Overfor hende og hendes Digtning hæver sig nu i Samtiden den Mand, hvis Kunst hun selv definerede som Modsætningen til hendes. Medens hun, i dette Punkt ægte romantisk, med Uvillie vendte sig bort fra Samtidens Samfundsorden, mere tilbøielig til at forbande og flye den end til at forstaae og skildre den, følte han sig om ikke vel tilmode saa dog fuldstændig hjemme i sine Omgivelser og betragtede næsten fra første Færd af Samtiden og den nærmest foregaaende Slægt som sin kunstneriske Eiendom, sin uudtømmelige Grube. George Sand[I] var en stor Menneskefremstillerinde, men næsten endnu mere en stor Landskabsmalerinde, og hun fremstillede Menneskeheden, som Landskabsmaleren fremstiller Planterne; hun viste, hvad der i Menneskeheden bader sig i Lyset og taaler Lyset. Balzac’s[II] Synspunkt var |225| det modsatte: hvad han opfattede og med Forkjærlighed malte af Menneskeplanten, det var Roden. Paa ham passer hvad der i Victor Hugo’s[III] Digt i »Aarhundredernes Legende[0001]« siges om Satyren:
I den yppige, saftrige Provinds Touraine[a], »Frankrigs Have«, Rabelais’[V] Fødeegn blev Honoré de Balzac[VI] født en Foraarsdag 1799 – en sprudlende rig, fuldblodig, varmblodig Natur, et Hjerte- og Hjernemenneske. Plump og øm, drøi og fintfølende, som han var, anlagt til et Liv i anelsesfulde Drømme og haarfine Iagttagelser forenede han i sit meget sammensatte Væsen en tung og inderlig Følsomhed med et genialt Speiderblik, en Forskers Alvor med en Fortællers gode Lune, en Opdagers Udholdenhed og Fortabthed i sin Idee med en Kunstners Drift til at give det Iagttagne, Følte, Opdagede eller Opfundne det nøgne og skamløse Udtryk, var forsaavidt som skabt til at gjætte og forraade Samfundets og Menneskehedens Hemmeligheder.
Kraftig var han bygget, middelstor, bredskuldret, blev med Aarene korpulent, havde en svær athletisk Hals, af hvis kvindelige Hvidhed han var stolt, sort Haar, saa haardt som Hestehaar, endelig et Par Øine, der straalede som to sorte Diamanter, Løvetæmmerøine, Øine, der saae igjennem en Mur, hvad der foregik i Huset, og |226| der saae tværs igjennem et Menneske og læste i hans Hjerte som i en aaben Bog. Hans Skikkelse lod ane en Arbeidets Sisyfus.
Fattig og ensom kom Balzac[VII] som Yngling til Paris[b], drevet af et uimodstaaeligt Kald som Forfatter og af Haabet om at vinde sig et Navn. Faderen, der som alle Fædre høist ugjerne saa, at Sønnen, hvem ingen beskyldte for at være et Geni, opgav den juridiske Løbebane for den litterære, havde overladt ham aldeles til sig selv. Saa sad han da i sit uhyggelige Tagkammer, uden at have nogen til sin Opvartning, forfrossen, med sin Plaid viklet om Benene, med Kaffekanden paa den ene, Blækhuset paa den anden Side og saa af og til ud over Tagene i den uhyre Stad, til hvis Skildrer og aandelige Erobrer han af Skæbnen var kaaret. Udsigten var hverken vid eller smuk, mosgroede Teglsten, snart beskinnede af Solen, snart badede af Regn, Tagrender, Skorstene og Skorstensrøg. Værelset var hverken behageligt eller kjønt, den kolde Vind peb gjennem Dør og Vindve. At feie Gulvet, banke sine Klæder, med største Sparsomhed foretage de nødvendigste Indkjøb, det var de første Sysler, med hvilke den unge Poet, som lagde Planen til en stor Tragoedie »Cromwell[0002]«, maatte indvie hver Dag, Gud gav. Til Adspredelse en Spadseretur paa den nærliggende Kirkegaard Père Lachaise[c], fra hvilken man overskuer Paris[d]. Fra dette høie Sted har den unge Balzac[VIII] (som |227| senere hans Rastignac) maalt den vældige Hovedstad med sine Øine og ligesom æsket den til Tvekamp, idet han tilbød den det trodsige Væddemaal, at den skulde blive tvunget til at kjende og krone hans ubekjendte Navn.
Tragedien opgav han snart; hans Begavelse var altfor moderne, altfor meget anlagt paa det Concrete til at kunne affinde sig med det franske Sørgespils Regler og Abstractioner. Desuden gjaldt det for den unge Eneboer, der kun paa Prøve havde faaet Orlov fra Hjemmet, om saa hurtigt som muligt at sikre sig Uafhængighed.
Han gav sig ind paa et ilfærdigt Romanskriveri. Endnu havde han vel ikke oplevet noget, der kunde give hans Frembringelser Lødighed og Værd, men han havde en livfuld, evigt fødende Indbildningskraft og havde læst nok til at kunne give dens Frembringelser en saadan taalelig Form, som var den sædvanlige for Underholdningsstof. Allerede i Aaret 1822 udgav han under forskjellige Pseudonymer ikke mindre end fem saadanne Romaner, i Aarene 1823-25 følge endnu flere, som han til Trods for den Selvfølelse, der ellers var ham naturlig, selv kun betragtede som Midler til Vinding. Han skriver i 1822 til sin Søster: »Jeg sendte dig ikke »Birague[0003]«, fordi den er et sandt litterært Svineri […] i »Jean Louis[0004]« vil du finde en Art Karakterer, men Planen er elendig. Disse Bøgers eneste For|228|tjeneste er, Kjæreste, de tusind Francs, som de indbringe mig, men Summen er kun bleven givet mig i Vexler paa langt Sigt. Vil den blive mig betalt?« Hvo der har gjennempløiet et Par af disse Balzac’s[IX] Ungdomsskrifter, vil ikke finde Dommen for haard. De have en vis Livlighed (»verve«, som de Franske kalde det), det er alt det Gode, der lader sig sige om dem. Hvorvidt den Fortjeneste, Balzac[X] selv betegnede som deres eneste, nogensinde blev en virkelig, er endog meget tvivlsomt, ikke blot fordi de Skildringer, Balzac[XI] i sine Romaner giver af de Forlæggere, der honorere med Vexler (man se »Un grand homme de province à Paris[0005]«) er lidet smigrende, men fordi vi see, at han 1825 i Fortvivlelse over sin fortrykte Stilling pludselig griber den Idee, foreløbig at opgive Forfatterbanen og fortjene sig sit Brød som Boghandler og Bogtrykker.
Han, hvis Hjerne uophørlig undfangede Planer af enhver Art, fik det Indfald at foranstalte Klassiker-Udgaver i Enkeltbind og følte sig overtydet om, at man med saadanne hidtil ukjendte Udgaver kunde gjøre en god Forretning. Denne i og for sig rigtige Tanke havde dog den Skjæbne, som var forbeholdt alle Balzac’s[XII] senere Forretningsspeculationer, den at berige andre og foraarsage Ophavsmanden Tab. Nøiagtigt saaledes gik det f. Ex. da han i 1837 i Genua[e] tilfældigvis kom paa den Idee, at Romerne i Oldtiden langtfra ikke |229| havde udnyttet deres Sølvminer paa Sardinien[f]. Han meddelte en Genueser sit Indfald og besluttede at forfølge Sagen, men da han Aaret efter foretog en vanskelig og tidsrøvende Reise til Øen for at undersøge Bjærgværkernes Slakker, fandt alt, som han havde formodet, og i Turin[g] indgav Ansøgning om Autorisation til Udnyttelsen, viste det sig, at hin Genueser strax havde skaffet sig Autorisationen og var paa bedste Vei til at blive en rig Mand. Ganske vist vare mange af de i Balzac’s[XIII] Hjerne opdukkende praktiske Speculationer kun Hjernespind, men dog røber ogsaa i dette Punkt hans Geni sig. Ligesom Goethe[XIV] saa ganske var en Natur i Naturen, at hans Digterøie ved den tilfældige Betragtning af en Palme opdagede Hemmeligheden ved Planternes Metamorfose, en og samme Urform i alle Plantens Dele, og som han ved den tilfældige Iagttagelse af en halvsprængt Faarehjerneskal opdagede Grundlaget for den filosofiske Anatomi, saaledes var Balzac[XV] saa fuldstændigt Opfinder og Opdager i Smaat som i Stort, at han som de Synske efter Folketroen havde en Forudfølelse af, hvor Rigdomme laa skjulte, og ligesom førte en Ønskekvist med sig i Haanden, der af sig selv bøiede sig ned mod Guldet, den anonyme, kjønsløse Helt i hans Værker. Det lykkedes ham rigtignok ikke at løfte Skatten: han var en Troldmand, ingen Forretningsmand.
Allerede i dette første Tilfælde var hans Idee |230| saa heldig, som den var omfattende; han vilde paa een Gang være Skriftstøber, Bogtrykker, Boghandler og Forfatter; thi han skrev selv Indledningerne til sine Klassiker-Udgaver og var Fyr og Flamme for den smukke Plan. Men efterat han havde overtalt sine Forældre til at overlade ham en stor Del af deres Formue til hans Formaal, og efterat det var lykkedes ham at grunde Skriftstøberi og Bogtrykkeri, samt at trykke gode, etbinds, illustrerede Udgaver af Molière[XVI] og La Fontaine[XVII], viste det sig, at de franske Boghandlere som een Mand gjorde Front mod den ukaldede Collega, aldeles ikke vilde omsende hans Udgaver og roligt oppebiede hans økonomiske Tilintetgjørelse for selv at optage og frugtbargjøre hans Idee. Efter tre Aars Forløb var han tvungen til at sælge sine Bøger som Makulatur og sit Bogtrykkeri med store Tab. Han oplevede selv sin stakkels opfindsomme Bogtrykkers Lidelser i »Eva og David[0006]«. Han gik ud af denne Krise ikke blot som en fattig men som en i den Grad gjældbunden Mand, at han hele sit Liv igjennem uden Rast eller Ro maatte arbeide sig igjennem dette Gjældsbjerg, for at tilkjæmpe sig selv Uafhængighed og erstatte sin Moder hendes Formue. Men Gjælden, som han ikke formaaede at bringe ud af Verden med noget andet Vaaben end Pennen, var ingen rolig Fjende, den rullede og voxede uophørligt, da han længe kun kunde dække een |231| Forskrivning med en anden. Saaledes gjorde han Bekjendtskab med de forskjellige Slags Pariser Aagerkarle, som han har skildret saa slaaende i Gobseck[xviii] og andre beslægtede Skikkelser, og Ordene »Min Gjæld! mine Kreditorer!« bliver det staaende Omkvæd i hans Sind, og kommer igjen selv i de fortrolige Breve til Venner og Veninder, i hvilke den plagede Mands varme Hjerte udtaler sig frit. »Samvittighedsnag«, hedder det et Steds i hans Romaner, »er ikke saa slemt som Gjæld, thi det kan ikke sætte En i Gjældsfængsel.« Han lærte en kort Tid endogsaa Gjældsfængslet at kjende, og hvor ofte maatte han ikke for at undgaae det, have mere end eet Tilflugtssted, bytte Bopæl eller lade sine Breve komme sig i Hænde under falske Adresser! Digter som han var levede han med sin Gjæld som med en evig Kilde til Sindsbevægelse, følte daglig ligesom en Spore til Flid i sin Indbildningskraft, naar Tanken paa Gjælden vækkede ham og han, idet han slog Øinene op, saa sine Vexler springe som Græshopper ud af alle Hjørner og over alle Møbler.
Med Kjæmpekraft begyndte han nu at arbeide og arbeidede saa at sige i eet Træk sin Ungdom og Manddomsalder igjennem, indtil han, 50 Aar gammel styrter sammen af Overanstrengelse, saa pludselig som den ramte Tyr paa en spansk Arena. At Frembringelsen saa lidet blev ham en Nydelse og saa ganske blev ham et Arbeid, |232| beroede paa, at hans Fantasies ustandsede Drift til Fremstilling ikke understøttedes af nogen medfødt eller tidligt erhvervet stilistisk Færdighed. Han var ikke de samtidige Digtere jævnbyrdig i Herredømmet over Formen. Han formaaede aldrig at skrive et velklingende Digt (de, der findes i hans Romaner, ere forfattede af andre, Fru de Girardin[XIX], Théophile Gautier[XX], Charles de Bernard[XXI], Lasailly[XXII]), og ingen anden end han selv var Ophav til hint meget spottede, hiatrige Vers, med hvilket hans »Louis Lambert[0007]« indleder sit Heltedigt om Inkaerne:
Han, som skrev og forkastede saa mange pseudonyme Romaner før han naaede til en Stil, bestod den mest haardnakkede Kamp for at faae den franske Prosa i sin Magt, og det var en af hans Livs Sorger, at de unge Romantikere, der fulgte Victor Hugo[XXIII], længe ikke toge ham for fulde som Kunstner. Den fintfølende, beundrende Gautier[XXIV] var den eneste, der kom ham imøde med redebon Anerkjendelse; men intet lignede Balzac’s[XXV] Forbauselse, naar han saa den unge Gautier[XXVI] uden Forberedelse eller Anstrengelse og uden at rette det mindste skrive en eller anden fra Formens og Indholdets Side lige ulastelig Artikel paa Randen af en Pult hos en Bogtrykker; han troede længe, at der stak noget under, at Gautier[XXVII] havde haft sin Feuilleton færdig i Hovedet, indtil han forstod, at der med Hensyn til Sprogbehandling |233| gaves en medfødt Evne, som var ham nægtet. Hvor har han arbeidet for at erhverve sig denne Evne! hvor har han beundret Gautier[XXVIII], da dennes maleriske og plastiske Kraft blev ham klar! Et besynderligt Bevis derfor lader sig endnu føre fra et saa sildigt Aar som 1839, i hvilket Balzac[XXIX] til Beskrivelserne af de kvindelige Hovedpersoner i sin Roman »Béatrix[0008]« helt igjennem næsten Ord for Ord har benyttet nogle, to Aar tidligere trykte, Artikler af Gautier[XXX] (om Skuespillerinderne Mademoiselle Georges[XXXI] og Jenny Colon[XXXII]). *)
Man |234| sporer ved Sammenligningen, hvor gjerne Balzac[XXXVI] har villet tilegne sig noget af den anskueliggjørende Kraft, som Gautier’s[XXXVII] distinguerede Ord besad, og man forstaaer det dobbelt, naar man seer, hvor almindelige og slappe de Betegnelser tage sig ud, som han tilføier af sit eget Ordforraad.Paa Gautier’s[XXXVIII] Felt maatte han nødvendigvis ligge under. Og Aarsagen er den, at han seer og føler paa ganske anden Maade. Gautier[XXXIX] er en Skribent af første Rang, men trods sine store poetiske Egenskaber som Digter kold, undertiden fattig; han er et overordenligt, de bildende Kunster tilhørende Talent, der har erobret sig et Omraade indenfor Digtekunsten. Balzac[XL] derimod er som Skribent ganske underordnet, som Digter indtager han det høieste Trin. Han kan ikke charakterisere sine Skikkelser i faa, træffende Ord, fordi han ikke seer dem for sig i en enkelt plastisk Situation. Idet de, fremmanede af hans Fantasi, stige op for hans indre Øie, seer han ikke efterhaanden, men paa en Gang deres Ydre paa forskjellige Stadier af deres Liv og i forskjellige Dragter, han overseer deres Levnetsløb, han iagttager den hele Rigdom af deres Bevægelser og Gestus og hører deres Stemmes Klang i forskjellige Repliker, der hver for sig ere saa eiendommelige, at de stille Skikkelsen paa dens to Ben hen for vore Øine. Ikke (som hos Skribenten af Fag) et enkelt Billede, en enkelt, maaskee fin, men tør |235| Ideeassociation illustrerer Skikkelsen; nei, den er selv dannet af hundredetusinde, ubevidst sammenstrømmende Ideeassociationer, rig som Naturen selv, som det virkelige Menneske, der jo ogsaa fysiologisk og psychologisk bestaaer som Enkeltvæsen ved en eiendommelig Blanding af utallige legemlige og aandelige Elementer. Det er unyttigt at anføre Exempler paa den uforlignelige Kraft, med hvilken Balzac[XLI] formaaer gjennem en Replik eller en Haandbevægelse eller ogsaa blot ved en Særegenhed i Dragten, Husvæsenet eller lignende at faa Skikkelsen til at staae levende for os; man maatte fylde en Bog med Citater*)
. Men Vanske|236|ligheden for Balzac[XLVI] laa i at han meget ofte stod raadvild over for de Rigdomme, som hans Hukommelse og geniale Indsigt bød ham. Enten trængte han da alt for mange, kun for ham selv gyldige Ideeassociationer sammen i to Ord (som naar han siger om en uskyldig Dame, at »hendes Øren vare Slavinde- og Moder-Øren«) eller han følte sig fristet til efter hinanden at opregne alle de Iagttagelser og Indfald, der ved Fremførelsen af en digtet Personlighed strømmede ind paa ham, og han fortabte sig i en bred, beskrivende, ræsonnerende Stil, der ikke fik Læseren til at see noget for sig, fordi i Balzac’s[XLVII] Aand den elektriske Ledning, der forbinder den digteriske Hallucination med den digteriske Veltalenheds Organer, var mangelfuld og til sine Tider ligesom afbrudt. Tidobbelt Arbeide maatte da bøde paa den af ham selv bittert følte Ubehjælpsomhed.Da han nu i hine Medarbeiderskabets Dage aldrig havde nogen Medarbeider til sine Romaner, ja aldrig engang havde nogen Skriver, forstaaer man let, hvilken Resignation og hvilken Kraftanstrengelse der udfordredes til i tyve Aar at frembringe de mere end hundrede større og mindre |237| Fortællinger og Skuespil, som fra nu af udgaae af hans Hjerne.
Medens Hugo[XLVIII] skriver som Renaissancens Kunstnere malte, omgivet af en Flok unge Beundrere og Elever, sidder Balzac[XLIX] alene paa sit digteriske Værksted. Han under sig liden Søvn. Mellem 7 og 8 gaaer han i Seng, staaer op ved Midnat og arbeider i sin hvide Dominikanerkutte med en Guldkjæde om Livet indtil den lyse Morgen, iler saa, da hans Konstitution trænger til Bevægelse, selv til Trykkeriet for at aflevere det Skrevne og rette sine Correcturer. Det er ikke almindelige Correcturer. Han behøver 8 til 10 for hvert Ark, netop fordi Udtrykkets Sikkerhed fattes ham, saa han ikke strax formaaer at finde den endelige Form, dernæst fordi han først har sin Romans Benbygning færdig og kun lidt efter lidt opfinder Enkelthederne. Halvdelen, ja mangen Gang mere end Halvdelen af sit Honorar giver han ud i Trykningsomkostninger, uden at nogensinde den haardeste Trang kan bevæge ham til at lade sit Værk komme ud, før det forekommer ham saa fuldendt som han kan gjøre det. Han er Sætternes Fortvivlelse, men Correcturen er ham selv den pinligste Bekymring. Det første Udkast sættes med store Mellemrum mellem Afsnittene og med mægtigt brede Rande, og disse fyldes og overfyldes efterhaanden, indtil det hele Ark med sine tilhøire og venstre, opad og nedadgaaende Radier, Buer, |238| Streger og Stjerner ligner Billedet af et Fyrværkeri. Saa seer man atter den svære, uordentligt paaklædte Skikkelse med den bløde, bulede Hat og de lysende Øine ile hjem fra Trykkeriet, medens mangen En af Mængden, der aner Geniet i ham, ærbødigt viger til Side paa hans Vei. Saa følge nye Arbeidstimer. Endelig slutter endnu før Middagsmaaltidet enten et Besøg hos en smuk og aandfuld Dame eller en Razzia hos Antikvitetshandlerne efter sjældne Møbler og gamle Malerier den velanvendte Dag, og først henad Aften søger den energiske Arbeider atter Hvile.
»Undertiden,« fortæller Gautier[L], »kom han til mig om Morgenen, stønnende, udslidt, svimmel af den friske Luft som den fra sin Smedie undvegne Vulcan og lod sig falde ned paa min Sofa; hans lange Nattevaagen havde udhungret ham, og han stødte Sardiner med Smør til en Slags Pomade, der mindede ham om en hakket Ret fra hans Hjemstavn, og som han smurte paa Brød. Det var hans Yndlingsspise. Ikke saa snart havde han spist, før han faldt i Søvn med den Bøn paa Læberne at vække ham om en Time. Uden at bekymre mig om hans Forskrift, respekterede jeg denne saa vel fortjente Søvn og sørgede for, at ingen Larm i Huset forstyrrede ham. Naar han da endelig vaagnede af sig selv og saa Aftenskumringen lægge sine graa Skygger over Himlen, sprang han op og overvældede mig med Skjældsord, kaldte |239| mig Forræder, Tyv, Morder; jeg var Skyld i, at han tabte titusind Francs, thi saa meget havde han kunnet tjene paa en Roman, hvortil han i vaagen Tilstand vilde have faaet Ideen – ikke at tale om andet og tredie Oplag; jeg var Skyld i de frygteligste Katastrofer og utænkeligste Uordener; jeg havde ladet ham forsømme Stævnemøder med Finantsmænd, Forlæggere, Hertuginder; han vilde komme til at staae insolvent paa sine Forfaldsdage; denne skjæbnesvangre Søvn vilde koste ham Millioner [...] jeg trøstede mig, idet jeg saae hans friske Touraine[h]-Farve vende tilbage paa hans Kinder.«
Naar man med Charles de Lovenjoul’s[LI] bibliografiske Værk[0009] som Ledetraad forfølger Balzac’s[LII] Arbeide fra Uge til Uge, naar man ved Hjælp af hans Breve iagttager, hvorledes han uden nogensinde at lade sig forstyrre af Pariserlivets Adspredelser, hvori han dog mange Gange deltog, og uden at lade sig forskrække af sine Misunderes og Kritikeres literære Geværsalver, med fast Haand Sten for Sten har opført sit Livsværks Pyramide, kun bestemt paa at bygge den saa bred og saa høi som muligt, saa gribes man af Agtelse for Manden og hans Mod. Den godmodige, firskaarne, larmende Balzac[LIII] var ingen Titan; han tager sig i hin Slægt af himmelstormende Titaner og Titaninder jordbunden ud, men han hører til Kyklopernes Race; han var en vældig, med Jætte|240|kraft arbeidende Bygmester, og den grove, hamrende, murende Kyklop naaede tilsidst med sin Bygning fuldt saa høit som Datidens to store lyriske Genier, Victor Hugo[LIV] og George Sand[LV] hævede sig paa deres Vinger.
Ævnerig som han var har han aldrig tvivlet paa sin Begavelse. En Selvtillid, der svarede til Talentet og der kunde ytre sig som en Slags naivt Praleri, men aldrig som smaalig Forfængelighed, bar ham de første Aar igjennem alle Anstrengelser, og i Modløshedens Øieblikke, der ikke fattes i noget Kunstnerliv, blev han, som hans Breve lade ane, trøstet og styrket af trofast, hemmelig Kjærlighed. En Kvinde, hvis Navn han aldrig nævnede for sine Venner, om hvem han kun taler med Ærefrygt som om »en Engel«, »en sædelig Sol«, og som var ham »mere end en Moder, mere end en Veninde, mere end en Skabning kan være den anden«, holdt ham ved Raad og Daad, ved opofrende Hengivenhed opreist i alle hans Ungdomslivs Storme. Han har, seer man, allerede lært hende at kjende 1822, og tolv Aar igjennem (hun døer 1837) har hun forstaaet nu og da »at rane Selskabslivet, Familien, Pligterne, alle Pariserlivets hæmmende Forhold«, to Timer for, uden at nogen anede det, at tilbringe dem sammen med ham.*)
|241| Balzac[LXI], der altid er overvættes heftig i sin Ros, maa, hvor han elsker, nødvendigvis bruge de stærkeste Udtryk; men hvad der fortjener at paaagtes, det er Følelsens Finhed hos den for Cynisme og Sandselighed udskregne Mand, den Beundring og Taknemmelighed, der hos ham er Kjærlighedens Form.
højresiderne i kapitel 12 har i førsteudgaven klummetitlen »Balzac.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 141): »Han malte Træet, set fra Røddernes Side, / Drabskampen mellem Planterne, der stride og lide«; citat fra Victor Hugos digt »Le satyre«, La légende des siècles, 1859 (egentlig: Il peignit l'arbre vu du côté des racines, / Le combat souterrain des plantes assassines) Hugo 1950:420.
tilnavn til den frodige tidligere region Touraine i Vestfrankrig, dannet af forfatteren François Rabelais i romanen La vie très horrifique du grand Gargantua, père de Pantagruel, 1534 Rabelais 1823:71-72.
Eugène de Rastignac, en fiktiv karakter i Honoré de Balzacs romanrække La comédie humaine, 1830-1856; han er hovedpersonen i Le père Goriot, 1835, og optræder tillige i adskillige af de andre romaner.
citat fra et brev fra Honoré de Balzac til hans søster, 1822 Balzac 1876, 1:60-61.
(fr.) inspiration, ildfuldhed.
der hentydes til Johann Wolfgang von Goethes to metamorfoselærer. Dels teorien om planternes metamorfose, et forsøg på ud fra den italienske kunst samt grækernes skulpturelle færdigheder at finde frem til urplanten, trykt som Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklären, 1790. Dels teorien om, hvordan dyrs kranieknogler i virkeligheden er omdannede hvirvelknogler, en idé Goethe fik, efter at han i Venedig havde fundet et kløvet fårekranium, beskrevet i det posthumt udgivne fragment »Versuch über die Gestalt der Tiere«. Fundet viste for Goethe , at dyr og mennesker har ens knoglebygning, hvilket gør menneskene til en del af naturen i stedet for at være gudsskabt og dermed anderledes end dyrene. De to teorier danner inspiration for Goethes digte »Die Metamorphose der Pflanzen«, 1798, og »Die Metamorphose der Tiere«, 1799-1800.
citat fra Honoré de Balzacs roman La peau de chagrin, 1831 Balzac 1979, 10:200.
her i betydningen: forhåne.
citat fra Honoré de Balzacs roman Louis Lambert, 1832 Balzac 1980, 11:603.
sammenstillingen er hentet fra Charles de Spoelberch de Lovenjouls kritiske værk Histoire des oeuvres de H. de Balzac, 1879. Lovenjoul sammenklipper citater fra forskellige værker af Théophile Gautier og Honoré de Balzac Lovenjoul 1968:397-399.
her i betydningen: overskue.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 147): »Baronen bøjede sørgmodigt sit Hoved. – Godt, det kan jeg lide, udbrød Josefa og rejste sig begejstret. Det er en almindelig Ødelæggelse! Det er Sardanapal! det er stort, det er komplet! Man er en Slubbert, men man har Hjerte. Véd du, at jeg holder mer af En der som du æder Alting op for Fruentimmernes Skyld end af de kolde hjerteløse Pengemænd, der ødelægger Tusinder af Familier med deres Jernbaneskinner [...] De er ikke som du, min Gamle; du er en Mand med Lidenskaber; dig kunde man faa til at sælge dit Fædreland! Derfor, ser du, er jeg parat til at gøre hvadsomhelst for dig. Du er min Far! du har sat mig i Omløb! det er helligt. Hvad behøver du? Hundredtusind Francs! Jeg skal sprænge mit Nervesystem for at fortjene dem til dig.–«; sammensat citat fra Honoré de Balzacs roman La cousine Bette, 1846 Balzac 1977, 7:358-359.
sammensat citat fra Honoré de Balzacs roman Le lys dans la vallée, 1836 Balzac 1978, 9:996.
her i betydningen: mest pinefulde.
citat fra Théophile Gautiers biografi Honoré de Balzac, 1859 Gautier 1859:79-80.
citat fra et brev fra Honoré de Balzac til Laure de Berny (Louise) Balzac 1876, 1:371.
citat fra et brev fra Honoré de Balzac til Laure de Berny (Louise) Balzac 1876, 1:344.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik