»Jeg troer«, siger George Sand[I] i Indledningen til »La mare au diable[0001]«, »at Kunstens Sendelse er en Følelsens og Kjærlighedens Sendelse og at Romanen i vore Dage burde erstatte de barnlige Tiders Parabler og Fabler. Kunstnerens Maal burde være at vække Kjærlighed til de Gjenstande† , han skildrer, og jeg for min Del vilde |183| ikke rette nogen Bebreidelse mod ham, om han forskjønnede dem en Smule. Kunsten er ikke et Studium af den givne Virkelighed, men en Søgen efter den ideale Sandhed«. Hvad den modne Kvinde her udtaler som Summen af sin Æsthetik, det har foresvævet hende alt fra hendes Ungdom af. Hun havde aldrig forstaaet Skribentens Kald anderledes end som en Aspiration mod det Høieste, til hvilket Mennesket kan naae, eller rettere som en Opløftelse af Sjælen over Samfundslivets Ufuldkommenhed, hvis Bestemmelse var at give Sjælen vid Synskreds og derigjennem overlegen Kraft til, naar den slog ned paa Jorden igjen, da efter Evne at bekjæmpe de Fordomme, de Institutioner, den Sindenes Raahed og Hjerternes Haardhed, hvorfra al hin Ufuldkommenhed udsprang.
I Indledningen til »Le compagnon du Tour de France[0002]« siger hun: Siden naar er Romanen vel tvungen til kun at være et Maleri af det, som er, af den haarde og kolde Virkelighed, som Samtidens Mennesker og Forhold frembyde? Jeg veed ret vel, at den kan være det, og Balzac[II], en Mester, for hvem jeg altid har bøiet mig, har skrevet »La comédie humaine«. Men skjøndt jeg har været knyttet ved Venskabsbaand til denne berømte Mand, har jeg dog seet de menneskelige Vilkaar fra et helt andet Synspunkt, og jeg husker at have sagt ham: De skriver »den menneskelige Comedie«. Den Titel er beskeden. De kunde |184| lige saa godt sige »Menneskedens Drama eller Tragoedie«. – »Ja«, svarede han mig, »og De skriver for Deres Del Menneskehedens Epos«. – »Den Titel«, indvendte jeg, »vilde omvendt være altfor ophøiet. Men jeg vilde gjerne skrive det menneskelige Hyrdedigt, den menneskelige Roman eller Digtning i Almindelighed. Kort og godt, De vil og kan male Mennesket, som det viser sig for Deres Øie. Vel! Men jeg føler mig kaldet til at male det, som jeg troer, det bør være«. Og da vi ikke concurrerede med hinanden, erkjendte snart enhver af os den andens Ret.
Ytringen er fremkommen som Protest mod Beskyldningen for at ville smigre de lavere Samfundsklasser gjennem forskjønnende Fremstilling; deraf dens tilspidsede Form, deraf det doctrinære Udtryk som George Sand[III] giver sin Naturs Idealisme. Vistnok var hun fra først til sidst Idealist; men dog var det ingenlunde Lysten til at skildre Menneskene, som »de bør være«, der aabnede hendes Læber; det var Driften til at skildre hvad Menneskene kunde være, dersom Samfundet ikke hæmmede deres aandelige Væxt, fordærvede dem og tilintetgjorde deres Lykke, og Repræsentanterne for »Samfundet« bleve derfor gjengivne uden nogen Skaansel. George Sand[IV] vilde oprindeligt netop give et Billede af Livet som det er, af Virkeligheden, som hun havde oplevet og iagttaget den; kun var det den kvindelige Enthousiasmes Syn |185| paa Virkeligheden, som hun gjengav. Det Segment, hun saa, var et Stykke Jord med Himmel over sig. Hendes Skarpsyn var en Lyrikers Skarpsyn.
Hin Tidsalder var den uhyre Productivitets: Victor Hugo[V], Balzac[VI], Alexandre Dumas[VII] skrev uafbrudt og ophobede det ene Værk paa det andet, den sidste endte med en formelig Bogfabrikation, udgav fire til fem Romaner ad Gangen, skrev med sine talrige Medarbeideres Hjælp en anseelig Reol fuld af Bind om Aaret. Ogsaa George Sands[VIII] Frembringelsesdrift var overordentlig. Hendes samtlige Production udgjør omtrent 110 tættrykte Bind. Om at give en Udsigt over dem alle kan der ikke være Tale. Hvad der er mig magtpaaliggende, det er kun at fremhæve Hovedpunkterne i de væsenligste Værker, Ideestrømningerne igjennem dem, det blivende Udbytte af Bøgerne, selv naar deres Enkeltheder ere forglemte.
De Livsforhold, der ligge bagved den første Gruppe af hendes Romaner, ere bekjendte. Hun fødtes 1804, mistede tidlig sin Fader, havde en lidenskabelig og urimelig Moder, en fin og forstandig Bedstemoder, voxede op paa Gaarden Nohant[a] i Berry[b] som et Landbarn, der tumlede sig i fri Luft elskede den fri Natur og omgikkes Bønderbørnene paa lige Fod. Hun var demokratisk anlagt, men derfor ikke mindre romantisk anlagt. Ligesom Chateaubriand[IX] i sin tidlige Ungdom dannede sig Billedet af en idealt deilig Kvinde, om hvem |186| han stedse drømte, saaledes formede George Sand[X] sig i sine første Fantasier Billedet af en Helt, hvem hun reiste et Alter af Sten og Mos i et Hjørne af sin Have og hvem hun med yppig Opfindsomhed tillagde talrige Bedrifter. Da hun tretten Aar gammel blev sat i Kloster i Paris[c] for der at opdrages, savnede hun først smerteligt sit frie Landliv, saa kastede hun sig en Tidlang over Religionen med Ildhu og Sværmeri. Dette Opsving afløstes endnu før hendes Tilbagevenden til Nohant[d] af Interessen for Skuespilkunst og poetisk Læsning. Som voxen ung Pige læser hun i de landlige Omgivelser første Gang Rousseau[XI] og føler sig fængslet, som man føler sig, naar Ens eget Væsen oplades for En. Hun bliver Rousseaus[XII] Discipel for aldrig at ophøre med at være det. Hans Natursands og Naturdyrkelse, hans Deisme, hans Tro paa Ligheden og Kjærlighed til den, hans trodsige Holdning overfor det saakaldte civiliserede Samfund tiltalte alle hendes Instincter og anticiperede ligesom Følelser der slumrede i hendes Sjæl. Læsningen af Shakspeare[XIII], Byron[XIV], Chateaubriand[XV], der henriver hende og lader hende føle sig ensom midt i Omgivelserne, meddeler hende den første, abstracte Melancholi, der i unge lidenskabelige og sværmeriske Sjæle pleier at gaae forud for de virkelige Skuffelsers Tungsind. Det saaledes udviklede unge Væsen, der kraftigt, overlegent, rigt og i sin Søgen uselvstændigt aldrig |187| vilde kunne have havt nok i Samlivet med en enkelt Mand, stod han end nok saa høit ved Charakter og ved Evner, blev saa i 1822 gift med en Hr. Dudevant[XVI], en ganske almindelig Landjunker, hverken værre eller bedre end Flertallet af hans Lige. Han var raa og hidsig, fuldstændigt ude af Stand til at forstaae sin Kone, men han havde øiensynlig kunnet være en langt mindre ufuldkommen Ægtemand uden at dette havde givet det uundgaaelige Udfald et synderligt forskjelligt Præg. Kun de første tre Aar af dette Ægteskab gik hen uden Uro og Spaltninger. Allerede fra 1825 af synes George Sand[XVII] at have overseet sin Mand og med sin Naturs levende Hang til Sympathier at have sluttet Venskabsforbindelser med andre Mænd, da hun i sit Hjem følte sig krænket og aandelig mishandlet. Hr. Dudevant[XVIII], der var Ægtemand nok til at opbringes over sin Hustrus aandelige Uafhængighed, paa samme Tid som han var en altfor ubetydelig Personlighed til at kunne drage Fordel af den aandelige Uselvstændighed, der bragte hende til at søge en Fører og Veileder, opfattede selv hendes uskyldigste Sympathier som Overtrædelser af en Pligt. Al Fællesskabsfølelse mellem Ægtefællerne opløstes efterhaanden under uophørlige ægteskabelige Rivninger og Stridigheder. Selv de to Børn, der fødtes, kunde ikke holde Parret sammen; 1831 drog George Sand[XIX] alene til Paris[e]. |188|
Gjennem den senere førte Separations-Proces ligesom gjennem George Sands[XX] Correspondance faaer man et tilstrækkeligt Indblik i dette Ægteskabs Historie. Jeg har i »Gazette des Tribunaux[0003]« (30 Juli, 1 og 19 August 1836, 28 Juni, 12 Juli 1837) fundet begge Parters advokatoriske Indlæg. Det var frygtelige, forsmædelige Anklager, den geniale Kvinde maatte finde sig i at høre af sin Mands Advokat. Klædt snart i en sort Fløiels Jakke, over hvilken hendes smukke mørke Haar faldt ned, snart efter Datidens Mode i Hvidt med et blomstret Shavl om sine Skuldre, hørte George Sand[XXI] uden at fortrække en Mine de af Hr. Dudevant[XXII] soufflerede Anklager, som Advokaten slyngede hende i Ansigtet. Han beskyldte hende for allerede tre Aar efter Ægteskabets Indgaaelse at have fattet en forbryderisk Lidenskab for en anden Mand og have givet efter for den. »Hr. Dudevant[XXIII] erfo’r snart, at han var forraadt af den han tilbad (!), men var ædelmodig nok til at tilgive«. Advokaten oplæste et langt Brev fra hende til hendes Mand, i hvilket hun tilstod og bebreidede sig adskillige Feil og i hvilket hun udledte Misforholdet mellem dem fra en Forskjellighed i Karaktererne, der ikke udelukkede Godhed og Elskværdighed fra hans Side. Mod al Logik fik han ud af dette Brev deduceret en Selvanklage for Utroskab. Han udviklede fremdeles, hvorledes Ægtefællerne fra 1825-28 havde levet i |189| en frivillig Skilsmisse, hvorledes Madame Dudevant[XXIV] selv efter i 1831 at have forladt sin Mand for at føre »et Kunstnerliv« havde vedligeholdt en fredelig Brevvexling med ham og modtaget 300 Francs om Aaret. (Han nævnte ikke, at hun havde bragt ham 500,000 Francs i Medgift.) I Begyndelsen af 1835 vare Ægtefællerne endelig komne til privat Overenskomst om at dele Børnene og Formuen imellem sig samt at indrømme hinanden fuld Frihed, da George Sand[XXV] pludselig endnu før Overenskomsten skulde træde i Kraft, gjorde Brud paa den og ansøgte om Separation. (I Mellemtiden havde nemlig Hr. Dudevant[XXVI] i Anledning af en Strid om Sønnen villet slaae hende, ja i Vidners Overværelse grebet sit Gevær for at fyre paa hende.) Trods Overdrivelserne i Ansøgningen blev den, som Advokaten oplyste, afslaaet. Men nu var det Touren til Hr. Dudevant[XXVII] at klage; han negtede Alt, hvad der bebreidedes ham, og rettede mod sin Hustru de haardeste Beskyldninger; han paastod, at den, der havde forfattet saa umoralske Skrifter som hendes, var uværdig til at opdrage sine Børn; han beskyldte hende for at være indviet i »alle de infameste Udsvævelsers Hemmeligheder«. Det var paa Grundlag af disse efter Advokatens Mening fuldtberettigede Angreb at George Sand[XXVIII] nu paany ansøgte om Separation, og han kulminerede i Udbruddet: »Det er altsaa Deres Anskuelse, Frue, |190| at en Kvinde, hvis hun vil, kan bortødsle Halvdelen af en Formue, fylde sin Ægtefælles Liv med Græmmelse, og naar hun føler Lyst til endnu friere at overgive sig til de tøilesløseste Udskeielser, har det simple og bekvemme Middel til sin Raadighed, at angribe ham for Domstolene, idet hun paadigter ham en odiøs Handlemaade!«
Det maa have været haardt for den stolte Kvinde at sidde som iagttaget Tilhørerinde til sit Navns og sit Livs Besudling; det kan neppe have lindret Pinen for hende, at hun umiddelbart derefter hørte sin Advokat og Ven, Michel de Bourges[XXIX], lovprise hende som Geni, gjøre Effekt ved at oplæse stilistisk mærkværdige Prøver af hendes Breve og opregne alle de Skjældsord saavel som alle de brutale Handlinger, i hvilke hendes Mand havde gjort sig skyldig mod hende. Vel var hun vant til at see sine Romaner udskregne af Journalisterne som lige saa mange skamløse Forsvarsindlæg for Usædeligheden, men det maa have gjort et uvant Indtryk paa hende at høre sit Privatliv saaledes stemplet. Den offentlige Forhandling, med hvilken hendes Ægteskab sluttede, giver imidlertid ligesom et Tilbageblik over dette selv og derigjennem Præmisser til at forstaae den Indignation, der faaer sit første Udbrud i »Indiana[0004]«, »Valentine[0005]«, »Lélia[0006]« og »Jacques[0007]«.
Disse Bøger have nutildags kun ringe kunstnerisk Interesse: Karaktertegningen er i sin |191| abstracte Idealisme svag, Handlingen usandsynlig, som i »Indiana[0008]«, eller uvirkelig, som i »Lélia[0009]« og »Jacques[0010]«, Foredraget er trods Stilens fuldttonende Harmoni ikke sjældent overspændt og deklamatorisk, i Breve og Monologer nærmer det sig til den lyriske Prædikens Form. Og dog slaaer der en Flamme op af disse Ungdomsromaner, som endnu den Dag idag lyser og varmer. Og dog have disse Bøger slaaet Toner an, hvis Echo sent vil forstumme. En Klagesang og et Krigsskrig lyde ud derfra, og de føre Følelsesspirer og Tankekim med sig, hvor de trænge hen, hvis Væxt kun Samtiden har kunnet hæmme, men som i Fremtiden ville udfolde og udbrede sig med en Frodighed, om hvilken vi nu kun formaae at danne os en svag Forestilling.
»Indiana[0011]« er det unge rige Hjertes første Udbrud af Bitterhed og Smerte. Den unge Kvinde er lutter sjælfuld, ædelbaaren Finhed; hendes Mand, Oberst Delmare[xxx] en noget godmodigere Hr. Dudevant[XXXI]; Indiana’s[xxxii] kjærlige og enthousiastiske Sind tyer saaret fra Manden til Elskeren. Bogens Originalitet beroer paa Tegningen af dennes Charakter. Thi for ham er endda Ægtemanden langt at foretrække. Raymon[xxxiii] er den unge normale Franskmand under Restaurationen, som Samfundet har tildannet ham, følsom og beregnende, elskovssyg og egoistisk, gaaende saaledes op i Hensynet til den offentlige Mening og |192| Samfundsdommen, at han fra haardhjertet bliver hjerteløs, fra upaalidelig bliver ussel, og tilsidst sees i sin dybe Middelmaadighed bag sin glimrende Skal af Egenskaber og Talenter. Strax i dette første Værk fremtræde flere Hovedtyper af Mænd hos George Sand[XXXIV]: den grovere Natur, hvem den Magt, Samfundet giver ham i Hænde, har gjort brutal, og den svagere Natur, hvem medfødt Holdningsløshed og den tilvante Hensyntagen til Samfundsdommen har gjort uvederheftig og feig. Hun begynder altsaa fra først af paa Kvindevis med en livfuld Blottelse af Mandsegoismen. Som Modsætning til den indfører hun saa allerede her sit Mandsideal i Reserve-Elskeren, den tilsyneladende flegmatiske, men i Virkeligheden glødende Ralph[xxxv], der ordknap som George Sand[XXXVI] selv, for en overfladisk Betragtning stiv og kold (som hun) er lutter Selvopofrelse, Ædelsind og trofast Elskov – en Skikkelse hun i Aaringer ikke bliver træt af at variere. Den bliver i »Lélia[0012]« til den overlegne og haardtprøvede Trenmor[xxxvii]† , Galeislaven, der dømmer Samfundet med stoisk Ro, i »Jacques[0013]« til Hovedpersonen, der med næsten overmenneskelig Aandshøihed dræber sig for ikke at staa sin unge Hustrus Forbindelse med en anden i Veien, i »Léone Léoni[0014]« til den rolige, mandige Don Aleo[xxxviii], som til det Sidste tilbyder sig at ægte den stakkels Juliette[xxxix], hvem en næsten magisk Fortryllelse fængsler til den bundløst slyngel|193|agtige Léone[xl], dette mandlige Modstykke til Manon Lescaut[xli]; i »Le secrétaire intime[0015]« er han den uanseelige Tydsker Max[xlii] med sin naive Godhed og sin poetiske Begeistring, der er den af Alle hyldede Fyrstindes hemmelige Ægtemand, i »Elle et lui[0016]« er han Englænderen Palmer[xliii], der er stillet op som Contrast til det geniale og udsvævende Pariserbarn Laurent[xliv]; i »Le dernier amour[0017]« har han Navnet Sylvestre[xlv], en svagere Gjentagelse af Jacques[xlvi]. Alle disse Skikkelser have Idealers ikke sjældne Feil at være blodløse. Til Gjengjæld er Raymonfiguren[xlvii], der symboliserer Verden, Samfundsegoismen, Forfængeligheden og Charaktersvagheden en helt igjennem ganske anderledes vellykket Type. Allerede i »Indiana[0018]« har Raymon[xlviii] en kraftigere Realitet end de øvrige Skikkelser, en langt bestemtere Steds- og Tidsfarve. Forfatterinden henfører (i Cap. X) hans Karakters Umandighed til Tidsalderens »forsonlige og eftergivende Hang«; hun betegner sin Tid som »det stiltiende Forbeholds« Epoche; hun viser hvorledes Raymon[xlix], der forfægter det politiske Maadehold, indbilder sig blot fordi han er uden politisk Lidenskab ogsaa at være uden politisk Interesse og derfor at staae over Partierne, medens han har altfor megen Fordel af Samfundet som det er, til at ønske det forandret. Han er »ikke utaknemmelig nok mod Forsynet til at bebreide det de Andres Ulykke«. Men ogsaa denne Skikkelses talrige Descendenter i George |194| Sands[L] Romaner røbe et fint og dybtgaaende Virkelighedsstudium, ligefra Digteren Sténio[li] i »Lélia[0019]« og Elskeren Octave[lii] i »Jacques[0020]«, næsten kun skizzerede, svage Charakterer, med hvilke Lidenskaben spiller Bold, til de med mange individuelle Træk udrustede Skikkelser, den sydlandsk letfærdige unge Sanger Anzoleto[liii] i »Consuelo[0021]«, den sygeligt nervøse, forfinet egoistiske Fyrst Karol[liv] (Chopin[LV]) i »Lucretia Floriani[0022]« og den ustadige og urimelige unge Maler Laurent[lvi] (Alfred de Musset[LVII]) i »Elle et lui[0023]«.
»Indiana[0024]« ender med at finde Mandkjønnets hensynsløse Egoisme i alle Samfundets Ytringsformer, selv i den Religion, som Mændene lære. De have gjort Gud til et Mandfolk i deres Billede. Hun skriver til sin hyklerske Elsker: »Jeg tjener ikke den samme Gud som Du, men jeg tjener min renere og bedre. Din det er Mændenes Gud, en Mand, en Konge, Mandkjønnets Ophav og Støtte; min det er Altets Gud, Skaber og Opholder af alle Væsener. Eders Gud har frembragt Alt for Eder, min har skabt alle Arter for hverandre«. Der er i disse Ord et Dobbelt: en dristig Kritik af den paa Kvindens Underordning under Manden hvilende Samfundsorden og en uskyldig, ungdommeligt tillidsfuld Deisme og Optimisme. George Sand[LVIII] blev ikke længe staaende ved den. Blot et Par Aar senere slutter hun »Lélia[0025]« med et Udbrud af vildt fortvivlet Pessimisme. I sin |195| Dødsstund siger her hendes Heltinde: »Ak Fortvivlelsen hersker og Lidelsen og Klageraab strømme ud af alle Skabningens Porer. Bølgerne vride sig sukkende mod Stranden og Vinden klynker og græder i Skoven. Alle disse Træer, der bøie sig og kun løfte sig paany for atter at falde tilbage under Stormens Pidsk, lide en frygtelig Marter. Ja der gives et eneste ulykkeligt, umaadeligt og frygteligt Alvæsen, og den Verden, vi kjende, kan ikke omslutte det. Det er usynligt tilstede i Alt og dets Røst fylder Verdensrummet med en evig Hulken. Det er en Fange i det umaadelige Rum, det bevæger og tumler sig, slaaer sit Hoved og sine Skuldre mod Himlens og Jordens Skranker; men det kan ikke overskride dem; Alt trykker det, piner, knuser, forbander og hader det. Hvad er det og hvorfra kommer det? [...] Andre have kaldt det Prometheus, atter andre Satan, jeg kalder det Attraa – jeg Sibyllen, den trøstesløse Sibylle, jeg, de henfarne Tiders Aand [...] jeg den brustne Lyre, det stumme Instrument, hvis Toner de Nulevende ikke skulde forstaae, men i hvis Skjød den himmelske Harmoni er sammentrængt; jeg Dødens Præstinde, der vel føler, at jeg engang var Pythia, alt dengang har grædt, alt dengang har talt, men ikke mere husker det lægende Ord! [...] O Sandhed, Sandhed! for at finde dig er jeg steget ned i Afgrunde, ned i hvilke et Blik vilde gjøre de tapre|196|ste Mænd svimle af Rædsel [...] men o Sandhed, du har ikke aabenbaret dig, i titusind Aar har jeg søgt dig forgjæves. I titusind Aar har jeg nu som eneste Svar paa mine kvalfulde Spørgsmaal hørt den afmægtige Attraas fortvivlede Hulken lyde hen over denne forbandede Jord [...] I titusind Aar har jeg raabt ud i det Uendelige: Sandhed! Sandhed! og i al den Tid har Svaret lydt: Længsel! Længsel! Ulykkelige Sibylle, stumme Pythia, løb da Panden mod din Hules Klipper og bland dit Blod, som ryger af Raseri, med Havets kolde Skum!«
I et Udbrud som dette culminerer hine Ungdomsaars sjælfulde Melancholi. Sammentrængt, som jeg her har givet det (det er i Originalen sex Gange længere) giver det George Sands[LIX] ungdommelige Selvfølelse, som den efterhaanden udviklede sig, et lyrisk fuldendt Udtryk. Da hun skrev »Indiana[0026]«, var hverken hendes Overlegenhedsfølelse eller hendes Pessimisme saa udviklet. Hun forfattede den beskedne Fortælling som medlidende Talsmand for Samfundsordenens Ofre men uden med Bevidsthed at rette noget Angreb paa Institutionerne, end ikke paa Ægteskabet, som hvis Angriber hun fra først af blev stemplet. Hun taler øiensynlig den rene Sandhed, naar hun (i Fortalen fra 1842) siger, at hun endnu længe efter at have skrevet Fortalen til »Indiana[0027]« under Indtrykket af en Rest af Ærbødighed for det be|197|staaende Samfund stræbte at løse det uløselige Problem, som bestaaer i at finde et Middel til at forsone de af Samfundet undertrykte Individers Lykke og Værdighed med en Opretholden af selve dette Samfund. Hun er ligeledes i sin Ret naar hun i Brevet til Nisard[LX] (det sidste i »Lettres d’un voyageur[0028]«) paastaaer kun at have angrebet Ægtemændene ikke Ægteskabet som Samfundsindretning. Hun optraadte jo ogsaa som en Fortæller og Psycholog, ikke som en Reformator. Her som i »Valentine[0029]« var det Ungdommens Varme og lyriske Flugt, dens sværmeriske Lidenskaber og begeistrede Protester der udgjorde Romanens Indhold; det var lutter Sjælehistorie og kun faa Personers; men dog var der i de skildrede Følelsers Væsen, i deres ganske ufrivole og dog ganske samfundsstridige Charakter og end mere i de indstrøede Reflexioner noget det gamle Samfund Underminerende. Det var derfor ikke lutter Taabelighed, der ytrede sig i de brutale Angreb fra det Bestaaendes Side, for hvilke disse Bøger og deres Forfatterinde bleve gjorte til Gjenstand. Man anede at disse Følelser og Tanker tidligere eller senere maatte omforme selve Samfundets Love. De have begyndt at gjøre det og ville for hver Dag gjøre det mere.
Selve disse Bøgers Idealisme gjør dem i deres inderste Væsen revolutionære. Thi idet kun den indre Verden existerer for Forfatterinden, |198| lader hun den udfolde sig frit uden Hensyn til om dens Udfoldelse kommer til at sprænge den ydre, og idet hun med Forkjærlighed maler exalterede Følelser, eller egentlig kun en eneste men uendeligt forskjelligartet Følelse: Elskov, viser hun hvorledes dens Love og Samfundets Love uophørligt krydse hinanden. Skjøndt hun ikke drager Ægteskabets Nødvendighed og Uerstattelighed i vore Dage i Tvivl, undergraver hun Troen paa dets Evighed. Vel sandt, hun angriber fra først af kun Ægtemændene, men idet hun stiller den ideale Fordring, viser den sig under den nærværende Samfundsorden uopfyldelig. Saaledes omtrent undergraver senere Kierkegaard[LXI] Christendommen, da han for at begeistre Menneskene for den, fremsætter den idealt overspændte Fordring til den Christne.
Den moderne franske Naturalisme, der ofte har maattet lide under mere eller mindre grundløse Anklager for Immoralitet, har for at hævne sig over disse dreiet Beskyldningen for Usædelighed mod disse første, sværmeriske Værker af George Sand[LXII]. Naarsomhelst Emile Zola[LXIII] vender tilbage til sine Indsigelser mod den idealistiske Roman, glemmer han aldrig at gjøre opmærksom paa de Farer, som denne stadige Pegen ud over de Rammer, i hvilke Individet er stillet, denne stadigt fremstillede Trang til større sjælelig og aandelig Frihed, indeholder for Familie og Sam|199|fund. Han gjør sig til af, for sin Del aldrig at skildre den uregelbundne Elskovslidenskab i et skjønt eller tillokkende Lys, men altid at lade den pladske i Dyndet. Han kunde have tilføiet, at han og hans Efterfølgere af Balzac’s[LXIV] Skole overhovedet aldrig have nogen høiere Moral behov end den gjængse eller aabne Udsigt til noget andet Samfund end det, som bestaaer. De have underkastet sig en voldsom Selvindskrænkning, idet de have bundet sig til Skildringen af den af dem iagttagne ydre Virkelighed med Udelukkelse af enhversomhelst af denne Skildring uddragen Slutning. Herpaa beroer det, at ligesaa dristige som de ere i Udmalingen af Samfundsforhold og Situationer, som Litteraturen fordum sjeldnere har vovet at behandle, ligesaa frygtsomme, ja intetsigende ere de som Tænkere og Moralister. De søge nødvendigvis bestandig en Styrke i Paavisningen af deres Overensstemmelse med de gjængse Moralbegreber; de rose sig af at kalde Last hvad alle Andre kalde Last og at indgyde Afsky for Lasten. De ere ikke som hin Synderinde George Sand[LXV]. Men hvad det engang er paa Tide at sige, det er, at netop denne deres »Moralitet« er deres poetiske Svaghed og netop hin »Immoralitet« den stærke Side ved George Sands[LXVI] i Skildringen saa langt abstractere og mere kydske Skrifter. Der forekommer ikke i den realistiske Skoles tilsyneladende saa forvovne Bøger nogen Sætning, der i |200| sand Forvovenhed kan sammenlignes med denne, som George Sand[LXVII] i »Horace[0030]« har lagt en af Hovedpersonerne i Munden og som med mønsterværdig Korthed sammentrænger Lidenskabens Moralfilosofi i hendes Værker: »Jeg troer, at man bør definere den Kjærlighed som en ædel Lidenskab, der løfter og styrker os ved skjønne Følelser og Tanker – den Kjærlighed som en slet Lidenskab, der gjør egoistisk og feig og prisgiver os til alle det blinde Instincts Smaaligheder. Enhver Lidenskab er da lovlig eller forbryderisk, alt eftersom den medfører det ene eller det andet Resultat, ligegyldigt om det officielle Samfund, der ikke er Menneskehedens Høiesteret, undertiden legitimerer den slette Lidenskab og banlyser den gode«.*)
»Lélia[0033]« og »Jacques[0034]« (1833 og 1834) betegne Høidepunktet af Digterindens Byronske Verdenssmerte og deklamatoriske Hang. I Lélia[lxix] vilde hun give sit Ungdomsideal af den store, dybtfølende og usandselige Kvinde og gav hende til Modbillede Søsteren Pulcheria[lxx], en yppig Courtisane. Hun løste her sit Væsens tvende Sider ud fra hinanden og formede Lélia[lxxi] efter Minervabilledet i sin egen Sjæl, Pulcheria[lxxii] ud fra sin egen Venus|201|dyrkelse og frembragte saaledes snarere store skizzerede Symboler end Mennesker af Kjød og Blod. I »Jacques[0035]« tog hun Ægteskabsproblemet for sig fra en ny Side, idet hun, der i »Indiana[0036]« havde skildret en brutal, i »Valentine[0037]« en kold og sleben Ægtemand, her udstyrede Ægtemanden med de Fuldkommenheder, der stod for hende som de høieste, og lod hans Lykke strande paa selve hans Naturs Overlegenhed, hvilken hans ungdommeligt ubetydelige Hustru ikke i Længden kan elske. Forfatterinden har her forsøgt at styrke Indtrykket af sin egen Synsmaade ved at lægge den forurettede Ægtemand den i Munden. Han undskylder selv sin Hustru: »Ingen menneskelig Skabning kan befale over Kjærligheden og Ingen er skyldig, fordi han føler eller mister den. Hvad der fornedrer Kvinden, det er Løgnen; hvad der constituerer Ægteskabsbruddet, er ikke den Time, hun tilstaaer sin Elsker, men den Nat, hun derpaa tilbringer med sin Mand«. Jacques[lxxiii] føler sig forpligtet til at vige Pladsen: »Borel[lxxiv] vilde i mit Sted roligt have banket sin Kone og ikke have rødmet ved derefter at modtage hende i sine Arme, nedværdiget af hans Slag og hans Kys. Der gives Mænd, som uden videre paa orientalsk Manér slaae deres troløse Kone ihjel, fordi de betragte hende som en lovlig Eiendom. Andre slaaes med deres Rival, dræbe eller fjerne ham, og bede saa den Kvinde, de paastaae at |202| elske, om Kys og Kjærtegn, medens hun enten med Rædsel trækker sig tilbage fra dem eller med Fortvivlelse giver sig hen. Dette er i den ægteskabelige Kjærlighed de almindeligste Maader at handle paa, og mig forekommer det, at Svinenes Kjærlighed er mindre lav og mindre grov end disse Menneskers«. Disse Sandheder, der nu allerede for vor Dannelse staae som elementære, vare for halvtredsindstyve Aar siden himmelraabende Sofismer. De ere det Salt, der har bevaret dette Ungdomsskrift frisk tiltrods for alt det Forældede i Opfindelsen og alt det Vidtløftige i den trættende Brevform. Det dybeste Mærke, Romantismens Overspændthed har sat sig i denne Bog er Slutningskatastrofen: Jacques[lxxv] veed intet bedre Middel til at frigjøre Fernande[lxxvi] end et Selvmord, der for hende maa tage sig ud som en tilfældig Død. Her ere vi ude i den pure Uvirkelighed. Men forøvrigt er Uvirkeligheden i denne Roman mere tilsyneladende end reel. Den moderne Skole har let ved at paavise Mangelen af Stedsbestemmelser, af virkelige Beskjæftigelser o. s. v.; Personerne have i George Sands[LXXVII] første Romaner ingen anden Sysselsættelse og ingen anden Interesse end den at elske. Men den Virkelighed, her findes, er en indre, Følelsernes Virkelighed. Ogsaa den har man i vore Dage bestridt. Det er Tonen at finde Følelser, som de her skildrede, en saa heftig Fortvivlelse |203| over Samfundsordenen, en saa lidenskabelig, erotisk Ømhed, en saa ren og glødende Venskabsfølelse mellem Mand og Kvinde, unaturlige og uvirkelige.*)
Men man maa huske, at George Sands[LXXXI] Personer hæve sig høit over Gjennemsnittet. Hun skildrer overlegne Naturer. Ja hun har i disse første Bøger egentlig ikke gjort andet end at give sin egen Følemaades Psychologi. Hun varierer kun uophørligt de Omstændigheder, i hvilke hun anbringer sin egen Føle-Evne, og drager saa med genial Selviagttagelsesgave og sikker Haand de psychologiske Consequenser. Interessant er det at see hvorledes den stadige Higen efter at finde en jævnbyrdig Mandsaand i disse Ungdomsskrifter leder hende til en Art Selvfordobling i tvende Kjøn. Saa lidenskabeligt hun end forherliger |204| Elskoven, saa stærkt hun end lader den betage den store Kvindes og den store Mands Sjæleliv, saa nære de dog begge, Jacques[lxxxii] saavel som Lélia[lxxxiii], en større, idealere Venskabsfølelse til et ædelt Væsen af det andet Kjøn, som forstaaer dem. I Sammenligning med denne Følelse af dyb og gjensidig Forstaaelse synes Lélias[lxxxiv] Elskovsforhold til Sténio[lxxxv], Jacques[lxxxvi] til Fernande[lxxxvii] kun Svagheder hos disse store Sjæle. Lélia[lxxxviii] har en forstaaende Ven i Trenmor[lxxxix], Jacques[xc] en jævnbyrdig Veninde i Sylvia[xci] Han vilde elske hende, hvis hun ikke var hans Halvsøster eller rettere, hvis han ikke maatte nære Frygt for at hun er det; men som Forholdet er, har det en Skjønhed over sig, som et blot erotisk Forhold neppe kunde naae. Jeg husker tydeligt, hvor mægtigt et Indtryk Forholdet mellem Jacques og Sylvia gjorde paa mig, da jeg vel for femten Aar siden læste Bogen for første Gang. Jeg saa det godt, at Jacques[xcii] er til en vis Grad uvirkelig, Sylvia[xciii] ligeledes, thi hun er kun Jacques’[xciv] Fortrolige, som forstaaer ham; men den ideale Strøm imellem dem har Virkelighed og den berørte mig elektrisk. Denne Sylvia[xcv] er opstaaet af den geniale Aands Nødraab ud i den tomme Verden efter sin Lige; hendes Skikkelse er ganske vist ikke mere end det store ensomme Hjertes Postulat; men hvad er Poesien andet! Saa ufuldkommen Romanen end er, Forholdet mellem Jacques[xcvi] og Sylvia[xcvii] |205| giver den en skjær Poesi; det er, naar man møder det, som saae man over Lidenskabernes lavtliggende Verden ind i en høiere, hvor renere, om end ganske jordiske, Aander elske og forstaae hinanden.Figurer som disse illustrere den levende Venskabsdrift, George Sand[XCVIII] i hine Dage besad og som saa ganske var i den romantiske Ungdoms Aand. Hendes paa den første Romangruppe følgende »Lettres d’un voyageur[0040]«, der begyndtes umiddelbart efter Afskeden fra Alfred de Musset[XCIX] i Venedig[f] og som spænder over de følgende Aar, giver et Indblik i hendes Venskabsforbindelser og er overhovedet et af de Skrifter, i hvilke Forfatterinden mest ligefrem har givet sit Sjæleliv til Pris, skjøndt hun beflitter sig paa en Forbeholdenhed i alle personlige Anliggender, der gjør Fremstillingen dunkel for den Uindviede. Man følger hende her lige fra hendes Samliv med den kjønne og dumme italienske Læge (Dr. Pagello[C]), for hvem hun ofrede Musset[CI] og til hendes Sværmeri for Éverard (Michel de Bourges[CII]), hendes Advokat i Skilsmisseprocessen, der inspirerede hende den smukke Roman »Simon[0041]«. Mellem disse Yderpunkter ligge alle de gode og hjertelige Venskabsforbindelser med François Rollinat[CIII], Jules Néraud[CIV] og hvad de alle hedde, disse djærve og dygtige Mænd, med hvem hun stadigt følte Drift til at vexle Tanker og Breve, med hvem hun studerede, af hvem hun lod sig belære, |206| og hvem hun i Romantismens burschikose Stil tiltalte med det fortrolige Du – fremdeles alle de ægte kunstneriske Kammeratskabsforhold til Franz Liszt[CV], Grevinde d’Agoult[CVI], Meyerbeer[CVII] og mange Andre, Samtidens geniale Mænd og Kvinder.
I intet andet Værk er hun veltalende som her, i intet senere strømmer hendes Foredrag i saa lange, lyrisk-rhetoriske Bølger. Intetsteds kan man bedre end her studere hendes personlige Stil, den, som giver sig tilkjende udenfor de dialogiserede Partier i hendes Romaner. Det Fuldttonende er dens Hovedegenskab. Den ruller frem i lange fyldige Rhytmer, ligelig i sin Synken og Stigen, syngende i sin Sværmen, harmonisk endog i Fortvivlelsens og Selvopgivelsens Udtryk. Hendes Væsens medfødte Ligevægt afspeiler sig i hendes Sætningers Ligevægt: aldrig et Skrig, et Stød eller en Opfaren i Stilen; den har Sving, den har Flugt med brede Vinger, men hverken Spring eller Hug eller Fald. Den savner Melodi, men den har rige Harmonier, den savner Farve, men den har Liniespillets fulde Skjønhed i sin Tegning. Aldrig virker hun ved en uvant og dristig Ordsammenstilling, sjeldent eller aldrig ved en uhørt Lignelse. Saalidt som hendes Foredrag har skrigende Lyd, har hendes Billeder stærke eller skrigende Farver. Hun er romantisk ved sin Enthousiasme, ved sin Given sig hen med hele sin Personlighed i Følelser, der trodse Regel og |207| Norm, men hun er i streng Forstand klassisk ved Periodernes Regelbundethed, ved Formens abstracte Skjønhed og Farvegivningens Ædruelighed.*)
Brevene fra Venedig[g] og end mere de første efter Hjemkomsten til Frankrig vise Enhver, der forstaaer at læse, hvor ydmyget George Sand[CXI] følte sig over Tabet af Musset[CXII], hvor dybt Savnet af ham gik hende til Hjerte, og hvor arrangeret den en Snes Aar senere givne Fremstilling af Forholdet er i »Elle et lui[0043]«. Der har visselig været Tider, hvor hun følte sig, som skulde hun gaae tilgrunde af Længsel og Skam og Sorg. I Brevet til Rollinat[CXIII] fra Januar 1835 finder jeg en betegnende, saavidt jeg veed, hidtil overseet Passus, som har sin Ynde og rummer en Bekjendelse:
»Hør en Historie og græd! Der var engang en god Kunstner, som hed Watelet[CXIV] og som raderede bedre end nogen anden Mand paa hans Tid. Han elskede Marguerite Le Conte[CXV] og lærte hende at radere lige saa godt som han selv. Hun forlod sin Mand, sin Eiendom og sin Hjemstavn for at leve sammen med Watelet[CXVI]. Verden forbandede |208| dem, men da de vare fattige og beskedne, glemte man dem. Fyrretyve Aar efter opdagede man i Omegnen af Paris[h], i et lille Hus, som kaldtes Moulin-Joli, en gammel Mand, som graverede, og en gammel Kone, som han kaldte sin Møllerske og som graverede ligesom han, siddende ved samme Bord. Den første Lediggjænger, som opdagede dette Vidunder, fortalte andre derom, og den fine Verden strømmede i hobevis til for at see Særsynet: En Elskovsforbindelse, der havde varet fyrretyve Aar, et Arbeid, der bestandig var bleven drevet med samme Flid og samme Kjærlighed; to skjønne Tvillingetalenter. Det gjorde Epoche [...] Lykkeligvis døde Parret af Alderdom faa Dage efter; thi Verden vilde have fordærvet Alt. Den sidste Tegning, de raderede, forestillede Moulin-Joli, Marguerites[CXVII] Hus [...] Den hænger i mit Værelse over et Portrait, hvis Original Ingen her har seet. Et Aar igjennem har Den, som har efterladt mig dette Portrait, siddet med mig hver Nat ved et lille Bord og har levet af samme Arbeid som jeg [...] Ved Daggry forelagde vi hinanden vort Arbeid til gjensidig Bedømmelse og om Aftenen spiste vi ved det samme lille Bord og talte om Kunst, om Følelser, om Fremtiden. Fremtiden har brudt sit Ord til os. Bed for mig, Marguerite Le Conte[CXVIII]!«
Dette Sted turde være det eneste, hvor |209| George Sand[CXIX] har talt som skyldte hun i sin Egenskab af Digterinde Alfred de Musset[CXX] noget. Jeg har allerede antydet, af hvad Beskaffenhed hans Indflydelse har været paa hende. Den har været rent kritisk, den har skjærpet hendes Skjønhedssands, men direkte har hans kunstneriske Fremgangsmaade ikke kunnet paavirke hende. For ligefrem stilistisk Paavirkning var George Sand[CXXI] absolut uimodtagelig. Madame Girardins[CXXII] vittige Udbrud om hende: »Det er især naar Talen er om kvindelige Forfatteres Værker, at man maa udraabe med Buffon[CXXIII]: Stilen, det er Manden« er netop lige saa falsk som det er morsomt; thi skjøndt næsten enhver af George Sands[CXXIV] Romaner bærer Præget af en forskjellig mandlig Indflydelse, strækker denne Paavirkning sig aldrig til Stilen. Hun gjør sig atter og atter til Organ for andres Ideer, men hun efterligner aldrig en fremmed Skrivemaade. Dertil var hendes poetiske Væsen altfor selvstændigt, og dertil var hun desuden i altfor ringe Grad Kunstnerinde. Hun, der mundtligt var saa ordknap og sen, var, naar hun skrev, en Improvisatrice; hun lod Pennen løbe over Papiret uden at have samlet Forstudier, uden at have Forbilleder, uden at forfølge bevidste kunstneriske Formaal og uden nogensinde at bearbeide et givet Stof eller kunne overarbeide og fuldende en af Andre angivet og halvfuldført stilistisk Vending – Momenter, paa hvilke det rent tech|210|niske Fremskridt i en Kunst beroer. Heri danner hun en skarp Modsætning netop til Musset[CXXV]. Han var fra først af besjælet af en kunstnerisk, en technisk Regeltrods, der altid blev hende ganske fremmed. Han forværrede f. Ex. forsætligt Rimene i sine første Digte for tilgavns at ærgre Klassikerne. (Marquisen i »L’Andalouse[0044]« hed i det første Udkast Amaémoni, hvad der udgjør et rigtigt Rim paa bruni, men fik i den definitive Text Navnet Amaégui[cxxvi], som neppe rimer). Da hans Frembringelseskraft var i Aftagende, tilegnede han sig hele syv Sider af Carmontelle’s[CXXVII] Proverbe »Le distrait[0045]« til Brug for sit svage lille Lystspil »On ne saurait penser à tout[0046]«, og end ikke i sin bedste Tid forsmaaede han den finere Benyttelse; jeg finder saaledes i Fyrsten af Ligne’s[CXXVIII] Værker et stilistisk Forbillede for det ovenanførte skjønne Digt »Après une lecture[0047]«.*)
Hos George |211| Sand[CXXXIII] er det umuligt at finde noget Lignende. Hun formaaer ikke at tilslibe Andres raa Diamanter til Brillantsmykker for sin Muse; hun lader Musen fremtræde i et simpelt hvidt Gevandt med en vild Blomst i Haaret.Ingensteds er hendes Stils eiendommelige Skjønhed mere hjertevindende end i hint Brev til Rollinat[CXXXIV]. Landbarnets dybe Naturforstaaelse smelter her hos denne Aandsrevolutionernes kvindelige Genius vidunderligt sammen med den evige Higen og gjennem Attraaen mod Naturen og Attraaen efter Lykken klinger det elskende Hjertes Sørgesang over de Skuffelser, det har tilføiet og de Skuffelser, det har lidt. Her og i det følgende Brev til Éverard[CXXXV] seer man saa dernæst, hvorledes George Sands[CXXXVI] politiske, republikanske Tro spirer frem af de erotiske Ungdomsdrømmes og Luftkastellers Ruiner. Fra først af er hun svag i Troen, altfor optaget af sig selv. Vel sandt, den stakkels Poet »føler sig ilde tilpas under Kongedømmets Paraply«, men Formen af Violernes og Jasminernes Kronblade interesserer hende, Digter|212|inden, næsten lige saa stærkt som de sociale og politiske Former. Dog efterhaanden forfølger man, hvorledes Begeistringens Gnist luer op i hendes Bryst. Hun misunder sine mandlige Venner deres Tro og den Handlekraft, den avler, hun »som kun er en Poet, det vil sige kun et lille Kvindemenneske«. I en Revolution vilde de Andre for Alvor gaae ud paa at tilerobre Slægten Frihed, hun vilde kun kunne lade sig slaae ihjel i det Haab, for første Gang i sit Liv at have gjort nogen Gavn, var det saa end kun den at reise en Barrikade saa høi som hendes Lig. Dog hun slutter:
»Har nogen af Jer Brug for mit Liv i Nutid og Fremtid? Hvis I blot ville love at stille mig i en Idees og ikke i en Lidenskabs Tjeneste, saa er jeg villig til at lyde Eders Bud. Ak! jeg siger Eder det forud, jeg duer kun til tappert og trofast at udføre en Befaling. Jeg kan handle, ikke overveie, thi jeg veed Intet og er ikke sikker paa Noget. Jeg kan kun lystre, naar jeg lukker mine Øine og tilstopper mine Øren for ikke at see eller høre noget, der gjør mig uvis; jeg kan marchere med mine Venner, som Hunden, der seer sin Herre seile bort paa Skibet og som kaster sig ud i Vandet for at følge, til den døer af Træthed. Havet er stort, o mine Venner! og jeg er svag. Jeg duer kun til Soldat og jeg er ikke fem Fod høi. – Men ligemeget! |213| Dværgen tilhører Eder. Jeg er Eders, fordi jeg elsker og agter Jer. Sandheden er ikke blandt Menneskene, Guds Rige er ikke af denne Verden; men forsaavidt Mennesket overhovedet formaaer fra Guddommen at rane den Straale, der oplyser Verden, saa have I ranet den, I Prometheus’s Børn, I Elskere af den ubetvungne Sandhed og den ubøielige Retfærdighed! Velan. Lad Eders Banners Farve være stærkere eller svagere, naar Eders Hærskarer blot gaae ad den republikanske Fremtids Vei, saa i Jesu Navn, der nu kun har een sand Apostel paa Jorden, [Lamennais[CXXXVII]], i Washingtons[CXXXVIII] og Franklins[CXXXIX] Navn, der jo ikke have kunnet gjøre Alt og som have efterladt os et Hverv at udføre, i Saint-Simons[CXL] Navn, hvis Sønner vove sig i Kast med det ophøiede og frygtelige Samfundsproblem (Gud beskytte dem!); naar blot det Gode skeer, og de, som troe, bevise deres Tro i Gjerning [...] jeg er kun et stakkels Soldaterbarn, men tag mig med, tag mig med!«
Der gives i Litteraturerne faa saa rene og dybt kvindelige Udbrud af Enthousiasme. I den tydske Litteratur maatte man vel søge et Sidestykke dertil i Bettina’s[CXLI] netop samme Aar udgivne »Goethe’s Brevvexling med et Barn[0048]«, der er Foster af en ligesaa overstrømmende Begeistring; men hos Bettina[CXLII] er Udtrykket ikke fuldt saa ægte som Følelsen; og selve denne er snevrere, den blotte Skjønhedsglæde. Bettina[CXLIII] er spirituel, |214| hendes Stil derfor facetterende og spids; men der er Storhed selv i Udtrykket for den kvindelige Svagheds Enthousiasme hos George Sand[CXLIV].
Det varede nogle Aar inden de Stemninger, vi her see fødes hos hende, sloge ud i Værker. Vi komme senere til dem. Her ville vi dvæle ved de roligere, rent poetiske Fortællinger, der udfylde hendes Forfatterlivs anden Periode.
Af disse sætter jeg i kunstnerisk Henseende den lille Novelle »La Marquise[0049]« ubetinget høiest; den turde overhovedet rent kunstnerisk seet være det Fuldkomneste, hun har skrevet. Jeg tænker mig den inspireret af Erindringen om hendes gode og fine Bedstemoder. Den henriver ved en Forening af det attende Aarhundredes Aand og Sæder med det nittendes frygtsomme og sværmeriske Erotik. Det er en simpel Historie om en fornem Dame fra l’ancien régime, der har giftet sig som man i hin Tid giftede sig, taget sig en Elsker, som man i hin Tid tog sig en Elsker, men som har faaet En, der kjeder hende tildøde, fordi ikke hendes Hjerte valgte, men hele det gode Selskab sammensvor sig om at paadutte hende denne Mand. Ung, uerfaren, skjøn, forsaavidt uskyldig som hun aldrig har kjendt til Elskov, forelsker hun sig nu i en fattig, halvt forkommen eller forfalden Skuespiller, der fra Scenens Brædder synes hende en Incarnation af Manddom og Poesi. Hun seer ham upaaagtet udenfor Theatret og |215| forfærdes over hans forskjellige Udseende; han, hvem hendes Interesse for ham ikke har kunnet blive en Hemmelighed, spiller kun for hende og drømmer kun om hende. Saa have de for første og sidste Gang et Stævnemøde en sildig Aftenstund efter Theatret, til hvilket Marquisen indfinder sig mat efter en Aareladning om Formiddagen, Skuespilleren i sit Theatercostume, som han ikke har faaet Tid til at skifte, med Scenens Idealitet over sig endnu, inspireret, forskjønnet, adlet ved sin Kjærlighed, der hæver ham saa høit over hans Livs sædvanlige Vilkaar. Hun er ærbar, han fuld af Ærefrygt; hun er forelsket, henrevet som hun er i en poetisk Illusion; han elsker hendes virkelige Væsen, brændende, attraaende, men ridderligt, og Mødet ender efter en Storm af gjensidig Lidenskab uden andet Kjærtegn end et Kys, hun trykker paa hans Pande, mens han knæler.
»Nuvel!« slutter den gamle Marquise sin Fortælling, »troer De nu paa Dyden i det attende Aarhundrede?« – »Frue,« svarer hendes Tilhører, »jeg har ikke ringeste Lyst til at tvivle om den; imidlertid, hvis jeg var mindre rørt, vilde jeg maaskee tillade mig den Bemærkning, at det var meget forstandigt af Dem at lade Dem aarelade den Formiddag.« – »I plumpe Mænd!« udbryder Marquisen, »I forstaae dog aldrig noget af Hjertets Historie.«
George Sand[CXLV] har ikke skrevet noget mere |216| Gratiøst; Skjælmeriet i denne Slutning, der ogsaa præger den beslægtede, i lige Grad yndefulde og dybsindige Roman »Teverino[0050]«, men sjeldent ellers kommer frem i hendes Fortællemaade, er ganske i det attende Aarhundredes Aand, og Kunstformen har her den sluttede Knaphed, som i Regelen er Betingelsen for at et Værk kommer til Efterverdenen. »La Marquise[0051]« er skabt til at gaae over i enhver Anthologi af franske Mesterværker.
I en hel Række af de Skrifter, der nu følge, fremstiller George Sand[CXLVI] Kvindenaturen, som hun forestiller sig den, naar den er ufordærvet, nemlig kydsk og stolt, activ og handlekraftig, modtagelig for Elskovslidenskaben, men staaende over den eller bevarende sin Renhed i den. Gjerne tillægger hun Kvinden en sædelig Overlegenhed over Manden. Men dog er ogsaa Mandsnaturen, som hun med Forkjærlighed skildrer den hos sine Helte, i sit Væsen god, om end i de herskende Klasser angrebet ved det nedarvede Hang til Tyranni over Kvinden og Almuen. Rousseau’s[CXLVII] Overbevisning om Naturens oprindelige Godhed og Samfundets Fordærvelighed ligger bagved alle disse Fortællinger. Kvinder som Fiamma[cxlviii] i »Simon[0052]«, Edmée[cxlix] i »Mauprat[0053]« Consuelo[cl] i Romanen af samme Navn (til hvem Madame Viardot[CLI] til et vist Punkt har været Model) ere rene Udtryk for den typiske unge Pige hos George Sand[CLII]. Hendes |217| Rolle er den at inspirere, helbrede eller optugte Manden. Hun er uden Vaklen, hendes Væsen er Fasthed, hun er Fædrelandskjærlighedens, Frihedens, Kunstens eller Civilisationens Præstinde. Af de nævnte Romaner er »Consuelo[0054]« den omfangsrigeste og mest berømte; den begynder mesterligt, men taber sig ganske som flere af Balzacs[CLIII], ikke at tale om Dumas’[CLIV] omfangsrigere Værker i romantisk Fantasteri. Der laa jo i Tidsalderens Kunstanskuelse en Fristelse til Overspændthed; det var ikke blot Victor Hugo[CLV], som bestandig var udsat for at forfalde til det Uformelige.
Ved Siden af disse Bøger i hvilke den unge overlegne Pige er Heltinden, staae nogle andre, i hvilke den modne Kvinde er Hovedpersonen og i hvilke George Sand[CLVI] undertiden mere direkte har fremstilt sit eget Naturel. Saadanne ere »Le sécrétaire intime[0055]«, et svagere Arbejde, og »Lucretia Floriani[0056]« en af de mærkeligste Frembringelser, der er flydt af hendes Pen. Om denne Bog kan med Sandhed siges: Non hic piscis omnium. Den vil for de fleste Læsere tage sig ud som et afskrækkende eller oprørende litterært Paradox; thi den vil godtgjøre Ærbarhed ja Kydskhed hos en ugift Kvinde (en italiensk Skuespillerinde og Skuespilforfatterinde), der har fire Børn med tre forskjellige Fædre. Men det er en Bog, som har løst det vanskelige Problem, Forfatterinden havde stillet sig, at give os Indblik i et Kvindenaturel, som er rigt og |218| sundt nok til altid at maatte elske, ædelt nok til aldrig at kunne nedværdiges, og kunstnerisk nok anlagt til hverken at kunne beroliges i en enkelt Følelse eller hentørres selv efter gjentagne Skuffelser.
Det er lykkedes George Sand[CLVII] at løse Problemet, fordi hun her simpelthen leverede Nøglen til sit eget Væsen. Mere end En, som har hørt Rygterne om Forfatterindens regelløse Liv, om hendes Forbindelser med Jules Sandeau[CLVIII], Alfred de Musset[CLIX], Michel de Bourges[CLX], Frédéric Chopin[CLXI] og en halv Snes andre, har sikkert spurgt sig selv, hvorledes det gik til at saa rene, i al deres Lidenskabelighed saa adelige Bøger som hendes kunde udspringe af et saa uordentligt og efter de almindelige Forestillinger uværdigt Levnet. Mangen En har følt, at den kunstneriske Nysgjerrighed, den hun selv har defineret i Ordene, at hendes Tanke, naar Talen faldt paa Kannibalisme, uvilkaarlig var: »Hvorledes mon Menneskekjød vilde smage!«, var utilstrækkelig til en Forklaring. *)
I »Lucretia Floriani[0058]« har hun leveret en udtømmende Psychologi af sit Væsen, som hun i Trediveaarsalderen var; jeg vil forsøge at reconstruere denne Psychologi af talrige spredte Steder i Romanen:»Lucretia Floriani[clxii] var – hvem skulde troet |219| det? – af Naturel saa kydsk som et lille Barns Sjæl er det. Det lyder meget underligt, det tilstaaer jeg, om en Kvinde, der havde elsket saa meget og saa Mange. Det beroede sandsynligvis paa, at hun var yderst kraftigt organiseret i sensuel Henseende, skjøndt hun syntes af Is i de Mænds Øjne, der ikke behagede hende. I de sjeldne Mellemrum, hvor hendes Hjerte havde været ledigt, havde hendes Hjerne været uden Længsel, og hvis man for bestandig havde holdt hende borte fra Synet af det andet Kjøn, vilde hun have udgjort en fortræffelig Nonne, rolig og frisk. Det vil sige, at Intet kunde være mere rent end hendes Tanker, naar hun var alene; og naar hun elskede, var alt, hvad der ikke var hendes Elsker, i sandselig Henseende for hende, som om det ikke existerede, tom Luft, det rene Intet.« – Derfor siger Lucretia[clxiii] om Kjærligheden: »Jeg veed, at man troer, den stammer fra Sandserne; men det gjælder ikke for de begavede Kvinder. Hos dem gaaer den frem Skridt for Skridt. Den bemægtiger sig først Hovedet, den banker paa Indbildningskraftens Dør; uden Guldnøglen til den kommer den ikke ind. Naar den har gjort sig til Herre over Fantasien, stiger den saa ned i vore Indvolde, sniger sig ind i alle vore Evner og vi elske da den Mand, der behersker os, som en Gud, som et Barn, som en Broder, som en Ægtemand, som Alt, hvad en Kvinde kan elske.« For|220|fatterinden forklarer, hvorledes den erotiske Illusion bestandig paany kunde bemægtige sig Lucretias[clxiv] Sjæl, især hvorledes hendes sidste heftige Lidenskab for Prinds Karol[clxv] (til hvilken Chopin[CLXVI] er Modellen) har kunnet opstaae: »Den sidste Kjærlighed synes slige rige Naturer altid den første, og saa meget er vist, at dersom Følelsen lader sig maale ved Hjælp af Begeistringens Grad, saa havde hun aldrig elsket saa højt. Den Begeistring, hun havde følt for andre Mænd, havde kun været af kort Varighed. De havde ikke forstaaet at underholde eller fornye den. Kjærligheden havde en Tid lang overlevet Skuffelsen; saa var Ædelmodighedens, Omsorgens, Medlidenhedens, Hengivenhedens, med eet Ord, den moderlige Følelses Stadium indtraadt, og det var nærmest et Under, at Lidenskaber, der vare undfangne saa uforstandigt, havde kunnet leve saa længe, skjøndt Verden, der kun dømte efter Skinnet, var forundret og forarget over at see hende bryde saa hurtigt og saa ubetinget. I alle disse Lidenskaber havde hun næppe otte Dage igjennem været lykkelig og forblindet, og naar et eller to Aars absolute Hengivenhed saa fulgte paa en Kjærlighed, som hun længst havde gjennemskuet som absurd og uværdig, var da ikke dette en stor Opofrelse af Mod og Kræfter, langt større end Ofret af et helt Liv vilde være til Bedste for et Væsen, hvem man ansaa for Ofret værdigt?« |221|
Vi forstaae hvorledes Lucretia[clxvii] bestandig har følt sig tiltrukket af svage Mænd: Hendes uafhængige Karakter har i Forening med hendes moderlige Instinct maattet drage hende til de Svage. Tanken om at blive beskyttet har været hende utaalelig og hun har saa ofte, naar hun vilde støtte sig til Væsener, der var stærkere end hun selv, følt sig stødt tilbage af deres Kulde, at hun er bleven tilbøjelig til den Tro, at Kjærlighed og Energi ikke lade sig forene uden i Hjerter, der have lidt saa meget som hendes eget.
Vi see endelig hvorledes Forholdet til hendes Børn – og Lucretia[clxviii] er ligesom George Sand[CLXIX] den kjærligste, ømmeste Moder – maa indvirke paa hendes Kjærlighedsliv: »Hun havde villet være en Moder for sine Elskere uden at ophøre at være en Moder for sine Børn, og disse to Følelser, der stadig laa i Strid med hinanden, endte altid deres Kamp med Tilintetgjørelse af den mindst haardnakkede Lidenskab. Børnene vandt altid Seier og Elskerne, der saa at sige vare tagne fra Civilisationens store Hittebørnsanstalt, maatte nødvendigvis tidligere eller senere vende tilbage til den.«
Lucretia[clxx] omtaler endelig sit Forhold til Verdens Dom om hendes Charakter og Levnet i et Sprog, der direkte lader sig anvende paa George Sand[CLXXI]: »Jeg har aldrig søgt Skandale. Jeg har kunnet afstedkomme Forargelse, men uden at ville og vide det. Jeg har aldrig elsket to Mænd paa en Gang; |222| jeg har aldrig, end ikke i Tankerne, tilhørt mere end En i en vis given Tid, saalænge min Lidenskab har varet. Naar jeg ikke elskede ham mere, bedrog jeg ham ikke, jeg brød med ham. Jeg havde ganske vist lovet ham evig Kjærlighed, men i god Tro; hver Gang jeg har elsket, har det været saa helt og fuldt, at jeg har troet, det var første og sidste Gang i mit Liv. De kan ligefuldt ikke kalde mig en ærbar Kvinde, men jeg har selv den trygge Følelse af at være det [...] Jeg overgiver mit Liv til Verdens Dom, uden at oprøres imod den, uden at finde at den har Uret i sine almindelige Regler, men uden nogen Indrømmelse af, at den har Ret overfor mig.«*)
»Lucretia Floriani[0060]« synes at udgjøre den skarpeste Contrast til den lille Gruppe af fine og simple Bondefortællinger, som følger meget nær efter denne Roman og som føre os helt op til Aaret 1848. I Virkeligheden er Afstanden til »La mare au diable[0061]«, »François le champi[0062]«, »La petite Fadette[0063]« mindre stor end den synes. Hvad der drog George Sand[CLXXII] til Berry’s[i] Bønder, til hendes Hjemstavns landlige Idyller, det var det samme Rousseau’ske Natursværmeri, som havde givet hendes Protester mod Samfundsordenen Vægt og Sving. Hendes Secretair, Tydskeren Müller-Strübing[CLXXIII], en af de Mange, overfor hvem hun |223| praktiserede Lucretia Florianis[clxxiv] Maximer, havde gjort hende opmærksom paa de Auerbach’ske Landsbyhistorier og gav hende derved Stødet til den Del af hendes Production, der ved sin Simpelhed og sædelige Renhed ikke mindre end ved sin Følelsesfylde har skaffet hende den videste Læsekreds. Som Auerbach[CLXXV] i Naturfromhedens Apostel Spinoza[CLXXVI] havde fundet Indvielsen til at blive Bondens Digter, saaledes fandt George Sand[CLXXVII] den i Naturforherligeren Rousseau[CLXXVIII]. Ganske vist ere hendes franske Bønder ikke »sande« i den Forstand, hvori Balzacs[CLXXIX] ere det i »Les paysans[0064]«, de ere ikke blot opfattede med varm Sympathi, som hans med levende Antipathi, men de ere elskværdige, ømtfølende og fintfølende; de forholde sig til virkelige Bønder som Theokrits[CLXXX] Hyrder forholdt sig til Grækenlands. Ikke desmindre have imidlertid disse Fortællinger et Fortrin, der udelukkende beroer paa Stoffets Valg, og som Digterindens øvrige Romaner savne. De ere naive; de besidde Naivetetens altid sjeldne, i fransk Litteratur dobbelt sjeldne Tiltrækning. Alt hvad der var i George Sand[CLXXXI] af Bondepigen, af Landbarnet, Alt det i hende, der var i Slægt med Planten, som groer, med Brisen, som ikke veed, hvorfra den kommer og hvorhen den gaaer, alt det Ubevidste, det Stumme, der var saa tydeligt i hendes ydre Fremtræden, men som saa tidt i hendes Værker var ufrugtbargjort, fordi det blev |224| hærjet af Pathos og Declamation, det aabenbarede sig her i sin simple Naivetet.
»La mare au diable[0065]« (fra 1841) er blandt disse Landsbyfortællinger Perlen. Den betegner Idealismens Culmination i den franske Roman. George Sand[CLXXXII] har her i Virkeligheden givet, hvad hun i hine ovenanførte Ord angav som sit Program, det nittende Aarhundredes Hyrdedigt.
højresiderne i kapitel 11 har i førsteudgaven klummetitlen »George Sand.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
sammensat citat fra indledningen til George Sands roman La mare au diable, 1846 Sand 1846:8-9.
citat fra indledningen til George Sands roman Le compagnon du tour de France, 1840 Sand 1869, 1:1-2.
Honoré de Balzacs kolossale romanrække på mere end 90 færdiggjorte titler, 1830-1856.
citat fra artikel i den retsvidenskabelige avis La gazette des tribunaux, 30.-31.7.1836.
citat fra artikel i den retsvidenskabelige avis La gazette des tribunaux, 30.-31.7.1836.
citat fra artikel i den retsvidenskabelige avis La gazette des tribunaux, 30.-31.7.1836.
citat fra artikel i den retsvidenskabelige avis La gazette des tribunaux, 30.-31.7.1836.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
dvs. genoprettelsen. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
er i betydningen: lysende, glansfuld.
Manon Lescaut er heltinden i den franske forfatter Abbé Prévosts roman Histoire du chevalier des Grieux et de Manon Lescaut, 1731/1753, om den unge adelsmand Des Grieux, som opgiver sin arv og stand til fordel for den smukke, men troløse Manon, og som må ty til større og større forbrydelser for at kunne tilfredsstille Manons trang til materiel velstand.
citat fra George Sands roman Indiana, 1832 Sand 1858:97.
udtrykket opsummerer en passage i George Sands roman Indiana, 1832. Der hentydes til forestillingen om »mental reservation«, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt ens tanker må omfatte noget mere og/eller andet end det, man faktisk giver udtryk for, forudsat at man ikke direkte lyver; især udbredt inden for jesuitternes moralteologi Sand 1858:97.
citat fra George Sands roman Indiana, 1832 Sand 1858:98.
citat fra George Sands roman Indiana, 1832 Sand 1858:221.
citater fra George Sands roman Lélia, 1833 Sand 1862:158-161.
gengivet efter fortalen til 1842-udgaven af George Sands roman Indiana Sand 1858:11.
der hentydes til et brev fra George Sand til Désiré Nisard, trykt som nr. 12 i Sands rejsebrevbog Lettres d’un voyageur, 1837 Sand 1971, 2:939.
citat fra George Sands roman Horace, 1841 Sand 1847:184.
efter den engelske digter George Gordon Byron (Lord Byron).
citat fra George Sands roman Jacques, 1834 Sand 1844:327.
citat fra George Sands roman Jacques, 1834 Sand 1844:326-327.
der hentydes til George Sands foreløbige brud med forfatteren Alfred de Musset, med hvem hun havde en kærlighedsaffære 1833-1835. Under et ophold i Venedig i vinteren 1834 forlod Sand Musset til fordel for den unge læge Pietro Pagello. Episoden er bl.a. skildret af Musset i den selvbiografiske roman La confession d'un enfant du siècle, 1836, og af Sand i Elle et lui, 1859.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 131): »Den romantiske Aandsretning besjælede hendes Frembringelser, men Stilen forblev klassisk«; citat fra Émile Zolas essays Documents littéraires, 1881 Zola 1926:217.
sammensat citat fra et brev fra George Sand til François Rollinat, trykt som nr. 5 i Sands rejsebrevbog Lettres d’un voyageur, 1837 Sand 1971, 2:771-772.
citat fra Delphine de Girardins essay om George Sand, oprindeligt trykt under pseudonymet Le Vicomte de Launay i avisen La presse, 8.3.1837. De Girardin parafraserer Georges-Louis Leclerc Buffons berømte ord »le style c'est l'homme même« (fr.) stilen er manden, i en tale i Det Franske Akademi i 1753 Girardin 1857, 1:89.
(fr.) brun, solbrændt.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 133): »Hvis du ikke drømmer om Militærstanden, hvis du ikke sluger Bøger om Krig og Kort over Krigsskuepladser; hvis du ikke kysser de gamle Soldaters Spor, ikke græder ved Fortællingen om deres Kampe, ikke dør af Længsel efter at se Sligt og af Skam over ikke at have set det, skønt det ikke er din Skyld, saa kast hurtigt Uniformen, som du vanærer. Hvis det at være med blot i et eneste Slag ikke henriver dig; hvis du ikke føler Attraa efter at deltage i alle mulige; hvis du er adspredt; hvis du ikke skælver for, at Regn vil kunne forhindre dit Regiment i at manøvrere – saa giv din Plads til en ung Mand, der er saadan, som jeg kræver ham«; citat fra et skrift af Fyrsten af Ligne Ligne 1809, 2:154-155.
citat fra et brev fra George Sand til Éverard (Michel Louis-Chrysostome), trykt som nr. 6 i Sands rejsebrevbog Lettres d’un voyageur, 1837 Sand 1971, 2:781.
citat fra et brev fra George Sand til Éverard (Michel Louis-Chrysostome), trykt som nr. 6 i Sands rejsebrevbog Lettres d’un voyageur, 1837 Sand 1971, 2:806.
sammensat citat fra et brev fra George Sands til Éverard (Michel Louis-Chrysostome), trykt som nr. 6 i Sands rejsebrevbog Lettres d’un voyageur, 1837 Sand 1971, 2:806-807.
(fr.) den gamle regeringsform, styret i Frankrig før revolutionen i 1789.
citater fra George Sands novelle »La marquise«, 1832 Sand 1852:230.
egentlig: piscis hic non est omnium (lat.) denne fisk er ikke for alle. Udtrykket stammer fra André-François Deslandes' filosofiske værk Pigmalion, ou La statue animée, 1741 (med henvisning til en passage i den romerske filosof Ambrosius Theodosius Macrobius' Saturnalia, ca. 400). Det kendes dog især fra Denis Diderots anonymt og ulovligt udgivne aforismesamling Pensées philosophiques, 1746, hvor det optræder som motto på titelbladet.
der henvises til en diskussion om det moralsk forkastelige i at spise menneskekød i et brev fra George Sand til Charles-Augustin Sainte-Beuve, citeret i Sainte-Beuves essaysamling Portraits contemporains, 1869-1871 Sainte-Beuve 1869, 1:511-512.
citat fra George Sands roman Lucrezia Floriani, 1847 Sand 1855:169-170.
citat fra George Sands roman Lucrezia Floriani, 1847 Sand 1855:67-68.
citat fra George Sands roman Lucrezia Floriani, 1847 Sand 1855:130.
her i betydningen: opretholde, vedligeholde.
citat fra George Sands roman Lucrezia Floriani, 1847 Sand 1855:127.
sammensat citat fra George Sands roman Lucrezia Floriani, 1847 Sand 1855:38.
der hentydes til Berthold Auerbachs folkelig-realistiske bondefortællinger Schwarzwälder Dorfgeschichten, 1843-1854.
der hentydes til den hollandske filosof Baruch de Spinozas panteistiske begreb om 'Deus sive Natura' (lat.) Gud eller naturen; forestillingen, at Gud og naturen er ensbetydende, og at skaberen er uadskillelig fra det skabte.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik