilbøielig til at ansee ham for en isoleret |344| Skikkelse, en i sin Paradoxi ufrugtbar Aand. Jeg for min Del seer i ham ikke blot en Hovedrepræsentant for Slægten fra 1830, men et uoverspringeligt Led i Aarhundredets store Ideebevægelse; thi han har som Psycholog havt en ikke ringere Efterfølger og Fortsætter end Taine[CVIII] og som Digter en ikke ringere Efterfølger og Elev end Prosper Mérimée[CIX].*)
højresiderne i kapitel 20 har i førsteudgaven klummetitlen »Beyle.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
citat fra Alfred de Mussets roman La confession d’un enfant du siècle, 1836 Musset 1960:68.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:260.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:348.
dvs.: forstandsmenneske.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til Madame G…, 30.9.1822 Stendhal 1855, 1:205.
der hentydes til Napoleon 1.s sidste slag ved den nu belgiske landsby Waterloo 18.6.1815, hvor han blev besejret af en britisk-prøjsisk-nederlandsk hær.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:691.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman La chartreuse de Parme, 1839 Stendhal 1952, 2:179.
forestilling om at grev Mosca skulle være modelleret efter den østrigske kansler Klemens von Metternich introduceredes af Honoré de Balzac i hans essay »Étude sur M. Beyle«, først trykt i tidsskriftet Revue parisienne, 25.9.1840, optrykt som forord til La chartreuse de Parme i Stendhals samlede værker, 1853 Stendhal 1853:17.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman La chartreuse de Parme, 1839 Stendhal 1952, 2:151.
let omskrevet citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:330.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:550-551.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:318.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman La chartreuse de Parme, 1839 Stendhal 1952, 2:410.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman La chartreuse de Parme, 1839 Stendhal 1952, 2:155.
GB's henvisning gælder andenudgaven fra 1847 af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:362-363.
sammensat citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:512.
citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til Honoré de Balzac, 30.10.1840 Stendhal 1855, 1:299.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman La chartreuse de Parme, 1839 Stendhal 1952, 2:439.
her i betydningen: ordspil, (bevidst dårlig) ordvittighed.
citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til Honoré de Balzac, 30.10.1840 Stendhal 1855, 1:293.
der hentydes til en formulering i Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman La chartreuse de Parme, 1839 Stendhal 1952, 2:95.
dvs. genoprettelsestiden. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:526.
der hentydes til et brev fra Paul-Louis Courier til M. et Madame Thomassin, 25.8.1809 Courier 1834:257.
slag ved den græske bystat Farsalos (Farsala), hvor Julius Cæsar i 48 f.Kr. besejrede Pompejus.
citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til Honoré de Balzac, 30.10.1840 Stendhal 1855, 1:295.
fransk civillovbog, udarbejdet efter Napoleons ordre, udgivet 21.3.1804 under titlen Code civil des Français.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) rejseessay Mémoires d’un touriste, 1838. Der hentydes antagelig til en formulering i begyndelsen af Honoré de Balzacs roman Le lys dans la vallée, 1836: »Une seconde tombée de neige retarda la floraison des germes semés en mon âme« Stendhal 1992:35.
sammensat citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:661.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:661.
Marie-Henri Beyles (Stendhals) udsagn er citeret i Auguste Bussières essay »Poètes et romanciers modernes de la France XLVIII. Henri Beyle (M. de Stendhal)«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.1.1843, s. 270.
der hentydes til Honoré de Balzacs essay »Étude sur M. Beyle«, først trykt i tidsskriftet Revue parisienne, 25.9.1840, optrykt som forord til La chartreuse de Parme i Stendhals samlede værker, 1853; Hippolyte Taines »Étude sur Stendhal«, først trykt i tidsskriftet La nouvelle revue de Paris, 1.3.1864, optrykt i andenudgaven af Essais de critique et d'histoire, 1866; Prosper Mérimées »Notes et souvenirs«, trykt som forord til hans brevudgave Correspondance inédite de Stendhal, 1855, samt omarbejdet i Portraits historiques et littéraires, 1874; Romain Colombs biografi Mon cousin Stendhal, 1845; Charles-Augustin Sainte-Beuves »M de Stendhal«, først trykt i avisen Le moniteur, 2. og 9.1.1854, optrykt i Causeries du lundi, bd. 9, 1854; Auguste Bussières »Poètes et romanciers modernes de la France XLVIII. Henri Beyle (M. de Stendhal)«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.1.1843; Émile Zolas »Stendhal«, trykt i Les romanciers naturalistes, 1881; Paul Bourgets »Stendhal (Henri Beyle)«, først trykt i tidsskriftet La nouvelle revue, 15.8.1882, optrykt i Essais de psychologie contemporaine, 1883.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik