I Sommeren 1797 faldt Talen mellem Beboerne af en lille Landsby ved Kysten af Somersetshire[a] ofte paa to unge Mænd, der nylig havde opslaaet deres Bopæl der, og som dagligt saaes spadserende sammen fordybede i ivrige og uendelige Samtaler, hvori fremmede Ord og fremmede Navne, uforstaaelige for de Forbigaaende, udtaltes under livfuld Spørgen og Svaren. Den ene af disse to unge Mænd var 27 Aar gammel, han havde en dyb Alvor i sine Miner, en uforstyrrelig Værdighed, ja Høitidelighed i sit Væsen, lignede mest en ung Methodistpræst og havde en monoton og trættende Stemme. Hans et Par Aar yngre Ledsager, der talte med uafbrudt Svada, urolige |53| og hyppige Haandbevægelser, havde et stort rundt Hoved, hvis Form tydede paa en mærkelig Intelligens, et glat Ansigt, dybe lysebrune Øine med et inspireret og forvirret bekymret Blik og et underligt Udtryk af slap Ubestemthed og gjennemgaaende Charaktersvaghed af den Art, der ikke udelukker en pludseligt opblussende Styrke. Hans Stemme var Musik, hans Veltalenhed syntes at fortrylle selv hans forbeholdne Tilhører og Ven. Hvem og hvad vare disse to unge Mænd, der slet intet Selskab søgte der i Egnen? Det var det Spørgsmaal, Beboerne forelagde sig. Hvad Andet end Politik kunde det være, hvorom de discuterede saa heftigt, og hvis saa var, hvad Andet kunde de da være end Sammensvorne, end Jakobinere med Oprørsplaner! Snart rygtede det sig, at den ældste af de to Venner, Mr. Wordsworth[I], i længere Tid havde opholdt sig i Frankrig under Revolutionens Begyndelse og med stor Varme havde delt Tidens sociale Begeistring, og at den yngste, Mr. Coleridge[II], tidligt havde gjort sig bekjendt som ivrig Demokrat og Unitarier, havde skrevet et Drama: »Robespierres Fald[0001]«, havde udgivet to politiske Brochurer: »Conciones ad populum[0002]«, ja havde lagt en Plan til med nogle Ligesindede at oprette en socialistisk Commune i det fjerne Amerika. Hvad var det nødigt at tvivle mere? En kjærlig Sjæl i Nabolauget angav Vennerne for Regjeringen i London[b], og denne ud|54|sendte en Spion, der skulde iagttage deres Spadseretures Maal og deres Samtalers Gjenstand. Snart ankom en rødnæset Bardolph-lignende Politispion til den fredelige Egn, fulgte upaaagtet de to Venner, og da han saa dem gaae med Papirer i Haanden, betvivlede han ikke, at de »optoge Kort« over Landet. Han tiltalte dem nu og da, og valgte sig sit Skjul i Buskene bag en Bænk ved Kysten, deres Yndlingshvilested. Her laa han saa i Timer paa Lur. Først troede han, at de to Sammensvorne vare komne under Veir med den Fare, der truede dem; thi i deres Tale forekom ofte et Ord, han opfattede som Spy-nosy (Spionen med Næsen), hvilket Ord han var tilbøielig til at fortolke om sig selv; men snart overbeviste han sig om, at det var Navnet paa en Mand, der havde skrevet en Bog og var død for lang Tid siden. Man seer, at Vennerne have udtalt Spinoza[III] paa Engelsk. Samtalen dreiede sig næsten udelukkende om Bøger, og den Ene opfordrede den Anden snart til at læse dette, snart til at lægge Mærke til hint. Men Politimanden kunde ikke opfange et Ord om Politik og opgav snart skuffet Forsøget for at vende sin Sporernæse andensteds hen.
I Virkeligheden var her intet Truende at opdage; den politisk-revolutionære Rus havde de to Venner for længe siden sovet ud, og selv hin Spinoza[IV], der spillede saa stor en Rolle i deres Samtaler, havde de lært at kjende paa anden Haand |55| og discuterede ham uden at forstaae ham, endsige tilegne sig ham. Det var Coleridge[V], som gjennem Schellings[VI] første Skrifter havde lært Substansphilosophien at kjende, og som nu indviede sin philosophisk ulærde Ven i den nyerhvervede Visdom. Men Spinoza[VII] var i disse Samtaler kun Symbol paa en mystisk Naturcultus; Jakob Bøhmes[VIII] Navn lød fredeligt sammen med hans. Det gjaldt her ikke Videnskab, men Poesi, og var der under disse lange Discussioner Tale om en Revolution, saa var denne Revolution en rent litterær og poetisk, med Hensyn til hvilken de to ensomt Boendes Ideer ud fra forskjellige Udgangspunkter paa en slaaende Maade stemte overens.
Hvad der i disse Samtaler fuldbyrdedes, det var intet Andet og intet Ringere end det bevidste litterære Brud med det 18de Aarhundredes Aand, som samtidig foregaaer under forskjellige Former over hele Europa.
Coleridge[IX] havde en prøvende Natur, hvis Afsky for det franske klassiske Pudder var bleven vakt allerede i Skolen, hvor en enkelt original Lærer havde advaret sin opmærksomme Discipel mod Harper, Luther og Lyrer i Stilen og fordret dem erstattede med »Pen og Blæk«, mod Muser, Pegasus, Parnas og Hippokrene i Lyriken og stemplet Sligt som Parykmaner og Conveniens. Coleridge[X] negtede da Pope[XI] og hans Efterfølgere Digternavnet og svor ved Bowles’[XII] Sonetter; han |56| talte mod Pope[XIII], som Oehlenschlägers[XIV] unge Venner herhjemme lidt senere talte mod Baggesens[XV] Poesi. Det germaniske Naturel i ham var en født Fjende af Esprit, Epigram og Pointer; det forekom ham, at den fra Frankrig stammende Skoles Fortrin ikke vare af poetisk Art; de bestode efter hans Mening i rigtig og skarp Iagttagelse af Mennesker og Sæder i en kunstig og forfinet Samfundstilstand og i den slebne Form, som disse Iagttagelser modtog; denne Form var en Art Viddets Logik, udfoldet i glatte og stærkt epigrammatiske Vers; selv naar Sujettet var af en uvirkelig Natur, henvendte Digteren sig til Intelligensen, ja selv i den sammenhængende poetiske Fortælling var der sørget for en Pointe ved hveranden Linies Udgang og det Hele tog sig ud som »en Sorites af Epigrammer«. Man fandt efter Coleridge’s[XVI] Opfattelse med andre Ord her ikke poetiske Tanker, men upoetiske overførte i et Sprog, man af Vedtægt kaldte poetisk; i selve Undfangelsen af Digtet var intet Phantastisk, ja det bristede tidt Digteren saa stærkt paa Phantasi, at det afhang af et stort eller lille Begyndelsesbogstav, om Ordene skulde betragtes som Personificationer eller som blotte Begreber; men medens Englands gamle store Digtere som Spenser[XVII]† havde kunnet udtrykke de mest phantastiske Indfald i det reneste og simpleste Engelsk, kunde disse nyere ikke udtale almindelige Trivialiteter uden i det besynderligst |57| slette og phantastiske Engelsk, saa Resultatet saa ud som om Echo og Sphinx havde lagt deres Hoveder i Blød sammen for at bringe det tilveie. Med Uvillie vendte Coleridge[XVIII] sig bort fra hine Forsøg paa at dække Phantasiløshed ved forskruet Diction. Hvor vidt denne gik, har man et Bevis paa i følgende Linie af Digteren Donne[XIX] i en Ode til Koppeindpodningen: »Vaccination! du himmelske Mø! stig ned!«*)
Men selv hos langt bedre Poeter end denne, ja endnu i den bedste senere engelske Poesi vedligeholdt hin Uvane at tage Abstractioner for Skikkelser sig altfor længe. Hos Shelley[XX] optræde »Tvillingerne Vildfarelse og Sandhed« (»the twins Error and Truth«) endnu som handlende Personer. Dette hele rhetoriske System forekom Coleridge[XXI] direkte at nedstamme fra den Vane at skrive latinske Vers i Skolerne. I Modsætning hertil stod det for ham som Idealet at udtrykke naturlige Tanker i en naturlig Stil, der hverken var boglig eller plat, hverken lugtede af Lampen eller Rendestenen, og de gammelengelske Ballader i Percy’s[XXII] Samling[0003] stode med deres Naturtoners uforfalskede Folkelighed for ham som Veivisere. Ogsaa han ønskede at lade saadanne Naturtoner klinge.Her var det, at Wordsworth[XXIII] kom ham imøde med sine Grublerier og Forsætter. Han var en |58| af de Aander, der finde Behag og Sikkerhed i afgjørende og stærkt forkastende Domme. Hans Mening om hele den engelske Poesi siden Milton[XXIV] var den, at Folket efterat have frembragt denne store Mand havde mistet sin poetiske Kraft og kun bevaret en Compositionsform, saa at Poesien var kommen til at bestaae i en Sprogkunst og en Ordleg og Digteren bedømtes efter sit Herredømme over Sproginstrumentet. Derfor havde den metriske Stil fjernet sig mere og mere fra Prosaen. Opgaven var at føre den tilbage til den, saa den kun ved den rytmiske Form adskilte sig fra det daglige Sprog. Medens Coleridge[XXV] sværmede for Naturmelodier, var Wordsworth[XXVI] saa radical, at han theoretisk ikke kunde nøies med mindre end en rimet naturlig Prosadialog.
Og til denne Naturalisme i Opfattelsen af Formen kom en lignende i Opfattelsen af det poetiske Indhold. Det var en af Wordsworth’s[XXVII] Yndlingspaastande og en af hans heftigste Anker mod den herskende litterære Skole, at der neppe var forekommet et eneste originalt Billede af den ydre Natur eller een ny Beskrivelse af den imellem Milton[XXVIII] og Thomson[XXIX]. Selv udrustet med en høi Grad af Modtagelighed for den materielle Naturs Phænomener gjorde han Raabet: Natur! Natur! til sit Løsen – og med Naturen mente han Landet i Modsætning til Byen. Ved Bylivet glemte Menneskene den Jord, hvorpaa de levede; de |59| kjendte den ikke mere, huskede vel de grove Træk af Markens og Skovens Physiognomi, men ikke Naturlivets Enkeltheder, ikke dets vexlende Skuespil med deres utallige, smilende, straalende, alvorlige og forfærdelige Scener. Hvem kjendte mere Navnene paa de forskjellige Træer og vilde Blomster, hvem kjendte Tegnene paa Veir og Vind eller vidste, hvad det betyder, at Skyerne fare netop saaledes afsted, at Hjorden trykker sig saaledes, eller at Taagerne rulle saaledes ned af Høiene! Wordsworth[XXX] havde fra han som Barn legede mellem Cumberlands[c] Høie kunnet raade alle disse Runer. Han var dybt fortrolig med enhver Art engelsk Natur i Vaar som i Vinter; han var skabt til at gjengive, hvad han saa og følte og til at gruble derover, før han gjengav det, skabt til med fuld Bevidsthed om hvad han foretog, at fuldbringe den poetiske Reformation, som var begyndt af den stakkels Chatterton[XXXI], »den søvnløse Dreng«, og af Bondesønnen, den Wordsworth[XXXII] i primitiv Begavelse saa langt overlegne Burns[XXXIII]. Han var vel kun et af de talrige Organer for den Kjærlighed til den ydre Natur, der med Aarhundredeskiftet udbreder sig over Europa, men han havde en stærkere og intensivere Bevidsthed om den Kjendsgjerning, at der gik et nyt poetisk Pust hen over England, end nogen anden Mand i de forenede Kongeriger.
Derom bleve da Vennerne enige, at man kunde |60| dele den hele engelske Poesi i tre Grupper, den poetiske Krafts og Ungdoms Tid fra Chaucer[XXXIV] til Dryden[XXXV], den poetiske Goldheds Periode fra Dryden[XXXVI] inclusive til det 18de Aarhundredes Slutning, og Gjenfødelsens Tidsalder, som nu begyndte med dem selv efter at være forudforkyndt af deres Forløbere; og ganske som den nye Tids Mænd i Tydskland og Danmark søgte disse Ynglinge efter store slaaende Betegnelser, der kunde udtrykke deres Forskjel fra dem, de vilde bekjæmpe, og de fandt netop de samme som hine. De tillagde sig selv Phantasi og dermed den egenlige skabende Evne; de skrev Side op og Side ned til uklar Forherligelse af »imagination« i Modsætning til »fancy«, som Oehlenschläger[XXXVII] og hans Skole lovpriste Phantasien og i det Høieste indrømmede Baggesen[XXXVIII] Lune. De havde Fornuft, Forgjængerne kun Forstand, de havde Geni, hine kun Talent, de var Skaberkraften, hine kun Kritiken. Selv en Aristoteles[XXXIX] kunde som Ikke-Digter ikke drive det til nogen høiere Titel end Talent. Ogsaa i England lod man det gaae ud over Nureddin[xl], og følte sig uendeligt overlegen over hans »naturløse« Forsken.
højresiderne i kapitel 4 har i førsteudgaven klummetitlen »Naturalismen indvarsles.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
bemærkelsesværdig.
Den Franske Revolution (1789-1799), hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
komisk figur i flere af Shakespeares skuespil. Han er bl.a. karakteriseret ved en fremtrædende rød næse og et hyppigt blussende ansigt.
af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/1:195.
af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/1:10.
dvs. hørende hjemme i 1700-tallet med dets forkærlighed for det kunstfærdige, prangende og snørklede.
af Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/1:18.
i græsk mytologi er Echo en bjergnymfe, hvoraf kun stemmen er tilbage, mens Sfinksen i Theben er et gådestillende og menneskeædende uhyre. Sammenstillingen stammer fra Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817 Coleridge 1983, 7/2:30.
det citerede er ikke af John Donne, men derimod af William Lipscomb. I andenudgaven af Naturalismen i England, 1892, nævner GB ikke Donne, men anfører i stedet, at det citerede er fra »en Oxforder-Ode« (s. 57). Dette stemmer overens med GB's kilde, Samuel Taylor Coleridges Biographia Literaria or Biographical Sketches of My Literary Life and Opinions, 1817, hvor det anføres, at verset stammer fra »an Oxford copy of verses« Coleridge 1983, 7/2:85.
lettere upræcist citat fra William Lipscombs »Beneficial Effects of Inoculation«, 1783 Lipscomb 1783:869.
lettere upræcist citat fra William Lipscombs »Beneficial Effects of Inoculation«, 1783 Lipscomb 1783:869.
af William Wordsworths digt »Resolution and Independence«, 1807 Wordsworth 1969, 2:236.
der alluderes til Adam Oehlenschlägers »Aladdin, eller Den forunderlige Lampe«, 1805. Heri skildres den umiddelbare og intuitive Aladdin, naturens muntre søn, i skarp kontrast til den grublende og forskende troldmand Noureddin.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik