Paa denne Baggrund af Graat i Graat, paa denne Folie af Restaurationstidens Kutter og Julikongedømmets Paraplyer, i dette Samfund, hvor Kapitalmagten, stærk som Herkules, alt nyfødt, |15| alt i Vuggen, havde kvalt Livets hele ydre Romantik, paa denne Scene, over hvilken en usynlig Finger med graa Bogstaver i Graat havde skrevet Ordet Juste-milieu, er det da nu, at en flammende, lysende, larmende, i alt Skarlagenrødt og Lidenskabeligt forelsket Litteratur springer frem. Alle Betingelser vare jo forenede, der med Magt maatte drive unge urolige Gemytter ind i romantisk Sværmeri, i glødende Foragt for den offentlige Mening, i Forgudelsen af den tøilesløse Lidenskab og den ubundne Genialitet. Hadet mod Bourgeoisiet bliver – som i Tyskland en Menneskealder tidligere Krigsraabet mod Filistrene – det fælles Løsen. Men medens Ordet Filister fremkalder Forestillinger om Kakkelovnskrogen og Piben, minder Bourgeois om de økonomiske Interessers Herredømme. Ved den naturlige Modsætning til Nyttelæren og Plutokratiet fik den aandelige Strømning hos de allerede fremtraadte og end mere i de endnu kun spirende Talenter en Svingning ind i den principielle Opposition mod alt Bestaaende og Vedtaget, og samtidigt langt heftigere Fart. Kunstens Religion, Begeistringen for Friheden i Kunsten, greb pludseligt alle Hjerter. Kunsten var det Høieste, det Eneste, Lyset og Flammen; dens Skjønhed og Dristighed alene gav Livet Værd.
De Unge havde i deres Barndom hørt om Revolutionens store Begivenheder, havde oplevet Keiserdømmet og vare Sønner af Heltene eller |16| Ofrene. Deres Mødre havde undfanget dem mellem to Slag, og Kanontorden havde ledsaget deres Indtræden i Verden. For Datidens begyndende unge Digtere og Kunstnere gaves der da kun to Arter af Mennesker, de flammende og de graa. Paa den ene Side den Kunst, der repræsenterede Blodet, Purpuret, Bevægelsen, Dristigheden, paa den anden Side den korrekte, ængstelige, respektable og farveløse Litteratur og Kunst. Alt rundt om dem i deres Samtid forekom dem upoetisk, utilitarisk, geniforladt, graat; de vilde vise denne Samtid deres Ringeagt og lægge deres Beundring for Geniet og deres Had til Spidsborgerligheden for Dagen. Thi nu først ved det borgerlige Samfunds Overtagen af Magten var Spidsborgerligheden bleven en Magt.
Seet fra vore Dages Synspunkt er det, som om Ungdommen da havde været yngre end Ungdommen ellers er, været rigere, friskere, mere glødende, havt mere Salpeter i Blodet. Jeg tænker mig det saadan, at Frankrigs Ungdom, som under Revolutionen havde omformet Landets politiske og sociale Tilstand og gik op i denne Opgave, og som under Keiserdømmet havde vovet Livet paa alle Valpladse i Frankrig, Italien, Tyskland, Rusland, Ægypten, nu med samme Lidenskab kastede sig over Litteratur, Poesi og de bildende Kunster. Ogsaa der var Omvæltninger at udøve, Seire og Land at vinde. Under Revolutionen havde Ungdommen tilbedt |17| Friheden, under Napoleon[I] Krigshæderen, nu forgudede den Kunsten.
For første Gang bliver i Frankrig Ordet Kunst, brugt om den skjønne Litteratur, en staaende Betegnelse. I det attende Aarhundrede havde hele Litteraturen stræbt at forme sig til Filosofi, og under denne Benævnelse indbefattedes da ogsaa langt Mere, end man i vore Dage betegner med dette Ord. Nu stræbte den hele Litteratur efter Navn og Værdighed af Kunst.
Det beroede paa, at den abstracte og ræsonnerende Aandsretning, der paa Klassicismens Tid fremtræder saavel i Tænkningen som i den digteriske Frembringen, i det nye Aarhundrede langsomt var veget for Kjærligheden til Concretion, til det Sandseligt-Anskuelige. Men denne nye Forkjærlighed beroede atter dybere paa, at man foretrak Naturen, den primitive, ubevidste, folkelige, endnu ikke civiliserede Natur for det civiliserede Aandsliv. Hvorfor? Fordi en historisk sindet Tidsalder havde afløst en rationalistisk. Man ønskede ikke at hedde Filosof, thi man ansaa det for noget Høiere at have et oprindeligt Naturel end at være en selvbevidst Tænker. Man forsmaaede det forrige, ja endog det syttende Aarhundredes poetiske Litteratur, fordi den var rationel, forekom blodløs og smagfuld, syntes frembragt under Hensyn til Vedtægter og Regler, ikke vorden og voxet; thi medens det attende Aarhundrede havde anseet Tænken |18| og Gjøren for de høieste Funktioner, skattede det nye Tidsrums Børn Vorden, Naturtilblivelse som den høieste Virken. Det var en tydsk Idee, Herder’s[II] og Goethe’s[III], som ubevidst fyldte Sindene og samtidig indgav dem en Afsky for Regler og akademiske Grundsætninger. Thi hvorledes kunde Kunsten som ubevidst, naturlovbunden Frembringelse være udenfra givne Regler underkastet!
Der var kommen en Bevægelse i Sindene, som mindede om Renaissancens. Det var, som om Luften, man indaandede, beruste. I hin lange Tid, medens Frankrig aandeligt havde staaet stille, vare de store Nabofolk, Tydskere og Englændere, ilede det langt forbi, havde vundet Forspring i Befrielsen fra gamle, hæmmende Overleveringer. Man vidste det, man følte det med Ydmygelse, og denne Følelse gav den nye Kunstbegeistring en Braad. Samtidig kom de hidtil ukjendte eller samtidige fremmede Værker over Grændserne og revolutionerede de unge Sind; man læste Walter Scotts[IV] Romaner, Byrons[V] »Corsar[0001]« og »Lara[0002]« i Oversættelse, man slugte Goethes[VI] »Werther[0003]« og Hoffmanns[VII] fantastiske Fortællinger. Og paa een Gang følte de forskjellige Kunsters Dyrkere sig som Brødre. Man havde Musikere, der studerede de fremmede og indenlandske Poesier, Digtere, der (som Hugo[VIII], Gautier[IX], Mérimée[X], Borel[XI]) forstode at tegne og male. Man læste Digte i Malernes og Billedhuggernes Værksteder; den unge Elev i Delacroix’s[XII] og |19| Devéria’s[XIII] Atelier nynnede ved sit Staffeli en Ballade af Hugo[XIV]. Enkelte af de store fremmede Digtere som Scott[XV] og Byron[XVI] paavirkede paa een Gang Digterne (Hugo[XVII], Lamartine[XVIII], Musset[XIX]), Musikerne (Berlioz[XX], Halévy[XXI], Félicien David[XXII]) og Malerne (Delacroix[XXIII], Delaroche[XXIV], Scheffer[XXV]). Kunsterne søge at overskride deres eget Omraade for at nærme sig en Søsterkunst. Berlioz[XXVI] skriver Symfonierne »Childe Harold[0004]« og »Faust[0005]«, Félicien David[XXVII] »Ørkenen[0006]«; Musiken bliver malende, Programmusik. Delacroix[XXVIII] og efter ham Ary Scheffer[XXIX] vælge sig Sujetter af Dante[XXX], Shakspeare[XXXI] og Byron[XXXII]; Malerkunsten nærmer sig undertiden til Illustration af Poesi. Fremfor alle Kunster var det Malerkunsten, som paavirkede de andre, særligt Poesien, og i høi Grad til dennes Bedste. Den Elskede bad ikke mere som paa Racines[XXXIII] Tid sin Elskede om at »krone hans Flamme«. Man fordrede anskuelige poetiske Billeder, og taalte ikke saadanne der frembøde et Nonsens for Øiet.
1824 udstiller Delacroix[XXXIV] sit om Byron[XXXV] erindrende Grækerbillede »Massakren paa Skios«, 1831 et andet Billed, »Biskoppen af Lüttich«, der illustrerer Scotts[XXXVI] »Quentin Durward[0007]«, Mai 1831 sit Maleri »Friheden paa Barrikaden«. Februar 1829 vækker Auber[XXXVII] en Storm i den store Opera med sit Værk »Den Stumme i Portici[0008]«, Meyerbeers[XXXVIII] »Robert le Diable[0009]« følger 1831, Februar 1830 spilles Victor Hugos[XXXIX] »Hernani[0010]« første Gang paa Théâtre français[a], 1831 gjør Dumas’s[XL] |20| »Antony[0011]« Furore. Samtidigt opstaaer Hugo[XLI] i Poesien, Delacroix[XLII] i Malerkunsten, David d’Angers[XLIII] i Billedhuggerkunsten, Berlioz[XLIV] og Auber[XLV] i Musiken, Sainte-Beuve[XLVI] og Gautier[XLVII] i Kritiken, Frédéric Lemaître[XLVIII] og Marie Dorval[XLIX] i Skuespillerkunsten, og i den udøvende Musikkunst Chopin[L] og Liszt[LI] som de to store, tilsvarende, dæmoniske Virtuoser. Alle som En forkynde de Naturens og Lidenskabens Evangelium, og rundt om dem staae Grupper af unge Mænd, der dyrke og opfatte Poesi og Kunst paa en med deres beslægtet Maade.
Hine Aander vidste det ikke altid, at de for Efterverdenens Øine vilde staae som en naturlig Gruppe. Mange af de største iblandt dem følte sig deres Liv igjennem fremmede for hinanden og mente at arbeide i forskjellig Aand, ja i modsat Retning. De havde ikke helt Uret heri, thi Grundafvigelserne imellem dem kunne være stærke. Men dog forbinde fælles Fortrin, Fordomme, Formaal og Feil dem til et Hele. Og langt hyppigere end det ellers er Tilfældet, følte de, som Betragtningen er tilbøielig til at sammenfatte, sig ogsaa i deres Levetid inderlig tiltrukne til hverandre, og mange blandt de Bedste lagde tidlig i et givet Øieblik deres Hænder i hinandens og dannede et Forbund. Gaaer man Forbindelsesleddene efter, finder man ligesom et Baand, der sammenknytter hele Kredsen.
Naar man nu, mange Aar efter, i tør |21| litteraturhistorisk Mening siger disse Ord: »De dannede en Skole«, da gjør man sig det sjældent tilstrækkeligt levende, hvad det vil sige, at i Litteratur og Kunst en Skole stiftes. Der ligger en hemmelighedsfuld Fortryllelse i Sligt. En enkelt fremragende Aand, der længe ubevidst og halvbevidst, tilsidst bevidst har kæmpet sig løs fra Fordomme og frem til Klarhed, og gjennem hvis Synskreds, da Alt var forberedt, Genialitetens Lyn har blinket, et saadant Væsen udtaler, som Hugo[LII] i en Fortale paa nogle Snese Prosasider, eller som Andre i et Digt, en Tale, nogle Tanker, der ikke vare tænkte og sagte saaledes før, som maaske kun ere halvveis sande eller utydelige, men som have den besynderlige Egenskab, at de trods deres mere eller mindre bløde Former træde alle de overleverede Fordomme paa Foden, saare alle de herskende Forfængeligheder, hvor de ere pirreligst og ømmest, og samtidigt klinge som Lokketoner, som en Dumdristighed, som et Løsen i en ny Slægts Øren.
Hvad skeer saa? Neppe ere hine Ord udtalte, saa følger, med en Hast og Præcision som et Ekkos, fra de saarede Interessers og Forfængeligheders Side et tusindtunget Svar, et Svar som hundrede Hundekoblers rasende Gjøen. Og hvad skeer saa dernæst? Saa hænder det, at først En, saa En til, saa endnu En kommer til den nye Retnings Talsmand, hver fra sit Udgangspunkt, |22| hver med sin Fortid, hver med sin Revolte, sin Ærgjerrighed, sine Savn, sit Haab, sin Villie, og de vise ham, at det Ord, han har udtalt, er Kjød og Blod i dem. Og som Nogle mødes med ham, saaledes mødes Andre i hans Aand, i hans Navn. De, der nys vare lige saa ubekjendte for hverandre som de endnu hver for sig ere ubekjendte for Verden, og som længe vansmægtede aandeligt hver i sin Afkrog, de træffes, og med en forunderlig Følelse mærke de, at de forstaae hinanden, at de tale samme Sprog, som ellers Ingen i Samtiden taler. De ere unge, og dog har enhver af dem allerede sit Livsindhold; den Ene sine dyrekjøbte Nydelser, den Anden sine hærdende Lidelser, og af dette Livsstof have de uddraget hver sit Maal af Enthousiasme. Deres Sammentræf er elektrisk, de udvexle med ungdommelig Hast deres Ideer, meddele hinanden deres Had, deres Sympathier og Antipathier, og disse Væld af Følelser strømme sammen som Bække, der danne en Flod.
Dog, det Skjønneste ved denne Krystallisering af Kunstneraander til en Skole, det er den Sky, den Ærefrygt, som de trods al Enighed i Anskuelser og trods alt Kammeratskab nære for hinanden. Enhver er den Anden et Venerabile. Det er dette, der af den udenforstaaende Skare hyppig forvexles med det, man satirisk pleier at kalde »gjensidig Beundring«. Men Intet er i Virkeligheden mere forskjelligt fra den beregnende |23| Hyldest, der vises i Forfaldsperioder, end den naive Begeistring for hinandens Talent, som udmærker Aanderne, naar en Skole danner sig. Hjerterne ere da altfor unge, altfor pure til ikke at beundre for fuldeste Alvor. Unge productive Aander betragte hinanden som noget Underfuldt, fra hvilket der forestaar Overraskelser. Den Enes indre Værksted er jo for den Anden en med syv Segl lukket Bog; han aner ikke, hvilken Form, hvilket Værk der næste Gang vil udspringe fra dette Værksted, veed ikke, hvilke Nydelser den Anden har i Vente for ham. De agte gjensidig i hinanden Noget, der for dem staaer som høiere end Personligheden og den endnu i Reglen uudviklede Charakter, Talentet, gjennem hvilket de Alle forholde sig til den Guddom, de dyrke, Kunsten.
Dog sjeldent har i Verdenshistorien ved noget kunstnerisk Gjennembrud den indbyrdes Beundring antaget det Præg af Sværmeri og Forgudelse, som hos Generationen af 1830. Alle hin Tids litterære Frembringelser vidne om, at den unge Slægt havde drukket sig en Rus i Venskabets og Broderlighedens Følelser. Hugo’s[LIII] Digte til Lamartine[LIV], Louis Boulanger[LV], Sainte-Beuve[LVI], David d’Angers[LVII]; Gautier’s[LVIII] til Hugo[LIX], Jehan du Seigneur[LX], Petrus Borel[LXI]; Musset’s[LXII] til Lamartine[LXIII], Sainte-Beuve[LXIV], Nodier[LXV], og fremfor Alt Sainte-Beuve’s[LXVI] Digte til alle Skolens Bannerførere, endelig Madame de Girardin’s[LXVII] Ar|24|tikler, Balzacs[LXVIII] Dedicationer, George Sands[LXIX] »Lettres d’un voyageur[0012]« ere Vidnesbyrd om en oprigtig, brændende Beundring, der ikke tillod Digternes og Skribenternes til Ordsprog blevne Misundelse mod hinanden at komme op.
De forherligede ikke blot, de inspirerede og understøttede hverandre; det er snart en beaandende Paavirkning, snart en kunstnerisk Anvisning, snart en technisk Haandsrækning, der knytter den ene af Periodens Skribenter til den anden. Emile Deschamps[LXX] viser Hugo[LXXI] Veien til poetisk Behandling af den gamle spanske Romancero, Gautier[LXXII] skriver den skjønne Tulipansonet[0013] i Balzacs[LXXIII] »Un grand homme de province à Paris[0014]« og hjælper ham med at dramatisere sine theatralske Æmner, Sainte-Beuve[LXXIV] læser George Sands[LXXV] Manuscripter igjennem for hende og staar hende bi med kritiske Raad, hun og Musset[LXXVI] lade i et givet Øieblik deres Inspirationer smelte sammen, Madame de Girardin[LXXVII] forfatter en Roman i Breve[0015] sammen med Méry[LXXVIII], Sandeau[LXXIX] og Gautier[LXXX], og Mérimée[LXXXI] forbinder Realisterne Beyle[LXXXII] og Vitet[LXXXIII] med den egentlige romantiske Leir.
Den korte Stund, da de Alle mødes og forenes, er Litteraturens Blomstringstid. Ikke mange Aar efter hviler Nodier[LXXXIV] i Graven, Hugo[LXXXV] sidder landsforvist paa Jersey, Alexandre† Dumas[LXXXVI] driver litterær Industri, Sainte-Beuve[LXXXVII] og Gautier[LXXXVIII] flettes ind i Prindsesse Mathildes[LXXXIX] Kreds, Mérimée[XC] præsi|25|derer ved Keiserinde Eugénies[XCI] Kjærlighedshoffer, Musset[XCII] sidder ensom ved Absinthglasset, og George Sand[XCIII] trækker sig tilbage til Nohant[b].
Hver for sig indgik de i modnere Aar nye Forbindelser og udvikledes derved, men det Dristigste og Friskeste, om end ikke altid det Fineste og Skjønneste, frembragte de i den Tid, hvor de havde deres første Sammenkomster i hin Rue Notre-Dame-des-Champs[c], hvor Hugo[XCIV] og hans unge, smukke Frue[XCV] førte Hus for deres 2000 Francs Pension, eller paa Tagkammeret hos Petrus Borel[XCVI], hvor Værtens Hernani[xcvii]-Slængkappe delte Væggen med en Skitse af Devéria[XCVIII] og en Copi efter Giorgione[XCIX], og hvor de unge Romantikere samledes halvt siddende, halvt staaende, thi til et mageligt Sæde var Pladsen for knap.
Disse unge Mænd følte sig som Slægtninge, som Sammensvorne; de betragtede sig som Medvidere i en sød og styrkende Hemmelighed, og deres Værker fik deraf en fælles Aroma, en Duft som den, ædle Vine have, naar de stamme fra et Aar, i hvilket Vinhøsten lykkedes fortrinligt. Og denne Bouquet fra 1830! med den kan ingen anden i dette Aarhundrede lignes.
Man søgte og fordrede i alle Kunster Brud med det Conventionelle. Den indre Flamme skulde gjennemgløde og frigjøre de musikalske Former, fortære Linierne og Konturerne og forvandle Maleriet til Farvesymfoni, endelig forynge Digte|26|kunsten. Man søgte og attraaede i alle Kunster Farve, Lidenskab og Stil, Farven saa stærkt, at Tidsalderens genialeste Maler, Delacroix[C], forsømte Tegningen for den, Lidenskaben saa heftigt, at Lyrik og Drama stode Fare for at fortabe sig i det Krampagtige, Stilen med saa absolut en Kunstbegeistring, at hos Enkelte af de Unge som de to Modpoler Mérimée[CI] og Gautier [CII] den poetiske Humanitet gik op i bare Stil.
Man søgte og fordrede det Primitive, det Ubevidste, det Folkelige. Vi have været Rhetorer! udraabte man; vi have aldrig forstaaet det Oprindelige og det Ulogiske, aldrig Barbaren, aldrig Folket, aldrig Barnet, aldrig Kvinden, aldrig Digteren!
Tidligere havde i Poesien Folket kun dannet Baggrunden. I Victor Hugo’s[CIII] Dramer betraadte den dybtfølende Plebeier, Hævneren og Gjengjælderen, Scenen som Helt. Tidligere havde Barbaren talt som en Franskmand fra det 18de Aarhundrede (Montesquieu[CIV], Voltaire[CV]). Mérimée[CVI] fremstillede i »Colomba[0016]« og »Carmen[0017]« barbariske Følelser i deres naive Vildhed og Friskhed. Hos Racine[CVII] havde Barnet (i »Athalie[0018]«) talt som en Voxen i Miniature; Nodier[CVIII] lagde med barnligt Hjerte Børnene uskyldige Ord i Munden. Tidligere havde i fransk Poesi Kvinden hyppigst været bevidst og ræsonnerende som en Mand. Saaledes hos Corneille[CIX], Molière[CX] og Voltaire[CXI]. Corneille[CXII] havde hyldet Dyden, Crébillon fils[CXIII] Letfærdigheden |27| og Lasten, men Dyd og Last vare begge bevidste og erhvervede. George Sand[CXIV] fremstilte derimod ædle Kvindehjerters medfødte Adel og oprindelige Godhed. Madame de Staël[CXV] havde i »Corinna[0019]« forherliget den overlegne Kvinde-Aand som stort seirrigt Talent. George Sand[CXVI] skildrede i »Lélia[0020]« det kvindelige Geni som den mægtige Sibylle. Efter den gamle Opfattelse var Digteren (som Racine[CXVII] og Molière[CXVIII]) en Hofmand, eller (som Voltaire[CXIX] og Beaumarchais[CXX]) en Verdensmand, eller (som Lafontaine[CXXI]) simpelthen en skikkelig Fyr. Nu blev han Samfundets udstødte Stedbarn, Menneskeslægtens Ypperstepræst, ofte fattig og overseet, men med Stjernen paa Panden og Ild paa sin Tunge; Hugo[CXXII] priste ham i sine Digte som Folkenes Hyrde og de Vigny[CXXIII] fremstilte ham i »Stello[0021]« og »Chatterton[0022]« som det ophøiede Barn, der heller døer af Sult end det fornedrer sin Musa ved almindeligt Arbeid, men som endnu i Døden velsigner Menneskeheden, der for sent erkjender dets Værd.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlen »Slægten fra 1830.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
(fr.) den gyldne middelvej, betegnelse for den moderat-liberale politik under kong Ludvig-Filip, der balancerede mellem reaktion og radikalisme.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
(fr.: couronner sa flamme), poetisk udtryk, udbredt i 1600-tallet, med betydningen at belønne ens kærlighed med et ægteskab; optræder bl.a. i Jean Racines tragedie La thébaïde ou les frères ennemis, 1664, V, 4.
Eugène Delacroix' maleri Scènes des massacres de Scio, først udstillet på Parisersalonen i 1824 (nu på Musée du Louvre i Paris).
Eugène Delacroix' maleri L'assassinat de l'évêque de Liège, først udstillet på Parisersalonen i 1830 (nu på Musée du Louvre i Paris).
Eugène Delacroix' maleri La liberté guidant le peuple, først udstillet på Parisersalonen i 1831 (nu på Musée du Louvre i Paris). Maleriet skildrer et slag under Julirevolutionen i 1830, hvor en ung kvinde kendt som Marianne, den franske republiks symbol, ses løfte et fransk flag mod himlen i triumf.
der hentydes til Victor Hugos digte »La lyre et la harpe, à M. Alph. de L.«, Ode et Ballade, 1828, og »À M. de Lamartine«, Les feuilles d'automne, 1831.
der hentydes til Victor Hugos digte »Les deux archers« (»À M. Louis Boulanger«), Odes et ballades, 1828, »À mes amis L.B. et S.-B.« og »À mes amis S.-B. et L.B.«, begge i Les feuilles d’automne, 1831, »À Louis B.«, Les chants du crépuscule, 1835, og »À Louis B.«, Les rayons et les ombres, 1840.
der hentydes til Victor Hugos digte »À mon ami S.-B.«, Odes et ballades, 1828, samt »À mes amis L.B. et S.-B.« og »À mes amis S.-B. et L.B.«, begge i Les feuilles d’automne, 1831.
der hentydes til Victor Hugos digte »À M. David, statuaire«, Les feuilles d'automne, 1831, og »Au statuaire David«, Les rayons et les ombres, 1840.
Théophile Gautier har så vidt vides ikke dedikeret noget digt til Victor Hugo.
der hentydes til Théophile Gautiers digt »À Jean Duseigneur«, trykt i tidsskriftet Le mercure de France, 22.10.1831.
Théophile Gautier har så vidt vides ikke dedikeret noget digt til Petrus Borel.
der hentydes til Alfred de Mussets digt »Lettre à M. de Lamartine«, først trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 1.3.1836, optrykt i Poésies complètes, 1840.
der hentydes til Alfred de Mussets digt »À Sainte-Beuve«, trykt af Charles-Augustin Sainte-Beuve selv i Pensées d’août, 1837.
der hentydes til Alfred de Mussets digt »Réponse à M. Charles Nodier«, først trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.8.1843, optrykt i Poésies nouvelles, 1850.
samling af episk-lyriske folkeviser (romancer) udbredt i 1400- og 1500-tallet i Spanien. Flere af Victor Hugos digte er inspireret af den spanske romancero, særligt »Romance mauresque« i Les orientales, 1829, og »Le romancero du cid«, »Bivar« og »Le cid exilé« i La légende des siècles, 1859-1883.
her i betydningen udlænding.
der hentydes antagelig til Charles-Louis de Secondat Montesquieus brevroman Lettres persanes, 1721, om to persiske adelsmænds rejse gennem Frankrig samt til fx François de Voltaires tragedie Le fanatisme, ou Mahomet le prophète, 1736.