Vistnok er det langtfra, at Coleridge[I] og Søskolens øvrige Medlemmer skulde have kaldt sig andet end varme Venner af Frihed; den Tid var forbi, da de Reactionære kaldte sig anderledes: Coleridge[II] har skrevet et af sine smukkeste Digte, |132| Oden »France[0001]« som en Hymne til Friheden og kræver her Skyer, Bølger og Skove til Vidne paa, at han altid har elsket den, og Wordsworth[III], der udtrykkeligt har tilegnet den to store Grupper af sine Digte, betragter sig endog som dens givne Talsmand. Efter en flygtig Læsning kunde man antage disse Digtere for fuldt saa frihedselskende som Moore[IV] eller Shelley[V] eller Byron[VI]. Men selve Ordet Frihed betyder i hines Mund noget Andet end i disses. Man maa for at forstaae det analysere det med de to simple Spørgsmaal: Frihed – for hvad? Frihed – til hvad?
Frihed er disse conservative Digtere et bestemt endeligt Gode, som England har og som Europa mangler, Retten for et Land til at regjere sig selv uden Enevoldshersker, fremfor Alt uden nogen Enevoldshersker af en fremmed Stamme. Det Land, der har dette Privilegium, er frit. Ved Frihed forstaaes altsaa i denne Leir Frihed for fremmed politisk Despoti; om Frihed til Noget er saa at sige i den ikke Tale. Man kaste et Blik henover Wordsworth’s[VII] Frihedssonetter og see, hvad det er han besynger. Det er de europæiske Folkeslags Kamp mod Napoleon[VIII], der betegnes som en Art Antichristen. (»Djævlen paa sin Flammetrone« kalder Scott[IX] ham.)
Digteren sørger ved Spaniens, ved Schweiz’s,† ved Venedigs[a], ved Tyrols[b] Erobring af de Franske. Han besynger den tapre Hofer[X], den brave |133| Schill[XI], den forvovne Toussaint L’ouverture[XII], der have vovet at byde Voldsmændene Spidsen, og ikke mindre Gustav den 4de Adolf af Sverrig[XIII], der med romantiskridderlig Evneløshed havde tilkastet Napoleon[XIV] Handsken og forkyndt sit Sværmeri for en Bourbonistisk Restauration. Kort efter skulde jo ogsaa Victor Hugo[XV] og Lamartine[XVI] som Legitimister besynge hans Søn Prinds Gustav af Vasa[XVII]. Fra Napoleon[XVIII] gaaer Hadet og Afskyen over paa Frankrig. I en af Sonetterne (»Inland within a hollow vale I stood[0002]«) fortæller Wordsworth[XIX], hvorledes Canalen mellem England og Frankrig et Øieblik havde forekommet ham smal som en Indsø og Angest grebet ham for at England kunde været landfast med hint fortabte Land; da styrker den Tanke ham atter, hvor stor den engelske Folkesjæl er, og hvor ringe den franske. I en anden Sonet glæder han sig ved Tanken om hvor betydelige Mænd og betydningsfulde Bøger England har frembragt og studser ved at Frankrig i Modsætning hertil ei har frembragt »et eneste betydeligt Bind, ikke en eneste Mesteraand […] men har lige stor Mangel paa Bøger og paa Mænd.«
Derfor vender han da atter og atter tilbage til England; hans Sonetter ere een lang Kjærlighedserklæring til dette Land, for hvilket han føler »som en Elsker og et Barn«, dette Land, som er det eneste, paa hvilket nu »alle Jordens Forhaab|134|ninger hvile«.*)
Han følger i sine Digte sit Land under dets Kampe, han lovsynger som Southey[XX] enhver af dets Seire og hans Frihedssonetter udmunde derfor ogsaa høist betegnende i den store pompøse »Taksigelsesode[0004]« for Slaget ved Waterloo[c]. Vi spørge os nutildags, hvad det var for en Art Frihed, Waterloo bragte; men vi forstaae fuldt vel, at den Gruppe af Digtere, hvis Helte vare selve Nationalheltene Pitt[XXI], Nelson[XXII] og Wellington[XXIII], hvis Lovsange gjaldt den engelske Forfatning i dens Egenskab af at være Friheden selv og England som Mønsteret for alle Stater, vandt en Popularitet hos Folkets store Flertal, som det endnu den Dag idag ikke er lykkedes deres store poetiske Modstandere at naae op til. For hine var Folket et Ideal, som det var, disse stræbte at tvinge deres Folk til at rette Blikket mod et ikke naaet, ja end ikke erkjendt Ideal; hine smigrede Folket og lønnedes med Laurbær, disse opdroge og tugtede Folket og stødtes ud af dets Skjød. Medens Æresposten som Poeta laureatus tilbødes Scott[XXIV] og beklædtes saavel af Southey[XXV] som af Wordsworth[XXVI], har det engelske Folk endnu den Dag idag ikke aflagt et eneste offentligt Vidnesbyrd om hvad det skylder Shelley[XXVII] og Byron[XXVIII].*) |135| Aarsagen er den, at deres Frihedsbegreb var saa forskjelligt fra Søskolens. For dem var Frihedsideen ikke realiseret i et Land eller i en Forfatning, forelaa overhovedet ikke som en færdig Ting, for dem var Kampen for Frihed ikke heller realiseret i en dybt egoistisk Krig mod en revolutionær Erobrer. De følte det dybt, hvor stor en Ufrihed, politisk saavel som aandelig, religiøs saavel som social, der kunde trives under en saakaldt »fri« Forfatning. Lidet oplagte til Lovsange over hvor herligt vidt Menneskeheden og særligt deres Landsmænd vare komne, følte de under det saakaldte Frihedsregimente et dybt og brændende Frihedssavn, Savn af Frihed til altfor Meget – til at tænke uden Hensyn til Dogmer og til at skrive uden at krumme Ryg for en offentlig Mening, til at handle som det stemmede med deres inderste Individualitet uden at underkastes Control af dem, der fordi de selv ingen Personlighed besadde, vare de mest høirøstede og ubarmhjertige Dommere over de Charakterfeil, der vare knyttede til Selvstændighed, Originalitet og Geni. De saa, at den herskende Kaste under »Friheden« hyklede og løi, udsugede og plyndrede, tøilede og tvang, bastede og bandt fuldt saa galt som den enkelte Selvhersker gjorde det med sin Enevoldsmagt, og uden |136| som han at have den store Aands Myndighed og Geniets Undskyldning. For Søskolens Digtere var Tvangen ikke Tvang, saasnart den var engelsk, Tyranniet ikke Tyranni, saasnart det var constitutionelt monarchisk, Obscurantismen ikke virkelig Obscurantisme, saa snart den udgik fra en protestantisk Kirke. De radicale Digtere kaldte Tvangen for Tvang, selv naar den svang Englands egen Fane over sit Hoved og mødte med den engelske Cocarde til Politiskilt, de udstrakte hines Uvillie mod absolute Konger til Kongerne overhovedet, de ønskede ikke blot Jorden befriet fra katholske Præsters Regimente, men overhovedet fra Præsteformynderskab. Da de saae Digterne af den modsatte Skole, der i Ungdommens Hede vare gaaede fuldt saa vidt som de selv, give sig til at forherlige Englands Toryregjering med en Renegatgruppes hele Iver, da kunde de ikke betragte dem som andet end som Frihedsfjender. Derfor sørger Shelley[XXX] i sin Sonet til Wordsworth[XXXI] over at han »har svigtet Sandhed og Frihed«, derfor fristes Byron[XXXII] atter og atter overfor Southey[XXXIII] til at »skjære ham op som et Græskar«, og derfor er der overhovedet i disse Digteres Lidenskab for Friheden et helligt Raseri, en ædel Ild, hvoraf ingen Gnist er at finde i Søskolens platoniske Kjærlighed til den. Naar Shelley[XXXIV] synger til Friheden: »Men skarpere er dit Glimt end Lynets Blinken og hurtigere dit Fjed end Jordskjælvets Trampen! |137| Du døver Oceanets Raseri, din Stjerne blinder Vulkanerne, Solens klare Lampe er en Lygtemand mod dit Lys«, da føler man, at denne Frihed ikke er en Ting, som lader sig gribe med Hænder eller give som Grave i en Constitution eller registrere i en Statskirke, men er Menneskeaandens evige Fordring, dens umistelige Krav til sig selv, den himmelske Ild, Prometheus nedlagde som Gnist i Menneskehjertet, da han dannede det, og som det har været de største Digteres Gjerning at puste op til den Flamme, der er Kilden til alt Lys og al Varme for dem, som føle, hvor gravmørkt og stenkoldt Livet vilde være uden den. Denne Frihed er det, som i hvert nyt Aarhundrede dukker op med et nyt Navn, som i Middelalderen forfølges og udryddes under Navnet Kjætteri, i det 16de Aarhundrede forfægtes og bekjæmpes under Navnet Reformation, i det 17de Aarhundrede dømmes til Baal og Brand som Trolddom og Atheisme, i det 18de Aarhundrede bliver til et Evangelium under Form af Philosophi for under Revolutionen at blive til en Magt i Skikkelse af Politik, og som endelig i vort eget Aarhundrede af Fortidens Repræsentanter stemples med det nye Øgenavn: Radicalisme.Den Frihed, Søskolens Digtere prise, var et bestemt concret Indbegreb af Friheder, ingen Frihed. Hvad de revolutionære Digtere derimod forherlige, var vel i og for sig den sande Frihed, |138| men de opfattede denne Frihed saa abstract, at de i det Enkelte altfor hyppigt skjød ud over Maalet. I Svækkelsen af al bestaaende Regjering saa de kun Svækkelsen af slet Regjering, i undertrykte Folkestammers halv barbariske Oprør saa de den evige Friheds Morgenrøde. Shelley[XXXV] var saa abstract, at han ansaa Slaget for vundet, hvis han med eet Slag kunde udrydde alle Konger og Præster, og Byron[XXXVI] lærte først sent ad Erfaringens Vei, hvor faa republikanske Dyder de i Frihedens Navn sammensvorne europæiske Revolutionsmænd besad. Søskolens Mænd vare sikrede mod de radicale Digteres ædelmodige Vildfarelser og Anticipationer, men Efterverdenen har havt større Nydelse og Udbytte af Frihedskjærlighedens Udskeielser hos disse end af hines fra alle Sider begrændsede og omhegnede Frisind.
højresiderne i kapitel 8 har i førsteudgaven klummetitlen »Søskolens Frihedsbegreb.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
(eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
omtrentligt citat fra et brev fra Walter Scott, dateret 14.4.1814, til John Bacon Sawrey Morritt. Brevet er skrevet i anledning af Napoleon 1.s abdikation få dage før Lockhart 1837, 3:100.
af William Wordsworths digt »Great men have been among us«, 1807 Wordsworth 1968, 3:117.
af William Wordsworths digt »When I have borne in memory what has tamed«, 1803 Wordsworth 1968, 3:118.
af William Wordsworths digt »ENGLAND! the time is come when thou should'st wean«, 1807 Wordsworth 1968, 3:119.
slag ved den belgiske by Waterloo 18.6.1815. I slaget led Napoleon 1. det endelige nederlag til en koalition bestående af bl.a. Storbritannien, Rusland og Preussen.
(lat.) laurbærkranset digter. I England blev Poet Laureate brugt som titel og embede for den officielle hofdigter fra 1668.
tanken om at opstille en statue af Byron i London tog form i løbet af 1875, hvor bl.a. The Times flere gange skrev om sagen. En indsamling blev iværksat sidst på året, og i maj 1880 kunne statuen opstilles i Hyde Park.
(eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
af Percy Bysshe Shelleys digt »To Wordsworth«, 1816 Shelley 2012, 3:39.
der sigtes formentlig til et brev fra Byron, dateret 29.10.1819, til John Murray Byron 1833, 4:252.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 348) er GB's oversættelse på vers: »Og dit Blik er skarpre end Glimt af et Lyn, / og dit Drøn mer end Jordskælvets Trampen. / Stormhavet du døver. Som skinnende Syn / overstraaler du Ildsprudslampen, / den vilde Vulkan. Solens glødende Kærne / er Lygtemandslys mod din straalende Stjerne«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Liberty«, 1824 Shelley 1824:210.
der sigtes til græsk mytologis fortælling om den oprørske titan Prometheus, der stjal ilden fra guderne og forærede den til menneskene.
Den Franske Revolution; revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
(eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik