En Dag i 1836 traadte Balzac[I] i den høieste Oprømthed ind hos sin Søster, svang med en Tambourmajors Armbevægelser sin tykke Stok med Karneolknappen, i hvilken han paa Tyrkisk havde ladet indgravere en Sultans Valgsprog »Jeg er Sønderbryder af Hindringer«, og raabte, alt imens han med Tungen eftergjorde et Accompagnement af Militærmusik og Trommehvirvler: »Gratuler mig, Børnlille, for jeg staar ganske simpelt i Begreb med at blive et Geni.« Han havde undfanget den Ide at forene alle sine allerede skrevne og tilkommende Romaner til et eneste Værk »Det menneskelige Skuespil« (»La Comédie humaine«).
Planen var storartet og saa egen, at den endnu ikke var dukket op i nogen Litteraturs Historie; den var et Foster af den samme systematiske Aand, der i Begyndelsen af hans Løbebane havde indgivet ham Ideen til en Aarhundreder omspændende Række af historiske Romaner; men det var en langt interessantere og frugtbarere Plan. Thi hvis Værket lykkedes, vilde det dels besidde en Illusionens Magt, som handlede det om historiske Kjendsgjerninger, dels vilde det ikke blot være et lille Udsnit af Livet, som symbolsk og kunstnerisk udvidedes til et Speilbilled af det Hele, men det vilde kunne gjøre en berettiget Fordring paa i videnskabelig Forstand |266| at være en Helhed. Dante[II] havde i Den guddommelige Komoedie[0001] samlet Middelalderens Verdensanskuelse og Livserfaring i et eneste Brændpunkt, hans ærgjerrige Medbeiler vilde gjennem to til tre tusinde levende Skikkelser, der hver for sig repræsenterede hundreder af andre, give alle de franske Samfundsklassers og saaledes indirekte sin Tidsalders fuldstændige Psychologie.
Man kan ikke nægte, at Udfaldet blev et enestaaende.
Balzacs[III] Stat har som den virkelige sine Ministre, sin Øvrighed, sine Generaler, Finantsmænd, Industridrivende, Kjøbmænd og Bønder. Den har sine Præster, sine Hovedstads- og Landsbylæger, sine Modeherrer, Malere, Billedhuggere og Tegnere, sine Digtere, Skribenter og Journalister, sine gammeladelige Familier og sin Retsadel, sine forfængelige og fordærvede som sine elskværdige og ofrede Hustruer, sine geniale Skribentinder og sine provindsielle Blaastrømper, sine gamle Jomfruer og sine Skuespillerinder, endelig sin Hærskare af Courtisaner. Og Illusionen er overraskende, fuldstændig. Thi da Personerne stadig komme igjen fra den ene af de talrige Romaner til den anden; da vi kjende dem paa de forskjelligste Stadier af deres Liv; da de, selv naar de ikke optræde, dog uafladelig komme paa Bane i de handlende Personers Omtale; da Angivelsen af deres Udseende, Klædedragt, Opholdssted, daglige |267| Levevis og Vaner er saa omstændelig og nøiagtig som om en Modehandler, Læge, Marskandiser, Børsmand eller Jurist havde leveret den, og Beskrivelsen paa samme Tid er saa levende, at man synes at maatte kunde finde den beskrevne Person enten i den bestemte Gade og det betegnede Hus, hvori han boer, eller hos den Romanernes hele Aristokrati saa vel bekjendte Dame, han pleier at gjøre Eftermiddagsbesøg – saa forekommer det næsten absurd, at alle disse Væsener skulde være Hjernespind, og man tænker sig uvilkaarligt Datidens Frankrig befolket af dem.*)
Og hele Frankrig. Thi han har efterhaanden beskrevet de forskjelligste Byer og Egne i sit Fædreland.*)
Langt fra at forsmaae Provindserne søgte han en Ære i at godtgjøre sin Fortrolighed med deres stagnerende Livs Egenheder, deres i Resignation udmundende Dyder og af Smaaligheden fremgaaende Laster. Dog fremfor alt lever i hans Værker Paris[j], og hans Paris[k] er ikke det 400 Aar gamle Paris[l] fra »Notre Dame de Paris[0012]«, |268| endnu mindre Victor Hugo’s[IV] ideale Paris[m], Aandernes og Oplysningens abstracte Jerusalem[n], men den virkelige moderne By med al dens Glæde, Sorg og Skjændsel, Nutidens lokkende Underværk, der lader Oldtidens syv langt bag sig, den store Polyp med de hundredetusind Fangearme, der drager Nært og Fjærnt ind til sig, den store Kræftskade, som tærer paa Frankrig. Hans Tids Paris[o] lever i hans Værk med sine snevre Gader, som han leverer Rembrandt’ske Raderinger af, med sin Larm og sine Skrig, med sine Gaderaab om Morgenen tidlig og sit uhyre Aftenkor af Stemmer, et Lydhav som han gjengiver med en Musikers orchesteragtige Kraft, der – som de Indviede i de antike Mysterier – synes at have spist Trommer og drukket Cymbler.*) Han kjender alt i Paris[p], Husenes Architektur, Leilighedernes Møbler, Formuernes Stamtavler, de paa hinanden følgende Besiddere af Kunstgjenstandene, Damernes Toiletter, Lapsenes Skræderregninger, Familiernes Processer, alle Befolkningslagenes Sundhedstilstand, Næringsveie, Fornødenheder og Ønsker. Han havde indsuget Byen igjennem alle Porer. Medens de samtidige Romantikere bestandig længtes |269| bort fra Paris’s[q] taageslørede Sol og moderne Spidsborgere til Spanien, Afrika, Orienten, var ingen Sol ham kjærere end den, der skinnede ned paa Paris[r]. Medens man rundt om ham stræbte at fremmane en fjærn eller svunden Skjønheds Skygger, virkede det Hæslige saa lidet afskrækkende paa ham som Nælden paa Botanikeren, Slangen paa Naturforskeren eller Sygdommen paa Lægen. I Faust’s Sted vilde han sikkert aldrig have manet den gammelgræske Helena op af Graven, langt hellere havde han sendt efter sin Ven, den fordums Forbryder, daværende Politipræfekt for Paris[s], Vidocq[V], for at lade ham fortælle sig et eller andet Oplevet eller Erfaret.Vel samler han en Uendelighed af enkelte Træk gjennem Iagttagelse, og Opregningen af alt det Iagttagne virker i hans Indledninger ofte trættende, forvirrende; længe beskriver han undertiden en Bolig, en Skikkelse, et Ansigt, ja en Næse, og Læseren seer intet, kjeder sig kun. Men saa kommer der et Punkt, hvor en glødende Fantasi omstøber og sammensmelter alle de af den tro Hukommelse overleverede hverdagslige Elementer som Benvenuto Cellini[VI] sammensmeltede Tallerknerne og Skeerne ved Støbningen af sin Perseus. Goethe[VII] siger (Dagbog 26de Februar 1780): »Ved Hjælp af Sammenlægning forstaaer jeg ingen Ting. Men naar jeg ret længe har slæbt Brænde og Straa sammen og forgjæves |270| har søgt at varme mig, skjønt der ligger Gløder nedenunder og det ryger overalt, saa slaaer dog tilsidst Flammen i et Nu sammen over det Hele.« Hos Balzac[VIII] er Røgen og Kvalmen endnu at spore i de beskrivende Partier af hans Værk, men Flammen udebliver aldrig.
Thi han var ikke blot en Iagttager, men en Seer. Naar han om Natten mellem 11 og 12 mødte en Arbeider og hans Kone, der gik hjem fra Theatret, saa kunde han følge dem Gade op og Gade ned lige til det Hus paa den anden Side af de ydre Boulevarder, som de beboede. Han hørte dem udvexle deres Tanker først om Stykket, de havde seet, saa om deres private Anliggender, medens Moderen trak sit Barn efter sig ved Haanden. De talte om de Penge, de næste Dag skulde have betalt, og gav dem i Tanken ud igjen paa tyve Maader, disputerede derom og røbede under Skjænderiet deres Charakter – og Balzac[IX] hørte saa indtrængende paa deres Klager over Vinterens Længde og Kartoflernes Pris og Tørvenes Stigen, at han tilsidst levede med i deres Liv og, som det hedder i hans »Facino Cane[0014]«, »følte deres Pjalter paa sin Ryg og gik med sine Fødder i deres saaleløse Støvler«. Deres Ønsker, deres Fornødenheder gik over i hans Sjæl og han gik som i en vaagen Drøm. I denne Sindets Rus aflagde han alle sine Vaner og blev en anden end sig selv, blev sin Samtid. |271| Han digtede ikke blot, han levede sine Værkers Personer; de stod efterhaanden saa levende for ham, at han talte til sine Bekjendte om dem som om virkelige Personligheder. Han sagde, naar han foretog en af sine Reiser til de Steder, han vilde skildre: »Jeg reiser til Alençon[t], hvor Frøken Cormon[x] lever, til Grenoble[u], hvor Doctor Bénassis[xi] boer.« Han meddelte sin Søster Efterretninger fra sin opdigtede Verden: »Veed Du, hvem Felix de Vandenesse gifter sig med? Med en Frøken de Grandville; det er et godt Parti trods alle de Penge, Frøken de Bellefeuille[xii] har kostet Familien.« Ja en Dag, da Jules Sandeau[XIII] talte med ham om sin syge Søster og Balzac[XIV] nogen Tid adspredt havde hørt til, afbrød han ham med de Ord: »Det er altsammen godt nok, kjære Ven, men lad os vende tilbage til Virkeligheden, lad os tale om Eugénie Grandet[xv].« Det var nødvendigt, selv at føle Illusionen med en saadan Magt for at kunne meddele andre den med en tilnærmelsesvis lignende Styrke. Hans Fantasi havde den bydende Kraft, der ikke tillader nogen Tvivl at opstaae. Man underkastede sig den ogsaa i det daglige Liv. Blandt de hundrede Projecter, han fandt paa, for at komme ud af sin Gjæld, var engang ogsaa dette at forvandle den nøgne Mark, der laa om den lille Landeiendom »Les Jardies«, som han havde kjøbt for at give sin Moder et Pant, til uhyre Drivhuse, der, netop |272| fordi intet Træ skyggede mod Solens Brand, vilde behøve meget lidt Brændsel. I disse Drivhuse vilde han plante hundredetusind Ananas, der naar de solgtes for fem Francs, istedenfor som ellers for tyve, vilde give den lykkelige Eiermand en aarlig Netto-Indtægt af 400,000 Francs »uden at han havde den mindste Smule Manuscript at levere« – og med en saa overbevisende Veltalenhed fremstillede han sin Plan, at hans Venner bogstavelig søgte ham en Butik paa Boulevarden til Salget af Ananas’erne og drøftede Skiltets Form og Farve med ham. En anden Gang troede han – jeg veed ikke ved hvilken Slutning – at være kommen under Veir med, paa hvilket Sted Toussaint Louverture[XVI] udenfor Paris[v] ved Seinen[w] havde nedgravet sine Skatte, og saa uimodstaaeligt fremstillede han sine Fortrolige Sandeau[XVII] og Gautier[XVIII] Sandsynligheden af at kunne opgrave dem der, at disse to dog ingenlunde naive Venner Klokken fem om Morgenen, bevæbnede med Hakker, sneg sig som Forbrydere ud af Paris[x], og begyndte at rode op i Jorden, hvor de naturligvis intet fandt. For ingen Fantasi har Ordet Indbildningskraft været saa passende.
Og denne Fantasi, der beherskede de andre, var hans egen Tyran. Den lod ham ingen Ro, nøiedes ikke med Undfangelsen af Planer, med de kunstneriske Drømmes søde men golde Glæder, |273| den tvang ham til uophørligt at holde sig i Udførelsens Stemning, i Vanen til at frembringe, uden hvilken Inspirationen saa hurtig forflygtiges.
Naar han i sin Roman »Cousine Bette[0015]« med Henblik paa den geniale Billedhugger Wenceslas Steinbock’s[xix] Dovenskab citerer dette Ord af »en stor Digter«: »Jeg sætter mig til mit Arbeid med Fortvivlelse og forlader det med Sorg«, saa er dette øiensynlig kun en quasi-beskeden Form for Selvciteren. Og han tilføier: »Dersom Kunstneren ikke uden Betænkning styrter sig ned i sit Værk som Curtius sprang ned i Afgrunden, som Soldaten styrter sig ind i den fjendtlige Skandse, og dersom han ikke arbeider i dette Krater som en Minearbeider, over hvem Jorden er styrtet sammen; dersom han giver sig til at betragte Vanskelighederne istedenfor at overvinde dem en for en [...] saa bliver han Vidne til sit Talents Selvmord«. Den Productionsmaade, som han skildrer, er hans egen, men er ikke den eneste, ikke en Gang den høieste. Roligere, mindre moderne Kunstnere, have forstaaet at holde Hovedet frit og Øinene uomtaagede oppe over Arbeidets sydende Krater. De have derved bevaret en sikker Dømmekraft, der har hindret dem i nogensinde at virke stofagtigt og kjedsommeligt som Forfatteren til »Le curé du village[0016]« og »Le médecin de campagne[0017]«. Men, det forstaaer sig, en vis dunkel Gløden, noget Gribende |274| og Fængslende, der er bleven de moderne Nerver en Fornødenhed, fattes til Gjengjæld altfor tidt deres Værker.
I den store Fortale til »La comédie humaine« udtaler Balzac[XX] sig om sin Hensigt og sit Maal. Han begynder med at ytre sin Ringeagt for den sædvanlige Historieskrivning. »Naar man«, siger han, »læser de tørre og modbydelige Registre, som kaldes Historien, bemærker man, at Forfatterne i alle Lande og til alle Tider have glemt at give os Sædernes Historie«. Dette Savn vil han, saa vidt han formaaer det, udfylde; han vil levere en Opgjørelse af Samfundets Lidenskaber, Dyder og Laster gjennem en Sammentrængen af ensartede Charakterer til Typer, og saaledes med megen Taalmodighed og Udholdenhed forfatte den Bog, som Rom[y], Athen[z], Tyrus, Memphis[aa] og Persien »uheldigvis have forsømt at efterlade os«. Man seer hvor lavt han anslog Historien. Ringheden af hans historiske Kundskaber lettede ham Ringeagten. Han var i Virkeligheden heller ikke sin Tidsalders Historiker, men, som han selv rigtig og slaaende udtrykker det, dens Naturforsker. Han beraabte sig paa Geoffroy St. Hilaire[XXI], der efterviste Compositionens Enhed hos de forskjellige Arter. Han følte sig overfor Naturvidenskabsmændene som en Doctor i Samfundsvidenskaben. »Samfundet gjør – alt efter Omgivelserne – lige saa mange forskjellige Mennesker ud af |275| Mennesket, som der gives Varieteter i Zoologien. Forskjellen mellem en Soldat, Arbeider, Embedsmand, Advokat, Lediggjænger, Videnskabsmand, Statsmand, Kjøbmand, Sømand, Digter og Præst ere, om end vanskeligere at gribe, lige saa betydelige som de, der skille en Ulv, Løve, Hest, Ravn, Hai, Sælhund og Ko fra hverandre«. Analogien er ikke fuldstændig, dels fordi, som Balzac[XXII] strax selv indrømmer, i den sociale Verden Hustruen ingenlunde altid svarer til sin Mand som Hun til Han, dels fordi det samme Individ her ikke sjældent kan gaae over fra en Stand til en anden, medens i Naturen Overgangen fra den ene Art til den anden er udelukket i Løbet af en individuel Existens.
Hvad Balzac[XXIII] egenlig mener og har Ret i at mene, det er, at hans Betragtningsmaade af Menneskeverdenen i Reglen fuldstændig svarer til Naturforskerens. Han moraliserer og fordømmer aldrig; han glemmer aldrig som Andre enten af Væmmelse eller af Begeistring at skildre sandt; der gives for ham som for Naturforskeren Intet, der er for smaat, og Intet, der er for stort til at analyseres og forklares. Seet igjennem Mikroskopet er Edderkoppen større og rigere organiseret end den største Elefant; videnskabelig betragtet er den majestætiske Løve kun et Par Kjæber, der gaaer paa fire Ben. Ernæringens Art medfører Tandens, Kjæbebenets, Skulderbladets, Musklernes |276| og Kløernes Form, og forklarer Majestæten. Nøiagtig saaledes vil det samme, der iagttaget under visse Forhold tager sig ud som en modbydelig og smudsig Forbrydelse, anderledes opfattet vise sig som en formindsket Afstøbning af de store, glimrende Laster, Historien taler om – og Balzac[XXIV] har Blik derfor.
Allerede i »Eugénie Grandet[0018]« forekommer der Vendinger, som vise det. Hvor det Tidspunkt nærmer sig, da Eugénie[xxv] maa tilstaae sin gjærrige Fader, at hun ikke mere har sine Dukater, ja endog har foræret dem bort, skriver Balzac[XXVI]: »Om tre Dage skulde et frygteligt Skuespil foregaae, en borgerlig Tragedie uden Gift og Dolk og Blodsudgydelse, men grusommere end noget Drama i Atridernes berømte Familie«. Det vil sige: Min borgerlige Roman er mere tragisk end Eders klassiske Sørgespil. Paa det Sted i »Père Goriot[0019]«, hvor Pensionsforstanderinden fortaber sig i Jammerskrig over sine Pensionærers Bortdragen, siger Balzac[XXVII] fremdeles: »Skjøndt Lord Byron[XXVIII] har lagt sin Tasso en smuk Klagesang i Munden, naaer den dog langt fra den dybe Sandhed, der laa i de Klager, som undslap Madam Vauquer«. Det vil sige: Den smaalige Gemenhed, som jeg skildrer, er, naar den opfattes energisk, interessantere end alle Eders ædle Abstractioner. I »César Birotteau’s Storhed og Forfald[0020]« hentyder han ikke blot i Titlen spøgende til Montesquieu’s[XXIX] berømte Bog |277| om Romerriget, men sammenligner med genial Dumdristighed sin detaillerede Skildring af en brav Pariser-Parfumørs heldige Arbeiden og sørgelige Fallit med den trojanske Krigs og den Napoleoniske Skjæbnes Omvexlinger: »Troja[ab] og Napoleon[XXX] ere kun Epopeer. Maatte denne Historie være et Epos om borgerlige Skjæbner, paa hvilke ingen Digter har tænkt, saa blottede for al Storhed synes de; Æmnet er ikke her en enkelt Mand, men en hel Hærskare af Kvaler«. Det vil sige: Intet er i Poesien i og for sig lille eller stort; jeg formaaer i en stakkels Frisørs Kamp for Tilværelsen at læse et Heltedigt; jeg viser, at et uanseeligt Privatlivs Hændelser, naar man sammenknytter dem med deres Aarsager og Principer, ere lige saa vigtige og spændende, som de største Omvæltninger i Folkenes Liv. Og da i Mesterværket »Un ménage de garçon[0021]« den snu og smukke Slagsbroder Max Gilet[xxxi] er faldet i Duel, siger Digteren endelig: »Saaledes døde en af hine Mænd, der ere i Stand til at udrette store Ting, naar de ere stillede i gunstige Omgivelser, en Mand, der af Naturen var behandlet som forkjælet Barn; thi den gav ham en Cæsar Borgia’s[XXXII] Mod, Koldblodighed og politisk Sands«. Saa slaaende ere disse sidste Ord, at det synes Læseren, som kjendte han nu først Max[xxxiii] fuldstændigt, naar han seer hans Væsen i Belysning af dette Navn. |278|
Og som Lasten saaledes er Dyden hos Balzac[XXXIV] altid et Product. Skjøndt han har den Svaghed undertiden at blive sentimental og svulstig i sine temmelig katholsk farvede Skildringer af Pligtopfyldelse og Veldædighed, forsømmer han aldrig at vise hen til de forskjellige Kilder til Dyden, det være nu Sandsernes medfødte Kulde, Stolthed, ubevidst Beregning, nedarvet Adel i Tænkemaaden, kvindelig Anger, mandlig Naivetet eller devot Forhaabning om Gjengjældelse i et tilkommende Liv.
For at faae det fulde Indtryk af, hvorledes hans digteriske Kræfter voxede i den senere Periode af hans Liv, læse man »Un ménage de garçon[0022]«, »Cousine Bette[0023]« og »Illusions perdues[0024]«.
Den førstnævnte Roman, en af hans mindre bekjendte og læste, giver paa storladen Maade en lille Bys og en der og i Hovedstaden forgrenet Families Psychologi. Hovedskikkelsen er en forfalden og raa Officier af Napoleons[XXXV] Garde, oprindelig kraftig anlagt, den brutale, voldsomme Egoisme i Person. Han er Oldtidens miles gloriosus[xxxvi] (storpralende Soldat), som her i Stedet for at være feig, er forbryderagtigt udviklet. Den anden Roman, et af hans mest bekjendte og læste Værker, fremstiller med uovertruffen Sandhed Erotismens tilintetgjørende Magt. Shakspeares[XXXVII] »Antonius og Cleopatra[0025]« har ikke behandlet dette Thema med større Virtuositet og næppe med saa overbevisende |279| Kraft. »Les Illusions perdues[0026]« endelig er helliget Pressens Misbrug som demoraliserende Princip.
Titlen paa denne mærkværdige Roman er betegnende for Balzac[XXXVIII]. Paa en Maade kunde det være Titlen paa hans samlede Værker. Men ingen anden enkelt Bog af ham giver hans Anskuelse af den moderne Kultur paa saa omfattende Maade som denne. Journalistikens fordærvelige Side er her fremstillet som Natsiden af det offenlige Liv overhovedet.
Som de fleste store Skribenter, der ikke oplevede Oldingealderen, havde Balzac[XXXIX] liden Aarsag til at glæde sig over den Kritik, der i Pressen blev ham til Del. Man forstod ham ikke; selv de Bedste som Sainte-Beuve[XL] vare ham for ulige og stode ham i Tiden for nær til at kunne indsee hans Storhed, og han paa sin Side levede alene, var mod al Parisersædvane langt fra at gjøre noget Skridt for at faae sine Bøger roste og havde, som det gaaer, vakt lige saa megen Misundelse som Opsigt. Han gav nu i »Les illusions perdues[0027]« et Billede af Pressen, hvilket de Journalister, der følte sig ramte, aldrig tilgav ham. Blandt disse var Jules Janin[XLI] den betydeligste; han var i Romanen just ikke hadefuldt men heller ikke smigrende portræteret under Navnet Étienne Lousteau[xlii]. Des pikantere var det og er det endnu at læse hans Kritik af Bogen. Den udkom 1839 i »Revue de Paris[0028]«, et Tidsskrift, ved hvilket |280| Balzac[XLIII] selv havde været fast Medarbeider, men som efter at han havde vundet en Proces imod det naturligvis lod ham behandle som fredløs. Kritiken er ondskabsfuld, smaalig, vittig, og har ikke overlevet Romanen, som den ønskede at slaa ihjel.
En ganske ung, fattig Provindspoet, smuk som en Gud, en svag Charakter og et halvt Talent bliver af Departementets Muse, en elegant og fornem Blaastrømpe, taget med til Paris[ac]. Et Kjærlighedsforhold imellem dem stod i Begreb med at blive beseglet ved et fælles Ophold i Paris[ad], da Damen pludselig, efter at være optagen som jævnbyrdig i den store Pariserverden, seer sig selv og sin Ridder med helt nye Øine. Kulde og Brud fra hendes Side; Lucian[xliv] bliver overstraalet af en halvtredsindstyveaarig Dandy. Vi opleve nu en ny Variation af Provindsboerens Opdragelse til Pariser. Det har været Lucians[xlv] Hensigt at debutere som Digter; han har skrevet en Roman i Walter Scotts[XLVI] Manér og et Bind Digte, og han har gjort Bekjendtskab med en lille Kreds af stolte og fattige Studerende, Elite-Aander, hvem Frankrigs Fremtid tilhører. Men Fattigdommens, Resignationens, de anstrængende Studiers og ideelle Forhaabningers Maaneder blive ham for lange, han længes efter øieblikkelige Nydelser, efter Døgnets Ry, efter Hævn over alle dem, der have ydmyget ham, da han endnu var |281| det uerfarne Guds Ord fra Landet. Den saakaldte »lille Presse« byder ham Muligheden til fuldstændigt at tilfredsstille sin Attraa, hans Hoved svimler, og han styrter sig hovedkulds, uden nogen Sag eller noget Princip, ned i Journalistiken.
Lousteau[xlvii] indfører ham i en stor Palais-Royal[ae] Boghandlers og Avisbesidders Boglade. »For hver Sætning, som Boghandleren sagde, voxede han i Lucians[xlviii] Øine, der saa Politiken og Litteraturen strømme sammen i denne Butik som i et enkelt Punkt. Ved Synet af en udmærket Digter, der i Samtalen gav sin Muse til Pris for en Journalist [...] modtog den store Mand fra Provindserne en frygtelig Lære. Penge! Det var Ordet, som indeholdt alle Gaaders Løsning. Han følte sig alene, ubekjendt, kun ved den Traad, et tvivlsomt Venskabsforhold afgav, knyttet til Lykken. Han anklagede sine sande, sine bekymrede Venner fra det litterære »Cénacle« for at have malt ham Verden med falske Farver og have forhindret ham fra med Pennen i Haanden at styrte sig ind i det store Haandmænge«. Fra Bogladen gaa Vennerne i Theatret. Lousteau[xlix] er som Journalist overalt velkommen. Direktøren forklarer dem, hvorledes en mod Stykket iværksat Kabale er bleven sprængt af hans to smukkeste Skuespillerinders rige Beundrere ved Overbetaling. »I de sidste to Timer opløste for Lucian’s[l] |282| Øre alt sig i Penge. I Theatret som i Bogladen, hos Forlæggeren som i Redactionskontoret var der ingen Tale om Kunst eller virkelig Fortjeneste. Han følte sig tilmode, som om Møntens store Prægestok bearbeidede hans Hoved og hans Hjerte med stedse gjentagne, dumpe Slag.« Hans litterære Samvittighed smelter, og han bliver Litteratur- og Theaterkritiker ved en fræk og ideeløs Avis. Elsket og underholdt af en Skuespillerinde synker han stedse dybere ned i det Liv, som man fører, naar man har solgt sin Pen. Han løber over fra de Liberale til de Conservative. Hans Fornedrelse faaer endelig sit kraftigste Udslag i den Scene, hvor han, tvunget af sin Redaktør til at skrive et ondskabsfuldt Angreb paa en ny, af ham selv beundret Bog, som hans ædleste og største Ven (Balzac’s[LI] ideale Forfatter) har udgivet, endnu før Artiklen er trykt, en Aften banker paa Vennens Dør for at faae hans Tilgivelse. Ydre Elendighed støder til den indre. Hans Elskerinde døer, og han er saa usselt stillet, at han for at kunne begrave hende, maa skrive smudsige Viser ved hendes Dødsseng. Tilsidst modtager han af hendes Kammerjomfru til Foræring den Louisd’or, hun lige paa forsmædelig Maade har tjent, og som han behøver for at kunne tage hjem til sin Provinds. Alt dette er rystende, men sandt, gyseligt sandt. I dette ene Værk har Balzac[LII] opgivet Naturforskerens |283| Upartiskhed. Han, der ellers altid bevarer sin Sindsligevægt, har her pidsket med Skorpioner.
højresiderne i kapitel 16 har i førsteudgaven klummetitlen »Balzac.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
citeret i Edmond Werdets biografi Portrait intime de Balzac, 1859 Werdet 1859:82.
(fr.: La comédie humaine), Honoré de Balzacs kolossale romanrække på mere end 90 færdiggjorte titler, 1830-1856.
efter Rembrandt Harmenszoon van Rijn, hollandsk maler, raderer og tegner.
her i betydningen: fine klæder, kjole.
der hentydes til den berømte episode i myten om Faust, kendt fra bl.a. den tyske folkebog Historia von D. Johann Fausten, 1587, hvor den trolddomskyndige Faust, efter at have indgået en pagt med Djævelen, fremtryller den skønne Helena fra den græske mytologi, med hvem han får en søn. Episoden indgår i Johann Wolfgang von Goethes Faust. Der Tragödie zweiter Teil, 1832.
den samtidige tidligere forbryder, senere parisisk politichef, François Eugène Vidocq dannede inspiration for Honoré de Balzacs karakter Vautrin, som optræder i diverse romaner i romanrækken La comédie humaine, 1830-1856.
der hentydes til den italienske billedhugger Benvenuto Cellinis hovedværk, bronzestatuen Perseus med Medusas hoved, 1554, i Loggia dei Lanzi i Firenze. Cellini nævner selv i sin levnedsbeskrivelse La Vita di Benvenuto di Maestro Giovanni Cellini , trykt posthumt 1728, at han til metallet bl.a. anvendte genstøbte skåle og tallerkener.
citat fra Johann Wolfgang von Goethes dagbog, 26.2.1780 Goethe 1966, 2:226.
citat fra Honoré de Balzacs novelle »Facino Cane«, 1836 Balzac 1977, 6:1020.
citaterne stammer fra Hippolyte Taines essay om Balzac i Nouveaux essais de critique et d'histoire, 1865. Som kilde til det sidste citat angiver Taine den samtidige forfatter Edmond Werdet Taine 1865:94.
en fiktiv karakter i Honoré de Balzacs romanrække La comédie humaine, 1830-1856.
Marie-Angélique de Vandenesse, født de Granville, en fiktiv karakter i Honoré de Balzacs romanrække La comédie humaine, 1830-1856.
citat fra Théophile Gautiers biografi Honoré de Balzac, 1859 Gautier 1859:100.
sammensat citat fra Honoré de Balzacs roman La cousine Bette, 1846 Balzac 1877, 7:242.
Marcus Curtius, romersk sagnhelt, som ifølge sagnet i 362 f.Kr. ofrede sig selv til Hades ved at ride ned i en kløft på Forum Romanum, hvorefter kløften lukkede sig.
Honoré de Balzacs kolossale romanrække på mere end 90 færdiggjorte titler, 1830-1856.
sammensat citat fra Honoré de Balzacs forord til otte-binds-udgaven af romanrækken La comédie humaine fra 1842 ff. Balzac 1976, 1:9.
tidligere (indtil 1935) navn for Iran.
citat fra Honoré de Balzacs forord til otte-binds-udgaven af romanrækken La comédie humaine fra 1842 ff. Balzac 1976, 1:11.
en teori af den franske zoolog Étienne Geoffroy Saint-Hilaire, der hævder, at fx organer opretholder samme placering i forhold til hinanden på tværs af arter. Honoré de Balzac dedikerede sin roman Le père Goriot, 1835, til Saint-Hilaire »som et vidnesbyrd om beundring for hans arbejde og hans geni«.
citat fra Honoré de Balzacs forord til otte-binds-udgaven af romanrækken La comédie humaine fra 1842 ff. Balzac 1879, 1:8.
er i betydningen: lysende, glansfuld.
sammensat citat fra Honoré de Balzacs roman Eugénie Grandet, 1833 Balzac 1976, 3:1148.
den græske sagnkonge Atreus' to sønner Agamemnon og Menelaos, bl.a. kendt fra Homers Iliaden.
citat fra Honoré de Balzacs roman Le père Goriot, 1835 Balzac 1976, 3:233.
der hentydes til den franske politiske filosof Charles-Louis de Secondat Montesquieus værk Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence, 1734.
citat fra Honoré de Balzacs roman La grandeur et la décadence de César Birotteau, 1837 Balzac 1877, 6:81.
citat fra Honoré de Balzacs roman Un ménage de garçon (La rabouilleuse), 1842 Balzac 1976, 4:510.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
der hentydes til Jules Janins anmeldelse af Honoré de Balzacs Un grand homme de province à Paris, tredje bind af romanen Illusions perdues, trykt i tidsskriftet Revue de Paris, 21.7.1839.
der hentydes til Honoré de Balzacs sagsanlæg mod tidsskriftet Revue de Paris' direktør François Buloz, som uden forfatterens tilladelse havde solgt en uautoriseret version af tredje del af romanen Le lys dans la vallée, 1836, til det sanktpetersborgske tidsskrift Revue étrangère. Balzacs forsvar er trykt som »Historique du procès auquel a donné lieu Le lys dans la vallée« i avisen Chronique de Paris, 2.6.1836.
(fr.: la petite presse), populærpressen.
sammensat citat fra Honoré de Balzacs Un grand homme de province à Paris, 1839, andet bind af romanen Illusions perdues, 1837-1843 Balzac 1877, 5:365.
citat fra Honoré de Balzacs Un grand homme de province à Paris, 1839, andet bind af romanen Illusions perdues, 1837-1843 Balzac 1877, 5:378-379.
fransk guldmønt introduceret under Ludvig 13, præget fra 1640-1794.
en grusomt udspekuleret (prygle)straf. Udtrykket er egentlig et bibelcitat fra 1 Kg 12,14 i Det Gamle Testamente, Første Kongebog 12,14.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik