Dog Balzac[I] var endnu ung; ogsaa hans, saa tidligt vintervante Digtersjæl havde sit Foraar; ogsaa han følte Kald til at gjøre Kjærligheden og Kvinden til Midtpunktet i en Række Romaner. Han behandlede det gamle Thema med en Oprindelighed, der lod det klinge helt nyt, og de Fortællinger, i hvilke han med størst Held varierede det, danne iblandt hans Værker en Gruppe for sig.
Det var ikke Skjønheden, mindst den plastiske Skjønhed, som han hyldede hos Kvinden. Han følte overhovedet ikke Skjønheden mest levende gjennem Kunsten som Medium. Allerede herved adskiller han sig fra et ikke ringe Antal af sine Samtidige. En stor Del af den romantiske Digtning saavel i Frankrig som i Tydskland og Norden var jo Poesi om Kunst. En i den Grad kunstelskende Digter som Gautier[II] (der snart blev Chef for en hel Skole) hindredes f. Ex. ved sin Kjærlighed til Kunsten i Opfattelsen af Virkeligheden. Han har selv fortalt, hvor skuffet han følte sig, da han første Gang i Rioult’s[III] Atelier skulde male |250| efter kvindelig Model, og det skjøndt Modellen var smuk og hendes Linier elegante og rene. »Jeg har altid«, tilstaaer han, »foretrukket Statuen for Kvinden og Marmoret for Huden«. Meget sigende Ord! Man tænke sig Gautier[IV] og Balzac[V] sammen i Louvre’s[a] Antikmusæum, i det Allerhelligste, hvor Venus fra Milo straaler i ensom Majestæt. For den plastiske Digter vil ud fra Marmoret klinge den græske Kunsts skjønneste Hymne til den menneskelige Forms Fuldkommenhed og han vil glemme Paris[b] over Venus. Balzac[VI] derimod glemmer Statuen, som han staaer i Begreb med at betragte, over den første den bedste efter Datidens Mode klædte Pariserinde, der med sit Langshawl, som fra Nakke til Hæl ikke slaaer en eneste Fold, med sin kokette Hat, sine fine, Haanden afstøbende Handsker er standset foran Gudinden. Han forstaaer med et Blik alle smaa Kunstgreb i hendes Toilette, hvis Hemmeligheder ikke ere Hemmeligheder for ham.*)
Det er det første Træk: Ingensomhelst kunstnerisk Fortidsoverlevering stiller sig imellem ham og Datidens Kvinde. Han studerede ingen Statue, tilbad ingen Gudinde, dyrkede ikke den rene Skjønhed, men opfattede Kvinden som hun den |251| Gang gik og stod med hendes Kjoler, Shawler, Handsker og Hatte, hendes Luner, Dyder, Fristelser og Feil, hendes Nerver og Lidenskaber, med alle Sporene af Unatur, Sygelighed og Træthed. Han holder af hende som hun er. Og han nøies ikke med at studere hende i Forbigaaende, i Dagligstuen, ja i Sovekammeret; han nøies ikke med at udforske hendes Sjæl; han forsker efter de fysiologiske Grunde til de sjælelige Tilstande, efter Kvindelidelser, Kvindesygdomme. Det svage og lidende Kjøns hele stumme Jammer bliver mere end antydet.
Det andet Træk er dette: Balzac[VIII] fremstiller som Kjærlighedens Gjenstand ikke den unge Pige, ikke en Gang den ganske unge Kone; Hovedtypen for hans Kvindeskikkelser er den, som man efter en af hans Romaners Titel har kaldt den trediveaarige Kvinde. Han opdagede og udtalte den simple Sandhed, at det kvindelige Kjøn i Nordfrankrigs Klima hverken legemligt eller sjæleligt naaer sin høieste Blomstring til atten Aar. Han skildrede Kvinden, som allerede har den første Ungdom bag sig, føler dybere, tænker modnere, allerede har lidt Skuffelser og endnu er i Stand til en hel Følelse. Hun er allerede brændemærket af Livet; her et smerteligt Træk, hist en Rynke; men hun virker endnu med sit Kjøns fulde Magt. Hun er tungsindig, hun har lidt, hun har nydt, er uforstaaet eller ensom, ofte skuffet, endnu |252| bestandig ventende, i Stand til at indgyde de stærke, glødende Lidenskaber, der suge Næring af Medlidenheden. Og eiendommeligt nok: hun er ikke betragtet fra den jævnaldrende Mands Standpunkt; nei hun er opfattet og skildret, som en yngre, i Livet endnu uprøvet Mand fra sit Synspunkt maa opfatte hende. Den foraarsagtige Følelse, den brændende Attraa, den naive Begeistring, en ungdommelig Erotiks ubevidste Idealiseren lægger en Glorie om den ikke mere ganske friske Pande, forskjønner, forynger, forguder denne med al Finhedens, den kvindelige Alvors og den ægte Lidenskabs Gratie udstyrede Kvinde. Idealistisk (som hos George Sand[IX]) bliver Fremstillingen aldrig, thi intet er fortiet af det, som Kvinder, naar de tale om deres eget Kjøn, pleie at fortie og som selv George Sand[X] forbigaaer hos de Kvinder, for hvilke hun vil vække Sympathi. For George Sand[XI] er Kvinden fremfor alt et aandeligt Væsen, en Sjæl; for Balzac[XII] er hun en fysiologisk-psychologisk Kjendsgjerning, derfor hverken legemligt eller sjæleligt uden Lyde. Enten er hans Idealiseren af Skikkelsen rent udvortes (det Forklarende ved Belysningen, den erotiske Situation f. Ex.) eller det er Lidenskaben hos den fremstilte Personlighed, som for en vis begrændset Tid annulerer alt Andet og Tidligere, og saaledes ved sin Skinnen igjennem idealiserer. Hustruens Kjærlighed, Moderkjærligheden, den |253| unge Piges undseelige Tilbøielighed bliver i dette Tidsrum skildret af Balzac[XIII] med samme Mesterskab som Elskerindens frie Erotik.*)
Den franske Kvinde fremtræder hos ham i fire forskjellige Epocher af Historien.
Først paa Revolutionstiden. I et lille Mesterværk »Le Réquisitionnaire[0009]«, en af de faa blandt hans Fortællinger, der udmærker sig ved en fuldendt novellistisk Form, behandler han, med Rædselsperioden som Baggrund, en Moders Kjærlighed til sin Søn. Den afsidesliggende lille By, Madame de Dey’s[xiv] eiendommelige Hus ere malte med faa Streger. Frygten for den dødsdømte Søns Liv; Forventningen om hans Komme i Forklædning som Soldat, der skal indkvarteres; den fra Time til Time indtil den sene Aften forøgede Spænding, den unge Soldats tilsyneladende hemmelighedsfulde Ankomst, efter hvilken han strax useet føres op paa det for ham omhyggeligt istandsatte Kammer; Moderens fortvivlede Uro og vilde Glæde, da hun hører hans Skridt over sig, og af Angst for at forraade sig maa fortsætte sin Samtale nede i Dagligstuen; endelig hendes Styrten ind i Værelset, og den frygtelige Opdagelse, at den Nyankomne |254| er en Anden, en virkelig Rekrut – alt dette, sammentrængt paa et Ark, er udført med uforlignelig Magt og Sandhed.
Dernæst har Balzac[XV] skildret Kvinderne under Napoleons[XVI] Herredømme.
Baggrunden er her den uhyre Stillen til Skue af krigerisk Pomp og Pragt, Atmosfæren er den varme Brise af Beundring, der fra Kvinderne strømmede de seirrige Krigere imøde, den hensynsløse og nydelsessyge Hast, hvormed Livet levedes paa en Tid, da den unge Kvinde »mellem en første og en femte Bulletin fra den store Armee kunde blive Brud, Hustru, Moder og Enke«, og hvor Udsigten til en nær Enkestand eller en Dotation eller et udødeligt Navn gjorde Kvinderne letsindigere og Officiererne mere forføreriske. Revuen i Tuilerie[c]sgaarden 1813 og Aftenselskabet paa Slaget ved Wagrams[d] Tid (i »La femme de trente ans[0010]« og »La paix du ménage[0011]«) male en Epoche og en Kvindetype.
Dog sit sande Omraade og sine skarpest iagttagne Kvindetyper og Sjælehistorier naaer Balzac[XVII] først i Fremstillingerne fra Restaurationstiden. Hvor uforfærdet hans Øie og hvor haarde hans Hænder end vare, hvor ganske han end var skabt til at skildre Borgerkongedømmets nøgterne og uredelige Regimente, saa var han dog Digter nok til under Julikongemagtens prosaiske Plutokrati at se vemodigt tilbage til Restaurationstidens for|255|nemme Elegance og friere, muntrere Tone. Restaurationstiden havde endnu været aristokratisk, og Balzac[XVIII] der selv, om end med Urette, regnede sig til Adelen, nærede en ikke ringe Respekt for Aristokratiet; den adeligt fødte og opdragne, smukke Kvinde, syntes ham Menneskehedens Blomst. Vel tilhører han den Slægt, der sværmede for Napoleon[XIX]; dette Navn forekommer paa hver tiende Side i hans Romaner, og han drømte (som Victor Hugo[XX]) om i Literaturen at kappes med Keiserens Verdensherredømme; han havde endog i sit Arbeidsværelse en Statuette af Napoleon[XXI] staaende, paa hvis Kaardeskede han havde skrevet: »Hvad han har tilkjæmpet sig med Sværdet, vil jeg erobre med Pennen«; men med alle sine Drømme, sine Svagheder, sine forfængelige og forfinede Tilbøieligheder tilhørte han det legitime Kongedømme, hvis Tid desuden faldt sammen med hans Ungdom og derfor blev omfattet med varmere Følelser. I de forgyldte Statskarossers og de gammelfranske Traditioners Tid havde, i Ly af den herskende Klerikalisme og Letfærdighed, i de høiere Kredse frie Synsmaader og humane Sæder kunnet trives; de forsvandt med Pengepungens Tronbestigelse. Det Selskabsliv, der havde gjort den gode Tones Hovedstad saa navnkundig, døde hen. Intet Under altsaa, at Balzac[XXII] maler de skjønne Synderinder fra Faubourg St. Germain[e] med nænsom |256| Haand og smigrende Farver. Vel var en af den nye Tids ypperste Kvinder, den deilige Delphine de Girardin[XXIII], der havde en meget besøgt Salon, ham saa vel som Hugo[XXIV] og Gautier[XXV] en tro og klog Veninde, men mere end af hende har han sikkert for sin Digtning lært af hine to Hertuginder, der for ham personificerede Keisertidens Storhed og det gamle Regime’s lyse Finhed og som han strax fra Begyndelsen af sit Forfatterliv af traadte nær, Madame Junot[XXVI], Hertuginden af Abrantés, hvem han i literær Henseende stod bi, og Hertuginden af Castries[XXVII], der først anonymt meddelte ham sin Interesse for hans Skrifter, og til hvem en ikke gjengjældt Lidenskab en Tid lang fængslede ham. Hun forekommer i hans Romanfølge »Histoire des Treize« under Navnet Hertuginden af Langeais.
Ved Julikongedømmets nye Samfund, dets Kvinder og Kvindelidenskaber rører Balzac[XXVIII] i Begyndelsen af Trediverne selvfølgelig endnu ikke. Det skeer først senere. Og man kan temmelig gjennemgaaende gjøre den Iagttagelse, at han overfor det nye Stof og overhovedet med de modnere Aar seer mere strængt og mere sort. Foraarspustet er forsvundet. I mange Bøger er endnu bestandig Kvinden og Elskoven Midtpunktet. Men Tilbøieligheden er bleven Lidenskab og Lidenskaben er bleven Last. Faa uegennyttige Følelser og uskyldige Sympathier; Beregning overalt, ogsaa |257| hos Kvinden, især hos Kvinden, endog i Kjærligheden, endmere, hvor der kun bydes Surrogater for Kjærligheden. Courtisanen trænger i mange af Romanerne Verdensdamen tilbage i Baggrunden, og undertiden findes mindre Egennytte hos den første end hos den sidste. Egoismens og Lasternes Afgrunde aabne sig for Læserens Øine.
højresiderne i kapitel 14 har i førsteudgaven klummetitlen »Balzac.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
citat fra Théophile Gautiers selvbiografiske artikel »Autobiographie«, trykt i tidsskriftet L'illustration, 9.3.1867 Gautier 1874:6.
marmorstatue fra ca. 150-100 f.Kr. af kærlighedsgudinden Afrodite (lat.: Venus), fundet på den græske ø Milos i 1820 og bragt til Paris som gave til den franske konge.
her i betydningen: fine klæder, kjole.
her i betydningen: fejlfri.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
perioden 1793-1794 under Den Franske Revolution, ledet af bl.a. Maximilien Robespierre, hvor tusindvis af såkaldte modstandere af revolutionen blev henrettet.
citat fra Honoré de Balzacs novelle »La paix du ménage«, 1830 Balzac 1976, 2:96.
slag ved den østrigske by Wagram 5.-6.7.1809, hvor Napoleon 1. besejrede den østrigskehær.
dvs. genoprettelsestiden. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
perioden under den sidste franske konge, Ludvig-Filip, kaldet Borgerkongen, 1830-1848.
perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
citeret i Edmond Werdets biografi Portrait intime de Balzac, 1859 Werdet 1859:331.
forestillingen om, at den franske krone skulle besiddes af direkte efterkommere af den ældste gren af den bourbonske fyrsteslægt. De oprindelige Bourboneres sidste repræsentant, Karl 10., blev styrtet ved Julirevolutionen i 1830, hvor Ludvig-Filip af Orléans, som var af en yngre gren af slægten Bourbon, satte sig på tronen.
det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
romangruppe af Honoré de Balzac, omfattende Ferragus, 1833, Ne touchez pas à la hache (senenere med tItlen La duchesse de Langeais), 1833, og La fille aux yeux d'or, 1834.
perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.