Først og fremmest har denne Gruppe af engelsk Litteratur visse Charaktermærker, der ere fælles for den hele europæiske Aandsretning i denne Periode, fordi de frembringes af samme Aarsag. Napoleon[I] truede Europa med et Universalmonarchi. Dels instinctmæssigt dels med bestemt Bevidsthed bøiede alle de truede Folkeaander for at undgaae Overvældelsen sig ind imod deres egne Livskilder. Nationalitetsfølelsen vækkes og svulmer i Tydskland under Frihedskrigen, i Rusland flammer den iveiret med Landets gamle Hovedstad, i England begeistres den for en Wellington[II] og Nelson[III] og hævder i blodige Slag fra Nilen til Waterloo[a] det gamle engelske Herredømme over Havet, i Danmark fremkalder Kanonaden fra Slaget paa Rheden en ny Folkeaand og en ny Poesi. Det er denne Nationalfølelse, der overalt hos Folkene leder dem til at fordybe sig i deres egen Historie og egne Sæder, i deres Sagn og Eventyrkredse. Kjærligheden til det Folkelige fører til Studiet og Gjenfremstillingen af det egentlige saakaldte »Folk«, de lavere Samfundsklasser, som det 18de Aarhundredes poetiske Dannelse endnu ikke havde bearbeidet. Ja Reactionen mod Verdenssproget bringer endog Dialekterne til Ære.
I Tydskland førte, som jeg tidligere har |7| skildret,*)
Nationalitetssværmeriet til Begeistring for Tydsklands Fortid, for Middelalderen, dens Tro, dens Overtro og dens Samfundsorden. I Italien finder med Manzonis[IV] Hymner[0002] en tilsyneladende Tilbagevenden til Katholicismen Sted. Den dogmatiske og asketiske Religion hævder sig her som Poesi og Moral; den bliver fra en Tro til et kunstnerisk Motiv. Manzonis[V] religiøse Begeistring er den samme som den, der ledsagede Paven tilbage til Rom[b] og indgav Alexander[VI] Ideen til den hellige Alliance. I Frankrig, der skjøndt det selv havde fostret Napoleon[VII], tvunget af Tidsaanden betraadte et lignende Spor som Tydskland, vendte den litterære Bevægelse sig mod Akademiet, mod den saakaldte klassiske ↄ: abstract kosmopolitiske Litteratur og man gik bag om Ludvig den Fjortendes[VIII] Tidsalder tilbage til det 16de Aarhundredes Digtere, til Du Bellay[IX] og Ronsard[X], ja til de stakkels groteske Poeter som Boileau[XI] havde haanet og fortrængt. (V. Hugos[XII] Optræden, Sainte-Beuves[XIII] første litteraturhistoriske Skrifter, Théophile Gautiers[XIV] »Les grotesques[0003]«.) I Danmark fulgte Aanderne ved Aarhundredets Begyndelse i Hovedsagen den tydske Strømning. Man opponerede mod den franske Cultur. Oehlenschlägers[XV] Digt »Busten[0004]« i »Langelandsreisen[0005]« antyder den nye Bevægelses Charakter. Digteren antager først den Buste, han |8| finder i det fremmede Værelse, for Voltaires[XVI], og nu følge Versene:Saa opdager han, at det er Ewalds[XVII] Buste, for hvilken han staaer, og giver sin begeistrede Taknemmelighed mod Digteren Luft. En omstændelig Analyse af Hauchs[XVIII] »Hamadryaden[0006]« har ligeledes ført mig til det Resultat, at det var den franske Aandsretning, især som denne tog sig ud gjennem tydske Briller, hvilken den nye Skole vilde tillivs.*)
Steffens[XIX] bragte jo desuden den tydske Culturstrøm med sig. Men i Bevægelsens andet og ligesaa betydningsfulde Stadium omdanner den sig fra polemisk mod Frankrig til polemisk mod det Fremmede overhovedet, særligt Tydskland, der i vort Fædreland altid havde spilt Undertrykkerens Rolle, og ved en besynderlig og dog naturlig Consequents bliver det selve den Tilbagesøgen til det Folkelige, hvortil man efter Tydsklands Exempel hengav sig, der fjernede stedse mere fra Tydskland. (Retningen mod det Nordiske, Grundtvig[XX]).Man gjenfinder i England de samme Grundtræk, der betegne Bevægelsen i alle andre Lande. Man afrystede den franske Dannelse, der i det |9| 18de Aarhundrede havde behersket de høiere Samfundsklasser. Den klassiske Retnings sidste Digter Pope[XXI] skulde snart ikke mere staae som Mester for den unge Slægt. Man ruskede den lille Mand i hans zirlige Paryk og traadte i hans Haves velordnede Bede. Og nu saaes det ret, hvilken mægtig Reserve den britiske Folkeaand besad i de friskere af Culturen uudtømte Kongeriger, der laa afsides fra det politiske Livs Midtpunkt. Irland, der i det 18de Aarhundrede havde frembragt en Tænker som Swift[XXII] og en Skribent som Goldsmith[XXIII], sad inde med en Skat af deilige Melodier, der saasnart en stor lyrisk Digter laante dem Ord, lød fra alle syngende Læber i Europa. Waliserne samlede og udgave deres gamle Digtninge og i Skotland, til hvis lavere Samfundslag de engelske Fabrikarbeideres kuede Levevis endnu ikke var trængt hen, og hvor det af sin Fortid og sin Hjemstavn stolte Folk fastholdt sine Folkesange, sin Overtro og sin politiske Særaand, dukkede i Slutningen af det 18de Aarhundrede Macphersons[XXIV] Ossian op som en Protest mod al forstandskold og regelret Kunstdigtning. Dens Indflydelse var lige stor paa Alfieri[XXV] og Foscolo[XXVI] i Italien, paa Herder[XXVII] og Goethe[XXVIII] i Tydskland og paa Chateaubriand[XXIX] i Frankrig. Saa følger i England Percy’s[XXX] Samling af de engelske Folkeviser[0009] og i Skotland Walter Scotts[XXXI] Samling af gamle skotske Ballader[0010]. Men mellem disse to ligger en af hine litterære Strøm|10|ninger fra Land til Land og tilbage, som det er mit Hovedøiemed at paapege, og som her paa en slaaende Maade træder for Dagen. Der sad, kort efter at Percys[XXXII] Samling[0011] var udkommen, i Gøttingen[c] en stakkels juridisk Embedsmand, i trykkende Kaar, levende i et fortvivlet og demoraliserende Dobbeltægteskab med to Søstre, i hvis Hus denne Bog en Dag dumper ned. Den gjør et saadant Indtryk paa Bürger[XXXIII], at den fremkalder en Revolte i hans Sind, og han plages af Lyst til at skrive Noget, der længe havde været banlyst fra al god Kunstdigtning, men som han til Baggesen[XXXIV] (se »Labyrinthen[0012]«) betegnede som den egentlige »Poesi«: en Ballade. Saa begynder han da paa sin berømte »Leonore[0013]«, udarbeidende den langsomt, Uge efter Uge, og med en saadan Overbevisning om Betydningen af det Skridt, han foretager sig, at hans Breve til hans Venner derom strømme over af den heftigste Selvfølelse. Saa kommer denne Ballade ud og gaaer snart Europa rundt. I Aaret 1795 gjør en ung Dame i Edinburgh[d] en anden juridisk Embedsmand bekjendt med den, og denne unge Jurist, Walter Scott[XXXV] ved Navn, i hvem der ligeledes stak en Digter og det en meget større, debuterede i Poesien med en Oversættelse af denne Ballade og en anden om »Den vilde Jæger«. Da disse Oversættelser modtoges med Bifald, begyndte han at ansee sig for Digter. Og det er paa Grundlag af disse Oversættelser og den af »Götz |11| v. Berlichingen[0014]«, som Scott[XXXVI] i 1799 udgav, at den nationale skotske Romantik i hans Poesier reiste sig.
Her er altsaa oprindeligt i denne Litteratur et Pust af den fælleseuropæiske Reaction mod det 18de Aarhundrede. Vi finde den levende Nationalfølelse, der afløser Kosmopolitismen, i England hos Wordsworth[XXXVII] i Skikkelse af en poetisk beskrivende Patriotisme og hos Southey[XXXVIII] som hel- og halvofficiel Forherligelse af Kongehuset og de nationale Bedrifter, medens Scott[XXXIX] og Moore[XL] formelig staae som digteriske Incarnationer af de to andre Kongeriger. Den almindelige Tilbagesøgen til det Folkelige repræsenteres først og fremmest af Wordsworth[XLI], der særlig fremstiller de lavere og laveste Klassers Liv, Forkjærligheden for Middelalderen først og fremmest af Scott[XLII], der forener en Antiqvars Forkjærlighed for Minderne fra Fortiden med en Torypolitikers Lyst til at fremstille det Nedarvede i den mest tiltrækkende Belysning. Den egentlige Overtroens Romantik finder sin Digter i Coleridge[XLIII], hvis forsætlige Naivetet og Simpelhed er i nært Slægtskab med den Tieckske, og Coleridge[XLIV] er det ogsaa, der som Repræsentant for Datidens tydske Philosophi nedlægger en abstract videnskabelig Protest mod Oplysningsperioden. Hans Lære er ganske uengelsk, rent apriorisk i Modsætning til den engelske Videnskabs experimentale Charakter, den er conservativ, religiøs og historisk, fordi den tidligere Philosophi havde været radical, vantro og |12| metaphysisk, det er en Schellingianisme, der fra først af søger at bevare saa mange af det forrige Aarhundredes Resultater som muligt, men som stedse mere haardnakket og mere bornert iler til den modsatte Yderlighed af den, paa hvilken man i det forrige Tidsrum var strandet. For Romantikens uordentligt phantastiske Retning staaer Southey[XLV] med sine østerlandske Epopeer som Repræsentant, og hvad endelig Romantikens sønderrevne og lidenskabelige Helte angaaer, da fremtræde de i vildere og mandigere Skikkelse hos Byron[XLVI], medens Shelleys[XLVII] Aandetro og hans Opløsen af alle faste Former i ætherisk Musik erindrer om Inderligheden og Ubestemtheden hos Novalis[XLVIII].
højresiderne i kapitel 1 har i førsteudgaven klummetitlen »Fælles Træk af Tidsalderen.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
tysk navn for krig i 1813, hvor en koalition af Frankrigs fjender i fællesskab drev de franske besættelsestropper ud af Tyskland.
der sigtes til Napoleon 1.s invasion af Rusland, der blev påbegyndt i juni 1812 og samme efterår førte til erobringen af Moskva. Byen viste sig dog at være rømmet, og den blev kort efter ramt af omfattende brande, der gjorde voldsom skade.
henviser til to slag under Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815). I 1798 landede Napoleon 1. i Egypten, og det kom 1.8.1798 til et sammenstød i Abu Qir-bugten tæt ved Nilen, hvor en britisk flåde ledet af Horatio Nelson besejrede en fransk flåde. Slaget ved Waterloo fandt sted 18.6.1815, og her led Napoleon 1. det endelige nederlag til en koalition bestående af bl.a. Storbritannien, Rusland og Preussen.
søslag under Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815). Slaget fandt sted 2.4.1801 i Kongedybet ud for København og stod mellem en britisk flåde og en dansk defensionslinje. Englænderne angreb med det formål at få Danmark til at udtræde af et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Rusland - eller som et alternativ at ødelægge den danske flåde. Danskerne forsvarede sig indændt, men den britiske overmagt var for stor, og defensionslinjen blev nedkæmpet. Herefter indledtes fra dansk side forhandlinger, der førte til udtrædelse af neutralitetsforbundet.
der sigtes til en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig (kaldet: Den Hellige Alliance) med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald. Initiativet til alliancen kom fra den russiske kejser Aleksander 1.
af den reviderede 1823-udgave af Adam Oehlenschlägers digt »Gibs-Billedet«, 1805 Oehlenschläger 1823, 1:310.
henviser til den påvirkning af dansk åndsliv, der skete gennem Henrich Steffens' forelæsninger på Elers' Kollegium i København i 1802. De omhandlede den (tyske) romantiske naturfilosofi, som den bl.a. kommer til udtryk hos Schelling.
der sigtes til Thomas Moores epokegørende digte i Irish Melodies, 1808-1834. Moore fandt og brugte i vid udstrækning melodierne til digtene i Edward Buntings musikalske værker, bl.a. Buntings A General Collection of the Ancient Irish Music, 1796.
der sigtes til en række udgivelser, der 1760-1763 blev udsendt af James Macpherson (samlede, reviderede udgaver 1765 og 1773). Værkerne blev af Macpherson, der selv stod som oversætter, tilskrevet den gæliske digter (skjald) Ossian. Værkerne blev hurtigt voldsomt populære, men der blev dog allerede i samtiden sat spørgsmålstegn ved værkets autenticitet (og kvaliteter), og i dag tilskrives størsteparten Macpherson selv.
af Jens Baggesens Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig, 1792-1793 Baggesen 2016, 2:38.
der sigtes til Walter Scotts anonymt udgivne The Chase, and William and Helen, 1796. Værket består af Scotts oversættelser til engelsk af Gottfried August Bürgers ballade »Lenore«, 1774 (»William and Helen«), og »Der wilde Jäger«, 1786 (»The Chase«).
der sigtes til den oversættelse til engelsk af Goethes Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand, 1773, som Walter Scott i 1799 udsendte med titlen Goetz of Berlichingen, With the Iron Hand.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.