I Aarene 1824-48 frembringes i Frankrig en stor og beundringsværdig Literatur. Efter Revolutionens Omvæltninger, Keiserdømmets Krige og Trætheden under Ludvig den 18des[I] Regjering var der voxet en Ungdom op, som med sjælden Iver og Begeistring kastede sig over den høieste aandelige Kultur, der saa længe var bleven forsømt. Under Revolutionen og Napoleons[II] Krige havde Frankrigs unge Mænd havt Andet at gjøre end at fornye Litteraturen og Kunsten. Folkets bedste Kræfter vare blevne ledede ind i Politikens, Soldatervæsenets eller Administrationens Kanaler. Nu blev en stor Sum af aandelig Kraft, der nylig havde været bunden, løsladt og fri.
Restaurationens og Julikongedømmets Tidsalder kan samlet betegnes som det borgerlige Samfunds afgjørende Optræden paa den historiske Scene. Under Restaurationen begynder Historiens industrielle Periode. Det beroer for Frankrigs Vedkommende derpaa, at den nye Fordeling af |6| Nationalformuen, som var iværksat under Revolutionen og som det havde været Napoleons[III] økonomiske Mission at forsvare mod Europa, nu satte sine Frugter. Vindskibeligheden og Samfærdslen vare blevne fri, Monopoler og Privilegier vare faldne, det inddragne Kirke- og Klostergods, de udstykkede og offentlig bortsolgte Majorater og Emigrantgodser vare blevne fordelte paa mindst tyve Gange saa mange Hænder. Følgen var, at den flydende, frigjorte Kapital nu begyndte at blive Samfundets Drivhjul og derved Maalet for den Enkeltes Ønsker. Efter Julirevolutionen afløser efterhaanden Pengemagten Adelsvælden og tager Kongemagten i Brug. Den Rige optages i Adelsstanden, erhverver sig Pairsrettigheder og bruger gjennem Forfatningen stedse mere den monarkiske Statsform til sit Bedste. Saaledes bliver Jagten efter Pengene, Kampen om Pengene, Pengenes Anvendelse til store industrielle og merkantile Foretagender Tidens fremherskende sociale Træk, og denne Prosa, der stikker saa stærkt af mod det foregaaende Tidsrums revolutionære og krigerske Lidenskab, bidrager som Folie Sit til at give denne Tids poetiske Litteratur sit romantiske, virkelighedsfjerne Præg. Kun en eneste af Datidens fremragende Digtere, en af de største, Balzac[IV], følte sig ikke frastødt af Tidsalderen, men gjorde den nyfødte Kapitalmagt, den nye Behersker af Sjælene, Pengene, til Helten i sin |7| store Epopee; Tidens andre Kunstnere fjærnede sig, hvor stærkt de end iøvrigt selv mange Gange arbeidede med Vinding for Øie, i deres Sværmerier og Poesier saa meget som muligt fra den nye Virkelighed.
Decenniet omkring 1830, der i litterær og kunstnerisk Forstand er det mærkværdigste og frugtbareste Tidsrum, var i politisk Henseende en glandsløs og farveløs Tid. Tiaaret grupperer sig om Julirevolutionen, men denne danner kun en enkelt Blodplet midt i alt dette Graa.
Decenniets første Halvdel, Karl d. 10des[V] Regjering, er den klerikale Reaktions Tidsalder. Under Karl d. 10de[VI] betegne de tre Ministerier Villèle[VII], Martignac[VIII] og Polignac[IX] ikke saa meget tre Stadier af Reaktionen som tre forskjellige Tempo’er af den: Allegro, Andante og Allegro furioso. Under Ministeriet Villèle[X] opnaaede Jesuiterne en næsten uindskrænket Magt. Klostrene gjenoprettedes; Love om Helligbrøde af en rent middelalderlig Strænghed gjennemførtes, f. Ex. Dødsstraf for Kirkeran; Uddelingen af Fattigunderstøttelse skete kun mod Forevisning af Skriftemaalsbeviser; endelig forelagdes 1827 en Presselov, som var bestemt til at bringe Modstanderne af de kirkelige Interesser til fuldstændig Taushed, men som Pairskammerets Modstand tvang Regjeringen til at tage tilbage. Nationalgarden opløstes, Censuren gjenoprettedes, Ministeriet fik |8| Flertal imod sig i Kammeret og veg Januar 1828. Paa den altfor hensynsløse Klerikalisme fulgte under Martignac[XI] et Indrømmelsernes Ministerium, der stræbte at sætte Jesuiterregimentet nogle svage Dæmninger, men Følgen blev kun, at Kongen[XII] ved det første Nederlag, Ministeriet led i Kamrene, greb Leiligheden til at give det sin Afsked og indsætte Ministeriet Polignac[XIII], hvis Chef, den tidligere Gesandt i London[a], var Manden efter hans Hjerte. Polignac[XIV] troede paa Kongedømmet som Guds Skygge paa Jorden, troede (og styrkedes ved Syner i Troen paa) at have modtaget guddommelig Sendelse til at gjengive det dets tidligere Nimbus. Men Regjeringen blev saa upopulær, at Tidens eneste krigerske Daad, Algiers[b] Erobring, blev koldt optaget af Folket og ligefrem seet med Sorg af den stærke Opposition. Da Kammerets Opløsning, trods Bispernes Hyrdebreve og Kongens personlige Indblanding i Valgkampen, førte til Oppositionens Gjenvalg, var det, at Statscoupet indtraadte. Saa fulgte Katastrofen, tre Dages Kamp, og Ministeriet skylledes bort af Folkebevægelsens Bølger, der reve Tronen og Kongehuset med sig.
Men skjøndt Tiaarets første Halvdel saaledes politisk talt var en Reaktionens Tidsalder, havde den socialt og aandeligt betragtet et helt andet Præg. For det Første avlede selve Trykket Frihedstrang. Borgerstanden og den lærde Stand, |9| som tilsidst ved Hjælp af Hovedstadsproletariatet og Studenterungdommen styrtede Dynastiet, havde under det hele Tidsrum befundet sig i stigende Utilfredshed og Opposition. Følgen var bl. A., at den skjønne Litteratur, der fra først af ganske parallelt med Politiken havde betegnet den historiske Reaktion mod Slutningen af det 18de Aarhundrede, og der var begyndt som Sværmeri for Katholicisme, Kongemagt og Middelalder, fuldstændig skiftede Charakter. Chateaubriands[XV] Udstødelse af Ministeriet Villèle[XVI] havde jo givet Signalet*)
. Og dernæst havde Aandslivet i selve de høieste Samfundskredse, som bestemte Skjønlitteraturens Tone og Stil, kun staaet i den mest udvortes Forbindelse med den politiske Reaktion. Restaurationen var jo fra een Side seet en Efterblomstring af det attende Aarhundrede i det nittende, af Humanitetens Tidsalder i Industriens. Fra det pudrede Hof udgik høvisk Sæd og Skik, fra den gamle Adels Saloner den Frisindethed i religiøse og sædelige Spørgsmaal, der havde været det forrige Aarhundredes Stolthed. Den nationale Overlevering, som de høieste Kredse gik ud paa at hævde og fortsætte, havde bl. A. sin Styrke i det anerkjendende Forhold til Alt, hvad der var af Aand, kom Literaturen og Kunsten imøde med mangesidig Dannelse og vidtgaaende Sympathier. En overbærende Skep|10|sis i religiøs, en genial Ubundethed og fintfølende Tolerance i sædelig Henseende, det var den Atmosfære, det gode Selskab indaandede og udbredte om sig, og Ingen kunde være gunstigere og mere befrugtende for en i fuld Grøde fremskydende poetisk Litteratur. Som Reaktionens Tryk avlede Frisind i det Politiske, saaledes gav det bedste Selskabs Dannelse Litteraturen aabent Rum for fri Føle- og Tænkemaade udenfor Politiken og fordrede kun Finhed og Fuldendthed i Formen. Den var altsaa istand til paa den heldigste Maade at give en begyndende aandelig Bevægelse frie Tøiler eller, som Englænderne sige, at »starte« den.Julidynastiet blev grundet, det trefarvede Borgerkongedømme oprettet, Louis-Philippe[XVII] intrigeret op paa den franske Trone, vanskeligt stillet som Konge af Revolutionens Naade.
Alt i det første Femaar af hans Regjeringstid aabenbarede hans Regimentes afgjørende Eiendommeligheder sig. Først Mangelen paa Holdning udadtil, uundgaaelig for en Kongemagt, der udelukkende støttede sig paa den velhavende Middelstand. Den forsigtige og fredelskende Konge beredte Frankrig Ydmygelse paa Ydmygelse. I Verdensfredens Interesse afslog han den Trone, Belgierne tilbøde hans anden Søn[XVIII], og af samme Grund lod han Østerrig uforstyrret undertrykke de italienske Revolutioner, der af det franske Folk med Rette opfattedes som Julirevolutionens Døtre. |11| Han var ude af Stand til at hindre den polske Opstands Tilintetgjørelse og Warschaus[c] Overgivelse, der i Frankrig fremkaldte en formelig Folkesorg. Landet tabte som Stormagt med hver Dag mere i Anseelse og Vægt. Hertil kom, at det indadtil i lige saa høi Grad† skortede Regjeringen paa Værdighed. Kongehusets uophørlige Pengefordringer, der næsten altid bleve afviste af Kamrene, gjorde det pinligste Indtryk.
Louis-Philippe[XIX] havde et Øieblik været populær, populær som Soldaten fra Valmy[d] og Jemappes[e], som Le Roi Citoyen, forhenværende landflygtig Skolelærer, hvem Lafayette[XX] selv havde kaldt »den bedste Republik«. Men han havde ikke Evne til at bevare den almindelige Yndest, hvor ivrigt han end i Begyndelsen attraaede den. Han var en begavet, især en klog Mand. Han førte et smukt Familieliv, var huslig, ordentlig; hans Sønner besøgte de offentlige Skoler; han selv gik daglig, uden Ledsagelse, i borgerlig Dragt med den berømte Paraply i Haanden gjennem Paris’es[f] Gader, altid beredt til at gjengjælde en Hilsen eller et »Leve« med et venligt Ord og et Haandtryk. Men de smaaborgerlige Dyder, som han saaledes lagde for Dagen, ere ikke dem, som Franskmændene sætte Pris paa hos deres Herskere. Det Ord »Nous voulons un pouvoir qui monte à cheval«, der i sin Tid blev udslynget mod Podagristen |12| Ludvig d. 18de[XXI], betegner en Følelse, der bidrog Sit til at styrte Louis-Philippe[XXII].
Og naar han sad til Hest, tog han sig ikke ud. Da han i Juni 1832 efter en af de utallige Tumulter i Paris[g] havde erklæret Byen i Beleiringstilstand, og holdt Revue over 50,000 Nationalgardister og Linietropper, der dannede Spalier paa Boulevarden, red Kongen ikke i Midten af Gaden, men først paa høire Side, hvor Nationalgarden stod, hele Veien bøiet ned over Hestens Side for at trykke saa Mange som mulig i Haanden, og to Timer senere red han paa samme Maade tilbage langs ad Linien; det saae ud, som om hans Ribben maatte knækkes. Dertil smilte han i Et væk; hans trekantede Hat gled ham ned i Panden og gav ham et ulykkeligt Udseende; han syntes med Øinene at bede om Velvillie og Tilgivelse for at han havde erklæret dem Alle i Beleiringstilstand. Hvilket Syn for en letbevægelig, fantasirig Befolkning! for en Befolkning, hvis ældre Slægt havde seet Napoleon Bonaparte[XXIII] ride forbi »med sit marmoragtige Cæsaraasyn, sine ubevægede Øine og sine unærmelige Herskerhænder!«*)
Trods Kongens[XXV] Popularitetsjagt var der et dybere Svælg mellem hans Hof og Folket, end der havde været mellem det og Restaurationstidens |13| patriarkalske Kongedømme. Den gamle Adel holdt sig fjernt fra det nye Hof, og Stænderne skilte sig ud fra hinanden; Landeiendomsbesidderne saae med Uvillie og Had Børskongerne tilrive sig Magten; Legitimister og borgerlige Optimater, Politikere og Kunstnere ophørte at omgaaes. Restaurationstidens Saloner lukkedes een efter een; den aristokratiske Munterhed og Naturlighed forsvandt med dem. Med det gamle Regime begravedes tillige den storstilede Elegance, den gratiøse Frivolitet, den fornemme Dames aandsfri Vid og ved Ynde mildnede Livlighed og Kjækhed. I Stedet traadte i de rige Bankierkredse, som Kongehuset protegerede og Kronprindsen [XXVI] før sit Giftermaal besøgte, engelske Sport- og Klub-Vaner tilligemed en plump Tilbøielighed til materielle Nydelser og en smagløs Luxus. Kongen havde fra først af været Voltairianer og havde i sine Familieforbindelser hældet til Protestantismen; men urolig for sin Trone, som han var, slog han hurtig om, ydmygede sig (iøvrigt forgjæves) for at vinde Geistlighedens Beskyttelse, og snart blev Hoffets Tone devot. Samtidig udviklede sig i den høiere Borgerstands Kredse en halv ængstelig, halv affekteret Fromhed, grundet paa Frygten for den fjerde Stand. Hykleriet, som den fornemme reactionære Litteratur havde fremmet, begyndte at forplante sig til Bourgeoisiet og Fritænkeri at ansees for en »Smagløshed« for Kvinden. Sæderne bleve ud|14|vortes strængere, fik et mere engelsk Præg, men bleve i Virkeligheden raaere; Samfundets Omdømme blev tolerant overfor Millionærens Kunstgreb og farisæisk overfor Kvindehjærtets Vildfarelser. »Den tidligere Generation havde«, som en af Tidens Historieskrivere bemærker, »ikke unddraget den Præst, der forlod sin Kirke, eller den Kvinde, der forlod sin Mand, den sociale Agtelse, i Fald kun Bevæggrundene vare uegennyttige; nu blev det Tegn paa slet Tone at ønske Gjenindførelse af Skilsmisse, endsige Præsternes Ægteskab.« Faubourg St. Honoré[h], Finanskvarteret, gav Tonen an.
Intet Under, at Paraplyen snart blev dette Kongedømmes Symbol og Ordet Juste-milieu, som Louis-Philippe[XXVII] en Gang fint havde brugt om den Bane, der burde slaaes ind paa, Øgenavnet for alt Svagt og Uenergisk, for en Magt uden Glands og uden Værdighed.
Tage vi da Tiaaret omkring 1830 under Et, forstaae vi let, at det æsthetisk betragtet maatte synes trøstesløst.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
højresiderne i kapitel 1 har i førsteudgaven klummetitlen »Den politiske Baggrund.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
Napoleonskrigene 1804-1815.
dvs. genoprettelsen. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
dvs. medlemskab af pairskammeret, det franske parlaments aristokratiske førstekammer, 1814-1848.
der hentydes til Honoré de Balzacs kolossale romanrække på mere end 90 færdiggjorte titler La comédie humaine, 1830-1856.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
fransk borgervæbning oprettet i Paris i 1789 under Joseph La Fayettes kommando.
byen Algier blev indtaget som led i den franske kolonisering af Algeriet i 1830.
de forordninger, som den franske kong Karl 10. udstedte i strid med parlamentsflertallet, og som udløste Julirevolutionen i 1830, hvilket efter en kort revolution ledte til, at Ludvig-Filip blev udnævnt til ny konge.
dvs. genoprettelsen. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
de mislykkede opstande i de italienske hertugdømmer Modena, Parma og Pavestaten i 1831, nedkæmpet af det østrigske overherredømme.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
Novemberopstanden, national opstand i den russiske del af Polen i 1830, med dannelsen af en provisorisk regering, der styrede landet indtil russernes indtagelse af Warszawa i september 1831.
byer i Frankrig, hvor to slag udkæmpedes under Revolutionskrigene mellem det revolutionære Frankrig på den ene side og Østrig og Prøjsen på den anden henholdsvis 20.9. og 6.11.1792.
(fr.) Borgerkongen.
efter at have lidt nederlag i slaget ved Neerwinden i Belgien i marts 1793 deserterede Ludvig-Filip og arbejdede bl.a. i en periode som skolelærer i Reichenau i Schweiz, før han vendte tilbage til Frankrig i 1815.
udtryk tilskrevet Joseph La Fayette, som skal have udtalt ordene til støtte for Ludvig-Filip og det republikanske monarki; citeret i avisen Le moniteur universel, 8.8.1830.
billedet af Ludvig-Filip bærende sin paraply kendes fra utallige skildringer, bl.a. Victor Hugos roman Les misérables, 1862, kap. 3.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 8): »Vi vil have en Magt, som sidder til Hest«; ordene er tillagt forfatteren Charles Nodier og citeres fx i Francis Weys biografi Vie de Charles Nodier, 1844 Wey 1844:21.
fransk borgervæbning oprettet i Paris i 1789 under Joseph La Fayettes kommando.
dvs. genoprettelsestiden. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.