Vi have et Øieblik tabt Coleridge[I] af Sigte. Da Wordsworth[II] og han fordelte de nye Digtgenrer imellem sig, tilfaldt der, som alt berørt, ham den Wordsworth’s[III] lige modsatte Opgave at behandle overnaturlige Stoffer paa naturlig Maade. Han løste den i de Bidrag, han gav til de »Lyriske Ballader[0001]« og overhovedet i den lille Cyclus af Digte, hvortil hans betydelige Digternavn er knyttet.
Samuel Taylor Coleridge[IV] var et Landbarn og en Præstesøn, født i October 1772 i Devonshire[a]. Fra 1782-90 gik han i Skole i Christ’s Hospital[b] i London[c], og fra denne hans Skoletid er det, at |112| hans Venskab med en anden engelsk Romantiker, hans varme Beundrer Charles Lamb[V], skriver sig. 1791-93 studerede han i Cambridge[d] uden Udsigter og uden Hjælpemidler, hvorpaa han i et Anfald af Fortvivlelse, foranlediget enten ved Gjæld eller ved ulykkelig Kjærlighed pludseligt forlod Universitetsstaden og lod sig under Pseudonymen Silas Titus Cumberback indskrive i det 15de lette Dragonregiment.*)
Det synes paa ingen Maade at have været Ærgjerrighed, der bragte ham til, som nogle Aar tidligere vor Ewald[VI], at forsøge sin Lykke som Soldat, men udelukkende Mangel paa Erhverv. Han blev da ogsaa kun fire Maaneder Dragon. Thi da han en Dag paa Væggen under sin Saddel havde skrevet dette latinske Klageraabog da hans Capitain ved denne Leilighed opdagede hans Dannelsestrin, gjorde denne hos hans Familie de nødvendige Skridt for at han kunde vende tilbage til Cambridge[e]. Herefter er det at det korte Tidsrum falder, i hvilket han optraadte som antiorthodox Demokrat og som Følge deraf nødtes til at slaae sig enhver Tanke om Universitetscarrière |113| af Hovedet. Jeg har allerede nævnt hans og Southeys[VII] fælles Forherligelse af Robespierre[VIII] (første Akt af denne Oprørsmands »Fald[0002]« var skrevet af Coleridge[IX], anden og tredie af Southey[X]) og tillige hans vilde Communist- og Nybyggerplaner. Medlemmer af det lille Udvandrerselskab, de stiftede, vare kun Coleridge[XI], Southey[XII], en ung Kvæker ved Navn Lovell[XIII] og en vis Yngling ved Navn George Burnet[XIV], der var Skolekammerat af Southey[XV]. Men Guden Hymen havde valgt det Aar 1795 til at bringe disse samfundstruende Planer til at strande. Coleridge[XVI] var reist til Bristol[f] for at holde offentlige Foredrag og udfoldede der al den Veltalenhed, der hos ham, omtrent som hos den ligeledes mundtlig saa bedaarende Welhaven[XVII], synes at have suget Kræfterne fra hans poetiske Værker. En ung Dame der i Byen vandt hans Hjerte og endnu samme Aar blev Coleridge[XVIII] viet til Sara Fricker[XIX], medens hendes Søstre Edith[XX] og Mary Fricker[XXI] ombyttede deres Efternavne med Navnene Lovell og Southey, og – Reisen til Amerika endte som Børnenes hos Chr. Winther[XXII]. Hvorledes skulde Coleridge[XXIII], der hele sit Liv igjennem var uden Villie, have kunnet udføre en saa længe lagt Plan! Han, som aldrig har faaet Andet udført end det, han ikke havde besluttet eller som efter dets Natur ikke lod sig beslutte! I Aaret 1796 blev han, som dengang endnu var lidenskabelig Unitarier, af nogle andre Philanthroper »overtalt« |114| – han bliver altid overtalt – til at udgive et Ugeskrift kaldet »the watchman[0003]« (Vægteren), der skulde give 32 Sider stort Octav for den moderate Pris af 4 Pence og hvis flammende Subskriptionsindbydelse bar Devisen »Kundskab er Magt«. I den Hensigt at samle Abonnenter dertil foretog han, ung og hed som han var, en Agitationsreise nordpaa fra Bristol[g] og Sheffield[h] og Landet rundt, prækende i alle de større Byer paa Veien som ulønnet Lægprædikant i blaa Kjole og hvid Vest, uvillig til at adoptere en mere præstelignende Dragt for at ikke saa meget som »en Lap, der mindede om den babyloniske Kvinde«, skulde klæbe ved ham. Den Skildring, han har givet af denne sin Odyssee, maler os den unge engelske Romantiker som han var og blev: uklog paa alt Verdsligt, skiftevis begeistret for enhver religiøs og philosophisk Halvhed, men sprudlende humoristisk i Opfattelsen af de Andres og sin egen Latterlighed.
Han aabnede sit Felttog i Birmingham[i] og rettede sit første Angreb paa en streng Calvinist, en Lysestøber af Profession. Han var en høi, skummel Mand, hvis Længde saa meget overgik hans Bredde, at han havde kunnet tjene til Ildrager i sit eget Støberi. »Og dette Ansigt!« udraaber Coleridge[XXIV], »jeg har det for mig i dette Øieblik. Det slattede, sorte, garnlignende Haar, skinnende af Fedt, afklippet i en lige Linie langs med de sorte Stubber af hans krudtlignende Øienbryn, der saa ud som |115| en sveden Efterslæt af forrige Uges Barbering: Hans Frakkekrave bagved i fuldstændig Overensstemmelse med det tykke og klæbrige Tougværk, som jeg tænker han kaldte sit Haar, og som med en Krumning indefter ved Nakkeleddet – den eneste Tilnærmelse til en Bøining i hans Ansigt – sank ned bagved hans Vest, medens Ansigtet, magert, mørkt, haardt med stærke lodrette Furer, gav mig en utydelig Forestilling om En, der saae paa mig gjennem en slidt Strygerist, lutter Sod, Fedt og Jern. Men han var en af de ægte Fuldblods – en sand Elsker af Friheden og der, som jeg var underrettet om, til Manges Tilfredshed havde bevist, at Mr. Pitt[XXV] var et af Hornene paa det andet Dyr i Aabenbaringen, det, der talte som en Drage […]« I en halv Time udfoldede Coleridge[XXVI] sin hele Veltalenhed for ham, beviste, beskrev, lovede og profeterede, begyndte med Nationernes Uafhængighedstilstand og endte med det tusindaarige Riges nære Komme, Voxstabelmanden lyttede med udholdende og prisværdig Taalmodighed, skjøndt en vis Lugt, der ikke var ambrosisk, røbede hans Gjæst, at han var kommen paa en Støbedag. Endelig tog han Ordet: »Og hvad, Sir, ville Omkostningerne blive?« – »Kun fire Pence, Sir, for hvert Nummer, som udkommer hver ottende Dag.« – »Det løber dog op til en Slump Penge inden Aarets Udgang. Og hvormeget var det, De sagde der blev givet for Pen|116|gene?« – »To og tredive Sider, Sir, stort Octav, tæt trykt.« – »32 Sider! Gud bevare mig, med Undtagelse af hvad jeg foretager mig paa Familiens Vegne paa Sabbathen, saa er det mere, end jeg nogensinde læser, Sir! hele Aaret igjennem. Jeg er saa fuldt som nogen Mand i Brummagem[j], Sir! for Frihed og Sandhed og alle den Sort Ting, men i dette her’ Tilfælde – De ta’er det ikke ilde op, Sir! – maa jeg meget bede mig undskyldt.« –
Saaledes endte Coleridge’s[XXVII] første Forsøg paa Rekruthverving i Kampen mod den hellige Treenighed. Hans andet i Manchester[k] overfor en statelig og velhavende Bomuldgrosserer førte kun til, at denne maalte ham fra Hoved til Fod og spurgte ham, om han havde en Factura paa Tingen. Coleridge[XXVIII] rakte ham Subscriptionsindbydelsen, og efter at han mumlende havde ladet sine Øine glide hen over den første Side og endnu hurtigere over den anden og sidste, krammede han den sammen mellem sine Fingre og sin anden flade Haand, gned og glattede saa betænksomt og eftertrykkeligt den ene Side mod den anden, stak den i sin Lomme og vendte med et »Overløbet med de Artikler!« Coleridge[XXIX] Ryggen for at trække sig tilbage til sit Comptoir. – Efter disse mislykkede Forsøg opgav Coleridge[XXX] den Tanke at vinde sine Abonnenter enkeltvis, men kom ikke desmindre hjem fra denne mindeværdige Tur med |117| næsten 1000 Navne paa sin Subscribentliste. Dog – allerede det første Nummer kom – paa ægte Coleridge’sk Manér – for sent; det andet, der indeholdt en Afhandling mod Festdage[0004], jog 500 conservative Abonnenter paa Flugt, og de følgende Numre, der vare fyldte med Udfald mod fransk Philosophi og Moral og mod dem, der plæderede til de Fattige og Uvidende, istedenfor for dem til de Velhavende og Ansete, bragte de øvrige, jakobinske og demokratiske, Abonnenter til at sige Bladet af. Coleridge[XXXI] synes, idet han selv meddeler dette Factum, end ikke at ane, hvor naturlig en Straf for al hans Halvhed dette var – en Halvhed, der bestod i aldrig at ville tage sin egen Tankes Consequentser. Halv var han i det Politiske, halv i det Religiøse; da han som gammel Mand tænker tilbage paa denne Tid, udbryder han selv: »Min Hjerne var med Spinoza[XXXII], skjøndt hele mit Hjerte var med Paulus og Johannes«, og han skynder sig med at forelægge Læseren de rigtige Beviser for Guds og Treenighedens Existents, som han i sin Ungdom ikke har været Mand for at hitte paa.*)
Da Ugeskriftet ikke oplevede mere end en halv Snes Numre, blev Coleridge[XXXIII] Journalist, skrev først imod Ministeriet Pitt[XXXIV], men snart, da hans Anskuelser mere og mere droges i conservativ Retning, strengt ministerielt, |118| og særligt efter Schweiz’s Besættelse af Franskmændene som ivrig Franskhader. Saa antifranske vare hans Artikler i »Morning Post[0006]«, at de endog tiltrak sig Napoleons[XXXV] Opmærksomhed, og Coleridge[XXXVI] som deres Forfatter blev en særlig Gjenstand for Førsteconsulens Vrede. Hans Frihed vilde endog under hans Ophold i Italien været udsat for Fare, hvis han ikke itide var bleven advaret saavel af den preussiske Minister Wilhelm v. Humboldt[XXXVII] som af selve Cardinal Fesch[XXXVIII] gjennem en underordnet Embedsmand.Aaret 1797, det samme, hvori han lærte Wordsworth[XXXIX] at kjende, blev i poetisk Henseende det afgjørende Aar i hans Liv, hans »annus mirabilis«. I dette Aar var det, at han forfattede sin vidtberømte Ballade »Den gamle Sømand[0007]« og det i Englands Poesi Epoche gjørende Digtfragment »Christabel[0008]«.
»Christabel[0009]« er Indledningen til en Romanzecyclus, der aldrig blev fortsat, og uden Tvivl det tidligste engelske Digt, der er gjennemtrængt af den i streng Forstand romantiske Aand, og som derfor ved det nye i Tonefaldet, Indholdet, Charakteren og Versbehandlingen gjorde et mægtigt Indtryk paa de samtidige Digteres Hjerter. Det uregelmæssige og dog velklingende Metrum paavirkede Scott[XL] saa stærkt, at han tilegnede sig det i sit første romantiske Digt »The lay of the last minstrel[0010]«. Han tilstaaer frit, hvormeget han |119| skylder »det skjønne og tantaliserende Brudstykke »Christabel[0011]««, hvilket han som alle Tidens andre Digtere havde lært at kjende i Manuscript, siden Coleridge[XLI] læste det høit i alle Selskaber hele 20 Aar igjennem, inden det saa Lyset som offentlig Eiendom. Byron[XLII] lærte Digtet at kjende paa samme Maade som Scott[XLIII]. Og da han inden han hørte det, i et af sine Digte (»Beleiringen af Corinth[0012]«, Afsnit XIX) havde skrevet nogle Verslinier, som frembøde Lighed med nogle Vers i »Christabel[0013]«, benytter han senere Leiligheden til i en Note at sige nogle Ord til dette »vilde og mærkværdigt originale og skjønne Digts« Ære. At dog ikke Alle delte disse Digteres og Wordsworths[XLIV] end større Beundring, kan sees af Moores[XLV] Levnet og Breve. Baade han selv og Jeffrey[XLVI] tage stærke Forbehold med Hensyn til Digtets Affectation. (Se II, 101, IV, 48 af Moores[XLVII] »Memoirs[0014]«.) For os Danske, der gjennem Tieck[XLVIII] og Schlegelerne[XLIX] og senere især gjennem Ingemann[L] ere blevne saa grundigt indviede i hin poetiske Manérs Mysterier, har Brudstykket umuligt en saa stor Interesse. Den grændseløse Naivetet i Fortællemaaden, og det hele forsætligt Barnlige i Anlægget og Tonen er for os hvad Hvedebrød er† for Bagerbørn. Digtets høieste Fortrin er, fraseet dets søde og fulde Melodi, den eiendommelige Magi, hvormed den onde Fees Væsen er givet, det eiendommeligt Dæmoniske, der ingensinde tidligere i engelsk |120| Poesi var fremtraadt med en Virkekraft som her. Det fortjener at erindres, at er end Digtets første Del skrevet 1797, er ikke blot dets anden Del forfattet, men uden Spørgsmaal ogsaa en Overarbeidelse foretaget i Aaret 1800, det vil sige efter at Coleridge[LI] paa en Reise sammen med Wordsworth[LII] til Tydskland havde lært den moderne tydske Poesi, dens middelalderlige Forudsætninger og dens nyeste Tendentser at kjende. Hans andet Capo d’opera, Balladen »Den gamle Sømand[0015]«, der er endnu mere søgt naiv i Dictionen og udstyret som de middelalderlige Folkeballader, der kjøbes enkeltvis i Smaagadernes Boder, med en prosaisk Indholdsfortegnelse i Margenen, er blevet det mest populære af Coleridge’s[LIII] Digte, skjøndt det ved sin Fremkomst blev angrebet med Bitterhed. Paa en grændseløst affecteret Indledning (tre Bryllupsgjæster glemme deres Bestemmelse over den gamle Sømands Fortælling, saa veltalende er han – og det paa Gaden, som Falstaff[liv] siger) følger en gyselig Spøgelsehistorie paa et Dødningeskib, hvis Rædsler alle afstedkommes derved, at en Sømand er letsindig nok til at dræbe en Albatros, der har søgt Tilflugt paa Skibet. Hele Mandskabet paa ham alene nær straffes med Undergang for denne Ugjæstfrihed. Da Digtet var ungt, discuterede, som Swinburne[LV] fortæller, den engelske Kritik meget levende det Spørgsmaal, om dets Moral (den, at man ei bør skyde Albatrosser?) ikke var saa |121| overveiende, at den skadede Digtets phantastiske Side, medens Andre mente, at Digtets Feil stak i dets Mangel paa Virkelighedsmoral, og i vore Dage har dette Punkt givet Anledning til et lignende Ordskifte mellem Freiligrath† [LVI] og Julian Schmidt[LVII]. Den moderne Kritik skjænkede saa vist gjerne Balladen og dens Digter »Moralen«, hvis den poetiske Kjærne deri lod sig finde. Jeg tilstaaer ikke at kunne finde den, og mener med et Exempel at kunne oplyse, hvor Grundmangelen stikker. Der findes i Digtsamlingen »Zeitlosen[0016]« af den tydske Lyriker Moritz Hartmann[LVIII] et længere Digt, der, skjøndt det ikke forkynder sig som affødt af Coleridge’s[LIX] »Den gamle Sømand[0017]«, ved første Blik viste sig for mig som en direkte Efterligning deraf. Det bevæger sig i samme metriske Form, og Sujettet er absolut beslægtet. Dets Titel er »Der Camao[0018]« (»Zeitlosen[0019]« S. 177). Fuglen Camao, der i dette Digt svarer til Albatrossen hos Coleridge[LX], blev i Middelalderen pleiet i ethvert Hus paa Pyrenæerhalvøen[l] og behandlet med en paa en almindeligt udbredt Overtro hvilende Ærefrygt. Denne Fugl sagdes nemlig ikke at kunne trives i et Hus, hvis Glands var plettet ved Husfruens Skyld; den døde, saasnart der ved hendes Troløshed kom ringeste Plet paa Husherrens Ære. Sædvanlig hang dens prægtige Bur i Husets Forhal. I Hartmanns[LXI] Digt fortæller nu den gamle afsindige Mand, der her svarer til den sindssyge Sømand hos Coleridge[LXII], |122| hvorledes han som Page opflammedes af den vildeste Lidenskab for sin Herres Hustru, og hvorledes han pintes af Fuglens Sang til Ære for hendes Kydskhed, hvem den skyldte sit Liv, hver Gang han afvist paany styrtede ud fra hendes Værelser, fortvivlet over hendes Kulde. Hans Herre vender hjem fra Krigstog og har sin Ven, en ung, deilig Sanger og Helt, i Følge med sig, hvem Slottets Frue viser det hjerteligste Venskab og hvem Pagen snart omfatter med Skinsygens hele Had. Ude af sig selv angiver han de to Unge, men hans Herre svarer ham roligt, at Camao lever og netop i dette Øieblik synger til Estrellas[lxiii] Ære. Da beslutter han i blodgjerrigt og skinsygt Raseri at hævne sig og dræber Fuglen; Vasco[lxiv] ihjelslaaer sin Hustru – og fra nu af flakker Forbryderen rastløs og afsindig uden nogensteds at kunne finde Sjælero om fra Land til Land.
»Der Camao[0020]« kan ikke med Hensyn til Sprogbehandlingens Eiendommelighed og Virtuositet i fjerneste Maade stilles ved Siden af »The ancient mariner[0021]«, men hvad den digteriske Kjerne angaaer, staaer det ikke blot høit over sit engelske Forbillede, men kritiserer ovenikjøbet paa en fuldstændig fyldestgjørende Maade Coleridge’s[LXV] Ballade og den hele affecteret romantiske Ideekreds, den betegner. Her er Drabet af Fuglen en virkelig menneskelig Handling, udført af et virkeligt |123| menneskeligt Motiv; her er Straffen over Drabsmanden ikke nogen Grille, men en retfærdig og naturlig Consequents af hans Ugjerning; her er den Ulykke, Fuglens Drab bringer over Vasco’s[lxvi] Hustru og ham selv, ved en virkelig Aarsagsforbindelse knyttet dertil, medens Sømændenes Undergang i Kraft af Ugjæstfriheden mod Albatrossen tager sig ud som en Art Vanvid; her viser endelig Forskjellen sig klart mellem en sand poetisk Optagen af den overtroiske Forestilling og den romantiske Behandling af samme. I begge Digte beroer jo Alt paa en Overtro, og Hartmann[LXVII] er langt fra at ville underkaste denne en rationalistisk Kritik; men han paadutter ingen Anden den, hans Digterværks Skjønhed er ganske uafhængig af, om Læseren i Ordets vulgære Forstand troer paa Camaos magiske Indflydelse eller ikke, medens den romantiske Forskruethed netop præker Ærefrygten for det Magiske og Uforklarlige som Summen af al Levevisdom og al Poesi. Dog staaer »Den gamle Sømand[0022]« end ikke høit sammenlignet med en senere Tids af Romantikens Svøb udviklede Poesi, saa staaer dette Digt dog langt over de fleste af den tydske Romantiks beslægtede Productioner. Digtet er trods alt sit romantiske Skinvæsen inspireret af Havet, det virkelige naturlige Hav, hvis vexlende Stemninger, hvis ængstende og truende Alvor det skildrer. Den friske Brise, det fraadende Skum, den uhyggelige |124| Taage og den hede, kobberfarvede Aftenhimmel med sin blodige Sol, alle disse Elementer ere Naturens, og de paa Havet Forslagnes hele Jammer, Hungersnøden, den nagende Tørst, der bringer dem til at suge Blodet ud af deres egen Arm, de blege Ansigter, den frygtelige Dødsrallen, den rædselsfulde Forraadnen, alle disse Elementer ere Virkelighedens og skildrede med en Englænders hele naturalistiske Kraft.
Meget engelsk er ogsaa det Træk, at Coleridge[LXVIII] selv paa det Fortræffeligste kunde see Skyggesiderne ved en Produktion som hans berømte Ballade. Den nationale Grundegenskab, Humoren, stiller ham i denne Henseende mærkværdigt aandsfrit. Man høre, hvad han selv har meddelt om sin Selvkritik. En poetisk Dilettant udtrykte til en af hans Venner det Ønske at blive indført hos Digteren, men betænkte sig, da der øieblikkeligt gaves ham Adgang dertil, af den Aarsag, at han »maatte tilstaae, han var Forfatter til et forbistret strengt Epigram over Den gamle Sømand, hvilket han vidste havde foraarsaget Coleridge[LXIX] stor Ærgrelse«. Digteren forsikrede sin Ven, at hvis Epigrammet var godt, vilde det kun forøge hans Lyst til at gjøre Bekjendtskab med Forfatteren og udbad sig det forelæst. Og da viste det sig til hans ligesaa store Overraskelse som Morskab at være et Par Spotterier, som han selv havde skrevet og indrykket i »Morning Post[0023]«. Føier man |125| nu hertil, at Coleridge[LXX] selv skrev tre Sonetter for, som han siger, at gjøre Nar af den nye Retnings affecterede Simpelhed og klynkende Egoisme, Sonetter, hvis svulstige Fraser udelukkende vare tagne af hans egne Digte, saa lader det sig ikke nægte, at han med en sjelden Aandsoverlegenhed har stræbt at holde sig fri for hin Fortabthed og Hildethed i en Doctrin, som var den tydske Romantiks svageste Side.
Alligevel var det fra Tydskland, at hans Aand fik sin kraftigste og væsenligste Næring. Han var den første Englænder, der trængte ind i den tydske Litteraturs af Fremmede endnu ubetraadte Skove og det omtrent samtidigt med at Mme de Staël[LXXI] brød de romanske Folkeslag Veien derind. Paa samme Tid som han frembringer sine nysnævnte berømteste Digte, begynder han at studere Tydsk, og Schiller[LXXII] og Kant[LXXIII] tiltrække ham først. I 1798 foretager han saa med Wordsworth[LXXIV] en litterær Opdagelsesreise til Tydskland. I Hamburg[m] opsøge de to unge Mænd Patriarchen Klopstock[LXXV], der roste Bürger[LXXVI], men ellers talte koldt og ilde om den yngre Skole i Litteraturen, og netop om Coleridge’s[LXXVII] Guder, om Kant[LXXVIII] og om Schiller[LXXIX], hvis »Røvere[0024]« han erklærede ikke at kunne læse, men som til Gjengjæld underholdt dem desmere om »Messiaden[0025]« og sin Indignation over de slette engelske Oversættelser af dette Digt. Coleridge[LXXX] gav sig i Tydskland til at studere Gothisk, læste |126| Mestersangerne, Minnesangerne og Hans Sachs[LXXXI], og udgav ved sin Hjemkomst Schillers »Wallenstein[0026]«, som Benjamin Constant[LXXXII] ikke længe efter skulde bearbeide for den franske Scene. Saa er det, at han bosætter sig ved hine »Søer« i Nordengland, hvor Wordsworth[LXXXIII] og Southey[LXXXIV] noget tidligere havde opslaaet deres Pauluner, og efter hvilke den litterære Skole, de efter de Samtidiges Opfattelse udgjorde, fik Navn. Navnet betyder imidlertid ei stort meer end om man 1830 havde villet kalde Hauch[LXXXV], Ingemann[LXXXVI], Wilster[LXXXVII] og Peder Hjort[LXXXVIII] Soranere. De engelske Digtere af Søskolen vare fuldt saa forskjelligt anlagte som de nævnte Lectorer i Sorø. Men Kritiken slog Coleridge[LXXXIX] bestandig sammen med Wordsworth[XC] og Southey[XCI], fordi det vidstes, at han stod i venskabelig og intim Forbindelse med disse Mænd, fordi han aldrig forsømte nogen Leilighed til at rose dem, saa lidt som de nogen Leilighed til at rose ham, og fordi han og de øvrige Lakister engang hvert Fjerdingaar i »Quarterly† Review[0027]« bleve krandsede med friske Laurbær og Synderen Byron[XCII] samtidigt fugtlet med friske Skorpioner. Heraf var Følgen, at Wordsworth[XCIII] og Southey[XCIV] næsten aldrig vare under Kritikens Vandfald uden at han, som dog næsten aldrig lod høre fra sig, tillige blev alvorligt dyppet. Den Omstændighed, at Søskolen, omtrent som Prærafaeliterne og Nazarenerne i Malerkunsten, gik ud paa at være lutter poetisk |127| Fordybelse, lutter Barnesind og Barnetro, lutter præstelig Blidhed og Salvelse aabnede en skarp og bidende Kritik en stadig Adgang til Spot og Løier mod Den, der for Alle maatte staae som Skolens Theoretiker. Som Yngling havde Coleridge[XCV] i sit Digt »Ild, Hungersnød og Slagteri[0028]« ladet alle Rædslerne en efter en besvare ethvert Spørgsmaal om hvo der bød dem at rase, med dette frygtelige Omkvæd om Pitt:
Nu var han Mr. Pitt’s[XCVI] tro Journalist og han som alle Søskolens andre Medlemmer en streng Tory, de liberale Ideers Fjende saavel paa Statens, som paa Kirkens Omraade, hvad Under da, at han i Flæng med de Andre fra det liberale Parties Side var udsat for partiske og uophørlige Angreb! Og dog vilde det have været saa let og saa naturligt at skjelne ham som Digter ud fra alle de Andre og give ham den Ære, der tilkom hans Originalitet. De ganske faa Digte, han i Løbet af et temmelig langt Liv har skrevet, hævde sig ved Sprogets udsøgte Melodiøsitet; deres Harmonier ere ikke blot fine og iørefaldende som Shelleys[XCVII], men contrapunktisk sammensatte og rige, af en egen tung og vægtig |128| Sødme; hver Linie har en Honningdraabes Smag og Vægt. I Digte som »Love[0029]« eller som »Lewti[0030]« sikkert de sødeste af hans Poesier, i en østerlandsk Phantasi som »Kubla Khan[0031]«, der udsprang af en Drøm, hører man Coleridge’s[XCVIII] Nattergalerøst fløite og lokke, hvisle og synge med alle den ypperste Sangfuglstemmes vexlende Cadencer.
Shelley[XCIX] er, som Swinburne[C] slaaende har sagt, naar han med Hensyn til Sprogets Harmonier sammenlignes med Coleridge[CI], hvad en Lærke er i Sammenligning med en Nattergal. Men Coleridge’s[CII] Poesi er ligesaa uplastisk som den er melodiøs og ligesaa lidenskabsløs som vellydsmættet. Den er rent romantisk-phantastisk, det vil sige, at den hverken fremstiller et energisk levet personligt Sjæleliv eller gjenfremstiller Iagttagelser fra den omgivende Verden. Det er i den sidste Henseende interessant, at Coleridges[CIII] store Reise til Syden blev aldeles uden Frugt for hans Poesi; det eneste, han hjembragte fra den, Hymnen »Før Solopgang i Chamounidalen[0032]«, hvor han aldrig satte sin Fod, er omskrevet efter den i vor Litteratur velbekjendte Digterinde Friederike Brun’s[CIV] Beskrivelse af Dalen. Hans historiske Sands var ligesaa ringe som hans Localsands. Han siger selv: »Den kjære Sir Walter Scott[CV] og jeg vare nøiagtigt men harmonisk modsatte deri, at enhver gammel Ruin, Høi, Flod eller Træbul i hans Sind fremkaldte en Hærskare af historiske og biographiske Ideeforbindelser […] hvor|129|imod jeg troer, at jeg selv kunde gaae over Sletten ved Marathon[n] uden at føle mere Interesse for den end for enhver lignende Slette […] Charles Lamb[CVI] har skrevet et Essay om en Mand, der levede i Fortiden – jeg har tænkt paa at tilføie et om en Mand der overhovedet ikke levede i Tiden, men udenfor den eller jævnsides med den«.*)
Hans Poesi er derfor i Ordets bogstavelige Forstand Drømmebilleder; det af hans Digte som de bedste Kjendere sætte høiest, componerede han isøvne under en Drøm.Hans eget Liv var saa villieløst og planløst som en Drømmendes. Af Naturen indolent blev han med Aarene mere og mere tilbøielig til Opsættelse, og hans Opsættelsessyge (Englændernes procrastination) optaarnede stedse flere Vanskeligheder paa hans Vei, som hans Arbeidskraft ikke var stor nok til at overvælde. For at søge Lindring for legemlige Lidelser tyede han til Opium, men forfaldt snart til Opiumsspisning, der yderligere forøgede hans Mangel paa Evne til at fuldføre nogen Plan. Efter et vandrende Liv med vexlende Ophold i sine Venners Huse, under hvilket han skiftevis holdt litteraturhistoriske Forelæsninger og gav Bidrag til Tidsskrifter, gav han sig som uskikket til at lede sit eget Liv fra 1816 |130| af i Huset hos en Læge ved Navn Gillmann[CVII] og levede i Highgate[o] hos denne Mand og under hans Herredømme i en frivillig Adskillelse fra sin Familie, hvilken han overgav til Vennen og Svogeren Robert Southey’s[CVIII] Forsorg. Paa Opiumsrusen fulgte nu en Katzenjammer med Anger og Selvbebreidelse og stedse mere orthodox Religiøsitet. Hvad han i denne Periode skrev har gjennemgaaende til Formaal at gjendrive hans Ungdoms Kjætterier og hævde i Dogmatiken Treenigheden, i Politiken den engelske Statskirke mod alle kritiske Anfægtelser.*)
Emerson[CIX] har efter et Besøg hos ham malt os ham som »gammel og fuld af Fordomme« ophidset over den Uforskammethed, den Haandfuld Priestleyanere beviste ved at vove at negte Paulus’s i Aarhundreder uantastede Treenighedslære, og spækkende sin Tale med allehaande Gammelmandstrivialiteter. Atten Aar gik hen for ham under Drømmerier, Conversation og Forfatten af opbyggelige Afhandlinger, medens han bestandig havde langt mindre Indflydelse som Frembringer end som Stimulus. Han æggede og pirrede Andre til Production; boende ikke langt fra London[p] og paa Grund af sit sprudlende Conversationstalent uafladeligt søgt af de bedste Skribenter levede han som Tilskuer til Livet under |131| Samtaler med Mænd som Charles Lamb[CX], Wordsworth[CXI], Southey[CXII], Leigh Hunt[CXIII], Hazlitt[CXIV], Carlyle[CXV], netop i de samme Aar, under hvilke Aanderne af den hans modsatte Retning, Shelley[CXVI] og Byron[CXVII] med ildfuld Kraft udtalte sig mod den politiske og sociale Ordning, om hvis Fortrinlighed han var overbevist. Medens han villieløs og Disciplin underkastet som et Barn lod sit Liv conservere af Andre, og selv conserveret stedse mere uddannede sig til Conservativ, udviklede de to store Frihedsdigtere, kastede ud fra deres Hjem og henviste alene til deres egen personlige Energi, den høieste Selvstændighedsfølelse, der endnu i Poesiens Historie var kommen til Udbrud, og opreves, da hverken nogen Anden eller de selv gjorde Noget for at conservere deres Liv, længe før Tiden i lidenskabelige Kampe for saa at bortrives af en tidlig Død. Den personlige Undersøgelse og den personlige Frihed vare for dem et lige saa dyrebart Klenodie som Church of England var det for ham.
højresiderne i kapitel 7 har i førsteudgaven klummetitlen »Naturalistisk Romantik.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
af et »Biographical Supplement« i Henry Nelson og Sara Coleridges udgave af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1847, 2:337.
Johannes Ewald forlod i foråret 1759 Danmark for at deltage i Syvårskrigen (1756-1763) på preussisk side. Da det imidlertid ikke lykkedes ham at komme i preussisk krigstjeneste, lod han sig i stedet hverve til den østrigske hær. Krigsdeltagelsen var dog kort, og året efter vendte han hjem.
(lat.) Ak, hvor er det dog den ynkeligste ulykke at have været lykkelig. Der er tale om et mangelfuldt citat efter den romerske filosof Boëthius' De consolatione philosophiae (bog 2, prosa 4). Hos Coleridge optræder citatet i et »Biographical Supplement« i Henry Nelson og Sara Coleridges udgave af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1847, 2:337.
der sigtes til Christian Winthers digt »Flugten til Amerika« (fra Nogle Digte, 1835). I digtet planlægger to drenge at rejse bort til Amerika, men de opgiver planen, da deres mor kalder på dem og fortæller, at det er spisetid.
bevinget ord, der i latinsk form (»scientia potentia est«) almindeligvis tilskrives Francis Bacon. Den præcise ordlyd findes ikke i forfatterskabet, men dog tilnærmelsesvist i Meditationes sacræ, 1597, hvor det hedder: »nam et ipsa scientia potestas est« (for viden er i sig selv magt) Bacon 1859, 7:241.
af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/1:179.
protestantisk betegnelse for Rom, dvs. paven og den katolske kirke (med afsæt i Johannes' Åbenbaring kap. 17).
skildringen findes i Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/1:179 ff..
af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/1:180-181.
der alluderes til Det Nye Testamente, hvor det hedder: »Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det havde to horn som et lam, men talte som en drage« (Johannes' Åbenbaring 13,11; 1992).
ifølge Johannes' Åbenbaring i Det Nye Testamente et jordisk lykkerige ved tidernes ende (20,1-6).
sammensat citat fra Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/1:181-182.
af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/1:182.
af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/1:201.
i 1798 blev Schweiz invaderet af franske tropper, hvorpå et nyt politisk system blev etableret. Schweiz var fra da (under skiftende styreformer) og frem til afslutningen på Revolutions- og Napoleonskrigene i 1815 en fransk lydstat.
(lat.) vidunderligt år. Den faste betegnelse for et særligt år præget af store og særlige ting går tilbage til John Drydens digt af samme navn fra 1667.
af Walter Scotts noter til en række senere udgaver af The Abbot, 1820 Scott 1833, 2:184.
af Byrons noter til dobbeltudgivelsen The Siege of Corinth. Parisina, 1816 Byron 1833, 10:126.
(ital.) mesterværk, hovedværk.
der sigtes til William Shakespeares Henry IV (Part 1), 1596-1597, I.2 Shakespeare 2005:484.
(fr.: Folkets venner), republikansk sammenslutning centreret omkring bl.a. Godefroy Cavaignac, dannet efter Julirevolutionen i 1830 med det formål at forsøge at forhindre Ludvig-Filips indsættelse på tronen.
der sigtes til en diskussion, der blev indledt i Julian Schmidts artikel »Uebersicht der englischen Literatur im 19. Jahrhundert«, 1859 (trykt i bd. 2 af J.A. Rombergs (red.) Die Wissenschaften im neunzehnten Jahrhundert, 1856-1863). Schmidt hævder her med henvisning til Samuel Taylor Coleridges digt, at søskolens poeter frembragte historier uden egentlige pointer (Uebersicht der englischen Literatur im 19. Jahrhundert [særtryk], 1859, s. 91). Dette synspunkt blev anfægtet året efter af Ferdinand Freiligrath, som med henvisning til Schmidt hævdede, at pointen - i tilfældet »The Rime of the Ancyent Marinere«, 1798 - består i digtets moral (Freiligrath »Biographical Memoir«, i: Derwent og Sara Coleridge (red.) The Poems of Samuel Taylor Coleridge, 1860, s. XXIV).
af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/1:28.
de omtalte »Spotterier« af Samuel Taylor Coleridge findes trykt i Morning Post for 24.1.1800. De er dog ikke, som Coleridge ellers anfører, rettet til forfatteren af »The Rime of the Ancyent Marinere« (dvs. ham selv), men til digteren Henry James Pye.
de omtalte sonetter af Samuel Taylor Coleridge - hvoraf den tredje består af vendinger fra Coleridges øvrige digte - fremkom i november 1797 i The Monthly Magazine under navnet Nehemiah Higginbottom. I 1817 lod Coleridge dem trykke i Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions Coleridge 1983, 7/1:27-28.
Samuel Taylor Coleridge udsendte i 1800 sin oversættelse af Schillers Wallenstein-trilogi, der var udkommet samme år. Coleridges oversættelse, der rummer størstedelen af Schillers skuespil, bærer titlen Wallenstein. A Drama in Two Parts.
Benjamin Constant udsendte i 1809 en oversættelse til fransk af Schillers Wallenstein, 1800, under titlen Wallstein. Oversættelsen indledtes med et forord om det tyske teater, hvor han bl.a. redegør for udfordringerne med at overføre tysk teater til den franske scene.
de nævnte har det til fælles, at de i 1830 alle var ansat ved Sorø Akademi.
(eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
britisk kunstnergruppe, grundlagt 1848, med kunstneriske forbilleder i den italienske ungrenæssance (dvs. tiden før Rafael).
tysk kunstnergruppe, grundlagt 1809, med rødder i tysk romantik og med det sigte at genoplive det gammeltyske religiøse maleri. Navnet Nazarenere skyldes, at medlemmer af gruppen i deres udseende tilstræbte et Jesusideal.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 342): »Kun En gør Gavn! / Fire Bogstaver danner hans Navn. / Han slap mig løs som et Plageris. / Ham ene skyldes Lov og Pris«; af Samuel Taylor Coleridges digt »Fire, Famine, and Slaughter. A War Eclogue, With an Apologetic Preface«, 1798, hvor ordene udtales af »Slaughter« Coleridge 2001, 16:I.1:442.
der sigtes til Algernon Charles Swinburnes essay »Coleridge«, 1869 Swinburne 1875:266.
der sigtes til Friederike Bruns digt »Chamounix beym Sonnenaufgange«. Digtet blev trykt i hendes Gedichte, 1795.
af Samuel Taylor Coleridges posthumt udgivne Specimens of the Table Talk of the late Samuel Taylor Coleridge, 1835 Coleridge 1990, 14/1:412-413.
slette beliggende sydøst for den græske by Marathon. Her fandt i 490 f.Kr. et stort slag sted, hvor en athensk hær angreb og overvandt en overlegen persisk invasionsstyrke.
det omtalte essay er ikke identificeret.
der sigtes til Samuel Taylor Coleridges digt »Kubla Khan or, A Vision in a Dream«, 1816. I forordet til digtet forklarer Coleridge, hvordan digtet tog form i en drøm Coleridge 2001, 16:I.1:511-512.
af Ralph Waldo Emersons English Traits, 1856 Emerson 1856:7.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik