Wordsworth’s[I] egentlige Udgangspunkt var altsaa det, at Menneskene i Bylivet og under dets Spredthed havde glemt Naturen: de vare blevne |61| straffede derfor, idet det selskabelige Samliv havde splittet deres Kræfter og Evner ad og svækket deres Hjerters Modtagelighed for simple og rene Indtryk. Blandt Wordsworth’s[II] Hundreder af Sonetter er der en, som med Hensyn paa denne Grundtanke er særligt betydningsfuld (»Miscellanous Sonnets[0001]«, Part I, Nr. 35). Den begynder med en Klage over, at Menneskeverdenen er altfor meget om os, og at vi som Følge deraf kun see Lidet i Naturen, der træder os imøde som vort Eget. Saa følger:
»Søen, der blotter sin Barm for Maanen, Vindene, der snart ville hyle Timer igjennem, men som nu ligge sammenfoldede som sovende Blomster, alt dette træffer os ude af Stemning. Det bevæger os ikke. Store Gud! Jeg vilde hellere være en Hedning, opdraget i en forkastet Tro. Da kunde jeg, naar jeg stod paa denne skjønne Slette, have Glimt, der vilde gjøre mig mindre trøstesløs, kunde øine Proteus, naar han hævede sig op over Havet eller høre den gamle Triton blæse paa sit snoede Horn«.
Det er mærkelige Ord i Wordsworth’s[III] Mund, mærkelige, fordi de vise, hvad al sand Naturalisme i Grunden er, med hvor mange theistiske Klude den end udstafferes: dybest inde er den i Slægt med det gamle Grækenlands Naturopfattelse og fjendsk mod alle den nye Tids officielle Dogmer; inderst inde er den stemplet med den Pan|62|theisme, som vi i dette Aarhundrede gjenfinde beherskende den poetiske Naturfølelse i alle Litteraturer. Jeg har paavist den Pantheisme, der skjulte sig under Tiecks[IV] romantiske Naturbetragtning,*)
den møder os her under Form af Menneskets selvforglemmende og halvt bevidstløse Sammensmelten med Alnaturen som en enkelt Tone i dens store Samklang. Den har fundet Udtryk i et lille eiendommeligt Digt:*)»En Slummer lagde Segl for min Aand, jeg havde ingen menneskelig Bekymring. Min Sjæl var som en Ting, der ikke kunde føle Berøringen af jordiske Aar. Den havde ingen Bevægelse, ingen Kraft, den hverken hørte eller saa, men rullede med Jordens daglige Omløb sammen med Klipper og Stene og Træer!«
Fordyber man sig i den Stemning, hvoraf et Digt som dette er udsprunget, da har man Symptomet paa et rent pantheistisk Ideesæt: det ubevidste Liv er seet som det bevidstes Grund og Kilde, og alle Jordens Væsener opfattede som sammenvoxne i Naturens Skjød lige til det Punkt, hvor Bevidstheden begynder. En af Spirerne til det nye Aarhundredes Poesi ligger i et saadant lille Digt; thi imod det civiliserede Menneske, som det forrige Aarhundrede havde udviklet og lov|63|prist, stillede den nye Tid Mennesket som Naturvæsen i Kredsen af alle dets Slægtninge: Fugle og vilde Dyr, Planter og Blomster. Christendommen bød at elske alle Mennesker, den naturalistiske Pantheisme byder at elske det ringeste Dyr. Jeg troer, at »Hart-leap-well[0004]« er mig kjærest af Alt, hvad Wordsworth[V] har skrevet. Dette simple Digt – en Dobbeltromance – er et Indlæg af gribende Veltalenhed for et stakkels prisgivet og jaget Dyr, en Hjort, det vil sige en Gjenstand, som de klassiske Digtere næsten kun kunde afvinde culinarisk og gastronomisk Interesse og som Riddertidens Beundrere, ja selv Scott[VI], vilde give deres Helte at fælde i hundredvis. Rørende trods sit ringe Sujet, stort og simpelt i sin Stil, er det et ædelt Vidnesbyrd om den dybe Pietet mod Naturen, der er Wordsworths[VII] Adelsbrev.
Denne Pietet er hos ham først og fremmest Ærefrygt for det Barnlige og for Barnet, og denne Veneration for det Menneskevæsen, der i sin Ubevidsthed staaer Naturen nærmest, er atter et af det nye Aarhundredes originale Træk. I et lille Digt, som Wordsworth[VIII] har stillet i Spidsen for alle sine andre, siger han:
»Mit Hjerte jubler, naar jeg seer en Regnbue paa Himlen. Saaledes var det, da mit Liv begyndte; saaledes er det nu, da jeg er Mand; gid det maa være saaledes, naar jeg ældes, hvis ikke lad mig døe! – Barnet er Fader til Manden, og |64| jeg vilde ønske, at mine Dage maatte blive knyttede til hinanden en for en ved et Baand af naturlig Pietet«.
Her er Ærefrygten for Barnet ført saa vidt og stillet saaledes paa Spidsen, at den erstatter Pieteten mod Alderdommen. Men, som jeg engang har udtrykt det, Barnets Indsættelse i dets naturlige poetiske Rettigheder er kun eet af de mange Phænomener af Naivetetens Tronbestigelse i de europæiske Litteraturer. »Det 18de Aarhundrede, der har sin Styrke i den ræsonnerende Forstand, sin Fjende i Indbildningskraften, i hvilken det kun seer de forældede Traditioners Forbundsfælle og Livegne, sin Dronning i Logiken, sin Konge i Voltaire[IX], sin Poesies og sin Videnskabs Gjenstand i det abstracte, det oplyste og selskabelige Menneske, sender Barnet, der hverken er selskabeligt eller oplyst eller abstract, ud af Dagligstuen og langt, langt ind i Ammestuen, hvor det kan høre Eventyr, Sagn og Røverhistorier, saa meget som det lyster, vel at mærke, naar det sørger for som voxent Menneske at have glemt alt dette Uværdige. I det nittende Aarhundredes Samfund indtræder Reactionen«.*)
Vi finde den her med dens yderste Consequenser, selv hos saa reflecteret en Digter som Wordsworth[X]. I en af sine Sonetter (»Poetical works[0006]« II S. 165) |65| skildrer han en Spadseretur, han paa en deilig Aften foretager med en lille Pige, maler den milde Aftenstemning, kalder den »stille som en Nonne, der i sin Tilbedelse neppe drager Aande« og henvender sig saa til Barnet med de Ord:»Kjære Barn! kjære Pige, som gaaer her med mig, hvis Du synes urørt af høitidelige Tanker, saa er din Natur ikke derfor mindre guddommelig. Du ligger hele Aaret igjennem i Abrahams Skjød og holder din Andagt ved Templets inderste Alter, da Gud er med dig, naar vi ikke vide deraf.«
Den theistiske Udgang er hos Wordsworth[XI] obligat, men som enhver opmærksom Læser seer, kun paaklæbet Grundtanken om Barnets i og for sig guddommelige Natur. I sin berømte »Ode til Udødeligheden[0007]« udfører han denne Grundtanke med et saadant Sværmeri, at det endog var en saa vidtgaaende Dyrker af Naiveteten som Coleridge[XII] for stærkt. Han tilraaber her et sexaars Barn:
»Du, hvis ydre Skikkelse synes at negte din Sjæls Uendelighed, du bedste Philosoph, som endnu har bevaret din Arvelod, du Øie blandt de Blinde, der døv og taus læser det evige Dybs Mysterium. Du mægtige Prophet! du velsignede Seer, paa hvem de Sandheder hvile, som vi hele vort Liv igjennem anstrenge os for at finde!«
Vel modtage alle disse Udtalelser en Slags poetisk-philosophisk Bortforklaring derved, at Bar|66|nets Storhed føres tilbage til at det staaer Livet før Fødselen og dermed Varslet om Udødelighed nærmere end vi; men selv dette bør efter Coleridge’s[XIII] næsten autoriserede Forklaring ingenlunde opfattes som Wordsworth’s[XIV] bogstavelige Mening. Barnet æres som Jordens Fostersøn, og Ynglingen, der dog stedse maa drage længere bort fra »Østen« (Solopgangsstedet), er endnu »Naturens Præst«.*)
I talrige Digte kommer Wordsworth[XV] tilbage til den Modtagelighed han som Yngling besad for ethvert Naturskuespil. I et af dem, der som næsten alle hans Sager har en lang og slæbende Titel (»Influence of natural objects† , in calling forth and strengthening the imagination in boyhood and early youth[0008]«) takker han Verdensaanden fordi den fra hans Barndom af sammenflettede »de Lidenskaber hos ham, af hvilke vort Sjæleliv bygges, ikke med Menneskets ringe og lave Værker, men med høie Gjenstande, med varige Gjenstande, med Liv og Natur.« Saaledes, siger han, rensedes hans Følelsers og Tankers Elementer, til han følte en vis Storhed (grandeur) i sit Hjertes Pulsslag. Man agte paa den fine og inderlige Natursands i den følgende (i Originalen metriske) Skildring:
»Og ikke var hint Samliv med Naturen mig |67| karrigt tilmaalt. I Novemberdage, naar Taagerne, der rulle ned i Dalene, gjøre en ensom Egn end mere ensom, mellem Skove ved Aftenstid og midt under Sommernætters Ro, naar jeg langs Kysten ad den skjælvende Sø gik hjemad i min Ensomhed, nød jeg dette Samkvem. Jeg fornam det i Mark og Eng baade Dag og Nat og ved Vandet hele Sommeren igjennem, og i den kolde Aarstid, naar Solen var gaaet ned og Hyttens Vinduer, synlige i mange Miles Afstand, skinnede gjennem Tusmørket. Jeg brød mig ikke om deres Vinken. – Ja en lykkelig Tid var det for os alle; for mig var det en Henrykkelsens Tid. Klart og høit slog Landsbyklokken sex, jeg styrtede ud stolt og hoverende som en utrættet Hest, der ikke bryder sig om sit Hjem. Skoede med Staal fløi vi da alle med hvislende Lyd hen ad den blanke Is, i en fælles Leg, der efterlignede Jagten og Skovens Glæder: det tonende Horn, det høit gjøende Kobbel og den jagede Hare. Saaledes fløi vi afsted gjennem Mørket og Kulden og ei en Stemme var stum; imidlertid kastede de steile Brinker Lyden tilbage; hvert løvtomt Træ og hver isglat Klippe klirrede som Jern, medens de fjerne Høie sendte ind i Larmen en fremmed, ikke overhørt Tone af Melancholi, og medens Stjernerne i Øst stode gnistrende klare og i Vest Aftenens orangefarvede Himmel tabte sin Glands. – Ikke sjeldent trak jeg mig da bort fra Sværmen til en stille Bugt, eller |68| jeg foer overgivent ad en Sidevei bort fra den larmende Flok for at overskjære Reflexlyset fra en Stjerne, et Billed, som stedse flygtede for mig, blinkende paa den glasklare Flade, – og ofte, naar vi lode Vinden drive vore Legemer frem og alle de beskyggede Skrænter paa begge Sider kom feiende gjennem Mørket, har jeg midt under den susende Fart paa eengang bøiet mig tilbage paa min Hæl og pludseligt standset – endnu fløi de ensomme Klipper forbi mine Øine, ret som om Jorden synligt havde drejet sig for mig om sin Axe; og bag mig udstrakte Bjergene sig i høitidelige Rækker, dog svagere og svagere, og jeg stod fortabt i Skuet, til Alt var roligt som en Sommersø«.
Jeg mener, at dette er et Naturmaleri, som søger sin Lige. Dog i et af sine skjønneste og betydningsfuldeste Digte »Tintern Abbey[0009]« har Wordsworth[XVI] selv skildret sin Natursands i Udtryk, om hvilke han senere ikke med Urette har paastaaet, at de gaae igjen i de berømteste og mest poetiske Steder af Byron’s[XVII] »Childe Harold[0010]«, og som i ethvert Tilfælde utvivlsomt have gjort Epoche i engelsk Poesi. Han siger:
»Thi Naturen var da – efter at mine Drengeaars plumpere Fornøielser og deres muntre Legemsøvelser og Lege vare forbi – Et og Alt for mig. Jeg kan ei skildre hvad jeg dengang var. Det syngende Vandfald betog mig som en Lidenskab: |69| det høie Fjeld, Bjerget og den dybe og skyggefulde Skov, deres Farver og deres Former vare mig dengang en Attraa, en Følelse og en Kjærlighed, der ikke trængte til nogen ydre Tiltrækning, som Tankerne over Skuet kunde føie dertil, eller til nogen Interesse, som ikke laantes fra Synet«.
Lad det virke komisk, naar Wordsworth[XVIII] i 1820 underholder Moore[XIX] om Byrons[XX] Plagiater fra ham og fortæller, at hele tredie Sang af »Childe Harold[0011]« er grundet paa hans Følelser og Stil, og lad Lord Russell[XXI] have Ret, naar han i den Anledning tørt bemærker, at hvis Wordsworth[XXII] var Ophavsmand til »Childe Harold[0012]«, saa er det hans bedste Værk, man begriber dog let, at det for Wordsworth[XXIII] maatte staae som om Hovedstederne i hin tredie Sang og de skjønne Steder om Ensomheden i de tidligere Sange kun i antithetisk og kunstlet Form indeholdt, hvad der hos ham var sagt naturligt og simpelt.*)
Det er ikke vanskeligt at see en indskrænket og overstraalet Aands saarede Forfængelighed i disse Udbrud, men det bør ikke glemmes, at Wordsworth[XXIV] virkelig først havde anslaaet den Accord, som Byron[XXV] med saa overlegent Talent varierte, heller ikke at enkelte særligt slaaende og levende Vers af Wordsworth[XXVI] øiensynligt ere forblevne i Byrons[XXVII] Erindring. Hvo kan f. Ex. |70| læse denne Linie i »Childe Harold[0014]« (3die Sang, 72.† Strophe): »Og mig vare de høie Bjerge en Følelse« uden at mindes de nys citerede Ord og hvo kan negte, at Byron[XXVIII] optager og beriger hin Stemning hos Wordsworth[XXIX], naar han synger (»C. H.[0015]« III, 65):»Ere ikke Bjergene, Bølgerne og Skyerne en Del af mig og af min Sjæl, som jeg af dem? Ligger ikke Kjærligheden til dem dybt i mit Bryst, ren i sin Lidenskabelighed?«
Men medens Wordsworth[XXX] i »Tintern Abbey[0016]« fremstiller denne sin Lidenskab for Naturen som noget Forbigangent, der kun har varet et flygtigt Øieblik under en Overgangsalder for strax at optages i Overveielse og beherskes af Reflexion, er den hos Byron[XXXI] den blivende Følelse og den, som udtrykker hans Væsen. Hos ham er Jeget i dets Forhold til Naturen ikke indeklemt i den theistiske Spændetrøie, der er ingen dogmatisk Dæmning opstillet mellem Naturen og ham, han føler sig i pantheistisk Mystik som Et med den, og uden at nogen deus ex machina fører dem sammen.
Den umiddelbare Lidenskab er da heller ikke det betegnende for Wordsworth’s[XXXII] Forhold til Naturen. Hans Særegenhed i Opfattelsen og Gjengivelsen af Naturindtrykkene er af finere og mere sammensat Art. Indtrykket bliver, skjøndt modtaget med friske Sandser, afdæmpet og mildnet ved Reflexion derover. Det stemmer ikke umiddelbart |71| Digteren til Sang. Hvis han med Goethe[XXXIII] kan sige: »Jeg synger som Fuglen, der boer i Grenene«, da er det idetmindste ikke som Nattergalen synger, ikke nogen rigt udstrømmende Kjærlighedssang, der vidner om Sjælens Hus og spotter Nattestilheden, som den bryder og splitter. Wordsworth[XXXIV] har selv skildret Nattergalens Sang med lignende Ord (»Poems of imagination[0017]« Nr. X), saa tilføier han:
»Jeg hørte selv samme Dag en Skovdue synge og fortælle sin hjemlige Historie til mig. Dens Stemme var begravet mellem Træerne, dog hørtes den, naar Vinden bar paa. Den holdt ikke op, men kurrede og kurrede, beilende med tungsindige og tankefulde Toner. Den sang om en Kjærlighed, der ikke var uden Hvile, der langsomt begyndte, men aldrig endte, der rummede alvorlig Trofasthed og indre Glæde, det var Sang – det var Sang for mig«.
Wordsworth[XXXV] har villet male sig selv i Linien »and somewhat pensively he wooed«. Efter saa mange Digteres Sædvane har han søgt at hæve sin Praxis til Theori og bevise, at al god Poesi maatte have hans egen Digtnings Egenskaber. Al god Poesi, siger han, er den uvilkaarlige Overstrømmen af mægtige Følelser, men dog er intet værdifuldt Digt blevet frembragt af nogen Mand, der ikke foruden at besidde ualmindelig Følsomhed tillige havde tænkt længe og dybt. Grunden er efter hans Mening for det Første den, |72| at Strømningen af vore Følelser stadigt bestemmes og styres af vore Tanker, for det Andet den, at vore Tanker selv ikke ere Andet end »Repræsentanter for alle vore tidligere Følelser« – et dybt og lykkeligt om end ikke videnskabeligt tilfredsstillende Ord, der paa en træffende Maade charakteriserer hans egen poetiske Reflexion.
Denne bestaaer nemlig, nøiagtigt defineret, deri, at Naturindtrykket opspares og gjemmes for ligesom at fordøies, tilgavns at tilegnes og atter senere at kunne fremtages af Sjælens Forraadskammer og da endnu engang at beskues og nydes. Den, der ret har forstaaet denne Eiendommelighed hos Wordsworth[XXXVI] har Nøglen til hans Originalitet. I »Tintern Abbey[0018]« forklarer han, hvorledes denne Manddomsalderens stille Tilegnelse af Naturens menneskelignende Stemninger er fulgt paa Ynglingeaarenes umiddelbare og heftige Glæde over Naturskjønheden:
»Hin Tid er gaaet og med den alle dens smertefulde Glæder og al dens svimlende Henrykkelse. Dog derfor hverken sørger eller klager jeg; andre Gaver have fulgt dem, der, skulde jeg troe, ere rigelig Erstatning for hint Tab. Thi jeg har lært at lytte til Naturen, ikke som i den tankeløse Ungdoms Tid, men saaledes, at jeg ofte gjennem den hører Menneskelighedens stille, sørgmodige Musik, hverken skurrende eller barsk, men med fyldig Evne til at |73| tugte og tvinge. Og jeg har da følt et Noget nærværende, der betog mig med den Glæde, som ledsager ophøiede Tanker […] en Bevægelse og en Aand, der driver alle tænkende Væsener og alle Gjenstande for alle Tanker, og som ruller gjennem alle Ting«.*)
Her har Wordsworth[XXXVII] omskrevet sin Domaine, bestemt og mildt betegnet det Omraade, som er hans. Hvilken Modsætning til Byron[XXXVIII], der sjeldent eller aldrig hørte den humane Røst i Naturen og allermindst nogensinde hørte den klinge uden Skurren – han, som i »Childe Harold[0019]« endog kalder det hele Menneskeliv for »den falske Tone« i Altets store Accord.
Men vi ere endnu ikke naaede til de mest eiendommelige Udtalelser i »Tintern Abbey[0020]«. Det er dem, i hvilke Wordsworth[XXXIX] skildrer det opbevarede og opsparede Naturindtryks stille Virken paa Sindet. Han siger:
»Disse skjønne Former have under min lange Fraværelse ikke været mig hvad Landskabet er for en blind Mands Øie; nei ofte har jeg i ensomme Værelser og midt under Byers og Stæders |74| Larm i trætte Timer skyldt dem søde Sandseindtryk […] ogsaa Glædesfølelser, jeg nu har glemt, men saadanne, som maaskee ikke have nogen ringe Indflydelse paa hin bedste Del af en god Mands Liv: hans smaa navnløse, uerindrede Handlinger af et godt og kjærligt Hjerte.«
Og han udvikler, at han skylder disse Naturindtryk endnu en anden og mere ophøiet Gave, det lykkelige og klare Sind, der betager Livets Byrder deres Tryk, og slutter sin Tankerække med den Forvisning, at der i dette nydelsesrige Øieblik, da han gjenseer de kjendte Steder, er ikke blot øieblikkelig Fornøielse, men »Liv og Næring for kommende Aar.«
Atter og atter kommer denne Vending tilbage hos ham. Jeg vil som særligt prægnant anføre Digtet Nr. XV i »Poems of imagination[0021]«, hvori Digteren fortæller, hvorledes han paa en ensom Vandring nærved en Sø pludseligt opdagede en hel Hærskare af gyldne Narcisser, der svajede og dandsede for Vinden, saa tæt ved hverandre som Stjernerne i Melkeveien og i endnu muntrere Bevægelse end de pladskende Bølger, langs hvilke de voxte:
»Jeg stirrede og stirrede, men anede lidet, hvormeget Udbytte dette Syn havde bragt mig. Men ofte, naar jeg ligger tankeløs eller grublende paa mit Leie, glimte disse Blomster frem for hint indre Øie, som er vor Glæde i Ensomheden, og |75| da fyldes mit Hjerte med Glæde og dandser i mit Bryst omkaps med Narcisserne«.
Intet kan være den lyriske Digters sædvanlige Liv i Nuet mere modsat end denne Lyrikers bevidste Opbevaring af Nuet til fremtidigt Brug. Han charakteriserer sig selv som en Samlernatur, han sammenhober sig formeligt Vinterforraad af lyse Sommerøieblikke, og der er noget Sandt, noget Almenmenneskeligt, som altfor mange Mennesker overspringe og forsømme i dette; men fremfor Alt er der heri noget nationalt: det undrer En ikke, at den engelske Naturalisme begynder med økonomisk og husholderisk at danne sig en Kapital og et Lager af Naturindtryk.
Vi kjende Alle de Stemninger, som kunne føre dertil. Mangen en af os har foran en vid ubegrændset Udsigt over det blaa, i Sollyset spillende Hav følt, at en daglig Adgang til et saadant Naturskue maatte udvide Sjælen og feie alt Smaaligt ud af dens Kroge, har beklaget at maatte forlade Stedet og har klamret sig til Indtrykket for forsætligt at kunne fornye dets Virkning. Eller man har med deilige Landskaber for Øie, især naar man levede i dem paa Reiser og med den Vished, at man vanskeligt saa snart igjen vilde kunne nyde deres Skjønhed, bestræbt sig for at forholde sig saa passiv som muligt for ret at lade Billedet brænde sig ind i Ens Erindring. Man har ogsaa tidt instinctmæssigt vendt tilbage |76| til det smukke Minde, som Sjælen overhovedet uvilkaarligt søger tilbage til alle lyse Erindringer i dens Billedrække for at hente Kraft og Livsmod fra dem. Men stærkere Impulser have hos os Andre overdøvet disse. Vi have ikke kunnet nedsylte dem for Fremtiden eller stedse tygge Drøv paa dem paany. Samfundslivet, Verdenslarmen og Lidenskabernes Liv have gjort os det umuligt at finde vore dybeste og mest inspirerende Glæder i Minder om Solglimt paa Blomster eller om sammenvoxede Kjæmpetræer. Anderledes gik det til i den engelske Digters Sjæl, hvis Livskald det var paany at vække Interessen og Sandsen for alle hine elementære Stemninger og Indtryk. Hans praktisk uvirksomme Sjæl vegeterede i disse Naturdrømmerier, og det lader sig ikke negte, at denne stadig tilbagevendende Syslen med de simpleste Naturindtryk har holdt hans Sjæl fri og ren til at kunne føle Skjønheden i dens simple og jordiske Former uden Phantasteri og uden Ophidselse. Hvor sjelden er ikke denne Evne! hvor ofte fattes den hos de aller største og bedste Aander! hvor hurtigt gik den i engelsk Poesi ikke atter tabt! Den aabenbarer sig skjønnest og fyldigst i de faa poetiske Kvindeskikkelser, hvis Omrids ere givne i Wordsworth’s[XL] Smaadigte. Hans fortællende Digtes Helte ere af langt mindre Værd, dels bestemte til at vække Interesse for Landbefolkningen og de laveste Classer, dels skildrede i den Hensigt at |77| fremkalde en moraliserende Virkning. Men de faa let henkastede Kvindefigurer, der ere sete med samme rolige og dog forelskede Blik, hvormed Wordsworth[XLI] saae paa Træer og Fugle, ere Naturen selv. De ere selve den engelske Kvindenatur, og Ingen har truffet dens Lineamenter med sikrere Haand end han. Man læse et af disse Smaadigte*)
i min Prosa-Oversættelse:»Hun var et Ideal af Ynde, da hun første Gang straalede for mit Blik, et elskeligt Syn, skabt til at smykke et enkelt Minut; hendes Øine vare som svagt glimtende Stjerner, hendes lokkede Haar var dunkeltlysende, og Alt hvad hun var og bar syntes Ran fra Vaaren og det† muntre Daggry: en dandsende Form, et smilende Billede, som man søgte, undredes over og fulgte.
Jeg saae hende paa nærmere Hold. En Aand var hun, men ikke mindre en Kvinde, hendes Bevægelser i Huset lette og sikre og hendes Fjed jomfrueligt raske; et Aasyn, i hvilket søde Erindringer og lige saa søde Løfter mødtes; en Skabning, ikke for lys og god til Menneskenaturens daglige Brød, til forbigaaende Sorger, uskyldig List, Ros, Dadel, Elskov, Kys og Taarer og Smil.
Og nu seer jeg med klart Blik den sande Puls i dette Drivværk, et Væsen, der ud- og ind|78|aander Tanker, der lever paa Reisen fra Fødsel til Død med fast Forstand, med rolig Villie, med Udholdenhed, Forsorg, Behændighed og Kraft, en fuldendt Kvinde, ædelt anlagt til at advare, at vederkvæge og at herske, og dog endnu bestandigt en Aand, og endnu bestandigt klar og lys med noget af en Engels Lethed i sit Væsen.«
Hvis mit Øie ikke skuffes, da har man her et ægte naturalistisk Ideal af den engelske Kvindetype, og man kan berede Wordsworth en Triumph ved at sammenligne denne Skildring med de kvindelige Idealer, som Englands største Digtere i den nærmest følgende Tid morede sig med at tegne. Tag Shelleys[XLII] Fremstilling af Blomsternes og Insekternes ætheriske Beskytterinde i hans Digt »Mimosen[0024]«! Billedet af den feagtige Skjønhed er yndigt som Alt, hvad der kommer fra Shelleys[XLIII] Pen; hendes Ømhed for Planterne, hendes rørende Medlidenhed med alle de smaa stygge og foragtede Dyr, »hvis Hensigt, skjøndt de gjorde Skade, var uskyldig« giver hendes Alfevæsen menneskelige Træk – men et Menneske er hun dog ikke, hun saa lidt som Shelley’s[XLIV] »Feen fra Atlas[0025]« eller »Epipsychidion’s[0026]« utydelige Heltinde. Shelley[XLV] var som Lærken, han har besunget, en Foragter af Jorden (»scorner of the ground«). – Eller tag de lidenskabelige østerlandske Heltinder i Byrons[XLVI] tidligste poetiske Fortællinger, Medora[xlvii], Gulnare[xlviii], Kaled[xlix]! De naae ikke den skjønne Simpelhed her. De |79| optræde altid kun i den høieste Lidenskabelighed, deres Elskov, Hengivelse og Besluttethed gaae over alle Grændser. De ere digtede for en Læseverden, hvem det bedøvende Byliv i Londons Menneskemasse og den stadige Sysselsættelse med Verdensbegivenhederne havde meddelt en Art nervøs Trang til de heftigste aandelige Pirringsmidler. Men for Wordsworth[L] stod det fra først af som en smuk og lønnende Opgave at levere Beviset for, hvor dybt Menneskenaturen kan sættes i Bevægelse, røres og gribes uden Anvendelse af grove eller voldsomme Stimulantser. Han indsaa vel, at den der var vant til skrigende Farver, let vilde være ude af Stand til at afvinde Værker nogen Smag, hvis Originalitet bestod i en mild og naturtro Colorit, men han besluttede at tvinge Læserens Forventninger til et Digts Virkemidler tilbage i det naturlige Spor.
højresiderne i kapitel 5 har i førsteudgaven klummetitlen »Naturfølelsens Dybde og Sandhed.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »The World is too Much with Us«, 1807 Wordsworth 1968, 3:19.
havmænd i græsk mytologi. Proteus er sælernes beskytter, mens Triton er søn af havguden Poseidon.
bemærkelsesværdige.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 304) er GB's oversættelse på vers: »En Søvn forseglede mit Sind; / det glemte Jordens Kummer / og mærked ikke Livets Svind, / ej Sorg, som Aarene rummer. / Min Sjæl laa blind og døv i Svøb, / for Drift og Attraa ren, / og rulled kun med Jordens Løb / som Klipper, Træ'r og Sten«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af William Wordsworths digt »A Slumber did my Spirit Seal«, 1800 Wordsworth 1969, 2:216.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 305) er GB's oversættelse på vers: »Mit Hjerte jubler, naar jeg ser / Regnbuen over Land og Sø. / Saa var det i min Ungdoms Vaar, / saa er det nu i Manddoms Aar, / saa være det med Aldren mer! / Hvis ikke, lad mig dø! / Barnet er Fader til Manden. / Gid mine Dage knyttes maa / naturfromt til hinanden!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af William Wordsworths digt »My heart leaps up when I behold«, 1807.
af »H. C. Andersen som Eventyrdigter« fra GB's egen Kritiker og Portraiter, 1870 Brandes 1870:326-327.
af William Wordsworths digt »It is a Beauteous Evening«, 1807 Wordsworth 1968, 3:17.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 305) er GB's oversættelse på vers: »Mit Barn! min kære Tøs, som gaar her med mig! / Hvis du af Andagt synes uberørt, / guddommeligt er ligefuldt dit Væsen. / Du ligger Aaret rundt i Abrahams Skød / i Bøn ved Templets Allerhelligste. / Os ubevidst er altid Gud med dig«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »It is a Beauteous Evening«, 1807 Wordsworth 1968, 3:17.
i himmelsk salighed, i fuldstændig tryghed. Udtrykket har rod i Det Nye Testamente (Lukasevangeliet 16,22).
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 306) er GB's oversættelse på vers: »O du, hvis Legems ydre Rids / synes at nægte / din Sjæls Uendelighed, dog saa vis, / du bedste Filosof, som ej forvansker / din Arvelod, du Øje blandt de Blinde, / der døv og tavs de evige Dybder gransker, / oplyst af Aandens Vidnesbyrd, det ægte, / signede Seer, mægtige Profet! / du har den Sandhed inde, / hvorefter frugtesløst bestandig vi har ledt«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »Ode. Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood«, 1807 Wordsworth 1970, 4:282.
jf. Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817, hvor digtet gennemgås kritisk Coleridge 1983, 7/2:138-141.
af William Wordsworths digt »Ode. Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood«, 1807 Wordsworth 1970, 4:281.
af William Wordsworths digt »Ode. Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood«, 1807 Wordsworth 1970, 4:281.
prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »Influence of Natural Objects in Calling Forth and Strengthening the Imagination in Boyhood and Early Youth«, 1809 Wordsworth 1968, 1:248.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 307-308) er GB's oversættelse på blankvers: »Og ikke var hint Samliv med Naturen / mig karrigt tilmaalt. I Novemberdage, / naar Taagen, rullende ned i Dalen, gør / en øde Egn mer øde, dybt i Skoven / ved Dag og under Sommernætters Ro, / naar jeg langs Bredden af den skælvende Sø / gik under mørke Høje ensomt hjem, / samlevende jeg dette Samkvem nød. / I Mark og Eng jeg Dag og Nat fornam det, / ved Vandet og, i hele Sommervarmen / og i den kolde Aarets Tid, naar Solen / var gaaet ned og Hyttens Vinduer / synlige milevidt Tusmørket splitted / med Glans. Jeg brød mig ej om deres Vinken. / Lyksalig for os alle var den Tid, / men mig lyksaligst. Landsbyklokken slog / højlydt sit sjette Slag. Ud styrted jeg / hoverende som en Hest, der ung og kraftfuld / ej tænker paa sit Hjem. Staalskoede fløj vi, / mens Skøjten hvisled mod den blanke Is, / i fælles Leg, der efterligned Jagtens / og Skovens Fryd: Skovhornets muntre Klang / og Koblets Gøen og det jagede Vildt. / Saa svæved gennem Mørket vi og Kulden, / og ingen Stemme tav, og stejle Brinker / kasted fra Bredden hver en Lyd tilbage. / Hvert løvtomt Træ og hver en isglat Klippe / da klirrede som Jern, mens ind i Larmen / en fremmed Tone klang fra fjerne Høje, / ej overhørt, tungsindig, og i Øst / gnistrende Stjerner stod og hist i Vest / Himlens Orangeskær sin Lysglans tabte. // Ej sjældent trak jeg mig da bort fra Sværmen / ind i en stille Bugt, hvad eller foer / ad Omvej bort fra mine Fællers Larmen / at krydse Genskinslyset fra en Stjerne, / et Billed, der bestandig flygted for mig / i Blinken langs den glatte Flades Glar. // Og tit, naar vi os drive lod af Vinden / og hver en skygget Skrænt paa begge Sider / igennem Mørket gled forbi, saa har / midt under Fartens Susen pludselig / tilbagelænet paa min Hæl jeg standset. / End fløj ensomme Klipper mig forbi; / det var som Jordens Klode synligt drejed / sig om sin Akse for mig. Bag min Ryg / højtideligt sig strakte Bjergenes Rækker / med stedse svagre Omrids, og jeg stod / fortabt i Synet, indtil Alt blev roligt / og laa saa stille som en Sø om Somren«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »Influence of Natural Objects in Calling Forth and Strengthening the Imagination in Boyhood and Early Youth«, 1809 Wordsworth 1967, 1:248-249.
det anførte synspunkt fremkom William Wordsworth med i en samtale med Thomas Moore, jf. Moores dagbog for 27.10.1820 Moore 1853, 3:161.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 308) er GB's oversættelse på blankvers: »Thi efterat / de plumpere Glæder fra min Drengealder, / dens Idræt og dens Lege var forbi, / blev mig Naturen Et og Alt. Jeg kan / ej skildre hvad jeg dengang var. En Fos, / der faldt og sang, greb som en Lidenskab mig. / Det høje Fjæld, den skyggefulde Skov / med deres Farver, deres Former var mig / dengang en Attraa og en Følelse, / en Kærlighed, der ikke trængte til / et Kryderi af Tanker over Skuet / saa lidet som til noget Pirringsmiddel / af anden Art end blot hvad Skuet bød«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »Lines Composed a Few Miles Above Tintern Abbey«, 1798 Wordsworth 1969, 2:261.
det anførte synspunkt fremkom William Wordsworth med i en samtale med Thomas Moore, jf. Moores dagbog for 27.10.1820 Moore 1853, 3:161.
lord John Russel - udgiveren af Thomas Moores Memoirs, Journal, and Correspondence, 1853-1856 - anfører dette synspunkt i en fodnote til Moores dagbog af 27.10.1820 Moore 1853, 3:161.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 309) følger GB Adolf Hansens oversættelse Junker Harolds Pilgrimsfart, 1880, s. 311. Det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af et vers fra Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:165.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 309) følger GB Adolf Hansens oversættelse Junker Harolds Pilgrimsfart, 1880, s. 112. Det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af fire vers fra Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:166.
af digtet »Der Sänger« fra Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795-1796 Goethe 1987, 1:660.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 309-310) er GB's oversættelse på vers: »Hvor samme Dag min Vej mig førte, / den vilde Dues Sang jeg hørte. / Blandt Træ'r dens Røst begravet var, / dog hørtes den, naar Vinden bar. / Den kurred, kurred. Skovens Kroner / fornam tungsindigt tankefulde Toner, / hvormed den bejled uden Rast. / Den sang om Elskov, dyb og fast, / der langsomt opstod, aldrig endte, / i indre Glæde stille brændte / og aldrig veg fra Troskabs Vej. / Ja det var Sang, var Sang for mig«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »O nightingale! thou surely art«, 1807 Wordsworth 1969, 2:214.
af William Wordsworths digt »O Nightingale! Thou Surely Art«, 1807 Wordsworth 1969, 2:214.
af William Wordsworths forord til 1800-udgaven af Lyrical Ballads, 1798 Wordsworth 1969, 2:387-388.
af William Wordsworths forord til 1800-udgaven af Lyrical Ballads, 1798 Wordsworth 1969, 2:388.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 310-311) er GB's oversættelse på vers: »Hin Tid er svunden, og med den gik bort / den svimlende Henrykkelse og alle / dens smertefulde Glæder. Dog derfor / jeg klager ej og sørger ej. Thi dem / har andre Gaver fulgt, der er for Tabet / en rigelig Erstatning. Jeg har lært / at lytte til Naturen, ikke som / i sorgløs Ungdom, nej med Øre for / det Menneskeliges stille Mollmusik, / ej skurrende, ej barsk, stærk nok endda / til Sind og Sans at lutre og at ave. / Og jeg har noget følt, mig ganske nær, / der med den Glæde mig betog, som følger / med ædle Tanker - en Bevægelse, / et Pust, en Aand, der driver Alt, som tænker, / Alt, hvad der tænkes, og som strømmende kreser / igennem alle Ting«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »Lines Composed a Few Miles Above Tintern Abbey«, 1798 Wordsworth 1969, 2:261-262.
af William Wordsworths digt »Lines Composed a Few Miles Above Tintern Abbey«, 1798 Wordsworth 1969, 2:261.
af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:244.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 311) er GB's oversættelse på vers: »Disse skønne Former har / i al den lange Tid, da jeg var borte, / ej været for mig hvad et Landskab er / for blind Mands Øje. Saare ofte har jeg, / alene i min Stue eller midt / i Byers Larm, i trætte Timer skyldt / dem søde Sanseindtryk, ogsaa Glæder, / jeg nu har glemt, men den Art Glæder dog, / der muligvis slet ikke virker lidt paa / den bedste Del af hver en god Mands Liv, / de smaa, navnløse, uerindrede / Bedrifter, som et kærligt Hjerte øver«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »Lines Composed a Few Miles Above Tintern Abbey«, 1798 Wordsworth 1969, 2:260.
af William Wordsworths digt »Lines Composed a Few Miles Above Tintern Abbey«, 1798 Wordsworth 1969, 2:261.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 312) er GB's oversættelse på vers: »Jeg saa - men vidste ej at agte / den Vinding, dette Syn mig bragte. // Thi ofte, naar jeg tanketræt / en søvnløs Nats Besvær maa døje, / saa glimter disse Blomster tæt / og yppigt for mit indre Øje. / Mit Hjerte de til Glæde hidser; / det danser i mit Bryst som de Narcisser«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »I Wandered Lonely as a Cloud«, 1807 Wordsworth 1969, 2:216-217.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 313-314) er GB's oversættelse på vers: »Et lifligt Luftsyn først jeg saa, / da hende jeg fik Øje paa, / et yndigt Under, skabt og budt / til Smykke for et kort Minut; / svagt Stjernelys i hendes Blik; / fra hendes Lokker Lysglimt gik. / Hun var saa frisk, hun var saa ny / som Vaaren og det muntre Gry, / en Alf i Dans, et Smil i Flugt, / som undred, henrev, fjernt og smukt. // Jeg hende skued mere nær: / Aand var hun, Kvinde dog især. / Igennem Huset let hun skred / jomfruelig med raske Fjed, / et Aasyn, hvor med søde Minder / sødere Løfter sig forbinder, / en Kvinde, ej for lys og god / til Hverdagsdont, til trøstigt Mod, / til skyldfri List, til Smil og Graad, / Ros, Dadel, Kys og gode Raad. // Og nu jeg ser med klaret Blik / Pulsen i Værkets Mekanik: / en Sjæl, der aander Tanker ud / og gør Livsrejsen, stolt og prud, / med rolig Vilje, fast Forstand, / ihærdig, smidig, klar og sand, / en fuldendt Kvinde, anlagt til / at kvæge, lede, som hun vil, / og dog en Aand, der for min Sans / har Englens Lethed, Englens Glans«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af William Wordsworths digt »She Was a Phantom of Delight«, 1807 Wordsworth 1969, 2:213-214.
af Percy Bysshe Shelleys digt »The Sensitive Plant«, 1820 Shelley 1820:165.
af Percy Bysshe Shelleys digt »To a Skylark«, 1820 Shelley 1820:206.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik