Man forstaaer ikke Wordsworth’s[I] poetiske Styrke og Begrændsning tilbunds uden et Blik paa hans Levnet. Man forefinder da et særligt idyllisk og beskyttet Liv. Han fødtes i den velhavende Middelstand (Faderen[II] var Sagfører), studerede i Cambridge[a], reiste, kom tilbage og arvede allerede i 1795 fra en Beundrer af hans Genius 900 Pund, der tilligemed hans Del af den Summa |80| 8,500 Pund, hvilken en engelsk Lord[III] udbetalte Familien som en Gjæld, han var den afdøde Fader skyldig, satte Digteren istand til at leve uden at vælge noget Fag. I 1803 blev han gift, i 1813 bosatte han sig i Rydal Mount[b] ved »Søerne«. Han havde en Sinecura som Stamp-Distributor med 500 Pund aarlig fra 1813-1842, da han opgav den til Fordel for en af sine Sønner[IV], i 1843 fulgte han Southey[V] som poet-laureate, og nød som saadan en Regjeringspension af 300 Pund aarlig til sin Død. Den indtraf først i 1850, da han netop havde fyldt sit 80de Aar. Sikret fra alle Sider mod Livets ydre Omskiftelser betragtede han dem med et protestantisk-philosophisk Blik. Et Levnet som dette var ikke skikket til at opflamme Lidenskaben, den findes ikke heller hverken i hans Liv eller i hans Poesi. I andre fremragende Skribenters Levnet pleier der at forekomme en eller anden tungt veiende biografisk Omstændighed, et eller flere Vendepunkter, en eller anden historisk Kilde til Melancholi eller til Charakterstyrke eller til Productivitet, hos Wordsworth[VI] findes Intet af den Art. Ingen medfødt Ulykke lammede ham, intet Angreb paa Liv og Død æggede ham og gav hans Aand dens Indsegl. Visselig blev han haanet og spottet af Kritiken, og det lang Tid nok: fra 1800-1820 var hans Poesi traadt under Fødder, fra 1820-30 kjæmpende og efter 1830 almindelig anerkjendt. Men |81| Oppositionen var ikke dum og hidsig nok, Kampen ikke hed nok, Seiren ikke glimrende nok til at give hans Levnet Farve og Glands, eller til at gjøre det til et Stof for Sange. Hans inderste personlige Liv var da aldrig saa stærkt og energisk, at det kunde absorbere hans Poesi eller give den Sujetter. Det ledede ham meget mere til at see udad. Naturomgivelserne og den lille uanseelige Menneskeverden, i hvilken han levede, fyldte og betog hans Sind. Han var ikke som Byron[VII] for optaget af sit Eget til at have Sindsro tilovers til at dvæle ved det Smaa og de Ringe, som han med Mildhed og Medlidenhed fremstilte og beskrev.
Vistnok følte han sig som Centrum i sin Verden. Fra hans idylliske og tilbagetrukne Hjem udgik fra Tid til anden Digtsamlinger eller større Digte, ledsagede med oplysende Fortaler, der med lange Rækker af Exempler oplyste Læseren om, at alle store Digtere havde været miskjendte og forsmaaede af deres Samtid, at enhver Forfatter, forsaavidt han er stor og original, er nødsaget til selv først at skabe den Smagsretning, der kan nyde hans Værker, og at han vel har faaet Veien brudt og banet af sine Forgjængere med Hensyn til Alt, hvad han har tilfælles med dem, men i Alt hvad der særligt er hans eget vil være i samme Situation som Hannibal mellem Alperne[c]. (Fortale fra 1815). Han vidste det vel, at ingen banebrydende Aand kan vente fuld Anerkjendelse |82| af andre samtidige Mænd end dem, der ere yngre end han selv. Men Kritiken, der ei havde været voldsom nok til at gjøre ham krigerisk og hensynsløs som Byron[VIII], gjorde ham selvopfyldt og arrogant. Hans Livs Afvexling bestod deri, at han i sin beundrende Families Skjød modtog de tilfældige Besøg af saadanne Beundrere, der vare paa Fodtur der i Egnen og forsynede med Anbefalingsbreve. Dem underholdt han sig med paa en kold og værdig Maade, stødte dem ikke sjeldent ved den Egoisme, hvormed han uafladeligt priste, citerede og foredrog sine egne Værker, den Ligegyldighed, han udviste for alt Andet, den pinlige Strenghed, hvormed han af sine Omgivelser fordrede ethvert synligt Tegn paa Ærefrygt og den Alvor, hvormed han repeterede det mindst betydende Ord, der var sagt til hans Pris. Man finder en hel Del slaaende Anekdoter om hans Selvfølelse. Thomas Moore[IX] meddeler (»Memoirs[0001]« III, 163) hvorledes Wordsworth[X] en Dag, da han spiste til Middag hos Lord Dawy[XI] pludseligt uden at noget Ord var faldet, der kunde lede til denne Gjenstand, raabte fra den ene Ende af Bordet til den anden: »»Dawy[XII], veed De, hvorfor jeg lod »Den hvide Daa† [0002] fra Rylstone« trykke i Quart?« – »Nei! hvorfor var det?« – »For at vise Verden min egen Mening om den.«« – Wordsworth[XIII] læste aldrig andre Værker høit end sine egne. Den Dag, da Walter Scotts[XIV] »Rob Roy[0003]« var udkom|83|men, med et Motto af Wordsworths[XV] Digt »Rob Roys Grave[0004]«, var Wordsworth[XVI] netop tilstede i en Familie, hvor Romanen var ankommen og med Forventning imødesaaes. Han greb den, og man ventede, at han vilde forelæse de første Kapitler; men istedenfor det gik han hen til Bogskabet, tog et af sine egne Bind ud deraf og læste sit Digt høit for Selskabet. Emerson[XVII] har bevaret os Notitser, nedskrevne umiddelbart efter to Besøg hos Wordsworth[XVIII], der have Aars Mellemrum. Efter det første skriver han: »W.[XIX] talte ilde om Franskmændene, ikke bedre om Skotterne, ingen Skotte kunde skrive Engelsk. Hans Mening om Franskmænd, Irlændere og Skotter syntes at være formulerede i al Hast efter smaa Historier, der vare hændte ham eller Medlemmer af hans Familie i en Diligence eller Postvogn. Hans Ansigt opklaredes nogle Gange, ellers var hans Conversation ikke udmærket ved nogen særegen Kraft eller noget særeget Sving. W.[XX] ærer sig selv ved sin simple Troskab mod Sandheden, men man forbauses over hans Tankers snevre Grændser. At slutte fra en enkelt Samtale gjorde han Indtryk af en indskrænket og ægte engelsk Aand, som betalte Begeistringens sjeldne Timer med den tørreste Prosa i andre.« – Efter sit andet Besøg (i 1833) skriver han: »Wordsworth[XXI] bragte sin Yndlingsgjenstand paa Tapetet, at Samfundet ved overfladisk Cultur blev oplyst uden alt Hensyn til den |84| moralske Dannelse. Skoler nyttede ikke. Skolemestereren var ei Opdragelse. Han vilde bringe mig og alle gode Amerikanere til at indsee, at Moralen, det conservative Element maatte dyrkes. Han skjændte og smeldte over »Wilhelm Meister[0005]«. Den var fuld af Utugt af enhver Art. Det var som om Fluer parrede sig i Luften. Han var aldrig kommen videre end til første Del og havde kastet Bogen fra sig, saa oprørt var han bleven. Han citerede sine Sonnetter: »En høihjertet Spaniers Følelser[0006]« og »De to Stemmer[0007]« og fremsagde sine Vers til Lærken[0008].« Det forekommer mig, at man har Wordsworth[XXII] hel og holden som han gik og stod i daglig Omgang i denne photographiske Notits: de haanlige Domme over alle fremmede Nationer, Argumentet mod den moderne Cultur – det samme som Muhamedanerne i Asien den Dag idag altid have paa rede Haand imod den – at den nemlig lader sig forene med stor Immoralitet, Forherligelsen af den conventionelle Moral som det conservative Element, (den sande Moral er det mest radicale Element, der gives) den om Novalis[XXIII] erindrende Indignation over Goethe[XXIV] og endelig Citaterne af hans egne Poesier som Finale!
I 1843 traf Wordsworth[XXV] en Dag for første Gang sammen med Dickens[XXVI]. Wordsworth[XXVII] havde en stor Foragt for alle unge Mænd, og den fælles Ven[XXVIII], hos hvem Sammentræffet havde fundet Sted, var derfor nysgjerrig efter at erfare hans Indtryk af |85| den store Humorist. Efter at have trukket sine Læber iveiret paa en Maade der var ham egen, og efter at have svunget sit ene Ben over det andet, saa man saae hans nøgne Ankler over hans Sokker, svarede han langsomt: »Aa, jeg er ikke meget tilbøielig til at see kritisk paa de Folk, jeg træffer, men da De allerede spørger mig, saa vil jeg oprigtigt tilstaae, at jeg anseer ham for en meget snaksom og meget almindelig ung Fyr – men forresten kan han være meget dygtig. Forstaa mig vel, det er ikke min Mening at sige et Ord imod ham, for jeg har aldrig læst en Linie af hvad han har skrevet.« Nogen Tid efter rettede den fælles Bekjendt[XXIX] varsomt det Spørgsmaal til Dickens[XXX], hvordan han havde syntes om Laureat-Poeten? »Syntes om ham!« svarte Dickens[XXXI]. »Aldeles ikke. Han er en skrækkelig gammel Æsel«.*)
Læseren vil visselig ikke underskrive saa peremptorisk en Dom. Men saa meget staaer klart, at der maa have været noget for Taalmodigheden i høi Grad irriterende† ved Wordsworth’s[XXXII] personlige Omgang. Naar han talte, siger en af hans Samtidige[XXXIII], arbeidede han som en Hval og forkyndte Truismer i Orakeltone. Ordet Truisme (Sandhed, der er for sand til at behøve at siges) er betegnende for mere end hans mundtlige Produc|86|tion. Det rammer hele den contemplative og didaktiske Side af hans Poesi. Der er i den ingen særlig aandelig Kraft eller Lidenskab, men en Hamletsk Dvælen ved de store Spørgsmaal om at Være eller Ikke-være. Fødsel, Død og Fremtid, Menneskets Lidelser og Synder i dette Liv og dets Haab om et fremtidigt Liv, Lidenheden af vor Videns hele Sphære og det skrækindjagende Forhold, hvori vi staae til det Overnaturliges Verden – det er, siger Masson[XXXIV] de stadige og uundgaaelige Gjenstande for den almenmenneskelige og særligt for Wordsworth’s[XXXV] Contemplation og Bekymring.*) Men disse Tanker bevæge sig ulykkeligvis, da de ikke tilhøre Midtpunktet men den yderste Peripheri af vor Viden, ad Baner, der ikke føre nogensteds hen, ad gamle opslidte og af dybe Spor gjennemfurede Veie, der gaae i en Ring, og som man kan befare med rolig og værdig Melancholi, men uden Nytte eller Udbytte for sig selv eller Andre. At Wordsworth[XXXVI] bestandig paany udmunder i denne vor Videns Peripheri, som Tilhængerne af de positive Religioner betragte som vore Tankers naturlige Midtpunkt, har mere end noget Andet bevirket, at hans Ry aldrig, hvor stort det end er i England, har kunnet trænge synderligt ud over Landets Grændser.|87| Da Coleridge[XXXVII] lærte Wordsworth[XXXVIII] personligt at kjende, havde denne allerede skrevet nok til at man kunde danne sig en Dom over Beskaffenheden af hans Originalitet. Hvad der rørte Coleridge[XXXIX] i Wordsworth’s[XL] Poesi det var Foreningen af dyb Følelse med hvad der syntes ham dyb Tanke, den fine Ligevægt mellem Sandhed i Iagttagelsen og Indbildningskraft til at modificere det Iagttagne, fremfor Alt Evne til at sprede en ideal Verdens Atmosphære over Former, Situationer og Tilfælde, som Vanen havde berøvet al Interesse for det almindelige Øie.
Wordsworth’s[XLI] og Coleridge’s[XLII] første Samtaler dreiede sig da om hvad der for dem stod som Poesiens to Hovedpunkter, Evnen til at vække Læserens Sympathi ved tro Natursandhed og Evnen til at meddele Nyhedens Interesse ved Indbildningskraftens omstemmende Farver. Den pludselige Tiltrækning, Øiet og Sjælen føle ved Lys- og Skyggespillet i Naturen, det nye og fortryllende Udseende, Maanelys eller Solnedgang kunne give et forud bekjendt Landskab, syntes dem at angive Muligheden af, hvorledes begge Elementer kunde forenes. Her havde man jo Naturens egen Poesi, det gjaldt om at gjenfrembringe den. De vilde ikke direkte efterligne Naturen men Naturens Poesi.
De besluttede at skrive en Serie af Digte, bestaaende af to forskjellige Genrer. I den første skulde Hændelser og Handlende være overnaturlige |88| og det Fortrin, som tilsigtedes, skulde bestaae i den dramatiske Sandhed i Skildringen af saadanne Sindsbevægelser, der naturligt vilde ledsage Situationen, hvis den var reel. Og reel i den Forstand var den jo for ethvert Menneske, der nogensinde paa Grund af ligegyldigt hvilken Illusion troede sig under overnaturlig Paavirkning. Udførelsen af denne Opgave tilfaldt Coleridge[XLIII] og der er for mig ingen Tvivl om at det ligeledes er ham, der har stillet den. Enhver i europæisk Litteratur nogenlunde bevandret Læser seer strax, i hvor nært Slægtskab den staaer til de Opgaver, som stilledes og løstes af den tydske Romantik. Eiendommeligt engelsk er det kun at† Eftertrykket her er lagt ikke paa det Overnaturlige eller Phantastiske, men paa Natursandheden, saa at Romantiken her kun bliver en af Naturalismens Former.
I den anden Digtgenre skulde Sujetterne vælges ud af det daglige Liv. Men Wordsworth[XLIV], hvem denne Gruppe tilfaldt, foresatte sig at meddele de jævneste og mest naturlige Begivenheder et Skjær af noget Overordentligt, Nyt, ja Overnaturligt ved at udrive Sindet af dets Vanesøvn og tvinge det til at rette sig paa den Skjønhed og de Undere, den virkelige Verden upaaagtet udfoldede for den menneskelige Sands. Han gjorde Forsøget første Gang i de »Lyriske Ballader[0011]«, der i Fortalen betegnedes som et »Experiment«, nemlig det: om Gjenstande, der efter deres Natur |89| ikke vare skikkede til »ornamental« Fremstilling, ikke alligevel skjøndt fremstillede i det daglige Livs Sprog kunde interessere, og han fortsatte senere Forsøget i Hundreder af Digte af høist forskjelligt Værd, hvis Helte og Heltinder alle tilhøre de lave og laveste Folkeklasser, opvoxede i landlige Beskjæftigelser og fremstillede i en Ramme af landligt Liv. Vi have i vor danske Litteratur ingen Digtgruppe af denne Art. Derimod vil den, der med Opmærksomhed studerer Wordsworth[XLV] nu og da træffe paa en Form for den poetiske Anekdote og paa en Fortællertone, der erindrer ham om Runebergs[XLVI] »Fänrik Stål[0012]«. Selv i Rytme og Metrum er nu og da nogen Lighed; det vilde være interessant at erfare om Runeberg[XLVII] overhovedet har kjendt den engelske Digter; maaskee kommer den hele svage Lighed af at Begivenhederne hos begge bestandig foregaae indenfor samme snevert begrændsede Localitet, Egnen om de engelske ligesom Egnen om de finske Søer. Forskjellen imellem dem er i ethvert Tilfælde uhyre. Hos Runeberg[XLVIII] den krigerske Baggrund og Stemning, den flammende lyriske Stil, den patriotiske og historiske Begeistring, hos Wordsworth[XLIX] det stagnerende Liv i landlig Fred, den rent episke Holdning og den fuldstændige Klokketaarnspatriotisme, Kjærligheden til et Par Communers Liv og Levnet. Hos Runeberg[L] Soldatens |90| Begeistring for Hæren, hos Wordsworth[LI] Landsbypræstens Deltagelse for Menigheden.
Der gives imidlertid et enkelt dansk Digt, som paa en aldeles overraskende Maade minder om Wordsworth’s[LII] Tone og Stil, kun at det er langt mere dramatisk end Noget, han har frembragt, det er Henrik Hertz’s[LIII] »Frugthandleren[0013]«. Dette Digt har altid, længe inden jeg kjendte Wordsworth[LIV], syntes mig at staae mærkværdigt alene iblandt Hertz’s[LV] Poesier, saa mange Strenge de end anslaae. Dets Helt er som skabt til at behandles af Wordsworth[LVI], dets Evne til at røre uden at forherlige er netop eiendommelig for Søskolens Mester. Selvfølgelig har det imidlertid ikke den Eiendommelighed, hvorpaa netop Wordsworth[LVII] som saadan kjendes, den, han selv betegner som Evnen til at give det Hverdagsligste et næsten overnaturligt Skjær. Her et Exempel paa, hvorledes han bærer sig ad dermed. Jeg vælger et Digt, der ganske sikkert er et af hans mest betegnende, om jeg end langtfra vilde kalde det et fortrinligt Digt. Det hedder »Resolution and Independence[0014]«. Digteren skildrer sin Spadseregang en Sommermorgen, Duggens Glimten, Fuglenes Sang, Harens Flugt over Markerne, tænker paa, at han selv har levet ubetænksomt som Markens Dyr og Skovens Fugle og hvorledes et saadant Liv engang kan hævne sig. Det falder ham ind, hvormange betydelige Digtere, der ere endte |91| i Jammer og Nød og høist prosaiske Bekymringer med Hensyn til Fremtiden trykke hans Sind. Da seer han pludseligt i denne ensomme Egn en gammel Mand noget borte:
»Han syntes mig den ældste Mand, der nogensinde bar graat Haar. Som en uhyre Sten undertiden sees liggende paa den skaldede Top af en Høi, et Under for Alle, der faae Øie paa den, fordi Ingen forstaaer, hvorledes den kom derop og hvorfra, saa den seer ud som et sandsende Væsen, som et Sødyr, der er kravlet derop fra Havet og nu hviler paa en Klippe eller Sandbanke for at sole sig der – saadan saa denne Mand i sin høie Alderdom ud, syntes ikke helt levende, ikke heller død, ikke heller helt sovende. Hans Skikkelse var sammenkrummet, hans Hoved havde under Livets Pilgrimsgang bøiet sig ned imod hans Fødder, ret som om et eller andet frygteligt Tryk af Smerte eller Raseri eller Sygdom, der var faldet over ham i længst forbigangne Tider, havde lagt en mere end menneskelig Vægt paa hans Legem […] Ubevægelig stod den gamle Mand som en Sky, der ikke hører de høirøstede Vinde, naar de kalde, men som sætter Alt i Bevægelse, naar den overhovedet værdiges at flytte sig.«
Hvor genial er ikke her Dobbeltlignelsen og hvor mystisk virker den ikke! Oldingen ligner den uhyre Sten paa Høien og denne Sten seer atter saa mægtig ud, at den synes som et Sødyr |92| at have kravlet derop. Med sjelden Kraft er herved Indtrykket af den høie Alderdom givet. Den Gamle syntes »den ældste Mand«, der nogensinde havde levet. Vare vi i Tydskland eller paa Romantikens Grund, vilde vi ikke forbauses ved at erfare, at vi her havde Jerusalems Skomager for os. Men vi ere i England, og vi føres af Wordsworth[LVIII]. Det viser sig da, at den gamle Mand er et i høi Grad almindeligt menneskeligt Væsen, Iglesamler af Profession, en Profession, der passer sig for gamle og svage Folk i en vandrig Egn. Den gamle Mands fortrøstningsfulde, gudhengivne Tale, hans Sindsro selv i den yderligste Ensomhed og Fattigdom beroliger den unge Digter i hans Frygt for Fremtiden, og han beslutter, saa tidt en lignende Frygt skulde reise sig i hans Sind, at mindes den gamle Iglesamler. Dette er »ingen Odeflugt«, som Ewald[LIX] etsteds siger, men det er et godt Mønster paa Wordsworth’s[LX] Evne til at give det trivielleste, mest naturalistiske Stof et vist phantastisk og storstilet Præg ved Behandlingsmaaden. Denne Bestræbelse har i ikke faa af Wordsworth’s[LXI] Digte karrikeret sig selv, overalt nemlig, hvor hos ham en mystisk-religiøs eller rædselsfuld Virkning foraarsages af en eller anden simpelthen uhyggelig eller forunderlig Begivenhed, der udrustes med det saakaldte Overnaturliges Virkekraft. Det er høist puerilt, naar i Digtet »The Thorn[0015]« en Fortæller (hvis Stand eller Vil|93|kaar ikke angives, men om hvilken Wordsworth[LXII] selv til Coleridge[LXIII] sagde, at han havde tænkt sig ham som en gammel pensioneret og fuldstændigt forvrøvlet Skibscapitain) med en ekstatisk Rædsel, som gjaldt det en Spøgelsehistorie, fortæller om en stakkels afsindig Pige, der om Natten, klædt i en høirød Kjole, sidder og jamrer sig under en Tjørn. Og rent parodisk bliver denne Retning i Wordsworth’s[LXIV] med saa stor Prætention Publicum forelagte »Peter Bell[0016]«, der uden Shelley’s[LXV] Satire af samme Navn[0017] visselig vilde være fuldstændig glemt; her er det nemlig en raa og grusom Karls Forfærdelse over den overnaturlige Standhaftighed, hvormed et stakkels Æsel taaler de grueligste Prygl hellere end at ville flytte sig fra Stedet, der i Forening med en af Mørket ophidset Phantasi frembringer Karlens moralske Omvendelse. Det viser sig, at Æslets Udholdenhed havde sin Aarsag i, at dets Herre var faldet i Vandet paa Stedet, hvor det stod, og at det vilde henlede Opmærksomheden herpaa. Æslets moralske Storhed staar her i en glimrende Modsætning til Mandens Æselsagtighed, og Wordsworth[LXVI], som manglede al komisk Sands, forsømmer ikke at fremhæve denne Modsætning. Og dette er ingen Tilfældighed, men et Charaktertræk. Den nye Skole følte med sit Had til det Blændende og sin Kjærlighed til det Simple og Jævne en virkelig Tiltrækning til Æslerne, disse stædige, taalmodige og særligt |94| miskjendte Naturproducter, som stedse overstraaledes af mindre nøisomme Dyr. Coleridge[LXVII] lod sig endog i sit bekjendte Digt »Til et ungt Æsel, da dets Moder blev tøiret i Nærheden af det[0018]« henrive til det varme Udbrud: »Jeg hilser Dig som min Broder«*)
og til det mere end philanthropiske Ønske i et andet Liv at kunne skjænke Æslet en Græsgang i en overjordisk Fredens og Salighedens Dal – da skulde dets glade Brægen klinge skjønnere i hans Øren end den sødeste Musik. Det kan ikke undre, at Spottefuglen Byron[LXVIII] strax fik fat i hin Broderhilsen og gjorde sig lystig over den i sin første Satire: »English bards and scotch reviewers[0019]«. For Coleridge[LXIX] var denne extreme Naturalisme dog ikke naturlig, han var selv den første til at gjøre sig lystig over sine Extravagancer. Wordsworth[LXX] derimod, som af Naturen var anlagt paa Consequents og tilmed af en stridbar Charakter, førte som Digter den rent litterære Naturalisme ud i dens sidste og yderste Consequentser.Han valgte sig næsten gjennemgaaende Sujetter af Landboernes og særligt af de lavere Folkeklassers Liv, og det ikke for som det forrige Aarhundredes Franskmænd selv poleret og sleben at nyde det Uslebne som Contrast og med |95| en Følelse af Overlegenhed, men fordi han mente, at Hjertets væsentlige Lidenskaber hos disse Klasser fandt en bedre Jordbund og naaede større Modenhed end hos de Dannede og fordi de, som underkastede en ringere Tvang, talte et jævnere Sprog. Han mente, at Menneskehjertets Grundfølelser hos Landboeren fremtraadte mere enkelte og elementære og derfor lettere lode sig iagttage end under Bylivet. Han var endelig overbevist om, at Samlivet med Naturens skjønne og blivende Former i Forening med de landlige Beskæftigelsers nødvendige og stadige Charakter maatte gjøre alle Følelser mere varige og stærke. Man finder da her i Aarhundredets Fødselsstund Spiren til den mere end et halvt Seculum varende og vidtudbredte, fra Land til Land sig forplantende æsthetiske Grundanskuelse, der i Tydskland, Frankrig og Skandinavien fører til Bondepoesi og Bondenovelle, i adskillige Lande til særlig Forherligelse af Almuesproget. Idet man botanisk anatomerer denne Spire, lærer man Plantens Naturhistorie tilbunds at kjende.
Wordsworth’s[LXXI] Udgangspunkt er rent topographisk. Stedbeskrivelse i dette Ords videste Forstand er endnu mere eiendommelig for ham end for Scott[LXXII]. Hans Livs Opgave var at skildre engelsk Natur og engelske Naturer saaledes som han kjendte dem Ansigt til Ansigt. Og da han kun vilde skildre hvad han var absolut fortrolig med, saa |96| kom han til den Theori, at det var enhver Digter nødvendigt at knytte sig stadigt til en eller anden Plet af Jorden, og sammenknyttede selv sit Digternavn med Nordenglands Søer, hvis Omgivelser gjennemgaaende afgive hans Digtes Sceneri. Han gik endog saa vidt, at han betegnede den Enkeltes Fødested som det Sted, der passede bedst til Skueplads for hans Virksomhed hele Livet igjennem. Saaledes blev han særligt engelsk Naturmaler og saaledes fik hans Skildringer en rent local Interesse. Den store engelske Kunstdommer John Ruskin[LXXIII] har med Rette kaldt Wordsworth[LXXIV] Periodens store poetiske Landskabsmaler. Medens Byron[LXXV] atter og atter fløi bort fra Hjemmet for at skildre Grækenlands og Orientens Natur med fremmede og glødende Farver, medens Shelley[LXXVI] gyste for Englands Klima som dødbringende for hans zarte Constitution og atter og atter forherligede Italiens Kyster og Floder, medens Scott[LXXVII] besang Skotland, og Moore[LXXVIII] aldrig blev træt af at lovprise det grønne Erins Skjønhed, stod Wordsworth[LXXIX] ene som den fuldblods Englænder, dybt rodfæstet i Landet og sammenvoxet med selve dets Jordbund lig en gammel Eg med hundrede Rødder. Hans Ærgjerrighed var den at være en ægte engelsk beskrivende Digter. Naar han da fordybede sig i den Egn, i hvilken han havde hjemme, spadserede, seilede, gik i Kirke og tog mod Beundrerbesøg, saa var det med den aller omstændeligste Kundskab til de |97| lavere Klassers Liv der i Egnen og til det landlige Liv overhovedet. Han har det samme Blik derfor som en god og værdig engelsk Landsbypræst af den Art, han selv har skildret i »Excursionen[0020]«. Hans Specialitet, det er alle de sædvanlige Sognebegivenheder og Sogneulykker, som hændes i en landlig Egn i England: et længst forsvundet Sognebarns Tilbagekomst til Egnen, hvor hans Hjem er forsvundet og hvor han finder alle sine Kjæres Navne paa Kirkegaarden (»The brothers[0021]«), en stakkels forført og forladt Piges Skjæbne (»Ruth[0022]«), et idiotisk Barns natlige Ridt efter Lægen og Faren vild paa Veien (»The idiot boy[0023]«), det overraskende Eventyr, en blind lille Dreng har bestaaet uden at komme til Skade (»The blind highland boy[0024]«), en gammel ypperlig Faders Sorg over sin vanslægtede Søn (»Michael[0025]«), en i hele Egnen elsket Diligencekudsks beklagelige Forfalden til en lille Svir og paafølgende Afskedigelse fra Embedet (besunget i fire Sange under Navnet: »The waggoner[0026]«). Det eneste U-engelske i Maaden, hvorpaa disse Begivenheder, selv de lettere og lystigere iblandt dem, meddeles, er den fuldstændige Mangel paa Humor i Fremstillingen. Istedenfor Humor har Wordsworth[LXXX], som Masson[LXXXI] ypperligt har udtrykt det, »et haardt velvilligt Smil«. Men dyb og alvorsfuld er til Gjengjæld den Pathos, hvormed han fortæller de tragiske og alvorsfulde blandt disse simple locale Historier. Har den i al sin Renhed og Ægthed ingen pythisk-|98|skjælvende eller moderne-glødende Charakter, saa virker den des stærkere paa Menneskeslægtens Flertal, der ynder, at Digteren ikke hæver sig altfor stærkt over deres Niveau og som føler det Velgjørende og Helbredende ved den Sympathi, der er dens Ophav. Det er en Sympathi, der ligner Præstens eller Lægens, og som, skjøndt mindre mild end professionel, griber ved sit fuldendte Udtryk.
Ingensteds forekommer dette Udtryk mig skjønnere end i saadanne Digte som »Simon Lee[0027]« og »Den gamle Tigger fra Cumberland[0028]«. Det første Digt er en Anekdote om en gammel Jæger, der i sin Ungdom havde været den flinkeste med Horn og Hund, tilfods og tilhest, men som nu paa sin gamle Alder var bleven saa svag, at Digteren en Dag traf ham med Møie arbeidende paa saa let en Gjerning som at opgrave en mør og raaden Rod af et gammelt Træ.
»I er overanstrengt, gode Simon Lee[lxxxii], giv mig Eders Hakke, sagde jeg til ham, og ved dette Ord modtog han glad min tilbudte Hjælp. Jeg slog med Hakken, og med et eneste Hug løsnede jeg den indfiltrede Rod, paa hvilken den gamle Mand saa længe og saa frugtesløst havde arbeidet.
Der kom Taarer i hans Øine, og Tak og Pris syntes at strømme fra hans Hjerte saa hurtigt, som jeg aldrig havde troet det muligt. – Jeg har hørt om uvenlige Hjerter, der gjengjældte |99| venlig Hjælp med Kulde. Ak Menneskenes Taknemmelighed har langt oftere efterladt mig i Sorg!«*)
Faa Digtere have vist den skjønne Pietet som Wordsworth[LXXXIII] mod de uden egen Skyld Unyttige, Menneskeslægtens ydmyge »Venerabilia«. »Den gamle Tigger[0029]« er et Exempel fremfor alle. Wordsworth[LXXXIV] skildrer hvorledes han, kjendt af Alle, gaaer omkring fra Hus til Hus der i Egnen:
»Jeg har kjendt ham fra min Barndom; og da var han saa gammel, at han ikke synes ældre nu. Han vandrer afsted, en ensom Mand, saa hjælpeløs af Udseende, at den reisende og muntre Rytter ikke sorgløst slænger sin Almisse til ham ned paa Jorden, men standser – for at han sikkert kan lade sin Mynt falde ned i den gamle Mands Hat, og ikke heller da taber han ham af Syne, men endnu, naar han har givet sin Hest Tøilen, passer han med et Sideblik paa den gamle Tigger og vender sig halvt tilbage. Og naar Bomkonen om Sommeren dreier sit Rokkehjul i sin aabne Dør og seer den gamle Tigger komme langt borte, saa forlader hun sit Arbeide, og løfter Bommen for ham, for at han kan komme forbi. Og Postdrengen! naar hans raslende Hjul komme |100| bag paa den Gamle paa Skovveien, saa slaaer han Smæld ad ham, og hvis den gamle Mand ikke efter denne Advarsel forandrer sin Gang, saa dreier Drengen uden Støi op mod Veisiden og kjører venligt forbi – uden nogen Ed paa sine Læber eller nogen Vrede i sit Hjerte.
Betragter ikke denne Mand som unyttig! I Statsmænd, som ere saa rastløse i Eders Kløgt, I som altid have en Kost i Eders Haand for at feie alt Fortrædeligt ud af Verden! I Stolte, som i Eders Overmod see hen til Eders Talenter, Eders Magt og Kundskab, kalder ham ikke en Byrde for Jorden! Det er Naturens Lov, at ingen, ikke den ringeste og laveste af alle skabte Ting, ikke den enfoldigste eller den mest skyldige af alle existerer uden at medføre noget Godt – der er et Aandedrag og et Pulsslag af det Gode, et eget Liv og en Sjæl uadskilleligt forenet med enhver Livsform […] Hvorsomhelst den gamle Tigger gaaer hen, tvinger en mild Nødvendighed de Andre til Kjærlighedshandlinger, og Vanen udfører Fornuftens Gjerning, og forbereder dog den Efterglæde, som Fornuften ynder. Og saaledes finder Sjælen sig uden Tvang ved denne søde Fornemmelse af Glæde umærkeligt ledet til Dyden og den sande Godhed […] Den velhavende Mand, der sidder i sin egen Dør – og der lig Pæren, som hænger over hans Hoved, trives i Solskin, den kraftige og unge, den lykkelige og tankeløse, de som leve beskyttede og |101| som blomstre blandt andre Væxter af deres egen Art – alle see i ham en taus Paaminder, der nødvendigvis paatvinger deres Sind en forbigaaende Selvlykønskningstanke […]«
Man læse dette Digt i Originalens pragtfulde femfodede Jamber, og man vil tilstaae, at er det end en Prædiken, saa er det dog en Prædiken in optima forma. Der laae jo nemlig i denne samme Naturalisme, der i sin senere Udvikling følgerigtigt og logisk udviklede sig til Humanisme og Radikalisme, fra først af et Hang til Moraliseren og evangelisk Religiøsitet. Den opsøgte de Simple af Hjertet, de Fattige, de i Verdens Øine Ringe – det var stemmende med Evangeliets Moral. Den vragede en forfinet Civilisation og vendte den Ryggen for til sine Helte at kaare Fiskere og Bønder – den fulgte forsaavidt Evangeliets Exempel. Og saaledes forenedes hos Wordsworth[LXXXV] ganske consequent Naturdyrkelsen med det i England saa høist populære moraliserende og protestantisk-christelige Element. Man vrage heller ikke helt hans moralske Læredigte. Der er mange Gange en egen Storhed i Maaden, hvorpaa den simple Lære er udtrykt. Jeg finder en sand Høihed i de Ord, hvormed det i »Laodamia[0030]« forkyndes den sørgende Hustru, at hun istedenfor at kræve sin Husbond tilbage, bør give Afkald paa ham for gjennem Kjærligheden at lutres til et høiere aandigt Liv:
Ja selv den abstracte »Ode til Pligten[0031]«, der indeholder en rent Kantisk Begeistring, har genialt-absurde Linier, sublime som et af Kirkefædrenes Paradoxer. Det er til Pligten at Digteren raaber: »Du holder Stjernerne fast i deres Baner og ved Dig er det, at de ældste Himle ere friske og stærke«!*)
Dog fra alle den Art Digte vil Læseren hurtigt vende tilbage til Wordsworth’s[LXXXVI] egentlige Omraade, hans Idyller.Endnu et Blik paa disse Digte og paa den Theori, de af Digteren ere bestemte til at hævde. Det er utvivlsomt, at Wordsworth[LXXXVII] har tillagt Skildringen af det landlige Liv en større Betydning for Poesien overhovedet end der tilkommer det. Hans Omgivelser vare vel skikkede til at fremkalde en saadan theoretisk Overvurdering hos ham. Naar han til sine Helte har kunnet anvende shepherd-farmers fra Cumberland[d] og Westmoreland[e] som Modeller, saa ligger dette i, at disse Mænd, som paa den ene Side ere uafhængige nok til ikke at arbeide for Andre og paa den anden Side dog ikke hævede over Nødvendigheden af at arbeide eller over en tarvelig Simpelhed, frembyde almindeligt poetiske Egenskaber. At Landlivet i og for sig skulde forbedre, er en Overtro; det kan fuldt saa vel sløve. Coleridge[LXXXVIII] har f. Ex. oplyst, at hvis man i England sammenligner Maaden, hvor Fattiglovene udøves i Liverpool[f], Manchester[g] og Bristol[h] med Maaden, hvorpaa man paa Landet fordeler Fattigunderstøttelsen, saa falder Sammenligningen ganske ud til Byernes Fordel. Men Wordsworth[LXXXIX] har fremdeles overvurderet den Betydning, som Skildringen af de landlige Beskjæftigelser har for hans egen Poesi. Ikke blot ere Hovedpersonerne i mange af hans bedste Poesier (som »Ruth[0032]«, »Michael[0033]«, »the brothers[0034]«) ikke udtrykkeligt Bønder eller Landboer, men mangen en Gang har han i Kraft af sin naturalistiske Lidenskab og sit dermed beslægtede Hang til at moralisere gjennem Forherligelse af de laveste Samfundsklasser knyttet Navnet paa en eller anden uanseelig eller lav Profession til Evner og Egenskaber, som det er lidet sandsynligt at finde knyttede til den. Det er et Paradox, som Wordsworth[XC] med en vis Forkjærlighed prædiker i sit Digt »Excursionen[0035]«, at der er store Digtere skjulte i de |104| laveste Stænder;*)
det tilfredsstiller ogsaa hans evangeliske Instincter at tænke sig Talentets Uafhængighed af Formue og gode ydre Livsvilkaar; lad være det er uafhængigt deraf; men vilde det dog ikke være urimeligt i et Digt at give Poeten Skorstensfeierprofessionen og saa i en nøiagtigt opfunden Biographi forklare, hvorledes det gik til at han paa engang blev Digter, Philosoph og Feier. Slige Særsyn kan kun den virkelige Levnetsbeskrivelse retfærdiggjøre. I Poesien virker en saa vidt dreven Naturalisme stødende som altfor lidet typisk. Og hvad Forskjel er der paa dette Tilfælde og de mange, hvor Wordsworth[XCI] lægger en Bissekræmmer, en Iglesamler, en Bonde Tanker i Munden, som det maa forbause at høre udtalte fra saadanne Læber? For at retfærdiggjøre og tilfulde at forklare sine Charakterer nødes da Wordsworth[XCII] til at indføre en Mængde tilfældige underordnede Omstændigheder af den Art, der ere nødvendige til at etablere Sandsynligheden af en Kjendsgjerning i det virkelige Liv, men som vi med Fornøielse vilde skjænke en Digter. Den smaalige Hensyntagen til Sandsynligheden, den |105| smaalige Ængstelighed i Motiveringen er i høi Grad trættende hos Wordsworth[XCIII], især i de lange Overgange og Beskrivelser i »Excursion[0037]«, hvilke Byron[XCIV] vittigt har stemplet som et evindeligt: »Her gaae vi op, og her gaae vi ned, og her gaae vi rundt«.*)Men Wordsworth’s[XCVII] Valg af sine Æmner fører ham til en Eiendommelighed i sproglig Henseende, der turde betegnes som denne Naturalismes yderligste litterære Consequents. Det var Wordsworth’s[XCVIII] Paastand, at det Sprog, som taltes af den Klasse, han skildrede, saa snart det blot blev renset for sine Pletter, var det bedste, som gaves, fordi Mænd og Kvinder af Almuesklassen paa Landet vare i stadigt Samkvem med de Gjenstande, fra hvilke vort Sprogs bedste Del oprindeligt var afledet og fordi de paa Grund af deres Synskredses Ensformighed og Sneverhed vare mindst udsatte for den sociale Forfængelighed, der leder til at søge og udarbeide sine Udtryk. Da dette Sprog er det bedste, vil det, mener Wordsworth[XCIX], være umuligt for nogen Digter at sætte nogen bedre Udtryksmaade istedenfor det, og det ganske |106| ligegyldigt om han skriver i Prosa eller i Vers. Og saaledes kommer da Wordsworth[C] til sit bekjendte og interessante Paradox, at der hverken er eller kan være nogensomhelst væsenlig Forskjel mellem Prosasprog og metrisk Composition. Hvis han herved blot agtede at nedlægge en Protest mod alle de kjedsommelige og ynkelige Sprogforvridninger, hvortil Rimnød og Mangel paa rytmisk Evne have drevet kun altfor mange selv blandt fremragende Digtere, saa vilde man af Hjertet applaudere. Jeg for min Del er fuldkomment villig til at underskrive det Kapitel i Théodore Banvilles[CI] Poetik,*)
der har til Overskrift: Licentia poetica og til Indhold: Der gives ingen. Men Wordsworth[CII] vil have sin Sætning ganske anderledes forstaaet. Han hævder at Sproget ikke blot i store Partier af ethvert godt Digt nødvendigvis i alle andre Henseender end den metriske maa falde sammen med Prosa, men at det endog ganske maa stemme overens med Prosastilen i de mest interessante Partier af de aller bedste Digte. Thi, siger Wordsworth[CIII], hvor sandt og levende Digterens Sprog end er, saa levende og saa sandt som Dens, der virkelig er i den digtede Situation, kan det dog aldrig blive; med andre Ord, det kan aldrig overgaae, kun i det Høieste nærme sig til Virkelighedens prosaiske |107| Udtryk. Med ægte engelsk Haardnakkenhed hævder han sin Doctrin overfor de Angreb, som fremkom allevegnefra. Man havde som et Mønsterdigt efter den nye Poetik anført denne af Johnson fabrikerede† burleske† , men fra Prosasproget visselig ikke afvigende Strophe:Dette er ikke Poesi, siger man. Indrømmet svarer Wordsworth[CIV], men det er heller ikke som Prosa hverken interessant i sig selv eller ledende til noget Interessant og derfor ude af Stand til at sætte Følelser og Tanker i Bevægelse. »Hvorfor bevise, at en Abe ikke er nogen Newton[CV], naar den ikke engang er noget Menneske?« Og mod den almindelige Mening, som han charakteriserer omtrent med de Ord, at en Forfatter ved at skrive paa Vers gaaer ind paa et formelt Engagement om at han vil imødekomme visse aandelige Vaner, give visse Klasser af Ideer Plads i sin Bog og omhyggeligt udelukke andre, stiller han saa hin Overbevisning om den gode Poesies og den gode Prosas Identitet, der, grundet paa Lede ved den poetiske Affectation, førte ham til i sin poetiske Frembringen snart stærkt at selvbegrændse, snart rent at trivialisere sin i saa mange Maader mønsterværdige og mesterlige poetiske Stil.
|108| Til den Forherligelse af Landalmuens Sprog, fra hvilken Wordsworth[CVI] gaaer ud og som ikke er uden Analogi med den Dyrkelse af Almuesproget, der hertillands er gaaet ud fra Grundtvig[CVII], er først og fremmest at svare, at en Bondes Sprog, renset, som Digteren fordrer, for Provindsialismer og reguleret efter Grammatikens Regler ikke vil være forskjelligt fra enhver anden forstandig Mands, kun at Bondens Begreber ere færre og mindre klare. Dernæst vil han paa Grund af sin ringe Udvikling kun dvæle ved enkeltstaaende Kjendsgjerninger, hentede fra hans snevre Erfaring eller overleverede Tro, medens den Dannede seer Tingenes Sammenhæng og søger almindelige Love. Wordsworth[CVIII] mener at Sprogets bedste Del afledes af de Gjenstande, der omgive Bonden og sysselsætte ham. Men de Forestillinger der dreie sig om Føde, Ly, Sikkerhed, Velvære ere paa ingen Maade Sprogets bedste Del. Det nytter heller ikke med Wordsworth[CIX] af dette Sprog kun at fordre en vis Grad af Lidenskabelighed for at stemple det med Ærestitelen poetisk; thi Lidenskaben skaber ingen nye Tanker og intet nyt Ordforraad, den sætter kun det Indhold, som haves, i forøget Activitet, og den formaaer ingenlunde at gjøre Talesproget til Poesi, da den neppe nok formaaer at gjøre det til Prosa. Det er jo nemlig allerede en besynderlig naturalistisk Forvexling af Wordsworth[CX] at han bruger Ordene Talesproget og Pro|109|saen iflæng. Den gode Prosa er allerede renset for de tomme og meningsløse Gjentagelser, de usikre og stammende Talemaader, som Halvdannelse og Forvirring aldrig undlade at føre med sig, og af hvilke Wordsworth[CXI] desværre kun har optaget altfor mange i sine Digte overalt, hvor han indfører dramatisk Diction. Det er den usalige Forkjærlighed for den aller platteste Naturefterligning, der i hans Digte afstedkommer de pludselige og pinlige Overgange fra en høi og ædel Stil til en fuldstændigt udistingueret. Se f. Ex. »The blind highland boy[0040]«. Poesi har efter Wordsworth’s[CXII] Definition sin Oprindelse i Sindsbevægelse, erindret i Ro. Den gaaer ud paa Efterligning af Naturens Sprog med det ene Forbehold, at, da det er Digterens Hverv at meddele Fornøielse, ikke Sandhed ligefrem, saa benytter han Verseformen, som bereder Læseren en Rækkefølge af smaa behagelige Overraskelser ved Rytme og Rim. Metret virker ved stadigt at vække og tilfredsstille Nysgjerrigheden, men paa saa simpel en Maade, at det ingen selvstændig Opmærksomhed tiltrækker sig. Det paavirker, omtrent som en kunstigt tilberedt Atmosphære eller som Vin under en beaandet Samtale, Bevidstheden mægtigt men ubemærket. Ved dets stedse tilbagevendende Regelmæssighed dæmper og mildner det Fortællingens lidenskabelige eller gribende Indhold og ved sin Tendens til at afklæde Talen dens Virkelig|110|hedspræg kaster det over Compositionen en Slags Halvbevidsthed om dens Uvirkelighed. Men iøvrigt kan, mener Wordsworth[CXIII], selv den bedste Poesi i ingen Henseende være forskjellig fra Prosa. Han glemmer at opkaste sig det Spørgsmaal, om der ikke omvendt gives en Mængde af Udtryksmaader, Constructioner og almindelige Sætninger, som ere paa deres Plads i en Prosameddelelse, men som vilde virke i høi Grad stødende i Poesi, og om der ikke i ethvert pathetisk Digt uden alt Kunstleri kan forekomme en Bygningsmaade og Ordning af Sætningerne eller en Benyttelse af Talens Figurer, som i Prosastil vilde være umulig.
Den eneste Mening, i hvilken en stor Del af den bedste Poesi kan siges at ligne det virkelige Sprog er den, at dens Udtryk ere saadanne, som nogle faa af de mest Gjennemdannede ved meget sjeldne Leiligheder vilde anvende. I daglig Samtale flakker Talen løst omkring, i den offentlige Tale samler den sig til fast Tankesammenhæng, og i den skrevne Bog vinder den udarbeidede Sætning sig naturligt fremad gjennem mange Snoninger. I Verset endelig kan Formen ikke være for udsøgt og for fast. Her gjælder den Lære, som Théophile Gautier[CXIV] i sit herlige Digt »Kunsten[0041]« har prædiket:
Dog hvor meget der end lader sig sige mod denne Wordsworth’s[CXV] Poetik eller »Prosaik«, som den rettere kunde hedde, en Lære, der af de Samtidige i Begyndelsen optoges, som var den enstydig med Hexenes gamle Sang i »Macbeth[0042]« »fair is foul, and foul is fair«, den har for os Efterlevende en høi Grad af Interesse som et præcist og utvetydigt Udtryk for det første litterære Extrem af den engelske Naturalisme.
højresiderne i kapitel 6 har i førsteudgaven klummetitlen »Landliv og Skildringer fra Landet.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
dvs. Lake District, et bjerg- og sørigt område i det nordvestlige England.
statsligt ansat embedsmand, der bl.a. udstedte og solgte officielle stempler som led i den britiske stats skatte- og afgiftsindtægter.
i England siden 1668 titel og embede for den officielle hofdigter.
af »Essay, supplementary to the Preface« fra William Wordsworths Poems, 1815 Wordsworth 1969, 2:426.
den karthaginiensiske feltherre Hannibal gik under 2. Puniske Krig (218-201 f.Kr.) med en stor styrke bestående af adskillige tusinde soldater og heste samt 37 stridselefanter over Alperne til Italien for at møde romerne, som han tilføjede en række voldsomme nederlag på slagmarken.
af Thomas Moores Memoirs, Journal, and Correspondence, 1853-1856 Moore 1853, 3:163.
Walter Scotts anonymt udgivne roman Rob Roy, 1818, har på titelbladet fire verslinjer af William Wordsworths digt »Rob Roy's Grave«, 1807: »For why? Because the good old rule / Sufficeth them; the simple plan, / That they should take, who have the power, / And they should keep who can« Wordsworth 1968, 3:80.
sammensat citat fra Ralph Waldo Emersons English Traits, 1856 Emerson 1856:166.
af Ralph Waldo Emersons English Traits, 1856 Emerson 1856:13.
sammensat citat fra Ralph Waldo Emersons English Traits, 1856 Emerson 1856:10-13.
af Robert Shelton Mackenzies Life of Charles Dickens, 1870 Mackenzie 1870:243.
Poet Laureate; i England siden 1668 titel og embede for den officielle hofdigter.
af Robert Shelton Mackenzies Life of Charles Dickens, 1870 Mackenzie 1870:243.
af Robert Shelton Mackenzies Life of Charles Dickens, 1870 Mackenzie 1870:243.
det citerede stammer fra Blackwood's Edinburgh Magazine, 1825, hvor det er en del af »Noctes Ambrosianae« - en række fiktive og anonymt udgivne samtaler, der i 1822-1835 blev trykt i magasinet. Samtalerne blev for størstedelen skrevet af John Wilson, hvilket også gælder den af GB citerede. Her udtales dommen over William Wordsworth af en karakter kaldet Tickler Wilson 1825:383.
der alluderes til en monolog af Hamlet i Shakespeares Hamlet, 1600-1601, III,1, hvor Hamlet udtaler de berømte ord: »To be, or not to be; that is the question« Shakespeare 2005:697.
af David Massons Wordsworth, Shelley, Keats and Other Essays, 1874 Masson 1874:50-51.
af William Wordsworths forord til 1800-udgaven af Lyrical Ballads, 1798 Wordsworth 1969, 2:384.
af William Wordsworths forord til 1802-udgaven af Lyrical Ballads, 1798 Wordsworth 1969, 2:392.
(eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
ikke identificeret.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 321-322) er GB's oversættelse på vers: »Han syntes ældst mig blandt Graahærdede. // Som undertiden man en Kæmpesten / ser ligge paa en nøgen Bakkes Top, / et Under for Enhver, hvem den blir synlig, / thi hvem forstaar, hvordan den kom derop, / hvorfra, hvornaar? Den synes En i Live, / ligner et Sødyr, kravlet op fra Havet, / der paa en Banke mageligt sig soler - / saadan saa denne hvide Olding ud, / ej helt i Live, ikke død, ej søvntung. / Krum var han. Under Livets Pilgrimsgang / hans Hoved havde næsten naaet hans Fødder / som om et Tryk, et frygteligt, af Kval, / af Rædsel eller Sygdom havde ramt ham / i længst forgangen Tid og havde lagt / mer end menneskelig Vægt paa dette Legem. / […] / Urørt den Gamle stod, ret som en Sky, / der ej de vilde Vindes Tuden hører, / dog Alt forvirrer, naar med Brag den kommer«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »Resolution and Independence«, 1807 Wordsworth 1969, 2:237.
af William Wordsworths digt »Resolution and Independence«, 1807 Wordsworth 1969, 2:237.
hvileløst vandrende jøde, der blot er antydet i Det Nye Testamente med omtalen af disciple, som først skal dø, når »de ser Menneskesønnen komme i sit rige« (Matthæusevangeliet 16,28; 1992). Hjemløsheden og den pinefulde udødelighed skal ifølge en senere tradition være straf for, at en jødisk mand nægtede den lidende Jesus hvile ved sit hus på vej til korsfæstelsen. Kaldes traditionelt også Ahasverus og Den Evige Jøde.
af et udateret brev fra Johannes Ewald til Johan Christian Schønheyder Ewald 1919, 4:383.
af Samuel Taylor Coleridges »To a young Ass, its Mother being tethered near it«, 1796 Coleridge 2001, 16:I.1:148.
af Samuel Taylor Coleridges »To a young Ass, its Mother being tethered near it«, 1796 Coleridge 2001, 16:I.1:148.
af en note i Henry Nelson og Sara Coleridges udgave af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1847, 2:184.
åndssvagt.
af David Massons Wordsworth, Shelley, Keats and Other Essays, 1874 Masson 1874:66.
som har med Pythia, Apollons præstinde ved Oraklet i Delfi, at gøre. Gennem Pythia meddelte Apollon sine (tvetydige) svar på menneskenes spørgsmål.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 325-326) er GB's oversættelse på vers: »I har Jer anstrengt, Simon Lee, / giv mig Jer Hakke blot! / jeg sagde. At jeg stod ham bi / det led den Gamle godt. / Jeg slog - ét Hug - da fløj den Rod / den filtrede, af Enge, / hvormed den Gamle havde slidt / saa møjsomt og saa længe. // Af Taarer blev hans Øje vaadt, / og Tak og Pris der kom / ilsomt og rigt og ejegodt / fra Hjertets Helligdom. / Modtog umilde Hjerter tit / god Hjælp helt koldt og fremmed, / Ak! Menneskenes varme Tak / har oftere mig græmmet«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »Simon Lee, the old Huntsman«, 1798 Wordsworth 1970, 4:63-64.
af William Wordsworths digt »Simon Lee, the old Huntsman«, 1798 Wordsworth 1970, 4:64.
(lat.) ærværdigheder.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 326-327) er GB's oversættelse på vers: »Fra Barn af har jeg kendt ham, Dengang alt / var han saa gammel, at han ikke tykkes / mig ældre nu. Han vandrer træt afsted, / en ensom Mand, saa hjælpeløs af Ydre, / at Rytteren, som rider ham forbi, / ej sorgløst slænger ham sin Skærv paa Jorden, / men standser, at hans Mønt kan sikkert falde / ned i den Gamles Hat. Og end ej da / han taber ham af Syne. Nej, endog / naar han sin Hest har givet Tøjlen, passer, / halvt vendt paa Hesten, med et Sideblik / han paa den gamle Tigger. Naar Bomkonen / om Somren siddende i aaben Dør / drejer sit Rokkehjul og ser den Gamle / langt borte, staar hun fra sit Arbejd op / og løfter Bommen, aabner Vejen for ham. / Postdrengen slaar, naar han med raslende Hjul / bag paa den Gamle ad en Skovvej kommer, / rask Smæld i Smæld, og hvis den gamle Mand / ej efter saadant Varsko Vejen viger, / saa drejer Drengen hensynsfuldt til Side / og kører langsomt, uden Ed, forbi; / saa lidt han bander, som han kunde vredes. // Anser ej for unyttig denne Mand, / I Statsmænd, der med rastløs vaagen Kløgt / bestandig svinger Kosten i Jer Haand / for alt Fortrædeligt paa Dør at feje! / I Stolte, som i Lykkens Overmod / paa Eders Evner, Magt og Kundskab pukker! / Han falder ej til Byrde. I Naturen / det er en Lov, at ingen Skabning, ikke / engang den som er ringest eller lavest, / end ej den skyldigste, kan leve Livet / og ikke volde noget Godt - der er / et Aandedræt og Pulsslag af det Gode, / en Livs- og Sjælskraft, uadskilligt / forenet med hver enkelt Væreform. // Hvor end den gamle Tigger viser sig / fremtvinger Skik og Brug med stille Nøden / Kærlighedsgerninger, og Vanen gør, / at det, som er fornuftigt, sker, og Vanen / bereder Efterglæden, Sindet ynder. / Saa føres Sjælen da ved denne søde / Fornemmelse af Fryd umærkeligt / og tvangløst til at blive god og kærlig. // Den rige Mand, som sidder i sin Dør / og Pæren lig, der hænger over ham, / trives i Sol, den kraftige og unge, / den lykkelige, tankeløse, alle / de mange, som har Ly og Læ og blomstrer / blandt Væksterne af deres egen Art, / de alle ser i ham Paaminderen, / der taus paatvinger deres Sind en flygtig / men eftervirksom Selvlykønskningstanke«; det citerede er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »The Old Cumberland Beggar«, 1800. Wordsworth 1970, 4:235-238.
(lat.) i bedste form; som det sig bør.
der sigtes til Saligprisningerne i Bjergprædikenen i Det Nye Testamente (Matthæusevangeliet 5,3-12).
dvs. teksterne i Det Nye Testamente, hvor det bl.a. i Matthæusevangeliet berettes, at Jesus til sine disciple valgte fiskere og håndværkere.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter af de første vers (bd. 5, s. 328): »Lær, gennem jordisk Længsel dig at hæve / op til et himmelsk Maal. Elskov blev givet, / opmuntret, godkendt mest for det at kræve, / blev derfor just den Drift, der styrer Livet, / for Selvet at slaa ned«; af William Wordsworths »Laodamia«, 1815 Wordsworth 1969, 2:271.
af William Wordsworths »Ode to Duty«, 1807 Wordsworth 1970, 4:86.
af William Wordsworths »Ode to Duty«, 1807 Wordsworth 1970, 4:86.
af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/2:45.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 329): »O, mange Digtere har Naturen saat, / udrustet Mænd med Aandens bedste Gaver, / guddommelige Evner, Seerblik, / der kun har manglet Færdighed til Verset […]«; af William Wordsworths The Excursion, 1814 (Book 1: »The Wanderer«) Wordsworth 1972, 5:10.
det citerede stammer fra Blackwood's Edinburgh Magazine, 1825, hvor det er en del af »Noctes Ambrosianae« - en række fiktive og anonymt udgivne samtaler, der i 1822-1835 blev trykt i magasinet. Samtalerne blev for størstedelen skrevet af John Wilson, hvilket også gælder den af GB citerede. Her udtales dommen over William Wordsworth af en karakter kaldet North Wilson 1825:375.
det citerede stammer fra Blackwood's Edinburgh Magazine, 1825, hvor det er en del af »Noctes Ambrosianae« - en række fiktive og anonymt udgivne samtaler, der i 1822-1835 blev trykt i magasinet. Samtalerne blev for størstedelen skrevet af John Wilson, hvilket også gælder den af GB citerede. Her udtales dommen over William Wordsworth af en karakter kaldet North Wilson 1825:375.
(lat.) digterisk frihed. Betegnelse for det, at en digter sætter stilistiske, metriske eller andre æstetiske krav højere end faktiske kendsgerninger eller almindelig sprogbrug. Det af GB omtalte kapitel hos Théodore de Banville, »Licenses poétiques«, indeholder blot sætningen: »Il n'y en a pas« Banville 1872:56.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 331): »Jeg greb min Hat og tog den paa, / spaserte ud i Varmen, / og mødte saa en anden Mand / med Hatten under Armen«; citerer 4 vers (trykt 13.1.1786 i St. James's Chronicle) af Samuel Johnson, der (især) blev skrevet som en parodi på det af Thomas Percy anvendte metrum i hans anonymt udgivne The Hermit of Warkworth, 1771. William Wordsworth gengiver og behandler Johnsons vers i forordet til 1800-udgaven af Lyrical Ballads, 1798 Wordsworth 1969, 2:402.
af William Wordsworths forord til 1800-udgaven af Lyrical Ballads, 1798 Wordsworth 1969, 2:403.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 333): »Ja, Værket fremgaar skønnere af en Form, der er genstridig mod Arbejdet, Vers, Marmor, Onyks eller Emalje. Ingen falsk Tvang! Men, Musa, ifør dig en snever Koturne for at gaa rank!«; af Théophile Gautiers digt »L'art«, 1858 Gautier 1858:211-212.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 323): »Skønt er stygt og stygt er skønt«; af Shakespeares Macbeth, 1606, I,1, hvor replikken siges i kor af tre hekse Shakespeare 2005:971.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik