Hans første Forbillede som Forfatter var, som alt berørt, en Digter, om hvem han sikkert ikke har mindet nogen og hvem han i sin Modenheds Aar staaer uendelig fjernt, nemlig Walter Scott[I]. Men han var en altfor moderne Aand til at kunne holde fast ved den historiske Digtart. Han havde ikke Hjemvee efter noget tidligere Aarhundrede, havde samlet en mægtig Skat af Iagttagelser og søgte uvilkaarligt Stoffer, ved hvilke han lettest og bedst kunde faae Brug for dem. Han følte dunkelt, at Forfatteren af den historiske Roman, hvis han ikke simpelthen vilde stikke de Modeller, han havde for sig, i gamle Costumer, med Magt maatte skrue den Psychologi, han kjendte af Iagttagelse, tilbage til et primitivere Standpunkt – et vanskeligt Experiment, |242| tiltrods for hvilket den digteriske Skildring af forgangne Tider næsten altid kun gjengav de Samtidiges Sæder eller dog Synsmaader. Han var ikke skabt til møisomt at samle Lærdom i gamle Krøniker, men til at gjøre sine Studier under aaben Himmel paa sin egen Tids Terrain.
»Ægteskabets Fysiologi[0001]«, Balzac’s[II] første opsigtvækkende Værk, gav i Tilslutning til Brillat-Savarin’s[III] uskyldige Bog »Smagens Fysiologi[0002]« en halvt lystig, quasi-videnskabelig, helt igjennem brutal Analyse af den Samfundsindretning, der i den franske Litteratur i umindelige Tider var bleven behandlet som Skive for Vittigheden, Gjenstand for ironisk Hyldest og skaanselløs Undersøgelse, og der her, opfattet som tragikomisk social Nødvendighed, blev forsvaret og ved gode Raad beskyttet mod de opløsende Elementer, mandlige og kvindelige Luner og Lidenskaber. Ægteskabet interesserer især Balzac[IV] som to Egoismers Valplads; gjennem den grændseløse Verden af Sympathier og Antipathier, der udgjør Ægteskabets Omraade, styrter han sig med en vild Ornes Hensynsløshed, snuser og snøfter til alt. Det franske Ægteskab har altid været en temmelig udvortes Institution; intet Under, at Balzac[V] ingen Ærefrygt nærer for dets Mysterier. Han udtaler sig om dem med Molière’sk Djærvhed, dog langt mindre frisk, langt mere pessimistisk og materialistisk end Molière[VI]. Bogen er fuld af gode, |243| grove, subtile Indfald, fuld af lystige Anekdoter, ofte yderst morsom ved Modsætningen mellem det letfærdige Indhold og den Professor- eller Skriftefadertone, hvori det foredrages af den ungdommelige Doctor i den ægteskabelige Videnskab, men det er ligefuldt et umodent Product af en Forfatter, som tidligt er blevet revet ud af alle skjønne Illusioner, og ganske vist for Flertallet af kvindelige Læsere et modbydeligt Værk. Intet af hvad der var i Balzac[VII] af høihjertet Tænke- og Følemaade er her kommet for Dagen; kun hans Begavelse for den hensynsløse Analyse glimrer.
Det synes imidlertid, som om denne Bog, i hvilken hans Digteraare aabnede sig, for lang Tid befriede ham for alt usundt Blod. Fra nu af hæver hans Verdensanskuelse sig eller rettere den deler sig i en alvorlig og en skjæmtende; hvad der i »Ægteskabets Fysiologi[0003]« endnu var løbet sammen til et uhyggeligt Hele, den alvorlige Betragtning af Menneskelivet og den sandseligt-cyniske Opfattelse deraf skiller sig ud fra hinanden som Sørge- og Satyrspil. I et og samme Aar 1831 skriver han sin første filosofiske Roman »La Peau de Chagrin[0004]«, der grundlagde hans Ry som Digter, og begynder med »La belle Impéria[0005]« den lange Række af sine »Contes drôlatiques[0006]«, en Samling Noveller i Renaissancetidens frieste Stil, aandsbeslægtede med |244| Dronning Marguerites[VIII] og Brantômes[IX] Anekdoter og sproglig nærmest inspirerede af Rabelais[X]. I moderne Sprogform vilde disse Fortællinger være smudsige og platte; ved det herlige, naivt gammeldags Sprog, der i endnu høiere Grad end den strængeste metriske Form adler Indholdet kunstnerisk, ere disse Apotheoser af det kjødelige Liv blevne ægte Kunstværker, burleske som de Historier, der fortælles af en af hine verdsligt sindede, muntre og nævenyttige Munke, med hvilke alle Landes Folkesagn have saa travlt.
I en af de mesterligt skrevne Prologer til disse Novellesamlinger fortæller Forfatteren, at da han i sin Ungdom havde mistet sin Arvelod og befandt sig i den yderste Armod, raabte han som Brændehuggeren i Fabelen, der havde mistet sin Øxe, til Himlen i det Haab at blive bønhørt af den ædle Herre deroppe og faae en anden Øxe. Da blev af Mercur et Skrivetøi tilkastet ham, paa hvilket de tre Bogstaver »AVE« vare graverede. Han dreiede og vendte saalænge den himmelske Gave, til han læste Bogstaverne baglænds »EVA«. Men hvad var Eva? Hvad andet end alle Kvinder i en? Altsaa havde en guddommelig Stemme tilraabt ham: »Tænk paa Kvinden, hun vil læge din Sorg, fylde din Taske, hun er din Formue, din Eiendom. Ave, vær hilset! Eva o Kvinde!« Det vilde sige, at det gjaldt for ham, ved ravgale og morsomme Kjærligheds|245|historier at vinde den fordomsfrie Læsers Smil. Og det er lykkedes ham. Aldrig har hans Stil naaet en saadan Glands og et saadant Sving; Rubens[XI] har ikke dristigere og rigere Farver og knap en saa herkulisk Overgivenhed i sine Fremstillinger af kaade Fauner og drukne Bachantinder. Men der er ganske vist næppe ti Linier, som lade sig citere eller læse høit.
»La Peau de Chagrin[0007]« er Balzacs[XII] første digteriske Dyst med sin Tidsalders Virkelighed; det er en broget, livfuld Bog, rig paa Spirer og Skud, og gjennem store, simple Symboler foregriber den hint omfattende Billede af det moderne Samfund, som det tilnærmelsesvis var hans samlede Værker forbeholdt at give. Rykkede ind i en besynderlig fantastisk Belysning vise sig her det moderne Livs Yderligheder, Spillehuset og Modedamens Dagligstue, det unge Talents længselsfulde og haabløse Fattigdom og som Modsætning Journalisters og Courtisaners Orgier, endelig i de kvindelige Hovedpersoner Contrasten mellem det at have »Verden« og det at have Hjerte. Det hele er faa, til hinanden hægtede, i grelle Farver skinnende Tableauer; der er mere Filosofi og Symbolik end individuel Gestaltningskraft deri. Den unge Helt, der staaer i Begreb med at tage sig af Dage i Fortvivlelse over sin Armod, faaer af en ældgammel Marskandiser et Stykke tilberedt Æselsskind, paa hvilket hverken Jern eller Ild |246| bider og som sikrer sin Besidder Opfyldelsen af ethvert Ønske, men som tillige for hvert opfyldt Ønske svinder nogle Linier ind og til hvis Bestaaen hans Liv er knyttet. En overordentlig Fantasis Overtalelsesgave har formaaet at gjøre det Overnaturlige i dette dybsindige Symbol troværdigt. Balzac[XIII] har forstaaet at give det Fantastiske en Form, i hvilken det kan blande sig med den moderne Virkeligheds Elementer. Aladdins[xiv] Lampe gjør umiddelbart Mirakler, saasnart den gnides, den erstatter endog hos Oehlenschläger[XV] den naturlige Causalitet; anderledes Chagrinskindet; det udretter direkte ingen Ting, det sikrer kun det lykkelige Udfald og trækker sig derved stedse mere sammen. Det synes gjort af det Grundstof, af hvilket vort Liv bestaaer. »Mennesket«, hedder det, »afkræftes ved to instinctmæssige Handlinger, gjennem hvilke dets Livskilder udtømmes og udtørres. To Verber udtrykke alle de Former, som disse to Dødsaarsager antage: At ville og at kunne. At ville udbrænder os, at kunne tilintetgjør os«. Det vil sige: vi døe tilsidst, fordi vi daglig dræbe os.
Chagrinskindet bliver, som vi, tilsidst tilintetgjort ved Villen og Kunnen. Med virkelig Dybde viser Balzac[XVI] gjennem den energiske Fremstilling af Grunddriften i den dalevende unge Generation: at ville fornemme Livet fuldt ud og over al Maade, hvilken Tomhed der gaber i Mætheden, og hvor|247| ledes Døden griner ud fra Attraaens Tilfredsstillelse. Ungdommelig, frugtbar, tankerig og abstrakt-melankolsk som den var og som alle Bøger, et Geni skriver før Enkelthedserfaringen, ere, maatte »La Peau de Chagrin[0008]« gjøre Opsigt ogsaa udenfor Frankrigs Grændser. Goethe[XVII] læste den i sit sidste Leveaar. Hos Riemer[XVIII] (der naivt antager Victor Hugo[XIX] for Forfatteren) siger Goethe[XX] 11te October 1831: »Jeg læste videre i »La Peau de Chagrin[0009]«. Det er et fortræffeligt Værk af nyeste Art, der udmærker sig ved med Energi og Smag at bevæge sig frem og tilbage mellem det Umulige og det Pinlige og som forstaaer at bruge det Underfulde meget consequent som Middel til at fremføre de mærkværdigste Tænkemaader og Begivenheder, hvorom der i det enkelte lod sig sige meget godt.« I et Brev fra 17de November 1831 skriver han fremdeles om Bogen: »Dette Produkt af en ganske fortrinlig Aand tyder paa en ulægelig Grundfordærvelse i det franske Folk, der vil gribe stedse dybere om sig, hvis ikke Provindserne, der nu hverken kunne læse eller skrive, atter helbrede Nationen, saavidt det er muligt«. (»Goethe-Jahrbuch[0010]« 1880. S. 289).
Romanen indeholder ikke lidet Selvbiografisk. Af egen Erfaring kjendte Balzac[XXI] den fattige Ynglings Følelser, der fra sit Tagkammer af i sit eneste Par hvide Silkestrømper og Dandsesko balancerer over Gadens smudsige Stene til Ballet, i dødelig |248| Angst for at en forbirullende Vogn skal overstænke ham og saaledes berøve ham Synet af den Elskede. Interessantere er dog den Sum af indre Erfaring, der er nedlagt i Værket og som lader sig opgjøre saaledes: Samfundet afskyer Ulykke og Smerte, skyer dem som smitsomme Sygdomme, vakler aldrig mellem en Ulykke og en Last. Hvor majestætisk en Ulykke end er, Samfundet forstaaer at forringe den, at gjøre den lidt latterlig ved et vittigt Indfald; aldrig har det Medlidenhed med den faldne Gladiator. Kort sagt, Samfundet synes Balzac[XXII] allerede nu, i hans Ungdom, blottet for enhver høiere religiøs eller moralsk Idee; det trækker sig tilbage fra de Gamle, de Syge, de Fattige, det hylder Heldet, Styrken og ganske særligt Pengene, det taaler ingen Ulykke, af hvilken det ikke paa en eller anden Maade kan slaa Mønt.
Før Balzac[XXIII] havde Romanen væsenlig dreiet sig om en eneste Følelse, Elskov. Han saa med sit Geniblik, at ingenlunde Elskov, men Penge var de Samtidiges Guddom, og derfor er Penge eller rettere Mangelen paa Penge, Trangen til Penge i hans Bøger Samfundets Midtpunkt og Hængsel. Dette Greb var dristigt og nyt. I en Roman, i Poesi med fuldkommen Nøiagtighed at angive Personernes Indtægter og Udgifter, overhovedet tale om Penge som en Hovedsag, det var uhørt, og kaldtes af Mange prosaisk, raat; |249| thi det gjælder altid for raat at sige det, som alle mene eller tænke, og som man derfor hidtil var enig om at skjule eller bortlyve, frem for alt† i en Kunst, der ofte nok er bleven opfattet som den skjønne Løgns.
højresiderne i kapitel 13 har i førsteudgaven klummetitlen »Balzac.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
der henvises til den franske abbed og forfatter Pierre de Bourdeille Brantôme, som tilbragte sine tidligste år ved Marguerite af Navarras hof, hvor hans mor var hofdame. I værket Vies des dames galantes, 1655, giver han en række kyniske og slibrige anekdoter fra datidens frivole elskovsliv.
der hentydes til fablen kendt fra Jean de La Fontaine som Le bûcheron et Mercure, 1668. Den bygger på Æsops fabel om skovhuggeren og hans økse, nr. 173, og optræder desuden i François Rabelais' fjerde bog om Gargantua og Pantagruel. Le quart livre des faicts et dicts héroïques du bon Pantagruel, 1552.
citat fra prologen til Honoré de Balzacs novellesamling Les cent contes drolatiques. Troisieme dixain, 1837 Balzac 1990, 1:314.
citat fra Honoré de Balzacs roman La peau de chagrin, 1831 Balzac 1879, 10:85.
sammensat citat fra et brev fra Johann Wolfgang von Goethe til kansler Friedrich von Müller, bl.a. citeret i Friedrich Wilhelm Riemers udgave Mittheilungen über Goethe, bd. 2, 1841, s. 650 Goethe 1880:289.
her i betydningen: pinefulde, uudholdelige.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
citat fra et brev fra Johann Wolfgang von Goethe til kansler Friedrich von Müller Goethe 1880:287.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik