Blandt de af Balzac[I] i Aarene 1833 og 1834 udgivne Bøger, fortjene især to at fremhæves, den fine og klassiske Fortælling »Eugénie Grandet[0001]« og den mægtige, skikkelserige Roman »Père Goriot[0002]«. I det førstnævnte Værk kappedes Balzac[II] med Molière[III] (»Den Gjerrige[0003]«), i det andet med ingen ringere end Shakespeare[IV] (»Kong Lear[0004]«).
»Eugénie Grandet[0005]« giver ikke Maalestokken for Balzac’s[V] Talent, skjøndt han længe fik Navnet af dens Forfatter som en Art Ærestitel. Bogen interesserede ved den Omhu og den Sandhedskjærlighed, med hvilken Provindslivet med dets Laster og Dyder var gjengivet; den lod sig anbefale som Familielæsning, fordi Heltinden var en kydsk og ædel ung Pige; den er dog især mærkværdig ved den Genialitet, med hvilken Balzac[VI] har forstaaet at gjøre Havesygen og Gjerrigheden, som de gamle kun afvandt en komisk Side, imponerende |258| som Laster. Han viser, hvorledes den som latterlig spottede Drift til at ophobe Penge, lidt efter lidt dræber alle menneskelige Følelser, for frygtelig og tyrannisk at løfte sit Medusahoved op over den Gjerriges Omgivelser, og han bringer os tillige den Gjerrige menneskeligt nærmere. For ham er den Havesyge ikke en Komoediespidsborger, men en magtelskende Monoman, en forhærdet Sværmer, en Poet der ved Synet af Guldet svælger i mættet Begjær og dog i vilde Drømme. Den Gjerrige er sig kun mere intensivt end alle andre den Sandhed bevidst, at Guldet repræsenterer alle menneskelige Kræfter og Glæder. I en saadan Charakterskildring viser sig allerede Balzac’s[VII] Styrke, som er den, uden at opsøge store, pralende Æmner, at frembringe en stor Virkning med det Smaa, det af andre Oversete og Ringeagtede. Symbolsk opfattet er »Eugénie Grandet’s[0006]« Horizont ikke snever; men den var det i Forhold til Balzac’s[VIII] særegne Anlæg.
I »Père Goriot[0007]« udvider Livsbilledet sig. Ikke en afsides Provindskrog, men det uhyre Paris[a] bliver her studeret, ja som et Panorama rullet ud for Øiet, og Intet er mere her, som i »La Peau de Chagrin[0008]«, almindeligt og abstract; enhver Samfundsklasse og enhver Skikkelse indenfor den er udstyret med egne Træk. Jeg nævnte »Kong Lear[0009]«, men de to koldhjærtede Døtres Forhold til Faderen udgjør, saa dybt det end er |259| anlagt og følt, kun i udvortes Mening Æmnet. Det sande Æmne er den endnu forholdsvis ufordærvede Ynglings Indtrædelse i Pariserverdenen fra sin Provinds, hans gradvise Opdagen af denne Verdens sande Beskaffenhed, hans Skræk ved Opdagelsen, hans Vægren sig ved at gjøre som de Andre, hans Fristelser, endelig hans Skridt for Skridt, om end hurtigt, fuldbragte Opdragelse for det Liv, der føres rundt om ham. Rastignac’s[ix] Charakterudfoldning hører til det Dybeste, Balzac[X] og overhovedet en moderne Romandigter har udført. Med stor Kunst er det vist, hvorledes fra de forskjelligste Sider, hvor blot ikke Hykleri eller Naivetet dicterer Ytringerne, den samme Opfattelse af Samfundet og de samme Lærdomme træde den unge Mand i Møde. Hans Slægtning og Beskytterinde, den yndige og fornemme Fru Beauséant[xi], siger til ham: »Jo koldere De beregner, des videre vil De komme. Betragt Mænd og Kvinder kun som Postheste, hvem De kjører sønder og sammen til næste Holdested [...] naar De har en sand Følelse, saa vogt Dem vel for at røbe den, ellers bliver De Ambolt istedenfor Hammer [...] Finde Kvinderne Dem først aandrig, saa ville Mændene troe det, naar De da ikke river Dem alt for slemt ud af Illusionen [...] saa vil De ogsaa see, hvad Samfundet er, en Samling af Dumrianer og Slyngler. Vær De hverken blandt de første eller de sidste.« Og den undvegne |260| Galeislave Vautrin[xii] siger til ham: »Man maa enten bryde sig Vei gjennem Menneskesværmen som en Kanonkugle eller snige sig ind i den som en Pest. Retskaffenhed er til ingen Nytte. Sværmen bøier sig under Geniets Magt; man hader det, man forsøger at bagvadske det, fordi det tager uden at dele; men man bøier sig, naar det holder ud. Med ét Ord, man tilbeder det paa Knæ, naar det ikke lykkes at begrave det i Skarn [...] Jeg vædder paa, at De i Paris[b] ikke kan gaa to Skridt uden at støde paa rent djævelske Kneb [...] Derfor er den retskafne Mand den almindelige Fjende. Men hvem, troer De, er den retskafne Mand? I Paris[c] er det den, som tier og vægrer sig ved at dele«.
Rastignac[xiii] er hin Tids typiske unge Franskmand; han er velbegavet, men aldeles ikke ualmindelig og har ingen anden Idealisme end den, der beroer paa hans Tyveaars-Uerfarenhed. Greben og rystet ved alt det, han daglig seer og oplever, begynder han at tragte efter Lykkens Goder med stedse ringere Samvittighedsfuldhed, stedse heftigere Attraa. Hvor værgede han for sig, da Vautrin[xiv] første Gang forelagde ham det bekjendte gamle Spørgsmaal, om han, hvis den blotte Villies-Akt var nok dertil, vilde slaae en ham ubekjendt Mandarin i China ihjel, naar han derved kunde opnaae den Million, han ønsker sig! og hvor snart derefter ligger ikke »Mandarinen« rallende i Døds|261|kamp. Han siger sig først, som i Ungdommen alle Mennesker pleie van, at det for enhver Pris at ville blive anseet eller rig er det samme som at ville lyve, bedrage, give efter, smigre og krybe for dem, der have løjet, bedraget, smigret, givet efter og krøbet. Saa slaaer han sig disse Tanker af Hovedet med den Vending, at han ikke vil gruble, men følge sit Hjertes Drift. Der kommer et Tidspunkt, hvor han endnu er for ung til at beregne, men allerede gammel nok til at ubestemte Indfald og taageagtige Drømme opstaae i hans Hjerne, hvilke ikke vilde have efterladt noget altfor renligt Bundfald ifald man havde kunnet fortætte dem chemisk. Hans Forhold til Verdensdamen Delphine de Nucingen[xv], Goriot’s[xvi] Datter, fuldender hans Opdragelse. Han overskuer den Sum af smaa og store Jammerligheder, af hvilke det høiere Selskabs Liv bestaaer og bliver samtidig bearbeidet af Vautrin’s[xvii] spotske Cynisme. »Endnu to eller tre storpolitiske Overveielser«, siger Vautrin[xviii], »og De seer Verden som den er. Den betydelige Mand tilfredsstiller, naar han blot af og til opfører nogle smaa Dydsscener, ethvert af sine Luner under Tossehovedernes Bifaldstorden i Parkettet [...] Jeg giver Dem gjerne Lov til at foragte mig endnu i Dag, da De dog siden hen vil holde af mig. De vil i mig finde de gabende Afgrunde, de store sammentrængte Følelser, som Svaghovederne kalde Laster, men De vil aldrig |262| finde mig feig eller utaknemmelig.« Rastignac’s[xix] Øine aabne sig, han seer Omgivelsernes hele Skinvæsen, seer, hvorledes Sæderne og Lovene kun ere Skjærmbrædter, bag hvilke Frækheden handler frit. Overalt, overalt kun Skinværdighed, Skinvenskab, Skinkjærlighed, Skingodhed, Skinhellighed, Skinægteskaber. Med sjælden Magt har Balzac[XX] fastholdt det Øieblik i Ynglingens Liv, hvor, som jeg engang har udtrykt det, hans Hjerte svulmer og bliver underlig tungt og det er ham, naar han seer sig omkring, som havde han en Brønd fuld af Foragt i sin venstre Side: »Medens han klædte sig paa, hengav han sig til de tungsindigste og modløseste Overveielser. Han saa Samfundet for sig som et Ocean af Skarn, i hvilket den, der blot satte Foden ud deri, maatte synke indtil Halsen. Der begaaes kun smaalige Forbrydelser i det gode Selskab, sagde han til sig selv. Vautrin[xxi] er større.« Saa, tilsidst, efter at han har maalt dette Helvedes Omfang, indretter han sig husligt og hyggeligt deri og forbereder sig til at stige til Samfundets Spidser, til den Ministerpost, som hvis Indehaver vi i senere Romaner træffe ham igjen.
Næsten alle Balzacs[XXII] Fortrin ere komne ham til Gode i dette stort anlagte Værk. Hans næsten animalske Livlighed, hans uudtømmelige, skjærende Suada stemmer vidunderligt overens med den Udtryksmaade, der er den naturlige for det hele |263| blandede, halvsjofle, plumptvittige, kaadt og frækt geniale Bordselskab i Pensionen Vauquer. Der forekommer næsten ingen ædle Skikkelser i Bogen, og der findes følgelig ingen Anledning til at hengive sig til en smagløs Pathos; derimod har Læseren uophørlig Leilighed til at glæde sig over den Øiets Sikkerhed og den Haandens Fasthed, med hvilken Balzac[XXIII] sønderdeler en Forbryders, en Kokettes, en Pengemands, en gammel misundelig Piges Sjæl. Den af Døtrene glemte og fornægtede gamle Fader, efter hvem Bogen har Navn, er ganske vist en ikke fuldt vellykket Skikkelse. Fa’er Goriot[xxiv] er et Offer, og Balzac[XXV] udvikler overfor de Ofrede altid Sentimentalitet. Han kalder Goriot[xxvi] smagløst for »Faderkjærlighedens Christus«. Han giver desuden hans Kjærlighed til sine Døtre en saa sandselig Charakter, at den i sin Hysteri næsten bliver En led.*)
. Men dog har Romanen derved at denne gamle, forladte Mand, paa hvis Hjerte hans egne Døtre træde, er anbragt i Bogens Midtpunkt, faaet en Enhed og Fasthed som Composition, der virker høist velgjørende† . Som i et Epigram spidser den hele Juvenalske Satire over Samfundet sig til, da Delphine ikke vil besøge sin døende Fader, fordi hun, for socialt at komme et Trin høiere |264| op, absolut vil benytte den længe ønskede Indbydelse til Ballet hos Fru Beauséant[xxvii] – dette Bal til hvilket »hele Paris« kun styrter hen for med grusom Nysgjerrighed i Værtindens Miner at udspeide Kvalen over hendes Elskers Forlovelse, der først samme Morgen er bleven hende meddelt.Vi følge Delphine[xxviii] som hun i sin Ekvipage ved Rastignac’s[xxix] Side kjører til Ballet. Den unge Mand, der godt føler, at hun var i Stand til at gaae over sin Faders Lig for at vise sig paa dette Bal, men som hverken har Kraft til at bryde med hende eller Mod til at mishage hende ved Bebreidelser, kan dog ikke lade være at skildre hende Faderens sørgelige Tilstand med et Par Ord. Taarerne komme hende i Øinene. »Jeg bliver styg af Graad,« tænker hun, og hendes Øine blive tørre. – »Jeg vil pleie min Fader i Morgen, jeg vil ikke vige fra hans Hovedgjærde,« siger hun. Og hun mener, hvad hun siger. Hun er ikke ond, neppe engang slet, men hun er et levende Billede af Samfunds-Disharmonierne, uadelig født, adelig gift, rig og berøvet al Raadighed over sin Formue ved et usselt Ægteskab, nydelsessyg, tom og ærgjerrig. Balzac’s[XXX] digteriske Kraft var ikke tilstrækkelig til at fremstille en Cordelia[xxxi] i Shakspeare’sk Simpelhed og Renhed, thi det Ædles Himmelkreds er ikke hans; men han har forstaaet at forme en Regan[xxxii] og en Goneril[xxxiii] menneskeligere og sandere end den store Britte.
højresiderne i kapitel 15 har i førsteudgaven klummetitlen »Balzac.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
Eugène de Rastignac, en fiktiv karakter i Honoré de Balzacs romanrække La comédie humaine, 1830-1856; han er hovedpersonen i Le père Goriot, 1835, og optræder tillige i adskillige af de andre romaner.
sammensat citat fra Honoré de Balzacs roman Le père Goriot, 1835. Balzac 1976, 3:116-117.
sammensat citat fra Honoré de Balzacs roman Le père Goriot, 1835 Balzac 1976, 3:140.
sammensat citat fra Honoré de Balzacs roman Le père Goriot, 1835 Balzac 1976, 3:185.
udtrykket er et citat fra GB's anmeldelse af Johan Ludvig Heibergs romantiske skuespil Pottemager Walter, 1814, først trykt i tidsskriftet Illustreret Tidende, 7.3.1869, optrykt i Samlede Skrifter, bd. 1, 1899 (heri s. 465). Sidste del af citatet optræder desuden igen i GB's Levnet, bd. 3, 1908, s. 123 Brandes 1899, 1:465.
citat fra Honoré de Balzacs roman Le père Goriot, 1835 Balzac 1976, 3:262.
citat fra Honoré de Balzacs roman Le père Goriot, 1835 Balzac 1879, 3:231.
citat fra Honoré de Balzacs roman Le père Goriot, 1835 Balzac 1976, 3:176.
efter Decimus Junius Juvenalis, ca. 65-ca. 135, romersk digter, kendt for sine 16 satirer over hans samtidige romere.
(fr:: tout Paris), de fornemme kredse i Paris.
citater fra Honoré de Balzacs roman Le père Goriot, 1835 Balzac 1976, 3:263.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik