Men disse Tidsalderens fælles og bredeste Grundtræk modificeres paa en høist kjendelig Maade ved en Række af særligt engelske Træk, der uden at forekomme andensteds gjenfindes hos de hinanden ellers mest ulige Aander, som denne Periode af Englands Litteratur har at opvise.
Disse Træk lade sig samtlige føre tilbage til eet Grundtræk: den kraftige Naturalisme. Jeg sagde, at den første Bevægelse er den, at Skribenterne blive nationale. Men det at blive national vilde i England sige at blive Naturalist, som det i Tydskland betød at blive Romantiker, i Danmark at blive Oldnordisk. De dyrke, studere, |13| og tilbede allesammen Naturen. Wordsworth[I], der ynder at bære sine Passioner tilskue som Ideer, flager formelig med Ordet Natur og gjenfremstiller i grandiose Billeder, men med smaalig Omhu, Bjerge, Søer og Floder, Bønder og Almuesmænd fra Nordengland. Scotts[II] Naturskildringer ere som bekjendt udførte paa Grundlag af paa Stedet gjorte talrige Notitser og ere saa troe, at en Botaniker vilde kunne lære Stedets Vegetation at kjende igjennem dem. Keats[III] er med alt sit Sværmeri for Antiken og den græske Mythologi en med de skarpeste Sandser og den fineste universelle Sandselighed udstyret Sensualist, der seer, hører, føler, smager og indaander alle Afarter af Farvepragt og Fuglesang og Silkeblødhed og Druesaft og Blomsterduft, som Naturen rummer. Moore[IV] er lutter aandiggjort Sandselighed. Den forvænte og forvænnende Digter synes at leve omgivet af alle Naturens skjønneste og mest udsøgte Eiendommeligheder. Han blænder vor Aand med Solglands, døver den med Nattergalemelodier og drukner den i Sødme. Vi leve med ham i en stadig Vision af Vinger, Blomster, Regnbuer, Smil, Rødmen, Blussen, Taarer, Kys og atter Kys. Naturalisme, det er den virkelig dybest liggende Tendens i Værker som Byrons[V] »Don Juan[0001]« og Shelley’s[VI] »The Cenci[0002]«. Med andre Ord, paa engelsk Grund er Naturalismen saa stærk, at den gjennemtrænger den romantiske Supranaturalisme hos Coleridge[VII] ikke mindre end den høikirkelige Theisme hos Wordsworth[VIII], |14| den atheistiske Spiritisme hos Shelley[IX], den revolutionære Liberalisme hos Byron[X] og den historiske Interesse hos Scott[XI]. Hos alle Digterne behersker den deres personlige Tro og deres poetiske Retning.
Denne kraftige, saftigt mættede Realisme beroer paa forskjellige gjennemgribende engelske Egenskaber. Først Kjærligheden til Land og til Sø. Næsten alle de i denne Periode optrædende engelske Digtere ere enten Landmænd eller Sømænd. Den engelske Muse var fra Arildstid af en Ven af Herresædet og Forpagtergaarden. Wordsworths[XII] ægte engelske Poesi svarer nøie til de vidtbekjendte Malerier og Stik, der skildre engelsk Landliv med et Præg af Sundhed og Ligevægtens Ro og nu og da med et evangelisk Skjær over Scenen, naar Landsbypræstens faderlige Virksomhed eller Husandagtens opbyggelige Charakter bliver fremstilt. Burns[XIII], Sangeren bag Ploven, Skotlands største digteriske Geni, viede tidligt den skotske Digtning til Landet, og der er Sandhed i det spydige Ord, at Scott[XIV] i alle sine Epopeer kun skrev en rimet Reisebog til Skotland. At allerede de Samtidige havde dette Indtryk kan sees af Moores[XV] satiriske Spøg over, hvorledes Scott[XVI] i sine Digte »gjør« det ene Herresæde efter det andet.*)
Og hvilken Rolle spille ikke disse Herre|15|sæder i to saa polart modsatte Digternaturers Existents som Byrons[XIX] og Scotts[XX]. Newsteads Navn er uadskilleligt knyttet til Byrons[XXI] som Abbotsfords til Walter Scotts[XXII]. Det gamle Abbedi med dets middelalderlige og phantasirige Architektur er Byron[XXIII] den nødvendige Folie for hans Pairstitel og Pantet paa hans Hjemstedsret i England. Han afhænder det først, da han har sagt sit Fædreland Farvel for bestandig. Walter Scotts[XXIV] Eiendom er vel ikke saa gammel og ærværdig; men han kjøber sig Abbotsford, da det Ønske om Landbesiddelse, der altid har været mægtigt i ham, bliver uimodstaaeligt, og han indretter sig i den lykkelige Periode af sit Liv, han tilbringer her, som havde han aldrig voxet op med anden Udsigt for Øie end den at vise en gammel skotsk Godsbesidders kongelige Gjæstfrihed og leve hans dristige Friluftsliv. Hans største Morskab er den halsbrækkende Fornøielse |16| at vade gjennem rivende Strømme, selv om han ved at gaae 50 Skridt videre havde kunnet komme over en Bro, at ride paa en Hest saa vild at den ikke kan rides af nogen Anden, og at drive Laxejagt med Spyd ved Fakkelskin, snart gjennemblødt af Regn, snart stivfrossen i Nattekulden. Hvilken Kjender af Byrons[XXV] Liv mindes ikke her hans Forkjærlighed for vilde Rideture og forvovne Svømmeexperimenter!Ikke desmindre er der i de to Digteres Forhold til deres Grundeiendom en Modsætning, som charakteriserer deres forskjellige Naturer. Byrons[XXVI] Forkjærlighed for Newstead var begrundet i hans aristokratiske Tilbøieligheder, Scotts[XXVII] for Abbotsford i hans historiske Instincter. Som Walter Scotts[XXVIII] Herresæde havde Ettrick Skoven til Baggrund, saaledes havde Newstead den ved Robin Hood og hans lystige Mænd berømte Sherwood Skov. Alligevel have disse Minder ingensomhelst kjendelig Indflydelse udøvet paa Byrons[XXIX] Poesi, skjøndt han iøvrigt skildrer selve Abbediet fortræffeligt i 13de Sang af »Don Juan[0004]«. Minderne fra Ettrickskoven gaae derimod som et Omkvæd gjennem Scotts[XXX] hele Digtning, ja det er endog ham og ikke Byron[XXXI], som (i »Ivanhoe[0005]«) kalder Sherwoodskovens Liv og Poesi op fra de Døde.
En anden engelsk Betingelse for Naturalismen er Digternes Kjærlighed til de høiere Dyr og deres stadige Forhold til Dyreverdenen. De |17| have den Forkjærlighed for alle Husdyr, som er en Consequents af deres engelske Sands for Hjemmet. De slæbe Hjemmet og Husdyrene med sig, naar de reise. Næsten alle disse Skribenter ere Sportsmen, fremfor Alt ivrige Ryttere. Man bør agte paa dette Træk for ikke, som det altfor ofte gjøres, at se en individuel barok Eiendommelighed i Træk, der ere rent folkepsychologiske Bestemmelser. Ikke for Intet nedstammer denne Race fra to mythiske Helte med Hestenavnene Hengist og Horsa. Vi gjenfinde ogsaa Byrons[XXXII] Kjærlighed til Heste, Hunde og alleslags vilde Dyr, der saa tidt er fremhævet som en betegnende Særhed hos den menneskesky Forviste ligesaa udpræget hos den i blomstrende hjemlig Lykke levende Walter Scott[XXXIII]. Mathews’s[XXXIV] bekjendte Brev om Livet paa Newstead viser os Byron[XXXV] som Yngling omgiven af et helt Menageri, hvoriblandt en Bjørn og en Ulv; Medwins[XXXVI] Meddelelser om hans Liv i Italien skildre os hans Opbrud fra Ravenna[a] i Aaret 1821 »med 7 Tjenere, 5 Vogne, 9 Heste, en Abe, en Bulldog, en Dogge, 2 Katte, 3 Perlehøner og andre Fugle.« Sligt kan synes en rent personlig Særhed. Men man læse blot til Sammenligning i Walter Scotts[XXXVII] Biographi Beskrivelsen over hans Flytning til Abbotsford. Den hele Forskjel er den, at Antiquarens Marskandiserbutik her pudsigt blander sig med Menageriet: »Toget lignede en Karavane, Vognene vare fyldte |18| med gamle Sværd, Buer, Skjolde og Landser, Hønsene havde man indkvarteret i gamle Hjælme, og selv Køerne maatte i denne Procession bære gamle Faner, Standarter og Musketter. Ved Siden af Toget løb et Dusin Bønderbørn, belæssede med Fiskeredskaber, Net og Laxespyd og førende alle Afarter af Hunde ved Linen.« – Man finder et Tegn paa den tungsindige Byrons[XXXVIII] Melancholi i hans Kjærlighed til Hunden Boatswain og i den høitidelige Indskrift han lod sætte paa sin Yndlingshunds Grav. Men man bør for at forstaae dette Træk, betænke, at den levelystne Scott[XXXIX], da hans Yndlingshund Camp døde, lod den høitideligt begrave i sin Have, medens hele Familien stod og græd om Graven.
Dog endnu mere charakteristisk end Kjærligheden til Grundbesiddelse og til Heste og Hunde og end de Vidnesbyrd, den sætter sig i den engelske Poesi, er den engelske Forkjærlighed for Havet. Englænderen er et Amphibium. En betydelig Gruppe af hele denne Periodes Naturskildring er Marinemaleri. Det var en gammel, i hin Tid paany glorværdigt hævdet Overlevering, at England var Havets Dronning; den engelske Digtning var og blev Søens ypperste Skildrer og Fortolker. Der gaaer et Pust af Havets Friskhed og Frihed gjennem dette Lands bedste Poesi; Havet selv stod for dets Digtere som det store Frihedssymbol paa samme Maade, som Alperne[b] til alle |19| Tider have gjort det for de frie Beboere af Schweiz. Med Sandhed udbryder Wordsworth[XL] (»Sonnets dedicated to Liberty[0006]« I, XII):
Derfor dukker da ogsaa den længst begravne Aand fra Vikingetiden op paany hos Landets ypperste Digtere i denne Tidsalder, i hvilken den engelske Poesi i dette Aarhundrede synes at have culmineret. Coleridges[XLI] Digt »Den gamle Sømand[0007]« samler al Havets Rædsel og Gru, Byrons[XLII] Vikingefarter afspeile sig direkte i »Childe Harold[0008]« og »Don Juan[0009]«, Shelleys[XLIII] Lidenskab for Sø og Seilads lever og aander i hans Rytmers Bølgeslag og i alle dem af hans Sange, der forherlige Vind og Vove, først og fremmest i hans Mesterværk »Oden til Vestenvinden[0010]«.
Overført paa Samfundet bliver Naturalismen, som allerede hos Rousseau[XLIV], revolutionær, og bag hin Kjærlighed til Grundbesiddelse og denne Lyst til at udsætte sig for Havets Luner og beherske dem, der er Naturalismens dybtliggende Aarsag, ligger hos Englænderen den endnu dybere nationale Selvstændighedsfølelse, der under de bestemte historiske Forhold i dette Tidsrum saa naturligt maatte føre de bedste Aander til Radicalisme. Ingen Nation er gjennemtrængt |20| af denne Selvfølelse i den Grad som den engelske; man seer det bedst naar Engelskmanden i Udlandet optræder mellem Fremmede; hans Titel som Englænder melder ham »som en Fanfare«. Det er denne Selvstændighed, der er gaaet over i den engelske Litteratur, som i afgjørende Øieblikke har gjort dens Kunst til Charakterkunst, og den er det, som i den Periode vi have for Øie gjør Udslaget og iværksætter Omslaget i Europas litterære Bevægelse. Der udfordredes en Englænder til som Byron[XLV] ene at stemme den Strøm, der flød ud fra den hellige Alliance – en Englænder, først fordi kun en engelsk Digter vilde have havt Charakter dertil, dernæst fordi paa hin Tid kun Englands Digtere besad det udprægede politiske Hang og den skarpe politiske Sands, der altid har udmærket denne den første, ja maaskee eneste parlamentariske Nation. Der udfordredes fremdeles en Englænder til med denne vilde Energi at kaste Handsken til sit eget Folk. Kun i det nationalstolteste Folk kunde der findes store Aander, som vare stolte nok til at trodse Nationen. Denne personlige Selvstændighed hos Folkets fremragende Digteraander betinges ved en ægte engelsk Eiendommelighed. Disse Digtere have saa godt som ingen Theori, sjeldent nok en æsthetisk, aldrig nogen philosophisk; medens f. Ex. Tydskerne Lessing[XLVI], Goethe[XLVII] og Schiller[XLVIII] alle indlægge sig de betydningsfuldeste Fortjenester af Videnskaben, er der |21| blandt det engelske Digterfolk ikke en eneste Videnskabsmand. Ja, hvad der er det mærkeligste, disse Skribenter conferere ei engang med hinanden. Goethe[XLIX] og Schiller[L] brevvexle i det Uendelige om de forskjellige Sujetters Natur og deres rette Behandling, ja discutere tidt vidtløftigt nok Nødvendigheden af en Strophe mere eller mindre; Heiberg[LI] og hans Skole følge bestemte æsthetiske Principer, hvorom de ere komne overens, og ere næsten lige saa kritiske som productive, men Scott[LII] og Byron[LIII] og Moore[LIV], hvem dog et hjerteligt Venskab forener, udføre hver for sig deres poetiske Værker fuldstændigt isolerte, uden at give eller ønske et Vink, et Raad, en Samtale med Broderdigteren angaaende det paabegyndte Arbeide. Selv naar ganske undtagelsesvis en Paavirkning finder Sted, som af Wordsworth[LV] og især af Shelley[LVI] paa Byron[LVII], da foregaaer den saa at sige hemmeligt, fuldstændigt ubevidst, og saaledes, at den af dens Gjenstand enten ikke nævnes eller idetmindste ikke tilstaaes. En amerikansk Forfatter har slaaende betegnet denne Egenskab hos Racen, naar han siger: »Hver af disse Øboere er selv en Ø.«
Jeg berørte den politiske Sands og Interesse. Som der ikke er en blandt disse Digtere, der er Videnskabsmand, saaledes er der næsten ikke en iblandt dem, der ikke er Politiker. Den politiske Tendens er en direkte Følge af den nationale Realisme. Forskjellige Overbevisninger kunne skille |22| disse Digtere politisk, men de tage alle Parti, Scott[LVIII] som Tory, Wordsworth[LIX] som Royalist, Southey[LX] og Coleridge[LXI] først for saa imod den nye Tids Frihedsprinciper, Moore[LXII] for Irlænderne, Landor, Byron[LXIII] og Shelley[LXIV] som Radicale for de Undertrykte i alle Folk og for selve de undertrykte Nationer. Maa man undtage en enkelt Digter som Keats[LXV], der næsten kun dyrkede l’art pour l’art, da maa man heller ikke glemme, at han døer 25 Aar gammel. I denne Virkelighedsinteresse ligger, at de rent litterære Spørgsmaal (Klassicisme eller Romantik f. Ex.) aldrig i deres Livet uvedkommende Abstracthed her kunne faae den overdrevne Betydning, som der samtidigt tillægges rent litterære Controverser i den tydske, den danske, ja selv i den franske Litteratur. Kun er det morsomt hos disse Digtere at see hvorledes Englænderens Trang til praktisk Indgriben forener sig med Poetens phantastiske Hang. Scott[LXVI] drev sin Uvillie mod Revolutionen til rent Don-Quichoteri. Han blev f. Ex. med en af sine Venner, en Hertug, enig om, ifald Franskmændene skulde gjøre Landgang i England, da at drage ud i Skovene og leve der som Robin Hood og hans Mænd. Omtrent paa samme Tid var det, at Southey[LXVII] og Coleridge[LXVIII] i Ungdommens første jakobinske Hede forkyndte deres Bekjendte, at de vilde udvandre til en ensom Egn i Amerika; Bredderne af Susquehanna bleve valgte, fordi denne Flods Navn |23| syntes de unge Mænd særligt smukt og melodisk (pretty and melodical); der vilde de saa danne en Commune Pantisokracy, hvor al Eiendom skulde være fælles og alle Mennesker lige i Naturtilstanden. Landor[LXIX], der iøvrigt ingenlunde skyede som Soldat i Spanien at sætte sit Liv for Alvor ind paa Kampen for sine Ideer, vilde som Yngling hjemme i Warwickshire[c] fornye de arkadiske Idyllers Tid; han svarer som Digter temmelig nøie til Socialisten Owen[LXX]. Shelley[LXXI], der i Politiken havde saa fin en Modtagelighed, at man bestandig mindes det Udtryk af ham, der findes i hans »Julian og Maddolo[0011]«:
Shelley[LXXII], der forudfølte saa mangen politisk Revolution, der 50 Aar før Parlamentsreformen gjennemførtes udkastede den nøiagtige Plan til den i en politisk Brochure, og som i Dramet »Hellas[0012]« profeterede den græske Opstands lykkelige Udgang paa en Tid, da den for Statsmændene stod som haabløs, Shelley[LXXIII] er rent Phantast, saasnart han kommer ind paa Kapitlet om Menneskeslægtens tilstundende Guldalder. Man efterlæse hvorledes han som Yngling skildrer den i »Queen Mab[0013]«: »Nordpolens Is smelter, Ørkenerne opdyrkes, Basilisken slikker Barnets Fod, Vindene blive melodiske, Frugterne ere altid modne, Blomsterne altid smukke. |24| Løven leger med Kiddet, Mennesket dræber og spiser intet Dyr, Fuglene flygte ikke mere for Mennesket. Der gives ingen Rædsel mere.« Maa man ikke herved mindes enkelte af den samtidige franske Socialismes vildeste Utopier: Indførelsen af Phalansterier vilde efter den af Fourier[LXXIV] udkastede Plan i den Grad indvirke paa den hele Jords Økonomi, at tilsidst endog Naturforholdene vilde blive radicalt forvandlede: en Nordlyskrone vilde, befæstet ved Nordpolen[d], give Siberien[e] Andalusiens[f] Varme, Mennesket vilde berøve Havet dets Salt og til Gjengjæld give det en Limonadesmag, og Havuhyrer vilde som Søheste lade sig spænde for vore Skibe. Heldigvis gjorde Dampmaskinen kort derefter dette Forspand overflødigt. Selv Byron[LXXV], den uden Spørgsmaal mest praktiske af disse Digtere, er dog Digter ogsaa i sin Politik. Det er neppe tvivlsomt, at Grækenlands Kongekrone har lokket ham som hans Anstrængelsers Maal.
Det er da ei min Mening at ville tilsløre, hvorlidet det fattes ogsaa engelske Digtere paa Phantasteri i praktisk Retning. Der gaaer dog ligefuldt et realistisk Træk gjennem deres Moral og deres Livsbetragtning, som ikke findes saa udpræget hos noget andet Folk. Der er flere Gran af sund Menneskeforstand opløst i deres Poesi end i andre Digteres. Dem alle udmærker en levende Retfærdighedstrang. Wordsworth[LXXVI] arver den fra Milton[LXXVII], Byron[LXXVIII] og Shelley[LXXIX] føle den saa primitivt, |25| som kunde de gjøre den gjældende mod en Verden. Den spiller ingen Rolle hverken hos Byrons[LXXX] store tydske Forgjænger Goethe[LXXXI] eller hos hans rigtudrustede franske Efterfølger Musset[LXXXII]. Ingen af disse har nogensinde som han stævnet Fyrster og Regjeringer for Retfærdighedens Domstol. Men hvad der især er eiendommeligt engelsk, det er at denne Retfærdighed, hvorom Englænderne drømme, ikke som den, Schiller[LXXXIII] f. Ex. tilbeder, er en apriorisk Idee, men et Barn af Nytten. Man vælge for tydeligt at fornemme dette en saa luftig, saa idealistisk Digter som Shelley[LXXXIV] og man vil se, at hans Moral er en ligesaa udpræget Nyttephilosophi som Benthams[LXXXV] og Stuart Mills[LXXXVI]. Der forekommer med Hensyn til dette Punkt en slaaende Passus i et af hans Essays. Han siger i 2det Capitel af »Speculations on Morals[0014]«: »Hvis Nogen fremturer i at spørge, hvorfor han bør fremme Menneskehedens Lykke, saa forlanger han en mathematisk eller metaphysisk Grund for en moralsk Handling. Absurditeten af denne Skepticisme er mindre aabenbar, men ikke mindre virkelig end den at fordre en moralsk Grund for en mathematisk eller metaphysisk Kjendsgjerning.« I Theorien: Den høieste Lykke for det størst mulige Antal og i den dybe, praktiske Retfærdighedstrang, der er dens psychologiske Ophav, ligger i Virkeligheden Udgangspunktet for den engelske Poesies Radicalisme under den store europæiske Reaction.
højresiderne i kapitel 2 har i førsteudgaven klummetitlen »Fælles Træk af Folkecharacteren.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
omhyggeligt, nøjagtig.
af Ralph Waldo Emersons English Traits, 1856 Emerson 1856:144.
af Thomas Moores pseudonymt udgivne Intercepted Letters; Or, The Twopenny Post-Bag, 1813 Moore 1813:35.
Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
Walter Scotts herregård beliggende i Scottish Borders i det sydlige Skotland.
fransk form af det engelske peer, der betegner et (kommende) medlem af det engelske overhus og højadelen.
Walter Scotts herregård beliggende i Scottish Borders i det sydlige Skotland.
der sigtes (især) til Byrons berømte svømmetur 3.5.1810, hvor han krydsede Hellespont (Dardanellerne) - det smalle stræde mellem Europa og Asien i det nordvestlige Tyrkiet.
Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
Walter Scotts herregård beliggende i Scottish Borders i det sydlige Skotland.
Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
skovområdet Sherwood Forest i Midtengland nord for Nottingham er særlig knyttet til fortællingerne om sagnfiguren Robin Hood, der med sine lystige svende holdt til her. Robin Hood-figuren, der har rod i middelalderen, fik meget af sin 'moderne' form i Walter Scotts Ivanhoe, 1819.
ifølge sagnet var Hengist og Horsa to brødre, der anførte den germanske indvandring til England i 400-tallet og grundlagde Kent. Brødrenes bedrifter kendes bl.a. fra Bedas Historia ecclesiastica gentis anglorum fra 700-tallet.
der sigtes til et brev fra Charles Skinner Matthews, dateret 22.5.1809, til en vis »Miss I.M.« Byron 1833, 1:247-251.
af Thomas Medwins Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824 Medwin 1824:9.
sammensat citat fra et brev fra Walter Scott, dateret 25.5.1812, til Lady Alvanley. Brevet er gengivet i John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 3:21.
Walter Scotts herregård beliggende i Scottish Borders i det sydlige Skotland.
der sigtes til digtet »Epitaph to a Dog«, som Byron skrev i slutningen af 1808, da hans hund Boatswain døde. Digtet står på Boatswains grav på Byrons gods Newstead Abbey. Digtet blev i 1809 i en ændret form og under titlen »Inscription on The Monument of a Favorite Dog« trykt i J.C. Hobhouses Imitations and Translations from the Ancient and Modern Classics.
beskrivelsen af, hvordan Walter Scott med sin familie i 1809 begravede hunden Camp, findes i John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 2:205.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 279): »To Stemmer klinger; en fra Bjergene lyder, / fra Havet en, mægtige Stemmer begge. / Dig Frihed! nu som altid begge fryder, / din Yndlingssang, der ypperst dig kan ægge«; af William Wordsworths digt »Thought of a Briton on the Subjugation of Switzerland«, 1807. Digtet blev først trykt i Poems, 1807, hvor det i bd. 1 indgår som nr. 12 i en række af sonetter samlet under titlen »Sonnets Dedicated to Liberty« Wordsworth 1968, 3:115.
af Ralph Waldo Emersons English Traits, 1856 Emerson 1856:92.
en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald.
af Ralph Waldo Emersons English Traits, 1856 Emerson 1856:60.
(fr.) kunst for kunstens egen skyld.
(komisk) urealistisk drømmeri, fanatisme præget af misforstået idealisme. Betegnelsen er dannet efter hovedpersonen, den 'vandrende ridder' Don Quixote, i Miguel de Cervantes Saavedras El ingenioso Hidalgo Don Quixote de la Mancha, 1605-1615.
skovområdet Sherwood Forest i Midtengland nord for Nottingham er særlig knyttet til fortællingerne om sagnfiguren Robin Hood, der med sine lystige svende holdt til her. Robin Hood-figuren, der har rod i middelalderen, fik meget af sin 'moderne' form i Walter Scotts Ivanhoe, 1819.
historien om, hvorfor Coleridge og Southey udvalgte floden Susquehanna på den amerikanske østkyst, kendes fra James Gillmans The Life of Samuel Taylor Coleridge, 1838. Ifølge Gillman skyldtes valget, at navnet var »pretty and metrical« Gillman 1838:69.
Samuel Taylor Coleridges betegnelse for det 'lighedssamfund', som han og Robert Southey i midten af 1790'erne planlagde at etablere i USA. Forestillingen var, at alle skulle være lige i rang og social stilling, og at alle skulle være med til at styre samfundet.
Walter Savage Landor tog i 1808 til Spanien for at kæmpe på spansk side mod Napoleon 1.s besættelsestropper. Opholdet blev kortvarigt, og Landor var snart tilbage i England.
litterær genre med fokus på skildringen af det rolige, jævne og og ukomplicerede liv. Arkadien var i antikken og siden renæssancen navnet på et idyllisk sted, hvor livet leves enkelt og lykkeligt. Mere konkret er Arkadien et landskab på Peloponnes i Grækenland.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 281): »Jeg, der er som en Nerve, der fornemmer / hvert ellers ufølt Uretstryk paa Jorden«; af Percy Bysshe Shelleys »Julian and Maddalo«, der posthumt blev trykt i 1824 Shelley 1824:20.
Representation of the People Act 1867 (Parliamentary Reform Act); engelsk lov, der bl.a. ændrede på det forhold, at kun de, der ejede deres bolig, kunne stemme. Fra 1867 fik også de, der lejede deres bolig (og opfyldte en række andre krav), stemmeret.
der er ikke tale om et citat, men om et koncentrat af 8. sang (»Canto«) i Percy Bysshe Shelleys Queen Mab, 1813.
en slags selvforsynende landbrugsfællesskaber udtænkt og beskrevet af Charles Fourier. Hver falanstère skulle ifølge Fourier bestå af 800-2000 individer. Inden for hver enkelt falanstère skulle arbejdsopgaverne rotere medlemmerne imellem, og hver enkelt aflønnes efter det samlede produktionsresultat. Ad denne vej skulle lighed, frihed og velstand opnås.
Charles Fouriers vidtgående forestillinger om et nyt samfund og en forandret verden findes i den anonymt udgivne Théorie des quatre mouvements et des destinées générales, 1808.
af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne essay »Speculations on Morals«, 1840 Shelley 1840, 1:264-265.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik